INTERVIEW: Forsvarsordfører Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti er meget lidt imponeret over forsvarschefen, som i weekenden fejede kritikken fra en af sine brigadegeneraler af bordet. Historien kommer i kølvandet på en række møgsager om inhabilitet, som har fået Jeppe Jakobsen op af stolen. Moral og kultur er gal i Forsvarets og Forsvarsministeriets øverste ledelser, mener han.

Han siger det ikke direkte, men budskabet er ikke til at tage fejl af. Dansk Folkepartis forsvarsordfører vil have, at Forsvarets øverste generaler og admiraler skal tage sig sammen. De skal holde op med at agere forsvarsministerens skødehund, og i stedet for at fortælle det, de tror, at politikerne gerne vil høre, skal de fortælle sandheden uden omsvøb.

»Vi skal have fremavlet en kultur i Forsvaret, hvor der er mere åbenhed mellem de forskellige lag. Det er dybt bekymrende, at vi i forligskredsen kan sidde med det indtryk, at vi råder over en række enheder, som er klar. Når vi så kommer ud til enhederne, så står halvdelen af kampvognene i garagen og kan ikke køre på grund af nedslidning og mangel på reservedele. Det går simpelthen ikke,« siger Jeppe Jakobsen.

Ordene falder på hans kontor, som ligger i Proviantgården i sidebygningen til Christiansborg. Her byder ordføreren på kaffe og understreger samtidig sin pointe:

»Det er selvfølgelig godt, at vi har et loyalt officerskorps og loyale soldater. Men det er illoyalt ikke at fortælle om virkeligheden. Hvis man som officer har et fagligt ønske om at styrke sin arbejdsplads, kan vi som politikere kun hjælpe, hvis vi ved, hvor det står skidt til. Vi vil gerne støtte de pansrede enheder i Hæren. Men vi får at vide, at der ikke er noget behov, selv om hverken Piranhaer eller kampvogne kan køre. På den baggrund kan jeg ikke overbevise de andre partier om et investeringsbehov, hvis cheferne afviser behovet,« siger han og ryster let på hovedet.

Tvunget til at vælge mellem forsvar og politik

Jeppe Jakobsen er 30 år og bor lidt uden for Holbæk med sin kone og hendes søn på 10 år. Efter gymnasiet ville Jeppe Jakobsen som så mange andre unge ud og redde verden, og det skulle være med Forsvaret. Derfor skrev han kontrakt på at gennemføre en officersuddannelse og begyndte direkte på Hærens Sergentskole i Sønderborg. Efter sergentuddannelsen var han i en kort praktik ved Gardehusarregimentet, inden han blev optaget på Hærens Officersskole. Kort tid efter blev han valgt til byrådet i Kalundborg Kommune.

»En uddannelse på Hærens Officersskole hang ikke sammen med en kommunalpolitisk karriere. Så jeg blev tvunget til at vælge mellem forsvar og politik. Jeg kom frem til, at politik nok passer bedre til min personlighed frem for at skulle tage den lange vej op gennem rækkerne for at kunne gøre noget ved det militære system,« siger Jeppe Jakobsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Men med det nye uddannelsessystem kan du flexe ud og ind af Forsvaret(!). Så kan du vende tilbage, hvis du ikke skulle blive valgt?

»Jeg tror, at jeg har lukket den dør én gang for alle. Jeg tog imod tilbuddet om at blive udsendt med Hjemmeværnet til Kosovo i 2012 efter at være stoppet på Hærens Officersskole. Nogle af mine tidligere værnepligtige sagde, at jeg burde melde mig, for de manglede nogle gode førere, og den rolle kunne jeg godt se mig selv i. Derfor tog jeg tre måneder i Kosovo. Jeg fik prøvet nogle af mine nye værktøjer af. Men da jeg kom hjem, var jeg klar til at prøve noget nyt,« siger Jeppe Jakobsen, som inden sit valg til Folketinget i 2015 nåede at gå i gang med en nu opgivet pædagoguddannelse.

