DEBAT: Det er udtryk for kommunikationsfejl fra Forsvarsakademiets og Forsvarets ledelse, at akkrediteringen på Forsvarsakademiet har udviklet sig til en fortælling om, hvorfor der skal forskes. Akkreditering skaber både værdi for Forsvaret og styrker uddannelserne, skriver Anne-Marie S. Sørensen, der har været med til at indføre den.
Med stor interesse har jeg fulgt debatten om akkrediteringen af Forsvarets officersuddannelser og de mange misforståelser om, hvad akkrediteringen indebærer og fejlagtigt får skyld for. Jeg har selv spillet en helt central rolle i akkrediteringen af officersuddannelserne under min ansættelse på Forsvarsakademiet i perioden 2013–2018, hvor jeg arbejdede med de tre værns officersuddannelser. Inden da var jeg på Flyvevåbnets Officersskole i perioden 2007 – 2013. Her udviklede jeg skolens officersuddannelser og var med til at sikre akkreditering af tre officersuddannelser (professionsbacheloruddannelser) i Flyvevåbnet.
Karsten Marrup beskriver fint i sit debatindlæg, hvad akkrediteringen af officersuddannelserne indebærer, så det vil jeg ikke gentage her. Dog vil jeg supplere og skærpe fokus på, at akkreditering af officersuddannelserne giver et fælles sprog og en metode, der sikrer kvaliteten af uddannelserne. Akkrediteringen indebærer bl.a., at:
1) uddannelserne lever op til aftagernes (Forsvarets) behov for kompetencer
2) uddannelsernes mål for læringsudbytte og undervisningens læringsmål imødekommer de ønskede kompetencebehov ved hjælp af kvalifikationsrammen, som tydeliggør forskellige former for kompetencer og uddannelsesniveauer
3) uddannelserne er baseret på et opdateret videngrundlag, der er central for uddannelserne og professionen.
Akkrediteringen er derfor et middel til, at Forsvarsakademiet og de underliggende uddannelsesenheder kan agere som professionelle uddannelsesinstitutioner, der er sammenlignelige med andre professionelle uddannelsesinstitutioner. Det gælder såvel civile danske og internationale uddannelsesinstitutioner som internationale militære uddannelsesinstitutioner. Akkrediteringen sikrer, at Forsvarsakademiets uddannelser opfylder gængse regler for god kvalitet i uddannelser, men det er Forsvarsakademiet selv, der udfylder rammerne. Forsvarsakademiet er derfor ansvarlige for, at uddannelserne lever op til, at Forsvarets behov for kompetencer imødekommes. Dette uanset om det drejer sig om militær kultur eller militærfaglige kompetencer.
Forstår frustration over skævvridning
I min optik er det i dele af organiseringen på Forsvarsakademiet og ved implementeringen af de nye officersuddannelser, det er gået galt med forståelsen af, hvad akkrediteringen kan bidrage med. Akkreditering er blevet brugt som et argument for, hvorfor der skal forskes. Det er ikke lykkedes at skabe forståelse for, hvad akkrediteringen er og kan. Akkrediteringen indebærer ikke kun forskning, men i høj grad også fokus på undervisning og undervisningsform, hvilket desværre ikke fik den store opmærksomhed fra ledelsen, da jeg var på Forsvarsakademiet. Jeg kan derfor godt genkende og forstå Lars Ehrensvärd Jensens frustration over skævvridningen mellem forskning og uddannelse på Forsvarsakademiet.
For mig at se, er det en eklatant kommunikationsfejl fra Forsvarsakademiets og Forsvarets ledelse, at akkrediteringen på Forsvarsakademiet har fået lov til udelukkende at udvikle sig til en fortælling om, hvorfor der skal forskes. I den historie er akkrediteringens værdi, der understøtter en klar sammenhæng mellem Forsvarets behov for kompetencer, undervisningen og undervisningsformen, blevet negligeret.
Mit håb er, at man i Forsvaret holder op med at tale om akkrediteringen som monsteret, der er skyld i alverdens ulykker. I stedet vil jeg anbefale, at der arbejdes på at skabe en forståelse for, hvad akkrediteringen indebærer, og hvordan den kan skabe værdi for Forsvaret og styrke uddannelserne. Akkrediteringen er et effektivt værktøj, som sikrer kvalitet og hjælper med at holde fokus på at skabe fremtidens officerer, der til stadighed kan udvikle sig selv og Forsvaret i en foranderlig verden.
Min .
Kære Anne-Marie, du beskriver det lidt som om, at forsvaret ikke have styr på de tre punkter du remser op inden akkrediteringen og at kvalitetssikringen ikke var tilstrækkelig. Jeg tror der er mangen en officer, der vil være uenig med dig i det synspunkt. Men nu du har åbnet op for godteposen, så kan du måske hjælpe os med at forstå, hvor fra ønsket om at akkreditere officersuddannelserne kom fra eller om det ikke blot var en reaktion på et krav fra et helt andet sted, læs et andet ministerium, om at vi ikke kunne have den her slags uddannelser med fuld løn, uden en akkreditering.
Du kan finde svaret på akkreditering i interview med Nils Wang fra 2018. Det handler om et skift fra livslang ansættelse til at gøre forsvaret mere attraktivt at søge ind og tilbage i. Læs her :https://www.berlingske.dk/kronikker/forsvaret-er-presset-til-udvikling
Læs desuden også OLFI’s artikel om afskedstalen med Nils Wang:https://olfi.local/2018/04/30/nils-wang-smed-floejshandskerne-sjaeldent-skarp-aerlig-afskedstale/
Som andre har nævnt, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at der i 2013 også blev sparet kraftigt på uddannelserne. Så måske handler den skarpe kritik ikke kun om akademiseringen, men ligeså høj grad spareøvelsen som blev gennemført samtidig. Der er formentlig ikke penge til at få de gamle uddannelser tilbage, heller ikke ved at fjerne “akademiseringen”.
Jeg tror løsningen bliver at fastholde FAK, og samtidig indføre mere grunddannelse i håndværk og profession efter behov, men det kræver at FM/FT vil sætte flere penge af til det på finansloven. Særligt hvis uddannelserne skal være længere.