DEBAT: OLFI har bragt en række anonyme kilders kritik af flyverofficerers magtfulde position i forligsprocessen samt kritik af forsvarschefen og viceforsvarschefens personer. Kritikken er forståelig, men delvis selvforskyldt, og de kritiske røster mangler at forklare, hvilke af Forsvarets opgaver, de vil opprioritere, hvilke de vil nedprioritere – og ikke mindst hvorfor! I stedet kan de kun pibe over, at Flyvevåbnet får for meget.
OLFI har i de seneste dage bragt en række anonyme kilders kritik af, at forligsprocessen skulle være domineret af flyverofficerer, samt kras kritik af forsvarschefen og viceforsvarschefens personer. Selvom jeg godt kan forstå frustrationen over den lukkede proces, er kritikken forfejlet på væsentlige områder.
Militærfagligt: Først og fremmest må kritikken mest af alt ses som udtryk for kildernes egen manglende evne til at forklare, hvorfor en tung brigade er en vigtigere prioritet for Danmark end de opgaver, som kræver maritime og luftmilitære kapaciteter.
Maskinrummet: Dernæst er kritikken et udtryk for generel manglende prioritering fra Hærens side af at sende deres mest talentfulde officerer til Udviklings- og Planlægningsstaben.
Politisk: Endelig savnes i kritikken en forståelse for den politiske virkelighed, som forsvarschefen og forligsprocessen befinder sig i. Denne kronik uddyber disse argumenter, ligesom den giver et indblik i det forligsforberedende arbejde i Forsvarsstaben i 2017 og 2021, hvor jeg selv har været part i maskinrummet.
Militærfaglig misinformation
OLFI skriver i en artikel d. 19/9, at »ifølge kritikere har oplægget til det nye forsvarsforlig en kraftig ubalance og favorisering af Flyvevåbnet, som ifølge de militære anbefalinger både skal have flere kampfly, overvågningsfly af typen P8 Poseidon, luftforsvarsmissiler og luftværn … den massive styrkelse af Flyvevåbnet kommer med en pris, som både Hæren og Søværnet ifølge kritikere betaler«.
Kritikken er både et udtryk for misinformation og for snævert synet værns-silotænkning uden blik for joint og multidomæneoperationer.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Frustrationer over forsvarschefens “lyseblå enevælde” og favorisering af Flyvevåbnet
Misinformationen dækker over, luftværn er en kapacitet til 1. Brigade, altså Hæren, mens P8 Poseidon er en maritim kapacitet i lighed med Seahawk-helikoptere, som godt nok flyves af piloter, men ofte bemandes med værnsfælles specialister og under alle omstændighed er dedikeret til maritim krigsførelse i form af antiubåds- (ASW) og antiskibs- (ASuW) krigsførelse.
Der er med andre ord ikke tale om en styrkelse af Flyvevåbnets kerneopgaver, og P8 kapaciteten ville i et større Forsvar ligge i Søværnet. Ubådsbekæmpelse (ASW) i stræderne mellem Grønland, Island og UK (G-I-UK gap) er en opgave, som er afgørende for beskyttelse af forsyningslinjer og havbundskabler mellem Europa og Nordamerika. Det er med andre ord en afgørende strategisk opgave for Nato.
Snæversynet værns-silotænkning
Kritikken er også et udtryk for snæversynet værns-silotænkning, for flere kampfly er en vigtig støtte for specielt Søværnet samt til værnsfælles gavn. De militære anbefalinger om flere kampfly (ifølge lækken tidligere på året) dækker over, at den nuværende kapacitet på 21 F-35 i Danmark ikke er dimensioneret til opgaver som Anti Surface Warfare (ASuW), Anti Air Warfare (AAW) og luftforsvaret af Danmark (Counter Air) herunder Suppression of Enemy Air Defences (SEAD) – hverken i antal fly eller i våbenpakke. Disse tre opgaver er afgørende for Danmark i den nye sikkerpolitiske situation.
