spot_img

Et stærkt forsvar kræver gensidig tillid og plads til militærfaglighed i debatten

DEBAT: Det er en myte, at militærfagligheden kan og bør holdes skarpt adskilt fra det politiske niveau. Tværtimod bør den øverste ledelse – både den politiske og den militære – skabe plads til en konstruktiv gensidig dialog og åben debat. Forsømmer man den opgave, kan det blive dyrt, skriver oberst Jacob Barfoed og peger på nogle af USA’s dyrekøbte historiske erfaringer.

Et stærkt forsvar kræver, at der skabes en kultur i Forsvaret, hvor der opfordres til konstruktiv kritik og dialog, og hvor der er tillid og respekt mellem den civile ledelse og officererne. Kun herved sikres, at de bedste ideer og løsninger finder vej til ministerens bord. Det kræver gensidig respekt og forståelse for hinandens roller. Det kræver generaler, der forstår og accepterer det politiske spil, og politiske ledere, der opmuntrer til åben fagprofessionel debat, diskussion og innovation i Forsvaret. En skarp adskillelse af det militærfaglige og det politiske er en farlig illusion.

Debatten her på OLFI og i Radio4’s “Frontlinjen” i den forgange uge har frembragt en del meninger om, hvordan Forsvaret bør ledes, og hvordan en forligsproces bør se ud. Det er et emne, som jeg brænder en del for, og som jeg dertil har forsket i som ph.d. på Forsvarsakademiet. Nedenfor kommer derfor en kronik, som jeg skrev i 2021 i Berlingske i forbindelse med daværende forsvarsminister Trine Bramsens katastrofale ledelsesstil som øverste politiske chef for Forsvaret.

Jeg har tilføjet to mindre afsnit fra en forskningsartikel, som uddyber centrale dele af argumentet. Argumenterne er forskningsbaserede – de er med andre ord baseret på en ret omfattende litteratur. For yderligere, læs mere her i monografien “The Challenges of Supreme Command”, særligt kapitel 6.

Kronikken punkterer myten om, at det militærfaglige skal – og kan – holdes skarpt adskilt fra det politiske, og dermed er kronikken også et vigtigt indspark i debatten omkring den fremtidige organisering og ledelse af Forsvaret.

Vietnam og Irak kan lære os om optimal forsvarsledelse

Den historiske erfaring viser, at succesfuld politisk ledelse af Forsvaret bedst sker gennem etablering af tætte relationer baseret på gensidig tillid og respekt – trods rygende uenighed – mellem generaler og civile ledere og med ministeren som aktiv leder for bordenden.

Et lille årti efter den seneste større omstrukturering af Forsvaret diskuteres det nu igen, hvordan Forsvaret fremadrettet skal ledes og styres. Oppositionen snakker om manglende armslængde mellem det politiske niveau og forsvarschefen, mens forsvarsministeren omtaler forsvarschefen som ”styrelseschefen for Forsvaret” og frabeder sig militær deltagelse i forsvarsdebatten, som i øvrigt er ikkeeksisterende.

Men hvad siger teori og praksis egentlig om, hvordan man politisk effektivt leder et forsvar indsat i skarpe operationer? Er der forskningsmæssig – det vil sige teoretisk OG erfaringsmæssig – opbakning til oppositionens ønske om armslængde eller til forsvarsministerens ønske om tættere politisk kontrol med Forsvaret? Hvordan skal det ideelle forhold være mellem forsvarschef, minister og departementschef?

Forskere har debatteret dette, lige siden den bredt anerkendte amerikanske sociolog Samuel Huntington for 64 år siden skrev det nu klassiske værk ”Soldaten og Staten”. Huntington argumenterede for, at det mest effektive forsvar OG den største civile kontrol med forsvaret opnås ved at adskille det politiske fra det militære. Politikerne skal opstille mål og tildele ressourcer, mens militæret skal gives autonomi til at løse opgaven bedst muligt. En sådan arbejdsdeling vil ifølge Huntington tilsikre, at militæret løser opgaven fagligt og professionelt og samtidig undgår at blive politiseret.

