spot_img

Lad os styrke debatkulturen om Forsvaret – vi har et pænt stykke vej endnu

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Den sikkerhedspolitiske situation og de historisk store milliardinvesteringer i Forsvaret har affødt en livlig debat om prioriteringer og fravalg. Debatten kan styrkes, hvis vi debatterer med en større nysgerrighed efter, hvad er ligger bag andres perspektiver. Samtidig savnes større fokus på det militærstrategiske og på værnsfælles krigsførelse.

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Vi har i dag en debatkultur, hvor få tjenestegørende officerer og ingen chefer med karrieren foran sig blander sig i debatten om fremtidens forsvar på det militærstrategiske niveau. Det er en skam, for derved går den offentlige debat glip af vigtig militærstrategisk indsigt. Denne indsigt, mener jeg, er vigtig for demokratiet og for de politiske beslutninger om Forsvaret.

Dette skyldes bl.a., at der på militærstrategisk niveau normalt eksisterer mere end én militærfaglig løsning; der er altid dilemmaer, til- og fravalg. Hvor godt skal kongeriget beskyttes (Natos artikel 3), før vi prioriterer militære kapaciteter til at støtte vores udsatte allierede i Baltikum (Natos artikel 5)? Her eksisterer ikke absolutte sandheder, men vurderinger baseret på forskellige strategiske perspektiver og analyser, både politisk-strategiske og militærstrategiske. Et demokrati fungere bedst, når befolkningen er oplyst, og det kræver aktiv deltagelse fra officerskorpset.

Hvordan kan vi sammen styrke debatkulturen? En saglig debat kræver, at man debatterer det samme spørgsmål/problem, at man forholder sig sagligt til hinandens argumenter og at man afstår fra at ”skyde en stråmand ned”, dvs. pålægger modparten udsagn, som ikke er sagt, som man så skyder ned.

Dernæst kræver en god debatkultur i og om Forsvaret selvfølgelig, at det fra den øverste politiske og militære ledelse betragtes som en styrke og et karrieremæssigt plus, hvis man som officer i Forsvaret bidrager sagligt til den offentlige debat.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Et stærkt forsvar kræver gensidig tillid og plads til militærfaglighed i debatten

En sådan debatkultur om Forsvaret har vi ikke endnu – heller ikke selvom der lyder nye toner fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen. At hilse debatten velkommen er ikke det samme som at efterspørge den, endsige belønne den. Men det er fremskridt.

Seneste har Torben Ørting Jørgensen, formand for Folk og Sikkerhed og pensioneret kontreadmiral med kaldenavnet ”Thøger”, bidraget til debatten med en leder på Folk og Sikkerheds webside. Thøger er en vigtig stemme i debatten om Forsvaret, og hans leder har et stærkt hovedbudskab om behovet for at basere et historisk stort forsvarsforlig på en stringent strategisk analyse. Lederen rummer dog også en række faktuelle fejl og misforståelser, som ikke bidrager til at styrke debatkulturen om Forsvaret.

Jeg vil derfor i dette debatindlæg hjælpe med at rette misforståelserne, så fokus i stedet kan komme på Thøgers vigtige hovedbudskab. Samtidig må jeg også erkende, at jeg selv har begået fejl i debatten, og jeg vil derfor benytte anledningen til at undskylde for samt præcisere nogle af mine tidligere udtalelser.

UP-staben og værnsrivaliseringen

Jeg vil gerne starte med en undskyldning: Jeg beklager, at jeg i den kronik, Thøger henviser til, skrev »stop det anonyme piberi« – den formulering bidrog ikke konstruktivt til debatten; jeg forstår godt frustrationen over den lukkede forligsproces, og jeg anerkender, at debatklimaet desværre ikke er fordrende for officerer, der står frem med navn.

Jeg er samtidig blevet klar over, at man nemt kan misforstås, hvis man ikke får formuleret sig klart nok. Det har vist sig, at det lykkedes mig at fornærme stort set alle nuværende eller tidligere hærofficerer i Forsvarskommandoens Udviklings- og Planlægningsstab (UP), meget mod min hensigt. Det vil jeg også gerne undskylde for.

