spot_img

Stop det anonyme piberi og kom ind i kampen med argumenter!

DEBAT: OLFI har bragt en række anonyme kilders kritik af flyverofficerers magtfulde position i forligsprocessen samt kritik af forsvarschefen og viceforsvarschefens personer. Kritikken er forståelig, men delvis selvforskyldt, og de kritiske røster mangler at forklare, hvilke af Forsvarets opgaver, de vil opprioritere, hvilke de vil nedprioritere – og ikke mindst hvorfor! I stedet kan de kun pibe over, at Flyvevåbnet får for meget.

OLFI har i de seneste dage bragt en række anonyme kilders kritik af, at forligsprocessen skulle være domineret af flyverofficerer, samt kras kritik af forsvarschefen og viceforsvarschefens personer. Selvom jeg godt kan forstå frustrationen over den lukkede proces, er kritikken forfejlet på væsentlige områder.

Militærfagligt: Først og fremmest må kritikken mest af alt ses som udtryk for kildernes egen manglende evne til at forklare, hvorfor en tung brigade er en vigtigere prioritet for Danmark end de opgaver, som kræver maritime og luftmilitære kapaciteter.

Maskinrummet: Dernæst er kritikken et udtryk for generel manglende prioritering fra Hærens side af at sende deres mest talentfulde officerer til Udviklings- og Planlægningsstaben.

Politisk: Endelig savnes i kritikken en forståelse for den politiske virkelighed, som forsvarschefen og forligsprocessen befinder sig i. Denne kronik uddyber disse argumenter, ligesom den giver et indblik i det forligsforberedende arbejde i Forsvarsstaben i 2017 og 2021, hvor jeg selv har været part i maskinrummet.

Militærfaglig misinformation

OLFI skriver i en artikel d. 19/9, at »ifølge kritikere har oplægget til det nye forsvarsforlig en kraftig ubalance og favorisering af Flyvevåbnet, som ifølge de militære anbefalinger både skal have flere kampfly, overvågningsfly af typen P8 Poseidon, luftforsvarsmissiler og luftværn … den massive styrkelse af Flyvevåbnet kommer med en pris, som både Hæren og Søværnet ifølge kritikere betaler«.

Kritikken er både et udtryk for misinformation og for snævert synet værns-silotænkning uden blik for joint og multidomæneoperationer.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Frustrationer over forsvarschefens “lyseblå enevælde” og favorisering af Flyvevåbnet

Misinformationen dækker over, luftværn er en kapacitet til 1. Brigade, altså Hæren, mens P8 Poseidon er en maritim kapacitet i lighed med Seahawk-helikoptere, som godt nok flyves af piloter, men ofte bemandes med værnsfælles specialister og under alle omstændighed er dedikeret til maritim krigsførelse i form af antiubåds- (ASW) og antiskibs- (ASuW) krigsførelse.

På Boeings hjemmeside kan man se en udførlig gennemgang af P8 Poseidons egenskaber. Grafik: Boeing/OLFI

Der er med andre ord ikke tale om en styrkelse af Flyvevåbnets kerneopgaver, og P8 kapaciteten ville i et større Forsvar ligge i Søværnet. Ubådsbekæmpelse (ASW) i stræderne mellem Grønland, Island og UK (G-I-UK gap) er en opgave, som er afgørende for beskyttelse af forsyningslinjer og havbundskabler mellem Europa og Nordamerika. Det er med andre ord en afgørende strategisk opgave for Nato.

Snæversynet værns-silotænkning

Kritikken er også et udtryk for snæversynet værns-silotænkning, for flere kampfly er en vigtig støtte for specielt Søværnet samt til værnsfælles gavn. De militære anbefalinger om flere kampfly (ifølge lækken tidligere på året) dækker over, at den nuværende kapacitet på 21 F-35 i Danmark ikke er dimensioneret til opgaver som Anti Surface Warfare (ASuW), Anti Air Warfare (AAW) og luftforsvaret af Danmark (Counter Air) herunder Suppression of Enemy Air Defences (SEAD) – hverken i antal fly eller i våbenpakke. Disse tre opgaver er afgørende for Danmark i den nye sikkerpolitiske situation.

Bekæmpelse af skibe – ASuW – er en kerneopgave for Søværnet i både Nordatlanten og Østersøen og gennemføres i en kombination af langtrækkende sensorer og antiskibsmissiler. Fregatterne kan selv gennemføre ASuW, men i kombination med P8 og F-35 vil man kunne detektere og bekæmpe russiske orlogsfartøjer langt tidligere og dermed mindske risikoen for selv at blive beskudt. ASuW er afgørende for ASW opgaven i G-I-UK gap, idet ASW flådestyrker vil skulle beskyttes mod russiske flådestyrker. På tilsvarende vis er AAW afgørende ift. at beskytte ASW-flådestyrker mod missilangreb for langtrækkende russiske bombefly. Anvendelsen af F-35 i kombination med flådestyrkens egne luftforsvarsmissiler øger markant beskyttelsesevnen, fordi man kan placere F-35 som et fremskudt skjold foran flådestyrken. Det samme gør sig gældende i Østersøen, hvor Søværnets fremtidige patruljefartøjer skal operere. Også deres opgaveløsning styrkes med F-35 i en ASuW- og AAW-rolle. En styrkelse af F-35 er med andre ord en vigtig styrkelse af Søværnets opgaveløsning.