Nyere forskning stiller dog kraftigt spørgsmålstegn ved Huntingtons teori. Således overser Huntington fuldstændig den prøjsiske krigsteoretiker Clausewitzs‘ konstatering af, at det ikke giver mening, at politikere beder om ”ren militærfaglig rådgivning”, ej heller at militære ledere laver ”rent militærfaglig planlægning” uden hensyntagen til de politiske faktorer. Krig er politik.

Generalerne bør således have blik for den politiske situation – nationalt såvel som internationalt – mens den politiske leder bør have en vis forståelse for det militære håndværk, så der ikke stilles politiske krav, der er urealistiske og uopnåelige i praksis. Selv den mindste militære detalje kan i princippet have store politiske implikationer, hvilket de ledende officerer ikke har bemyndigelse (eller tilstrækkelig kompetence) til at vurdere – kun den politiske ledelse må (og kan) afgøre, om de inden- og udenrigspolitiske risici og risici for samfundet ved en given militær handling er acceptable. Omvendt har politikerne sjældent den fornødne militære kompetence til selv at udarbejde militærstrategien. Dette fordrer i praksis en tæt dialog og interaktion mellem den politiske og den militære ledelse – en dialog som politologen Eliot Cohen har kaldt ”den ulige dialog”. Ulige, fordi der aldrig er tvivl om, at den politiske leder har det afgørende ord – der er således tale om et ulige indbyrdes magtforhold.

Endvidere fremhæver Cohen, at generalerne ofte er indbyrdes uenige om strategien. For at få en solid diskussion om, hvordan de militære midler bedst kan bidrage til den overordnede strategi og de politiske mål, må den politiske ledelse derfor forhindre denne militære uenighed i at blive afgjort før den militære rådgivning når det politiske bord. ”Den ulige dialog” foreskriver derfor, at den politiske leder skal sondere, udspørge, blande sig og personligt engagere sig i både den overordnede strategi og i militærstrategien – der eksisterer ikke en særlig militær sfære som hævdet af Huntington. Samtidig skal den politiske leder tilskynde uenighed og diskussion fra sine civile og militære underordnede og således indgå i en dialog om strategien, ikke kun i begyndelsen og i slutningen af krigen, men under hele krigen. Hvis generalerne blot klapper hælene sammen og holder deres uenigheder eller bekymringer for sig selv, vil det være katastrofalt. ”Den ulige dialog” skal således fremme, at de ledende officerer tilbyder oprigtig, upolitisk og uvildig rådgivning til den civile ledelse. Hvor meget statsmanden skal blande sig i de militære detaljer, er et spørgsmål om god dømmekraft, ikke princip. En afgørende del af det civile lederskab er at vide, hvem der skal vælges, hvem der skal anspores, hvem der skal begrænses, og hvem der skal erstattes i den militære ledelse af forsvaret.

Cohens forskning viser, at succesfulde politiske ledere i krigstid er kendetegnet ved, at de aktivt engagerer sig i de militærfaglige detaljer. De stiller sig i spidsen for udarbejdelsen af sikkerhedspolitiske strategier, de stiller kritiske spørgsmål, de afdækker intern uenighed blandt generalerne – så frem for blot at få forsvarschefens mening sikrer de sig flere vinkler og svar på strategiske spørgsmål. Sammenfattet kan man sige, at de succesfulde politiske ledere opfordrer og ansporer til at skabe en konstruktiv, kritisk dialog med generalerne, baseret på gensidig respekt og tillid – trods potentiel rygende uenighed.

Ingen alternative strategier

Nogle af de største amerikanske sikkerhedspolitiske fiaskoer skyldes, at de politiske ledere og generalerne ikke fik skabt dette tillidsfulde forhold. Den amerikanske forsvarsminister McNamara og præsident Johnson øgede under Vietnam-krigen kraftigt kontrollen med forsvaret, men skabte samtidig en kløft mellem dem selv og den øverste militære ledelse. McNamara var blevet headhuntet fra en stilling som succesfuld koncerndirektør for Ford – og indførte en managementstil i forsvarsministeriet, der intimiderede og distancerede de militære chefer. Der blev således ikke skabt en konstruktiv, kritisk dialog, og derfor kom der aldrig alternative strategier for Vietnam-krigen på bordet.

