ANALYSE: Når forsvarschefen forlader sin post til november et år før planlagt, sker det ikke med hans egen gode vilje. Bjørn Bisserup var blevet for stor en belastning og stod i vejen for den kulturændring, som er nødvendig for igen at skabe tillid til Forsvaret. Det arbejde er ikke slut med forsvarschefens afgang.

Man må rose Forsvarsministeriet og skiftende hovedpersoner for evnen til at kaste røg og sløre den virkelige årsag til åbenlyse begivenheder. I juni var det den nu forhenværende departementschef Thomas Ahrenkiel som med en ualmindeligt dårlig timing efter en stribe af skandaler bag sig pludselig var blevet overvældet af ønsket om at vende tilbage til udenrigstjenesten – og med statsminister Mette Frederiksens (S), finansminister Nicolai Wammens (S), udenrigsminister Jeppe Kofods (S) og forsvarsminister Trine Bramsens (S) mellemkomst blev belønnet med en stilling som ambassadør i Berlin.

Selv om forsvarsministeren løbende var blevet orienteret af Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og selv om hun løbende havde orienteret statsministeren, overrumplede skandalen i FE åbenbart regeringen. Da den eksploderede i medierne den 24. august og voksede i løbet af nogle timer, vågnede regeringen af sin tornerosesøvn og blev sent samme aften enig med sig selv om, at det nok så en lille smule dumt ud at sende Thomas Ahrenkiel til Berlin, når der samtidig skulle iværksættes en undersøgelse mod bl.a. ham for de ulovligheder, som han ifølge Tilsynet med Efterretningstjenesterne (FET) øjensynligt skulle være medansvarlig for i sin tid først som chef for FE i perioden 2010-2015 og siden som departementschef 2015-2020. Derfor blev han fritaget for tjeneste og kommer aldrig til Tyskland som Danmarks ambassadør.

Tirsdag fortsatte Forsvarsministeriets departement så med at kaste røg, da ministeriet i en pressemeddelelse lod forstå, at forsvarschef Bjørn Bisserup har besluttet at lade sig pensionere et år før tid med udgangen af november måned. Den udmelding skal man tage med et temmeligt stort gran salt, for Bjørn Bisserup havde ingen intentioner om at forlade sin post før tid, selv om han fyldte 60 år i april. Med den gradvise forøgelse af pensionsalderen skulle han først gå af som 61,5-årig i efteråret 2021.

Var blevet for stor en belastning

Når Bjørn Bisserup nu meget pludseligt alligevel sniger sig ud ad bagdøren, er der én eneste årsag. Han var blevet for stor en belastning i forsøget på at genoprette tilliden til Forsvaret efter flere års møgsager, som Bjørn Bisserup både direkte og indirekte har spillet en meget stor rolle i. Værst naturligvis farcen med den tidligere hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesen, som i august blev idømt tre måneders ubetinget fængsel ved Vestre Landsret i Viborg bl.a. for forsøg på embedsmisbrug ved at ændre på kriterierne til operations- og føringsuddannelsen, så hærchefens kæreste alligevel blev optaget uden først at have stået på listen over kandidater ”over stregen”.

Bjørn Bisserup har undslået sig med, at han ikke var forsvarschef, da Hans-Christian Mathiesen begik sine kriminelle handlinger i Hærstaben. Det er også korrekt, men han havde heller intet ønske om at få sandheden frem. Da jeg første gang spurgte forsvarschefen om sagen i september 2017, var Bjørn Bisserup som forholdsvis nytiltrådt forsvarschef allerede briefet om sagen. Efterfølgende nedsatte han et presseberedskab i Forsvarskommandoen til at håndtere sagen, og det gik primært ud på at forsøge at få sagen til at gå væk ved at trække svar og aktindsigter i langdrag.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Bisserup var blevet en belastning i forsøget på at genoprette tilliden til Forsvaret. Jeg er sikker på, at nogen har hvisket ham i ørerne, når nu han ikke selv kunne komme frem til den kendsgerning. Det siger @ernstved om, at forsvarschef Bjørn Bisserup går på pension. pic.twitter.com/Uc7VxHKmJV

