KOMMENTAR: Fængselsstraffen til den tidligere hærchef H.-C. Mathiesen var ikke bare en skærpelse af byrettens dom, men også en indirekte skærpelse af forsvarschefens svigt og manglende dømmekraft. Oven i det kommer skandalesagen fra FE. Sagerne har afdækket en syg ledelseskultur, som aldrig blev isoleret og slået ned – og derfor fik lov at smitte vidt og bredt.

Studieværten og journalisten Cecilie Beck sagde det ganske klart, da hun mandag midt i TV2 Nyhederne præsenterede aftenens anden store historie fra Forsvarets verden.

»Så skal vi tilbage til Forsvaret, som, man må sige, har haft en dårlig mandag. For ud over skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste skal den tidligere hærchef H.-C. Mathiesen i fængsel. Vestre Landsret kendte ham i dag skyldig i at have forsøgt at hjælpe sin kæreste ind på en prestigefyldt uddannelse i Forsvaret ved at ændre optagelseskriterierne OG i at have givet sin kæreste adgang til fortrolige oplysninger OG i at forsøge at få sin kæreste ansat i en stilling som major ved at henvende sig til en underordnet oberst.«

En dårlig mandag. Formuleringen var en journalistisk underdrivelse. Aldrig før er en general og et medlem af Forsvarets øverste ledelse blev dømt for embedsmisbrug – populært kaldet magtmisbrug – og med dommen kan man konstatere, at Forsvarets øverste ledelse har været arnested for korruption i en grad, som førte til en ubetinget fængselsstraf på tre måneder uden mulighed for at veksle noget af straffen til samfundstjeneste. Det er grove løjer, men tilliden til Forsvarsministeriet som ressortområde skulle lide et endnu større knæk end dommen over en korrumperet general på denne sorte mandag.

Mens auditør Claus Risbjerg var midt i sin procedure, vendte journalisten fra Ritzau sig mod mig og viste sin skærm. I en kortfattet meddelelse på Forsvarsministeriets hjemmeside fremgik det, at chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste var fritaget for tjeneste sammen med to ledende medarbejdere. Årsagen var en rapport fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), som fælder en sønderlemmende kritik af tjenestens evne til at overholde loven. Kort efter kunne man på TET’s hjemmeside læse en pressemeddelelse, som fik store dele af samfundet og det politiske establishment til at tabe både kæbe og mund.

Af pressemeddelelsen fremgik det bl.a., at FE »har tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger«. Videre hed det, at »FEs ledelse har undladt at følge op på eller nærmere undersøge indikationer på spionage inden for Forsvarsministeriets område«, og at FE »uberettiget har behandlet oplysninger om en ansat i tilsynet«.

Artiklen fortsætter under videoen …

Ikke så underligt var Forsvaret igen på familien Danmarks læber for alt andet end det, som Forsvaret gerne vil være på familien Danmarks læber for. Sagerne giver anledning til at stille sig selv spørgsmålet, hvordan det er kommet så vidt, at man nærmest kun hører negative skandalehistorier fra Forsvaret igen og igen? Det kræver en forklaring, og den kommer her.

Spillede hovedrolle i skandalen om jægerbogen

Vi ved meget lidt om, hvad sagen fra FE egentlig handler om, og derfor kan det være svært at sige noget klogt om dens reelle indhold. Men der er åbenlyse forhold omkring efterretningstjenesten, Forsvarsministeriets departement og Forsvarskommandoen, som det indledningsvis er værd at dvæle lidt ved, lige som sagen gennem sit persongalleri har tråde til dommen i Viborg. Nøglepersonerne hedder Lars Findsen og Thomas Ahrenkiel. Og så i virkeligheden også Søren Gade, Bjørn Bisserup, Per Ludvigsen, Laila Reenberg og Hans-Christian Mathiesen.

Juristen Lars Findsen var chef for PET, da daværende forsvarsminister Søren Gade (V) i 2007 hev ham ind som ny departementschef i Forsvarsministeriet. Her afløste han Anders Troldborg, som gik på pension efter hele 14 år som øverste embedsmand i ministeriet. Lars Findsen formåede imidlertid aldrig at opbygge samme stabilitet og respekt om sin embedsførelse som sin forgænger. Blandt medarbejderne i departementet fik han hurtigt tilnavnet ”Tito” for sit afslappede forhold til arbejdstid (fra ti til to), ligesom han fik ry for at være både sløset og uorganiseret.