Forsvarsminister Rumsfeld og præsident Bush fejlede på tilsvarende vis i starten af Irak-krigen. Rumsfeld og Bush ønskede at ændre det amerikanske forsvar radikalt og ”transformere” det til et mindre, højteknologisk, mobilt forsvar. Rumsfeld og hans nærmeste embedsmænd havde samtidig en agenda om at øge den civile kontrol med forsvaret, som de mente var eroderet i de forgangne ti år. Rumsfeld udnævnte en ny forsvarschef, der delte Rumsfelds tanker om transformering, men som blev karakteriseret af den afgående forsvarschef som ”føjelig” snarere end en, der kunne give kritisk modspil. Det lykkedes hurtigt Rumsfeld og hans nærmeste civile embedsmænd at få skabt en stemning af mistillid og ”os mod dem”, hvor kritiske røster blev marginaliseret og latterliggjort. Officerer lærte at give de svar, der var ønsket, eller holde mund. Konsekvensen blev, at Irak-krigen blev planlagt uden at lytte til de generaler, der med erfaring fra Balkan påpegede, at der var alt for få soldater til at sikre freden efter en invasion. Bush fik fem år senere (til dels) vendt Irakkrigen ved bl.a. at skifte den ledende general, og sammen med sin nye forsvarsminister Robert Gates få skabt en konstruktiv, kritisk dialog med generalen.

Præsident Obama og hans forsvarsminister Panetta havde øjensynligt lært lektien. De gennemførte i efteråret 2011 en strategiproces, der skulle tilpasse det amerikanske forsvar til nye sikkerhedspolitiske og økonomiske realiteter. Men i modsætning til Johnson, Bush, og deres forsvarsministre, satte Obama sig personligt for bordenden og inddrog de øverste militære chefer i processen. Alle synspunkter blev vendt og drejet og der blev opfordret til konstruktiv kritik. Det var en langstrakt og hård proces, men resultatet blev en strategi, som en samlet militær top stod bag, trods massive besparelser og nedskæringer.

Danske muligheder

Hvad kan Danmark lære af de amerikanske erfaringer? Det er essentielt, at den øverste ledelse af Forsvaret – både politisk og militær – sammen får skabt en kultur, hvor der opfordres til konstruktiv kritik og dialog, og hvor der skabes tillid og respekt mellem den civile ledelse og officererne. Kun herved sikres, at de bedste ideer og løsninger finder vej til ministerens bord. Det kræver gensidig respekt og forståelse for hinandens roller. Det kræver generaler, der forstår og accepterer det politiske spil, og politiske ledere, der opmuntrer til åben fagprofessionel debat, diskussion og innovation i Forsvaret. Det kræver, at ministeren sætter sig fysisk for bordenden og påtager sig det aktive lederskab. Ikke bare som den, der udstikker den politiske kurs, men også som den der har fingeren nede i materien, stiller de kritiske spørgsmål og opfordrer til konstruktiv kritik.

Danmark har ikke tradition for at ministre får beskidte fingre – men historiens lære er, at det netop er sådanne politiske ledere, der får succes som øverste civile chefer over militæret. I den sammenhæng er det mindre afgørende, hvilken organisatorisk model man har – en Forsvarschef med helhedsansvar eller ansvaret spredt på mange mindre styrelser – end at der skabes et stærkt ledelsesteam baseret på gensidig respekt og tillid.

I forhold til den aktuelle diskussion mellem opposition og regeringspartiet betyder dette derfor, at svaret skal findes et sted midt imellem: nej til armslængde og ja til tætte civile-militære relationer baseret på gensidig tillid og respekt for hinandens faglighed og roller.

Det har netop den fordel, at det giver de politiske ledere mulighed for at udfordre embedsmændenes rådgivning, uden at embedsværket begynder at fokusere på at dække ryggen, minimere fejl og gå med livrem og seler, frem for at fokusere på effektiv og nytænkende opgaveløsning. Det første er ekstremt uhensigtsmæssigt – ja måske endda fatalt – når det som her drejer sig om Danmarks forsvar og sikkerhed.

BEMÆRK: Store dele af ovenstående har været bragt som kronik i Berlingske 14. april 2021.

