spot_img

Forsvarsakademiet understøtter ikke den militære kultur

DEBAT: En del har misforstået mit indlæg om det nye forsvarsakademi som en kritik af forskning generelt. Jeg går ind for forskning. Men den igangværende akademisering er ikke fornuftig, fordi den i sparetider tager ressourcer, tid, personel og penge fra vores militære hovedopgave.

I sit svar til mit debatindlæg bragt i OLFI 12. marts, gør Anders Puck Nielsen sig lystig over, at jeg klager over, at vand er vådt. Forstået således, at jeg fjollet klager over, at Forsvarsakademiet (FAK) er akademisk. Dette gør mig opmærksom på en mangel på mit indlæg. Nemlig at min kritik på ingen måde er rettet mod mine gamle kolleger på Forsvarsakademiet! Hvis det opfattes sådan, så undskylder jeg.

Jeg har efter mit debatindlæg fået et uventet stort antal personlige henvendelser med skulderklap, ligesom indlægget har fået 272 likes på OLFIs Facebookside. Udover den personlige fornøjelse er det også overraskende for mig, at så mange mener det samme som mig.

Overordnet diskuterer Anders Puck Nielsen slet ikke mit hovedargument; at uddannelserne bør være forskningsstøttede og ikke forskningsbaserede. Jeg savner fortsat en militærfaglig begrundelse for, at Forsvarets uddannelser skal være baseret på forskning. Hvorfor Forsvaret skal bruge sine begrænsede ressourcer på at køre et miniuniversitet? Min opfattelse er, at en snæver kreds af højtstående officerer og civile havde held med at vinde deres egen dagsorden under sparechokket i 2013. Derved blev forskning til målet og ikke blot midlet. Og egen forskerstatus og ressourcetilgang vigtigere end Forsvarets egentlige opgave og formål.

Udbredt frygt blandt ansatte for udtale sig kritisk

Det nye forsvarsakademi blev etableret top-down, og der er en udbredt frygt for at ytre sig mod toppens holdning. Jeg har opfordret adskillige af dem, som har sendt mig personlig støtte, til at gå ind i debatten. Det tør man ikke på grund af frygt for at blive slettet af udnævnelseslisten på stedet. Ansatte er så bange for at ytre sig, at mange end ikke tør like opslaget med mit debatindlæg på OLFIs Facebookside. I sådan et meningskontrolregimente, hvor man kun tør stå frem, hvis ens meninger matcher med toppens, er det efter min mening nærmest komisk at ville anerkendes som en ”fri” forskningsinstitution. Det mener jeg i øvrigt heller ikke, at Forsvaret skal være. Det er ødsel brug af ressourcer, når der er begrænsninger overalt i Forsvaret.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse Lars Ehrensvärd Jensens debatindlæg om det nye forsvarakademi, som ifølge ham er en ommer …

Det nytter jo ikke med en masse akademiske officerer, hvis man alligevel kun tør sige, hvad cheferne ønsker at høre. Ét er, at en officer gerne vil skrive en ph.d.-afhandling. Det er et legitimt ønske, men argumenterne er svage, når man selv har stærke personlige interesser i diskussionen. Det står enhver officer frit at søge optagelse på universitetet, men man behøver da ikke bøje hele systemet.

Lad os tage fat i den nævnte lystighed; min klage over at ”vandet er vådt, og Forsvarsakademiet er for akademisk”. I udgangspunktet er det et privilegieblindt synspunkt.

Med imperiebyggeriet, der skete omkring Forsvarsakademiet i forliget 2013, fik Forsvarsakademiet langt større betydning end nogensinde. Man nedlagde tjenestegrensskolerne og lagde officers- og sergentskolerne ind under Forsvarsakademiet. Dette medfører, at Forsvarsakademiet jo netop ikke længere bare kan være ”akademisk”. Og da ligningen ikke gik op, dengang man skabte det nye forsvarsakademi, så opfandt man bare sidemandsoplæringen, Blended Learning, og skubbede problemerne ud i enhederne. Det er utroligt arrogant og verdensfjernt at argumentere: ”Hvis værnscheferne synes, at der mangler træning i grundlæggende færdigheder, kan de bare arrangere noget mere.”

