spot_img

Forsvarsakademiets uddannelser er stadig tidsvarende og relevante

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Jeg forholder mig i nedenstående debatindlæg til Lars Ehrensvärd Jensens to debatindlæg på OLFI samt hans interview til Frontlinjen på Radio 4. Og lad mig bare sige med det samme – jeg er på ingen måde enig.

Kære Lars.

Tak for dine indlæg på OLFI og for at medvirke til at tage en debat om vores officersuddannelser. Jeg tager det som en kærkommen mulighed for at rydde nogle tilsyneladende udbredte misforståelser af vejen. Et stykke af vejen ligger vi måske lidt, som vi har redt, når kommentarsporet gentagne gange hævder, at akkreditering er problematisk, fordi vi simpelthen ikke har kunnet forklare ordentlig, hvad det handler om.

Efter at have læst dine to indlæg igennem et par gange, er det min opfattelse, at du fremfører en række kritikpunkter med to hovedargumenter: At akademiseringen har ødelagt de gamle uddannelser, som, du mener, skal være forskningsstøttede i stedet for forskningsbaserede, samt at Forsvarsakademiet ikke understøtter Forsvarets militære kultur.

Lad mig slå fast med det samme, at der ikke er meget af den kritik, du giver udtryk for i dine to indlæg eller dit interview i Frontlinjen, som jeg er enig med dig i – og jeg vil faktisk mene, at noget af det, du hævder, er faktuelt forkert.

Faktuelt forkert at kalde uddannelserne forskningsbaserede

Lad os starte med kritikken vedrørende akkrediteringen. En akkreditering er ikke det samme som en akademisering. En akkreditering står ikke i vejen for en militær kultur. En akkreditering er en kvalitetssikringsøvelse med det formål at sikre, at man underviser på det rigtige niveau, at man underviser i emner, der sikrer opfyldelse af læringsmålene, og at man følger et regelsæt for, hvordan man sikrer sammenhæng mellem det, man underviser i, og praksis. Akkrediteringen har ikke sat en stopper for militærkultur eller militærfaglighed – snarere tværtimod.

Master i Militære Studier (MMS) er den akkrediterede udgave af det, der engang hed stabskursus eller VUT-II/L, og den er, som du korrekt beskriver, forskningsbaseret. Den militære diplomuddannelse (MDU) er den omlagte udgave af officersuddannelsen, som inden omlægning var en professionsuddannelse, der i øvrigt også var akkrediteret. Den er ikke forskningsbaseret, men i stedet udviklingsbaseret. Herudover er videreuddannelsen af Forsvarets befalingsmænd (sergentgruppen) omlagt til en militær akademiuddannelse (MAU), som heller ikke er forskningsbaseret. Så det er faktuelt forkert, når du hævder, at de nye uddannelser er forskningsbaserede. Det er kun MMS, der er det.

Her kommer vi tilbage til, at vi måske ligger lidt, som vi har redt i den her diskussion. I stedet for at fastholde, at stabskursus hedder stabskursus, har vi valgt at kalde det for Master i Militære Studier. I stedet for at fastholde, at officersuddannelsen hedder officersuddannelse, har vi valgt at kalde det for den militære diplomuddannelse, og sidst, men ikke mindst, har vi også omdøbt videreuddannelsen for mellemledere til den militære akademiuddannelse. Det lyder akademiseret. Det lyder civilt. Det lyder som noget, der er fjernt fra vores kultur, også selvom vi dygtigt har lagt et militært ind hver gang. Jeg kan godt forstå, at det kan få nogle til at tro, at uddannelserne nu er blevet civilt i stedet for militært fokuserede – det passer bare ikke!

Akkreditering hindrer ikke militær faglighed

Akkrediteringen sikrer med sit fokus på kvalitetssikring, at der hele tiden skal være en sammenhæng til praksis, sådan at forstå, at det, vi underviser i, også skal kunne bruges til noget bagefter.

Der er fx oprettet et aftagerpanel, som skal sikre, at dem, der modtager de studerende, efter de har gennemgået en af de tre førnævnte uddannelser, får det produkt, de efterspørger. Vi er gået bort fra pensumbaseret læring, hvor vi af uvisse årsager skal læse bestemte tekster eller kompendier, over til læringsmålsbaseret læring, hvor det er målet med undervisningen, der er i centrum, og ikke hvilken tekst vi læser.

Alt overflødig snask, der ikke direkte peger mod det efterfølgende virke som officer, og som både du og jeg selv har været igennem (matematik, statistik, sandsynlighedsregning, stokastik, tysk, fransk osv.), er blevet skåret væk. Vi skriver studieordninger, hvor værnenes krav til, hvad officererne skal kunne, nøje bliver omsat til læringsmål, netop for at sikre at de studerende har præcis de kompetencer, som efterspørges i Forsvaret.

