DEBAT: Natos styrkemål er grundlaget for alliancen; det er et forpligtende samarbejde, der skal tages alvorligt. Derfor nytter det ikke at undslå sig at efterleve de landmilitære styrkemål i udmøntningen af forsvarsforliget. Det mener næstkommanderende i Hærkommandoen brigadegeneral Henrik Lyhne, som uddyber i denne replik til flyveroberst Jacob Barfoed.
Oberst Jacob Barfoed kommer vidt omkring i sit åbenlyst indignerede og harmdirrende indlæg til forsvar for det flyvevåben, han selv repræsenterer og nu oplever udsat for et uberettiget og åbenlyst unfair angreb fra feje, anonyme personer, der i oberstens optik må gemme sig i Hærens rækker og geledder af bagstræberiske og visionsløse personer. Han argumenterer dygtigt og længe for, at de fremtidige forligsomfattede investeringer i flere flystel, missiler etc. er helt på sin plads, og Hæren blot må se skriften på væggen og lære at leve med det. Vi må forstå, at det er i Flyvevåbnet, Forsvarets fremtid og nationens frelse ligger, og følgelig skal broderparten af fremtidige investeringer og anskaffelser også dirigeres i den retning, end of story!
Jeg vil ikke spekulere i, hvem der anonymt har givet udtryk for hvad, eller hvem der evt. måtte have lækket dette eller hint til medierne. De konspirationsteorier og overvejelser overlader jeg meget gerne til Jacob Barfoed, ligesom jeg vil holde mig ude af den person- og værnsfnidder, Jacob Barfoed også indikerer – eller endda argumenterer for – i sit indlæg.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
General i Hæren tager bladet fra munden og råber politikerne op: »Stands ulykken!«
Mit ærinde er derimod et helt andet og i min optik langt mere alvorligt. Hvad skal Hæren i fremtiden, og hvordan skal Hæren indrettes, udrustes og udvikles? Den diskussion, synes jeg, er interessant, og i den forbindelse kommer vi ikke uden om Natos styrkemål til Danmark. Styrkemålene er ikke vejledende, men derimod forpligtende. De udgør en helt afgørende del af alliancens sammenhængskraft og styrken i Nato. Derfor kan vi heller ikke vælge kun at opfylde nogle af de besluttede styrkemål, fordi vi eksempelvis finder andre kapaciteter mere interessante, og da slet ikke hvis argumenterne for en evt. kursændring ikke er til stede eller tilstrækkeligt tungtvejende.
Danmark kan ikke se bort fra krav om landmilitære investeringer
Jeg vil understrege med en tyk streg, at jeg under Flyvevåbnet deres nye avancerede jagerfly og de mange potentielle, fremtidige nyanskaffelser, Jacob Barfoed argumenterer så indædt for. Jeg tillader mig dog også samtidig at pege på de alvorlige konsekvenser af den åbenlyse fokusering på de anbefalede, relativt ensidige investeringer i kapaciteter primært hjemmehørende i luftdomænet. Konsekvenser, som jeg ikke kan se, harmonerer særligt godt med Natos ønsker for fremtidens forsvarsalliance eller de øjebliksbilleder og situationsrapporter, vi modtager fra krigen i Ukraine hver eneste dag. Hvis der er uanede resurser, kunne det være en anden sag, men det er der ikke!
Krigens gang og udvikling kan udlægges og læses som en vis herre læser biblen, men det bør dog være klart for de fleste, at krigen føres primært på landjorden og i sidste ende vindes af landmilitære styrker, der kæmper en direkte og højintens close battle. Der er behov for at landstyrkerne er udrustet med både traditionelle og nye højteknologiske våbensystemer og kapaciteter. Derfor kan det også undre, at vi tilsyneladende er indstillet på i langt overvejende grad at satse på kapaciteter til indsættelse primært i luftdomænet, mens bl.a. Hæren har udsigt til at skulle betale prisen herfor.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Pengekassen til Forsvaret er ikke uudtømmelig, og derfor skal der prioriteres, og det skal i min optik ske i fuld overensstemmelse med Natos krav og forventninger til Danmark som loyalt og troværdigt alliance-medlem.
Nato har ved flere lejligheder meget klart udtrykt behov for at kunne optræde mere robust og overbevisende i alle domæner. Dette kommer blandt andet til udtryk i Natos styrkemål til alliancens medlemsnationer. Jacob Barfoed synes måske ikke, at Natos styrkemål i sig selv er et overbevisende argument, men styrkemålene er Natos garanti for, at alliancen råder over de nødvendige kapaciteter og styrker til at imødegå identificerede trusler, hvad enten det måtte være i det ene eller andet eller samtlige domæner.
