LONGREAD: Missiltruslens karakter gør det nødvendigt, at den kan reduceres med offensivt luftforsvar. Ikke blot bør Danmark anskaffe flere F-35-kampfly og langtrækkende missiler mod mål på landjorden, Danmark bør også styrke evnen til at bekæmpe skibe og ubåde, da en stor del af missiltruslen kommer herfra, skriver Jacob Barfoed.

Dele af artiklen har været bragt som kronik i Politiken d. 27. marts 2023.

Sirenerne lyder over Kievs nattehimmel. Det er den. 24. februar 2022, og sirenernes larm erstattes snart af høje eksplosioner. Russiske krydsermissiler og ballistiske missiler regner ned over Kievs vigtigste industrivirksomheder, brændstof- og energilagre, luftforsvarspositioner, ammunitionslagre, militære hovedkvarterer og kommandofaciliteter. Befolkningen søger chokeret ly i kældre og i metroen, men kan snart ånde lettet op: de er ikke målet for angrebene denne nat.

Otte måneder senere, d. 10. oktober, ændrer alt sig. Med massive bølger af missilangreb bryder Rusland alle principper i international ret og angriber den civile strøm- og vandforsyning med det eksplicitte formål, at vinterkulden, ingen vand og manglende strøm til essentiel samfundsinfrastruktur skal få den ukrainske befolkning til at miste kampgejsten og presse Zelinski til overgivelse.

Lektionen fra krigen i Ukraine er, at der er ingen fristeder mod angreb fra luften, og at det ikke er økonomisk muligt for nogen stat at opstille luftforsvar nok til at forsvare alle tænkelige mål, jf. en RUSI Special Report fra 30. november. Samtidig er den generelle lektie fra krigshistorien, at i ingen større krige har en krigsførende part tabt et afgørende slag, hvor den har haft luftoverlegenhed – altså vundet krigen i luften forinden. Men hvad er luft- og missiltruslen mod Danmark, hvordan forsvarer man sig egentlig i moderne luftkrig og hvad bør det betyde for det kommende forsvarsforlig i Danmark?

Danmark og de fleste andre europæiske Nato-lande har ifølge en RUSI Whitehall Report fra februar 2023 sovet i timen: Efter to årtiers fokus på terror- og oprørsbekæmpelse, er vi på afgørende luftkrigsområder relativt forsvarsløse.

Rusland har det seneste årti satset massivt på oprustning af langtrækkende offensive missiler. Missilerne kan affyres fra skibe, ubåde, landbatterier, kampfly og langtrækkende bombefly. Krigen i Ukraine har afsløret, at Rusland – i strid med folkeretten – ikke holder sig tilbage fra at anvende bombe- og missilangreb rettet direkte mod civilbefolkningen som led i krig.

Dermed står det klart, at det omfattende russiske missilarsenal ikke blot udgør en alvorlig trussel mod det danske forsvars styrker og infrastruktur, men også mod København som det politiske centrum i Danmark, mod Danmarks energiforsyning og mod de mest værdifulde virksomheder.

Jeg vil i denne artikel argumentere for, at luftkrigs særlige karakter gør, at man kun kan forsvare sig effektivt ved at gå til modangreb. Derfor er det nødvendigt, at Danmark udvikler offensive svar i alle domæner. Ikke blot bør Danmark i et nyt forsvarsforlig anskaffe flere F-35-kampfly og langtrækkende missiler mod mål på landjorden, Danmark bør også styrke evnen til at bekæmpe skibe og ubåde, da en stor del af missiltruslen kommer herfra.

Det hele skal være tilstrækkeligt beskyttet til, at vi troværdigt kan true Rusland med at slå hårdt tilbage – en såkaldt (ikke-nuklear) Second Strike-kapabilitet. Både til eget forsvar og som bidrag til Natos afskrækkelse og forsvar i Østersø-regionen. Formålet er altså afskrækkelse af Rusland – at forhindre krigen ved at overbevise Rusland om det umulige og kostbare ved en russisk lynkrig!

Pga. den massive russiske missiltrussel skaber vi ikke krise-ustabilitet, vi genskaber krisestabiliteten, hvis Danmark og øvrige Nato-lande i Østersøregionen etablerer troværdig Second Strike-kapabilitet. Den største grad af krisestabilitet opnås nemlig, når ingen af parterne kan opnå en afgørende fordel ved at slå først, hvilket Rusland kan i dag. Dermed går artiklen også i rette med professorerne Ole Wæver og Peter Viggo Jakobsen, som ad flere omgange har advaret mod danske langtrækkende missiler.

Artiklen forklarer indledningsvist, hvorfor Nato ikke bare kan forsvare os. Derefter kommer en detaljeret beskrivelse af truslen, så følger missilkrigens særlige karakter og den konceptuelle opbygning af et luftforsvar. Afslutningsvis konkluderes der på, hvad det så betyder for Danmark og for Østersøregionen.

Artiklen kommer kun i begrænset omfang ind på strategiske luftangreb samt luftmagts bidrag til krigen på landjorden, så her vil jeg blot påpege, at luftkrigen SKAL være vundet først, dvs. der skal være opnået luftoverlegenhed. Hvis man afviger fra det, kan man i Ukraine se de katastrofale følger heraf, fra et russisk perspektiv (Rusland er aldrig lykkedes med at vinde luftoverlegenhed).

Ligeledes er artiklen ikke et udtryk for, at lufttruslen er det eneste, som er vigtigt at forholde sig til i et nyt forlig. Se fx min kronik om de afgørende sikkerhedspolitiske valg, Danmark står foran. Bl.a. er de russiske hybride trusler, både de direkte i Danmark og de indirekte ved Natos sydflanke, særdeles aktuelle og farlige for Danmark på både kort og længere sigt.

Luftkrigen er ovre, før hjælpen når frem

Først må jeg hellere slå fast, at Rusland næppe vil starte en selvstændig krig mod Danmark med henblik på erobring, så det russiske formål ved at angribe eller true Danmark med missilangreb vil i stedet være at holde Danmark ude af en eventuel konflikt i Baltikum, herunder at Danmark ikke er i stand til at fungere som transit- og værtsland for allierede Nato-styrker.

Missilangreb vil i en sådan situation sikkert ikke være det første russiske skridt. Det vil mere sandsynligt være en militær eskalation som led i russisk hybrid krigsførelse, en eskalation fordi de øvrige hybride virkemidler ikke har givet Rusland den ønskede effekt: at Danmark hverken er i stand til at fungere som transit- og værtsland for allierede styrker eller har viljen og evnen til at komme vore baltiske allierede til undsætning med danske forstærkninger fra alle værn.

Men Danmark er jo medlem af Nato, så vi skal vel ikke selv kunne forsvare os mod russiske missiler? Det korte svar er desværre: Jo, det skal vi.

Udfordringen er, at missilkrig kan være overstået på få timer, og Danmark er derfor nødt til at udvikle evnen til selv at kunne imødegå et angreb. Kun allierede styrker, som måtte være udstationeret i Danmark, vil realistisk set kunne hjælpe os mod missilangreb de første timer. Det skyldes luftkrigens særlige karakter, som jeg uddyber senere i artiklen.