Og så spillede han en uheldig hovedrolle i skandalen om jægerbogen i 2009. Her havde Forsvaret gjort Forsvarsministeriet opmærksom på, at der knyttede sig væsentlige usikkerheder til validiteten af en arabisk oversættelse, som var fundet på internettet. Men efter en fortrolig orientering af Udenrigspolitisk Nævn om sagen kom Søren Gade ud fra mødet på Christiansborg og blev foran journalisterne alligevel mindet om den arabiske oversættelse af sin departementschef – historien var for god til at holde hemmelig.

Artiklen fortsætter under billedet …

Oversættelsen viste sig at være konstrueret af medarbejdere i Forsvarsstaben under forsvarsstabschef Bjørn Bisserup. Da der skulle placeres et ansvar, kunne Søren Gade ikke leve op til sit eget ”far-her-løfte” fra udsendelsen Clement Direkte på DR2. Hverken forsvarsministeren eller forsvarsstabschefen ville påtage sig deres ledelsesansvar, og i stedet blev admiral og forsvarschef Tim Sloth Jørgensen sendt planken ud for at ”tage en for holdet”. Det til trods for, at arbejdet blev udført i staben under Bjørn Bisserup. Hans kryben uden om sit ansvar skabte ikke lige frem respekt i Forsvarskommandoen på Holmen.

Søren Gade overlevede i første omgang skandalen, men da sagen om lækage af Jægerkorpsets hemmelige indsættelse i Irak i 2007 atter dukkede op i medierne med en hemmelig lydfil, som daværende DR-generaldirektør Kenneth Plummer gemte bag lås og slå, endte presset med at tvinge Søren Gade ud af sit elskede ministerkontor. På vej ud ad døren gjorde Søren Gade noget, der på mange måder sagde en del om hans ministertid. Han iscenesatte sin egen afsked, ringede TV2 op og fik en journalist og en fotograf til at filme sine sidste 48 timer i ministeriet, så det kunne vises som en tårevædet minidokumentar i bedste sendetid. For dem, der kunne holde ud at se på det.

Søren Gade lagde stenene til syg ledelseskultur

Hvis man vil forstå den nuværende ledelseskultur i Forsvarsministeriet, er det nødvendigt at bruge lidt tid på Søren Gade. Han var kendt for at være en populær, elsket og folkelig forsvarsminister i befolkningen, mens hans omdømme indadtil var knapt så flatterende. Med sin ansættelse af Lars Findsen som departementschef og sine hastige udnævnelser af Bjørn Bisserup, som gik fra oberst til trestjernet general på få måneder, lagde Søren Gade kimen til en ledelseskultur, hvor integritet, militær faglighed og ordentlighed blev afløst af spin, rygklapperi og overdreven politisk lydhørhed og følgagtighed.

Da Søren Gade ikke længere var minister, sørgede Lars Findsen og Bjørn Bisserup for at videreføre den nye verdensorden og holde besværlige officerer på lang afstand. Det skulle være slut med militære chefer, som afviste politikernes ønsker med deres militære faglighed. I stedet gjaldt det om at lytte sig frem til de politiske lydbølger og sige ja, også når et nej var det rigtige svar. Politikerne ville have officerer med »politisk forståelse og tæft«, og det fik de. Da Helle Thorning Schmidt (S) efter regeringsovertagelsen i 2011 udnævnte Nick Hækkerup (S) til forsvarsminister, fik han til opgave at rydde op i Forsvaret og de besværlige oberst Hackel-typer.

Det skete nærmest samtidig med, at den daværende og sidste ”rigtige” forsvarschef, Knud Bartels, blev sendt til Bruxelles som ny formand for Natos militærkomite. I en besynderlig ansættelsesprocedure med stillingsopslag, ansøgninger og tests udnævnte Nick Hækkerup obersten Peter Bartram som ny forsvarschef og gav ham fire generalstjerner. Her fik han en raketgeneral, hvis egen personlige holdning og mening var så godt som ligegyldig, for han blev styret af sin minister og sin militære ”storebror” i form af den nye koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriet – den nu civilansatte generalløjtnant Bjørn Bisserup, som var en lønramme over forsvarschefen og sidestillet med departementschef Lars Findsen.

