spot_img

Besparelserne på officersuddannelserne er et svigt af unge officerer og deres soldater

DEBAT: Akademiseringen af særligt Hærens officersgrunduddannelse har presset militære grundfag til fallittens rand, og kadetternes militære grundfærdigheder er i dag i frit fald. I det kommende forlig er der brug for et opgør med de ændringer, som blev tvunget igennem for 10 år siden på grund af besparelser.

Som instruktør på Jægerkorpsets kursus i patruljetjeneste for tre årgange af Hærens Officersskoles kadetter har jeg en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at kadetterne er lige så gode mennesker som deres forfædre, som kæmpede ved Dybbøl i 1864. Kadetterne er begavede, troværdige og læreivrige; blomsten af Danmarks ungdom og fremtid. Soldaterne i 1864 modstod utrolige lidelser, hærdede som de var af opvækst, afsavn og hårdt slid. Nutidens ungdom, derimod, skal uddannes grundigt for at lære, hvad de faktisk kan tåle.

Den dårlige nyhed er, at kadetterne svigtes præcis som de soldater, Danmark sendte til grænsen den 9. april 1940. De uddannes ganske enkelt for dårligt. De uddannes ikke til at lede under krigens nådesløse vilkår, hvor man ikke kan snakke sig ud af dårlige beslutninger.

“BLUF – Bottom Line Up Front”: De militære færdigheder i Hæren er i bund og forringes fortsat. Danmark sparede på officersuddannelsen op til nederlagene i 1864 og 1940. Det samme har man gjort de seneste 20-30 år, hvor længden af officersgrunduddannelsen er næsten halveret.

I en usikker fremtid, hvor Danmarks eksistens igen kan afhænge af forsvaret, er der stor risiko for, at officerer og befalingsmænd ikke magter opgaven. Hvis vi kun prioriterer materiel og ikke uddannelse i det kommende forlig, så ender vi som russerne i Ukraine med masser af materiel, men med elendig ledelse, fordi uddannelsen er kuldsejlet.
Det undrer mig, at officers- og befalingsmandsuddannelserne overhovedet ikke nævnes i den kommende oprustning. Der tales kun om materiel og ikke om uddannelse. Her er en lavthængende og næringsrig frugt, som umiddelbart kan plukkes. En investering, som vil øge Danmarks evne til at forsvare sig væsentligt, og som tæller i Nato.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse Lars Ehrensvärd Jensens debatindlæg om det nye forsvarakademi, som ifølge ham er en ommer …

Jeg kender ikke de nye officersuddannelsers værdi for de blå værn, men for Hærens vedkommende har man lavet en systemfejl. Den bør rettes nu, hvor Forsvaret skal tilføres mange flere midler.

Man begik systemfejlen i forsvarsforliget i 2013. Det er tilgiveligt, men det er utilgiveligt ikke at rette fejlen. Utilgiveligt i forhold til et effektivt forsvar af Danmark mod fremtidens trusler. Utilgiveligt over for de unge officerer. Og ikke mindst utilgiveligt over for de soldater, som skal sætte livet på spil under utilstrækkeligt uddannede officerer.

2. klasse underviser 1. klasse

Nogle tænker nok, at jeg bare er en gammel major, som synes, at alt var bedre i gamle dage. Men det synes jeg bestemt ikke. Vi lavede masser af åndsvage ting, som heldigvis er væk. I dag er vi meget mere fornuftige i forhold til, hvad vi gør – ikke mindst på baggrund af kampene i Afghanistan og Irak. Dér klarede danske soldater sig fremragende. Problemet er blot, at de gjorde det på et fundament, som i dag er sunket i grus.

At færdighederne er nedadgående, skyldes blandt andet ideen om, at rutinering i basale militære færdigheder skal ske efter officersskolen. Dette sker jo kun, hvis der står veluddannede og erfarne instruktører klar, når kadetterne forlader officersskolen. Det er ikke tilfældet.

Man kan mene, at enkeltkæmper-færdigheder og feltvanthed betyder mindre for de kommende officerer end al den teoretiske læring. Det er ikke rigtigt. Netop de manuelle færdigheder i at klare kampens vilkår er et afgørende fundament for overhovedet at kunne udfolde den intellektuelle kapacitet.