Jacob Barfoed er tidligere F-16 pilot, operativ planlægger i Flyvevåbnets Taktiske stab, ph.d. og underviser i joint operations og militærstrategi på Forsvarsakademiet, forligskoordinator i Udviklings- og Planlægningsstaben (UP), afdelingschef i Flyverkommandoen og kapacitetsudviklingschef i forligsafdelingen i UP.I dag er han chef for Forsvarets Joint Movement and Transportation Organization (JMTO). Han udtaler sig som privatperson.

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
3. oktober 2023 5:26

Al historisk erfaring giver Barfoed ret: Forsvar styres bedst i fred og krig ved en åben, professionel og gerne kontant dialog mellem militær faglighed og politikere, embedsmænd og civile eksperter plus borgere (med stærkere hensyn til operationssikkerhed i krise og krig).

Den undertrykkelse af det militære, ensretning, lukkethed og mangel på debat, der præger den nuværende “koncernledelse”, er i øvrigt stærkt inspireret af den sigtede Lars Findsen (læs selv hans vanvittige synspunkter i hans bog fra celle 18) , og hovedårsagen til Forsvarets dybe forfald.

Torben Ørting Jørgensen
Læser
Torben Ørting Jørgensen
5. oktober 2023 9:19

Helt enig i, at der naturligvis skal være et respektfuldt samarbejde mellem det politiske niveau og den militære ledelse. I denne genside respekt skal der også ligge en forståelse for, hvilke roller de 2 parter bestrider. Det er der sådan set ikke noget nyt i, når der er tale om et veludviklet demokrati, som det danske.
Det nytter imidlertid ikke noget at henvise til eksempler fra USA, hvor forholdet mellem det militære og politiske niveau selvsagt er anderledes og hvor den amerikanske præsident i øvrigt er Commander in-Chief og dermed formelt og reelt øverstbefalende for det samlede amerikanske forsvar. Det er også her, at de årlige budgetforslag udarbejdes og afstemmes, ligesom det også er her de store programmer søsættes.
Hvis man overfører den tilgang på det forligsforberedende arbejde som har pågået gennem den lukkede Kastelsproces i Danmark, så er det åbenlyst, at det er mere end tvivlsomt om forligsudspillet får den militærfaglige legitimitet, som er forudsætningen for at det anerkendes i de 3 værn og herigennem bliver noget, der samler forsvaret.
Tværtimod kan det konstateres, at en situation, hvor der som noget helt banebrydende nyt tilføres forsvaret betydelige midler (143 milliarder kroner), så er der gennem den klodsede håndtering af det forligsforbereden arbejde skabt en situation, hvor mistillid til både proces og resultatet af den, ikke har klangbund i brede dele af forsvaret. Ansvaret for den situation forsvaret er havnet i kan ikke tillægges politikerne. Det er en selvskabt plage og et konkret problem, som kommer til at kaste lange og mørke skygger over forsvaret i de kommende år. Det har vi faktisk ikke brug for – og slet ikke i den virkelighed vi er udfordret af med en sikkerhedspolitisk situation, der klart understreger, at vi også i Danmark har brug for et forsvar, der kan løse de opgaver og udfordringer vi alle står overfor.

Poul Bjerrum
Læser
Poul Bjerrum
5. november 2023 19:13

Min journalistiske løbebane blev indledt som vpl. journalist på landsbladet Soldaten primo 1979. Bladet var de to vpl-forretningsudvalgs talerør til landets mange værnepligtige menige og sergenter. Den tilknyttede journalist var som regel en nyuddannet af slagsen. Skæbnen ville, at mit journalistiske og politiske hjerte ikke bankede i takt med FUVPLMG’s, så vi ‘hyggede’ os inde i Trommesalen, hvor vi havde kontorer med FOV som nabo. Dengang var der noget, der hed FKO i Vedbæk og noget, der hed FMN i Slotsholmsgade. Skjønne tider. Skæg for sig og snot for sig. Men ak, intet varer evigt. I 2012-2014 nedlagde Nick Hækkerup (efter oplæg fra Lars Findsen?) FKO for-at-få-styr-på- generalerne’ish. Betragtet udefra – uden indsigt i forholdet mellem FKO og FMN – var det en sorgens tid for mig, at man ville ‘afmilitarisere’ FKO. Det endte jo også med styrelseschefer og jeg ska’ komme efter dig. EFTER DENNE LANGE INDLEDNING er mit spørgsmål til datidens og nutidens militære chefer: Gavnede det dansk forsvar generelt at få samlet FKO og FMN fysisk?

Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
16. oktober 2023 17:31

Godt indlæg Jacob.
Jeg har hele eftermiddagen tumlet (grublet) over det problem eller dilemma som du og HRN MJ forlagde i frontlinjen.
Afhængig af opgave / trusselsniveau så er der klassisk 2 muligheder eller yderpunkter for dilemmaet samt en masse mellemløsninger, hvilken en man vælger er enormt situationsbestemt.
Når jeg hører OB og MJ samtale opfatter jeg problemet som klassisk forceprotection dilemma med et højt misiltrussel i Østersøen.
Klassisk når man taler forceprotection så er der 2 yderpunkter. Man kan samle eller sprede, de kommer hver med deres fordele og ulemper
I løsningen er der ikke taget hensyn til Klassiske MILJUR problemer.
Nedenfor opregner jeg 3 klassiske løsninger For Brigadens forskydning til de baltiske lande, jeg antager at fordele samt ulemper er MJ/OB kendte
A. Man kan forskyde af søvejen med alt hvad det indebærer af Force Protektion en af fordelene er at man fortæller sin modstander man kommer, man har koncentreret sin styrke og udgør et “High Value Target”
B. Man kan sende sine styrker på togstammer, samme hovedfordele og ulemper som A.
C. Man kan sende sine styrker på landevejen i lange militære koloner, samme fordele og ulemper som A.
Og det er ca. her tror jeg at MJ og OB befinder sig i deres diskurs, eller har stirret sig blinde om man vil.
Når jeg skulle løse knuden ville jeg se om ikke jeg kunne lokke MJ/OB og deres ægtefæller med til en såkaldt flash mob koncert med et militært orkester. OB/MJ ville kort blive erindret om deres dillemma og at vi er her skam ikke for musikkens skyld, den er for ægtefællerne.
Jeg ville erindre de herrer om FC nøjagtige ord om det udlandet efterspørger i hans indlæg i frontlinjen. De 2 vil begge sige at det er klassiske operationsformer, hvortil jeg vil svare at nu kigger i nøje efter hvad orkestret gør for det er absolut ikke tilfældigt, og så skal i tænke tilskuer som modstanderens sensorer.
Nu er de jo ikke tabt bag en kantinevogn så vil min en af dem sige AHA inden tilskuerens opfatter hvad der foregår så spiller hele Symfoniorkestret. PRÆCIS jefe. Det er en disciplin i kender. Nu kommer the one million dollar – det her skal/kan vi gøre med 1. Brigade forskyde dem så FJ sensorer først opfatter dem Når Lyhne fører taktstokken.
her vil en eller anden nok udbryde at det kan man ikke, hertil vil mit svar være A. Vi kan øve os og når vi kan snyde CENTCOM’s nye legetøj så kan vi snyde “alle”.
Det vil skal bruge er igen direkte taget ud af de klassiske militære discipliner sammensat på en lidt anden måde og ny måde i det operationelle køkken.
A. Forskydning af individer/enkelt køretøjer via faselinjer, og mange fremrykkerakser jo flere jo bedre, ingen sammenklumpninger af mandskab, eller materiel
B. Knaldhård Operationel sikkerhed (Kort kompas, et mål, ingen tlf. ingen ipad, PC mv. )
C. Større køretøjer KPV etc sløres og transporteres i civile Tungtransport, så man eks. Ligner komponenter til vindmøller (fundament) klassisk skjul og sløring blot anskuet på en lidt anden måde. Så meget som menneskeligt muligt i alm containere.
D: Brigaden beskriver nøje Hvor og i hvilken slagorden CH O ønsker at modtage Brigaden
Det ville være nogenlunde min løsning på OB dilemma, fordi jeg har ikke elimineret truslen men jeg opererer (Brigaden er klar til kamp), indenfor modstanderens killchain eller standselængde altså indenfor den tid FJ CH – O Erkender trussel og iværksætter effektivt modsvar med effekt i mål. Se også Admiral McRavens Thesis om brug af specialstyrker
Det vil ydermere fsv man gør dette perfekt maksimere Brigadens Effekt på kamppladsen idet man vil have opnået et vist element af overraskelse.