spot_img

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian Baden Jørgensen.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg køber ind på den brede erkendelse af, at Forsvarets fastholdelsesproblematik er mangefacetteret, og ikke lader sig løse med et snuptag. Altså skal dette indspark i debatten ses som et supplement til koret af yderst relevante pointer om grundløn, anciennitetsbelønning, materiel, arbejdspladsens beskaffenhed, fleksibilitet ift. soldatens livsfase mv.

Når jeg forsøger at klemme endnu en variabel ind i det allerede mættede miljø, skyldes det, at jeg oprigtigt har savnet en debat – og dermed bevidsthed – om de geografiske rammer som Forsvaret, og i særdeleshed Hæren, forventes at løse sin opgave inden for.

Mit ståsted er Hæren, og mit subjekt er qua mit job langt hen ad vejen Hærens yngre officerer. Jeg vil dog mene at jeg til dels også har hjemmel til at udtale mig på vegne af Hærens befalingsmænd og menige, da jeg trods alt har arbejdet tæt sammen med – og haft fornøjelsen af at være foresat for – en del af dem siden min udnævnelse i 2019.

I min optik er vi nødt til at inddrage Hærens garnisonering som en af de primære kilder til den nuværende udfordrede bemandingssituation. Kort sagt: Ønsker vi flere fastansatte kollegaer i geleddet, bør vi overveje, hvor på det danske landkort vi byder dem at gøre tjeneste.

For besværligt at være weekendpendler

Det er ikke en menneskeret at kunne cykle på arbejde – bevares. Faktum er bare, at vores unge soldater med tiltagende hastighed flokkes mod byerne. Urbaniseringen er en ubønhørlig global megatrend, og hvis vi tror, at vi med sognerådspolitik og udflytning af offentlige arbejdspladser kan svømme mod strømmen her, kan vi godt tro om igen. Så kan vi kæmpe og sparke, til vi drukner af udmattelse.

Hvis vi ønsker at tilbyde en attraktiv arbejdsplads til morgendagens kontraktansatte officerer, befalingsmænd og dygtige menige, må vi ganske enkelt indse, at beliggenhed tæt på befolkningscentrene er en væsentlig faktor – sammen med alt det andet.

Ministeren understregede så sent som 20. april, at grundlønnen for det uniformerede personel ikke er til forhandling. CU’en – som mange retteligt forventer sig meget af – er en opsparing, som ikke medfører en oplevet lettere hverdag her og nu, og den lokale løndannelse, herunder mobilitetstillæg, har for mange af mine soldater været en mager gulerod.

Og nu til det konkrete: Jeg har elsket min tid som artilleriofficer ved Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Jeg har haft dygtige chefer, og under min kommando har jeg haft ihærdige befalingsmænd og dedikerede soldater. Det eneste, jeg har manglet – ud over vores eksistensberettigende skyts – har været flere af soldaterne.

En af de væsentligste årsager til, at mine soldater gennem tiden har fundet andre græsgange, har været besværligheden ved at leve som weekendpendler med fast base i Odense, Aarhus eller København. Det fungerer populært sagt et par år, og så bliver det for surt, når først de begynder at få andre forpligtelser op gennem deres tyvere.

Lyt til de unges ønsker til deres hverdag

Hvis vi som samlet forsvar oprigtigt ønsker, at vores erfarne professionelle soldater skal blive lidt længere i uniformen, må vi altså ikke negligere, at unge mennesker har ønsker og krav til deres liv og hverdag. Vi bør, præcis ligesom med CU’en, lytte til deres ønsker og behov og genbesøge den nuværende garnisonering.

I min optik er det positivt, at vi har to af vores panserinfanteribataljoner placeret på Sjælland. 45-60 minutters pendling fra København muliggør – med hiv og sving – en hverdag, hvor vores soldater kan få enderne til at mødes mellem tjeneste og familieliv. Modsat kan man undres over, at man ikke kan være soldat, hvis man ønsker et familieliv i Aarhus eller Odense.