Derfor kan Danmark naturligvis heller ikke vælge at se bort fra eksempelvis det godkendte styrkemål om at levere en tung infanteribrigade, blot fordi vi nu hellere vil investere i andre kapaciteter, der måske i øjeblikket opleves som mere interessante. At leve op til de godkendte styrkemål samt levere som aftalt er en del af prisen for at nyde godt af den kollektive forsvarsgaranti, som Nato tilbyder sine medlemsnationer.
Uden store indkøb bliver 1. Brigade hverken fugl eller fisk
Styrkemål er dynamiske og kan ændre sig, men jeg har dog ikke på noget tidspunkt hørt, at de for Danmarks vedkommende skulle være på vej til at ændre sig til mindre forpligtende eller omfattende styrkemål på det landmilitære område. Faktisk tværtimod, og det er vel også meget naturligt set i lyset af krigen i Ukraine, hvor størsteparten af kamphandlingerne foregår på landjorden. Analytikeren vil sige, at man ikke kan basere den fremtidige udvikling på vilkårene i Ukraine, men det er da alligevel tankevækkende, at krigen foregår på landjorden i Ukraine.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarschefens “Lyseblå enevælde” rejser igen mistanke om nepotisme i Forsvaret
Man kan selvfølgelig altid drømme sig til, at den næste krig bliver helt anderledes, og det er da også set praktiseret mange gange i historien. Ikke desto mindre udkæmpes krigen i Ukraine i dag på mange områder, som vi så eksempelvis Anden Verdenskrig udfolde sig for snart et hundrede år siden. Det sker ganske vist med en kombination af ny og gammel teknologi, men indbrud i de russiske forsvarslinjer, rydning af komplekse hindringer og rensning af kilometerlange skyttegrave foregår stort set som for snart et hundrede år siden. Det kræver veluddannede og veludrustede boots on the ground, og det klares ikke med hverken femtegenerationsjagerfly, langtrækkende missiler, sensorer, droner eller andre tilsvarende kapaciteter. De har bestemt også deres berettigelse på den moderne kampplads og i Multi Domain Operations, men de gør det ikke alene og slet ikke i en overvejende landmilitær konflikt! Der skal robuste og slagkraftige landmilitære styrker til for at løse den opgave, og jeg ser desværre ingen tegn på, at det ikke også vil være tilfældet i den nærmeste fremtid, og jeg ser slet ikke dokumentation for, at eksempelvis introduktion af femtegenerationsjagerfly og begreber som Multi Domain Operations skulle kunne føre til en fuldstændigt revolutionerende ændring af, hvorledes fremtidens krige vil blive udkæmpet – måske i luften, men med garanti ikke på landjorden. Der vil stadigvæk skulle forsvares, angribes, tages og fastholdes terræn, renses skyttegrave, ryddes hindringer etc. Det kræver som sagt robuste og slagkraftige landmilitære styrker, og her kommer vi så til problemet, hvis vi ikke investerer tilstrækkeligt i Hæren.
I dag består Hæren primært af en enkelt operativ brigade, der, som tingene står i dag, hverken honorerer Natos krav til en middel eller en tung infanteribrigade. Det vil kræve relativt store investeringer, og dem har vi over for Nato såvel som det danske samfund allerede forpligtet os til at foretage. Det skete i det øjeblik, vi godkendte de landmilitære styrkemål til Danmark. Det kan ændre sig i fremtiden, men det er ikke desto mindre sådan, det ser ud i dag og de kommende år. Der er ikke tegn på, at Nato eller alliancepartnere sadler om og tror, at krigen kan vindes fra luften eller med højteknologiske vidundermidler.
Hvis vi vælger at droppe de helt nødvendige investeringer i vores landmilitære kapaciteter og nøjes med færre investeringer og et par – i det store billede – relativt små materielprojekter i form et Mid-Life Update af Hærens udslidte infanterikampkøretøjer, nyindkøb af flere pansrede mandskabsvogne samt en blandet pose bolsjer i form af nye radioer, sensorer, droner og loitering munition m.v. for herved at finde penge til de mange andre projekter og kapaciteter, som blandt andre Jacob Barfoed argumenterer for, står vi tilbage med en landmilitær kapacitet i form af en troppeenhed, der hverken er fugl eller fisk. Faktisk vil 1. Brigade i den situation med stor sandsynlighed skulle indgå i Natos landmilitære styrker med en række forbehold og operative begrænsninger, der vil gøre den mindre attraktiv for en division eller et korps, der udgør den naturlige indsættelsesramme for en brigade. Brigaden vil blandt andet mangle tilstrækkelig volumen og ildkraft både i form af direkte og indirekte skydende kapaciteter, og den vil i kamp komme til kort i en række situationer, herunder ikke mindst i offensive sammenhænge mod en veludrustet og velforberedt pansret modstander. Den mangler blandt andet kampafgørende kapaciteter i form af flere kampvogne og infanterikampkøretøjer, mere ildstøtte, flere ingeniørkapaciteter og mere logistik, evnen til at finde modstanderen og forstå hans ageren og ikke mindst kommunikations- og føringsstøttesystemer til at binde det hele sammen med.