Faktum er jo, at værnscheferne og deres chefer ikke har ressourcer til dette, da al uddannelsesvirksomhed er flyttet til Forsvarsakademiet. Når en bataljonschef eksempelvis modtager unge officerer, som hverken har gennemført løjtnantsuddannelsen eller våbenkursus, så må han, som Anders Puck Nielsen siger, klare det selv.

Men bataljonschefen har årligt kun ca. 5 mio. kr. til aktivitetsløn, som skal fordeles til ca. 300 mand, hvilket svarer til ca. 16.000 kr. pr. mand. Hovedparten af disse penge bruges på øvelsestillæg. Derfor er det utroligt arrogant at skubbe problemerne ud i de spidse ender. Enhederne er i forvejen belastet voldsomt af, at man også skubbede tidsforbruget ud til de enkelte chefer, som må leve med folk på lav kapacitet, mens de studerer på Forsvarsakademiet.

Hvorfor investere massivt i uddannelser, når alle andre skal spare?

Jeg oplevede kun få ressourcebegrænsninger på Forsvarsakademiet, men verden er helt anderledes ude i Forsvarets enheder. Da en ph.d.-studerende reelt er udtrådt af ”produktionen”, er det rimeligt at betragte omkostningen som aktivitetsløn, hvilket vil sige, at en ph.d. vel koster omkring 600.000 kr. om året. Nu kan man ikke sammenligne æbler og pærer, men det er privilegieblindt at lade de operative bære byrden af akademiseringen.

Jeg mener, at der skal forskes, men det skal være rettet direkte mod Forsvarets behov. Universel forskning hører til på universiteterne. Og alle de ph.d.’er, som Anders Puck Nielsen plæderer for, er efter min opfattelse unødvendige. Ud fra mit argument om de mange konstanter i krigen, er der slet ikke behov for al den nye viden, som disse skal producere. Vi kan da bare starte med at bruge den viden, som vi allerede har.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse Anders Puck Nielsens debatindlæg, som forsvarer det nye forsvarsakademi …

Jeg er ikke imod forskning, men gentager, at Forsvarsakademiets aktiviteter bør være forskningsstøttede og ikke ditto -baserede. Derfor forvansker Anders Puck Nielsen mit argument; jeg mener ikke, at ”alting skal være training, og at der ikke bør finde education sted”. Jeg mener derimod, at balancen er helt skæv. Jeg vil gentage mit argument om, at denne overvægt af forskningsfokus og ph.d.-virke blot fortsætter og forstærker den mangel på interesse for uddannelse og undervisning, der hersker på Forsvarsakademiet, til fordel for at opfylde kvoten af BFI-point.

Der blev jo også forsket på det ”gamle” forsvarsakademi. Ved valget om at gøre uddannelserne forskningsbaserede underkaster man sig et regime, som har andre mål end at varetage forsvaret af Danmark. De nye uddannelser udsprang af et besparelsesformål. I min optik virker det derfor underligt, at når ressourcerne svinder, så begynder man at investere i noget helt andet end det faktiske mål. Uddannelserne var for dyre, ergo begynder vi at investere i at måle os med de civile universiteter. Det giver da ingen mening.

Alle stræber opad, og ingen vil længere fagligheden

Siden den nye officersuddannelse blev etableret i 1980’erne med tre års indledende uddannelse, fem måneders våbenkursus, fire måneders føringskursus (for hærofficerer) og halvandet års videregående uddannelse (VUT-I) – dertil et til halvandets års VUT-II – har vi konstant skåret i officersuddannelsen. Dengang var der vægt på det militære.

Den revolution, som udsprang af den massive besparelse på 3 mia. kr. årligt i 2013, medfører kun yderligere indskrænkninger i selve officersuddannelsen. Min pointe er, at den igangværende akademisering ikke er fornuftig, da der er store ressourcebegrænsninger; den kan kun gennemføres ved at tage ressourcer, tid, personel og penge fra vores militære hovedopgave.