De indviede vidste, at Bjørn Bisserup på trods af sin civile skyggetilværelse i departementet var en de facto forsvarschef, som selv havde støbt kuglerne til sit nye imperium i “koncernen”. Som en slags økonomidirektør i departementet refererede de nye underliggende styrelser i form af Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse og så fremdeles til ham og ikke til forsvarschefen. Dette højeste militære embede i riget blev med Peter Bartram som nyudnævnt forsvarschef decimeret til alene at have ansvaret for at opstille og uddanne de operative soldater, og forsvarschefen var nu rent organisatorisk sidestillet med de øvrige syv styrelsesdirektører.

Artiklen fortsætter under grafikken …

Forsvarsministeriets organisationsdiagram viser, hvordan forsvarschefens magt er marginaliseret til ansvaret for de operative styrker i Værnsfælles Forsvarskommando. Bjørn Bisserup rangerer dermed på lige fod med de øvrige styrelsers chefer og direktører. Grafik: Forsvarsministeriet

Det var i dette sideordnede styrelses-Helvede uden nogen klar kommandostruktur eller ansvarsfordeling, at den nye ledelseskultur for alvor slog igennem. Her gjaldt det om altid at holde sin ryg fri, undgå sin underskrift på kontroversielle dokumenter og i det hele taget lede gennem telefonsamtaler uden referat. Og så i øvrigt holde sig langt væk fra en hver journalist eller kritisk presse.

Thomas Ahrenkiel var en lysende stjerne

Det var også her, at departementschef Lars Findsen i 2010 besluttede sig for at ansætte en civil embedsmand som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Stillingen blev ikke slået op, for Lars Findsen vidste, hvem han ville have. Han hed Thomas Ahrenkiel og var opvokset i Udenrigsministeriet, hvor han bl.a. havde været ambassadesekretær på den danske Nato-repræsentation og i perioden 2003-2010 arbejdet i Statsministeriet for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bl.a. som udenrigschef og rådgiver i sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Stillingen som chef for FE havde Thomas Ahrenkiel ind til 2015, da han igen tog et skridt op ad karrierestigen med skudsmålet blandt kolleger i embedsværket som »en lysende stjerne« med potentiale til en dag at blive departementschef i Statsministeriet. Det skete, da Lars Løkke Rasmussen (V) havde overtaget Statsministeriet og efter en farce med Carl Holst (V) som forsvarsminister i et par uger hev Peter Christensen (V) ind fra glemslen som ny forsvarsminister. I Venstre havde man ikke glemt, at departementschef Lars Findsen bar et meget stort ansvar for, at det i 2010 gik galt for Søren Gade. Da Peter Christensen derfor indtog Forsvarsministeriet, gjorde han kort proces.

Artiklen fortsætter under videoen …

Lars Findsen skulle væk. Men hvad gør man med en departementschef, som man egentlig finder uduelig og ikke har tillid til? Der var ingen tvivl om, hvem der skulle være afløseren – så hvorfor ikke? I en rokade, så vidt vides, aldrig set før skete der det paradoksale, at Lars Findsen blev fyret og Thomas Ahrenkiel hevet ind som ny departementschef, mens Lars Findsen tra-la-la-la blev sendt ud som chef i Forsvarets Efterretningstjeneste. I denne chefkarrusel sikrer man sig, at der aldrig kommer smuds frem, for her vil begge chefer altid have noget at udsætte på hinanden. Mission accomplished.

Her var der ikke nogen, der råbte vagt i gevær eller spurgte sig selv, om det nu var en holdbar løsning. Men i Forsvarets Efterretningstjeneste kunne Lars Findsen fortsætte den praksis, som Thomas Ahrenkiel havde påbegyndt. Af pressemeddelelsen mandag ved vi fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, at materiale indleveret af en whistleblower »indikerer, at FE før tilsynets oprettelse i 2014 har igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning, herunder ved indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere«. Det fremgår videre, at »der i FEs ledelse og dele af tjenesten eksisterer en uhensigtsmæssig legalitetskultur, hvor tjenestens eventuelle uberettigede aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold søges skrinlagt herunder ved at undlade at orientere tilsynet om forhold af relevans for dets kontrol«.

