KOMMENTAR: Når flyver-forsvarschefen placerer generaler fra Flyvevåbnet på de vigtigste nøglepositioner og fejer fagekspertisen fra værnene til side i forbindelse med det forligsforberedende arbejde, bør alle alarmklokker ringe. Og når han samtidig hellere vil udvikle Forsvaret ud fra sin egen agenda end Natos styrkemål, må nogen råbe op.

Man må spørge sig selv, om forsvarschefen vitterligt ikke selv kan se det? Men svaret er nej, og det fik jeg selv et klart svar på, da jeg i sidste uge interviewede general Flemming Lentfer på sit kontor i HK9 – Holmens Kanal nummer 9, hvor Forsvarskommandoen deler matrikel med Forsvarsministeriet. Jeg spurgte forsvarschefen, hvilke overvejelser han havde gjort sig om sammensætningen af det hold af chefer, som skulle udgøre inderkredsen i det forligsforberedende arbejde – den såkaldte ”kastelsproces”.

»Ikke noget der har med farver at gøre. Det kan jeg blankt afvise. Det er bedste person på jobbet. Og hvis jeg bare fik fornemmelsen af, at folk sad i de værnsfælles stillinger med et værnsspecifikt perspektiv, så kan jeg ikke bruge dem mere,« sagde han.

Når forsvarschefen taler om farver, refererer han naturligvis til de farvekoder, som militærfolk med baggrund i uniformerne har for vane at bruge om tjenestegørende fra de tre værn. Man taler ofte om de ”blå værn”, som dækker over det mørkeblå søværn og det lyseblå flyvevåben, mens Hæren af naturlige årsager er grøn. Og hvilke farver udgjorde under det forligsforberedende arbejde så inderkredsen tæt omkring forsvarschefen, som selv er en ”lyseblå general” fra Flyvevåbnet?

Det gjorde generalmajor Jacob Alexa, som er direktør i Forsvarsministeriets departement, og som kommer fra Flyvevåbnet. Det gjorde generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, som er chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, og som kommer fra Flyvevåbnet. Det gjorde Danmarks daværende Militære Repræsentant i Nato, som under forligsprocessen var generalløjtnant Max Arthur Lund Thorsø Nielsen – bedre kendt som ”Malt”, som kommer fra Flyvevåbnet. Og i Forsvarskommandoen var hele det forligsforberedende arbejde placeret i Udviklings- og Planlægningsstaben under generalmajor Anders Rex, som kommer fra Flyvevåbnet. Han blev i juni sendt til Washington som Danmarks forsvarsattaché i USA og er i disse dage ved at forlade Forsvaret til fordel for et job som direktør i Naviair.

Artiklen fortsætter under billedet …

I Udviklings- og Planlægningsstaben lå det forligsforberedende arbejde særligt i Forligsafdelingen og Styringsafdelingen, hvor de to chefer også kom fra Flyvevåbnet. I inderkredsen omkring forsvarschefen var der derimod ingen admiraler eller chefer fra Søværnet, og den eneste hærgeneral var generalløjtnant og viceforsvarschef Kenneth Pedersen, som også er chef for Forsvarsstaben.

Hæren skal have Piranhaer, men har brug for kampvogne

Den ulige fordeling mellem værnene har naturligvis vakt både forargelse og store frustrationer i særligt Hæren og Søværnet. Her taler man om ”det lyseblå enevælde” og forsvarschefens ”lyseblå regimente”, og det skyldes ikke mindst resultatet af det forligsforberedende arbejde. Det blev sendt til Forsvarsministeriet i november som Forsvarskommandoens militærfaglige oplæg til de politiske forhandlinger, og af oplægget fremgår det tydeligt, at står det til forsvarschefen, er det næste forlig lyseblåt. Således skal Flyvevåbnet både have nye P8 Poseidon overvågningsfly, flere F-35 kampfly, luftforsvarsmissilsystemet Patriot og luftværn, hvilket alt sammen vil lægge beslag på størstedelen af de ekstra milliarder.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarsledelsen anbefaler i forligsoplæg ”specialinfanteri”, som Hæren ikke kender

Hæren har både brug for flere infanterikampkøretøjer og kampvogne for at leve op til Natos styrkemål, men dem ønsker forsvarschefen ikke at investere i. Han vil i stedet købe en række hjulbårne pansrede mandskabsvogne af typen Piranha, som imidlertid alene er beregnet til at transportere infanteri fra A til B. Hertil vil han opfinde en ny dansk hærvariant, som han kalder ”specialinfanteri”, men som Hæren hverken kender til eller ønsker. Brigadegeneral Henrik Lyhne er næstkommanderende i Hærkommandoen, og ifølge ham har Hæren netop brug for flere kampkøretøjer og ikke flere transportkøretøjer.

