Ministerium undersøger Forsvarets finansdirektør for nepotisme

1
Forsvarsministeriets Auditørkorps undersøger i øjeblikket Værnsfælles Forsvarskommandos finansdirektør AE, som er mistænkt for ikke at leve op til forvaltningslovens regler om inhabilitet. Screenshot: Djøfbladet

Hvornår blev finansdirektør AE fra Værnsfælles Forsvarskommando kæreste med sin vicechef? Havde de et forhold, allerede da hun ansatte ham og udnævnte ham til oberstløjtnant, og har hun hjulpet ham videre til højere stillinger uden at underrette foresatte myndighed om sin inhabilitet? Det er Forsvarsministeriets departement i gang med at undersøge.

Sagerne om nepotisme i toppen af Forsvaret fortsætter med at overraske, og nu er endnu en topchef i det militære hierarki under mistanke. Først blev hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesen fritaget for tjeneste mistænkt for at have hjulpet sin kæreste og nuværende hustru ind på to eftertragtede uddannelser, som andre var bedre kvalificerede til, ligesom han ansatte hende under sig selv og udnævnte hende til major med en fælles øget husstandsindtægt på over 88.000 kr. om året. Den sag undersøger Forsvarsministeriets Auditørkorps i øjeblikket, ligesom forsvarschef Bjørn Bisserup skal aflevere en redegørelse om sagen til Forsvarsministeriet.

Siden kom det frem, at direktør Laila Reenberg fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse brød forvaltningsloven og undlod at underrette sin foresatte myndighed, da hendes mand – kommandør Anders Friis – blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre, uden at denne stilling blev slået op i fri konkurrence. Og onsdag i denne uge kunne Forsvarsministeriets departement så meddele, at ministeriet har indledt en tredje undersøgelse inden for ministeriets ressortområde om påstået overtrædelse af forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Læs også: Ministerium indleder nye undersøgelser om brud på regler om nepotisme

OLFI kan på baggrund af kilder med indgående kendskab til sagen i dag fortælle, at den drejer sig om Værnsfælles Forsvarskommandos finansdirektør – eller Chief Finance Officer (CFO). Hun har initialerne AE og er til daglig ansvarlig for et budget på omkring 10 mia. skattekroner. Siden juni 2014 har hun været den nærmeste økonomiske rådgiver for forsvarschefen og de tre værnschefer – herunder generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, som altså nu er fritaget for tjeneste. Som øverste chef i økonomidivisionen arbejder AE i Karup og refererer direkte til Forsvarsministeriets departement.

Artiklen fortsætter under billedet …

20181031 TEASER LailaReenberg
Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om personaledirektør Laila Reenberg, der ifølge to juraprofessorer brød loven i forbindelse med beordringen af hendes ægtefælle i stillingen som chef for 2. Eskadre …

Tilbage i 2015 ansatte hun en mandlig major, som under AE blev udnævnt til oberstløjtnant og dermed blev medlem af Forsvarets chefgruppe. Han avancerede siden til vicechef for AE, mens han havde et kærlighedsforhold til sin chef og deltog på en række tjenesterejser med direktøren. Forsvarsministeriet er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvornår direktøren indledte dette forhold til sin allernærmeste medarbejder for derved at kunne klarlægge, om hun som chef muligvis har hjulpet ham med karrieren og derved forbrudt sig mod forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Venter barn med sin tidligere vicechef

Da finansdirektøren i foråret blev gravid med parrets fælles barn, søgte oberstløjtnanten væk fra økonomidivisionen og har siden haft at karriereforløb, som den 1. januar 2019 kulminerer med en stilling som bataljonschef ved et regiment i kamptropperne.

Læs også: H.-C. Mathiesen gik på isen

For de militært ansatte i Forsvaret vækker navnet AE næppe genklang. Det gør navnet derimod med stor sandsynlighed hos en lang række af de 25 pct. civilansatte under Forsvarsministeriet. I august 2017 optrådte AE i en artikel i djøfbladet, hvor hun bl.a. fortalte, at en solid virksomhedsforståelse er afgørende for at kunne rådgive Forsvarets chefer. Af samme årsag deltog hun efter sin ansættelse i flere øvelser bl.a. med overnatning i øvelsesterrænet i Oksbøl. Hun fortalte også, hvad hendes job som finansdirektør indebærer.

Artiklen fortsætter under billedet …

20181021 BisserupQuotes
Klik på billedet, hvis du vil læse forsvarschef Bjørn Bisserups reaktion på anklagerne om nepotisme i Hærstaben. Collage: OLFI

”Min funktion er sat i verden for at give en helhedsorienteret økonomisk rådgivning, der går på tværs af de myndigheder, som forsvarschefen har under sig. Jeg skal blandt andet give ham og Forsvarets samlede chefkreds handlingsmuligheder ud fra et tværgående syn på den samlede økonomi i koncernen, så vi undgår at tænke i kasser eller søjler. Vi forsøger at få mest mulig effekt ud af de operative kapaciteter i form af soldater, flyvetimer, sejldøgn, materiel og løsning af opgaver ude i den spidse ende – fx i Afghanistan eller Irak,” sagde hun til Djøfbladet.

AE er uddannet revisor og kom fra et job som øko­nomileder hos Danmarks Radio. Forsvarsministeriet ønsker ikke at kommentere sagen, og det gør Forsvarsministeriets Auditørkorps heller ikke. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken AE eller den omtalte oberstløjtnant.

Skærmbillede 2018 11 04 kl. 18.36.47
OLFI indledte sin research til artiklen om generalmajor Hans-Christian Mathiesen i sommeren 2017. Siden offentliggørelsen den 19. oktober 2018 er yderligere to sager om muligt brud på forvaltningsloven i Forsvarets top kommet frem.
guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer