DEBAT: Natos styrkemål skal tages alvorligt – også selv om dette er en helt ny disciplin for Danmark. Men hvis der politisk ikke er afsat penge nok til at opfylde alle styrkemål, skal der prioriteres i rækkefølgen. Her mangler Henrik Lyhne stadig at fortælle, hvilke styrkemål som ikke skal have prioritet – og hvorfor.
Jeg er rigtig glad for, at brigadegeneral Henrik Lyhne som næstkommanderende i Hæren har skrevet en replik på mit debatindlæg. Jeg er dog mindre tilfreds med, at han ikke rigtigt svarer på de centrale spørgsmål.
Det vigtigste spørgsmål er, hvordan Danmark skal prioritere, hvis der ikke er penge nok til alle Danmarks styrkemål. Brigaden er ikke det eneste uopfyldte styrkemål, Der er også styrkemål på F-35 og på jordbaseret luftforsvar, som vi slet ikke opfylder (detaljerne er klassificerede). Fregatterne mangler moderne missiler. Så styrkemålet på en tung infanteribrigade er i sig selv ikke tilstrækkelig argumentation. Spørgsmålet er, hvilke styrkemål, vi skal vente med. Og ikke mindst hvorfor.
Det svarer Lyhne ikke rigtigt på. Hans argumentation er, at alle styrkemålene skal opfyldes, og derfor skal Danamark opstille en tung brigade. Dernæst, at krigen i Ukraine har tydeliggjort, at ”direkte og højintens close battle” stadig finder sted i krig, hvilket nødvendiggør at 1. Brigade udvikles til en tung infanteribrigade, så den har selvbeskyttelse og direkte ildkraft til at kæmpe og vinde i en sådan krig.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Lyhne argumenterer med andre ord for, hvorfor en tung infanteribrigade er relevant (i hvert fald til den type krig, vi ser lige nu), men ikke hvorfor den skal prioriteres før kapaciteter, der er nødvendige for Danmarks Artikel 3 forpligtelser, altså det nationale ansvar for forsvaret af Kongeriget.
Vores primære uenighed går altså på hvornår, ikke om vi skal udvikle en tung infanteribrigade.
En kolos på lerfødder
Samtidig har 1. Brigade så store mangler på kampstøtte- og støttetropperne – man kan med rette tale om en kolos på lerfødder – at det for mig er er forkert prioritering at tale om flere kampvogne og infanterikampkøretøjer, før erfaringerne fra Ukraine er indarbejdet og finansieret:
Nok pansrede ingeniør enheder, som hurtigt kan bane vejen gennem minefelter, pansergrave og vandløb. Endnu mere præcisionsartilleri med tilhørende ammunition samt artilleripejleradarer. Efterretningsenheder (ISR) med tilstrækkelige droner, til at man kan tåle at miste dem i det tempo, vi ser i Ukraine. Droner til kamptropperne på delingsniveau – og mange af dem. Mere luftværn. Yderligere investering i føringsstøtte, så Brigaden kan skabe og vedligeholde en beslutningsfordel ift. modstanderen – en bedre kill chain.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Og sidst, men ikke mindst: robust taktisk logistik og en forsynings- og sanitetskæde hele vejen hjem til Danmark. Det sidste er ikke engang lerfødder – der er ingen fødder. Lad os lægge en troværdig plan for denne opbygning og finansiere den. Og lad os så kigge på udviklingen af kampenhederne.
Hvem skal forsvare brigaden på dens vej til Baltikum?
Men det er i høj grad også et forskelligt militærstrategisk helhedssyn. Jeg savner ærlig talt, at Lyhne interesserer sig for det nationale Forsvar af Kongeriget og truslerne i alle domæner her, herunder betydningen for, at vi kan honorere vores opgaver som bagland i NATO: modtager-, transit- og afsendernation for NATO forstærkningsstyrker (herunder afsendelsen af 1. brigade).
Hvordan forholder Lyhne sig til Anti Surface Warfare (ASUW), Anti Air Warfare (AAW) og luftforsvaret af Danmark (Counter Air) herunder Suppression of Enemy Air Defences (SEAD) og mit argument om, at disse tre opgaver er afgørende for Danmark i den nye sikkerpolitiske situation.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarschefens “Lyseblå enevælde” rejser igen mistanke om nepotisme i Forsvaret
Jeg efterlyser dertil i min artikel bl.a. et svar på, ” Hvordan vil 1. Brigade komme sikkert til Letland, hvis der ikke er luftoverlegenhed under transporten: i forbindelse med indskibning i Danmark, selve transporten og udskibningen i Letland? Hvis der er tale om landevejs- eller jernbanetransport, hvad så med beskyttelse af knudepunkter som broer mod missilangreb?” Truslen fra miner, ubåde og maritime droner? Det svarer Lyhne heller ikke på.