At færdighederne er nedadgående, skyldes blandt andet ideen om, at rutinering i basale militære færdigheder skal ske efter officersskolen. Dette sker jo kun, hvis der står veluddannede og erfarne instruktører klar, når kadetterne forlader officersskolen. Det er ikke tilfældet. Der er hverken ressourcer, tid eller instruktører til at fuldføre og rutinere i de afgørende grundfærdigheder. Oftest bliver de nye og svagt uddannede officerer endda sat til at uddanne nye soldater.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse Anders Puck Nielsens debatindlæg, som forsvarer det nye forsvarsakademi …

Resultatet er, at 2. klasse underviser 1. klasse. Og da erfaring og læring i dag foregår decentralt og ikke på tjenestegrensskolerne (som man nedlagde i 2013), bliver der hele tiden skrællet lag af Hærens samlede erfaring og viden. Ideen om ”sidemandsoplæring” i en sådan kontekst føjer kun spot til spe.

De første år efter forliget i 2013, fodrede man hunden med dens hale, men nu trækker man et spor af stadig ringere militær uddannelse efter sig. Fra delingsførere, kompagnichefer, bataljonschefer og brigadechefer etablerer vi en kæde af ledere, som aldrig på rygraden selv lærte håndværket til bunds, og som derfor kan være utilbøjelige til at afsætte den nødvendige tid. Og som, hvis de når de højeste lederniveauer, kan finde på at sige til politikerne, at vi sagtens kan det samme på den halve tid og med færre ressourcer.

Manglen på basale militære færdigheder er ikke isoleret til Hærens Officersskole. Officersskolen er ikke skyld i den. Når manglen er så udpræget, selv blandt de kommende chefer, så skyldes det systemfejlen.

Jeg ønsker ikke at pege fingre ad nogen. Jeg ser snarere, at systemet er under påvirkning af mange faktorer: Fantasien om evig fred, sparekrav og ikke mindst akademiseringen af uddannelserne, lavede den systemfejl, som bør rettes. Når man tror så stærkt på nødvendigheden af et langt større forsvarsbudget, at pengene skal tages fra velfærden, så bør materielinvesteringen følges af en parallel uddannelsesinvestering.

Officerer kan ikke orientere sig og finde vej

Hvilke mangler så jeg hos de kommende officerer? En generel faktor, som overrasker kadetterne, er den detaljeringsgrad, patruljetjenesten kræver. De har lært ”at tænke i store linjer”. At ophøje dette til sandhed skyldes måske, at deres lærere heller ikke kan håndværkets detaljer og i afmagt henviser til “føring i situationen”. Eller at der mangler tid.

Problemet er blot, at det er detaljerne, der slår folk ihjel i krig. Basale og trivielle elementer, som man kunne forudse og indarbejde i planen, tager tænke-kapaciteten fra dét, man ikke kan forudse. Hvis officeren er veluddannet, er den fulde kapacitet til at tænke til rådighed. Er officeren dårligt uddannet, så bruges kapaciteten på basale ting som overlevelse og manuelle handlinger, som burde være reflekser. Menneskets hjerne magter kun at behandle 40 bit i sekundet (Ledelse og uddannelse, Forsvarskommandoen (1998), p. 400). Det er ikke mange af de 11 mio. bits, som sanseapparatet kan sende til hjernen af slagmarkens myriader af informationer.

På patruljekurset gik vi jægersoldater en begynder-orienteringsmarch i mørke med 12 kadetter. Vi vidste ikke, om vi skulle grine eller græde over, at Forsvaret giver de kommende førere så ringe orienteringsfærdigheder.