Samtidig er bemandingen ved så kampafgørende våbenarter som artilleriet i Oksbøl og ingeniørerne i Skive så udfordret, at det for den militære sikkerheds skyld nu holdes hemmeligt. Når der forventes flere normer tilført eksempelvis Danske Artilleriregiment til luftværn, raketkastere og en yderst ventet stabsunderafdeling, forværres dette problem. Der er mange gode kræfter ved regimenterne, der kæmper for, at det skal blive en succes – men den geografiske friktion er så stor, at de i min optik slider sig selv op forgæves.

Oksbøl Kaserne er fortsat essentiel for Hæren. Terrænet og kasernens langsomt forbedrede faciliteter er en stor ressource. Men bør alle Danske Artilleriregiments omkring 700 normer være placeret der, når en større andel af dem fortsat står ubesatte hen?

Nuvel – vi kan bemande en vis del af 1. Brigades enheder med værnepligtige, men hvis brigaden skal være deployérbar og kunne løse opgaver af anden karakter end (udvidet) selvforsvar af det danske territorie, så må vi fortsat fastholde en substantiel del af soldaterne som professionelle og kontraktansatte. Der er ingen vej uden om det.

Farligt at være fastlåst i sparelogik

Blandt de mere erfarne kolleger, som jeg har haft fornøjelsen af at gøre tjeneste med, trækkes der ofte lidt på skuldrene (og smilebåndene), når snakken falder på den nuværende garnisonering af de to nævnte våbenarter. »Hvis vi fortsat lå på Sjælsmark og i Farum, forsvandt vores fastholdelsesproblemer som dug for solen,« hoster de.

Nostalgien farver alting lyserødt, og der er sikkert mange gode (og dårlige) grunde til at det er uladsiggørligt. Pointen, jeg prøver at komme frem til, er bare: Vi skal passe på ikke at forblive fastlåste i en sparelogik, hvor det stadig opfattes grinagtigt at drømme om bedre geografiske vilkår for vores soldater.

Jeg håber, at dette indspark vil generere debat. Der er sikkert mange ting, en idealistisk ung og uprøvet officer som undertegnede kan klandres for ikke at forstå. Jeg håber at blive klogere, men det, jeg håber står tilbage, når jeg ellers er blevet belært om min manglende indsigt, er følgende budskab:

Hvis vi virkelig ønsker en hær, der kan fastholde sin vigtigste ressource i mere end et par år, er vi nødt til at skabe rammerne om et arbejdsliv, der giver mening for soldater i tyverne og trediverne. De logikker, der har været med til at forme ”nedturen”, må simpelthen vige!

De lokalpolitiske drømme om arbejdspladser i udkanten har, som så meget andet, vist sig at være urealistiske at realisere. Her må vi som militært system pege på kejseren og få styr på munderingen. Hvis vi reelt ønsker at få kampkraft for pengene, må vi simpelthen gøre det muligt for vores ihærdige soldater at blive dygtige. De skal have tid og kunne få et familieliv til at fungere! Her må den geografiske garnisonering ikke glemmes som et af de vigtigste håndtag – også selv om det koster penge.

Andre læste også

Lad os endelig bygge krigsskibe i Danmark – og købe ubåde i udlandet. Nu!

Abonnement
KOMMENTAR. Anbefalingerne fra et maritimt partnerskib peger på, at der med fordel kan genopbygges en langsigtet dansk produktion af krigsskibe. Projektet har sine naturlige fordele – og markante ulemper. Fokus på danske arbejdspladser må aldrig stå i vejen for behovet for igen at investere i ubåde. Tirsdag morgen lancerede forsvarsminister...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

6 KOMMENTARER

guest
6 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
26. april 2024 20:56

Der er flere gode grunde til, at man ikke samler alle militære installationer, regimenter, flådestationer, flyvestationer og hvad vi ellers har, i umiddelbar nærhed af de store byer. Lad mig nævne nogle nedenfor:

Hr og fru Hansen i Nordjylland vil sandsynligvis ikke bakke op om de store udgifter, som Forsvaret står for, hvis de udelukkende ser eller hører om aktiviteterne og arbejdspladserne, når de en gang årligt hører om tingene i et 3 minutters indslag i TV-Avisen onsdag aften.
Derimod er forståelsen større hvis de kan henvise til, at de selv oplever alt det positive som en militær arbejdsplads bidrager med i lokalområdet.

