KOMMENTAR: Hun var vred, ville rydde op og var ikke bange for at fyre chefer. Men efter en række interviews i andre medier, en handleplan med 10 punkter, flere møgsager og et åbent samråd onsdag i Folketingets Forsvarsudvalg tror de færreste på, at forsvarsminister Trine Bramsens lovede oprydning i svindel, magtmisbrug og råddenskab bliver andet end symbolsk. Den politiske opposition skræmmer ikke.

I dag kan Trine Bramsen (S) fejre, at hun har siddet præcis et år i stolen som forsvarsminister. Det har været et på mange måder begivenhedsrigt år, som formentlig ikke har vakt den store misundelse hos mange af hendes ministerkolleger. Og dog. For selv om året på Forsvarsministeriets område har været præget af den ene skandalesag efter den anden, er det sjældent, at man som nyudnævnt førstegangsminister kan ride ind i manegen og påtage sig rollen som den, der får lov at rydde op og vise politisk mod og handlekraft ved at svinge pisken. Det er en svær opgave, som til gengæld kan udødeliggøre ens politiske eftermæle og sikre en direkte forfremmelse i den næste regeringsrokade.

Sådan en chance fik Trine Bramsen, da hun i december blev taget på sengen med skandalen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Efter et massivt dækket pressemøde, hvor statsrevisorerne havde udtrykt historisk hård kritik af Forsvarsministeriet, handlede hun resolut, udtrykte sin vrede, udbad sig en redegørelse fra sin departementschef, fjernede to chefer, iværksatte en række undersøgelser og vandt danskernes og ikke mindst medarbejdernes hjerter. Her var der endelig en minister, som turde kalde en spade for en spade, udvise handlekraft og tage ansvaret på sig. Skepsis over en 38-årig kvindelig forsvarsminister uden nævneværdig erfaring med forsvarsområdet blev afløst af en hastigt voksende popularitet – selv blandt de meste kritiske røster internt i Forsvaret.

Artiklen fortsætter under billedet …

Men, for der var et men, som detaljerytterne bed mærke i. Hvorfor fyrede hun den forkerte? Hvorfor måtte koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen tage skraldet for departementschef Thomas Ahrenkiel, som ikke havde læst sin mail, ikke havde læst forberedende papirer til et møde og ikke nåede til punktet med kritik fra Rigsrevisionen på samme møde? Ministeren så ud til at ryste på hånden i forholdet til sin departementschef, og hendes tøven var det første svage, men dog tydelige tegn på, at systemet havde vundet armlægningen og tæmmet den brølende løve i ministerstolen.

Siden fulgte en række sager, der forstærkede den gryende skepsis. Da dette medie i januar kunne afsløre, at forsvarschef Bjørn Bisserup var den uformelle leder af en række loge-lignende møder med kronprins Frederik og skiftende topofficerer og medlemmer af Forsvarets øverste ledelse plus en civil branchedirektør hjemme hos efterforskningschefen i Forsvarsministeriets Auditørkorps var reaktionen hos Trine Bramsen tavshed.

Hun bad om en redegørelse, og mere kom der ikke ud af det, selv om tre professorer i jura og offentlig forvaltning rettede en skarp kritik af både forsvarschefen og kronprinsens hofchef, Christian Schønau, for at have tilladt møderne uden at orientere eller inddrage regeringen.

Sagen lukket for forsvarschefens vedkommende

I maj blev generalmajor og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen ved retten i Viborg idømt 60 dages fængsel for magtmisbrug, videregivelse af fortrolige oplysninger og pligtforsømmelse af særlig grov karakter ved at have hjulpet sin kæreste frem i karrieren. Det mest påfaldende ved sagen var ikke dommen og den ubetingede fængselsstraf. Det var i stedet afdækningen af, hvordan Forsvarets øverste ledelse med forsvarschef Bjørn Bisserup i spidsen kendte alt til hærchefens kærestes pludselig kometkarriere uden at løfte et øjenbryn.

Forsvarschefen havde i forbindelse med dette medies afdækning af sagen sat sig »grundigt« ind i den, og han kunne ikke se, at der var noget, der »stak ud«. Han kunne ikke forholde sig til anonyme kilder, ville ikke iværksætte en undersøgelse og pegede i det hele taget på dette medie, som det største problem. For det var alene på grund af denne signaturs interesse for sagen, de mange spørgsmål og aktindsigter, at der nu var opstået »spekulationer«, som han var nødt til at reagere på ved at fjerne hærchefens kæreste fra Hærstaben og flytte hende til en stilling i Flyvevåbnet. Sagen lukket fra forsvarschefens side … hvis det da ikke lige var for det der auditørkorps.