Artiklen fortsætter under playeren …

Forsvaret var for år tilbage førende indenfor ledelse og uddannelse. Vi havde gode uddannelsessystemer, som er blevet kopieret, og vi behøvede ikke forkaste arven og bruge store ressourcer på et civilt akkrediteringsregime, som er udviklet til et helt andet formål end vores.

Denne debat er i sin natur langt bredere end bare Forsvarsakademiet. Et af Anders Puck Nielsens øvrige argumenter er, at akademiseringen er nødvendig for, at officerer og Forsvaret kan klare sig i diskussioner med statens øvrige aktører. Denne påstand er måske lige netop årsagen til, at der er så stor en tillidskrise internt i Forsvaret.

Den akademisering, der sker i Forsvaret, ses også ved de erhvervsfaglige uddannelser. Alle stræber opad, og ingen vil være smed, VVS’er eller elektriker. Ingen gider længere fagligheden, og i stedet vil alle være ”akademiske”. Selvfølgelig skal der være nogle akademiske officerer, men ikke alle. I en besparelsessituation er det da underligt at uddanne alle i noget, som kun få får brug for.

Forsvarsakademiet understøtter ikke den militære kultur

Selvfølgelig er der et pres fra øvrige etater og departementer, som ikke forstår krigens vilkår. Det burde ikke have medført det udsalg af militærfaglighed, som, mange af Forsvarets ansatte føler, er sket. Debatten om, at forsvarschefen er en styrelseschef, er et glimrende eksempel.

Den vrede, som den betegnelse medfører, kobler også til akademiseringen. Hvordan tror man, at vi officerer får respekt, når vi ikke fastholder vores faglighed og stolthed over vores metier, men blot bøjer os mod de civile normer – og i denne forbindelse – akkrediteringssystemer?

Ingen af de øvrige styrelser har som mål at kunne slå flest mulige mennesker ihjel på kortest mulige tid med færrest mulige ressourcer, og, hvis nødvendigt, at lade samtlige mennesker i organisationen dø eller blive lemlæstet for at løse sin opgave. Men det skal Forsvaret i yderste konsekvens! Og det skal vi ideligt erindre os om. Det vil klæde ledelsen at sige det.

Derfor skal vi ikke bøje os over mod den civile verdens normer. Vi har behov for en helt særlig kultur, som vi aktivt skal dyrke og stå ved. Det er min opfattelse, at langt de fleste politikere faktisk forstår og respekterer det. Men det nye forsvarsakademi understøtter ikke denne kultur, og med det uddannelsesimperium, som er opbygget, har Forsvarsakademiet større betydning end nogensinde. Vi skal derfor fokusere på det militære og ikke på at opfylde den civile uddannelsesverdens krav. Jeg fastholder derfor, at det nye forsvarsakademi er en ommer.

Lars Ehrensvärd Jensen har været tjenestegørende i Jægerkorpset i mange år og syndikatleder på Stabskursus II 2011-2014 på Forsvarsakademiet. Han var forsker og lærer på Master i Militære Studier samme sted i perioden 2014-2020. Privatfoto

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

9 KOMMENTARER

guest
9 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
DenGamleGarder
Læser
DenGamleGarder
17. marts 2021 8:30

Jeg har aldrig forstået forsvarets behov for at kunne sammenligne sine uddannelser på lige fod med de civile. Som Lars skriver, så er den yderste konsekvens af det man gør som soldat og officer vidt forskellig fra andre styrelser i staten. Jeg tror de fleste officerer er tilfredse med at bruge deres titel (grad) i deres præsentation end titlen “master i militære studier” – for det er jo heller ikke sammenligneligt på andet end point i den civile verden. Jeg tror ikke akkreditering har bidraget til noget som helst i den militære verden, måske lige med undtagelse af, at den har hjulpet de civilt ansatte undervisere med at forklare deres tilsvarende på universiteterne, hvad de i grunden går og laver. Det har i mine øjne i hvert fald ikke bidraget til en større respekt for officersgruppen ude omkring i samfundet.

Anders Puck Nielsen
Læser
Anders Puck Nielsen
16. marts 2021 18:23

Hej Lars.