Men kunne andre lande ikke bare løse Forsvarets opgave i Nordatlanten? Her er det vigtigste argument, at Danmark har en forpligtelse til at bidrage pga. Rigsfælleskabet. En forpligtelse både over for rigsfælleskabet med Grønland og Færøerne og over for vores alliancepartnere pga. rigsfælleskabets geografiske placering.

Styrkelsen af F-35 dækker også over opgaven SEAD samt luftforsvaret af Danmark, som den nuværende F-35-kapacitet ikke kan opfylde uden ekstra fly og nye våben. SEAD er et Nato-styrkemål til Danmark, og opgaven går ud på at neutralisere de russiske luftforsvarssystemer, som beskytter de russiske offensive krydsermissiler, ballistiske missiler og fly, militære hovedkvarterer samt hærstyrker m.v. SEAD er dermed afgørende for, at man kan opnå luftoverlegenhed gennem efterfølgende luftangreb på de russiske offensive luftkapaciteter. SEAD er dermed et centralt element i luftforsvaret af Danmarks civile og militære infrastruktur. SEAD skaber ligeledes mulighed for at bekæmpe den russiske hær og dens hovedkvarterer fra luften, både med missiler fra skibe og fly og med raketartilleri. Uden SEAD vil mange af vores missiler og raketter blive skudt ned. Luftoverlegenhed beskytter også egne hærenheder fra luftangreb. Dermed er SEAD en vigtig forudsætning for Hærens opgaver i Baltikum.

Artiklen fortsætter under billedet …

Den 14. september ankom de første fire danske F-35 til Flyvestation Skrydstrup. Kampflyene bliver en væsentlig styrkelse af hele Forsvaret og gavner både Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Foto: Ernstved

Hvordan vil 1. Brigade komme sikkert til Letland, hvis der ikke er luftoverlegenhed under transporten: i forbindelse med indskibning i Danmark, selve transporten og udskibningen i Letland? Hvis der er tale om landevejs- eller jernbanetransport, hvad så med beskyttelse af knudepunkter som broer mod missilangreb? Hærens kommende luftværn kan hjælpe til under ind- og udskibning (men ikke under selve transporten), men luftværnet er meget kortrækkende og dermed et absolut sidste forsvar. Der skal derfor også være et længererækkende nationalt jordbaseret luftforsvar, for at brigadens indskibning kan beskyttes tilstrækkeligt. Sidst, men ikke mindst – faktisk vigtigst – så er luftforsvar langt mere effektivt, hvis fjendens offensive missilkapacitet ødelægges før den affyres.

Igen kan man spørge, om der ikke var andre lande, som kunne løse opgaven med at skabe luftoverlegenhed ifm. deployeringen af 1. Brigade. Svaret til det er, at opgaven er en delmængde af opgaven luftforsvaret af hele Danmark. Denne opgave er en hovedopgave i det nationale forsvar. Vi skal, i henhold til Natos Artikel 3, gøre mest muligt for at forsvare os selv. Vi kan med andre ord ikke forvente, at andre varetager luftforsvaret af Danmark. Derfor bør vi foruden flere F-35 også have jordbaseret luftforsvar i Danmark. Planen for det nationale forsvar er i øvrigt udarbejdet i Operationsstaben under ledelse af to hærgeneraler, tre hæroberster og en enkelt kommandør. Man kan jo prøve at spørge dem, hvad den nationale forsvarsplan peger på af mangler.

Det vil selvfølgelig blive en fælles Nato-opgave at bekæmpe de russiske offensive missilkapaciteter, men Danmark har en egeninteresse i at bidrage, fordi vi er inden for rækkevidde af de russiske offensive missilsystemer.

Hvorfor er en tung brigade vigtigere?

I stedet for at pibe over at Hæren bliver forfordelt, burde de anonyme kilder derfor prøve at forklare offentligheden, hvorfor en tung infanteribrigade bør være en vigtigere prioritet for Danmark, end de opgaver beskrevet ovenfor som kræver maritime og luftmilitære kapaciteter.

Det har jeg ikke set nogen overbevisende forsøg på endnu. De eneste argumenter, der gentages på repeat her på OLFI og i andre medier, er, at brigaden er et Nato-styrkemål til Danmark. Fint nok.