Artiklen fortsætter under billedet …

Efter dommen udtalte Trine Bramsen i et interview med Politiken, at »svindel og magtmisbrug og al den råddenskab, der måtte ligge nogle steder« fortjener »at få en kæmpe projektør på. Der skal i den grad ryddes op. Det er jo det, der sværter alt det andet i Forsvaret,« sagde hun.

Her hentydede hun også til alle de øvrige sager om nepotisme og inhabilitet, som dette medie har afdækket gennem to år, og som involverede departementschefen, forsvarschefen, personaledirektøren, finansdirektøren, hærchefen, stabschefen i Specialoperationskommandoen og chefen for Frømandskorpset. Blandt medarbejderne var forventningerne til forsvarsministerens oprydningsplaner høje, men de blev hurtigt afløst af dyb skuffelse. For hvad var hendes plan egentlig? Den blev meldt ud i Jyllands-Posten lørdag den 6. juni og bestod af 10 tiltag med et kursus i offentlig forvaltning til alle civile og militære chefer i lønramme 37 og op som det mest opsigtsvækkende.

Tilbage til kollektiv afstraffelse for 500 chefer

Men en handleplan med 10 punkter løser imidlertid ikke det, der uden sammenligning er Forsvarets og Forsvarsministeriets allerstørste problem – nemlig manglende tillid. I stedet kunne Trine Bramsen føje sit eget embede til den liste over institutioner, som ikke bare medarbejderne, men den brede befolkning i almindelighed har mistet tilliden til på grund af hendes stadigt tydeligere berøringsangst.

Ikke bare virkede den såkaldte oprydning noget tandløs. Den blev også iværksat med det, der bredt i hele det militære system er blevet opfattet som en kollektiv afstraffelse og en klokkeklar mistillidserklæring til de omkring 500 civile og militære chefer i lønramme 37 og derover. Langt størstedelen kender udmærket til forvaltningslovens regler om habilitet, og cheferne har desuden både moral, etik og integritet. Men de har samtidig gennem to år kunnet se deres øverste chefer og civile direktører og vicedirektører blive taget med fingrene nede i kagedåsen gang på gang på gang. Sagerne har ikke udelukkende drejet sig om, hvad der var juridisk lovligt, men i allerhøjeste grad også om, hvad man må forvente af sund fornuft og moralsk uantastelighed blandt de øverste chefer inden for den offentlige administration.

Her har et stjernepanel af chefer, direktører og vicedirektører brilleret med talrige eksempler på dårlig moral og dømmekraft, manglende selverkendelse, en overflod af ansvarsforflygtigelse og ikke mindst den demoraliserende adfærd for ethvert system med at skyde skylden på budbringeren. I denne disciplin har forsvarschef Bjørn Bisserup med sagen om den nu fængselsdømte hærchef taget prisen og vist sig som en mesterskytte.

Som om det ikke var nok, har de seneste måneder resulteret i endnu flere møgsager i det militære system. Ikke blandt de tusindvis af hårdtarbejdende medarbejdere, som kæmper for at få enderne til at nå sammen, men blandt chefer. TV2’s Operation X’ afdækkede det ene fejlkøb efter det andet af våben og ammunition foretaget af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), og det kom tillige frem, hvordan en chef i en reklamationssag lod sig bespise på gourmetrestauranten Kong Hans’ Kælder af leverandøren, og hvordan en tidligere major og indkøber i FMI ansatte sin kone som sin højre hånd og gav input til hendes engangsvederlag.

Det mest opsigtsvækkende i denne udsendelse var dog ikke de afdækkede forhold. Det var direktør Flemming Lentfers næsten stolte svar om, at man i FMI begår masser af fejl på daglig basis, har gjort det før og vil gøre det i fremtiden også. Ikke et ord om, at der var anledning til at gennemgå procedurerne, stramme op eller undskylde misærerne. Fejl er i FMI business as usual, må man forstå, og de bliver begået med statsgaranti.

Personificeringen på Forsvarsministeriets »sneblindhed«

Da OLFI for en uge siden interviewede personaledirektør Laila Reenberg, var det endnu et eksempel på en topchef på Forsvarsministeriets område, som alene forholder sig til det juridiske. Direktøren har ingen moralske skrupler over, at hendes egen mand blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre, uden at stillingen blev slået op. Hun vil ikke forholde sig til, at hendes egen vicedirektør ringede til ægtefællen og tilbød ham jobbet, inden det blev besluttet fra ministeriets side, om det skulle i opslag.