Enheder på lavt beredskab er ikke relevante
Endelig savner jeg, at Lyhne forholder sig til udfordringen omkring det strategiske behov for højt beredskab og hurtig deployering til eller fast udstationering i Letland. Jeg skriver, ”Ellers vil den ikke blive regnet med i de russiske overvejelser, om de kan indtage de baltiske lande i et lynangreb. Og det er et sådant fait accompli, NATO gerne vil undgå. At true med at generobre Baltikum er bare langt, langt mindre troværdigt for NATO, både fordi angreb kræver langt flere styrker, fordi en generobringsstrategi er politisk sårbar i en alliance baseret på konsensus, og fordi den er politisk uacceptabel i de baltiske lande pga. erfaringerne fra de russiske krigsforbrydelser i de besatte områder i Ukraine.”
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Frustrationer over forsvarschefens “lyseblå enevælde” og favorisering af Flyvevåbnet
Jeg mener dette strategiske perspektiv er helt afgørende at indtænke, hvis 1. Brigade skal være et relevant bidrag til NATO’s kollektive afskrækkelse. Også her savner jeg, at Lyhne kommer med klare svar. Hvad er modellen, som skal sikre den beredskabsmæssige relevans – og som Hæren troværdigt kan bemande?
Samlet set ser jeg derfor frem til en ny replik fra Lyhne, for debatten er vigtig. Men så længe der ikke er givet gode svar på disse spørgsmål, så er vi reelt ikke kommet videre.
Tjah, hvis vi ikke har råd til at opfylde vores Nato styrkemål, så har vi for alvor gjort i nælderne!
Det ville i givet fald være nærliggende at spørge sig selv, om vi måske har investeret i en flyvemaskine, vi reelt ikke har råd til. Jeg kender allerede nu svaret på det spørgsmål, for der er allerede udfoldet enorme kræfter på at præsentere F-35 som verdens 8. vidunder, der løser alle universets uløste gåder.
Mit budskab i mit indlæg var blandt andet at understrege, at hvis vi undlader at investere tilstrækkeligt i 1 Bde, risikerer vi meget let at stå med en landmilitær styrke i form af en troppeenhed, der ikke kan levere den nødvendige ydelse i form militær effekt og dermed risikerer at blive ligegyldig, i hvert fald set med Nato øjne.
Mit budskab er også, at man ikke kan pille, rode og rage i en troppenenheds organisation, udrustning etc. efter for godt befindende også tro, at den stadigvæk fungerer som en synkroniseret, slagkraftig og sustainable kampmaskine.
Hæren er gået fra et korpshovedkvarter, et divisionshovedkvarter, fem brigader, tre kampgrupper og Bornholms Værn. I dag har Hæren en enkelt operativ brigade, og nu er vi tilsyneladende nået dertil, at vi diskuterer, hvorvidt vi har råd til den. Næste skridt bliver vel at overveje at lukke Hæren for at få råd til at finansiere hr. Barfoeds endeløse liste af tilsyneladende uundværlige kapaciteter?!? Så håber jeg blot, at F-35, de langtrækkende missiler m.v. kan udrustes til at rydde minefelter, rense skyttegrave, forsvare samt angribe og fastholde terræn!
Respekt til Lyhne og Barfoed for at åbne den svære debat om forsvarets fremtid. Selve diskussionen vil gøre forsvaret skarpere til at prioritere. Mere debat og argumentation. Det er ikke et svaghedstegn men en kæmpe styrke.
Før diskussion løber helt af sporer, er der så nogen der rent faktisk har sat sig ned og forsøgt, at regne ud hvad de angivet beløb som politikerne får mulighed for at forholde sig til kan, kan erhverve af materielt og kapaciteter.
Arktisk og Nordatlanten 6 – 8 milliarder
Hvis eksempelvis man antager anskaffelser af 3 P8-A Posidon MPA, og venter med at modtage den sidste i næste forsvarsbudget aftale, så er beløbet for de anbefalede anskaffelser 4.75 mia.
Brigade 10 – 15 mia.
Ingen tvivl om, at hvis det skal være en tung brigade, så er 15 milliarder ikke helt nok, men går dog langt.
Maritim kapacitet 10 – 20 mia.
Missiler koster og det samme med radar og kampsystemer og her er 20 milliarder lige knap nok selv hvis Thetis klassen levetids forlænges. 4 OSK foreslået fregat design afløser ligger måske 10 milliarder ekstra til men så spilder man ikke penge på en levetids forlængelse af corvetter der ikke møder fremtidens opgaver.
Værnepligt
4.000 til 6.000 flere, evt. længere værnepligt.
Luftforsvar 10 – 20 mia.
Igen missiler og radar koster, men se eksempelvis på hvad Swizz har fået for pengene i forhold til Patriot. 10 milliarder køber i forhold til Jacob Barfoed, 12 F35-A og en masse missiler.
Realistisk så er de totale behov nok op til 25 miliarder eller mere, men nogle anskaffelser kan nok strækkes ind i næste forligsperiode.
Robusthed og reaktionsevne 10 – 20 mia.
Få udskiftet Fennec med H145M helicopter og gerne flere, samt anskaffet Blackhawk til delvis aflastning af EH101. Hvis sidstnævnte sælges fra, så muligvis udliciter den civile SAR opgave, og i så tilfælde anskaf 4 – 6 CH47F Chinook Heavy Lift helicopter.
20 milliarder er nok realistisk, men high precision ammunition skal være en prioritet, og det koster.
Jeg har forsøgt at følge Jacob Barfoeds anbefalinger fra et tidligere indlæg, og har på samme vis forsøgt at finde priser på individuelle våben, kvantitet og kapaciteter. Ud fra det mener jeg ikke udkastet til politikerne er helt ved siden af og opfylder de mål som NATO har sat, som vi desværre ikke opfylder p.t.
Derudover håber jeg også der oprettes en fond, så anskaffelserne kan accelereres hvor muligt og nødvendigt. Det gjorde regeringen trods alt også under covid hvor der blev brugt 80 milliarder på kun et par år. Økonomien er der.
Kære Lars Hansen
Mange tak for dine kommentarer og for rent faktisk at give svar på mine spørgsmål!
Jeg er enig i at der bør være en regional dialog om prioritere – hvem tager Nordatlanten (Kongeriget ligger der…), hvem tager de sømilitære opgaver i indre Østersø, hvem støtter de tre baltiske lande landmilitært.
En Nordisk, UK, USA dialog om ansvarsfordeling ville være hensigtsmæssig – og måske den rent faktisk foregår?
Ift pindsvin luftforsvar vs fremskudt skal du læse min artikel fra i foråret.
Jeg argumenterer IKKE for Pindsvin – men fremskudt ALENE er ikke mulig pga missiltruslens multidomæne karakter.
Løsning: beskyt kun strategisk infrastruktur, skjul, vildledning og spredning for resten.
Samt maksimal offensiv indsats, fra alle værn samt SOF og cyber.
Og ASUW samt ASW er en central del af Forsvaret mod Missiltruslen, foruden at beskytte infrastrukturen og forsyningslinjer på havet og havbunden.
Genlæs her:
https://olfi.local/2023/03/28/missiltruslen-fra-rusland-kraever-danske-offensive-svar-i-alle-domaener/
Danmark er medlem af NATO
Her vil der være opgaver, der i et helhedsperspektiv med fordel kan løftes af visse allierede frem for andre – det vil til eksempel være betydeligt nemmere og hurtigere, at forskyde en tung brigade fra Jylland til Letland end fra Texas til Letland, mens amerikanske luftstyrker lettere og hurtigere kan krydse Atlanten end tunge amerikanske landstyrker, hvorfor alliancen bør prioritere tunge landstyrker opbygges tæt på det påtænkte operationsområde, mens kapaciteter med høj strategisk mobilitet, fx luftstyrker, kan prioriteres af andre allierede – i et allianceperspektiv giver en dansk tung brigade til Baltikum mere mening end fx danske ASW-kapaciteter i Nordatlanten eller med andre ord; Letland har mere brug for vores hjælp end US Navy har.
“For hvordan skal vi hjælpe, hvis vores egen civile og militære infrastruktur er i ruiner?”
Vi skal nationalt kunne beskytte os selv til et vist niveau, men det skal ikke afholde os fra at kunne komme allierede til hjælp – og Danmark skal ikke nationalt kunne tilkæmpe sig luft- og søherredømmet i Østersøen førend vi forstærker de baltiske lande – det er en alliancefælles opgave, at sikre luft- og søherredømmet, hvor Danmark skal bidrage proportionelt og samordnet.
“Skal styrkelse af kampstøtte og støttetropper ikke prioriteres før styrkelse af kamptropperne?”
Vores landmilitære styrkebidrag skal være helstøbte på deres troppeniveau og logistisk kunne understøttes nationalt – dog med Host Nation Support, hvor denne for eventuelt pre-assigned og in-place styrker kan være ganske omfattende, dertil kommer, at et dansk styrkebidrag vil indgå i en multinational ramme, hvor korps- og divisionstropper opstilles af allierede, men også støtter en dansk brigades kamp.
“Og hvordan får vi en hel brigade på er så højt beredskab, at den er relevant som afskrækkelse af russiske eventyr i Baltikum?”
Vi har tidligere haft en værnepligtsbaseret division på højt beredskab til art. 5-operationer – så det bør være en overkommelig opgave med en overvejende stående brigade, hvis personelorganisationerne ikke saboterer indsatsen – hvor der er en vilje, er der en vej.