— Deadline (@Deadline_dr) September 30, 2020

Da OLFI i oktober 2018 publicerede artiklen ”H.-C. Mathiesen gik på isen”, var forsvarschef Bjørn Bisserups reaktion, at han havde sat sig »grundigt ind i den sag og set på alt, hvad der ligger af dokumentation, og der er ikke noget, der stikker ud«. Han sagde videre, at han ikke kunne se, »at der er noget, der tyder på, at man ikke har overholdt spillereglerne«. Lidt fornærmet fortsatte han med at spørge mig, om han, »hver gang at der er en anonym kilde«, skulle »udsætte medarbejderne for den ene eller den anden undersøgelse? Det kan jeg jo ikke«. Han spurgte mig, hvad jeg ville have, at han skulle undersøge og svarede selv: »Jeg har undersøgt sagen, så godt jeg kan.«

Alt dét, som forsvarschefen selv havde undersøgt og ikke ville indlede en større undersøgelse af, og som med forsvarschefens øjne var helt efter bogen, takserede en byretsdommer siden til to måneders fængsel og en landsretsdommer til tre måneders fængsel. Og deri ligger Bjørn Bisserups gigantiske ledelsessvigt, som ikke kan fejes af banen med en vag undskyldning. Således forholdt han sig aktivt passiv og dækkede dermed over en lang række kriminelle handlinger og korruption, hvilket i sig selv er ansvarspådragende.

Forsvarschefens hemmelige loge

Sagen med H.-C. Mathiesen er langt fra den eneste, som klæber til Bjørn Bisserup. I januar afdækkede dette medie, hvordan Bjørn Bisserup jævnligt er mødtes med kronprinsen og skiftende chefer og medlemmer af Forsvarets øverste ledelse i en art hemmelig loge hjemme hos auditørkorpsets efterforskningschef, Hans Herluf Pedersen. Forsvarschefen må selvfølgelig gerne mødes privat med kronprinsen, men når det sker i en fortløbende møderække med skiftende (nye) chefer for værn og kommandoer, har møderne pludselig ikke længere form af uskyldige middage, men ligner snarere hemmelige afrapporteringer til Danmarks kommende regent.

At forsvarschefen sammen med skiftende medlemmer af Forsvarets øverste ledelse mødes i hemmelighed og uden regeringens vidende med den kommende konge strider mod alt, hvad det konstitutionelle monarki bygger på. Sagen fik da også tre professorer i henholdsvis jura og statsforvaltning til at rette en sønderlemmende kritik af såvel forsvarschefen som kronprinsparrets hofchef, Christian Schønau, fordi de ved at tillade møderne bragte kronprinsen i en situation, som kunne medføre kritik og give republikanere velbegrundede argumenter for at afskaffe kongehuset. Hverken forsvarschefen eller hofchefen kunne dog selv se noget problem, og deri afslørede de begge en bekymrende mangel på dømmekraft og respekt for rigets forfatning.

Artiklen fortsætter under billedet …

Der var også historien om personaledirektør Laila Reenbergs ægtefælle, som blev ansat i en eftertragtet stilling som chef for Søværnets 2. eskadre, uden at denne blev slået op i fri konkurrence. Her kom det frem, at kontreadmiral Torben Mikkelsen som chef for Søværnet anbefalede ikke at slå stillingen op, hvis personaledirektørens mand skulle have jobbet – for der var en anden og bedre egnet kandidat, som ville være »svær at argumentere uden om ved opslag/ansættelse«. Så sådan blev det, og Bjørn Bisserup godkendte det hele. Beordringen var ifølge Kammeradvokaten ikke ulovlig i henhold til forvaltningsloven, men den underbyggede en i forvejen voksende mistillid til hele ansættelsessystemet og mistanke om nepotisme og vennetjenester i Forsvarets øverste luftlag.