Du har ret i at jeg i mit indlæg ikke forholder mig til dit argument om hvorvidt uddannelserne skal være forskningsstøttede eller forskningsbaserede. Ingen af de ord er særligt godt defineret, så jeg synes det bliver en lidt forkert diskussion. Det afgørende er effekten.

Min største anke mod dit argument adresserer du så til gengæld ikke. Du får det til at lyde som om alle uddannelser nu er forskningsbaserede og akademiske, men det er jo slet ikke tilfældet. Eksempelvis består officersuddannelsen i Hæren af fire elementer, hvoraf kun det ene er akademisk.

Samlet er der to års akademisk uddannelse på en hel officerskarriere: Et år på en diplomuddannelse i starten af karrieren og et år mere på en masteruddannelse cirka 10 år senere. De er så fordelt over længere tid som deltidsstudier, men det er en helt anden diskussion. Jeg kan simpelthen ikke forstå din forargelse over dette relativt begrænsede akademiske element i den kompetenceudvikling som en officer skal gennemføre. Jeg vil også vove den påstand at den samlede mængde af akademiske studier er mindre nu end dengang hvor vi både havde VUT I og VUT II.

Jeg er i øvrigt helt enig i dine betragtninger om at soldaterne skal kunne håndværket. Jeg synes også man kan diskutere om det fylder for lidt i dag – men man kan jo godt argumentere for at mængden af praktik i uddannelsen skal være større uden at desavouere værdien af andre ting.

Mh

Anders

Peter Klyver
Læser
Peter Klyver
16. marts 2021 18:18

Et paradoks der er opstået i forbindelse med den nuværende struktur, er at mange unge officerer faktisk uddanner sig ned. Kommer du ind med en BA eller en MSc, så er diplomuddannelsen jo egentlig underlegen i forhold til den uddannelse du tager. Jeg tænker officeren hellere præsenterer sig med dén titel, end med “diplomuddannelse i land/sø/luftmilitær ledelse”

Henrik Ryberg
Læser
Henrik Ryberg
20. marts 2021 8:01

Du har helt ret i din pointe Peter. Da beslutningen om de nye officersuddannelser skulle træffes, stod Forsvaret reelt med to muligheder. At fastholde de eksisterende akkrediterede officersuddannelser men i en form hvor kadetterne fremadrettet skulle gennemføre uddannelsen på SU. Alternativet var fremadrettet at gennemføre officersuddannelsen inden for voksen videreuddannelsessøjlen og derved bl.a. opnå muligheden for en anden aflønningsmodel for kadetterne. Da målet udover at reducere i uddannelseslængden var at rekruttere op til 2/3 internt, anså man det som usandsynligt at fortsætte med de eksisterende uddannelser på SU og samtidig forvente at internt rekrutterede ville have råd til at opgive deres eksisterende militære arbejde og uddanne sig i en længere årrække på SU. Vi valgte derfor at arbejde videre med diplomuddannelsen vel vidende, at det var på sammen uddannelsesniveau. Til gengæld kunne man sikre, at kadetterne fik løn og et anerkendt uddannelsesbevis i forlængelse af deres uddannelse samtidig med, at det passede rigtig godt i kombination med al den militære funktionsuddannelse kadetterne gennemgår undervejs. Det betyder reelt, at vi i dag har en meget fleksibel og funktionel officersuddannelse, hvor såvel internt rekrutterede med og uden en akademiuddannelse og højere indledningsvis sammen gennemgår en lønnet løjtnantsuddannelse, som intet har med den diskuterede akademisering at gøre, men alene forbereder kadetterne mod fx delingsfører i hæren eller vagtchef i søværnet. Herefter fortsætter de fleste videre på diplomdelen, hvor man så får lejlighed til at gå dybere ned i de militære kernefag; militære operationer, militær strategi og militær ledelse, som jeg oplever ligger noget væk fra de samfundsfag, som omtales i nogle af artiklerne. Også denne del af uddannelsen er fokuseret mod praksisniveauet gennem det, vi betegner udviklingsbaseret undervisning det som jeg opfatter Lars beskriver som det forskningsstøttede, idet dog den mere eksercitsprægede del ligger inden man forlader løjtnantsuddannelsen.

Georg Garth-Grüner
Læser
Georg Garth-Grüner
17. marts 2021 20:21

Hej Anders.

I Lars’ to yderst relevante indlæg ser jeg især sondringen mellem “forskningsstøttet” og “forskningsbaseret” som værende noget af det helt essentielle. Om de to ord er veldefinerede eller ej er vel mindre relevant, og jeg synes det er ærgerligt at du kun forholder dig “henholdende” til dette pivotpunkt.

Jeg har tidligere, og med stor respekt læst dine gode indlæg, og håber at du (og dine kolleger på FAK) vil fortsætte indlæg til belysning af nogle af Lars’ spørgsmål (her i fri fortolkning++ :-)):
Bør fordelingen mellem “forskningsstøttet” og “forskningsbaseret” på MMS justeres?
Har output i form af hovedopgaver og afhandlinger generelt haft operativ effekt ift FSV hovedopgave?
Er det nuværende antal forskningsstillinger en kosteffektiv udnyttelse af FSV midler, når der spares øvelsesdøgn alle andre steder?
Har den civile akkreditering haft effekt på FSV som helhed (og FSV løsning af sin hovedopgave) eller mest i enkeltstående eksempler?
Er antallet af civile i FSV (både forskere og i styrelserne) blevet for højt, ift behovet for redundans af MIL PSN i krise-/krigsfunktioner?
Kan man argumentere, at når en organisation “leanes” til bristepunktet ift kerneydelsen, skal kerneydelsens essens stå endnu tydeligere og overalt (og måske især i “udviklingsafdelingen”)?

Når jeg retorisk skriver disse spørgsmål er det ikke for at få dig (eller dine gode kolleger på FAK) til at svare her i en kommentartråd, men for at opfordre jer til at “gå med” i debatten, i stedet for at ende i defensiven. Opfordre jer til at skrive indlæg, der ser muligheder i det lys Lars her tør kaste på kejserens klæder. I har indsigten indefra (og det akademiske niveau) til at analysere forsknings- og uddannelsesstrukturen og lade det indgå i en relativ objektiv debat. Brug muligheden til at forbedre og udvikle igennem åben dialog (i stedet for at forsvare). Også selvom det kaster et kritisk lys på jeres egen rolle, og i hele FSV interesse.

Som reserveofficer, hjælpelærer på et af HO’s mindre kurser, og med en udpræget “håndværkertilgang” føler jeg ikke, jeg selv har tilstrækkelig indsigt til ovenstående, men opfordrer frejdigt andre. Indrømmet – det her er en gratis omgang, men FSV fortsatte udvikling er afhængig af denne slags debatter, og indlæg som Lars’ og dine.

VH Georg Garth-Grüner

Anders Puck Nielsen
Læser
Anders Puck Nielsen
17. marts 2021 23:09

Hej Georg.

Når jeg skriver at det er problematisk at skelne mellem ordene forskningsbaseret og forskningsstøttet, så er det fordi ordet forskningsstøttet ikke bruges officielt nogen steder. Ordet “forskningsbaseret” er et officielt ord som anvendes inden for uddannelsessystemet, og der er skrevet meget om hvad det betyder. En ofte anvendt model taler om fire former for forskningsbasering i en matrix, hvor der kan være fokus på hhv. forskningsresultaterne og forskningsprocessen, og at dette kan være med udgangspunkt i hhv. forskeren eller den studerende.

Ordet “forskningsstøttet” skal jeg selv tolke en mening ud af. Min fortolkning er at det i store træk dækker det samme som det kvadrant af “forskningsbasering” som har fokus på forskerens resultater.

Det er det jeg mener med at det bliver en forkert diskussion, for efter min overbevisning er det som Lars efterspørger også forskningsbasering.

En anden væsentlig sondring er at modstillingen til “forskningsbasering” i uddannelses-lingo er “udviklingsbasering”. Når Lars skriver at FAK uddannelser er forskningsbaserede, så er det teknisk set unøjagtigt, for det gælder kun for MMS. Diplomuddannelsen, derimod, skal være udviklingsbaseret.