Bekæmpelse af skibe – ASuW – er en kerneopgave for Søværnet i både Nordatlanten og Østersøen og gennemføres i en kombination af langtrækkende sensorer og antiskibsmissiler. Fregatterne kan selv gennemføre ASuW, men i kombination med P8 og F-35 vil man kunne detektere og bekæmpe russiske orlogsfartøjer langt tidligere og dermed mindske risikoen for selv at blive beskudt. ASuW er afgørende for ASW opgaven i G-I-UK gap, idet ASW flådestyrker vil skulle beskyttes mod russiske flådestyrker. På tilsvarende vis er AAW afgørende ift. at beskytte ASW-flådestyrker mod missilangreb for langtrækkende russiske bombefly. Anvendelsen af F-35 i kombination med flådestyrkens egne luftforsvarsmissiler øger markant beskyttelsesevnen, fordi man kan placere F-35 som et fremskudt skjold foran flådestyrken. Det samme gør sig gældende i Østersøen, hvor Søværnets fremtidige patruljefartøjer skal operere. Også deres opgaveløsning styrkes med F-35 i en ASuW- og AAW-rolle. En styrkelse af F-35 er med andre ord en vigtig styrkelse af Søværnets opgaveløsning.
Men kunne andre lande ikke bare løse Forsvarets opgave i Nordatlanten? Her er det vigtigste argument, at Danmark har en forpligtelse til at bidrage pga. Rigsfælleskabet. En forpligtelse både over for rigsfælleskabet med Grønland og Færøerne og over for vores alliancepartnere pga. rigsfælleskabets geografiske placering.
Styrkelsen af F-35 dækker også over opgaven SEAD samt luftforsvaret af Danmark, som den nuværende F-35-kapacitet ikke kan opfylde uden ekstra fly og nye våben. SEAD er et Nato-styrkemål til Danmark, og opgaven går ud på at neutralisere de russiske luftforsvarssystemer, som beskytter de russiske offensive krydsermissiler, ballistiske missiler og fly, militære hovedkvarterer samt hærstyrker m.v. SEAD er dermed afgørende for, at man kan opnå luftoverlegenhed gennem efterfølgende luftangreb på de russiske offensive luftkapaciteter. SEAD er dermed et centralt element i luftforsvaret af Danmarks civile og militære infrastruktur. SEAD skaber ligeledes mulighed for at bekæmpe den russiske hær og dens hovedkvarterer fra luften, både med missiler fra skibe og fly og med raketartilleri. Uden SEAD vil mange af vores missiler og raketter blive skudt ned. Luftoverlegenhed beskytter også egne hærenheder fra luftangreb. Dermed er SEAD en vigtig forudsætning for Hærens opgaver i Baltikum.
Artiklen fortsætter under billedet …
Hvordan vil 1. Brigade komme sikkert til Letland, hvis der ikke er luftoverlegenhed under transporten: i forbindelse med indskibning i Danmark, selve transporten og udskibningen i Letland? Hvis der er tale om landevejs- eller jernbanetransport, hvad så med beskyttelse af knudepunkter som broer mod missilangreb? Hærens kommende luftværn kan hjælpe til under ind- og udskibning (men ikke under selve transporten), men luftværnet er meget kortrækkende og dermed et absolut sidste forsvar. Der skal derfor også være et længererækkende nationalt jordbaseret luftforsvar, for at brigadens indskibning kan beskyttes tilstrækkeligt. Sidst, men ikke mindst – faktisk vigtigst – så er luftforsvar langt mere effektivt, hvis fjendens offensive missilkapacitet ødelægges før den affyres.
Igen kan man spørge, om der ikke var andre lande, som kunne løse opgaven med at skabe luftoverlegenhed ifm. deployeringen af 1. Brigade. Svaret til det er, at opgaven er en delmængde af opgaven luftforsvaret af hele Danmark. Denne opgave er en hovedopgave i det nationale forsvar. Vi skal, i henhold til Natos Artikel 3, gøre mest muligt for at forsvare os selv. Vi kan med andre ord ikke forvente, at andre varetager luftforsvaret af Danmark. Derfor bør vi foruden flere F-35 også have jordbaseret luftforsvar i Danmark. Planen for det nationale forsvar er i øvrigt udarbejdet i Operationsstaben under ledelse af to hærgeneraler, tre hæroberster og en enkelt kommandør. Man kan jo prøve at spørge dem, hvad den nationale forsvarsplan peger på af mangler.
Det vil selvfølgelig blive en fælles Nato-opgave at bekæmpe de russiske offensive missilkapaciteter, men Danmark har en egeninteresse i at bidrage, fordi vi er inden for rækkevidde af de russiske offensive missilsystemer.