Jeg startede min karriere i Hæren som dragon og panserinfanteri-delingsfører og har stadig stor kærlighed til Hæren, til lyden af bæltestøj og den dybe brummen fra en kampvognsmotor.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

»Brigaden er et prioriteret styrkemål, som vi skal levere på tidligere«

Jeg vil derfor forsøge at rette misforståelsen. Når jeg skrev, at »hvis man som værn ønskede indflydelse, skulle man systematisk sende sine største talenter til UP, men Hæren sender øjensynligt ikke længere målrettet sine dygtigste majorer og oberstløjtnanter til UP«, så kan jeg godt forstå, at nuværende og tidligere hærofficerer i UP har forstået det sådan, at jeg ikke mente de er dygtige og talentfulde. Men det var ikke det, jeg mente.

Jeg mente i stedet, at de er/var i UP på baggrund af et personligt valg, snarere end på baggrund af et strategisk valg fra Hæren – en systematisk og målrettet prioritering af UP.

Jeg har haft fornøjelsen af at være kollega til eller chef for særdeles dygtige hærofficerer i UP – og jeg har som CH JMTO (chef for Joint Movement and Transportation Organisation, red.) selv håndplukket en hærmajor i UP og udnævnt ham til oberstløjtnant og stabschef i JMTO. Men det er min klare fornemmelse – og jeg kan selvfølgelig tage fejl – at det generelt i Hæren gennem mange år er blevet opfattet som finere eller vigtigere at gøre operative tjeneste og derfor tjeneste i de to brigadestabe, eller til nøds i OP-staben, frem for drift og regneark i UP.

Men hvis Hæren konsekvent prioriterer, at den næste oberst skal have gjort mest mulig operativ tjeneste frem for UP-tjeneste, og den næste hærgeneral skal have været brigadechef, frem for oberst i UP-staben, så vil det være svært for Hæren at stille med den bedst egnede kandidat til CH UP og til oberststillingerne i UP. Hvis jeg skal prøve at omsætte det til en operativ kontekst, svarer det til, at man normalt skal have været kompagnichef for at blive bataljonschef, og bataljonschef for at blive brigadechef.

Det har ærlig talt heller ikke været en fest i UP de sidste 10 år. Tiden har været præget af den ene urealistiske budgetanalyse efter den anden. Spareøvelse på spareøvelse. Et ”substantielt løft” i 2018, hvor driften af det eksisterende forsvar ikke var finansieret, hvilket gik i destruktiv synergi med HR-(spare)politikken fra 2012-forliget. Nu er vinden vendt, og der skal udarbejdes et historisk stort forlig.

Så meget desto vigtigere bliver det at prioritere UP-staben det kommende årti. En systematisk udstationering af de dygtigste officerer til UP vil både være til gavn for de enkelte værn, fordi man får fremtidige chefer i værnskommandoen og på niveau III, som forstår Forsvarets driftsmaskinrum, og fordi indflydelse på driften og udviklingen af Forsvaret sker via de skarpeste faglige argumenter i UP – og det kræver, at værnet er repræsenteret med officerer med en skarp pen og høj faglighed. Det garanterer dog ikke indflydelse, for det kræver selvfølgelig, at der lyttes til de faglige argumenter. Og så er vi tilbage til frustrationen hos de anonyme kilder:

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Frustrationer over forsvarschefens “lyseblå enevælde” og favorisering af Flyvevåbnet

Der har altid været værnsrivalisering, som har grebet forstyrrende ind i fagligheden, se fx brigadegeneral Michael Clemmesens bog ”Værnskulturerne og Forsvarspolitikken” fra 1986. Her forklarer han, at værnene har forskellige fagligt baserede perspektiver på, hvordan landets forsvar bedst sikres, og at Forsvaret derfor ikke består af én sagskundskab, men flere. Derfor mener Clemmesen, at der er behov for (bedre) politisk styring til at prioritere løsningen af de forskellige opgaver. En forudsætning er, mener Clemmesen, at politikerne er villige og på kvalificeret grundlag i stand til at træffe de nødvendige politiske valg.