Men for det første er styrkemålet fra før den sikkerhedspolitiske situation i Østersøregionen ændrede sig markant med Finlands og – forhåbentlig – Sveriges Nato-medlemskab. For det andet er der også styrkemål på F-35 og på jordbaseret luftforsvar, som vi ikke opfylder. Så et styrkemål er i sig selv ikke tilstrækkelig argumentation. Hvis der ikke er penge nok til alle styrkemålene, må der prioriteres, og her har jeg som sagt endnu ikke set en overbevisende argumentation for, at en tung brigade er vigtigst.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Politisk kommentator konkluderer, at Flyvåbnet må være bemandet med genier

Som led i argumentationen for den tunge infanteribrigade må nødvendigvis indgå, hvordan man forestiller sig, at den kan nå frem i tide til Baltikum – altså ud over problemet med manglende luftoverlegenhed, hvis brigaden er Danmarks førsteprioritet. Hvis en dansk brigade skal indgå som en effektiv del af Natos afskrækkelse af Rusland, skal den enten være fast deployeret til Letland (det kommer ikke til at ske, vi kan ikke bemande den så), eller den skal være på højst 30 dages beredskab (notice to effect) – efter min militærstrategiske vurdering.

Ellers vil den ikke blive regnet med i de russiske overvejelser, om de kan indtage de baltiske lande i et lynangreb. Og det er et sådant fait accompli, Nato gerne vil undgå. At true med at generobre Baltikum er bare langt, langt mindre troværdigt for Nato, både fordi angreb kræver langt flere styrker, fordi en generobringsstrategi er politisk sårbar i en alliance baseret på konsensus, og fordi den er politisk uacceptabel i de baltiske lande pga. erfaringerne fra de russiske krigsforbrydelser i de besatte områder i Ukraine.

Efter min vurdering vil det ikke være muligt i praksis med kun én dansk brigade. Der vil i praksis skulle være mindst tre, på roterende beredskab. En brigade, som efterlever Natos krav, er på over 5000 soldater. Det er efter min bedste overbevisning helt urealistisk, at Hæren vil kunne bemande tre brigader i dagens danske arbejdsmarked. Man har i forvejen store problemer med at bemande én.

En anden mulighed er, at man fortæller Nato, at Danmark ikke kan stille med en brigade på højt beredskab, men først tre til seks måneder inde i krigen. Den krig vi har som mål ikke at vinde, men at undgå. Ved hjælp af effektiv afskrækkelse. Det stiller spørgsmålstegn ved relevansen af en sådan løsning.

En tredje mulighed er, at ambitionsniveauet sænkes til noget man (troværdigt) kan bemande, og som kan holdes kontinuerligt på tilstrækkelig højt beredskab til at være relevant i afskrækkelses øjemed.

Andre muligheder kan sikkert udtænkes. Men så gør det dog! Og forklar løsningsmodellens relevans og prioritet ift. truslen samt de øvrige opgaver for Forsvaret og ikke kun med styrkemål som argument.

Man bør også overveje, at Rusland ikke vil vedblive at være den største sikkerhedspolitiske trussel. Historien viser, at truslerne ændrer sig, så at målrette sin hær til én trussel, én geografi, vil nok være at begå samme fejl, som vi begik i nullerne og ti’erne. En stor grad af agilitet i løsningsmodellen vil med andre ord være en vigtig fremtidssikring.

Selvom den nuværende 1. Brigade er en doktrinær hybrid mellem en medium og en tung infanteribrigade – nogle i Hæren vil sige bastard – idet den både har kampvogne, infanterikampkøretøjer (IKK) og pansrede mandskabsvogne (Piranha) i kampenhederne, så giver det dog nogle fleksible indsættelsesmuligheder, som kan være en fordel for en lille hær i en verden, som hastigt forandrer sig.

Kort sagt: I stedet for at pibe over, at de synes Flyvevåbnet får for meget, bør Hæren starte med at interessere sig for Forsvarets samlede opgaver og derefter forklare, hvad det er for nogle opgaver for Forsvaret, de vil opprioritere, og hvilke de vil nedprioritere, og ikke mindst hvorfor!

Udviklings- og Planlægningsstaben er Forsvarets maskinrum

OLFIs artikel samt Frontlinjen på Radio 4 gør et stort nummer ud af det såkaldte ”lyseblå regimente” i forligsprocessen – at de fleste oberster og generaler involveret er fra Flyvevåbnet. Også denne anonyme kritik er forfejlet af flere årsager.

For det første er den et udtryk for generel manglende prioritering fra Hærens side af at sende deres mest talentfulde officerer til Udviklings- og Planlægningsstaben (UP) i Forsvarsstaben. UP er Forsvarets maskinrum – det er herfra driften af Forsvaret (FKO) styres, og det er herfra der koordineres med de støttende styrelser om materiel, etablissement og personel. Der er også UP, som forbereder Forsvarschefens militærfaglige anbefalinger til forlig.