»Skal vi have en tung eller en middeltung brigade, har vi ikke brug for flere pansrede mandskabsvogne,« sagde Henrik Lyhne, da jeg interviewede ham i sidste uge.

Artiklen fortsætter under playeren …

Og sådan her svarede han, da jeg spurgte ham, hvad konsekvensen vil være for Hæren, hvis resultatet af forsvarsforliget alene bliver flere pansrede mandskabsvogne, men ingen nye infanterikampkøretøjer eller kampvogne:

»Det korte svar er, at så får vi hverken en tung eller en medium infanteribrigade. Og så må vi jo afhængig af situationen på det tidspunkt meddele Nato, at vi ikke har til hensigt at opfylde det styrkemål, hvis det ikke er blevet ændret. Det lidt længere og lidt mere hærspecifikke svar er, at vi får en helt anden type brigade og formentlig vil få nogle operative begrænsninger især på det offensive område. Det vil også betyde, at vi ikke kan plug-and-play med vores Nato-allierede i alle sammenhænge og situationer.«

Blæser på Natos styrkemål om en tung brigade

Dertil kommer, at forsvarschefen helt åbenlyst og egenrådigt går imod et af de væsentligste styrkemål, som Nato har sat for Danmark. Det handler netop om at opstille en tung brigade i år 2032, og Nato har ad flere omgange kritiseret Danmark for at gøre for lidt, for sent og for langsomt i forsvarsplanlægningen hen mod opfyldelse af netop dette styrkemål.

Nu kunne man så tro, at en forsvarschef med udsigt til ekstra 143 mia. kr. først og fremmest ville sørge for, at Forsvaret kommer efter manglerne og opfylder kravene fra Nato. Men forsvarschef Flemming Lentfer går den stik modsatte vej til trods for, at forligspartierne i det netop indgåede rammeforlig fra juni understreger vigtigheden af »i højere grad« at efterleve Natos styrkemål til Danmark som »et centralt pejlemærke« i opbygningen af Forsvaret.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Frustrationer over forsvarschefens “lyseblå enevælde” og favorisering af Flyvevåbnet

I virkeligheden er det ret vildt, at politikerne pålægger forsvarschefen i langt højere grad end hidtil at tilrettelægge genopbygningen af Forsvaret med respekt for Natos styrkemål, og forsvarschefen så omgivet af flyverofficerer blæser højt og flot på det styrkemål i oplægget til de kommende delforlig og i stedet udarbejder sit militærfaglige råd, så det mest af alt styrker Flyvevåbnet og standser udviklingen af en slagkraftig brigade til Hæren. De nye dual use patruljeskibe, som både skal kunne agere som krigsskibe og miljøskibe og derfor med al sandsynlighed bliver lige dårlige til begge dele, sluger Søværnets budget, og så bliver der ikke penge til at udskifte de aldrende inspektionsskibe, selv om man har kendt udløbsdatoen i 40 år.

Flemming Lentfer vil selv bestemme, hvad vej Forsvaret skal udvikle sig, og han kan man med en forsvarsledelse af ja-sigere som sine nærmeste rådgivere forsikre sig, at de ikke siger ham imod. Hvad Hæren og Søværnet måtte have af fagmilitære råd, anbefalinger og input, ser han alene som støj på radaren, for han alene vide. Men hvis politikerne blindt følger forsvarschefens militærfaglige råd, risikerer vi at begynde genopbygningen af Forsvaret ud fra forsvarschefens personlige agenda i stedet for at følge de pejlemærker, som Nato udstikker. Og det kan blive dyrt, hvis forsvarschefen tager fejl.