Materiellet hang i laser

I Forsvarsministeriet udviklede og fortsatte man en ledelse, hvor glansbilleder og varm luft var vigtigere end at fortælle politikerne om den sande tilstand i rigets væbnede styrker. Peter Bartram havde som noget af det første ved sin tiltrædelse i 2012 proklameret, at Forsvaret sagtens kunne spare 15 pct. på budgettet, uden at det ville gå ud over Forsvarets operative kapaciteter.

Så selv om materiellet hang i laser, og ammunitionen var sluppet op, steg presset på medarbejderne, som blev sendt ud i endnu flere missioner med stress og skilsmisser som konsekvens. Naturligvis med undtagelse af hærchef Hans-Christian Mathiesens kæreste, der som den nærmest eneste i Hæren undgik en udsendelse, fordi hun – i øvrigt lige som mange andre officerer i Forsvaret – var enlig forsørger og boede sammen med den travle, travle hærchef. Nå ja, hærchefen. Hans-Christian Mathiesen, som mandag blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for korruption ved at have hjulpet sin kæreste ind på en uddannelse, som andre var bedre kvalificeret til. Han var i forbindelse med skandalen om jægerbogen oberst og chef for den internationale operationsafdeling i Forsvarskommandoens operationsstab.

»Jeg er derfor tæt på begivenhederne og har i kraft af min operative viden og erfaring som kommunikationschef (2003-2006) særlige forudsætninger for i en periode at fungere som talsmand i sagen. Fra min udkigspost helt tæt på begivenhederne forsøger Forsvaret ikke med manipulation, men jeg forstår, hvorfor nogle opfatter det sådan,« skrev han i 2014 i bogen ”Frontlinjer – med medierne og militæret i krig”.

Når man i disse dage ser ham på tv, stammer arkivoptagelserne fra 2009, hvor han som oberst med tre stjerner talte Forsvarets sag i Fogedretten i København. Den sag klarede han så flot, at vejen mod endnu flere og større stjerner var brolagt. Da han blev udnævnt til stabschef i det daværende Hærens Operative Kommando, var hans chef generalmajor Per Ludvigsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

I weekenden kan du læse OLFIs interview med viceforsvarschef Per Ludvigsen, som har været en markant og kontroversiel person i nyere dansk militærhistorie. Foto: Ernstved

Med en uddannelse som jurist i bagagen og alternative løsninger på umulige problemer blev han opfattet som en af Forsvarets mest begavede generaler. Desværre havde han også ry for verbalt at save medarbejdere over i fuld offentlighed og have meget svært ved at styre sig efter en smule indtagelse af alkohol. Det førte bl.a. til en skriftlig advarsel fra daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen efter en batalje på Flyvestation Skalstrup, hvor Per Ludvigsen i stærkt beruset tilstand udøvede det, der i Forsvaret hedder KKA – kønskrænkende adfærd overfor en kvindelig officer.

Han måtte også sende en skriftlig undskyldning til en britisk flyvergeneral, som han i beruset tilstand havde prikket gentagne gange i brystet i en bar i Polen, ligesom luftkaptajnen på et SAS-fly over Atlanten måtte udstede et akut alkoholforbud til generalen Ludvigsen på resten af flyvetyren efter en pinlig episode med kabinepersonalet. En episode, som den samlede forsvarskommission af 2008 var ufrivillige vidner til i forbindelse med kommissionens studietur til USA.

Bjørn Bisserup blev skygge-forsvarschef

En tidligere topchef i Forsvaret har fortalt, hvordan Per Ludvigsen aldrig nogensinde skulle have haft ansvar for personel, men det fik han. Som chef for Hærens Operative Kommando erklærede han i 2014 Hans-Christian Mathiesen for inhabil i sagsbehandlingen af sin egen kæreste, hvorefter han alligevel bad Hans-Christian Mathiesen om selv at tilrettelægge sagsbehandlingen af kæresten, så han ikke var involveret i den. Er man i tvivl om, hvordan det gik, skal man bare læse landsrettens dom fra i mandags.