Vækker Clemmesens ord genklang her knap 40 år senere? Ja, det gør det da vidst!

Som jeg ser det, fremhæver dette betydningen af en sober og fagligt funderet debat om Forsvaret og sikkerhedspolitikken, og her har Forsvarets chefer meget at byde ind med, ikke mindst på det militærstrategiske niveau. Det kræver, at vi er villige til at lytte til hinanden og debattere sagligt og med en nysgerrighed for, hvad er ligger bag perspektiver, som man ikke lige forstår – eller måske endda misforstår.

Thøgers misforståelser

Og så til Thøgers leder. Thøger skrev fredag d. 1. marts en leder om Hærchefen Gunnar Arpes frivillige jobskifte og degradering fra generalmajor til brigadegeneral. I sig selv et vigtigt emne at debattere, men Thøgers leder rumme en række misforståelser og fejludlægninger, som nemt kommer til at skygge for budskabet, og som jeg ikke mener er fremmende for debatkulturen.

Jeg vil derfor i dette debatindlæg hjælpe med at rette misforståelserne, så fokus i stedet kan komme på Thøgers hovedbudskab: behovet for en stringent strategisk analyse i udarbejdelsen af forsvarsforliget.

For det første – og ret afgørende – har jeg hverken været pennefører eller haft en ledende rolle i Kastelsprocessen, hvilket også fremgår af den kronik i Olfi, som Thøger henviser til.

Kastelsproces 1 blev gennemført i en lille lukket kreds bestående forsvarschefen, værnscheferne og styrelsescheferne. Kastelproces 2 blev gennemført, efter jeg var stoppet i UP-staben.

For det andet har jeg ingen steder skrevet, at en strike-kapacitet »ville afholde Rusland fra at foretage sig noget som helst imod Danmark og vores allierede i nærområdet«.

Sidst, men ikke mindst, har jeg heller ikke skrevet, at »der ikke behov for eller plads til en funktionsduelig hær«.

Når man taler om to forskellige ting

Thøger anbefaler på glimrende vis i sin leder, at forsvarsforliget (og debatten herom) bør tage »udgangspunkt i geostrategiske analyser og værnsfælles helheder«. Som jeg forstår ham, mener han ikke, at jeg gør dette. Det er jeg helt uenig i, men jeg tror, det er fordi, vi har argumenteret ud fra to forskellige strategiske præmisser og dermed ikke talt om det samme emne eller problem. Lad mig uddybe:

Der var i 2023 ikke politisk opbakning til at bruge mere end 144 mia. kr. (senere ændret til 156 mia. kr.) over ti år på Forsvaret. Med den begrænsning var der behov for at prioritere blandt Natos styrkemål, for der var ikke og er stadig ikke økonomi til at opfylde dem alle. Der er således en lang række styrkemål ud over en tung brigade, som Danmark endnu ikke har planer for at efterleve.

Den præmis har været udgangspunktet for min deltagelse i debatten i hele 2023. Man kan sagtens have en anden præmis, fx at alle styrkemål skal opfyldes, og der derfor skal bruges dobbelt så mange penge(!) – men så må man som debattør gøre denne helt grundlæggende præmis klar, ellers debatterer vi ikke det samme problem.

Jeg startede min deltagelse i debatten om forsvarsforliget med en kronik i Altinget, som var en strategisk analyse af truslen og opgaverne ud fra præmissen om et forsvarsbudget på 2 pct. af bnp jf. det såkaldte nationale kompromis. Mine efterfølgende kronikker i Altinget og OLFI tog afsæt i denne analyse (og uddybede den), og jeg har på den baggrund bl.a. givet følgende fire anbefalinger: beskyt Danmarks kritiske infrastruktur; styrk kampstøtte- og støttetropper før kamptropper; styrk det offensive luftforsvar; og (afklar) dilemmaerne omkring brigadens bidrag til troværdig afskrækkelse. Jeg uddyber dem kort nedenfor.