Én væsentlig mangel er kadetternes manglende træning af de spatiale færdigheder. Spatial færdighed er et individs evne til at kunne skabe et mentalt billede om rumlige forhold, og det at kunne operere med rumlige relationer. F.eks. kan det dreje sig om at danne mentale billeder af enheder, placeringer og afstande. Eller at overføre kort til terræn og omvendt. Disse spatiale færdigheder er helt afgørende for officerens succes på slagmarken; evnen til at projicere bevægelser for sig selv og fjenden, evnen til at konstant at holde rede på hvor fjenden, manøvreenheder og naboer er under kampens konstante omplaceringer og frontforandringer. I tid og rum. Russernes elendige føring i Ukraine skyldes utvivlsomt også manglende spatiale færdigheder: Førere aner ikke, hvor de selv og andre er.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse Lars Ehrensvärd Jensens debatindlæg fra marts 2021 med kritik af Forsvarsakademiet …

På patruljekurset gik vi jægersoldater en begynder-orienteringsmarch i mørke med 12 kadetter. Vi vidste ikke, om vi skulle grine eller græde over, at Forsvaret giver de kommende førere så ringe orienteringsfærdigheder. Fem små orienteringsløb, klasseundervisning og én natlig orienteringsøvelse er så langt fra det nødvendige, at det er stort svigt af de kommende officerer. I 1980’ernes officersgrunduddannelse løb man 2-3 månedlige o-løb, i dagslys og mørke gennem tre år. Det er et minimum. Problemet er, at de spatiale færdigheder tager lang tid at opøve. GPS’en har faktisk forværret manglen. Den træner ikke de spatiale evner, men ødelægger dem snarere.

Intet skader éns førerautoritet så meget, som når man går forkert eller farer vild.

Mangel på basal viden og basale færdigheder

Dernæst var manglen på enkeltkæmperfærdigheder og på robusthed og tilvænning i feltvanthed og feltkundskab udpræget. Kadetterne havde stort set ingen viden om og færdigheder i at bevæge sig og kæmpe i mørke. Deres viden og evner til at bevare og genopbygge kampkraften for sig selv og de undergivne var spinkel. At kunne bruge egen udrustning og enhedsudrustning var også utilfredsstillende, herunder også den afgørende færdighed i feltmæssig vedligeholdelse.

Det sås tydeligt, når belastningerne oversteg evnen: At den enkelte pludselig prioriterer egen velfærd fremfor enhedens sammenhæng, at sikringsopgaver ophører, at afstanden mellem patruljemedlemmer mangedobler den samlede kolonnelængde, at kommandoforplantning ophører eller at førere taber hovedet og råber ordrer ud i mørket – i stedet for at gå hen til ordremodtageren og med lav stemme sætte en kommandoforplantning i gang.

Halvvejs gennem uddannelsen forstår kadetterne ikke samvirket mellem ild og bevægelse. Måske har man læst, at angrebsholdet bevæger sig, mens støtteholdet støtter. Men når støtteholdet prioriterer skjul og sløring fremfor frit skud og effektiv ild, så indikerer det en amatørtilgang i hele systemet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse major Karsten Marrups replik til Lars Ehrensvärd Jensens første debatindlæg om det nye FAK …

Et støttehold, hvor 30-50 pct. af våbnene skyder i jorden eller ikke kan se målet kombineret med ikke at kunne gennemføre en samlet ildåbning, er ikke en kommende feltofficer værdigt. Man kan indvende, at kadetterne ikke selv skal betjene våbnene. Men kan man ikke selv, så kan man heller ikke indsætte sin enheds våben effektivt og uddanne og vejlede soldaterne. Herunder ikke mindst, så man ikke dræber egne soldater ved at indsætte støttehold mod hinanden eller skyde med spidse vinkler mod metal eller beton, så rikochetter dræber angrebshold eller andre støttehold.

Forståelsen for egne våbens virkning halter gevaldigt. Først og fremmest i form af sikkerhed som “mundingsbevidsthed”. Hvis dette ikke rettes, så koster det liv i både fred og i krig. Ligeledes mangler forståelse om ildens virkning og elementer og om at bruge disse til at dræbe, forhindre at blive dræbt eller blænde fjenden. Manglen på central indsamling af erfaringer og ”lessons identified/learned” i Hæren er udpræget. Selv en triviel evne som afhjælpning af funktioneringsfejl ses i et utal af ubehjælpelige varianter.

