DEBAT: Natos styrkemål skal tages alvorligt – også selv om dette er en helt ny disciplin for Danmark. Men hvis der politisk ikke er afsat penge nok til at opfylde alle styrkemål, skal der prioriteres i rækkefølgen. Her mangler Henrik Lyhne stadig at fortælle, hvilke styrkemål som ikke skal have prioritet – og hvorfor.
Jeg er rigtig glad for, at brigadegeneral Henrik Lyhne som næstkommanderende i Hæren har skrevet en replik på mit debatindlæg. Jeg er dog mindre tilfreds med, at han ikke rigtigt svarer på de centrale spørgsmål.
Det vigtigste spørgsmål er, hvordan Danmark skal prioritere, hvis der ikke er penge nok til alle Danmarks styrkemål. Brigaden er ikke det eneste uopfyldte styrkemål, Der er også styrkemål på F-35 og på jordbaseret luftforsvar, som vi slet ikke opfylder (detaljerne er klassificerede). Fregatterne mangler moderne missiler. Så styrkemålet på en tung infanteribrigade er i sig selv ikke tilstrækkelig argumentation. Spørgsmålet er, hvilke styrkemål, vi skal vente med. Og ikke mindst hvorfor.
Det svarer Lyhne ikke rigtigt på. Hans argumentation er, at alle styrkemålene skal opfyldes, og derfor skal Danamark opstille en tung brigade. Dernæst, at krigen i Ukraine har tydeliggjort, at ”direkte og højintens close battle” stadig finder sted i krig, hvilket nødvendiggør at 1. Brigade udvikles til en tung infanteribrigade, så den har selvbeskyttelse og direkte ildkraft til at kæmpe og vinde i en sådan krig.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Lyhne argumenterer med andre ord for, hvorfor en tung infanteribrigade er relevant (i hvert fald til den type krig, vi ser lige nu), men ikke hvorfor den skal prioriteres før kapaciteter, der er nødvendige for Danmarks Artikel 3 forpligtelser, altså det nationale ansvar for forsvaret af Kongeriget.
Vores primære uenighed går altså på hvornår, ikke om vi skal udvikle en tung infanteribrigade.
En kolos på lerfødder
Samtidig har 1. Brigade så store mangler på kampstøtte- og støttetropperne – man kan med rette tale om en kolos på lerfødder – at det for mig er er forkert prioritering at tale om flere kampvogne og infanterikampkøretøjer, før erfaringerne fra Ukraine er indarbejdet og finansieret:
Nok pansrede ingeniør enheder, som hurtigt kan bane vejen gennem minefelter, pansergrave og vandløb. Endnu mere præcisionsartilleri med tilhørende ammunition samt artilleripejleradarer. Efterretningsenheder (ISR) med tilstrækkelige droner, til at man kan tåle at miste dem i det tempo, vi ser i Ukraine. Droner til kamptropperne på delingsniveau – og mange af dem. Mere luftværn. Yderligere investering i føringsstøtte, så Brigaden kan skabe og vedligeholde en beslutningsfordel ift. modstanderen – en bedre kill chain.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Og sidst, men ikke mindst: robust taktisk logistik og en forsynings- og sanitetskæde hele vejen hjem til Danmark. Det sidste er ikke engang lerfødder – der er ingen fødder. Lad os lægge en troværdig plan for denne opbygning og finansiere den. Og lad os så kigge på udviklingen af kampenhederne.
Hvem skal forsvare brigaden på dens vej til Baltikum?
Men det er i høj grad også et forskelligt militærstrategisk helhedssyn. Jeg savner ærlig talt, at Lyhne interesserer sig for det nationale Forsvar af Kongeriget og truslerne i alle domæner her, herunder betydningen for, at vi kan honorere vores opgaver som bagland i NATO: modtager-, transit- og afsendernation for NATO forstærkningsstyrker (herunder afsendelsen af 1. brigade).
Hvordan forholder Lyhne sig til Anti Surface Warfare (ASUW), Anti Air Warfare (AAW) og luftforsvaret af Danmark (Counter Air) herunder Suppression of Enemy Air Defences (SEAD) og mit argument om, at disse tre opgaver er afgørende for Danmark i den nye sikkerpolitiske situation.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarschefens “Lyseblå enevælde” rejser igen mistanke om nepotisme i Forsvaret
Jeg efterlyser dertil i min artikel bl.a. et svar på, ” Hvordan vil 1. Brigade komme sikkert til Letland, hvis der ikke er luftoverlegenhed under transporten: i forbindelse med indskibning i Danmark, selve transporten og udskibningen i Letland? Hvis der er tale om landevejs- eller jernbanetransport, hvad så med beskyttelse af knudepunkter som broer mod missilangreb?” Truslen fra miner, ubåde og maritime droner? Det svarer Lyhne heller ikke på.
Enheder på lavt beredskab er ikke relevante
Endelig savner jeg, at Lyhne forholder sig til udfordringen omkring det strategiske behov for højt beredskab og hurtig deployering til eller fast udstationering i Letland. Jeg skriver, ”Ellers vil den ikke blive regnet med i de russiske overvejelser, om de kan indtage de baltiske lande i et lynangreb. Og det er et sådant fait accompli, NATO gerne vil undgå. At true med at generobre Baltikum er bare langt, langt mindre troværdigt for NATO, både fordi angreb kræver langt flere styrker, fordi en generobringsstrategi er politisk sårbar i en alliance baseret på konsensus, og fordi den er politisk uacceptabel i de baltiske lande pga. erfaringerne fra de russiske krigsforbrydelser i de besatte områder i Ukraine.”
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Frustrationer over forsvarschefens “lyseblå enevælde” og favorisering af Flyvevåbnet
Jeg mener dette strategiske perspektiv er helt afgørende at indtænke, hvis 1. Brigade skal være et relevant bidrag til NATO’s kollektive afskrækkelse. Også her savner jeg, at Lyhne kommer med klare svar. Hvad er modellen, som skal sikre den beredskabsmæssige relevans – og som Hæren troværdigt kan bemande?
Samlet set ser jeg derfor frem til en ny replik fra Lyhne, for debatten er vigtig. Men så længe der ikke er givet gode svar på disse spørgsmål, så er vi reelt ikke kommet videre.