Beskyt Danmarks kritiske infrastruktur

Min første anbefaling var, at vi prioriterede vores evne til at kunne forsvare vores kritiske infrastruktur i alle domæner, både for at beskytte civilsamfundet og for at beskytte vores evne til at kunne deployere 1. Brigade fra Danmark til Baltikum, at modtage forstærkningsstyrker og være transitland for allierede forstærkningsstyrker.

Med ødelagte broer og havne og uden effektiv beskyttelse mod drone- og missiltruslen under transporten ville selv den mest toptrimmede tunge brigade aldrig komme frem til Baltikum i tide til at bidrage til afskrækkelsen af et russisk angreb.

Styrk kampstøtte- og støttetropper før kamptropper

Min næste anbefaling var, at vi prioriterede økonomien til at opbygge 1. Brigades store mangler på kampstøtte- og støttetropper, før vi afsatte økonomi til at styrke kamptropperne. Altså ikke i stedet for. Men før. Ikke om vi skal styrke kamptropperne, men hvornår.

Dette argument om at styrke kampstøtte- og støttetropperne som førsteprioritet fremførte jeg faktisk allerede før Ukrainekrigen på de interne linjer i Forsvaret, og det var et argument, som der var genklang for i dele af Hæren. Hvis man er i tvivl om, hvad jeg mener med kampstøtte- og støttetropper, så genlæs mit debatindlæg i OLFI herunder:

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Lyhne svarer ikke på hvilke af Natos styrkemål, som ikke skal have prioritet

I efteråret 2023 stod det klart efter halvandet års krig i Ukraine, at argumentationen ikke er helt skæv. Som den ukrainske forsvarschef, Zaluzhny, skrev i en kronik i The Economist i november (to måneder efter min debat med Lyhne i OLFI), så »er Ukrainekrigen pt. låst i stillingskrig. … For at bryde denne er det først og fremmest nødvendigt at: opnå luftoverlegenhed; gennembryde minebarriere i dybden; øge effektiviteten af kontrabatteri- og elektronisk krigsførelse (EW); skabe og forberede de nødvendige reserver«.

Debatten mellem brigadegeneral Henrik Lyhne og mig i OLFI i september 2023 var reelt ikke et udtryk for én debat, men to parallelle: Lyhne argumenterede for vigtigheden af at efterleve styrkemålet på en tung brigade – men uden at forholde sig til forligsrammen og dermed hvilke kapaciteter, der skulle ofres i forliget for at få brigaden gjort tung. Jeg argumenterede inden for de udstukne politiske rammer med tilhørende svære dilemmaer.

Havde vi diskuteret på samme præmis, som jeg fx gjorde i en debat med major Peter Søndergaard i Frontlinjen d. 27. september 2023, havde det stået klart, at en tung brigade (med stærke kampstøttetropper) var det, jeg ønskede at kæmpe med, hvis Danmark skulle i krig i morgen mod Rusland!

Debatindlægget fortsætter under afspilleren …

Jeg har også argumenteret for – længe før det i 2024 blev politisk main stream – at tiden til oprustning er NU, og at faren for krig med Rusland er reel og størst de næste fem år.

Styrk det offensive luftforsvar

En af mine mere kontroversielle anbefalinger var, at vi prioriterede at styrke vores offensive luftforsvar, fordi defensivt luftforsvar alene ikke er effektivt. Offensivt luftforsvar er bl.a. flere F-35-kampfly og strike-missiler i alle værn, specialoperationer, EW (elektronisk krigsførelse, red.) og cyberangreb, men også anti-ubådskrigsførelse (ASW) og anti-(hav)overfladekrigsførelse (ASuW), fordi den russiske missiltrussel i høj grad kommer fra det maritime domæne. Se min detaljerede Olfi artikel om emnet her:

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Missiltruslen fra Rusland kræver danske offensive svar i alle domæner

Flere peger på Ukraine som argumentation for, at Danmark bør prioritere landstyrker, fordi »krigen føres primært på landjorden« og i sidste ende kæmpes og vindes i kontaktslaget.