»Jeg melder hus forbi. Jeg har ikke haft noget med processen at gøre. Jeg kan godt forstå, at folk stiller spørgsmål, og jeg vil også gerne svare. Men der er svaret, og det er undersøgt. Konklusionen er, at jeg ikke har handlet i strid med reglerne om inhabilitet.«

Set fra personaledirektørens perspektiv er der intet at komme efter, så længe hun holder sig inden for lovens rammer. Så må medarbejderne og den måbende offentlighed tænke, hvad den vil, når personaledirektørens allernærmeste ansætter hendes egen mand i en lukrativ stilling uden opslag. Det er vist det, man i Forsvaret kalder collateral damage eller utilsigtede skadevirkninger på Forsvarets renommé og omdømme. Laila Reenberg personificerer dermed den »sneblindhed«, som forsvarsministeren har talt om i flere interview, hvor moral og etik og vigtigheden af at fremstå som et forbillede og det gode eksempel for andre spiller en ubetydelig rolle.

Artiklen fortsætter under billedet …

I samme interview afviser Laila Reenberg at svare på, hvordan tidligere viceforsvarschef Per Ludvigsen kunne avancere til det næsthøjeste embede i rigets væbnede styrker på trods af en bugnende personalemappe bl.a. indeholdende en skriftlig advarsel for kønskrænkende adfærd over for en kvindelig officer og en række pinagtige episoder i alkoholpåvirket tilstand. Svaret øger ikke tilliden til topledelsen. I dag »indgår kønskrænkende adfærd i vores overvejelser i forhold til udnævnelser. Det har negativ indvirkning på ens mulighed for at blive udnævnt,« sagde Laila Reenberg.

Ikke nogen streg i sandet og afvisning af, at noget lignende nogensinde skal kunne ske igen. Her må medarbejderne forstå, at når først man når generalniveauet, er kravene til pletfri vandel noget mere slappe i koderne. Kønskrænkende adfærd indgår naturligvis i overvejelserne, men hvis nu generalen er en lysende stjerne, kan vi nok godt se gennem fingrene med, at han gramser på sine kvindelige underordnede? Man må gå ud fra, at samme elastik i metermål spiller ind for homofober og antisemitter, når det kommer til generaler?

Fortjensttegn trods efterforskning for magtmisbrug og vennetjenester

Det fører os hen til en begivenhed, som fandt sted i den forgangne uge. Her modtog chefen for Frømandskorpset, kommandørkaptajn Jens Birkebæk Bach, Hjemmeværnets Fortjensttegn. Det kan ifølge fundatsen »tildeles personer, som har ydet en særlig fortjenstfuld og uselvisk indsats til gavn for det frivillige hjemmeværnsarbejde samt ved ulastelig vandel i sit private liv har gjort sig værdig til at bære et offentligt vidnesbyrd om denne indsats«. Normalt vækker den slags tildelinger respekt, men i tilfældet Jens Bach var reaktionen internt i Forsvaret mest af alt forargelse, hvilket fremgik af en række henvendelser til OLFI både per mail og telefonisk.

Det skyldes, at Forsvarsministeriets Auditørkorps i øjeblikket er i gang med en strafferetlig efterforskning rettet mod Jens Bach, som er mistænkt for magtmisbrug, vennetjenester, modtagelse af gaver samt forhold omkring anskaffelsen af motorer til Frømandskorpsets nye både. I november kunne dette medie fortælle, hvordan Jens Bach havde betalt med et par flasker rom for at få bandet Antonelli Orchestra til at spille ved en privat fest og derudover havde inviteret bandet på et oplevelsesdøgn på Marinestation Kongsøre, hvor tjenestegørende personel fik løn for at være oppassere i et døgn til chefens private venner.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

På baggrund af OLFIs spørgsmål valgte Forsvarskommandoen selv at bede auditørkorpset om at undersøge sagen. Midt i efterforskningen har chefen, som bærer frønavnet ”Pusling”, nu modtaget Hjemmeværnets Fortjensttegn, som bliver tildelt ved kongelig resolution efter indstilling fra forsvarsministeren. Ja, fra forsvarsministeren, som hedder Trine Bramsen.

Det er hende, som siger, at hun vil rydde op og ikke er bange for at fyre chefer, der ikke kan finde ud af holde sig på dydens smalle sti. For mange medarbejdere er tildelingen af den slags hæderstegn til en tvivlsom personage under strafferetlig efterforskning en hån mod det menige personel og beviset på, at ledelsen bredt i Forsvaret er en indspist klub, der dækker over hinanden og tildeler vennerne medaljer og ære uden at tage hensyn til signalværdi, moral og etik.

