Kammeradvokatens notat om Laila Reenberg indeholder både accept af en fejlagtig underretning, brud på notatpligten og påstande, som Forsvarsministeriet ikke kan dokumentere. Samtidig forekommer vicedirektørs rolle problematisk, mener juraprofessor. Han tror, at Folketingets Ombudsmand ville rette kritik i stedet for som Kammeradvokaten at erklære alt i orden.

Hun skulle have været renset fuldstændigt, og sådan lancerede Forsvarsministeriet da også Kammeradvokatens notat om direktør Laila Reenberg fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse for en uge siden.

»Kammeradvokaten frikender personaledirektør,« skrev Forsvarsministeriet som rubrik på den pressemeddelelse, som torsdag den 22. november skulle lægge sagen død en gang for alle.

Men nu viser det sig, at Kammeradvokatens notat indeholder både accept af en fejlagtig underretning, brud på notatpligten og påstande, som Forsvarsministeriet ikke kan dokumentere. Derudover fremstår vicedirektørs rolle problematisk. Det får to juraprofessorer til at undre sig, og den ene tøver ikke med at så tvivl om Kammeradvokatens notat i almindelighed.

»Min fornemmelse ville være, at hvis Folketingets Ombudsmand tog sagen op, ville han ikke være helt så imponeret som Kammeradvokaten. Jeg tror, at ombudsmanden ville give kritik.«

Sådan siger Sten Bønsing, som er professor i jura ved Aalborg Universitet med speciale i embedsmisbrug. Ham vender vi tilbage til om lidt. Først lidt om sagen, som handler om inhabilitet. I en artikel på OLFI den 28. oktober konkluderede Sten Bønsing og hans professor-kollega Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet i Odense, at Laila Reenberg som personaledirektør brød forvaltningslovens regler om inhabilitet, da hendes ægtefælle – kommandør Anders Friis – i august blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre, uden at denne var slået op i fri konkurrence. Årsagen var, at hun ifølge professorerne ikke havde underrettet foresatte myndighed, som forvaltningsloven foreskriver.

Ingen problemer ifølge Kammeradvokaten

Artiklen fik Forsvarsministeriet til at bede Kammeradvokaten om at undersøge sagen, og torsdag for halvanden uge siden offentliggjorde Forsvarsministeriet så notatet fra Kammeradvokaten, som ministeriet altså kalder en frikendelse.

»Det er Kammeradvokatens konklusion, at der til håndtering af Laila Reenbergs inhabilitet korrekt blev truffet beslutning om en ordning, hvor sager om Anders Friis konkrete personaleforhold blev udført af medarbejdere i hhv. Forsvarsministeriets departement eller Forsvarsministeriets Personalestyrelse med direkte reference til en for Laila Reenberg overordnet chef i Forsvarsministeriets departement,” hedder det i notatet, som fortsætter:

»Det er Kammeradvokatens konklusion, at Laila Reenberg således har været opmærksom på reglerne om inhabilitet, og hun har i almindelighed fulgt disse konkret ved at undlade at medvirke i alle sager, som vedrører Anders Friis, samt at disse er henlagt til en overordnet til afgørelse.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Hvad er så problemet, fristes man til at spørge. Der er flere. Ifølge forvaltningslovens § 6 skal en person, der er bekendt med sin egen mulige inhabilitet, »snarest underrette sin foresatte myndighed herom«. Ifølge juraprofessorerne skal man som inhabil underrette hver gang, at man er inhabil, og der skal samtidig foreligge dokumentation for underretningerne i form af notater eller mails. Til grund for sin konklusion lægger Kammeradvokaten en række redegørelser fra de involverede parter. I sin redegørelse til Kammeradvokaten skriver Laila Reenberg:

»Jeg har ligeledes informeret afdelingschefen for Koncern HR og Service i DEP (Forsvarsministeriets departement, red.), Pernille Reuter Eriksen, når min ægtefælle har søgt en stilling … Jeg har således fra starten og vedvarende været opmærksom på habilitetsspørgsmålet og på behovet for at underrette foresatte myndighed om min habilitet. Dels har de relevante aktører været bekendt med mit ægteskab med Anders Friis, dels har jeg konkret, når han har søgt stillinger, aktivt gjort opmærksom på dette.«