Men det er manglen på offensivt luftforsvar (udover mere kontradronekapacitet, som er en kampstøtteenhed), som er den primære grund til, at Ukraine ikke er i stand til at opnå luftoverlegenhed i luftrummet over Ukraine. Russiske offensive luftkapaciteter har ”helle” inde i Rusland og til dels i de besatte områder i Ukraine, bl.a. fordi Vesten ikke har tilladt, at vestlige våben anvendes til angreb på russisk territorium, og fordi Vesten ikke donerer nok langtrækkende våben (artilleri og krydsermissiler).

Og manglen på luftoverlegenhed nævnes af Zaluzhny i The Economist som et af de primære problemer for Ukraine – ikke manglen på kamptropper. Det betyder ikke, at kamptropper ikke er afgørende for krigen – for det er de i høj grad – men det er ikke det, Ukraine mangler for at kunne bryde dødvandet.

Dilemmaerne omkring brigadens bidrag til troværdig afskrækkelse

Endelig har jeg i kronikken, Thøger henviser til, anbefalet, at vi fik afklaret strategisk vigtige, men ubesvarede dilemmaer om, hvordan 1. Brigade troværdigt kan bidrage til Natos afskrækkelse af et russisk angreb på et medlemsland – og bidrage til denne afskrækkelse igennem en længere krisesituation, hvor Rusland tester vores beredskab, udholdenhed og sammenhængskraft:

Er det ved evnen til at være på meget højt beredskab kontinuerligt og med evnen til hurtig deployering eller ved fast udstationering af hele brigaden i fx Letland?

Er nogen af disse to strategiske optioner overhovedet realistiske, hvis man kun har én brigade? Hvordan udskifter og grunduddanner man personel i en enhed på meget højt beredskab? Hvad gør vi, hvis en længerevarende krise varer mere end seks måneder – hvis Rusland forsøger at slide os ned ved at aktivere vores beredskab, men ikke starter krigen?

Skal 1. Brigade i stedet have en 3-års cyklus, hvor man over to år bygger op til meget højt beredskab i det tredje år? Og hvor man så indgår i en turnus med en eller to andre nationer om at have en brigade på meget højt beredskab i en multinational division på meget højt beredskab? Kan de danske politikere leve med, at Danmark ikke til enhver tid har et hærbidrag på Natos ”hold 1”?

Eller kræver en troværdig plan som tredje mulighed, at 1. Brigade ikke indsættes i sin helhed, men i stedet har én bataljonskampgruppe på meget højt beredskab, som så indgår i en multinational brigade i Baltikum, og en rotation med yderligere to-tre bataljonskampgrupper på lavere beredskaber til løbende opbygning af beredskab og afløsning?

Ulempen ved den tredje model er, at en brigade er en troppeenhed, som jf. Lyhne »kan sammenlignes med en synkroniseret gearkasse, hvor hvert enkelt tandhjul (i.e. enhed) har en præcis opgave og relation til de øvrige tandhjul«. En multinational brigade sammensat med forskellige bataljoner (tandhjul) fra forskellige nationer fra år til år vil ikke kunne kæmpe lige så effektivt som en sammentømret brigade med én nationalitet.

Disse dilemmaer er essentielle at få afklaret, fordi de har afgørende betydning for såvel bemandingsevnen (realismen) som for størrelsen af den logistiske støttestruktur (og dermed udgifterne til brigaden). Desværre er denne debat nærmest fraværende, om end brigadegeneral Jakob Henius (Hæren, forsvarsattaché i Berlin) i OLFIs kommentarspor har prøvet at få den i gang.