Kære Klaus
Tak for en god debat, hvor vi kom lidt dybere i de faglige argumenter. Jeg forstår nu bedre dine (og andres) argumenter, ikke mindst fordi debatten blev lidt mere faglig.
Vi får et stærkere forsvar gennem dialog og det at brug tid på at forstå hinandens argumenter!
Tak!
@ Klaus Hansen
Din personlige, værns-nedgørende debattone er både usmagelig og ukonstruktiv.
Det faglige:
Jeg tror vi er enige om, at der ikke er en trussel om landmilitær invasion af DK. Sådan forstår jeg dig i hvert fald. Du skriver at truslen nok kun vil være langtrækkende ballistiske missiler (fx mod strategiske havne og flyvestationer). Her må jeg påpege, at missiltruslen er fra både land, sø og luft, og krydsermissiltruslen pt er den numerisk største, selvom den ballistiske og nu også hypersoniske trussel er den sværeste.
Du nævner at russerne vil ikke spilde missiler eller miner på RORO skibe kun lastet med en medium+ brigade vs en tung.
Så en medium+ Brigade (medium plus kampvogne) vil ingen operativ effekt give, og derfor ikke være værd at ofre en håndfuld missiler på? Det kan jeg ikke tro du rent faktisk mener.
Omverdenens reaktion på landmilitær aggression i Baltikum vs missilangreb på danske havne eller RORO skibe:
Jeg er da enig i, at første skud i en krig næppe går på et dansk RORO skib, men hvis først invasionen igangsættes, vurderer jeg ikke, at russiske missilangreb mod NATO forstærkningsstyrker på vej kan udelukkes. Det ville i hvert fald være farligt at gøre.
De sø- og luftmilitære domæner;
Jeg bliver gang på gang – også af dig – på perfid og nedgørende måde beskyldt for kun at fokusere på Flyvevåbnet, når jeg i virkeligheden taler om TRUSLER og OPGAVER. Vi bør diskuteret opgavernes betydning og DEREFTER diskutere de afledte kapacitetsbehov.
Hærens offentlige røster virker uden interesse for andet end Brigaden. Ikke engang den operative og strategiske logistik til brigaden sættes der fokus på – for det ligger uden for brigaden, og “det er der nok nogle andre, som tager sig af”.
Som CH JMTO oplever jeg, at det er mig, som skal presse på overfor såvel Hærkommandoen som UP og OP staben ift koncept for deployering af brigaden – selvom ansvaret reelt ikke ligger i JMTO. Logistik vinder krige (men ikke slag).
Jeg savner rigtig meget en diskussion om / forståelse af betydningen af de strategiske forsyningsveje over Atlanterhavet, samt kommunikationskabler og elkabler her og i Nordsøen og Østersøen.
I Nordatlanten har Danmark et særligt ansvar i NATO, fordi vi (Kongeriget) sammen med Canada, USA, UK og Norge er de lande, som geografisk er placeret her.
For mig at se må Danmark derfor vælge mellem et fokus på Baltikum og et fokus på Nordatlanten og Arktis. Fordi det ikke er råd til at gøre begge dele ordentligt, hvis vi også skal tage vores Artikel 3 forpligtelser alvorligt.
Man kan også vælge at gøre det hele – men kun halvt.
Det er vel der vi er lige nu, ud fra den lækkede rapport i maj (nej, jeg var ikke med til at skrive den). Om den afspejler den militærfaglige anbefaling i dag aner jeg ikke. Sådan læser jeg rapporten:
– En medium+ brigade, flere KVG end medium kræver, men få få KVG og IKK til Heavy; med (måske) netop tilstrækkelig kampstøtte, men utilstrækkelige støttetropper og logistiske joint enablers.
– P8 ASW og ASUW fly, men begrænset ASUS og AAW missilmodernisering af fregatterne,
ingen erstatning af THETIS klassen med nye Arktiske/nordatlantiske ASW fregatter, og begrænset F-35 kapacitet til ASUW, AAW samt lufttankning.
– begrænset F-35 kapacitet (antal, våben, logistisk spredningsevne) til sikring af dansk luftrum, herunder at forsvare strategiske havne, flyvestationer og landmilitære opmarch/embarkation områder, som led i såvel vores Artikel 3 forpligtelse som vores modtage-, transit- og afsendernation forpligtelser.
Skal vi gøre det hele halvt eller skal vi vælge? Baltikum eller Nordatlanten og Arktis?
Det er for mig det store spørgsmål.
I sidste ene bliver USA’s mening nok vigtig, ligesom Færøerne og Grønlands mening er vigtig.
Min personlige mening er, at det et bedre at gøre mindre rigtig godt end det hele halvt – ikke mindst fordi vi har den strategiske luksus pga Sverige og Finlands medlemskab.