Da Nick Hækkerup samme år rullede sin nye reform af Forsvarsministeriets område ud i oktober 2014, faldt brikkerne på plads. I Forsvarsministeriet indtog Bjørn Bisserup den nye stilling som koncernstyringsdirekør og skygge-forsvarschef. Lars Findsen, Bjørn Bisserup og departementets personalechef i form af Laila Reenberg sørgede behændigt for ikke at vise Ludvigsens personalemappe for nogen minister, og således kunne Bjørn Bisserups private ven indtage det nye job som Danmarks viceforsvarschef, mens Hans-Christian Mathiesen blev udnævnt til generalmajor og chef for den nyoprettede hærstab. Her skænkede ingen i toppen det nogen tanke, hvilket signal udnævnelsen af Per Ludvigsen sendte ned i hele organisationen, som måbende kunne se Forsvaret repræsenteret på de bonede gulve af en mand, hvis opførsel på et lavere niveau formentlig havde kostet en fyreseddel.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan Peter Wass som vicedirektør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse tilbød sin direktørs ægtefælle et eftertragtet job som chef for 2. Eskadre.

Som nøglepersonen i ansættelser på topniveauet blev Laila Reenberg året efter belønnet for sin loyalitet med jobbet som direktør i den nyoprettede Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Her havde direktør Reenberg travlt med at lukke øjnene og erklære sig aldeles uden indflydelse, da hendes egen vicedirektør ringede til Laila Reenbergs ægtefælle og spurgte, om han kunne tænke sig at blive beordret i den eftertragtede stilling som chef for 2. Eskadre, som i så fald ikke ville blive slået op. I ministeriet konkluderede man, at der var en anden og bedre egnet kandidat, som det ville være »svært at argumentere uden om« ved opslag, så det undlod mand. Og Laila Reenbergs ægtefælle sagde selvfølgelig ja, og dermed stod ikke bare Søværnets forargede officerer, men det meste af Forsvaret og måbede.

Når man er en del af vennerne i toppen, kan alt lade sig gøre, så længe man ikke åbenlyst bryder loven.

Peter Bartram havde udspillet sin rolle

Og sådan blev det ved. I 2016 havde Peter Bartram udspillet sin rolle som forsvarsministerens og Bjørn Bisserups marionetdukke, og da hans femårige åremålskontrakt udløb ved årsskiftet, valgte Peter Christensen selv at udpege en ny forsvarschef. Da det i realiteten alligevel og fortsat ville være Bjørn Bisserup uanset jobtitel, kunne han lige så godt gøre det indlysende, og den 10. januar 2017 tiltrådte Bjørn Bisserup som ny forsvarschef.

Ifølge politisk logik var Forsvarsministeriet nu gået i zen, og Søren Gade var da også mødt op på Frederiksberg Slot for personligt at ønske sin gode ven tillykke. Der var ryddet op i oberst Hackel-typerne, og hele “koncernen” var blevet politiseret i en grad, så den militære faglighed efterhånden var svær at genkende. Der var kommet civile chefer for civile styrelser organiseret direkte under departementet, og nu havde man oven i købet en forsvarschef, der i sin ageren, gøren og laden optrådte mere som en glat politiker end som en officer.

What’s not to like?

Øhh, everything! For i kampen for at få øget politisk kontrol med Forsvaret, sneg alle de politiske dårligdomme sig ind i toppen af systemet og spredte sig som en virus ud i geledderne, hvor man jo bare gjorde som i toppen. Hvad rolle spillede forvaltningsloven, når vi nu fra toppen af alligevel var enige om at gøre, som det passede os? Solkongerne avlede solkonger og soldronninger, og som en ondartet covid-14-15-16-17 og 18 fungerede Forsvarsministeriets departement og Forsvarets øverste ledelse som en superspreder af en ondartet smitte af dårlig ledelseskultur, der aldrig blev isoleret og slået ned i tide. Først i denne uge blev der med byrettens dom stillet en endelig diagnose: Korruption, hvilket Transparency International definerer som »misbrug af betroet magt for egen vindings skyld«.