Rusland vil som sagt dog næppe kun angribe Danmark, så det er ikke det fulde russiske missilarsenal, vi skal kunne forsvare os imod, og vores Nato-allierede vil derfor bidrage til at bekæmpe den samlede missiltrussel. Det vil komme Danmark til gode ved, at luftforsvarsstyrker i allierede nabolande (mest oplagt Sverige) kan nedskyde krydsermissiler, som flyver gennem deres territorium på vej mod Danmark, og ved gennem modangreb at reducere truslen fra russiske missiler, der endnu ikke er affyret.

Det er nemlig ikke realistisk at beskytte hele samfundet effektivt med defensivt luftforsvar. Missiltruslens karakter gør det nødvendigt, at såfremt Rusland starter krigen, så skal den resterende russiske missiltrussel bekæmpes før affyring via evnen til offensivt luftforsvar. Dette er et helt centralt argument, som jeg uddyber senere i artiklen.

Ligesom vi ikke kan være afhængige af allierede til at beskytte vores kritiske infrastruktur samt sammenhængskraften og robustheden i vores samfund mod diverse ikke-militære trusler, kan vi altså heller ikke være det ift. missiltruslen. Det er en national opgave, og krigen i Ukraine viser tydeligt, hvor vigtigt det er.

Truslen fra oven

Fordi missiltruslen kommer fra både land-, luft- og det maritime domæne, er det en såkaldt multidomæne-missiltrussel. Det gør den særlig svær at forsvare sig mod, da missilerne kan affyres både fra Nordsøen, Skagerrak og Østersøen og det vestlige Rusland. Der er altså ikke kun tale om en retningsbestemt trussel fra øst. De følgende data er fra åbne kilder (med links); jeg står ikke inde for kvaliteten.

I det maritime domæne opruster Rusland med fokus på ubåde bevæbnet med krydsermissilet 3M-54K/3M-14K Kalibr, som udgør en særlig trussel, da missilerne kan affyres tæt på Danmark som et overraskelsesangreb, fra Nordsøen, Skagerrak og Østersøen. Kalibr anvendes af den russiske flåde til både skibe og ubåde i forskellige varianter med en officiel rækkevidde på mellem 1.500 og 2.500 km.

Kalibr flyver i meget lav højde og subsonisk, dvs. langsommere end lydens hastighed på ca. 1.200 km/t. Den lave flyvehøjde gør det svært at opdage missilet med radarer placeret på land eller skibe pga. jordens krumning (nej, jorden er IKKE flad!). I Ukraine er Kalibr anvendt i stort omfang, affyret fra både skibe og ubåde i Sortehavet.

Rusland har jf. åbne kilder ligeledes et nyudviklet hypersonisk krydsermissil benævnt 3M22 Zircon, som flyver med op til ni gange lydens hastighed, hvilket er mere end ti gange hurtigere end Kalibre. Det er udviklet som anti-skibsmissil, men vil formentligt også kunne anvendes mod landmål. Rækkevidden er usikker, åbne kilder nævner ca. 500-750 km afhængig af flyvehøjden. Zircon kan affyres fra både skibe og ubåde.

I luftdomænet udgør krydsermissiler den numerisk største trussel, men kvasi-ballistiske hypersoniske missiler som Kh-47 Kinzhal udgør en stigende og langt farligere trussel. Kh-47 Kinzhal har en officiel rækkevidde på mere end 2.000 km. Missilet kan anvendes mod såvel skibe som landmål, og det er angiveligt særdeles svært at nedskyde med eksisterende vestlige luft- og missilforsvarssystemer. Kinzhal flyver med 10-12 gange lydens hastighed, hvilket betyder, at et missil affyret fra det vestlige Rusland vil ramme Flyvestation Skrydstrup (F-35-basen) på fem-seks minutter, mens København kan rammes på ca. fire minutter. Affyres missilet fra Østersøen ud for Kaliningrad kan tiderne halveres. Kinzhal kan affyres fra MIG-31K Foxhound-kampfly og TU-22M Backfire strategiske bombefly, som bl.a. opererer fra Soltsy-luftbasen ca. 1.000 km fra København, ligesom MiG-31K kan operere fra Kaliningrad ca. 500 km fra København.

Det russiske flyvevåben har et stort arsenal af krydsermissiler af typen Kh-101, Kh-55, Kh-555, som normalt affyres fra TU-95 Bear strategiske bombefly. Se figur 1 længere nede for rækkevidder. Selvom missilerne affyres fra bombefly i stor højde, vil de typisk have samme lave flyveprofil som Kalibre, når de nærmer sig fjendens luftforsvarssystemer. Rusland anvendte mere end 2.000 krydsermissiler i Ukraine alene fra februar til maj 2022.

Dertil kommer kampfly (SU-30SM Flanker, SU-34 Fullback, SU-35S Flanker, SU-57 Felon) bevæbnet med luft-til-jord missiler som fx Kh-59 med officiel rækkevidde på 200-300 km.

I landdomænet har Rusland de kortrækkende ballistiske missiler 9M720 og 9M723, som affyres fra den mobile affyringsrampe Iskander (det samlede system kaldes Iskander-M). Iskander-M har en officiel rækkevidde på 500 km, men åbne kilder vurderer, at rækkevidden reelt er længere. Flyvehastigheden er ca. det halve af Kh-47 Kinzhal, altså fem-seks gange lydens hastighed. Med de tilladte 500 km rækkevidde kan Iskander-M nå København fra Kaliningrad, med en flyvetid på ca. fire til fem minutter.

Iskander-affyringsrampen kan ligeledes affyre et krydsermissil benævnt 9M728 (samlet Iskander-K) med officiel rækkevidde på knap 500 km som i INF-traktaten er aftalt som den maksimale rækkevidde for landbaserede kortrækkende missiler. Det seneste missil i Iskander-familien er 9M729/SSC-8. 9M729, vurderer USA, forbryder sig mod INF-traktaten, da rækkevidden reelt er længere end de tilladte 500 km og snarere på niveau med de længst rækkende Kalibr, dvs. 2.500 km.

Alle ovennævnte langtrækkende missiler (Kalibre, Kinzhal, Iskander etc) kan ifølge de linkede åbne kilder bære såvel konventionelle som atomare sprænghoveder.

Foruden missiler ser vi fra Ukraine, at både langtrækkende kamikazedroner og små kortrækkende bevæbnende droner udgør en stigende trussel.

Fælles for dronetruslen er, at de normalt vil have en væsentligt mindre sprængladning end missiler, og deres meget lave flyvehastighed giver langt bedre muligheder for at nedskyde eller jamme dem. Til gengæld har de en væsentlig lavere pris og kan derfor produceres og anvendes i stort antal, fx i sværme. I modsætning til missiler er mindre droner samtidig næsten umulige at bekæmpe, inden de sendes afsted. Denne artikel vil ikke behandle droner nærmere, men det er selvfølgelig en trussel, som skal tages særdeles seriøst i et nyt forsvarsforlig.

Luftkrigens særlige karakter

I modsætning til landkrig, er luftkrig karakteriseret ved, at offensiven generelt er stærkere end defensiven. Det skyldes følgende fire attributter eller egenskaber ved militær luftmagt: højde, fart, rækkevidde og agilitet.