Hvorfor er en tung brigade vigtigere?
I stedet for at pibe over at Hæren bliver forfordelt, burde de anonyme kilder derfor prøve at forklare offentligheden, hvorfor en tung infanteribrigade bør være en vigtigere prioritet for Danmark, end de opgaver beskrevet ovenfor som kræver maritime og luftmilitære kapaciteter.
Det har jeg ikke set nogen overbevisende forsøg på endnu. De eneste argumenter, der gentages på repeat her på OLFI og i andre medier, er, at brigaden er et Nato-styrkemål til Danmark. Fint nok.
Men for det første er styrkemålet fra før den sikkerhedspolitiske situation i Østersøregionen ændrede sig markant med Finlands og – forhåbentlig – Sveriges Nato-medlemskab. For det andet er der også styrkemål på F-35 og på jordbaseret luftforsvar, som vi ikke opfylder. Så et styrkemål er i sig selv ikke tilstrækkelig argumentation. Hvis der ikke er penge nok til alle styrkemålene, må der prioriteres, og her har jeg som sagt endnu ikke set en overbevisende argumentation for, at en tung brigade er vigtigst.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Politisk kommentator konkluderer, at Flyvåbnet må være bemandet med genier
Som led i argumentationen for den tunge infanteribrigade må nødvendigvis indgå, hvordan man forestiller sig, at den kan nå frem i tide til Baltikum – altså ud over problemet med manglende luftoverlegenhed, hvis brigaden er Danmarks førsteprioritet. Hvis en dansk brigade skal indgå som en effektiv del af Natos afskrækkelse af Rusland, skal den enten være fast deployeret til Letland (det kommer ikke til at ske, vi kan ikke bemande den så), eller den skal være på højst 30 dages beredskab (notice to effect) – efter min militærstrategiske vurdering.
Ellers vil den ikke blive regnet med i de russiske overvejelser, om de kan indtage de baltiske lande i et lynangreb. Og det er et sådant fait accompli, Nato gerne vil undgå. At true med at generobre Baltikum er bare langt, langt mindre troværdigt for Nato, både fordi angreb kræver langt flere styrker, fordi en generobringsstrategi er politisk sårbar i en alliance baseret på konsensus, og fordi den er politisk uacceptabel i de baltiske lande pga. erfaringerne fra de russiske krigsforbrydelser i de besatte områder i Ukraine.
Efter min vurdering vil det ikke være muligt i praksis med kun én dansk brigade. Der vil i praksis skulle være mindst tre, på roterende beredskab. En brigade, som efterlever Natos krav, er på over 5000 soldater. Det er efter min bedste overbevisning helt urealistisk, at Hæren vil kunne bemande tre brigader i dagens danske arbejdsmarked. Man har i forvejen store problemer med at bemande én.
En anden mulighed er, at man fortæller Nato, at Danmark ikke kan stille med en brigade på højt beredskab, men først tre til seks måneder inde i krigen. Den krig vi har som mål ikke at vinde, men at undgå. Ved hjælp af effektiv afskrækkelse. Det stiller spørgsmålstegn ved relevansen af en sådan løsning.
En tredje mulighed er, at ambitionsniveauet sænkes til noget man (troværdigt) kan bemande, og som kan holdes kontinuerligt på tilstrækkelig højt beredskab til at være relevant i afskrækkelses øjemed.
Andre muligheder kan sikkert udtænkes. Men så gør det dog! Og forklar løsningsmodellens relevans og prioritet ift. truslen samt de øvrige opgaver for Forsvaret og ikke kun med styrkemål som argument.
Man bør også overveje, at Rusland ikke vil vedblive at være den største sikkerhedspolitiske trussel. Historien viser, at truslerne ændrer sig, så at målrette sin hær til én trussel, én geografi, vil nok være at begå samme fejl, som vi begik i nullerne og ti’erne. En stor grad af agilitet i løsningsmodellen vil med andre ord være en vigtig fremtidssikring.