Burde lille minimum 10 underretninger i Forsvarsministeriet

Pernille Reuter Eriksen har i perioden fra august 2015 til august 2018 været afdelingschef for Koncern HR og Service i Forsvarsministeriets departement og således været den chef ved foresatte myndighed, som personaledirektør Laila Reenberg fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse skulle underrette. Pernille Reuter Eriksen skriver i sin redegørelse til Kammeradvokaten:

»Efter min tiltrædelse som afdelingschef i departementet har Laila Reenberg i tilfælde, hvor Anders Friis agtede at søge en konkret stilling, fortalt mig dette enten telefonisk eller via mail for at sikre, at hun ikke blev involveret i drøftelser om besættelse af stillinger hverken konkret eller generelt. Jeg vedlægger til illustration mail af 22. januar 2018, hvor Laila Reenberg erklærer sig inhabil i forhold til processen ang. CH/SOKOM« (chef for Specialoperationskommandoen, red.).

Den vedlagte mail ”til illustration” kunne give Kammeradvokaten det indtryk, at den blot illustrerede en af mange underretninger. Men det gør den ikke. Mailen er den eneste, som Laila Reenberg har sendt til Pernille Reuter Eriksen om en stilling, som Anders Friis har søgt.

Artiklen fortsætter under billedet …

Den 27. oktober sendte OLFI en begæring om aktindsigt til Forsvarsministeriets departement omhandlende de underretninger, som Laila Reenberg har sendt til foresatte myndighed omhandlende hendes egen inhabilitet i sager vedrørende ægtefællen Anders Friis. Aktindsigten omfattede dels Laila Reenbergs tid som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse dels hendes tid i Forsvarsministeriets departement som HR-ansvarlig afdelingschef (2005-2015). Af Kammeradvokatens redegørelse kan man læse, at Laila Reenberg og Anders Friis siden andet halvår af 2006 har haft et privat forhold, der har gjort Laila Reenberg inhabil i sager vedrørende Anders Friis. OLFIs begæring om aktindsigt omfatter således følgende forhold vedrørende Anders Friis’ stillinger:

2007: Udnævnelse til kommandørkaptajn og ansættelse i stillingen som chef for fregatprogrammet i det daværende Forsvarets Materieltjeneste.
2011: Ansættelse som chef for støtteskibene ”Esbern Snare” (Operation Ocean Shield Hold 6) og ”Absalon” (Operation Ocean Shield Hold 8).
2012: Chef for Koordinationssektionen i ledelsessekretariatet i Forsvarskommandoen.
2014: Udnævnelse til kommandør og ansættelse som chef for Center for Stabiliseringsindsatser i Hjemmeværnet.
2017: Ansættelse og udstationering i Nuuk som vicechef i Arktisk Kommando.
2018: Ansøgning til stillingen som chef for ledelsessekretariatet i Værnsfælles Forsvarskommando.
2018: Ansøgning til stillingen som chef for Specialoperationskommandoen (SOKOM).
2018: Ansøgning til stillingen som forsvarsattaché i Washington D.C., USA.
2018: Ansøgning til stillingen som jagtkaptajn på kongeskibet ”Dannebrog”.
2018: Beordring i stillingen som chef for 2. Eskadre. 

Hvor er Forsvarsministeriets dokumentation for underretningerne?

Der burde ifølge Pernille Reuter Eriksens og Laila Reenbergs egne redegørelser til Kammeradvokaten i Forsvarsministeriets journalsystem således være registreret i alt 10 underretninger fra Laila Reenberg om sin egen inhabilitet i forbindelse med Anders Friis’ udnævnelser og ansættelser foruden to omhandlende dekoreringer. Men det er der ikke, hvilket fremgår af et svar fra Forsvarsministeriets departement sendt til OLFI den 14. november.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Forsvarsministeriet har foretaget en søgning i ministeriets elektroniske journalsystem mv. med henblik på at identificere dokumenter, der er omfattet af Deres aktindsigtsanmodning. Ministeriet har i den forbindelse identificeret ét dokument, der vurderes at være omfattet af aktindsigtsanmodningen.«

Det omtalte dokument er føromtalte mail sendt fra Laila Reenberg den 22. januar i år til en af Laila Reenbergs underordnede medarbejdere i Forsvarsministeriets Personalestyrelse med instruks om, hvordan vedkommende skal håndtere Laila Reenbergs selvproklamerede inhabilitet – med Pernille Reuter Eriksen i Forsvarsministeriets departement som modtager af en Carbon Copy ”Cc”.