Så tror jeg at professionalismen og korpsånden har det bedst, og det er afgørende for tilknytningen/fastholdelsen af personellet.
Sådan forstår jeg også din “uden en tung BDE har vi ingenting” tilgang. Men hvis nu det blot er en forskydning i tid, snarere end alt eller ingenting, så går det måske alligevel?
Vh Jacob
Kære Klaus Hansen
Jeg er enig langt hen af vejen. Særligt det med at deployere tidligt, før første skud er løsnet. Vi må håbe at politikerne har det der skal til!
Men når du skriver, at vi skal det hele, så er det jo netop, at der ikke er penge til både, IKK’et, flere kampvogne, alle kampstøtte- og støttetropper manglerne + alle joint enabler styrkemålene OG de Nordatlantiske plus Arktiske opgaver OG de danske Artikel 3 forpligtelser. Ikke for 143 mia. Kr
Du skriver at vi som soldater er vant til at løse opgaven med det vi har. Og ja, man går i krig med den hær man har. Vi behøver ikke verdens bedste grej. Vi skal bare have “godt nok” materiel skriver du.
Ikke desto mindre vil du jo ikke løse opgaven med en medium+ brigade.
Hvad der er “godt nok” afhænger jo af situationen. Modpartens materiel, doktrin og organisation. Vores egen evne til at kompensere for teknologiske mangler (fx mindre direkte ild og mindre pansring) vha doktrin og org. Kompensationen kunne fx være bedre ingeniør materiel, så man kan komme hurtigere igennem hindringer, effektivt C-UAS så fjendens øjne hæmmes, effektivt kontraartilleri skydning vha af egene overlegne sensorer og langtrækkende præcisions artilleri, så hindrelinje passagen ikke bliver et artilleri blodbad. En mere effektiv og robust føringsstøtte, så beslutningskredsløbet er bedre end fjendens. Blot eksempler på, at der er mange måder at løse et problem på. Og svaret et ikke altid flere kampvogne (selvom spørgsmålet givet er forkert så 😀 ).
Lige nu vil ukrainerne nok hellere have ATACMS og flere excallibur granater, langt mere pansret ingeniør materiel, samt luftoverlegenhed som mimimum over fronten, så russiske kamphelikoptere ikke kan plukke dem på 7-8 km.
Det er altid et spørgsmål om balance mellem ild, pansring og manøvreevne. Mellem kampstøtte og kamptropper.
Og jeg ville personligt, ud fra hvad jeg set i Ukraine, fokusere på stærkere kampstøttetropoer – verdensklasse niveau. Så kan man opgradere kamptropperne til nextgen kampvogne og IKK (sikkert med del AI / UGV involveret) bagefter, om 10 år.
Jeg opråber mig ikke at kende sandheden, for der findes ingen skoleløsning (jo NATOs, men den har jo været skoleløsningen længe før vi kunne uddrage LI/LL fra Ukraine).
Jeg håber det et OK at jeg udfordrer lidt 🙂
Ift at løse opgaven med “hvad vi nu har” og “godt nok” materiel, så tror jeg også Søværnet vil værge sig mod ASW opgaven i Nordatlanten uden THETIS klasse erstatning, uden SM6 missiler til forsvar mod nyeste russiske hypersoniske antiskibs missiler, nye sømålsmissiler med rækkevidde til at holde den russiske flåde på afstand, uden SEAHAWK om bord på hver fregat, uden P8 tid at jagte ubådene og F-35 som fremskudt skjold for flådestyrken og P8.
Men vi kan jo spørge dem.
Artikel 3 har jeg vist skrevet rigeligt om. 😀
Martin Lauridsen, jeg finder det paradoksalt, at du beder olfi om at nedtone omtale af Nato styrkekrav, når den øverste militære ledelse overfor hele Forsvaret netop har betonet vigtigheden af, at vi udfolder større anstrengelser end hidtil i bestræbelserne på at opfylde netop NATO’s styrkekrav til dansk forsvar!?! You need to get with the program.
Der er ikke tvivl om, at Danmark skal prioritere, da der ikke er penge nok til Danmarks styrkemål i den grad vi (NATO) måtte ønske. Vi kan blive tvunget til at arbejde efter “Godt nok” og udvælge enkelte kapaciteter i samarbejde med øvrige stater til Østersøen, som vi skal mestre i særlig grad, hvor kættersk det end måtte lyde.
Der er derfor ikke plads til den perfekte troppeenhed eller en garanteret luftoverlegenhed – det findes ikke og slet ikke i det beredskab der fremadrettet arbejdes efter. Danmark kan hurtigt fremstå arrogant i den diskussion.
Men styrkemålene er ikke sat tilfældig uanset politisk konsensus i NATO eller ej, ligeledes er en nødvendig justering af den nødvendige kapacitetet til imødegåelse af kommende eller eksisterende trusselsbillede at forvente.