Under de sidste to årtier, med udelukkende hærgeneraler som forsvarschef og forsvarsstabschef (med en enkelt admiral til kortvarig undtagelse), har det været klart for enhver, at forsvarsforlig blev lavet i UP, og hvis man som værn ønskede i indflydelse, skulle man systematisk sende sine største talenter til UP. Men Hæren sender øjensynligt ikke længere målrettet sine dygtigste majorer og oberstløjtnanter til UP. Hvorfor kan kun Hæren svare på, men det er min opfattelse, at driften af Forsvaret i UP ikke interesserer dem – operative stillinger i de to brigadestabe og til nøds i Operationsstaben (i Forsvarsstaben) er ”finere” …

For det andet er det ”lyseblå regimente” opfostret under de sidste to årtier med Forsvarschefer og forsvarsstabschefer fra Hæren. De har gjort tjeneste i UP som majorer og oberstløjtnanter, og har gjort det så godt, at de er blevet bemærket af hærgeneralerne, admiralerne og departementscheferne. Se OLFIs gamle artikel om dem her.

Direktører i departementet udpeges altså ikke af forsvarschefen, det gør departementschefen, ligesom departementschefen bestemmer, hvem der deltager i forsvarschefens forligsforberedende arbejde. For at blive kontorchef i departementet kræves normalt, at man skal have været der tidligere som sagsbehandler (major/orlogskaptajn) og som kontorchef for at blive afdelingschef/direktør. Det samme gælder i øvrigt i UP. Hærofficerer, som vælger den karrierevej og gør det godt, betragtes ikke som ”rigtige” hærofficerer i Hæren. Men så er det også svært at få indflydelse i Forsvarets maskinrum.

Fælles for alle disse lyseblå ”genier” (citat Hans Engell) er ikke, at deres generalkarrierer er banet af lyseblå forsvarschefer, men at de var usædvanlig dygtige chefer til den drift og ud- (og af-)vikling, der er blevet efterspurgt i maskinrummet af diverse forsvarschefer fra Hæren og civile departementschefer de sidste 15-20 år.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens “Lyseblå enevælde” rejser igen mistanke om nepotisme i Forsvaret

De anonyme hærkilder kaster samtidig forsvarsstabschefen, generalløjtnant Kenneth Pedersen (Hæren), under bussen, fordi han ikke har været brigadechef, den ypperste operative stilling i Hæren. Han har i stedet været chef for Hærens Officersskole, afdelingschef i Forsvarsministeriet, chef for Operationsstaben og fungerende chef for Hæren efter fjernelsen af H.-C. Mathiesen for uretmæssigt at tilgodese sin kærestes karriere. Korte perioder hvert sted, bevares. Men man kan jo ikke nå at være fire år hvert sted, hvis man skal være topchef i Forsvaret. Skulle man savne noget på CV’et i forhold til større indflydelse på forligsprocessen, havde det nok været bedre, at han havde haft en chefperiode i UP frem for som brigadechef, men det forstår de anonyme kilder tydeligvis ikke.

Og da politikerne i 2013 valgte en brigadechef som ny forsvarschef (Peter Bartram), var forargelsen også stor i ”Hæren”. For han havde jo hverken været chef for Hæren eller general i Forsvarsstaben inden – de led sprang han over. Hans afløser som forsvarschef, Bjørn Bisserup, kunne “Hæren” heller ikke lide, for han var jo ikke rigtig hærofficer med lang operativ tjeneste på CV’et.

Skal vi ikke bare konstatere, at anonyme kilder fra Hæren har begrænset forståelse for Forsvarets maskinrum og generelt er nogle sure brokrøve, som burde lægge navn til deres ytringer. Kort sagt: Hvis Hæren vil have større indflydelse på Forsvarets drift og udvikling, skal de prioritere mere systematisk at sende deres største talenter forbi UP.

Det politisk-militære krydsfelt

Den anonyme kritik udviser også en manglende forståelse for den politiske virkelighed, som forsvarschefen og forligsprocessen befinder sig i. Samtidig glemmes fuldstændig, at processen ikke adskiller sig væsentligt fra de sidste mange forsvarsforlig. De har altid været kørt i lille lukket kreds – hemmelig hule, som det ofte er blevet kaldt.

I 2017 var jeg som major en af to forligskoordinatorer i maskinrummet i UP. Forsvarschefen var Bjørn Bisserup (Hæren) og viceforsvarschefen var Per Ludvigsen (Hæren). Forligsprocessen startede med en budgetanalyse, hvor det var politisk pålagt, og håndhævet af Finansministeriet, at Forsvaret skulle spare 1 mia. kroner årligt – uden det måtte have operative konsekvenser. Ha! Finansministeriets budgetanalyser, på vegne af skiftende regeringer, har igennem to årtier udsultet det offentlige og kørt SKAT og Forsvaret helt i sænk som de to grelleste eksempler.