»Som jeg tidligere i dag mundtligt har informeret dig om, agter min mand at søge den opslåede stilling som chef for SOKOM. Det betyder, at jeg hermed er inhabil i sagen og derfor ikke skal informeres om ansøgere, involveres i den videre proces, deltage i samtaler eller på anden måde inddrages eller informeres i sagen. I det omfang du har behov for at drøfte aspekter af sagen med nogen, har jeg aftalt med Pernille Reuter Eriksen, at du kontakter hende direkte.«

Findes kun én fejlagtig underretning i Forsvarsministeriet

Forløbet afslører ifølge Sten Bønsing fra Aalborg Universitet en række problematiske forhold. For det første skal den muligt inhabile orientere sin foresatte myndighed, hver gang der opstår en sag om mulig inhabilitet. Dernæst skal der foreligge et notat om underretningerne. Af forvaltningsloven § 6 stk. 3 fremgår det endvidere, at »vedkommende må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet«. Laila Reenbergs eneste dokumenterbare skriftlige underretning er med andre ord fejlbehæftet eller forkert. Det er en instruks til en underordnet medarbejder i personalestyrelsen med besked om, hvordan medarbejderen skal håndtere direktørens selvbestaltede inhabilitet – med kopi til departementet.

»Laila Reenberg kan ikke erklære sig selv inhabil, og hun kan ikke diktere forskellige løsninger om, hvordan hendes mands sager skal håndteres. Hun skal helt ud af et hvert led i processen. Det er der ingen tvivl om. Jeg undrer mig over, at Kammeradvokaten kan acceptere, at hun er med inde over spørgsmål om, hvordan processen skal foregå med hendes mand. Men jeg kan ikke gennemskue, hvad der ligger til grund for, at Kammeradvokaten ikke mener, at der er noget at anfægte,« siger Sten Bønsing.

Artiklen fortsætter under billedet …

Han undrer sig ligeledes over den manglende dokumentation for de underretninger, som både Laila Reenberg og Pernille Reuter Eriksen i deres respektive redegørelser til Kammeradvokaten skriver, at Laila Reenberg har foretaget til departementet.

»Hovedkravet er, at hun giver underretning i hver eneste sag, når det handler om hendes ægtefælle. Reelt set skal det være skriftligt, eller der skal være en form for notat. Det er der ikke. Hvis man på en troværdig måde kan sandsynliggøre, at der er givet mundtlige underretninger, så kan man kalde det en formalitet. Det må Kammeradvokaten jo så tro på. Min fornemmelse ville være, at hvis Folketingets Ombudsmand tog sådan en sag op, ville han ikke være helt så imponeret. Jeg tror, at ombudsmanden ville give kritik for ikke at lavet notater i hver enkelt sag. Det skal der være, og det er den rigtige proces,« siger Sten Bønsing.

Personaledirektøren kan ikke selv erklære sig inhabil

Sten Schaumburg-Müller er juraprofessor på Syddansk Universitet. Han har udelukkende haft lejlighed til at gennemlæse Kammeradvokatens rapport og har således heller ikke haft adgang til det fulde billede af sagen. Det ændrer ikke på, at han ligesom sin kollega i Aalborg undrer sig – ikke mindst, fordi formalia lader til ikke at være på plads.

»Proceduren afspejler ikke klart en rettidig omhu. Laila Reenberg kan ikke selv erklære sig inhabil. Hun skal underrette sin foresatte om, at der er en situation med mulig inhabilitet, og så skal den foresatte foretage sig noget,« siger Sten Schaumburg-Müller og fortsætter:

»Det er en åbenlys god pointe at undersøge, om det nu også er rigtigt, når de to hovedpersoner ikke har produceret nogen som helst dokumentation for underretninger.«

Sten Schaumburg-Müller ser ingen beviser for, at Laila Reenberg fra sin plads som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse selv har styret processen, når hun har været inhabil. Men risikoen er til stede.