Derfor er spørgsmålet om, hvor tung en dansk troppeenhed skal være mindst lige så relevant som diskussion om, hvordan den deployeres uden at ende på bunden af Østersøen før en maritim chef overhovedet har besluttet om vi skal nord eller syd om Bornholm, eller den kraftigt reduceres fordi den sidder fast, eller værre, er reduceret i en landmilitært mislykket deployering. Deployeringen havde jeg egentlig en forventning om at chefen for JMTO, OB Barfoed, vill elaborere over frem for at tale ensidigt for eget værn. Særligt i forhold til det europæiske samarbejde eller mangel på samme. Men det samme kan jeg sige om GN Lynes indlæg, så det er vi lige vidt.
Det er dog forsimplet at diskutere behovet for selvbeskyttelse og direkte ildkraft til at kæmpe og vinde som troppeenhed baseret på troppeenheden er tung, tungere eller tungest. Alene diskussionen om, hvad der er “tungt”, ville i sig selv være relevant omend følelsesladet.
Det rigtige spørgsmål er vel retteligt, hvilken komposition troppeenheden skal have hvis den skal dedikeres forsvaret af Letland som OB Barfoed selv nævner. Ligeledes er det relevant at diskutere om Danmark ensidigt skal varetage evnen til at deployere og udskibe til Letland eller om vi forblændet af egen arrogance stadig tøver med at samarbejde mere i rammen af eks. NORDEFCO. Konkret kan vi blive tvunget til at acceptere eks. en større andel af motoriseret ingeniørstøtte ved eks, divisionen frem for pansret til fordel for andre “tunge” kapaciteter ved en indsættelse i eksempelvis Baltikum. Anti Surface Warfare (ASUW), Anti Air Warfare (AAW) og luftforsvaret af Danmark (Counter Air) herunder Suppression of Enemy Air Defences (SEAD) er i sig selv ikke er en opgave vi kan løse alene uanset, at de er afgørende for Danmark. Ligeledes, landmilitært, så har NATO behov for at Danmark ikke kun affilierer, men dedikerer en troppeenhed til forsvaret af Baltikum. Deployeringen/beredskabet af den kan så variere på flere faktorer der varierer over alt lige fra værnepligtige på øvelse i Baltikum til faste udstationeringer af enheder, samt oplagring kontra deployering, multinationalitet osv. Det er ikke givet, at Danmark skal forsvare deployeringen alene ud fra min erfaring ved J4MNC NE. Omend deployering er et nationalt ansvar, så sker det i strategisk samarbejde på samme måde som andre logistiske nøgleområder.
Det er ikke relevant at diskutere om noget har været for dyrt og overambitiøst at anskaffe uanset værn – det er relevant at investere i samordningen af det vi har, hvilket Danmark næppe kan alene.
Hvor skal man dog starte.
Det er let at kaste om sig med termer, fordi man har skimmet et par mails på FIIN med info om krigen. Hvis man har indsigt, ved man også at det bedste C-UAS system de har i UKR, er jægerfly og regulært AA eller TMG fra tårngevær. C-UAS “magi” som man taler om i de høje stabe herhjemme virker mod COTS droner, til dels. Alle der har været i enten NMI eller OIR og set USAF sikkerhedsenheder prøve at fange billige COTS droner, forstår nok også at det er noget nemmere bare at skyde dem.
Ift. aaaalt det andet du skriver om materiel der kan være lækkert, så vidner det om manglende erfaring fra hæren. Vi vinder ikke slag, med sensorer eller artilleri. Ja, ATACMS eller en Grey Eagle vil være fint til at SHAPE, men vi afgør kampen med vores direkte skydende våben. Alt andet kræver en doktrin ændring. I 2020 var der jo en del snak om at KVG nu var færdige, fordi Aserbajdsjan havde så stor succes med TB-2, men UKR har så vist at KVG og IKK’er er meget værd.
Din bemærkning om hvorfor en middeltung vs “det bedste” er også helt forfejlet. En middeltung BDE, uanset om man så køber CV90’ere eller andre IKK’er, kan ikke det samme som en tung brigade. Det er ikke er spørgsmål om enkelte materielgenstande, men sammensætningen af enhedstypen. En middeltung BDE har pr. definition MEKINF, og alle der har været på ALU/BLU ved at det tager meget, meget lang tid at angribe med MEKINF. I FSV er de endnu værre, da de stort set ingen mobilitet har. SPYKE er fint til vores MEKINF, men jeg vil hellere have panserbrydende ammunition i spandevis på alle platforme (læs: kampvogne), end et manøvrestøtte hold der skyder enkeltvogn, og så bruger en time på at komme tilbage til sit KØTJ igen.
Når jeg skriver at materiellet skal være godt nok, mener jeg at det system vi køber, ikke behøver være det bedste. Vi skal hellere have rigeligt af det, for vi må forvente at miste over 30%.