Med to hærgeneraler i spidsen blev særligt Hæren slagtet i budgetanalysen i 2017, hvor det blev anbefalet at nedlægge tjenestegrenscentrene. Budgetanalysen blev lavet med inddragelse af værnene, og budgetanalyserapporten blev lækket til OLFI. Bisserup og Ludvigsen var rasende, for departementschefen og ministeren var rasende. Og fordi lækken var et udtryk for brud på den gensidige tillid, som inddragelse i processen kræver.

Da budgetanalysen var færdig i sommeren 2017, blev forligsarbejdet for alvor skudt i gang: det såkaldte ”substantielle løft” af Forsvaret. Forligsarbejdet blev skudt i gang med et direktiv til UP fra Ludvigsen, hvor hele indholdet i forliget var skitseret. En medium infanteribrigade til Hæren samt ASW-sonarer og luftforsvarsmissiler til Søværnets fregatter var hovedindholdet. Værnene blev minimalt inddraget. De blev kun spurgt til enkeltinitiativer, så de kunne kvalificere fagligheden, men der var ingen indflydelse på indholdet i forligspakken. Hvilke initiativer, som skulle med i Forliget på forsvarschefens anbefaling, lå fast – dem kunne kun politikerne rokke på i forligsforhandlingerne.

Frem til 2021 og den nuværende forligsproces. Forsvarschef Flemming Lentfer blev i december 2020 udpeget af forsvarsminister Trine Bramsen, som ønskede (meget) stram styring af forsvarschefen og Forsvaret. Hun kaldte forsvarschefen for styrelseschefen for Forsvaret og frabed sig generelt, at officerer, herunder forsvarschefen, blandede sig i forsvarsdebatten. Hun var nok, efter min vurdering, repræsentant for den dårligste politiske ledelsesstil af Forsvaret nogensinde, og hendes indvirkning på åbenheden og debatkulturen i og om Forsvaret har været ødelæggende (som i nukleart ødelæggende) – og den havde svære vilkår i forvejen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) havde ifølge oberst Jacob Barfoed en “nukleart ødelæggende” effekt på den i forvejen elendige åbenheds- og debatkultur. Arkivfoto: Thorbjørn Forsberg/Forsvarsgalleriet

Kastelproces 1 i foråret 2021 – få måneder efter Lentfers tiltrædelse – blev derfor gennemført i meget snæver kreds – kun generalslaget, inklusive værnschefer og styrelseschefer, men ingen inddragelse af sagsbehandlere/fagspecialister fra værnene og ej heller fra UP. Særligt den manglende UP-inddragelse var meget bemærkelsesværdig, men forsvarschefen ønskede at minimere risikoen for læk til pressen og dermed til politikerne.

Kastelproces 1 var forsvarschefens forsøg på at vise regeringen, at man faktisk godt kunne bruge et forsvarsbudget på 2 pct. af bnp til noget fornuftigt – og at det var realistisk at bruge pengene. Den foregik i stor hast, da resultatet skulle være klar inden Nato-topmødet i Bruxelles i juni 2021. Den fik navn efter den lokation, Kastellet, hvor arbejdet foregik.

Kastelproces 2 kørte året efter, i foråret 2022, med Ukrainekrigen som bagtæppe og med ny forsvarsminister. Forsvarschefen havde dog ikke rystet Trine Bramsens nukleare nedfald af sig endnu, og processen blev fortsat kørt i lille lukket kreds som i 2021, dog med støtte fra fagspecialisterne i UP denne gang. Overvejelser om en forberedende proces, hvor der i kredsen af generaler/admiraler kunne skabes gensidig tillid og fælles forståelse for trusler, udfordringer og opgaver, blev droppet af frygt for politikernes reaktion, hvis processen blev lækket (en begrundet frygt, viste det sig …). Forlig er jo noget politikerne laver – ikke forsvarschefen, forstås.

Men når man ser, hvordan “centrale kilder i Hæren” lækker klassificerede koncepter samt udtaler sig med anonymt brok (de samme kilder eller andre) om en lyseblå domineret forligsproces, så forstår man egentlig godt, at forsvarschef Flemming Lentfer ikke tør inddrage Hærkommandoens specialister i forligsprocessen, for Hæren kan tydeligvis ikke holde tæt – ikke engang når det er klassificeret.

Kort sagt: Forligsprocessen har altid været gennemført i en lille, lukket kreds, og hvis der skal ændres på det, kræver det at politikerne og ikke mindst ministeren fremsætter ønske herom.

‘Mission command’ kræver en fælles indsats

Jeg har i denne kronik argumenteret for, at kritikken mod forsvarschefen om favorisering af Flyvevåbnet er forfejlet.