Finansdirektør sagde op i dølgsmål

Her kan man også nævne Forsvarskommandoens nu forhenværende finansdirektør, AE, som ansatte en major fra Hæren i en økonomistilling, udnævnte ham til oberstløjtnant og gjorde ham til sin vicechef, samtidig med at de udviklede et lidet hemmeligholdt kæresteforhold. På den måde gav hun sin hemmelige kæreste løn, kvalifikationstillæg og engangsvederlag, og sagen blev først sendt til Forsvarsministeriets Auditørkorps, da OLFI begyndte at grave i alle nepotismesagerne i Forsvaret. Siden valgte hun selv at sige op i dølgsmål, da auditørkorpset havde overdraget sagen Midt- og Vestjyllands Politi, som dog valgte ikke at gøre mere – finansdirekøren havde jo sagt op. Var forsvarschefen ansvarlig for den sag? Måske ikke direkte. Men indirekte har han tydeligvis ikke holdt sig orienteret grundigt nok om, hvad der foregik i hans eget system med en af sine mest betroede medarbejdere i form af finansdirektøren, som sad med et budgetansvar på 10 mia. kr.

Der var også historien med den tidligere og nu afdøde stabschef i Specialoperationskommandoen, som rejste til og fra arbejde for 128.000 kr. alene i 2018 og fik den loyale og retskafne controller, Karin Reuss Iversen, verfet ud af Forsvaret stemplet som »uduelig«, alene fordi hun ad flere omgange havde gjort opmærksom på samme stabschefs ulovlige godkendelse af egne bilag.

Eller historien med chefen for Frømandskorpset, Jens Birkebæk Bach, der inviterede sine private venner fra Antonelli Orchestra på et adrenalinfyldt oplevelsesdøgn på Marinestation Kongsøre for skatteborgernes penge. Han har øjensynligt modtaget gratisbilletter til eftertragtede koncerter den anden vej, og sagen efterforskes nu på 10. måned af Forsvarsministeriets Auditørkorps. En del af sagen drejer sig om et stripshow på Marinestation Kongsøre med chefen som midtpunkt stik imod Forsvarets interne retningslinjer, der forbyder strip på Forsvarets tjenestesteder.

Artiklen fortsætter under billedet …

Her kunne både chefen for specialoperationskommandoen, generalmajor Peter Boysen, og forsvarschefen have trukket en streg i sandet. Men intet er sket, og for udestående virker det som, at cheferne har mere travlt med at dysse sagerne ned end at løse de åbenlyse problemer med chefer, som ikke agerer i henhold til det omgivende samfunds forventninger.

Nå, ja. Så var der selvfølgelig også sagen fra 2010, da Bjørn Bisserup som chef for Forsvarsstaben afviste en besparelse på Hærens Officersskole, hvorved hans egen søn alligevel blev optaget efter indledningsvis ikke at være kommet ind før året efter. Den sag fik Bjørn Bisserup kritik for af Kammeradvokaten i 2018.

Selvfølgelig hører det med til historien om Bjørn Bisserup, at han også var manden, der sammen med daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) landede et forsvarsforlig i januar 2018 og fik stor ros af en række politikere for sin indsats i den forbindelse. Det ændrer dog ikke på det samlede billede af en forsvarschef, som har haft mere travlt med at lægge låg på dårligdommene end at have et reelt ønske om at rydde op. Han er løbende blevet advaret om nepotisme og ulovligheder, som han dog ikke selv kunne se og derfor afviste ved at skyde på budbringeren. Sådan mister man soldaternes og det omgivende samfunds opbakning og tillid.

Hjælp til at træffe den rigtige beslutning

Det kunne Bjørn Bisserup ikke selv se, og han skulle derfor have hjælp til at træffe den eneste rigtige beslutning om at træde tilbage. Kønt er det ikke, når man lister ud gennem bagdøren på den måde uden at påtage sig det fulde ansvar for den miserable ledelseskultur, som Bjørn Bisserup har stået fadder til. Timingen og den slørede sandhed om Bjørn Bisserups afgang siger noget om det morads, som forsvarsminister Trine Bramsen (S) står i.