Højde dækker over, at man ikke kan bygge skyttegrave og fæstningsanlæg i luften og kan fx ved at flyve højt undgå de billigste luftforsvarssystemer. Med lavflyvning kan man udnytte jordens krumning og terrænet til at undgå opdagelse på radar. Alene jordens krumning betyder, at en radar placeret i 50 meters højde kun kan se et missil flyvende i 50 meters højde ud til ca. 50 km, mens 60 km afstand til samme radar giver mulighed for at flyve i 100 meters højde uden opdagelse. Dertil kommer udnyttelse af terrænet, med bakker, lavninger, bjerge og dale. Figur 2 nedenfor illustrerer en fregat, som ønsker at engagere et mål på 120 sømil, hvilket kræver at målet (her kampfly) flyver i mindst 7.500 fods højde. De 108 fod er fregatradarens højde over havet.

Muligheden for meget høj fart gør det svært at nå at reagere som forsvarer, mens den potentielt store rækkevidde betyder, at selv mål langt fra frontlinjen ikke er i sikkerhed for angreb. Agilitet opnås ved kombinationen af højde, fart og rækkevidde, og dækker bl.a. over, at offensive missiler, fly og til dels helikoptere kan omdirigeres fra ét område til et andet og dermed hurtigt og fleksibelt kan lægge tyngde, ligesom de kan anvendes fleksibelt til angreb på forskellige måltyper.

Bemærk, at disse fire attributter ikke gælder for jordbaseret luftforsvar (fx Patriot, NASAMS, S-400/SA-21 og Pantsir/SA-22). På trods af at systemer som disse er mobile, er det ikke muligt at flytte det jordbaserede luftforsvar tilstrækkelig hurtigt fra ét område til at beskytte et andet, når man har fundet ud af, hvor fjenden angriber. Det giver offensiven en stor fordel, da angriberen kan vælge at lægge tyngde ét sted, mens forsvareren enten må vælge at ”smøre sine styrker ud i et tyndt lag” eller prioritere nogle få steder og ofre andre.

Offensivens styrke

Her følger nu et tænkt eksempel, som illustrerer offensivens styrke i luftkrig.

Den defensive tilgang

I et tænkt eksempel har Land A evnen til at affyre 50 krydsermissiler på én gang, og de vil bruge disse på at angribe Land B (Rusland angreb Ukraine med 24 missiler i døgnet i krigens tre første måneder). Lad os antage, at Land B statistisk skal bruge (mindst) 1.5 luftforsvarsmissiler for at nedskyde ét krydsermissil. Hvis der kun eksisterer ét sted, som er strategisk vigtigt at forsvare, så kan Land B nøjes med et luftforsvarssystem med ét kommandocenter, én radar og affyringsramper med 75 missiler.

Men hvis der nu i stedet eksisterer otte steder, fx en regeringsbydel, to havne, to broer, to flyvestationer og et militært hovedkvarter, som er strategisk vigtige for Land B at beskytte, så skal der bruges et luftforsvar med kommandocenter, radar og affyringsramper med 75 missiler hvert sted, i alt 600 missiler mv. til at dække de otte strategisk vigtige lokaliteter mod en trussel på 50 krydsermissiler.

En udfordring er selvfølgelig, at Land B ikke ved 100 pct. sikkert, hvor mange missiler Land A kan og vil angribe med ad gangen. Og der skal kun slippe få missiler igennem, for at det får katastrofale følger. Forestil jer effekten af tre-fire krydsermissiler på Christiansborg, Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens fælles bygning i København, på Storebæltsbroen eller F-35-eskadrillen i Skrydstrup. Endvidere er udfordringen, at Land B kun har forsvarsmissiler nok hvert sted til én bølge af missilangreb.

Missilkrig er en nedslidningskrig (War of Attrition), hvor offensiven har alle fordele pga. luftmagts fire attributer. Det er luftkrigens særlige karakter.

Den offensive tilgang til forsvar – Second Strike

Land B kunne også vælge at købe 450 offensive missiler og 150 defensive i stedet for 600 defensive. Vi antager her, at prisen er ca. den samme (fx Tomahawk eller JASM-ER vs. Patriot PAC2) – men faktisk er de nyeste luftforsvarsmissiler som PAC-3 MSE og SM-6 dobbelt så dyre som de offensive missiler. Med de 450 offensive missiler har Land B nu mulighed for at angribe Land A’s kapaciteter til affyring af de 50 offensive missiler, fx i form af seks skibe eller en flyvestation med strategiske bombefly. Til gengæld vil Land B kun kunne forsvare to lokaliteter med de 150 defensive missiler.

Strategien for Land B vil derfor være at kunne true med at iværksætte et modangreb umiddelbart efter Land A’s første angreb, for at reducere Land A’s mulighed for at gennemføre flere bølger af missilangreb samt for at true mål af strategisk værdi for Land A. De 150 defensive missiler skal derfor prioriteres til at beskytte Land B’s offensive kapaciteter, så evnen til at slå tilbage sikres. Det kalder man en (ikke-nuklear) Second Strike-kapabilitet, og formålet er både afskrækkelse og forsvar.

De offensive kapaciteter vil skulle beskyttes mod alle trusler, ikke kun missiler, men også sabotage, droneangreb, cyberangreb, GPS-jamming etc., for at der er tale om en troværdig Second Strike-kapabilitet (evne).

Slå først, Frede – First Strike

Hvis Land B IKKE beskytter sine offensive missilkapaciteter og tilhørende national kommandoføring effektivt og troværdigt, vil det være i Land A’s interesse at ødelægge dem med et overraskelsesangreb – et såkaldt First Strike – før Land B kan nå at anvende dem.

En 100 pct.-satsning på offensive kapaciteter fra Land B’s side vil med andre ord indbyde Land A til angreb. Det samme gælder selvfølgelig den modsatte vej. Det giver en ustabil situation i en krise, og derfor kan en strategi med satsning 100 % på offensiven ikke anbefales. Den største grad af krisestabilitet opnås i stedet, når BEGGE PARTER har en troværdig vilje og evne til Second Strike, dvs. ingen parter er i stand til at opnå en afgørende fordel ved et First Strike. Herved opstår gensidig afskrækkelse.

Integreret luft- og missilforsvar (IAMD)

Med denne forståelse for luftkrigens særlig karakter på plads vil jeg nu beskrive, hvordan et integreret luft- og missilforsvar konceptuelt opbygges, og de udfordringer, der er ved de nyeste trusler. Luftforsvarsoperationer kaldes i Nato for Counter Air, som opdeles i Offensive Counter Air og Defensive Counter Air. Begrebet ”integreret luft- og missilforsvar” bruges nogen gange som betegnelse kun for Defensive Counter Air, andre gange som betegnelse for Counter Air, altså for den samlede offensive og defensive del af luftforsvaret. Da artiklen lige har argumenteret for offensivens afgørende betydning i luftkrig, vil jeg derfor anvende den sidstnævnte, overordnede forståelse.