I stedet for anonym kritik bør kritikerne fra Hæren i stedet starte med at interessere sig for Forsvarets samlede opgaver og derefter forklare offentligt, hvad det er for nogle opgaver for Forsvaret, de vil opprioritere, og hvilke de vil nedprioritere, og ikke mindst hvorfor! Jeg har også argumenteret for, at hvis Hæren vil have større indflydelse på Forsvarets drift og udvikling, skal de prioritere mere systematisk at sende deres største talenter forbi UP. Endelig er det et faktum, at forligsprocessen altid har været gennemført i en lille, lukket kreds, og hvis der skal ændres på det, kræver det, at politikerne og ikke mindst ministeren fremsætter ønske herom.

Endelig vil jeg kommentere på den krasse kritik af forsvarschefens ledelsesstil. Jeg er ikke uenig i, at forsvarschefens forligsforberedende arbejde – Kastelprocesserne – ikke er udtryk for mission command. Men af forskellige grunde er forudsætningerne for mission command faktisk ikke til stede.

Den amerikanske hærs doktrin for mission command fremhæver, at for at mission command kan lykkes, kræves bl.a. kompetencer til opgaveløsningen (operativ helhedsforståelse: indsigt i truslen i alle domæner og de andre værns bidrag til opgaveløsningen – samt erfaring fra UP), gensidig tillid (ingen læk eller anonym kritik til pressen. Styrkes af fælles forståelse) og fælles forståelse (fx gennem åbne drøftelser af trusler, opgaver og prioriteter – kræver politisk velvilje).

Disse tre principper i mission command er ikke opfyldt i tilstrækkelig grad – og Hærens anonyme kritik hjælper ikke på problemet. Mission command kræver en fælles indsats! Derfor vil jeg afslutningsvis opfordre forsvarsministeren og forsvarsordførerne til at hente lidt inspiration fra Norge, hvor forsvarsdebatten er langt mere åben.

Jeg tror på, at det i sidste ende giver bedre løsninger, når man skal argumentere for dem i en åben debat.

Jacob Barfoed er tidligere F-16 pilot, operativ planlægger i Flyvevåbnets Taktiske stab, ph.d. og underviser i joint operations og militærstrategi på Forsvarsakademiet, forligskoordinator i Udviklings- og Planlægningsstaben (UP), afdelingschef i Flyverkommandoen og kapacitetsudviklingschef i forligsafdelingen i UP.I dag er han chef for Forsvarets Joint Movement and Transportation Organization (JMTO). Han udtaler sig som privatperson.

Andre læste også

Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af Forsvarsministeriets materielanskaffelser

Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriet. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som viser, at Forsvarsministeriets større anskaffelser i snit er 4,5 år forsinket, og at »flere af anskaffelserne ikke har levet op til det planlagte indhold«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt mandag. Statsrevisorerne retter...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

7 KOMMENTARER

guest
7 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jens Wenzel Kristoffersen
Læser
Jens Wenzel Kristoffersen
25. september 2023 18:59

Kære Jakob,
Tak for en glimrende artikel, som afspejler din store indsigt i forsvarets maskinrum og overordnede prioriteringer fra din lange tid i navnlig FKO og på chefsniveau.
Desværre savner (efter bl.a.10 års sammelgat tjeneste i FKO og en kort periode som fg. sektionschef) en grundig argumentation for hvorfor debatten om forsvaret skal føres i et vakuum, hvor kun særligt udvalgte har plads og uden hverken offentlighedens eller andres involvering.
Hvad er det der gør at denne debat skal føres i et lukket forum, begrænset af Finansministeriets krav til forsvarsbudgtettes størrelse? Du ved ligesom jeg, at dette er den styrende parameter for al dansk forsvarsplanlægning, nu og i fremtiden, medmindre opgaveløsning prioriteres og italesættes overfor Forsvaret og befolkningen, og at forsvaret herefter indrettes til at kunne løse disse opgaver.
Det er vældigt svært at forstå, selv for menigmand, og tillige enkelte eksperter, at der skal bruges 143 mia kr. på Forsvaret, samtidig med at vi diskuterer lønstigninger for sygeplejerske m.fl. for kun 3 mia. kr.over 6 år, manglende SOSUer til ældreplejen, cancerbehandling i knæ etc. etc.
Hvad med en generel åben debat om forsvarets indretning og ikke mindst opgaveløsning? Hvad vil den danske befolkning ha at Forsvaret skal løse af opgaver og ikke mindst hvilket beredskab vi skal have. Dette foregår i et total lukket forum, hvor politikerne “mades” med velmente foreslag fra FØL, uden at dette er diskuteret i en bredere kreds.
Her savner jeg, at du i din glimrende artikel ikke også giver politikkerne en bredside, for at blive i en lidt forældet søoofficersterm, idet opgaveløsningen er udefineret og dermed uklart for selv de dygtigste officerer fra alle tre værn. Der mangler kort sagt at politikerne afsætter kursen i form af opgaverne (ud over lov om forsvarets formål), og dernæst beder forsvaret om en løsning. Hvad vil vi med dansk forsvar? Dette i fuld åbenhed og ikke bag hermetisk lukkede døre, hvor ingen ved hvad der foregår.
Mvh
Jens Wenzel Kristoffersen, Orlogskaptajn, Cand Mag, Center for Militære Studier