Listen kunne fortsættes og desværre alt for langt: Observations-, post-, melde-, signaltjeneste osv. Men så ender jeg med at genskrive ”Ledelse og Uddannelse”, “Felttjeneste for Enkeltmand”, “Undervisning i praksis”, “Håndbog for Instruktører” eller lignende publikationer – dog i de gamle versioner. Det er et monumentalt svigt af de unge officerer at sende dem ud fra grunduddannelsen uden de basale færdigheder. De berøves på forhånd den meste effektive ledelsesform: ledelse ved eksemplets magt.

Skoling giver forsvaret kampkraft og robusthed

Man glemte i 2013, at begrebet skoling er en vigtig del af den militære uddannelse. Gennem skoling i viden, færdigheder og holdninger skaber man den robuste militære organisations kampkraft. Med dens evne til ombyttelighed af mennesker og materiel, evne til at sammensætte nye enheder af kampskadede enheder og evne til at indgå i ny kommando eller funktion. Netop fordi alle er grundigt skolede i samme viden, færdigheder og holdninger.

Vi er i dag endt i et regime, hvor det eneste målbare er viden. Den nye kulturs manglende evne til at måle på militære færdigheder og holdninger dominerer. De instrumentelle New-Public-Management-målinger tilsidesætter det hidtidige systems styrker på f.eks. intuitive, holdningsmæssige, kulturelle eller ledelsesmæssige vurderinger og ikke mindst begrebet viljestyrke. Disse egenskaber ser man blomstre til fulde i ukrainernes modstandsevne og -vilje.

Vi står nu med en hær med de militære grundfærdigheder i frit fald. Akademiseringen har presset de militære grundfag til fallittens rand. Man har skabt et kejserens-nye-klæder-syndrom.

Vi står nu med en hær med de militære grundfærdigheder i frit fald. Akademiseringen har presset de militære grundfag til fallittens rand. Man har skabt et kejserens-nye-klæder-syndrom. Der skal selvfølgelig være balance mellem det praktiske og det intellektuelle. Pendulet må ikke svinge så meget tilbage, at officererne ender som uvidende tabere i statens bureaukrati eller at de ikke forstår de diplomatiske, juridiske og politiske rammer omkring militæret.

Men krig vindes stadig gennem effektiv og kompetent ledelse. Fremtidens kampplads bliver stadig mere kompliceret og kompleks. Mængden af og tempoet i indførelse af ny teknologi accelererer konstant. Officeren skal derfor mestre både det gamle soldaterhåndværk og de nye teknologier. Hastigheden accelererer konstant i krigsføringens kredsløb; i balancen mellem teknologi, organisation og doktrin.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse orlogskaptajn Peter Sønderkjøge-Hansens replik til Lars Ehrensvärd Jensen, hvori sidstnævnte beskyldes for at “kaste fritfaldsbomber i tåge”.

Kravene på fremtidens kampplads taler derfor klart for at forlænge og forbedre officers­grund­ud­dan­nel­sen væsentligt. Ikke med mere akademisering, men med militært relevante fag. Herunder skal uddannelserne kunne justeres og tilpasses den sikkerhedspolitiske udvikling af Forsvaret selv; løbende og hurtigt uden langvarig indhentning af tilladelse hos civile myndigheder.

Akademiseringen er gået for vidt

At det basale militære håndværk er blevet så ringe som beskrevet i denne artikel, er det stærkeste argument for, at akademiseringen er gået alt for vidt. Et eksempel er, at det er de militære basisfag (i “funktionsstudieordningen”), som prioriteres væk på Hærens Officersskole, når der mangler ressourcer. Fagene i diplomordningen må ikke nedprioriteres uden langvarig forhandling med ministerielle akkrediteringsmyndigheder. Et andet eksempel er akademiseringen af sergentuddannelserne, hvor “den militære akademiuddannelse” har marginaliseret de praktisk orienterede over- og seniorsergent-uddannelser. At man overhovedet kunne få den ide at akademisere først officererne, dernæst Hærens rygrad eller ”bagstopper”, sergenterne, er helt uforståeligt.