Jamen, ”HC” var jo bare et enkeltstående tilfælde og ikke udtryk for nogen kultur, lyder det evige svar fra Forsvaret. Altså lige som enkeltsagen med finansdirektør Anja Erichsen, som forfremmede sin kæreste til vicechef i Økonomidivisionen i Karup og fastsatte både hans løn, tillæg og vederlag. Og enkeltsagen med stabschef Bjørn Martin Röst, som i Specialoperationskommandoen godkendte sine egne bilag og rejste til og fra arbejde for 128.000 kr. alene i 2018 på skatteydernes regning – og i øvrigt fik fyret den civilansatte og retskafne controller Karin Reuss Iversen, der råbte op om ulovlighederne og siden blev blacklistet af Forsvaret stemplet som uduelig. Sagen om departementschef Thomas Ahrenkiel, der i 2016 blev kæreste med kommunikationschefen i Forsvarsministeriets departement, holdt det hemmeligt for sin minister og sad med i et møde, hvor hun fik både en lønforhøjelse på 18.000 kr. og et engangsvederlag på 75.000 kr. var også et enkeltstående tilfælde.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om muligt magtmisbrug i Frømandskorpset …

Det samme var sagen fra 2010, da Bjørn Bisserup som chef for Forsvarsstaben ikke orienterede forsvarschef Knud Bartels om, at han ved at annullere en besparelse på Hærens Officersskole indirekte sørgede for, at hans egen søn alligevel blev optaget samme år. Sagen med chefen for Frømandskorpset, der gav vennerne i Antonelli Orchestra et oplevelsesdøgn på Marinestation Kongsøre og øjensynligt modtog gratisbilletter den anden vej, var også et enkeltstående tilfælde. Og det var slet ikke nogen sag, at den nye og konstituerede departementschef i Forsvarsministeriet, Pernille Reuther Eriksen, i foråret ansatte hustruen til vicedirektøren i Forsvarsministeriets Personalestyrelse som kontorchef i departementets Koncern-HR. Sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse var også en enkeltsag. Her havde medarbejdere oprettet en bedragerisk skyggeøkonomi, som øjensynligt sikrede nye køkkener og designerlamper til involverede medarbejdere, og sagen blev lige som sagerne i FE og sagen om H.-C. Mathiesen alene opdaget, fordi en whistleblower blæste i fløjten over for Rigsrevisionen og dette medie.

Og så var der i øvrigt bare tale om private middage, når forsvarschefen mødtes med skiftende militære chefer og medlemmer af Forsvarets øverste ledelse i et loge-lignende selskab sammen med kronprinsen og en privat direktør fra forsvarsindustrien hjemme hos auditørkorpsets efterforskningschef. Her talte man under ingen omstændigheder om fortrolige sager belagt med tavshedspligt. Det ville vist også have været strafbart, uanset hvor stor en stilling den civile direktør måtte have bestredet i sin tid i Forsvaret.

Spinminister vil bare tage sig godt ud i pressen

Den sag havde forsvarsminister Trine Bramsen ikke meget at sige til, selv om tre professorer i jura og forvaltningsret kritiserede både forsvarschefen og hofchef Christian Schønau, fordi de åbenlyst var gået uden om regeringen. Sagen var også let at lade fare, fordi landets øvrige medier på grund af kronprinsens indblanding holdt historien ud i strakt arm.

I det hele taget viser sagerne i Trine Bramsens ministerium, at ministeren primært navigerer efter at tage sig godt ud i pressen. Internt i ministeriet vælter skeletterne ud af skabene, men ministeren reagerer først, når det hele står i flammer. Som det skete i sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor hun ikke havde noget valg. Hvis ikke hun havde talt i skarpe vendinger og sendt direktøren i ejendomsstyrelsen hjem, ville et ramaskrig have rejst sig. Den anden hjemsendelse af koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen afslørede derimod, hvor meget hun rystede på hånden.