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
26. september 2023 1:00

Nu er det jo sådan at i visse henseender er man nødt til at fremsætte sin kritik anonymt for ikke at blive sendt til Torpedostation Kongsøre for at tælle frøhop. Desværre er det jo stadig udbredt at straffe hvis man udtaler sig offentligt, og selvom man har forsøgt at lave regler for at embedsmænd o.l. har lov til at deltage i den offentlige debat uden at blive straffet eller belagt med mundkurv, er det ikke alle steder lige velset at blande sig i den offentlige debat, og slet ikke i forsvaret.
Palle Wittus Randløv, Overtelegrafist, pensioneret.

Jacob Barfoed
Læser
Jacob Barfoed
26. september 2023 13:43

Kære Jens
Du sparker lidt en åben dør ind, og jeg nævner det jo i Kastelproces 2, ligesom jeg henviser til Bramsens forpestningen af debatmiljøet og mulighed for åbenhed.
I min afslutning fremhæver jeg behovet for at skabe fælles forståelse og derfor også en opfordring om en mere åben proces.

Se bl.a. det indsatte link i Olfi artiklen (ved sætningen “den dårligste politiske ledelsesstil af Forsvaret nogensinde” irt til Bramsen) til min kronik i Berlingske (2021) om dette emne.
Vh
Jacob

Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
26. september 2023 18:58

Uden skelen til den ene eller den anden skribents holdninger, så understreger artikelserien om det “Lyseblå Regime”, efter min ydmyge mening, allerbedst noget som Jeppe også efterlyser i artiklen:

Åbenhed, gennemsigtighed og ikke mindst klar kommunikation!

Vi har vænnet os til, at politikerne ikke er i stand til at tale klart. GUD forbyde de kunne blive stillet til ansvar efterfølgende…
Og gu er det irriterende og frustrerende, når man efter 5 minutters interview kun husker; bl bla bla!
Men vi er åbenbart ikke klogere når vi sætter vores kryds, og derfor står vi står, rent politisk.

Men når vi oplever det samme, fra de folk som står i spidsen for vores Forsvar, ja så skal vi blive nervøse!
For disse herrer/damer er dem som vi betror det allervigtigste vi besidder i Forsvaret:
Nemlig soldaternes liv.

Og vel skal disse damer/herrer begå sig i en politisk proces. Men de skal først og fremmest evne at kommunikere klart og tydeligt til deres underordnede. En disciplin som normalt tæskes ind i kommende sergentelever, fordi dette er forudsætningen for al føring.
Både til vands, til lands og i luften.

Alligevel sidder både Forsvarets ansatte og ikke mindst skatteyderne, nu og ligner spørgsmålstegn på stribe. Ingen fatter hat af hvad der er op og ned i debatten, hvad kan vi forvente for de 143 milliarder, hvad er Forsvarets reelle tilstand, hvad kan vi løse med det nuværende Forsvar osv.

Hvis planen var at sløre Forsvarets aktuelle tilstand, og ikke mindst kommende kapaciteter, ja så er “Mission Completed”.

For tryghed har hverken udmeldinger fra politikerne eller Forsvarets ledelse skabt, siden invasionen af Ukraine.

Og respekt er der helt sikkert heller ikke ude på tjenestestederne!
Her er den stående joke, at hvis vi nogensinde ser bare lidt af de 143 milliarder, ja så er det i form af nye organisationer, men ikke udstyr og bedre faciliteter…