Fraværet af en militærstrategisk debat

Thøgers vigtigste budskab – som jeg ser det – er en efterlysning af, at forsvarsforliget skabes via en »ubrudt analytisk sammenhæng fra en relevant geopolitisk ramme, ned over Dansk forsvars rolle og opgaver i den ramme, til mulige kapaciteter og til allersidst til anskaffelse af tekniske løsninger og materiel«.

Det kan jeg kun være enig i – som jeg også har fremført i talrige kronikker. Jeg er stor fortaler for militærfaglig, værnsneutral sagsbehandling, men jeg kan også konstatere, at den militærfaglige forståelse for andet end ens eget værn er for lille i det danske forsvar. Det skyldes mange faktorer, herunder dem Clemmesen pegede på for knap 40 år siden, men en af årsagerne, mener jeg, er besparelserne på officersuddannelserne, ikke mindst omlægningen af stabskursus til MMS (Master i Militære Studier). Her har vi en stor opgave foran os.

Det er fint nok at argumentere inden for egen faglighed, eksempelvis brigadens kamp, betydning af ubåde eller luftforsvaret af Danmark, men det er ikke fint, at debatten om (måske endda interessen for?) den værnsfælles helhed – for værnsfælles krigsførelse og det militærstrategiske – er næsten fraværende.

Et forsvar vil altid skulle prioritere mellem forskellige domæner, værn og våbenarter, for der er aldrig penge nok til det hele – heller ikke i Rusland eller USA. Derfor bidrager det ikke konstruktivt til debatten at fremføre argumenter for prioriteringen af ét snævert område eller værn, hvis man ikke argumenterer ud fra en militærstrategisk helhed og samtidig forholder sig til den samlede økonomiske ramme. Går ens anbefalinger ud over rammen, må man argumentere eksplicit for dette.

Når forligspartierne om lidt måske beslutter, at Danmark alligevel skal prioritere at opbygge en tung brigade hurtigst muligt – som SVM-regeringen foreslog 13. marts – og de derfor øger forsvarsbudgettet markant ud over de 156 mia. kroner, vil nogen sikkert synes, at jeg ser lidt dum ud. Ikke desto mindre vil jeg oprigtig glæde mig(!), hvis dette sker, selvom det jo (desværre) næppe sker pga. den offentlige debat i 2023, men i stedet pga. et ændret trusselsbillede og et politisk pres fra allierede bl.a. pga. det kommende amerikanske valg.

Lad os sammen styrke den offentlige debat om Forsvaret

Vi er i en tid, hvor betydningen af en sober og fagligt funderet debat om Forsvaret og sikkerhedspolitikken bør stå tydeligt for alle. Her har Forsvarets officerer meget at byde ind med, for der er kun få i samfundet, som kan tale med faglig vægt om militærstrategiske forhold og værnsfælles krigsførelse ud over erfarne officerer.

Det kræver dog, at vi som officerskorps bliver bedre til at diskutere i militærstrategiske helheder, hvilket kræver, at vi bruger mere tid på at forstå de andre værns operationsmiljø, opgaver etc.

En forudsætning for det er, at vi er villige til at lytte til hinanden og debattere sagligt og med en nysgerrighed for, hvad er ligger bag perspektiver, som vi ikke lige forstår – eller måske endda misforstår.

Sidst men ikke mindst kræver det, at den politiske ledelse af Forsvaret – forsvarsministeren og statsministeren – aktivt efterspørger konkrete militærstrategiske analyser i den offentlige debat, også fra chefniveauet i Forsvaret.

Jacob Barfoed er tidligere F-16 pilot, operativ planlægger i Flyvevåbnets Taktiske stab, ph.d. og underviser i joint operations og militærstrategi på Forsvarsakademiet, forligskoordinator i Udviklings- og Planlægningsstaben (UP), afdelingschef i Flyverkommandoen og kapacitetsudviklingschef i forligsafdelingen i UP.I dag er han chef for Forsvarets Joint Movement and Transportation Organization (JMTO). Han udtaler sig som privatperson.