Lagdelt luftforsvar

Mod en trussel bestående af fly, helikoptere, droner og krydsermissiler er det i teorien muligt – hvis man har penge nok – at opstille en barriere af defensive luftforsvarssystemer i flere lag, et såkaldt lagdelt luftforsvar.

Artiklen fortsætter under billedet …

Et lagdelt luftforsvar har langtrækkende jordbaserede luftforsvarssystemer (fx Patriot PAC2) placeret i et fremskudt bælte (kæde af systemer) langs yderkanten af det område/land, man ønsker at beskytte, med de enkelte systemer så tæt på hinanden (ringene i ”kæden”), at en fjende trods jordens krumning ikke kan flyve uset og uskadt igennem.

Artiklen fortsætter under billedet …

Ideelt set er de langtrækkende systemer i bæltet suppleret med kortrækkende systemer (fx NASAMS), som har til opgave at forsvare de langtrækkende. For at få et lagdelt luftforsvar, skal bæltet suppleres med langtrækkende varslingsradarer, samt jagerfly og gerne skibe fremskudt foran bæltet.

Jagerflyene har den fordel, at de ved at flyve højt kan se de lavtflyvende fly og krydsermissiler, som jordens krumning eller terrænet måtte skjule for det skibs- og jordbaserede luftforsvar. Jagerflyenes effektivitet øges markant ved anvendelse af lufttankningsfly, som kan mangedoble den tid, jagerflyene kan være i luften.

Selv med lufttankningsfly er det dog enormt ressourcekrævende at have kampfly i luften 24/7, men uden kampflyene mangler man dybde i luftforsvaret – en dybde, som giver både synergi og redundans i det samlede luftforsvar. Hvis man i stedet holder jagerflyene i beredskab på jorden, er det vanskeligt at nå at sende dem luften og nedskyde truslen, da lavtflyvende mål opdages meget sent pga. jordens krumning. Det kræver i hvert fald, at jagerflyene har base tæt på angrebsmålet for fjenden.

Endvidere øges effektiviteten af det integrerede luft- og missilforsvar ved at anvende flyvende luftvarslingsradarer (kendt som AWACS-fly), der ligesom jagerflyene kan se de lavtflyvende mål, og som derudover kan udøve taktisk kommandoføring i luftforsvaret. Har man AWACS-fly i luften 24/7, er det mere realistisk at nå at få jagerfly på beredskab på jorden sendt i luften i tide.

Desuden består et integreret luft- og missilforsvar af punktluftforsvar af den strategisk mest værdifulde civile og militære infrastruktur. Afhængig af det beskyttede område/lands størrelse samt graden af ønsket redundans kan punktforsvar bestå af kortrækkende eller både kort- og langtrækkende jordbaseret luftforsvar. Dertil vil et moderne punktforsvar i dag også indeholde særlige systemer til bekæmpelse af små og mikro-droner (benævnt Counter-UAS-systemer) – større droner håndteres af luftforsvaret mod fly og krydsermissiler.

Offensivt luftforsvar

Den offensive del af luftforsvaret består principielt af offensive kapaciteter fra alle værn, som kan bekæmpe fjendes luft- og missilstyrker i form af angreb på deres flybaser, affyringsramper og jordbaseret luftforsvar. Da krydsermissiltruslen også kommer fra skibe og ubåde, bliver bekæmpelse af disse derfor en væsentlig del af det offensive luftforsvar.

Det offensive luftforsvar består primært af langtrækkende offensive missiler fra skibe og ubåde (fx Tomahawk (rækkevidde 1.000-1.600 km), SM-6 (240-460 km) og Naval Strike Missile (200 km)) og landbatterier (fx HIMARS, PULS samt landbaserede udgaver af de før nævnte skibsbaserede) samt forskellige typer fly med offensive missiler (fx JASSM-ER (925 km) og Joint Strike Missile ’JSM’ (555 km)) og præcisionsbomber. Præcisionsbomber vil alene kunne anvendes sikkert, når fjendens luftforsvar i nærheden af målområdet er neutraliseret.

Endelig kan også specialstyrker og cyber-kapaciteter bidrage til Offensive Counter Air, ligesom regulære landstyrker kan bidrage med offensive operationer mod fjendens flybaser og jordbaserede luftforsvar.

Dertil kommer offensive kapaciteter til bekæmpelse af ubåde, hvilket typisk omfatter en kombination af bevæbnede maritime patruljefly som P-8 Poseidon, maritime overvågningsdroner (flyvende og undervands), antiubåds-fregatter med helikoptere samt ubåde.

Det offensive luftforsvar er helt afhængig af præcise og opdaterede efterretninger. Dette kræver indhentningskapaciteter, analysekapacitet samt data- og netværkskapacitet til at dele efterretningerne. Da en modstander vil bekæmpe et sådant netværk, er det afgørende med veluddannet personel, som decentralt og agilt er i stand til at træffe strategiske beslutninger.

Passivt luftforsvar

Alle de hidtil nævnte elementer kaldes det aktive luftforsvar. Det passive luftforsvar er et essentielt, men ofte overset element i luftforsvaret. Det består af sløring, skjul, vildledning, spredning og hærdede faciliteter (jord-, stål- og beton- samt klippeforstærkede faciliteter). At bygge hemmelige underjordiske bunkers og lave planer for vildledning og spredning er næsten vigtigere end anskaffelse af jordbaseret luft- og missilforsvarssystemer. Det passive luftforsvar skal håndtere, at det aktive luftforsvar aldrig vil give 100 pct. beskyttelse, ved at sikre at fjendtlige angreb forretter så lidt skade som muligt.

Integration og kommandoføring

Som et sidste og centralt element skal alle de forskellige luftforsvarselementer i det lagdelte, defensive forsvar og det offensive luftforsvar integreres, så de enkelte systemer deler informationer og med en fælles robust kommandoføringsstruktur (C2). Herved bliver det til et integreret luft- og missilforsvar (IAMD).

Ballistisk missilforsvar

Beskrivelsen ovenfor mangler dog et afgørende element: forsvar mod ballistiske missiler. Det ballistiske missil Iskander-M flyver i en bane helt op til ca. 50 km højde, hvilket betyder, at missilforsvarssystemer som Patriot PAC-3 MSE ifølge åbne kilder først kan nedskyde Iskander-M på vej ned mod målet, på relativ kort afstand. Det betyder, at Patriot-luft- og missilforsvarsbatterier placeret i et fremskudt bælte kun vil kunne beskytte selve bæltet mod Iskander-M, ikke det bagvedliggende område, som bæltet egentlig skulle beskytte. Derfor vil der skulle placeres et egnet missilforsvarssystem (fx patriot PAC3 MSE) som punktforsvar ved HVERT sted, som det er strategisk vigtigt at forsvare mod missiler som Iskander-M. Det er muligt at sammensætte et Patriot-system, som både kan forsvare mod fly, større droner og krydsermissiler og mod kortrækkende ballistiske missiler som Iskander-M. Til den første opgave anvendes PAC2-forsvarsmissilet, og til ballistisk missilforsvar anvendes PAC3 MSE. Der vil endvidere være særlige krav til Patriot-systemets radarer, hvis begge opgaver skal kunne løses.

