Forsvarsakademiet understøtter ikke den militære kultur

DEBAT: En del har misforstået mit indlæg om det nye forsvarsakademi som en kritik af forskning generelt. Jeg går ind for forskning. Men den igangværende akademisering er ikke fornuftig, fordi den i sparetider tager ressourcer, tid, personel og penge fra vores militære hovedopgave.

I sit svar til mit debatindlæg bragt i OLFI 12. marts, gør Anders Puck Nielsen sig lystig over, at jeg klager over, at vand er vådt. Forstået således, at jeg fjollet klager over, at Forsvarsakademiet (FAK) er akademisk. Dette gør mig opmærksom på en mangel på mit indlæg. Nemlig at min kritik på ingen måde er rettet mod mine gamle kolleger på Forsvarsakademiet! Hvis det opfattes sådan, så undskylder jeg.

Jeg har efter mit debatindlæg fået et uventet stort antal personlige henvendelser med skulderklap, ligesom indlægget har fået 272 likes på OLFIs Facebookside. Udover den personlige fornøjelse er det også overraskende for mig, at så mange mener det samme som mig.

Overordnet diskuterer Anders Puck Nielsen slet ikke mit hovedargument; at uddannelserne bør være forskningsstøttede og ikke forskningsbaserede. Jeg savner fortsat en militærfaglig begrundelse for, at Forsvarets uddannelser skal være baseret på forskning. Hvorfor Forsvaret skal bruge sine begrænsede ressourcer på at køre et miniuniversitet? Min opfattelse er, at en snæver kreds af højtstående officerer og civile havde held med at vinde deres egen dagsorden under sparechokket i 2013. Derved blev forskning til målet og ikke blot midlet. Og egen forskerstatus og ressourcetilgang vigtigere end Forsvarets egentlige opgave og formål.

Udbredt frygt blandt ansatte for udtale sig kritisk

Det nye forsvarsakademi blev etableret top-down, og der er en udbredt frygt for at ytre sig mod toppens holdning. Jeg har opfordret adskillige af dem, som har sendt mig personlig støtte, til at gå ind i debatten. Det tør man ikke på grund af frygt for at blive slettet af udnævnelseslisten på stedet. Ansatte er så bange for at ytre sig, at mange end ikke tør like opslaget med mit debatindlæg på OLFIs Facebookside. I sådan et meningskontrolregimente, hvor man kun tør stå frem, hvis ens meninger matcher med toppens, er det efter min mening nærmest komisk at ville anerkendes som en ”fri” forskningsinstitution. Det mener jeg i øvrigt heller ikke, at Forsvaret skal være. Det er ødsel brug af ressourcer, når der er begrænsninger overalt i Forsvaret.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det nytter jo ikke med en masse akademiske officerer, hvis man alligevel kun tør sige, hvad cheferne ønsker at høre. Ét er, at en officer gerne vil skrive en ph.d.-afhandling. Det er et legitimt ønske, men argumenterne er svage, når man selv har stærke personlige interesser i diskussionen. Det står enhver officer frit at søge optagelse på universitetet, men man behøver da ikke bøje hele systemet.

Lad os tage fat i den nævnte lystighed; min klage over at ”vandet er vådt, og Forsvarsakademiet er for akademisk”. I udgangspunktet er det et privilegieblindt synspunkt.

Med imperiebyggeriet, der skete omkring Forsvarsakademiet i forliget 2013, fik Forsvarsakademiet langt større betydning end nogensinde. Man nedlagde tjenestegrensskolerne og lagde officers- og sergentskolerne ind under Forsvarsakademiet. Dette medfører, at Forsvarsakademiet jo netop ikke længere bare kan være ”akademisk”. Og da ligningen ikke gik op, dengang man skabte det nye forsvarsakademi, så opfandt man bare sidemandsoplæringen, Blended Learning, og skubbede problemerne ud i enhederne. Det er utroligt arrogant og verdensfjernt at argumentere: ”Hvis værnscheferne synes, at der mangler træning i grundlæggende færdigheder, kan de bare arrangere noget mere.”

Faktum er jo, at værnscheferne og deres chefer ikke har ressourcer til dette, da al uddannelsesvirksomhed er flyttet til Forsvarsakademiet. Når en bataljonschef eksempelvis modtager unge officerer, som hverken har gennemført løjtnantsuddannelsen eller våbenkursus, så må han, som Anders Puck Nielsen siger, klare det selv.

Men bataljonschefen har årligt kun ca. 5 mio. kr. til aktivitetsløn, som skal fordeles til ca. 300 mand, hvilket svarer til ca. 16.000 kr. pr. mand. Hovedparten af disse penge bruges på øvelsestillæg. Derfor er det utroligt arrogant at skubbe problemerne ud i de spidse ender. Enhederne er i forvejen belastet voldsomt af, at man også skubbede tidsforbruget ud til de enkelte chefer, som må leve med folk på lav kapacitet, mens de studerer på Forsvarsakademiet.

Hvorfor investere massivt i uddannelser, når alle andre skal spare?

Jeg oplevede kun få ressourcebegrænsninger på Forsvarsakademiet, men verden er helt anderledes ude i Forsvarets enheder. Da en ph.d.-studerende reelt er udtrådt af ”produktionen”, er det rimeligt at betragte omkostningen som aktivitetsløn, hvilket vil sige, at en ph.d. vel koster omkring 600.000 kr. om året. Nu kan man ikke sammenligne æbler og pærer, men det er privilegieblindt at lade de operative bære byrden af akademiseringen.