Udbredt accept af det uacceptable i Forsvarets ledelse

Den 30-årige folketingspolitiker for regeringens eneste støtteparti afløste Marie Krarup som forsvarsordfører i september 2018, og få uger efter rullede alle sagerne om inhabilitet i Forsvarets og Forsvarsministeriets øverste ledelser gennem medierne. Jeppe Jakobsen gik bogstaveligt talt fra asken til ilden og kørte i de kommende uger nærmest i båndsløjfe i spalterne, på sendefladen og i æteren. Han var overraskende klar i spyttet og meget kritisk over for den form for ledelse, som blev udvist af forsvarschefen, departementschefen, personaledirektøren, finansdirektøren og ikke mindst hærchefen, som i dag på sjette måned går hjemme fritaget for tjeneste, mens Auditørkorpset efterforsker ham bl.a. for brud på straffelovens $155 om magtmisbrug i forbindelse med hjælp til sin kæreste og siden kone i det militære system.

Artiklen fortsætter under billedet …

For Jeppe Jakobsen kom de mange sager som en stor overraskelse. Ikke mindst afdækningen af, hvordan eftertragtede stillinger i Forsvaret åbenbart blev givet til venner, kærester og ægtefæller, uden at stillingerne blev slået op.

»Jeg havde ikke forventet, at omfanget var så stort, og at der tilsyneladende var en kultur med så udbredt en accept af det uacceptable i toppen af Forsvaret. Det troede jeg ikke, at der var plads til i Danmark. Og jeg havde ikke forestillet mig, at det blev mødt med sådan en tilbageholdenhed fra Forsvarets ledelse i forhold til at gøre noget ved problemerne,« siger han.

Forstår ikke Kammeradvokatens ”frikendelse” af personaledirektør

Jeppe Jakobsen blev direkte forarget, da han i Kammeradvokatens notat om personaledirektør Laila Reenberg kunne læse, at der var en bedre kandidat til stillingen som chef for 2. Eskadre end personaledirektørens egen ægtefælle, som endte med at blive beordret i stillingen, der aldrig blev slået op.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Selv om personaledirektøren blev ”frikendt” af Kammeradvokaten, understregede den undersøgelse, at sagen er håndteret helt forkert. Det fremgik, at man var nødt til at bruge beordring, for ellers var der en anden kandidat, som det ville være svært at argumentere uden om. Man erkender åbent, at man har fravalgt en bedre kandidat for at få en anden – direktørens ægtefælle – frem i verden. Men det var jo ikke det, vi som politikere fik at vide, at beordring skulle bruges til. Det skulle kun bruges til stillinger med ekstremt specifikke krav, eller hvor der ikke var nogen ansøgere,« siger han og fortsætter:

Læs også: “NAVN er meget egnet og svær at argumentere udenom ved opslag”

»Man må gå ud fra, at der ville have været mange kvalificerede og ikke mindst interesserede ansøgere til stillingen. Når samtidig chefen for 2. Eskadre er chef for de udsendte i international tjeneste i Søværnet, må man forvente, at man ansætter den absolut bedste mand på posten. I sidste ende er det soldaternes liv, som det drejer sig om. Den stilling skal ikke bruges til at belønne nogen, som man holder af, eller som bare skal have et godt trin på karrierestigen. Den ”frikendelse”, som Kammeradvokaten kom med, kan jeg ikke se.«

Groft at gå uden om forvaltningsloven

I den samme sag kom det frem, at vicedirektør Peter Wass behandler og indstiller til departementet i Forsvarsministeriet i alle de sager, hvor Laila Reenberg som direktør er inhabil. Kan Forsvarsministeriet leve med en ordning, hvor vicedirektøren håndterer direktørens ægtefælle?