Hun gav efter byrettens dom over H.-C. Mathiesen i maj sin fulde opbakning til Bjørn Bisserup og sagde i DR’s podcast ”Genstart”, at hun havde stor, stor tillid til sin forsvarschef. Med den forhistorie kunne hun ikke et halvt år senere fyre ham på grund af manglende tillid, for det ville afsløre hendes egen dårlige dømmekraft. Der var derfor ikke andet at gøre end at bede Bjørn Bisserup om selv at komme til den erkendelse, at en tidlig pensionering var det helt rigtige på nuværende tidspunkt.

Selv om forløbet ikke har været kønt, og Forsvarsministeriets pressemeddelelser vidner om en sygdomsbefængt spinkultur i statens ministerier, står Trine Bramsen alligevel styrket efter Bjørn Bisserups pludselige ønske om en snarlig pensionering. Ingen kan længere være i tvivl om, at ministeren mener sin oprydningsplan alvorligt, selv om tvivlen gennem snart et år har hængt over hovedet på den højtråbende minister. Årsagen har været, at Trine Bramsen i december valgte at fritage koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen fra tjeneste i forbindelse med skandalen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i stedet for departementschef Thomas Ahrenkiel. Han var løbende blevet orienteret om sagen, der var på vej, men satte sig aldrig ind i sagen og læste ikke den mail, som Per Pugholm Olsen sendte til ham en måned før offentliggørelsen af Rigsrevisionens rapport.

Læs også: En ny minister i manegen

Med andre ord satte ministeren Per Pugholm Olsens karriere på – om ikke fuldt stop – så i hvert fald på pause med pil ned, mens den virkelige synder i første omgang gik fri. Det mærker ”PP” nu. I stedet for at overtage som forsvarschef, hvilket Per Pugholm Olsen uden sammenligning er den bedst kvalificerede til, rejser han til december til Irak som chef for Natos trænings-mission i Bagdad.

Ministerens alt for langtrukne omfavnelse af såvel Thomas Ahrenkiel som Bjørn Bisserup har ikke været køn al den stund, at alle andre end ministeren kunne se, at de to var hovedårsagerne til hendes omfattende udfordringer. Nu er der gjort rent bord, og sammen med sin nye departementschef, Morten Bæk, kan hun nu selv vælge den kommende forsvarschef. Med Bjørn Bisserups tidlige pensionering sender ministeren og departementschefen et tydeligt vidnesbyrd om, at det nye makkerpar i front har i sinde at færdiggøre det endegyldige opgør med nepotisme, vennetjenester og fætter-kusinefesten i Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste ledelser.

Det signal forpligter, for der er stadig en række usunde og stærkt mistillidsskabende personrelationer i toppen af Forsvarsministeriets departement, styrelser og Forsvaret, som der skal ryddes op og ud i, hvis tilliden til Forsvarsministeriet skal tilbage. Samtidig ligger der en bare halvandet år gammel ”Vejledning om håndtering af inhabilitet” i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, som er mere lattervækkende end vejledende for at undgå mistanker om inhabilitet. Hvis det nye makkerpar ønsker at fuldføre missionen, kan Bramsen-Bæk passende som det næste brænde vejledningen i forsvarsministerens pejs og skrive en ny, som bedre stemmer overens med omverdenens forventninger til en moderne og sund organisation.

Der er stadig en del oprydning, før forsvarsminister Trine Bramsen kan sove rolig om natten. Næste slag drejer sig om at finde den rigtige forsvarschef. Det skriver jeg om i weekenden.

OBS! Har du betalt for at læse denne artikel? OLFI er et uafhængigt medie, som lever af abonnementer helt uden mediestøtte eller ekstern finansiering. Journalistik er ikke gratis, men koster penge at producere. Desværre deler mange OLFIs artikler, hvorved OLFI oplever et reelt tab, som det kan være svært at dokumentere. Det kan du råde bod på ved at købe et abonnement, hvorved du støtter den frie presse, som hjælper med at holde samfundet på ret kurs og dermed beskytter vores fælles demokrati. Et abonnement koster bare 50 kr. om måneden eller endnu billigere 400 kr. om året. Tak.