Akademiseringen betød, at andre dagsordener end militær kultur og kampkraft fik indflydelse og magt. Gamle militære dyder som viden, færdigheder og holdninger blev hældt ned ad brættet. Nu måles der på viden, færdigheder og kompetencer med universitetets — ikke slagmarkens — normer. En lille forskel i ord måske, men stærkt ødelæggende for officerens grunduddannelse, for de to begreber har vidt forskelligt indhold og fortolkes vidt forskelligt.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse debatindlægget om Forsvarsakademiets uddannelser …

Med forskningens grundpræmis: at kun produktion af ny viden er interessant, og det militære håndværks præmisser om gentagelser, kontinuitet og urgamle basale færdigheder er uinteressante, satte man to modstridende kræfter i samme hyttefad. Derved kom det gamle fyndord i spil: “Når man ikke ved, hvad man skal gøre, så gør man det, man ved!” Ergo akademiserede man. Den militære metier veg.

Så man investerede en masse penge i en discountkopi af de civile universiteter (som man jo bare kan samarbejde med) og deres uddannelsesmodel og gennemtvang den forkætrede akkrediterings­model, som stadig mangler at vise sin militære værdi: Hvor mange ECTS-point bruger ukrainerne mon på at forsvare deres land mod Rusland?

Som om vi ikke havde uddannelses-kvalitetskontrol før 2013? Før derouten var Forsvaret faktisk førende i emnet!

Her er nogle mulige løsninger

Omlægningen af uddannelserne i 2013 – og ikke mindst de nye ansættelsesvilkår – udsprang af et sparekrav. Nu skal Danmark investere voldsomt i genopbygning af Forsvaret. En markant forbedring og forlængelse af officersgrunduddannelserne er derfor en indlysende handling, nu hvor der kommer flere penge.

Sparekravet på 15 pct. i 2013 skabte en brændende platform. Den havde gode og meget dårlige følger. De gode var, at vi fik skåret meget overflødigt væk. De dårlige følger af sparepanikken var, at man fejlede i forhold til Forsvarets formål: at være en effektiv kamporganisation, og man spredte ressourcerne på irrelevante ting. Det var tydeligt, da man lavede de nye officersuddannelser, at det var helt andre dagsordener end rationelle militærfaglige, som styrede.

Læs også: Akkreditering styrker uddannelserne og skaber værdi for Forsvaret

Især ideen om akademiseringen af officererne skabte systemfejlen. I en situation, hvor der skulle spares massivt, investerede man store summer i, at uddannelserne skal være forskningsbaserede og ikke blot forskningsstøttede. Samtidig, med at man skar ned på det militære i uddannelserne, begyndte man altså at bruge penge på – og rettede fokus mod – noget helt andet.

Dette medførte, at forskningen fik magten og kombineret med centraliseringen af uddannelserne lod officererne sig marginalisere og forsknings- og universitetskulturen fik dominans. Måske er det kun på selve Svanemøllens Kaserne, at forskningen styrer alt. Men da Forsvarsakademiet er blevet et uddannelsesimperium, så drypper kulturen — og akademiseringen — nedad.

Effektive løsninger ligger lige for:

1) Den militære metier skal igen have dominansen i Forsvaret.
2) Uddannelserne bør være forskningsstøttede, ikke forskningsbaserede.
3) Officersgrunduddannelserne må genopbygges og forlænges til niveauet i 1980’erne, altså ca. 3,5 år. Forlængelsen skal udfyldes af militære basisfag, ikke af mere akademisering.
3) Sergenterne skal ikke akademiseres, men det militære håndværk skal have stjernestatus.
4) Tjenestegrensskolerne skal genoprettes og tilbage under værnene.
5) Studie- og udviklingsvirksomheden skal tilbage under værnene.
6) Officers- og sergentskolerne skal tilbage under værnene.
7) Vi skal væk fra den civile akkrediteringsmodel og tilbage til en uddannelseskontrol, som Forsvaret selv styrer. Kun derved kan vi justere uddannelserne i takt med fremtidens voldsomme udviklingshastighed i militær teknologi, organisation og doktrin.