Af hensyn til fremtidig hvervning er det vigtigt at militæret er repræsenteret i lokalområderne.
Unge har større incitament til at søge en uddannelse, hvis de i forvejen kender lidt til den fra deres egen dagligdag.

Og ja ofte er placeringerne af de forskellige tjenestesteder sogneråds tankegang. Men det bunder jo i, at en større militær arbejdsplads er en vigtig ting for en provinsby. En betydning der helt sikkert ville være endnu større, hvis Ejendomsstyrelsen kunne bryde med sin tankegang om store rammeaftaler, for håndværkere og leverandører.
Tænk hvilken betydning det ville have, hvis de lokale håndværkere kunne få kontrakter på vedligeholdelse og reparationer, samtidigt med at de handlede lokalt.
Sikkert er det, at kvaliteten ville højnes. Og sikkert er det, at ville smitte af på mange lag af det lokale handelsliv.

Og ja urbaniseringen trækker i de unge. Hvem vil ikke være garnisoneret et sted med et fedt natteliv, masser af cafeer, fede butikker etc.?
Men hvis man husker lidt mere end 10 år tilbage, så havde de store garnisonsbyer i provinsen jo netop alt dette. Men efterhånden som politikerne lukkede ned for Forsvaret, ja så døde livet i byerne også stille og roligt.
Men lur mig og det ikke vender tilbage, hvis bare kunderne er der.
En ting er sikkert og det er, at flytte hele svineriet inden for bygrænserne til de større byer, vil svare til at tisse i bukserne for at holde varmen!

Transporttiden til øvelsespladserne vil blive øget betrageligt. Der er ingen villaejere der vil affinde sig med øvelsesområder i baghaven.
Og inden længe vil klagerne over den massive trafik med tungt materiel også ligge som nummer 1 på byrådenes liste over hvad borgerne vil have rettet op på.

Så ja, der er masser af gode grunde til, at man lægger Forsvarets arbejdspladser der hvor man gør.

Flemming Bastrup
Læser
Flemming Bastrup
27. april 2024 7:37

Det er et rigtig godt indspark i debatten. Forsvaret bliver nødt til at afspejle resten af samfundet, også når det drejer sig om de vilkår, vi tilbyder personellet; herunder også geografiske vilkår. Personligt tror jeg dog ikke på, at politikerne vil være lydhøre overfor at fjerne arbejdspladser fra ‘udkantsdanmark’ og flytte dem tættere på København eller andre større byer. Men noget kunne vel gøres alligevel. Give et større økonomisk incitament eller en belønning for at arbejde der, hvor det er svært at fylde stillingerne op? I højere grad anvende midlertidig tjeneste, kombineret med tjenesteplaner, så den enkelte har en vis sikkerhed for at få en attraktiv stilling, hvis han/hun først tager en periode i ‘udkanten’? Under alle omstændigheder tror jeg ikke på at Forsvaret selv får lov til at reducere antallet af stillinger i fx Oksbøl, så på en eller anden måde skal det gøres (mere) attraktivt at gøre tjeneste der. Kunne vi organisere os på en anden måde, så de enkelte ‘specialer’ og værnsgrene igen bliver fordelt bredere ud i landet? Jeg tror ikke at politikerne går vældigt meget op i, hvilken type enhed, der er garnisoneret i X-by, når blot garnisonen og arbejdspladserne er der. Min hvis nu der fx fandtes en artillerienhed på Sjælland, så kunne det jo give nogle muligheder for en karriere (eller tjenesteforløb), hvor det blev lettere at skifte mellem stillinger i Vest og Øst (og dermed måske lettere at besætte stillinger i Oksbøl)…

Kristian Lindhardt
Læser
Kristian Lindhardt
26. april 2024 22:14

Jeg kan kun tilslutte mig C.B. Jørgensens indlæg. I de store østjyske kommuner bor der der ca. 650.000 indbyggere, uden en reel garnison. Ligeledes bor der 500.000 indbyggere på Fyn og Sydhavsøerne, helt uden en garnison. Ligesom alle andre, vil soldater også gerne bo tæt på deres arbejdsplads, det er vigtigt for tiden sammen med familien, men også for økonomien. Desuden er der en selvstændig værdi, i at alle dele af landet har garnisoner og oplever soldater som en del af hverdagen.