Artiklen fortsætter under billedet …

Hvad sker der, hvis auditørkorpset rejser en sag, eller chefen får en bøde for at have handlet i strid med reglerne? Det står der også i fundatsen til Hjemmeværnets Fortjensttegn. »Den, hvem fortjensttegnet er tildelt, beholder det til sin død, medmindre den pågældende gør sig skyldig i et sådant forhold, som ville have udelukket den pågældende fra at få fortjensttegnet tildelt. I så tilfælde vil det være at tilbagelevere«.

Men generalmajor Jens Garly, der som chef for Hjemmeværnet fandt det på sin plads at tildele fortjensttegnet netop nu, forsvarschefen eller departementschefen, der lod sin minister skrive under, handlede blot, som de altid har gjort uden at tænke på signalværdi og bliver hurtigt glemt for deres manglende indgriben i den noget beskæmmende selvforherligelse af en af vennerne.

Ministeren bliver styret rundt og har fået en næse

I denne uge havde Folketingets Forsvarsudvalg så indkaldt forsvarsminister Trine Bramsen i et åbent samråd. Baggrunden var en række skarpe udtalelser om Forsvarets ledelse fra ministeren til flere medier, som havde fået oppositionen til at reagere. Men i stedet for at bore i, hvordan forsvarsministeren vil gennemføre sin lovede oprydning og få rettet op på alle dårligdommene i sit eget ministerium, kredsede spørgsmålene sig i stedet om forsvarsministerens sprogbrug.

»Jeg harcelerer over de ord, som bliver anvendt af forsvarsministeren, og som er bekymrende. Det første spørgsmål gælder, om forsvarsministeren har tillid til forsvarschefen og Forsvarets øvrige officerer. Det er svært at acceptere, at en forsvarsminister kan bruge ord om sit eget system, at det er gennemråddent. Ministeren vil til citat gøre op med ”svindel, magtmisbrug og råddenskab” og så videre,« sagde Søren Espersen (DF), som havde indkaldt til mødet sammen med Karsten Lauritzen (V).

På den måde forspildte forsvarsudvalget, som alene var repræsenteret af oppositionen, helt at få ministeren til at forholde sig til den tsunami af sager, som havde fået hende til at komme med sine bombastiske udtalelser. I stedet fremkom det noget uforberedte forsvarsudvalg med den ene forvrøvlede udtalelse efter den anden, som afslørede en overraskende mangelfuld indsigt i de mange sager, og som mest af alt gav indtryk af, at ministeren er et større problem end sagerne.

Ministeren selv smilede da også og forsikrede, at hun »har meget stor tillid til forsvarschefen og Forsvarets ledelse«. Trine Bramsen ligefrem oplever, at »der er et stort og et fælles ønske fra deres side om, at vi i fællesskab får ryddet op og sat en stopper for de mange dårlige sager. Hele det danske forsvar kommer til at skulle stå sammen om denne opgave – både chefer og medarbejdere, og jeg håber, at Folketinget også bakker op.«

Set i det lys har ministeren intet at frygte fra oppositionen, som ikke skræmmer og ser ud til allerede at have slynget sig i hængekøjen under sommersolen. Men hvis Trine Bramsen havde frygtet at blive suget ned i møget, kom beviset for det fredag, da hun sammen med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) modtog en næse af Folketinget for ministrenes håndtering af sagen om udsendelse af Forsvarets aflagte respiratorer til Italien. Det var Berlingske, som på baggrund af en aktindsigt kunne afsløre, hvordan en souschef i Forsvarskommandoen ikke fandt det nødvendigt at videreformidle til Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet indholdet af en mail fra en seniorsergent i materiel- og indkøbsstyrelsen om, at respiratorerne ikke kunne anvendes til covid-19 patienter.

Mange havde håbet, at Trine Bramsen ville leve op til sine store ord og en gang for alle få ryddet op og ryddet ud. Men i stedet for at gøre det nødvendige har hun ladet sig omfavne af sin departementschef, sin forsvarschef, sin afdelingschef for HR og sin personaledirektør. De skal nok gøre alt for at sikre sig, at ministeren fremadrettet lærer at gå stille med dørene i stedet for at stille sig selv frem i rampelyset og påkalde sig unødvendig opmærksomhed på alle møgsagerne med lovning om oprydning, bod og bedring.

Ind til videre er det hele i hvert fald endt med en lang næse ikke bare til ministeren, men til alle de 22.000 loyale ansatte på Forsvarsministeriets område, som kan se ministeren blive ført rundt i manegen af den ledelse, som hun havde til hensigt at rydde op i. For alle dem passer de gammelkendte ord bedre end nogensinde.

Det er det rene Cirkus Mili.