Lars Ehrensvärd Jensen (MJ-R) er uddannet jægersoldat og var i de sidste år af sin aktive tid i Forsvaret ansat på Forsvarsakademiet. Privatfoto

Andre læste også

Bidens alderdom og talefejl overskyggede Nato-topmødet i Washington

Abonnement
ANALYSE: Nato-topmødet i Washington afslørede, at Nato nok står mere samlet og stærkere end i mange år. Men fremtiden afhænger helt af det amerikanske præsidentvalg i november, og derfor var alle øjne rettet mod den amerikanske præsident. Løfterne til Ukraine fra topmødet er massive. Men den økonomiske støtte er...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

7 KOMMENTARER

guest
7 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
7. januar 2023 16:34

Skræmmende læsning!

Men også en tydelig afspejling af det omkringliggende samfund, hvor generalisternes fremmarch har udhuldet værdien af et solidt fundament af håndværksmæssig kunnen og viden.

Tak for de solide referencer til Russernes aktuelle problemer, når det kommer til føring af deres tropper. Det er netop denne form for eksempler, der sætter tingene i perspektiv.
Og Gud forbyde at vi ender der, hvor det er antallet af ECTS point som er afgørende for om man evner at lægge den rigtige støtteild!

At gå til soldat er først og fremmest et håndværk.
Et håndværk, som når det først er tillært, der med succes kan tilføres akademiske færdigheder.
Det må aldrig blive omvendt.

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
8. januar 2023 1:00

Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde. En rigtig god artikel, at det stod så slet til havde jeg ingen ide om. Da jeg havde læst artiklen 2 gange kom jeg til at tænke på filmen “Jernkorset”. I epilogen står sergent Steiner med en kaptajn han har haft nogle uoverensstemmelse med. Han smider en maskinpistol i hænderne på kaptajnen og beder ham følge med. Kaptajnen følger efter Steiner mens han fumlende får ladt MP og spørger hvordan man genlader. Steiner råber over skulderen at det skal han nok finde ud af.
Hvorfor jeg lige kom til at tænke på den situation – tja et eller andet sted må man vel gå ud fra at når man står klar til at være klar, og delingsfører / kompagnichef peger og råber så ruller vi, at så ved han hvorhen og også ved hvilken ende af pistolen han skal holde i!
Men jeg er ved at komme i tvivl. Jeg har lært at træne, træne, træne, forbande ens skiftesergent (søværnsk) eller radiostationsleder langt væk og så lige træne et par gange mere. Men den dag man læner sig tilbage i stolen på radiostationen og ser op i loftet efter en nys overstået større søredning med skibe og fly fra nær og fjern og tænker “det gik sgu da meget godt”, så sender man alligevel sin skiftesergent / radiostationsleder en venlig tanke, og brokker sig knap så meget under vinterundervisningen eller signaløvelserne.
Men som skrevet, skulle der nok prioriteres penge til at rette op på sergent- og officersuddannelserne, så der kommer ledere ud af det, der kan føre soldater og som soldaterne kan stole på når det bumser (undskyld hvis jeg trådte nogen over tæerne).

Ebbe Christensen
Læser
Ebbe Christensen
8. januar 2023 13:01

Hvor har du ret! Ikke blot er Forsvaret materielt helt på hælene; men også personelsituationen har de sidste 10 år udviklet sig fra slem til katastrofal. Som trofast discipel af Brigadier Clemmensen gennem flere år, kan jeg græmmes over, at diverse højere officerer har ladet Hæren degenerere så forfærdeligt, UDEN at råbe op.
F. eks. er de tungeste våben man har pt. på Bornholm 12,7 mm maskingeværer !! En vits! En dårlig vits!
☹️

Steen Myrhøj
Læser
Steen Myrhøj
9. januar 2023 9:54

Chokerende læsning. Hvordan kan man føre eller uddanne hvis man ikke har de nødvendige personlige færdigheder som soldat, instruktør og fører ?

Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
7. januar 2023 19:37

Yderst vigtigt og fremragende argumenteret med masser af substantielle argumenter, tusind tak til Lars for at analysere de katastrofalt destruktive reformers fejl og virkning!