»Nej, det er selvfølgelig ikke holdbart, fordi der vil være et pres på vicedirektøren for at gøre direktøren glad. Det naturlige er, at direktøren går til sin nærmeste foresatte og beder vedkommende om at håndtere sagen. Man kan ikke gå den anden vej og delegere nedad. Det kan alle se, for det løser ikke problemet, hvilket også fremgår af personalestyrelsens nye vejledning om inhabilitet.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Der har jo efterhånden været en hel del sager brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet, som involverer både den militære ledelse i Forsvaret og den civile ledelse i Forsvarsministeriet. Hvad siger du om den måde, som man begge steder har forvaltet embeder på?

»Det er groft, at man går uden om forvaltningsloven. Man kan selvfølgelig bortforklare sig med, at man var fraværende den dag, da der blev undervist i forvaltningsloven på VUT-I. Men det er langt mere alvorligt med den mangel på moral, som ligger bag nogle af beslutningerne, som er stærkt kritisable. At cheferne ikke selv rent objektivt kan se, at man selvfølgelig ikke skal træffe beslutninger, som en selv eller ens nærmeste har vinding af – det burde give sig selv. Vi er som samfund afhængige af, at Forsvaret som organisation er velfungerende og velsmurt. Man må tænke sig om og ikke bringe hele organisationens omdømme og ry i miskredit på grund af ens beslutninger.«

Forsvarschefen gør sine ansatte en bjørnetjeneste

Søndag havde Berlingske en stor opsat artikel, hvor brigadegeneral Henrik Lyhne slog alarm og sagde, at Hæren er presset over evne. Allerede søndag formiddag udsendte Forsvarskommandoen en pressemeddelelse, hvori forsvarschef Bjørn Bisserup nok anerkendte udfordringer i Hæren, men slog dem hen med nyt materiel på vej, fuldt optag på en række uddannelser og en bemandingsprocent i Hæren på over 90. De artikler har Jeppe Jakobsen også bemærket.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Brigadegeneral Henrik Lyhne skal have stor tak for at stå frem. Der er et behov for, at vi får sandheden på bordet, hvis vi skal have held til at skabe et bedre forsvar. Vi er nogle politikere, som gerne vil Forsvaret det bedste og ikke bare leder efter en undskyldning til at spare på det. Til tider kan vi mangle en grund til at styrke Forsvaret. Dét får vi, når brigadegeneral Lyhne fortæller, at der er problemer.«

Hvad er så din reaktion på forsvarschefens udmelding, hvor han siger, at han ikke kan genkende problemet og afviser en personelkrise i Hæren?

»Jeg mener, at forsvarschefen gør sine ansatte en bjørnetjeneste ved at lægge en dæmper på kritikken. Det kan selvfølgelig se beskidt ud, når man er chefen for det hele. Men hvis Forsvaret nogensinde skal få det bedre, er det vigtigt, at det kommer frem, når tingene er kørt af sporet. Hvis jeg var forsvarschef, ville jeg ikke nedtone mine medarbejderes udfordringer. Så ville jeg præsentere dem ærligt og åbent for os politikere. Det er en del af det virke at være officer.«

Er det her et udtryk for, at forsvarschefen er blevet for meget embedsmand?

»Problemet opstår først, når forsvarschefen ikke fortæller os om de faktiske forhold i jernindustrien, men præsenterer os for et skønmaleri. Problemet er den kultur, der hersker i officerskorpset, hvor man slår dem i hovedet, der stikker næsen frem og fortæller ærligt, hvad de oplever. Hvis man afviser kritikken, hver gang nogen står frem, får vi et officerskorps af pladespillere, hvor vi kun hører ønskemusik. Det strider mod, hvad officerer er opdraget til. Hvis vi vil have de dygtigste officerer til at blive og ikke forlade Forsvaret i utide, er det en meget usund kultur at føre videre,« siger han og understreger:

»Den kultur skal vi have gjort op med!«