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jess Møller Nielsen
Læser
Jess Møller Nielsen
14. marts 2024 16:50

Tak til oberst Jacob Barfoed for nogle meget vigtige betragtninger om den militærfaglige debatkultur. Netop kultur er det rigtige ord. For den ambition som oberst Barfod synes at have kræver at flere forudsætninger bringes på plads over lang tid, og at de slår dybe rødder i officerskorpsets dagligdag. Obersten nævner selv opbakning fra forsvarets øverste ledelse som en af disse forudsætninger. Siden årtusindskiftet har denne forudsætning ikke været opfyldt. Tværtimod kan det ikke udelukkes at der kan findes meget konkrete eksempler på, at der fra den øverste ledelse har været direkte modstand, måske som et resultat af misforstået loyalitet overfor det politiske niveau – til skade for de politiske beslutninger og til skade for forsvaret. En anden afgørende forudsætning er opdragelse og uddannelse af kadetter på officersskolerne og efterfølgende af de unge officerer på forsvarets tjenestesteder. Opdragelsen og uddannelsen skal bestå i, at kunne og turde debattere logisk og tydeligt, ud fra den baggrund og om de emner, som den enkelte er kvalificeret til. Den opdragelse og uddannelse har så vidt jeg ved ikke været givet det sidste halve århundrede. Ikke på officersskolerne og heller ikke som kammerathjælp og støtte fra chefer på tjenestestederne. En del af den nødvendige baggrund er ikke mindst uddannelse i de overordnede samfundsfaglige faktorer der skaber og påvirker en nations militære styrker. Tilsvarende skal officerskorpset fra de allerførste år bibringes en dyb forståelse for officerskorpsets rolle i samfundet. Disse emner forsvandt endeligt med den seneste civilisering og forkortelse af officersuddannelserne. Hvis ikke der er et samfundsfagligt fundament vil en militærfaglig debat hurtigt blive set som revet ud af en sammenhæng. Endelig må man ikke være blind for betydningen af, at der meget konkret skal være et forum, hvor den militærfaglige debat kan samles og blomstre. Et sted for alle uanset rang og stand. I det omfang man kan tale om en militærfaglig debat i dag, må den siges at være meget fragmenteret. Krigsvidenskab.dk har tilsyneladende opgivet, Olfi.dk forsøger, blot for at nævne to eksempler, og de generelle landsdækkende mediers interesse for en kvalificeret debat er svingende for at sige det mildt. Opdragelse og uddannelse af officerskorpset og etablering af et forum i regi af forsvaret selv vil være et stort skridt på vejen mod oberst Barfods ambition, som på alle måder fortjener opbakning.

Jess Møller Nielsen, Senioranalytiker, Institut for Militær Analyse, pensioneret oberst og fhv. chef for hærens Trænregiment 2015-2022

Hans Peter Michaelsen
Læser
Hans Peter Michaelsen
14. marts 2024 14:26

Tak fordi du som tjenestegørende OB bidrager til en konstruktiv debat. Også jeg hilser både jordbaseret luftforsvar samt den tunge BDE velkommen, selv om jeg tvivler på om den kan blive klar i 2028. Det bliver – som du skriver – et valg mellem udsendelse hvert tredie år eller en permanent BTN i fællesskab med andre lande. Tyskland kæmper pt. for at kunne udsende en BDE permanent i Litauen fra ca 2027 – og det med en økonomi og en hær som er mere end 10 gange større end den danske. Et emne jeg også berørte i Frontlinjen på Radio 4 i går i min kommentering af udspillet.