Akademiseringen er udelukkende et udtryk for, på hvilket abstraktionsniveau uddannelsen foregår. Den siger ikke noget om indholdet, og den hindrer ikke den militære faglighed. Vi står derfor i dag med toptrimmede uddannelser, der måske nok bærer akademiske titler, men som i højere grad end nogensinde før er direkte målrettet professionen.

Konstant udvikling kræver ny viden

I dit første indlæg får mine civile kolleger et skud for boven og et budskab om, at deres kompetencer er uønskede på Forsvarsakademiet. Du følger i dit andet indlæg op med at sige, at vi ikke har brug for ny viden. Vi ved allerede alt det, vi behøver at vide. Krigens natur er i din optik så konstant, at kan vi vores grundlæggende regler for krigsførelse, så er alt godt. Av! Det er i min optik en skævert af dimensioner.

Først og fremmest: Mine gode, civile kolleger, der er forskeruddannede, har gennemgået en treårig uddannelse (ph.d.) i, hvordan man systematisk indsamler data, herunder hvordan man opbygger sit undersøgelsesdesign mest hensigtsmæssigt, og hvordan man efterfølgende behandler disse data for at genere ny kvalificeret viden. De er, sammen med os militæranalytikere, med til at opbygge og udvide vores videngrundlag om vores militære profession. Hvordan kan man på nogen måde synes, at det er skidt for Forsvarets uddannelser, at vi har sådan en kapacitet?

Den viden, vi anvender på MMS, skal naturligvis være relevant, opdateret og baseret på andet end antagelser. Det sikrer vi ved, at MMS er forskningsbaseret. At videngrundlaget har hold i virkeligheden og er fremkommet gennem en systematisk proces, der ender med en kvalitetskontrol fra andre, der har indsigt i fagfeltet. Det er klart et plus for MMS, at den er forskningsbaseret, og det samme synes man også i USA, UK, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Frankrig osv. Langt de fleste – hvis ikke alle – vores allierede og samarbejdspartnere, har også en forskningsbaseret masteruddannelse på samme niveau.

Herudover så er der nok konstanter i krigen, men der er konstant udvikling i de variabler, der omgiver disse konstanter, herunder og især teknologi. Vi har ikke alt den viden, vi skal bruge. Det er noget sludder. Vi ved ikke ret meget om kunstig intelligens i militære operationer, men vi får brug for at vide noget om det – snart. Vi ved ikke ret meget om forsvar mod droner, men vi får brug for at vide noget om det – snart. Vi ved ikke ret meget om militær brug af cyber i konflikter, men vi får brug for at vide noget om det – snart.

Vi ved en masse om luftoperationer og luftforsvar, men i Nagorno-Karabakh-konflikten, sprang man for første gang flyet og piloten over, og udførte en luftkampagne, hvor bomben selv fløj til målet som et fjernstyret præcisionsvåben. Det ændrer ved hele den grundopfattelse, vi hidtil har haft om kontrol med luftrummet og luftforsvar – og det er noget, vi bliver nødt til systematisk at indsamle data om for at genere ny viden, der kan svare på, hvordan vi fremadrette skal håndtere netop denne type trussel. Alt dette kan mine civile kolleger med deres uddannelse understøtte, og det skal vi være glade for. For vi har brug for det, og vi har naturligvis brug for ny viden – hele tiden.

Kulturen modnes i værnene

Den sidste del af mit svar til dig omhandler din kritik af en manglende militær kultur på Forsvarsakademiet, som du igen kobler til akkrediteringen og dit postulat om, at vi bøjer os over mod den civile verdens normer.

Hvis det ikke allerede fremgår tydeligt af ovenstående, så ser jeg ikke, at der er en sammenhæng mellem akkreditering og civile normer eller en afmilitarisering. Det er en uheldig italesættelse, og den har ingen sammenhæng til, hvad der foregår på Forsvarsakademiet. Den militære kultur dyrkes og modnes først og fremmest i værnene, der har hver deres særegne kultur. Det laver akkrediteringen ikke om på. På Forsvarsakademiet værner officersskolerne om den militære kultur, og i institutterne, hvor alle underviserer som bekendt er ansat, støtter både de civile og militære undervisere op om dette. Det laver akkrediteringen heller ikke om på.

Så nej, Lars, Forsvarsakademiets uddannelser er ikke en ommer, akkrediteringen er ikke skadelig for vores militære kultur, og vi har ikke alt den viden, vi behøver. Tværtimod.