Artiklen fortsætter under playeren …

Forsvarschefen har fuldstændigt ret i, at Nato kommer med nye styrkemål i 2025, men første delforlig skal forhandles på plads i løbet af efteråret. Man må håbe, at de forsvarspolitiske ordførere spidser pennen og forbereder sig grundigt til at udfordre forsvarschefen, når han argumenterer for sine anbefalinger – og kræver selv at høre, hvordan cheferne for henholdsvis Hæren og Søværnet anskuer anbefalingerne på deres respektive område.

Forsvarschefen lever livet farligt

Og når vi nu er ved ”den bedste mand på jobbet”, klinger det noget hult, al den stund at en stor del af cheferne omkring Flemming Lentfer er udpeget af forsvarschefen selv, uden at stillingerne blev slået op i fri konkurrence. Det var ellers hele idéen med omlægningen af Forsvarets personelområde fra den militære tradition med tjenestemandsansættelser, karriereplaner, et forgrenet netværk lokale udstikkere og brug af beordringer til en mere civilt orienteret arbejdsplads med overenskomstansættelser, stillingsopslag, ansøgningsrunder og ja – »bedste mand til jobbet«. Det virkede bare ikke, og derfor er det kun nogle stillinger i Forsvaret – oftest på de lavere niveauer – der bliver slået op, mens det lige så ofte stadig er chefen, der udpeger ”bedste mand på jobbet” til de højere stillinger.

Og hvad betyder så det? At det det nemt kan ende med at være den forkerte mand, der får stillingen, fordi den bedste mand aldrig får lejlighed til at søge. I stedet ansætter chefen den, som han kender, og den person er ikke nødvendigvis den bedste for organisationen. Derfor skal man altid være på vagt, når chefer affærdiger kritik med at svare, at det er »bedste mand på jobbet«.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Politisk kommentator konkluderer, at Flyvåbnet må være bemandet med genier

Nu skulle man tro, at Forsvaret om nogen institution ville gå ekstra langt for, at ingen kunne sætte spørgsmålstegn ved den måde, stillinger bliver besat på. Det er ikke mere end tre år siden, at den tidligere chef for Hæren blev idømt tre måneders ubetinget fængsel ved Vestre Landsret for at have hjulpet sin egen kæreste ind på en uddannelse, som andre var bedre kvalificeret til. Siden rullede en række andre sager om nepotisme og vennetjenester, og selv om kun hærchefen blev dømt, afslørede de en imponerende grad af farveblindhed, selvtilstrækkelighed, osteklokke og overvurdering af egne evner i både Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste ledelser.

Siden ansatte daværende forsvarsminister Trine Bramsen en departementschef, der som det første hev sine egne kolleger fra fortiden ind i eftertragtede stillinger i Forsvarsministeriet, og noget tyder på, at forsvarschef Flemming Lentfer bare fortsætter kulturen. Når bedste mand altid er en flyver, er der noget galt. Og selvfølgelig kan det det godt være tilfældet, at Flyvevåbnet lige præcis i denne æra bare er befolket med »genier«, som den politiske kommentator og tidligere forsvarsminister, Hans Engell, konkluderede i Frontlinjen på Radio4. Men så er det chefens ansvar at gøre noget ved sagen, for man får ikke det bedste forsvar ved alene at lade det befolke med generaler fra det samme værn.

Set i det lys må man bare konkludere, at mistanken om værnsnepotisme ligger som en tung dyne over forsvarschef Flemming Lentfers lyseblå regimente. Afslutningsvis må man spørge sig selv, om forsvarschefen mon har tænkt på, om forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kunne finde på an anlægge samme analogi som sin forsvarschef? At hvis ministeren bare fik fornemmelsen af, at Flemning Lentfer sidder i den værnsfælles og yderst betroede stilling som forsvarschef »med et værnsspecifikt perspektiv« – så kan han ikke bruge ham mere?

Hvis Flemming Lentfer gerne vil sidde som forsvarschef tiden ud, lever han livet farligt.

RETTELSE: Det fremgik fejlagtigt af artiklen, at Kim Jesper Jørgensen er generalmajor. Han er retteligt generalløjtnant. OLFI beklager fejlen.