Jeg mener, at der skal forskes, men det skal være rettet direkte mod Forsvarets behov. Universel forskning hører til på universiteterne. Og alle de ph.d.’er, som Anders Puck Nielsen plæderer for, er efter min opfattelse unødvendige. Ud fra mit argument om de mange konstanter i krigen, er der slet ikke behov for al den nye viden, som disse skal producere. Vi kan da bare starte med at bruge den viden, som vi allerede har.

Artiklen fortsætter under billedet …

Jeg er ikke imod forskning, men gentager, at Forsvarsakademiets aktiviteter bør være forskningsstøttede og ikke ditto -baserede. Derfor forvansker Anders Puck Nielsen mit argument; jeg mener ikke, at ”alting skal være training, og at der ikke bør finde education sted”. Jeg mener derimod, at balancen er helt skæv. Jeg vil gentage mit argument om, at denne overvægt af forskningsfokus og ph.d.-virke blot fortsætter og forstærker den mangel på interesse for uddannelse og undervisning, der hersker på Forsvarsakademiet, til fordel for at opfylde kvoten af BFI-point.

Der blev jo også forsket på det ”gamle” forsvarsakademi. Ved valget om at gøre uddannelserne forskningsbaserede underkaster man sig et regime, som har andre mål end at varetage forsvaret af Danmark. De nye uddannelser udsprang af et besparelsesformål. I min optik virker det derfor underligt, at når ressourcerne svinder, så begynder man at investere i noget helt andet end det faktiske mål. Uddannelserne var for dyre, ergo begynder vi at investere i at måle os med de civile universiteter. Det giver da ingen mening.

Alle stræber opad, og ingen vil længere fagligheden

Siden den nye officersuddannelse blev etableret i 1980’erne med tre års indledende uddannelse, fem måneders våbenkursus, fire måneders føringskursus (for hærofficerer) og halvandet års videregående uddannelse (VUT-I) – dertil et til halvandets års VUT-II – har vi konstant skåret i officersuddannelsen. Dengang var der vægt på det militære.

Den revolution, som udsprang af den massive besparelse på 3 mia. kr. årligt i 2013, medfører kun yderligere indskrænkninger i selve officersuddannelsen. Min pointe er, at den igangværende akademisering ikke er fornuftig, da der er store ressourcebegrænsninger; den kan kun gennemføres ved at tage ressourcer, tid, personel og penge fra vores militære hovedopgave.

Artiklen fortsætter under playeren …

Forsvaret var for år tilbage førende indenfor ledelse og uddannelse. Vi havde gode uddannelsessystemer, som er blevet kopieret, og vi behøvede ikke forkaste arven og bruge store ressourcer på et civilt akkrediteringsregime, som er udviklet til et helt andet formål end vores.

Denne debat er i sin natur langt bredere end bare Forsvarsakademiet. Et af Anders Puck Nielsens øvrige argumenter er, at akademiseringen er nødvendig for, at officerer og Forsvaret kan klare sig i diskussioner med statens øvrige aktører. Denne påstand er måske lige netop årsagen til, at der er så stor en tillidskrise internt i Forsvaret.

Den akademisering, der sker i Forsvaret, ses også ved de erhvervsfaglige uddannelser. Alle stræber opad, og ingen vil være smed, VVS’er eller elektriker. Ingen gider længere fagligheden, og i stedet vil alle være ”akademiske”. Selvfølgelig skal der være nogle akademiske officerer, men ikke alle. I en besparelsessituation er det da underligt at uddanne alle i noget, som kun få får brug for.

Forsvarsakademiet understøtter ikke den militære kultur

Selvfølgelig er der et pres fra øvrige etater og departementer, som ikke forstår krigens vilkår. Det burde ikke have medført det udsalg af militærfaglighed, som, mange af Forsvarets ansatte føler, er sket. Debatten om, at forsvarschefen er en styrelseschef, er et glimrende eksempel.

Den vrede, som den betegnelse medfører, kobler også til akademiseringen. Hvordan tror man, at vi officerer får respekt, når vi ikke fastholder vores faglighed og stolthed over vores metier, men blot bøjer os mod de civile normer – og i denne forbindelse – akkrediteringssystemer?

Ingen af de øvrige styrelser har som mål at kunne slå flest mulige mennesker ihjel på kortest mulige tid med færrest mulige ressourcer, og, hvis nødvendigt, at lade samtlige mennesker i organisationen dø eller blive lemlæstet for at løse sin opgave. Men det skal Forsvaret i yderste konsekvens! Og det skal vi ideligt erindre os om. Det vil klæde ledelsen at sige det.

Derfor skal vi ikke bøje os over mod den civile verdens normer. Vi har behov for en helt særlig kultur, som vi aktivt skal dyrke og stå ved. Det er min opfattelse, at langt de fleste politikere faktisk forstår og respekterer det. Men det nye forsvarsakademi understøtter ikke denne kultur, og med det uddannelsesimperium, som er opbygget, har Forsvarsakademiet større betydning end nogensinde. Vi skal derfor fokusere på det militære og ikke på at opfylde den civile uddannelsesverdens krav. Jeg fastholder derfor, at det nye forsvarsakademi er en ommer.