René V. Nielsen
Læser
René V. Nielsen
26. april 2024 23:42

Jeg tror du har ret, men fordi det er i dag, har du ikke oplevet den gang øvelser som “Apple Archer” udspillede sig.
Den gang der var kaserner for hæren i Høvelte, Farum, Sjælsmark, Ringsted, Næstved, Slagelse, Vordingborg osv. plus en masse (skyde) lejre
Også var der jo flåden med Holmen, Auderød og flyvevåbnet med Værløse osv.
Jeg ved godt at det er væk i dag, men det må jo laves om – lige som CU må genindføres.
At afskaffe CU viser hvor lidt visse såkaldte økonomer i Finansministeriet har forstand på økonomi.
Selv som værnepligtigt løjtnant kunne jeg se værdien i CU og i dag 30 år senere som cand.merc.aud. ved jeg at dem som troede at Danmark sparede penge på afskaffe CU – ikke kender forskel på debet og kredit.
Og skulle der være en politiker som læser mit indlæg – for unge (og især unge mænd) er det guld værd at finde sig selv før man læser videre og der er CU simpelhen guld værd.
Men for samfundet, var disse konstabler og befalingsmænd guld værd fordi visse våbensystemer bare ikke kan læres af værnepligtshold.

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
30. april 2024 2:07

Det var en katastrofe at afskaffe CU. Jeg har fået min egen telegrafistuddannelse i Søværnet tilbage i 70’erne og 80’erne og da var Forsvaret en uddannelses platform, lidt a la EFG, ikke bare sergent og officersuddannelserne men også håndværksmæssige uddannelser; lastvognsmekaniker, telegrafist, elektromekaniker, teletekniker o.s.v. Da blev man ofte hængende 3-5-10 år i gavntjeneste når man havde fået svendebrev, brugte så sin CU på en overbygning og sagde pænt farvel, med en god bonus (pension) i baglommen.

Palle Randløv, radiooperatør fregatten Peder Skram.

Bjørn Toft Madsen
Læser
Bjørn Toft Madsen
1. maj 2024 10:25

Jeg tror som sådan dit løsningsforslag ville virke og tiltrække og fastholde mere personel.

Men spørgsmålet for mig er om det er den _rigtige_ løsning, ikke om det er _en_ løsning.

Lad os starte med det strategiske … hvis vi samler alle vores tjenestesteder i par af de store byer så forøger vi risikoen for at vores styrker lettere kan slås ud af kampen OG vi forøger risikoen for vores civilbefolkning. Der er også strategiske forhold der skal holdes øje med, nu hvor risikoen for krig er i vores eget land og ikke ude i en støvet ørken i Mellemøsten eller Asien.

Så er der selvfølgeligt det økonomiske, som andre allerede har påpeget – udkantsdanmark er allerede ved at lukke og slukke og det er i høj grad selvforstærkende at trække en af de sidste store arbejdspladser en by har ind til Aarhus, København, Odense osv.

Jeg tror mere problematikken om fastholdelse og tiltrækkelse kommer af alderen og den uddannelsesform forsvaret har fokuseret på (indtil i går, hvor en professionsbachelor nu _endeligt_ står på programmet). Hvis man først skal på universitet inden man skal blive officer, så ender man med at få kæreste og børn der. Og så er det klart Skive, Oksbøl, Frederikshavn synes langt væk (hermed ikke et ondt ord om Skive og Frederikshavn, en af de mange stedet, hvor jeg selv har gjort tjeneste og/eller opvokset som Brat).

Jeg tror i store træk vi må vente med at se, hvor meget forskel CU og professionsbacheloren gør. Jeg forventer selv, at det kommer til at gøre stor forskel.