Finn Bjerrehave
Læser
Finn Bjerrehave
31. marts 2024 10:47

Krigen i Ukraine afslører dagligt sværhedsgraden for dyrt materiel at kunne finde nytteværdien i fremtiden, hvor Droner Satelitter og overvåger enhver kampplads og via GPS fjerner alt fra slagmarken, Panser Skibe Fly etc. Læs Kiev Post og konstater hvor dyrt Rusland har investeret i en tosset krig i Ukraine, men en Diktator har ingen at skulle stå for regnskab for, kun et mål at vinde og alt andet ligegyldigt. Ukraine har bedt om stop for levering af Kampvogne, endda Leopard 2, som berømmes for den gode kanon og optik, men ikke brugbar på kamppladsen .AI overtager målene og intelligent Isenkram uskadelig gør målet .Måske det bedste værktøj ligger i en Kontakt ril Ukraine om den virkelige krig mod vores virkelige Partner Rusland, kan give et godt svat.

Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
16. marts 2024 7:31

Knaldgodt indlæg Hr. Oberst
Et lille hår i suppen (vi taler afvejningen af 13 med eller uden pil op efter gammel skala)
Jeg er fuldstændig enig i både behovet for debat men også kultur, men som oftest (sker også hos ombudsmand og dommere) så overser offentlige chefer den ægte værdi af en debatkultur som den du efterspørger. Eller sagt på en anden måde denne Shut UP & Suck up Kultur kan faktisk læses i den seneste rigsret i.e eller da en HRN GM blev dømt ved byretten skulle en KN entimideres, Tønning gjorde det korrekte, men der er godt nok langt mellem snapsene når man kigger sig rundt i den bredere offentlige forvaltning, vi er faktisk så langt at byretterne nærmest måtte lægge DK Politi på Juridisk hjul og stejle for at få dem til at erkende at de havde taget tibetanske flag, gæt selv hvor mange chefer man sendte ud af døren trods en “klar ulovlig” standard
Den ægte værdi er nytænkning og/eller kurskorrektion, nytænkning hos de undergivne og kurskorrektion hos den/de foresatte samt ejerskab hos undergivne til de valgte løsninger (se undervisningssamtale Forsvarets pædagogiske principper) . Det her problem findes ikke kun i Forsvaret det er et udbredt problem, den lidt nemme løsning er som du selv er inde på at belønne officerer selvom du ikke er enig, Bør man så ikke straffe dem der så lægger låg på debatten ? Fsv debatten er efter bolden og ikke manden. Der er FT ikke og vores embedsmandskultur uagtet at bestemmelserne eksistere, så bringes sagerne ikke.
Jeg er enige med andre i at det starter hos kadetter, men jeg ville udvide begrebet til Forsvarets skoler og bruge diverse kultur objekter der findes (Kunst kritik er rang neutral og så vil en god undervisningssamtale kunne vidreføres, med eks kritisk gennemgang af øvelser, arbejdsopgaver mv. men man skal arbejde med det bevist og gennem hele organisationen og i generationer. Og når ministeriet ringer er svaret klart udlovlige ordrer følges ikke, kan de i øvrigt have en god dag.
Mht. Den konkrete opgave for JTMO så satte jeg mig faktisk op genlæste MAD DOG Mattis Erindringer, fordi jeg erindrede noget fra min 1 læsning om hans træning af fremrykning til Bagdad GN mindede mig noget som OB gerne vil have andre til at svare på!
Nemlig Hvad er det værste scenarie for JTMO, det er nemlig svaret på hvad der skal trænes på, 1 med Lego, så med CH rendende rundt i en grusgrav med refleksveste, så hele Brigaden opmarcheret efterfulgt af Persisk Gedemarked, hvor JTMO “Stripper” brigaden for ALT hvad der ikke kan være i Container (økonomi, endurance, mindre gods, mindre mål,mindre Force protektion ) Da container kan sendes enkeltvis via mange ruter og ankomme meget præcist.
Eller som MAD DOG nok ville have svaret på Ob Barfods bekymring: Improvice, Addapt, overcome – MOVE, MOVE, MOVE
Hvad er pointen med at træne Worst case? tingene ligger på rygraden, de bliver muskel refleks, men også at man kan agere inden For det Mattis kalder OODA, jeg kalder det FJ Standselængde.
Når det så er sagt så tror jeg at en fast deployering af en BTN er det scenarie som man skal fredstids planlægge efter