Selvom den nuværende 1. Brigade er en doktrinær hybrid mellem en medium og en tung infanteribrigade – nogle i Hæren vil sige bastard – idet den både har kampvogne, infanterikampkøretøjer (IKK) og pansrede mandskabsvogne (Piranha) i kampenhederne, så giver det dog nogle fleksible indsættelsesmuligheder, som kan være en fordel for en lille hær i en verden, som hastigt forandrer sig.
Kort sagt: I stedet for at pibe over, at de synes Flyvevåbnet får for meget, bør Hæren starte med at interessere sig for Forsvarets samlede opgaver og derefter forklare, hvad det er for nogle opgaver for Forsvaret, de vil opprioritere, og hvilke de vil nedprioritere, og ikke mindst hvorfor!
Udviklings- og Planlægningsstaben er Forsvarets maskinrum
OLFIs artikel samt Frontlinjen på Radio 4 gør et stort nummer ud af det såkaldte ”lyseblå regimente” i forligsprocessen – at de fleste oberster og generaler involveret er fra Flyvevåbnet. Også denne anonyme kritik er forfejlet af flere årsager.
For det første er den et udtryk for generel manglende prioritering fra Hærens side af at sende deres mest talentfulde officerer til Udviklings- og Planlægningsstaben (UP) i Forsvarsstaben. UP er Forsvarets maskinrum – det er herfra driften af Forsvaret (FKO) styres, og det er herfra der koordineres med de støttende styrelser om materiel, etablissement og personel. Der er også UP, som forbereder Forsvarschefens militærfaglige anbefalinger til forlig.
Under de sidste to årtier, med udelukkende hærgeneraler som forsvarschef og forsvarsstabschef (med en enkelt admiral til kortvarig undtagelse), har det været klart for enhver, at forsvarsforlig blev lavet i UP, og hvis man som værn ønskede i indflydelse, skulle man systematisk sende sine største talenter til UP. Men Hæren sender øjensynligt ikke længere målrettet sine dygtigste majorer og oberstløjtnanter til UP. Hvorfor kan kun Hæren svare på, men det er min opfattelse, at driften af Forsvaret i UP ikke interesserer dem – operative stillinger i de to brigadestabe og til nøds i Operationsstaben (i Forsvarsstaben) er ”finere” …
For det andet er det ”lyseblå regimente” opfostret under de sidste to årtier med Forsvarschefer og forsvarsstabschefer fra Hæren. De har gjort tjeneste i UP som majorer og oberstløjtnanter, og har gjort det så godt, at de er blevet bemærket af hærgeneralerne, admiralerne og departementscheferne. Se OLFIs gamle artikel om dem her.
Direktører i departementet udpeges altså ikke af forsvarschefen, det gør departementschefen, ligesom departementschefen bestemmer, hvem der deltager i forsvarschefens forligsforberedende arbejde. For at blive kontorchef i departementet kræves normalt, at man skal have været der tidligere som sagsbehandler (major/orlogskaptajn) og som kontorchef for at blive afdelingschef/direktør. Det samme gælder i øvrigt i UP. Hærofficerer, som vælger den karrierevej og gør det godt, betragtes ikke som ”rigtige” hærofficerer i Hæren. Men så er det også svært at få indflydelse i Forsvarets maskinrum.
Fælles for alle disse lyseblå ”genier” (citat Hans Engell) er ikke, at deres generalkarrierer er banet af lyseblå forsvarschefer, men at de var usædvanlig dygtige chefer til den drift og ud- (og af-)vikling, der er blevet efterspurgt i maskinrummet af diverse forsvarschefer fra Hæren og civile departementschefer de sidste 15-20 år.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarschefens “Lyseblå enevælde” rejser igen mistanke om nepotisme i Forsvaret
De anonyme hærkilder kaster samtidig forsvarsstabschefen, generalløjtnant Kenneth Pedersen (Hæren), under bussen, fordi han ikke har været brigadechef, den ypperste operative stilling i Hæren. Han har i stedet været chef for Hærens Officersskole, afdelingschef i Forsvarsministeriet, chef for Operationsstaben og fungerende chef for Hæren efter fjernelsen af H.-C. Mathiesen for uretmæssigt at tilgodese sin kærestes karriere. Korte perioder hvert sted, bevares. Men man kan jo ikke nå at være fire år hvert sted, hvis man skal være topchef i Forsvaret. Skulle man savne noget på CV’et i forhold til større indflydelse på forligsprocessen, havde det nok været bedre, at han havde haft en chefperiode i UP frem for som brigadechef, men det forstår de anonyme kilder tydeligvis ikke.