»Det har måske været en form for rettidig omhu med en fast procedure, fordi direktøren løbende er inhabil. Men hvis det i praksis har udviklet sig til, at direktøren i virkeligheden styrer processen, er den gal. Det må hun ikke. Du har bestemt fat i noget. Hvorfor er der ingen mails eller telefonnotater, hvor man noterer, at Laila Reenberg har bedt departementet om at tage stilling til, om hun er inhabil, og man i departementet har gjort sådan og sådan? Det er et åbenlyst godt spørgsmål,« siger Sten Schaumburg-Müller.

Tilbød stilling til chefens ægtefælle inden ok fra departementet

Men også i forhold til vicedirektør og oberst Peter Wass fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse afslører Kammeradvokatens notat om Laila Reenberg problematiske forhold. Det mener i hvert fald Sten Bønsing. Det fremgår at Laila Reenbergs egen redegørelse, at Peter Wass den 3. august rettede henvendelse til Anders Friis og tilbød ham beordring i stillingen som chef for 2. Eskadre.

»Min vicedirektør, Peter Wass, kontakter min ægtefælle, eller han kontakter Peter Wass på baggrund af en sms-anmodning, jeg kan ikke huske det præcist. Under denne samtale foreslår Peter Wass, at min ægtefælle beordres i stillingen som chef for 2. Eskadre, som bliver ledig med kort varsel.«

På dette tidspunkt havde Forsvarsministeriets departement som personalestyrelsens foresatte myndighed endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt stillingen som chef for 2. Eskadre skulle slås op, eller om Anders Friis skulle beordres i stillingen.

Kammeradvokaten skriver i sit eget notat, at en inhabil chefs »underordnede medarbejdere– ud fra en betragtning om et afhængighedsforhold til chefen – vil være inhabile til selv at træffe afgørelse«. Videre rejser Kammeradvokaten selv »det spørgsmål, om Laila Reenbergs underordnede medarbejdere – herunder vicedirektør Peter Wass lovligt kunne medvirke ved sagernes behandling, når deres chef var inhabil«. Konklusionen er imidlertid, at det kunne Peter Wass ifølge Kammeradvokaten godt.

»Henset til, at disses medvirken, som sagen er oplyst for Kammeradvokaten, primært skyldtes, at der var behov for de pågældendes faglige rådgivning samt koordination af procedurer m.v., og at FPS (Forsvarsministeriets Personalestyrelse, red.) er en styrelse i det almindelige ministerielle hierarki med reference direkte til forsvarsministeren, var det ikke i strid med reglerne om (afledt) inhabilitet, at Laila Reenbergs medarbejdere medvirkede.«

Vicedirektør tager processen som gidsel

Den konklusion undrer Sten Bønsing. Han fortæller, at Peter Wass som Laila Reenbergs vicedirektør kan lave faglig rådgivning ved, at departementet kan spørge ham til råds om, hvad der er normalt, og hvad der passer sammen i den store sammenhæng. Men at ringe op til Anders Friis og tilbyde ham en stilling er noget andet.

»Jeg kan ikke forstå, at Kammeradvokaten kan komme frem til, at Peter Wass alene yder faglig rådgivning til departementet. Det er det jo ikke. Det kan jeg ikke se, når han ringer op og tilbyder chefens ægtefælle en ansættelse ved at afvige fra den normale procedure om, at man skal slå stillinger op. Jeg mener, at det helt klart burde have været en medarbejder fra departementet, som tog den samtale,« siger Sten Bønsing.

Det er ifølge professoren en skærpende omstændighed, at henvendelsen foregår så tidligt i processen, hvor beordringen øjensynligt endnu ikke er endeligt besluttet.

Kan man sige, at Peter Wass tager processen som gidsel ved selv at kontakte Anders Friis og efterfølgende fortæller departementet, at han allerede har talt med Anders Friis om en beordring i stillingen, og at Anders gerne vil have den?

»Ja, det kan man godt. Den er svær at trække tilbage, og det har ikke meget med faglig rådgivning at gøre.«

OLFI har til denne artikel forsøgt at få interview med såvel Laila Reenberg som Pernille Reuter Eriksen. Laila Reenberg ønsker ikke at stille op til interview, og Pernille Reuter Eriksen er ifølge Forsvarsministeriet på orlov.