Desværre er det slet ikke gjort med det. Det russiske flyaffyrede ballistiske missil Kinzhal flyver helt op til ca. 200 km højde og med så høj hypersonisk hastighed, at det ifølge chefen for det amerikanske missilforsvar og andre åbne kilder slet ikke kan bekæmpes af Patriot eller Søværnets SM-2. Kinzhal kan måske bekæmpes af det amerikanske SM-6 missil, igen dog først når Kinzhal er på vej ned mod målet (pga. højden i den ballistiske bane). Da SM-6 er et skibsbaseret missil, er det kun anvendeligt til beskyttelse af større landområder, hvis disse er kystnære. Samtidig kræver det, at der permanent opholder sig et flådefartøj bevæbnet med SM-6 i farvandet tæt på det område som skal beskyttes. Dette flådefartøj vil naturligvis skulle beskyttes effektivt mod trusler i alle domæner. SM-6 udvikles også i en landbaseret løsning til den amerikanske hær, men det er endnu uvist, om det bliver i en luftforsvarsudgave eller offensiv udgave (SM-6 kan anvendes i begge roller).

Artiklen fortsætter under billedet …

Offensivt luftforsvar er helt afgørende

Samlet set kan det konkluderes, at truslens udvikling med hypersoniske ballistiske missiler og hypersoniske krydsermissiler medfører, at et moderne integreret luft- og missilforsvar i teorien er nødt til at have punktforsvar mod disse trusler, men også at de eksisterende vestlige jordbaserede missilforsvarssystemer i praksis har store problemer med truslen fra hypersoniske missiler som Kinzhal og Zircon. Det vil i de fleste situationer ikke være muligt at beskytte al kritisk infrastruktur mod Kinzhal og Zircon. Det betyder, at passivt luftforsvar i form af spredning, vildledning og hærdede faciliteter de fleste steder for nuværende vil være ENESTE defensive svar på denne trussel.

Denne delkonklusion tydeliggør samtidig, at offensivt luftforsvar (Offensive Counter Air) vil være helt afgørende ift. at bekæmpe truslen fra Kinzhal missiler ved at angribe baserne for TU-22 og MIG-31K, som er de russiske fly, der kan affyre missilet. Kinzhal truslen skal med andre ord bekæmpes, før missilerne affyres – efter et indledende russisk angreb. Det samme gør sig gældende ift. truslen fra det hypersoniske maritime missil Zircon, hvor bekæmpelse kræver offensive operationer (ASUW og ASW) mod skibe og ubåde.

Danmarks luftforsvar

Danmark har i dag de fleste af grundpillerne i et integreret luft- og missilforsvar: varslingsradarer, kampfly, fregatter med nær- og områdeluftforsvar og et nationalt luftoperationscenter (NAOC) i en hærdet facilitet. Den helt åbenlyse mangel er jordbaserede luft- og missilforsvarssystemer, både kort og langtrækkende. Tilstanden af det passive luftforsvar er klassificeret, nok sagt her.

Endvidere er der store mangler i det offensive luftforsvar: Der mangler langtrækkende missiler til F-35 (og en del flere fly), fregatter og landbatterier, og der mangler efterretningsindhentnings-, data- og analysekapacitet. Der mangler med andre ord en troværdig Second Strike-kapabilitet. Uden en sådan vil det ikke være muligt at afskrække og forsvare os mod den russiske missiltrussel effektivt – og vi vil være helt sagesløse over for angreb med bl.a. Kinzhal-missilet og tvunget til, som en udmattet bokser, blot at tage imod de slag, som modstanderen sætter ind.

Men hvordan skal balancen være mellem det offensive og det defensive luftforsvar? Det er flere åbenlyse problemer ved trusselsbilledet, som må medregnes.

1) For det første medfører truslen fra hypersoniske missiler, at det er nødvendigt med en massiv oprustning af det offensive luftforsvar.

For at sikre en robust og dermed troværdig Second Strike-kapabilitet, bør der anskaffes langtrækkende missiler til alle tre værn, og disse skal beskyttes. Herved mindskes risikoen for, at et russisk overraskelsesangreb (First Strike) kan neutralisere hele den danske offensive kapabilitet, en risiko som skaber kriseustabilitet.

Det betyder, at hvis der anskaffes Tomahawk eller lignende missiler til fregatterne i “Iver Huitfeldt”-klassen, så vil det være nødvendigt at beskytte fregatterne mod hypersoniske missiler som Zircon og Kinzhal. Det kræver anskaffelse af SM-6 missiler samt tilhørende SPY-6-radar og kampføringssystem (AEGIS) til “Iver Huitfeldt”-fregatterne. AEGIS øger samtidig fregatternes evne til at samarbejde med F-35, se figur 7 længere nede. F-35 inkl. våben må beskyttes bedst muligt ved en kombination af passivt luftforsvar og punktluftforsvar mod øvrige trusler (droner og krydsermissiler).

Hvis “Iver Huitfeldt”-klassens tre fregatter udrustes med SM-6, vil det øge troværdigheden af en dansk Second Strike-kapabilitet markant, hvis fregatterne udover at beskytte sig selv kan beskytte F-35-kapaciteten og national kommandoføring mod hypersoniske ballistiske missiler.

Danmark har p.t. købt 27 F-35-kampfly (med seks placeret på træningsbase i USA), hvilket ikke rækker til den ændrede sikkerhedssituation i Østersøregionen. Dertil mangler de danske F-35 langtrækkende missiler mod såvel skibe som landmål, samt aktivt og passivt luftforsvar til beskyttelse. Et blik på vores nordiske naboer viser, hvordan de vurderer truslen og behovet: Sverige har 134 Gripen-kampfly, Norge har 52 F-35-kampfly, og Finland har bestilt 64 F-35.

For at sammenligne hvad man får for pengene henholdsvis offensivt og defensivt, så kan man for ca. 10 mia. få (runde tal, åbne kilder som Wikipedia og Defence News):

• et Patriot-luftforsvarsbatteri med ca. 100 PAC2/PAC3 missiler (mix), eller
• 12 ekstra F-35 med 150 JASSM-ER og JSM missiler (mix) og deployeringskit (passivt luftforsvar), eller
• opdatering af de tre fregatter af “Iver Huitfeldt”-klassen med AEGIS-kampsystem, radar, og 150 SM-6 og Tomahawk-missiler (mix) i forholdet 1:2.

2) For det andet er truslen mod Danmark ikke længere bare jagerbombere fra øst. Krydsermissilerne kan som sagt affyres fra land, sø og luft, og særligt truslen fra skibe og ubåde gør, at et bælte af langtrækkende jordbaseret luftforsvarssystemer langs Sveriges østkyst og videre over Bornholm til Polen ikke ville beskytte Danmark tilstrækkeligt. Skibe og ubåde ville nemlig kunne affyre missiler fra Østersøen vest for Bornholm, og fra Kattegat, Skagerrak og Nordsøen (om end russiske ubåde vil have svært ved at skjule sig i vestlige Østersø, Kattegat og sydlige Nordsø pga. vanddybden – hvis Danmark altså havde evnen til at finde og bekæmpe dem).