Og da politikerne i 2013 valgte en brigadechef som ny forsvarschef (Peter Bartram), var forargelsen også stor i ”Hæren”. For han havde jo hverken været chef for Hæren eller general i Forsvarsstaben inden – de led sprang han over. Hans afløser som forsvarschef, Bjørn Bisserup, kunne “Hæren” heller ikke lide, for han var jo ikke rigtig hærofficer med lang operativ tjeneste på CV’et.
Skal vi ikke bare konstatere, at anonyme kilder fra Hæren har begrænset forståelse for Forsvarets maskinrum og generelt er nogle sure brokrøve, som burde lægge navn til deres ytringer. Kort sagt: Hvis Hæren vil have større indflydelse på Forsvarets drift og udvikling, skal de prioritere mere systematisk at sende deres største talenter forbi UP.
Det politisk-militære krydsfelt
Den anonyme kritik udviser også en manglende forståelse for den politiske virkelighed, som forsvarschefen og forligsprocessen befinder sig i. Samtidig glemmes fuldstændig, at processen ikke adskiller sig væsentligt fra de sidste mange forsvarsforlig. De har altid været kørt i lille lukket kreds – hemmelig hule, som det ofte er blevet kaldt.
I 2017 var jeg som major en af to forligskoordinatorer i maskinrummet i UP. Forsvarschefen var Bjørn Bisserup (Hæren) og viceforsvarschefen var Per Ludvigsen (Hæren). Forligsprocessen startede med en budgetanalyse, hvor det var politisk pålagt, og håndhævet af Finansministeriet, at Forsvaret skulle spare 1 mia. kroner årligt – uden det måtte have operative konsekvenser. Ha! Finansministeriets budgetanalyser, på vegne af skiftende regeringer, har igennem to årtier udsultet det offentlige og kørt SKAT og Forsvaret helt i sænk som de to grelleste eksempler.
Med to hærgeneraler i spidsen blev særligt Hæren slagtet i budgetanalysen i 2017, hvor det blev anbefalet at nedlægge tjenestegrenscentrene. Budgetanalysen blev lavet med inddragelse af værnene, og budgetanalyserapporten blev lækket til OLFI. Bisserup og Ludvigsen var rasende, for departementschefen og ministeren var rasende. Og fordi lækken var et udtryk for brud på den gensidige tillid, som inddragelse i processen kræver.
Da budgetanalysen var færdig i sommeren 2017, blev forligsarbejdet for alvor skudt i gang: det såkaldte ”substantielle løft” af Forsvaret. Forligsarbejdet blev skudt i gang med et direktiv til UP fra Ludvigsen, hvor hele indholdet i forliget var skitseret. En medium infanteribrigade til Hæren samt ASW-sonarer og luftforsvarsmissiler til Søværnets fregatter var hovedindholdet. Værnene blev minimalt inddraget. De blev kun spurgt til enkeltinitiativer, så de kunne kvalificere fagligheden, men der var ingen indflydelse på indholdet i forligspakken. Hvilke initiativer, som skulle med i Forliget på forsvarschefens anbefaling, lå fast – dem kunne kun politikerne rokke på i forligsforhandlingerne.
Frem til 2021 og den nuværende forligsproces. Forsvarschef Flemming Lentfer blev i december 2020 udpeget af forsvarsminister Trine Bramsen, som ønskede (meget) stram styring af forsvarschefen og Forsvaret. Hun kaldte forsvarschefen for styrelseschefen for Forsvaret og frabed sig generelt, at officerer, herunder forsvarschefen, blandede sig i forsvarsdebatten. Hun var nok, efter min vurdering, repræsentant for den dårligste politiske ledelsesstil af Forsvaret nogensinde, og hendes indvirkning på åbenheden og debatkulturen i og om Forsvaret har været ødelæggende (som i nukleart ødelæggende) – og den havde svære vilkår i forvejen.
Artiklen fortsætter under billedet …
Kastelproces 1 i foråret 2021 – få måneder efter Lentfers tiltrædelse – blev derfor gennemført i meget snæver kreds – kun generalslaget, inklusive værnschefer og styrelseschefer, men ingen inddragelse af sagsbehandlere/fagspecialister fra værnene og ej heller fra UP. Særligt den manglende UP-inddragelse var meget bemærkelsesværdig, men forsvarschefen ønskede at minimere risikoen for læk til pressen og dermed til politikerne.