Og det bringer os tilbage til dit fokus på kampstøtte. Ja det vil være meget skønt med bedre IG mat, men hvad skal vi med alt det MOBFREM, hvis vi ikke har nogen enheder at sende frem? En PIR V med TMG gør ikke meget ved selv gamle T-72…
Det lyder flot at skrive bedre FØST, så vi har er hurtigere OODA Loop, men det er meget teoritungt. Kig ned i HTR næste gang der er BLU, så vil du forstå.
Din manglende indsigt viser tydeligt, at du ikke forstår problemet. Problemet er ikke om vi skal have bedre eller nyere KVG og IKK’er. Problemet består i, at 1BDE mangler en BTN for at kunne lave manøvrer og stadig have en dedikeret RES, og den BTN helst skal være ren KVG, således at den kan blive indsat i CATK eller bruges til DELAY. Problemet er, at vi har rigtig mange PIR V, som ikke er andet end en bus til at flytte mandskab rundt. Problemet er, at vores CV90’ere er slidt (et problem Norge også døjer med, omend de har VPL i deres CV90, så bliver den bil bare hurtigt slidt). En BTN af LEO1 (med natsigter), vil være mere værd end en BTN af mere MEKINF… vi behøver ikke next gen materiel, ligesom FLV ikke behøver flere F-35.
Det er dét der er problemet med dem der træffer beslutninger. Det er sådan set ikke, at det er flyvere. Det er, at de ikke har stået i mudderet i Oksbøl på 6. BLU i træk, og set hvordan ting foregår i praksis.
Så jeg er fuldstændigt enig med Lyhne. Vi kan ikke nedprioritere en bunden opgave. Det er kloge folk som dig Jacob, der skal være med til at definere hvordan vi løser alle opgaver, med få midler, uden at vi klatter.
Det er svært, men det er det M400-niveauet heldigvis betales godt for. Det er nemt at fravælge opgaver, og prioritere ét sted. Men hvis det var nemme beslutninger M400-niveauet skulle træffe, kunne vi spare jer væk.
“ Skal det nationale forsvar (alle domæner, også land) ikke sikres før vi hjælper vores allierede? ”
Ikke nødvendigvis. Hvis RUS er bundet i Baltikum, og vi må formode POL har en bunden opgave ifm. Kaliningrad, så er det ikke sikkert at truslen mod DNK er andet end langtrækkende ballistiske missiler. Desuden vil et tab af Baltikum være kritisk for alliancen, og en russisk landmilitær invasion af Baltikum vil forventeligt være lettere for omverden uden for Vesten at acceptere, hvorimod er missilangreb eller besættelse af et skandinavisk land, som RUS aldrig har haft (onde tunger vil sige noget om Bornholm her), næppe vil få samme opbakning ude i verden for RUS.
“ Eller hvis ARK skibene sænkes på vej til Baltikum af miner, ubåde eller missiler?”
Der er slet ingen grund til at sende skibene til Baltikum, hvis de ikke indeholder nogen nævneværdigt (læs: en tung BDE).
“Skal styrkelse kampstøtte og støttetropper ikke prioriteres før styrkelse af kamptropperne?”
Ikke før. Du kan ikke opdele vores hær på den måde. Vi kan godt indføre flere materielanskaffelser samtidigt, og vi kan måske enda opnå en økonomisk rabat hvis meget købes på samme platform. Det kunne ikke være utænkeligt, at man kan få både IG og bjærgere på en kampvognsundervogn… så er der både overlap med reservedele, ensartet uddannelse og service på større motordele og muligvis en form for mængderabat. Det virkede jo fint med LEO1…
“ Og hvordan får vi en hel brigade på er så højt beredskab, at den er relevant som afskrækkelse af russiske eventyr i Baltikum?”
Til at starte med kan jeg sige, at hvis ikke det er en brigade af primært panser, så tæller RUS den slet ikke med på ORBAT. De anser ikke INF for at kunne slås nævneværdigt. Yderligere finder jeg ikke talen om beredskabsgrader passende uden for som minimum et TTJ medie. Dog vil varslet for et angreb være ganske behørigt. Den massive bevægelse af tropper der skal til for at invadere et land, særligt fra en part der primært bruger jernbaner til at transportere tropper, vil erkendes tidsnok til at NATO kan deployere tropper rette steder hen, og forventeligt også nå at afholde øvelsesktivitet.
Desuden synes jeg det er usmageligt at kalde en invasion og drab af mennesker for et eventyr. Det afspejler måske at officerer fra FLV ikke så tit har stået tæt på bortsprængte kollegaer og undergivne i en krigszone, eller stået til en ramp ceremony.