Flere pansrede mandskabsvogne er derimod ikke løsningen, hvis vi vil bidrage til Nato med en slagkraftig troppeenhed, der kan nedkæmpe de jævnbyrdige modstandere, vi ser på fremtidens kampplads samt overleve to fight another day. Vi skal i højere grad satse på flere platforme, der kan introducere og bære de nyeste teknologier, og bringe soldaterne sikkert frem til det område – kontaktslaget – hvor brigaden skal indsættes og kæmpe, typisk i rammen af en division eller et korps kamp. Disse platforme findes allerede i dag, og mange nationer omkring os er allerede langt fremme med at anskaffe og indføre disse køretøjer og kapaciteter. Vi vælger tilsyneladende, af årsager jeg ikke er bekendt med, at køre i en anden retning.
Risikerer at blive efterladt i “den mørke middelalder”
Nogle vil gerne fremstille Hæren som en gammeldags og teknologiforskrækket organisation, der kun kan sige: »Vi skal bare have flere tunge platforme«. Det er dog langt fra sandheden, og alle de førere og soldater, jeg taler med, ønsker uforbeholdent at omfavne og udnytte den nyeste og den fremtidige teknologi i videst muligt omfang i erkendelse af, at uden de teknologiske landvindinger og nyskabelser til udvikling af de eksisterende kapaciteter, bliver vi hægtet af udviklingen og efterladt i den mørke middelalder. Den nye teknologi skal understøtte evnen til at finde og bekæmpe modstanderen og ikke mindst øge overlevelsesevnen – det skylder vi vores soldater på landjorden!
Artiklen fortsætter under henvisningen …
1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis
En troppeenhed som eksempelvis 1. Brigade kan sammenlignes med en synkroniseret gearkasse, hvor hvert enkelt tandhjul (i.e. enhed) har en præcis opgave og relation til de øvrige tandhjul. Fjerner man et tandhjul eller sætter et forkert tandhjul i gearkassen, bringes den i ubalance og fungerer ikke længere efter hensigt og ønske. Det samme gør sig gældende med en troppeenhed. Beslutter man eksempelvis, at 1 Brigade skal udrustes med mange flere pansrede mandskabsvogne i stedet for eksempelvis flere infanterikampkøretøjer, som det pt. anføres i Natos styrkekrav, så får man en helt anden type enhed, der ikke kan løse de samme opgaver. Kunne man så ikke bare få de manglende tandhjul fra de andre Alliancepartnere, hvis eller når krisen kradser; nej, sådan fungerer den verden ikke, uagtet vi naturligt skal se os i den større ramme.
Nato kan også sammenlignes med en synkroniseret gearkasse, hvor kapaciteterne skal være afbalanceret. Jeg vil gætte på, at Nato har tilstrækkelige fly, men har behov for komplette brigader, der kan indgå i kampen på landjorden.
Vi kan naturligvis drømme os til, at den danske hær og 1. Brigade ikke skal uddannes til at kunne kæmpe og vinde i et krævende kontaktslag, som af mange toneangivende nationer anses som brigadens primære eksistensberettigelse, men det vil i mine øjne gøre os til et B hold, der er afgrænset til indsættelse og aktiviteter i mindre krævende og kampintensive områder og faser af en krig. Jeg kan ikke forestille mig, at det er det budskab, vi ønsker at sende til omverden og Nato, der ellers kender dansk forsvar og Danmark for at være en no bull shit- og no caveat-nation, der kæmper side om side med sine allierede, også når de hårdeste kampe skal udkæmpes. Det er heller ikke det, som vi har forpligtet os til i Nato – og det er heller ikke det, vi forventer af vores partnere. Vi har da en klar forventning om, at de lever op til deres ansvar – det skal vi også!
Hæren har et efterslæb, idet det største initiativ i forliget 2018-2023 i form af Forsvarsministeriets opbygning af en indsættelsesbar brigade stadig har lange udsigter. Der er ikke tegn på, at Natos krav ændres, tværtimod – der er heller ikke tegn på, at smart teknologi kan fikse opgaven, i hvert fald ikke ved Nato eller toneangivende samarbejdspartnere.
Derfor er det vigtigt at investere tilstrækkeligt i de landmilitære styrker frem for at satse hele puljen på flere flystel, langtrækkende missiler etc.
Nato-medlemskab og styrkemål forpligter, og den danske hær skal i lighed med øvrige dele af Forsvaret naturligvis også leve op til de aftalte styrkemål!
OBS: Henrik Lyhne understreger, at han har skrevet denne kommentar som privatperson og således ikke udtaler på vegne af Hærkommandoen.