Vi ved fra departementschef Thomas Ahrenkiels egen redegørelse, at han begik stribevis af fejl som bl.a. at glemme at læse en mail fra Per Pugholm Olsen, hvor denne orienterede departementschefen om sagen. Vi ved nu også, at ministeren gennem hele sin ministertid løbende er blevet orienteret om udviklingen i undersøgelsen om ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste i perioden 2014 til i dag, hvilket altså omhandlede tiden, hvor hendes egen departementschef var chef for FE. Oven i det var der kritikken fra Kammeradvokaten, fordi han i 2016 sad med i et møde, hvor hans hemmelige kæreste i ministeriet fik tildelt et engangsvederlag på 75.000 kr. og en lønforhøjelse på 1.500 kr. om måneden.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om departementschef Thomas Ahrenkiel som et af Forsvarsministeriets største problemer …

Hele tre ganske alvorlige sager. Alligevel holdt hun hånden over ham, og først fordi presset voksede, som månederne skred frem, måtte hun til sidst skille sig af med ham. Men når man op på Thomas Ahrenkiels niveau i staten, er der ikke længere noget, der hedder en fyreseddel. I stedet blev manden præcis som sin forgænger ”forfremmet” denne gang til ambassadør i Berlin, som er udenrigstjenestens måske vigtigste ambassadørpost i Europa. Så kan du lære det!

For nu at fuldende billedet af statens omsorg for ufejlbarlige chefer skulle Thomas Ahrenkiel her have afløst ambassadør Friis Arne Petersen. Det var ham, der som direktør i Udenrigsministeriet ikke ville forstyrres med arbejde i julen, da en tsunami kostede 46 danskere livet i 2004 og derfor først reagerede efter fem dage med skæld ud til ambassadøren i Indonesien for at love statslig hjælp til de danske ofre. Han blev også forfremmet for sin uduelighed til ambassadør i Washington, hvor han kørte spritkørsel og overfusede en betjent og i øvrigt holdt det hemmeligt i flere år for Udenrigsministeriet. Sådan skaber man respekt om ledelse i staten.

Hjemme i Forsvarsministeriet skulle der mandag atter en gang massivt mediemæssigt og politisk pres til, før Thomas Ahrenkiels udnævnelse blev vekslet til en fritagelse for tjeneste. Den kom mandag aften som kulmination på en dag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) til sidst måtte overtage kommunikationen fra sin forsvarsminister, som havde mistet overblikket. Således sendte Forsvarsministeriet hele tre forvirrende pressemeddelelser ud mandag – hele tre dage efter, at Trine Bramsen havde fritaget Lars Findsen og to øvrige ledende medarbejdere i FE for tjeneste.

Og hvorfor ventede hun egentlig? Kunne man forestille sig, at den første pressemeddelelse mandag kl. 09.00 var nøje planlagt til at komme, mens auditørens procedure i ankesagen i Vestre Landsret mod Hans-Christian Mathiesen var gået i gang og med en forventet domsafsigelse ud på eftermiddagen? Og i øvrigt stort set samtidig med lanceringen af en politireform? Sådan bærer man affald ud i ly af en større skraldebil ude på vejen.

Ingen anger og ingen selverkendelse

Og så slutter vi cirklen i Vestre Landsret, hvor Hans-Christian Mathiesen slet ikke kunne forstå sin dom eller fængselsstraf. Der var ingen anger, ingen undskyldninger og ingen selverkendelse. I retten lød han både overbevist og som om, at han selv troede på sine egne forklaringer. Og en ting er, at en skyldig ikke selv kan se sine egne fejl. Noget andet er, at de to retssager i henholdsvis byretten og landsretten har udstillet, hvordan over- og underordnede officerer slet ikke reagerede eller skænkede det en tanke, at der var noget ravruskende galt, når hærchefen instruerede underordnede i, hvordan optagelsen af kandidater til operations- og føringsuddannelsen skulle tilrettelægges, så kriterierne matchede hærchefens kærestes CV i målestoksforholdet 1:1.