Jens Nielsen
Læser
Jens Nielsen
26. september 2023 15:39

En flyver som forsvarer en flyver Ja, selvfølgelig kunne man fristes til at sige.
Men Jakob Barfoed indlæg er rent faktisk både velafbalanceret og faglig godt funderet, men i stedet for at blive ved med at kaste mudder i hovedet på hinanden i værnene, hvilket i jo rent faktisk gør konstant – kunne man så ikke prøve at sætte sig sammen i både hæren, søværnet og flyvevåbenet og blive enige om tre forskellige retninger at forsvaret kan gå i – giv politikerne tre gode bud på hvilken et forsvar vi kan få for et budget på 2 % af BNP.
Så lad dog politikerne afgøre – ud fra forsvarets input hvilke opgaver forsvaret skal løse og hvilke kapaciteter vi skal have i det danske forsvar fremover.
Om vi skal have en tung brigade til hæren, med dertilhørende kampvogne, infanterikampkøretøjer, flere ATGM systemer m.m.eller om vi skal give fuld gas på især flyvevåbenets ønskeliste om flere F 35 fly, P8 Orion overvågningsfly og de våbenpakker der hører til eller om Søværnet skal have 4 styk nye ubåde + nye skibe til Arktis ( hvilket vi burde) og om vi skal have en mid-life Update af vores fem fregatter og langt flere SM2 missiler og SM6 missiler + strike kapacitet eller om vi skal have lidt af alt?
Det står helt klart at der ikke er råd til det hele, selv ikke med et løft på 143 milliarder kroner over en årerække.
Vores politiker mangler desværre at tage ved lærer af den ( for en gang skyld gode ) tyske ide om at etablere en forsvarsfond.
Der kunne vi have lagt 100 milliarder kroner i et engangsbeløb til materielindkøb – oveni det permanente beløb på 143 milliarder kroner.
finansieret via statslige forsvarsobligationer, som forslået af andre mere økonomisk kyndige end jeg.
Så havde pengene måske passet bedre med de enorme investeringer vi rent faktisk står overfor.
Jeg siger ikke at jeg ikke er glad for løftet af forsvarsbudgettet på de 143 milliarder kroner, men hvis budgettet rettteligt, burde have været på 243 milliarder kroner for at man kan få det forsvar vi burde have.
Så er det nu vedtagne budgetløft på 143 milliarder kroner over 10 år, altså ikke nok?
men så må politikerne skulle stå på mål for hvad de vælger at forsvaret skal investere i af materiel og våbensystemer og i hvilken retning at forsvaret skal udvikle sig.
Danmark har i rigtigt mange mange år underinvesteret i forsvaret og det bider os nu i halen, idet at forsvaret nu står og mangler simpelthen alt.
Vi har simpelthen overladt regningen til vores NATO partner i de sidste 20- 25 år.
Vi mangler blandt andet luftforsvarsystemer, ubåde, nye skibe til Arktis, droner, flere kampevogne, flere infanterikampkøretøjer , flere ATGM systemer til både hæren og hjemmeværnet + at opbygge vores lager af ammunition på tværs af forsvaret, hvilket er enormt dyrt.
Fortsæt selv indkøbslisten den er meget meget lang.
Hilsen
Jens

Thomas Dahl
Læser
Thomas Dahl
30. september 2023 9:57

F-35 er bygget til ët formål; at starte en krig/angrebskrig på samme måde som F-117 blev indført i USAF og blev anvendt til.
Det er ikke i rigets interesse at være i besiddelse af et våbensystem hvis primære funktion er at starte krige, da sådanne våbensystemer uundgåeligt vil tvinge potentielle fjender til selv at iværksætte forebyggende angreb for at undgå at blive taget på sengen af et snigangreb, som led i en uerklæret krig.

Aslak Stage
Læser
Aslak Stage
26. september 2023 15:40

Beskæmmende at opleve Jacob Barfoeds klassiske “Angreb er det bedste forsvar” stil. Han burde vide bedre og vise mere respekt!
Han taler imod bedrevidende, når han kræver at folk ikke må komme med kritik anonymt og bare skal komme ind i kampen!
Der er mange som åbenlyst har gjort opmærksom på problemerne i Forsvaret, både indenfor og udenfor. Og mange af dem har ikke været anonyme.
Det er dog også klart at mange inde i forsvaret, som har deres job og karriere kært tydeligvis ikke vil stå frem fordi det som minimum ikke belønnes og i værste fald knækker din karriere. Det burde Jacob Barfoed som chef vide. Det er cheftræning 101 for nye chefer: Dine underordnede siger dig ikke imod, men holder mund, hvis ikke du som chef viser at det kan gøres uden konsekvenser. Og hvordan er det nu som chef, Jacob Barfoed, du kan vise det ? Nå nej, det kan du ikke, for den dag du har ondt et vist sted over vedkommende som berettiget siger dig imod, da har du magten og den bruger du med alt sandsynlighed til fordel for dig selv.
Og med Flemming Lentfers ledelsesstil som Forsvarschef(FC) hvor han har omgivet sig med Flyvevåbenfolk, så har Forsvarschefen også sendt et klart signal.
Han burde have omgivet sig med hær-, søværn- og Flyvevåben for at sikre sig at han får korrekt information og ikke mindst saglig information og samtidig også vise at Forsvaret ikke kun er Flyvevåbnet.
Og afslutningsvist: Når man starter med at svine folk til i sit indlæg (Stop det anonyme piberi…..) så siger det noget om afsenderen og ikke modtageren. Og som Oberst burde Jacob Barfoed tage sig sammen, stramme op og udvise respekt over for andre og leve op til at være i Chefgruppen i Forsvaret. Han er en af dem som bør sætte standarden, også selvom han udtaler sig som privatperson.
Det gør han ikke her, tværtimod. Han udviser en meget grim tendens til at tale nedladende om dem som er uenige med ham. Det er ikke engang en flyverløjtnant værdigt.