Imidlertid er det ikke kun Forsvarets uddannelser der er svækket. En stor andel af universitetsuddannelserne herhjemme er ramt af tilsvarende afkortning af hvis ikke tid (endnu) så lærerressourcer. Mange af dem “akkrediteres” ligesom Forsvarets uddannelser, som det kræves af NPM-ideologiens afsky for faglighed, erfaring og kultur (i Forsvaret kaldet “holdning”), af sagligt uvidende kontorister og teoretikere. De magter derfor kun at se om der er ensartethed og konsistens i studieordninger og dokumentation, og om de seneste modebegreber (såsom “videnskabsteori”) er flittigt anvendt. De kan kke vide om uddannelsen er relevant og tilstrækkelig eller ej.

Modsat universiteterne, der længe strittede imod NPM-regimet, synes Forsvaret at have kastet sig jublende om halsen på. det. Hvad med at få rulle NPM tilbage med at få fagfællebedømt (på NPMsk “peer reviewet”) de militære uddannelser, denne gang ikke af amatører, men udenlandske professionelle soldater?

Jesper Kabel
Læser
Jesper Kabel
13. januar 2023 16:23

Problemerne starter allerede på sergentskolen. Der er for meget tyngde i ESI, og for lidt i FØVI. Det forplanter sig ned igennem rækkerne, og det er tydeligt at mærke at de unge konstabler kommer fra deres HRU, med meget ringe enkeltkæmperfærdigheder.
Ligeledes har “Hærens knytnæve” (1BDE) indirekte gjort, at fokus er kommet på brigade og afdelingsniveauet. Alt det kan trænes i taktisk træner, hvor konstablerne bliver LOCON’s.
Officerne forsvinder som dug for solen, så PL presses hurtigt op på afdelingsniveauet og unge kaptajner ryger direkte i brigadestaben. Det fordrer at man kan “de store linjer”, og ikke er dygtig til småstyrkers kamp.
Vi drager så en masse erfaringer baseret på simulation, ændrer SOP/SOI grundlaget, og efter nok ændringer justerer vi vores doktrin, så den passer til det vi har oplevet i simulation.
Alt i mens vi så på den årlige BLU (Brave Lion) ser en PNBTN drøne igennem terrænet på to timer i et “glimrende angreb”, hvor ingen helt er sikre på hvor momentstyrken egentlig var i deres GD’er…

Sidst ændret 1 år siden af Jesper Kabel
Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
10. januar 2023 19:04

Et vigtigt debatindlæg
Det her debatindlæg, det er så vigtigt at jeg vælger at dele det på Quora. Her blogger jeg i ny og næ, om en kommende Borgerkrig, i Vesteuropa, herunder Danmark. Et meget upopulært emne.

Med den præsentation, så opfordrer jeg alle andre, til at dele ovenstående debatindlæg, på de sociale medier.

Bortset fra én ting, er jeg enig i alt hvad Lars skriver
Jeg ønsker nemlig en undersøgelse af, om der bør peges fingre af nogen. Så skylden for katastrofen, ikke bliver gjort til en abstrakt kultur og systemstørrelse. For der er mennesker bag de katastrofale beslutninger. Ligesom der var mellem 1848 og 1864.

Jeg tillader mig derfor, i al beskedenhed at opfordre OLFI, til at undersøge, om bestemte medlemmer af folketinget, går igen, i de katastrofale besparelses og reformbeslutninger.

Med andre ord.

Hvem forslog at der skulle spares på A, B og C.Hvem forslog at det militærfaglige skulle nedprioriteres, mens akademiseringen, skulle opprioriteres.Mit udgangspunkt, er min antagelse om at vi står overfor en borgerkrig. Eller en samfundskrise af lignende karakter. Og mig bekendt, så var der ikke nogen, der specifikt pegede fingre, af de specifikke politikere, der reducerede forsvaret, mellem 1848 og 1864. Der fik så få officerer uddannet, at man må tage sig til hovedet.

I stedet, så blev der efterfølgende, peget fingre af en af vores bedste officerer, samt et af vores skibe.

Det må ikke ske igen.

Sidst ændret 1 år siden af Michael Nielsen