Mest overraskende var det at høre forsvarschef Bjørn Bisserup, der sad som sagens store offer og forklarede, hvordan han blev både vred og ked af det, da der efter dette medies publicering af artiklen, ”H.-C. Mathiesen gik på isen”, dukkede en rygende mail fra hærchefen op. Da havde Bjørn Bisserup både overfor denne signatur og DR P1 Orientering forklaret, at der i sagen »ikke var noget at komme efter«, og at han havde »fuld tillid til hærchefen«. Forsvarschefen havde undersøgt sagen til bunds, der var »ikke noget, der stak ud«, og hvad ville jeg – en skaldet journalist – have, at han skulle undersøge?

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarschef Bjørn Bisserup kunne i oktober ikke se, hvad han kunne have gjort mere i sagen om påstået nepotisme i Hærstaben. Collage: OLFI

Tja. Han kunne have undersøgt sagen i stedet for bare at sige, at han havde undersøgt den. Men det gjorde Bjørn Bisserup ikke. Eller også gjorde han, og begge dele er lige ansvarspådragende. Af sagens dokumenter fremgik det med al ønskelig tydelighed, at Hans-Christian Mathiesen tre måneder efter ansøgningsfristens udløb og blot halvanden uge inden den endelige indstilling fra Hærstaben til Forsvarsakademiet nedsatte et udvælgelsesnævn af underordnede, som han selv instruerede i de til kæresten opfundne kriterier. Men landets øverste militære embedsmand havde glemt sin forvaltningslovs-ABC og kunne ingenting se. Når han spurgte hærchefen, gik han ikke til biddet, og han lod sig spise af med hærchefens formaninger om rent trav.

Når Hans-Christian Mathiesen i landsretten fik skærpet sin straf fra to til tre måneders fængsel, kan man roligt konkludere, at skærpelsen også gælder for forsvarschef Bjørn Bisserups svigt, manglende dømmekraft og aktive passivitet. Han var oven i købet løbende blevet orienteret om dette medies over 100 spørgsmål og talrige aktindsigter, men i stedet for at tage dette medies undersøgelse alvorligt, bortforklarede han det hele som ”rygter”. Med andre ord forholdt forsvarschefen sig gennem mere end et år aktivt passiv, lige som han ved sin passivitet og blindhed dækkede over Forsvarets hidtil mest brodne og korrupte kar.

Forsvarschefens forrykte og beskæmmende adfærd

Det er ikke bare forrykt. Det er beskæmmende, at et lille medie skal udskammes og gøres til problemet alene for at udføre sit arbejde og leve op til det ansvar, som Folketinget gennem lovgivningen har givet pressen. I Forsvarskommandoen oprettede forsvarschefen sågar et presseberedskab på sagen, som mest af alt gik ud på at lave benspænd, trække svarene i langdrag, svare uden om og afvise enhver form for interview. Og forsvarschefen gik forrest.

Det er denne mand, der sammen med en vingeskudt forsvarsminister skal forsøge at genopbygge tilliden til Forsvaret og til Forsvarsministeriet. Den mand, der gang på gang har svigtet sit ansvar og med sin passivitet og dækken over brodne kar sammen med de seneste to departementschefer gennem flere år har været den mest aktive superspreder af en syg ledelseskultur. I en privat virksomhed ville enhver bestyrelse for længst have prikket ham på skulderen og fortalt, at hans person var blevet en belastning for den organisation, som han er sat i verden til at lede med en løn på over 1,5 mio. kr. om året. Den naturlige konsekvens er åbenlys.

Men i staten må vi som samfundsborgere leve med, at magten lukker sig om sig selv, lader sig korrumpere og vender det blinde øje til. Skiftende ministre går mest op i at tage sig godt ud i medierne og køre sig selv i stilling til den næste ministerstol. Medlemmerne af Folketingets Forsvarsudvalg er prisgivne og kan ofte ikke få ordentlig indsigt i de forhold, som de beder om. Det er lige så beskæmmende.

Hvad skal der så ske nu? Domstolene har sendt et utvetydigt signal til ikke bare direktører, chefer og ledere i Forsvaret, men i den offentlige forvaltning bredt. Jo højere man kommer i hierarkiet, og jo mere ansvar man har, jo større krav kan man forvente til pletfri vandel, integritet, moral og etik. Det burde ikke være nødvendigt at skære ud i pap med en landsretsdom, men det har det åbenbart været. Og er det øjensynligt stadig.