Jeg synes også det store fokus på NATO styrkemål er en kende forfejlet. Henrik Lyhne udstiller i sine kommentarer og artikler mangel på forståelse for NATO styrkemålsprocessen (og den gældende styrkemålspakke i det hele taget, men det antager jeg er fordi han udviser hensyn til klassifikationen og primært fremstiller argumenter til understøttelse af Hærens interesse, hvilket vel er et rimeligt bias, man må forvente at læserne af OLFI og lytterne af frontlinjen kan gennemskue). De to misforståelser der er generelle i den offentlige debat og ikke blot for Henrik Lyhne:
Jeg håber OLFI måske generelt kunne nedtone det store fokus på NATO styrkemål og i stedet skabe rum for en national militærfaglig debat. Det vil kvalificere den nationale beslutningstagning markant.
Kære Jacob. Det går måske lige stærkt nok. Jeg tror måske min tone fik det hele til at koge lidt op. Beklager. Jeg synes du skal læse mit indlæg igen. Beklager tonen, men jeg prøver blot at gi’ lidt igen.
“ Du nævner at russerne vil ikke spilde missiler eller miner på RORO skibe kun lastet med en medium+ brigade vs en tung.”
Nej. Jeg skriver at det ikke er værd at sende en middeltung BDE til Baltikum overhovedet.
“ men hvis først invasionen igangsættes, vurderer jeg ikke, at russiske missilangreb mod NATO forstærkningsstyrker på vej kan udelukkes. Det ville i hvert fald være farligt at gøre.”
Nej. Jeg skriver at vi naturligvis vil deployere inden invasionen. Vi vil erkende en landbaseret trussel mod Baltikum meget tidligt, tids nok til at vi både kan nå at afvikle optjente friheder, holde weekend og sige farvel til familien, og så skibe os ud (eller køre). Så tidligt som invasionen af UKR gik fra POSSIBLE til HIGHLY LIKELY, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at 1BDE nok skal nå til Baltikum inden det første RUS KØTJ har krydset grænsen.
Din lange kommentar om logistik er jeg meget enig i. Hvis vi kigger mod US, så har de ca. 4x så meget LOG som INF. Jeg kan dog ikke lige se relevansen ift. min kommentar. Både logistik, føringsstøtte, IG og ISR er vigtige. Men også KVG og IKK. Vi kan have alt verdens logistik, men hvis vi ikke har nok KVG er det lidt ligemeget.
Man kan godt købe flere ting, på én gang.
“ For mig at se må Danmark derfor vælge mellem et fokus på Baltikum og et fokus på Nordatlanten og Arktis.”
Nej. Og vi skriver Baltikum fordi det er der, truslen er størst. Men 1BDE er ikke (endnu) afgivet til MND N, og for så vidt kan 1BDE indsættes hvor som helst. Det er derfor den er deployerbar.
Det er fint at du synes vi skal vælge. Den luksus har vi dog ikke. Vi skal kunne både og, og derfor bør vi som Forsvar nok også købe det materiel der er “godt nok”, og ikke nødvendigvis bedst. Det er fint du synes vi gør det hele halvt. Os i HRN er vant til at løse det hele, med det halve til rådighed. Det er rigtig træls, men vi kan ikke bare fravælge en bunden opgave, fordi vi synes det er træls.
Burde flyveren her ikke kigge indad og spørge sig selv. Hvis alle tre værn har prioritet, hvordan prioriterer FLV så fly? Skal det absolut være det dyreste kampfly, eller kan vi købe et andet fly der blot er “godt nok”, og som kan understøtte F-35. En F18 Super Hornet koster vel knap og nap det halve af den skrabede F-35 model.
Det handler vel ikke om at nedprioritere enkelte styrkemål, men om at undersøge hvorledes alle styrkemål kan håndteres.
Vil flyveren her også nedprioritere enkelte trusler frem for andre? Eller ressource styrkerne præcis tilstrækkeligt, til at alle trusler kan nedkæmpes.
Jeg ved godt at flyverne ikke gør sig så meget i operative overvejelser, men der er god lærdom i sådan et overvejelsessæt.
Kære Henrik,
Du svarer stadig ikke på spørgsmålene:
Skal det nationale forsvar (alle domæner, også land) ikke sikres før vi hjælper vores allierede? (Gasmasken på før du hjælper andre med deres) For hvordan skal vi hjælpe, hvis vores egen civile og militære infrastruktur er i ruiner?
Eller hvis ARK skibene sænkes på vej til Baltikum af miner, ubåde eller missiler?
Skal styrkelse kampstøtte og støttetropper ikke prioriteres før styrkelse af kamptropperne?
Og hvordan får vi en hel brigade på er så højt beredskab, at den er relevant som afskrækkelse af russiske eventyr i Baltikum?
De spørgsmål synes jeg er meget relevante at få svar på – hvis ikke af dig, så af andre fra Hæren
Vh
Jacob