Derfor vil der enten skulle være et bælte rundt langs hele yderkanten af Danmark (helt urealistisk dyrt), eller man ville være nødt til at opgive at beskytte det samlede land effektivt og nøjes med et kompromis, hvor man har et bælte af langtrækkende luftforsvar sammen med Sverige og Polen, punktforsvar af vital civil og militær infrastruktur samt det offensive luftforsvar.

3) For det tredje er krydsermissiltruslen mod Danmark i høj grad fra ubåde, og derfor bliver anti-ubådsbekæmpelse (ASW) en central det af Danmarks luftforsvar. Dette kræver avancerede skibsbaserede sensorer, bevæbnede maritime patruljefly som P-8 Poseidon, maritime overvågningsdroner (flyvende og undervands), flere maritime helikoptere og et tæt samarbejde med de nordeuropæiske Nato-lande omkring ubådsbekæmpelse. På sigt bør det overvejes, om de arktiske inspektionsskibe af “Thetis”-klassen skal erstattes af anti-ubådskapable arktiske fregatter.

4) For det fjerde kommer krydsermissiltruslen ikke kun fra skibe i den østlige Østersø, men også skibe som før et krigsudbrud kan have positioneret sig i internationalt farvand i Østersøen vest for Bornholm, Kattegat, Skagerrak og Nordsøen (selvom det selvfølgelig vil være dristigt). Derfor bliver såkaldt anti-overfladekrigsførelse (ASuW) – kamp mod skibe – også en væsentlig del af Danmarks luftforsvar. Dette kræver nye patruljeskibe/korvetter med anti-skibsmissiler (fx Naval Strike Missile) og luftforsvarsmissiler, udskiftning af fregatternes anti-skibsmissiler, Harpoon, med mere moderne missiler (fx Naval Strike Missile), bevæbnede maritime patruljefly som P-8 Poseidon og flere F-35 med tilhørende anti-skibsmissiler (fx Joint Strike Missile).

Der eksisterer meget begrænsede muligheder for passivt luftforsvar på havet, så hvis fregatterne af “Iver Huitfeldt”-klassen selv skal kunne bekæmpe det hypersoniske krydsermissil 3M22 Zircon, kræver det anskaffelse af SM-6 missiler samt tilhørende radar og kampføringssystem (AEGIS). Jo mere kapable fregatterne bliver, jo mere vil de udgøre et mål for Zircon og lignende hypersoniske missiler. Omvendt kan man sige, at hvis de ikke udgør et mål, er det fordi de kun i begrænset omfang bidrager til kampen mod den samlede russiske missiltrussel – og hvad skal Danmark med en fregat-klasse, hvis effekt er begrænset?

5) For det femte bør punktforsvar begrænses til kortrækkende systemer til bekæmpelse af krydsermissiler, fly og droner (alle størrelser), indtil der er udviklet vestlige jordbaserede missilforsvarssystemer, som effektivt kan bekæmpe hypersoniske missiler som Kinzhal. At anvende Patriot PAC3 SME til punktforsvar, hvis systemet alligevel ikke beskytter mod Kinzhal, vil være særdeles omkostningstungt i forhold til effekten. Russisk propaganda omkring Kinzhals effektivitet skal selvfølgelig ikke tages for sandheden, og klassificerede efterretninger og producentoplysninger er nødvendige for at afklare PAC3 SME reelle værdi.

Kortrækkende systemer (som fx NASAMS) er samtidig væsentligt billigere end langtrækkende systemer som Patriot, hvilket gør det økonomisk mere realistisk med punktforsvar af alle flyvestationer, strategisk vigtige havne, Øresunds-, Storbælts- og Lillebæltsbroerne, Bornholm (beskyttelse af varslingsradar og langtrækkende luftforsvarssystem) samt Københavns (politiske) centrum. Flyvestationer og havne har ikke kun et nationalt perspektiv, men er også afgørende i forhold vores forpligtelser som værts- og transitland for allierede Nato-styrker.

6) Sidst men ikke mindst skal kapaciteten til efterretningsindhentning, –analyse og -deling stort set opbygges fra bunden. Særligt det offensive luftforsvar er helt afhængigt af præcise og opdaterede efterretninger.

Dette kræver kapaciteter til indhentning af efterretning, fx specialstyrker, cyber, (mikro-)satellitter, multimissions-patruljefly (fx P-8), store overvågningsdroner (fx MQ-9B), flere F-35 (F-35 er Low Observable, aka ”stealth”), stealth droner (fx MQ-28), undervandsdroner samt mange små billigere flyvende droner (som kun forventes at overleve få missioner). Når først krigen er startet, vil fly som P-8 og droner som MQ-9B ikke kunne overleve tæt på Rusland, men vil fx skulle anvendes i Nordatlanten. Derfor vil F-35 og stealth-droner som MQ-28 være vigtige brikker i den luftbårne efterretningsindhentning.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det kræver ligeledes analysekapacitet til at omdanne data til efterretning samt krypteret netværk med dataservere til at dele informationen mellem sensorplatforme, våbenplatformene og hovedkvarterer.

Da Rusland vil bekæmpe et sådant netværk, er det afgørende med veluddannet personel, som decentralt og agilt er i stand til at træffe strategiske beslutninger. Det kan bl.a. være kamppiloter, der i deres sensor- og netværkstunge F-35 vil være i stand til at agere fremskudt, luftbåren netværksnode og kommandoføringscenter.

Er krig med Rusland ikke usandsynligt?

Det samlede behov til opbygning af et troværdig luftforsvar af Danmark lyder voldsomt – og det er det også. Er det virkeligt nødvendigt? Et kig på Ukraine giver det militærtekniske svar: JA!

Men hvorfor skulle Rusland dog starte en konflikt i Baltikum mod lande, som er Nato-medlemmer (og derved inddrage Danmark), vil nogen sikkert spørge? Der er (mindst) to mulige scenarier:

• Hvis Rusland tror, at Nato er tilstrækkelig politisk svækket til ikke at kunne blive enige om en fælles reaktion. Svækkelsen kan skyldes mange ting, herunder nye politiske ledere i nogle af Nato-nøglelandene. Her er det vigtigt at huske, at selv om Natos sammenhold lige nu er stærkt, så skal Danmarks forsvar opbygges over en 10-15-årig periode, hvor der bl.a. vil være tre-fire amerikanske præsidentvalg. Man behøver blot at huske tilbage på 2017-2021 med Trump som præsident for at se problemet, ligesom de seneste udtalelser fra Trump og DeSantis om Ukraine illustrerer usikkerheden om USA’s fremtidige rolle i Europa.
• Hvis Rusland tror, at en storkrig med USA/Nato er uundgåelig (uanset om det er rigtigt eller ej), og Rusland derfor med en lynaktion i Baltikum vil sikre sig et strategisk bedre udgangspunkt, enten i form af strategisk dybde (ved at forsvarslinjen starter 200-300 km længere fremme, ved Østersøens kystlinje) eller som forhandlingsbrik til at undgå storkrigen med Nato.