Det er således ikke sådan at jeg ikke forstår diskussionen eller synes at den er irrelevant. Men vi er nødt til at blive enige om hvad vi diskuterer først. Jeg er fx ikke enig i at det ville være godt at lægge sig så skarpt i et enkelt hjørne af matrixen over hvordan forskning kan anvendes i uddannelsen, for jeg tror vores studerende får meget ud af at vi også bevæger os i de andre felter.

Så er der spørgsmålet om hvorvidt det er gået ud over den operative opgaveløsning at der er kommet flere forskerstillinger ved FAK. Jeg tror det i den forbindelse er vigtigt at holde sig for øje at vi i Danmark har en udpræget praktisk tradition for officersvirket. På det akademiske område er vi stadig langt mindre end de lande som vi normalt sammenligner os med: Tyskland, Frankrig, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, USA.

Ærligt talt, så er det ikke særligt mange forskere som vi taler om. Jeg kender ikke FAK lønbudget for forskere, men man ville ikke få mange øvelsesdøgn med en fregat ved at fyre dem alle sammen. Så der er noget med proportionerne som skal med i debatten. Og dermed jo også sagt at hvis disse forskere kan hjælpe os med at prioritere vores operative resurser, så er deres løn hurtigt tjent hjem. Hvem ved, måske kan de endda hjælpe os med at overbevise politikerne om behovet for at komme op på to procent af BNP…

Mange hilsner
Anders

Georg Garth-Grüner
Læser
Georg Garth-Grüner
18. marts 2021 10:58

Hej igen Anders.

Uagtet placeringen i din “forskningskvadrant” er en af os som officerers stærke kompetencer vel at finde “essensen” i en problemstilling/opgave uden at komplicere den unødigt. I tilfældet forskningsbaseret/forskningsstøttet må Lars’ grundspørgsmål vel være om forskning skal fylde så meget som det gør på FAK. Det mener jeg er relevant at forholde sig til, uden det skal skydes til hjørne med semantiske overvejelser om tolkning af enkeltord. Og her er du og dine kolleger på FAK helt afgørende i at få belyst spørgsmålet (om kejserens klæder :-)).

Spørgsmålet bør stilles, både for FAK (personificeret ved PhD’er osv) og for de studerende på MMS (for det er da ret entydigt at han ikke taler om diplomuddannelser og sergentskoler, men om dér hvor elevernes studier indeholder “forskning” i form af hovedopgave – MMS). Det sekundære spørgsmål må så være om den civile andel af forskerstillingerne er blevet for stor i forhold til vores fags særkender og behov for “en håndværkertilgang”.

Jeg er i øvrigt meget enig i at vi ikke skal lægge os i et hjørne af din matrix, men finde det fornuftigt vægtede middelpunkt (eller CoG om du vil). Der er indikationer på at pendulet er svinget for langt ud i forhold til FSV situation i øvrigt, og Lars’ indlæg bør starte overvejelserne (hos FAKs ledelse) om pendulet skal lidt tilbage. Og i den forbindelse om “pendulets evt. nye placering” er vigtigere end akkrediteringens binding.

Og med et smil: Jeg kender ikke prisen for et fregat-øvelsesdøgn. Men (fra hærmandens perspektiv) er et øvelsesdøgn for infanteristen noget billigere end en fregats, og jo helt afgørende forud for en mission. Pointen er heldigvis intakt.

Nå, men min opfordring består: Den selvkritiske tilgang giver den nuancerede debat, og dermed mulighed for de bedste resultater :-).

VH G&

Anders Puck Nielsen
Læser
Anders Puck Nielsen
18. marts 2021 13:23

Hmm, kan du ikke være mere specifik om hvad det er som mangler? Er det noget værnsspecifikt? Jeg spørger fordi det er min egen generation af officerer som vi taler om, og jeg synes ikke at Søværnets orlogskaptajner mangler kundskaber inden for grundhåndværket.

Mh
Anders

Georg Garth-Grüner
Læser
Georg Garth-Grüner
18. marts 2021 14:07

Der mangler vel ikke noget, men vores lille skriveri her kan måske inspirere andre til at vurdere, tage stilling og måske i sidste ende drive forandringer hvor det er relevant. Tak fordi du tager tid til at skrive indlæg.
VH G&