Andre læste også

Striden mellem jakkesæt og uniformer har udviklet sig til »borgerkrig«

Abonnement
INTERVIEW. Håndteringen af fregatsagen udstiller den gensidige mistillid mellem politikere, officerer og embedsmænd, der gennemsyrer forsvarsområdet. Det mener politisk analytiker Lars Trier Mogensen, som samtidig peger på, at Elbit-sagen i sig selv kunne have kostet Flemming Lentfer jobbet. Til syvende og sidst skal der dog andet og mere til...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Max Caysey
Læser
Max Caysey
1. april 2021 10:04

Super indlæg Karsten! Jeg kan kun tilslutte mig samtlige af dine pointer. Specielt pointen omkring at vi altid har behov for ny viden. Det er en konstant for ethvert samfund. Enhver der har kendskab til militær innovationsteorier (Rosen, Posen, mfl) ved at hvis man ikke indsamler ny viden og sikre at der sker innovation på baggrund af den nye viden, så er man dømt til at kæmpe den sidste krig igen…

F.eks. vil man nødvendigvis gentage samme fejl, skulle vi ende ud i en regulær oprørsbekæmpelses kampagne igen, såfremt man ikke indsamler viden herom, og operationaliserer denne til applicerbare taktikker og operationer. Igen, hvem var mest innovativ i Irak eller Afghanistan? Ja, det var ikke os. Særligt Specialstyrkerne lever af innovation… det ikke eksisterende SEAL Team 6, hedder Development Group… hvis ikke det alene skulle være indikator for, at ny viden, udvikling og innovation er helt fundamentalt for militære succeser… Det burde selv en gammel Jæger som Lars kunne forstå.

Og hvis man kigger tilbage, så vil man finde at ikke alene Clausewitz, men også Sun Tzu plæderer for indsamling af information og brugen af denne i sin kampagneplanlægning… om end ingen plan overlever første møde med fjenden.

Det var vist en langhåret måde at sige at jeg er enig!

Jakob Henius
Læser
Jakob Henius
19. marts 2021 22:35

Tak for at sætte tingene i et godt perspektiv, Karsten. Jeg er stort set enig.

Dengang Officersgrunduddannelsen blev introduceret i 1983, var der også mange, som var overbevist om, at det var den rene ynk – i forhold til de gamle A- og B-officersuddannelser. Men det gik jo ganske godt alligevel. Sådan er der nogen, der har det; alt var pr. definition bedre i gamle dage – eller sagt på en anden måde: Kun det, de pågældende selv har personlig erfaring med, synes at kunne virke. Jeg mener, at en græsk filosof allerede gjorde denne iagttagelse for ca. 3.000 år siden.

Og ja, det er da rigtigt, at de nye diplomuddannelser er kortere end officersgrunduddannelsen var. Til gengæld møder hovedparten af dagens kadetter med en tungere akademisk bagage end tidligere, nemlig med en bacheloruddannelse eller mere. Men lad os først og fremmest huske, at vi med de gamle officersuddannelser – i hvert fald i hæren – skulle føde et stort mobiliseringssystem fyldt med værnepligtige, der skulle uddannes til krigsstyrken over 9-12 måneder, herunder også værnepligtige stregbefalingsmænd og reserveofficerer. Det betød selvfølgelig, at datidens linjeofficerer skulle være ekstraordinært godt klædt på rent uddannelsesmæssigt, når de mødte ind i geleddet efter endt officersuddannelse. For det var primært linjeofficererne, der skulle opbygge de store værnepligtsenheder fra bunden så at sige. Og de værnepligtige stod ofte i gården lige efter den nye linjeofficers første møde ved tjenestestedet.

Hvad MMS angår, kan jeg – som chef for det sidste stabskursus (2013-14) og det første MMS-hold (fra 2014) – kun sige, at det stort set var to identiske uddannelser. Forskellen var, at den ene blev gennemført som tilstedeværelse over 11 måneder, mens den anden var udbredt over tre år (normeret) som blended learning. Det kan man mene om, hvad man vil, men ingen skal påstå, at der var nogen nævneværdig forskel i den faglige substans, graden af akademisering, læringsmålene eller undervisernes kvaliteter.

Jeg synes, det er godt, at FAK forsøger at følge med tiden, herunder også at imødekomme de forventninger som nutidens unge har m.h.t. metodik og akkreditering. Hvis ikke man møder de unge anno 2021 i øjenhøjde, risikerer vi ikke at kunne rekruttere tilstrækkeligt til officersuddannelserne i det hele taget. Så er det bedre at bygge flere militære færdigheder og erfaringer oven på de unge nyudnævnte linjeofficerer, efter de er kommet ud i geleddet.

Men utvivlsomt er der fortsat ting omkring officersuddannelserne, som kan trimmes og optimeres yderligere. Sådan har det jo været, lige siden man begyndte at uddanne officerer i Danmark. Det er jeg sikker på, at FAK og værnene er meget optagede af.