Ud over konflikt i Baltikum er der også risikoen for, at en såkaldt utilsigtet hændelse eskalerer ud af kontrol, hvor Rusland føler det nødvendigt at give småstaten Danmark en lærestreg i form af et mindre, isoleret missilangreb. En utilsigtet hændelse kan fx være danske og russiske kampfly, som støder sammen, eller to skibe, som sejler ind i hinanden, enten ved en fejl eller pga. lidt for aggressiv ageren på det taktiske niveau.

Jamen vil en russisk straffeaktion mod Danmark ikke starte en krig med Nato? Ikke nødvendigvis. Rusland vil dygtigt spille på, at Danmark selv var ude om det, at straffeaktionen er færdig, og at Rusland nu betragter sagen som afsluttet. Er det sandsynligt, at Nato i denne situation vil kunne opnå konsensus om at eskalere til åben krig mod Rusland? Det er muligt, at vi i Danmark føler os sikre på dette, men det afgørende er, hvad Rusland tror. Risikoen er derfor størst, hvis Rusland opfatter Nato som politisk svækket i den pågældende situation.

Rusland skal ikke kunne spekulere i, at Nato i en given situation ikke vil starte en krig på baggrund af en mindre, isoleret og afsluttet russisk aggression mod et lille medlemsland som Danmark. Derfor skal Rusland vide, at en sådan aggression vil have en pris, som ikke står mål med gevinsten. Hvis Danmark viser viljen og evnen til at true russiske strategiske kapaciteter i Østersøregionen som fx Kinzhal-bevæbnede flybaser, Zircon-bevæbnede skibe og ubåde og Iskander-M-landbatterier i Kaliningrad m.v., så kan Danmark afskrække Rusland fra et mindre, isoleret missilangreb på Danmark eller danske militære enheder. Det kan vi gøre vha. de offensive kapaciteter i alle værn, som i forvejen vil skulle indgå i et troværdigt dansk luftforsvar, altså den såkaldte (ikke-nukleare) Second Strike-kapabilitet.

Østersø-regionens sikkerhed

De russiske offensive missiler truer Natos evne til at forsvare de tre baltiske lande. De truer både infrastruktur vital for forsvaret af landene og for transport af forstærkninger fra Nato-allierede til de baltiske lande. Rusland har for nuværende evnen til at eskalere en konflikt i Baltikum ved at true Østersøregionens Nato-lande med omfattende missilangreb, uden at Nato har et effektivt modsvar. På nuværende tidspunkt er den samlede militære trussel så stor – og Natos evne til at imødegå den så lille – at åbne kilder ikke vurderer det sandsynligt, at Baltikum kan forsvares, men vil skulle mistes og tilbageerobres efter en opbygning på 180 dage.

Nogle eksperter spekulerer i, at Rusland har opbrugt sine missillagre i Ukraine, men det er en farlig antagelse, da Rusland sandsynligvis har bevaret en anseelig strategisk reserve i det vestlige militærdistrikt. Bl.a. vurderer vestlige efterretningstjenester, at Ruslands har mere end 90 pct. af sit flyvevåben intakt, ligesom der kun er set få anvendelser af de strategiske våben som Kinzhal og ingen af Zircon. Danmark og øvrige Nato-lande vil tage fem til ti år om at opbygge et troværdigt modsvar, alt imens Rusland må forventes at genopbygge og udbygge trods sanktioner. Ukraine har højst vundet os tid. Hvor meget ved kun Rusland.

På grund af luftkrigens særlige karakter er en offensiv tilgang som sagt nødvendig for at bekæmpe de russiske offensive missiler, men langtrækkende missiler fra Nato-landene vil dertil kunne true russiske landmilitære hovedkvarterer og logistik, som en succesfuld russisk invasion af de baltiske lande vil være afhængig af.

Afskrækkelsen af Rusland bliver størst, hvis ikke kun de største Nato-lande, men ALLE landene i Østersøregionen har denne evne til at slå effektivt tilbage som led forsvaret af de baltiske lande, så Rusland ikke bliver fristet til at teste Natos sammenhold.

Dansk anskaffelse af langtrækkende missiler er derfor ikke kun nødvendig i kontekst af nationalt forsvar, men vil ligeledes være et væsentligt og effektivt dansk Artikel 5-bidrag til den regionale sikkerhed og Natos kollektive afskrækkelse af Rusland.

Fører danske langtrækkende missiler ikke til regional ustabilitet?

To anerkendte forskere har på det seneste advaret mod dansk anskaffelse af langtrækkende missiler. Professor Ole Wæver har i en række interviews i både den skrevne presse, på Twitter og i radioen argumenteret for, at dansk anskaffelse af langtrækkende missiler vil føre til forringet krisestabilitet og derfor ikke vil være i Danmarks interesse. Tilsvarende har lektor Peter Viggo Jakobsen i Ræson og i Politiken advaret mod en oprustningsspiral og kaldt Tomahawk for et First Strike-våben: »Det er logik, at Rusland må finde et modsvar« på danske langtrækkende missiler. Han mener i stedet, at »vi som småstat skal overlade den slags til stormagterne«.

Jeg mener, at begge tager fejl. Faktisk vil vi ØGE krisestabiliteten, hvis blot vi sørger for at beskytte vores langtrækkende missiler tilstrækkeligt til, at vi har en troværdig Second Strike-kapabilitet. Og den russiske missiloverlegenhed er så stor, at danske Tomahawk.missiler aldrig kan blive et First Strike-våben, mens småstatstankegangen giver dårlige minder om firsernes fodnotepolitik.

Teknisk ustabilitet opstår ifølge Wæver, hvis den ene eller begge parter i en krise kan opnå en stor fordel ved at slå først – altså First Strike. Det vil medføre, at begge parter spekulerer i, at den anden part sandsynligvis vil udnytte dette/forhindre dette, og dermed udvikler en krise sig til en krig, som ingen af parterne egentlig ønsker i situationen. Det, mener Ole Wæver, vil ske, hvis Danmark anskaffer et langtrækkende missil som fx Tomahawk.

Det er flere grunde til, at jeg mener, Wæver tager fejl. For det første ligger det i luftkrigens særlige karakter, at offensiven er stærkest. Det er derfor uundgåeligt i luftkrig, at der vil være en fordel ved at slå først. Det er ikke uden grund, at de fleste krige de sidste tre årtier er startet med luftangreb. Seksdageskrigen i 1967 er 56 år siden, men meget illustrativ. Her gennemførte Israel et forebyggende (pre-emptive) luftangreb, hvor man ødelagde stort set alle de egyptiske kampfly, mens de var parkeret på jorden.

For at maksimere krisestabiliteten, trods denne iboende ustabilitet ved luftmagt, skal begge parter derfor have en Second Strike-kapabilitet. Altså en troværdig vilje og evne til at kunne slå hårdt tilbage efter et overraskelsesangreb (First Strike).

Det fører til næste argument, som jeg deler med professor Sten Rynning: Vi er i dag langt fra krisestabilitet, NETOP fordi Rusland har en overlegen First Strike-evne med deres samlede missilarsenal, i særlig grad såfremt USA er optaget andet steds i verden, fx i Taiwan. De europæiske Nato-lande har ikke en troværdig konventionel Second Strike-kapabilitet i dag: Vi mangler både flere offensive missiler og mere jordbaseret luftforsvar. Vi er faktisk totalt underlegne på begge områder. Kun Frankrig og Storbritannien har en troværdig Second Strike-kapabilitet, men den er primært nuklear.