Kastelproces 1 var forsvarschefens forsøg på at vise regeringen, at man faktisk godt kunne bruge et forsvarsbudget på 2 pct. af bnp til noget fornuftigt – og at det var realistisk at bruge pengene. Den foregik i stor hast, da resultatet skulle være klar inden Nato-topmødet i Bruxelles i juni 2021. Den fik navn efter den lokation, Kastellet, hvor arbejdet foregik.
Kastelproces 2 kørte året efter, i foråret 2022, med Ukrainekrigen som bagtæppe og med ny forsvarsminister. Forsvarschefen havde dog ikke rystet Trine Bramsens nukleare nedfald af sig endnu, og processen blev fortsat kørt i lille lukket kreds som i 2021, dog med støtte fra fagspecialisterne i UP denne gang. Overvejelser om en forberedende proces, hvor der i kredsen af generaler/admiraler kunne skabes gensidig tillid og fælles forståelse for trusler, udfordringer og opgaver, blev droppet af frygt for politikernes reaktion, hvis processen blev lækket (en begrundet frygt, viste det sig …). Forlig er jo noget politikerne laver – ikke forsvarschefen, forstås.
Men når man ser, hvordan “centrale kilder i Hæren” lækker klassificerede koncepter samt udtaler sig med anonymt brok (de samme kilder eller andre) om en lyseblå domineret forligsproces, så forstår man egentlig godt, at forsvarschef Flemming Lentfer ikke tør inddrage Hærkommandoens specialister i forligsprocessen, for Hæren kan tydeligvis ikke holde tæt – ikke engang når det er klassificeret.
Kort sagt: Forligsprocessen har altid været gennemført i en lille, lukket kreds, og hvis der skal ændres på det, kræver det at politikerne og ikke mindst ministeren fremsætter ønske herom.
‘Mission command’ kræver en fælles indsats
Jeg har i denne kronik argumenteret for, at kritikken mod forsvarschefen om favorisering af Flyvevåbnet er forfejlet.
I stedet for anonym kritik bør kritikerne fra Hæren i stedet starte med at interessere sig for Forsvarets samlede opgaver og derefter forklare offentligt, hvad det er for nogle opgaver for Forsvaret, de vil opprioritere, og hvilke de vil nedprioritere, og ikke mindst hvorfor! Jeg har også argumenteret for, at hvis Hæren vil have større indflydelse på Forsvarets drift og udvikling, skal de prioritere mere systematisk at sende deres største talenter forbi UP. Endelig er det et faktum, at forligsprocessen altid har været gennemført i en lille, lukket kreds, og hvis der skal ændres på det, kræver det, at politikerne og ikke mindst ministeren fremsætter ønske herom.
Endelig vil jeg kommentere på den krasse kritik af forsvarschefens ledelsesstil. Jeg er ikke uenig i, at forsvarschefens forligsforberedende arbejde – Kastelprocesserne – ikke er udtryk for mission command. Men af forskellige grunde er forudsætningerne for mission command faktisk ikke til stede.
Den amerikanske hærs doktrin for mission command fremhæver, at for at mission command kan lykkes, kræves bl.a. kompetencer til opgaveløsningen (operativ helhedsforståelse: indsigt i truslen i alle domæner og de andre værns bidrag til opgaveløsningen – samt erfaring fra UP), gensidig tillid (ingen læk eller anonym kritik til pressen. Styrkes af fælles forståelse) og fælles forståelse (fx gennem åbne drøftelser af trusler, opgaver og prioriteter – kræver politisk velvilje).
Disse tre principper i mission command er ikke opfyldt i tilstrækkelig grad – og Hærens anonyme kritik hjælper ikke på problemet. Mission command kræver en fælles indsats! Derfor vil jeg afslutningsvis opfordre forsvarsministeren og forsvarsordførerne til at hente lidt inspiration fra Norge, hvor forsvarsdebatten er langt mere åben.
Jeg tror på, at det i sidste ende giver bedre løsninger, når man skal argumentere for dem i en åben debat.