Hvis Rusland vurderer storkrigen som uundgåelig, giver den russiske overlegenhed på missiler dem en realistisk chance for at erobre de baltiske lande med deres regionalt numerisk overlegne landstyrker, ødelægge havne og flyvestationer i regionen med missiler og præsentere Nato for et fait accompli, med et strategisk langt bedre udgangspunkt. Rusland kan ligeledes troværdigt true Østersøregionens lande med missilangreb, hvis de blander sig i en konflikt i Baltikum. Her vil Natos eneste svar i dag være nukleart – og det er ikke Nato-policy at anvende atomvåben først.

Derfor skaber vi ikke kriseustabilitet, vi genskaber krisestabiliteten, hvis Danmark og øvrige Nato-lande i Østersøregionen etablerer troværdig Second Strike-kapabilitet. Faktisk er Danmark nærmest det eneste land i regionen, som ikke allerede er i gang. Finland og Polen har allerede købt F-35 samt JASSM-ER (rækkevidde 925 km), Polen har lige købt 500 HIMARS-systemer (rækkevidde op til 500 km), Litauen har købt HIMARS, Norge har allerede F-35 og har købt Joint Strike Missile (rækkevidde 555 km). Alle tre lande har ligeledes jordbaseret luftforsvar til beskyttelse af deres F-35 og anden vital infrastruktur.

I det perspektiv er Ole Wævers argumenter vanskelige at forstå. Han vil måske henvise til, at han primært advarer mod Tomahawk, som med op til 1.600 km rækkevidde kan nå Moskva fra Østersøen ved Bornholm. For det første er det bare nødvendigt, fra et afskrækkelsesperspektiv, at kunne true den russiske Kinzhal-kapacitet på Soltsy-luftbasen ca. 1.000 km fra København. For det andet er det svært at se, at Tomahawk skulle være mere destabiliserende end polske HIMARS placeret tæt på grænsen til Kaliningrad og finske ditto tæt på St. Petersborg, ligesom finske F-18 og snart F-35 med JASSM-ER-missiler kan nå Moskva fra finsk luftrum.

I forhold til Peter Viggo Jakobsens argumenter, overser han øjensynligt, at Rusland i dag har massiv regional overlegenhed i både offensive og defensive missiler og dermed har en robust Second Strike-kapabilitet, som danske missiler på ingen måde vil kunne true troværdigheden af. Småstatstankegangen virker samtidig som et ekko fra firserne og uden blik for, at Norden både BØR og KAN tage ansvar for egen og Østersøregionens sikkerhed. De nordiske lande har tilsammen et bnp, som er lige så stort som Ruslands, og Sverige og Finlands kommende Nato-medlemskab giver mulighed for tæt samarbejde om regionens sikkerhed. Læg dertil Polen, Tyskland og de baltiske lande, og det vil virkelig være en europæisk falliterklæring, hvis vi ikke selv kan håndtere Østersøregionens sikkerhed i rammen af Nato.

Jeg har dog sympati for begge forskeres bekymring for udviklingen omkring mellemdistancemissiler, og krisestabiliteten vil kunne øges, såfremt det på sigt kan lykkes at få aftalt en INF 2-traktat med begrænsninger på rækkevidden på missiler. Den nuværende INF-traktat, som Rusland mistænkes for at have brudt, og USA derfor har opsagt, begrænser kun landbaserede missiler, ikke skibs- og flybaserede. Den historiske erfaring peger på, at Nato og dermed Danmark først må opruste for at få Rusland til forhandlingsbordet, ligesom ved Natos dobbeltbeslutning i 1979. Det er der øjensynligt mange, udover Wæver og Jakobsen, som har glemt.

Samlet kan man opsummere argumentationen for dansk anskaffelse af langtrækkende offensive missiler sådan her:

• Forsvaret af Danmark kræver det. Luftkrigens særlige karakter er det umuligt at forsvare os mod den russiske missiltrussel uden vilje og evne til at slå offensivt tilbage mod russiske missilkapaciteter efter et indledende russisk angreb.
• National afskrækkelse. Rusland skal ikke kunne spekulere i, at Nato i en given situation ikke vil starte en krig på baggrund af en mindre, isoleret og afsluttet russisk aggression mod et lille medlemsland som Danmark.
• Østersø-regionens sikkerhed. Langtrækkende missiler vil være et væsentligt og effektivt dansk bidrag til den regionale sikkerhed og Natos kollektive afskrækkelse af Rusland fra militær aggression i regionen.

Det er tid til, at Danmark tager missiltruslen alvorligt

Krigen i Ukraine har vist, at hvis de politisk-strategiske mål vurderes vigtige nok, og hvis risikoen for modsvar vurderes lille, så har Rusland både viljen og evnen til at anvende langtrækkende missiler – også mod civil kritisk infrastruktur. Det er ikke realistisk at beskytte alt dette effektivt med defensivt luftforsvar. Luftkrigens særlige karakter gør det nødvendigt, at truslen kan reduceres med offensivt luftforsvar.

Derfor er det nødvendigt, at Danmark sammen med de øvrige Nato-lande opruster med langtrækkende offensive missiler til alle værn (fregatter, F-35 og landbatterier), som samtidig beskyttes så effektivt, at Rusland ved, vi har evnen til at slå effektivt tilbage efter et russisk overraskelsesangreb. Ikke kun mod den russiske missiltrussel, men mod russiske landmilitære hovedkvarterer og logistik, som en succesfuld russisk invasion af de baltiske lande vil være afhængig af. Formålet er afskrækkelse af Rusland – at forhindre krigen ved at overbevise Rusland om det umulige og kostbare ved en russisk lynkrig!

Foruden langtrækkende offensive missiler, har Danmark brug for punktluftforsvar af vital civil og militær infrastruktur mod særligt krydsermissiler og droner (små som store), ligesom Danmarks evne til bekæmpelse af skibe og ubåde er et vigtigt bidrag til luftforsvaret. Det sidste kræver P-8 Poseidon-fly, flere maritime helikoptere, luft– og undervandsdroner samt flere F-35-kampfly inkl. langtrækkende sømålsmissiler.

Så snart teknologien er tilstrækkelig moden, bør vi udvide punktforsvaret af vores mest vitale infrastruktur med luftforsvarssystemer mod hypersoniske missiler som fx Kinzhal og Zircon. Til at binde det hele sammen kræves styrket multidomæne efterretnings- og kommandoføringskapacitet.

Afskrækkelsen af Rusland bliver størst, hvis ikke kun de største Nato-lande, men alle landene i Østersøregionen har denne evne til at slå effektivt tilbage, så Rusland ikke bliver fristet til at teste Natos sammenhold. Danmark må gøre vores del, vi må tage medansvar for Østersøregionens sikkerhed. Derfor skal vi styrke vores offensive evne i alle domæner, ikke mindst med langtrækkende offensive missiler.

BÆRENDE BILLEDE: Russiske soldater klargør et Iskander-missil. Foto: Ruslands forsvarsministerium