DEBAT: Efter at have læst begge Lars Ehrensvärd Jensens indlæg er min umiddelbare tanke, at det svarer til at kaste fritfaldsbomber ned over et bebygget område i tåget vejr. Man rammer – måske – målet, men sandsynligheden for collateral damage er samtidig også meget, meget stor.
Varedeklarationen først: Jeg var kursist på det sidste stabskursus (2013-2014), hvor jeg bl.a. havde Lars Ehrensvärd Jensen som syndikatleder. Min første stilling derefter var i det omtalte dekanat på Forsvarsakademiet. Jeg har som den første ‘ikke-grønne’ gennemgået den sidste del af Operations- og Føringsuddannelsen, da dette blev muligt efter oprettelsen af Master i Militære Studier. Og jeg har været militæranalytiker og fg. leder af det maritime center under Institut for Militære Operationer under den i Lars Ehrensvärd Jensens første indlæg omtalte civile chef. Så det følgende er helt indlysende et partsindlæg – hvilket jo al debat om Forsvaret er, når nuværende og tidligere tjenestegørende deltager.
Efter at have læst begge Lars Ehrensvärd Jensens indlæg er min umiddelbare tanke, at det svarer til at kaste fritfaldsbomber ned over et bebygget område i tåget vejr. Man rammer – måske – målet, men sandsynligheden for ‘collateral damage’ er samtidig også meget, meget stor.
Lars Ehrensvärd Jensens indlæg tager udgangspunkt i en oplevet mangel på militær faglighed på Forsvarsakademiets uddannelser, kondenseret i det sidste af indlæggene til, at Forsvarsakademiet ikke understøtter den militære kultur. En mangel skabt af et fokus på akkreditering, forskning eller i hvert fald aktiviteter med forskningsbasering for øje og anden civil slinger.
Jeg kan kun være enig i, at selvfølgelig skal Forsvarsakademiet understøtte den militære faglighed og den militære kultur. Det skal alle dele af Forsvaret, og jeg tænker heller ikke, at nogen vil argumentere for det modsatte. Jeg blev dog nødt til at lave en liste over de forskellige forhold, som Lars Ehrensvärd Jensen synes er forkerte – hvilket er mange – og jeg forstår sådan set godt, at det ender med at blive pakket ind under overskriften ’militær kultur’. Så kan alt ligesom komme med.
Fejlslutning og modstridende argumenter
Jeg bekender at være én af dem, som Lars Ehrenvärd Jensen nævner, der nok har misforstået hans første indlæg. Men når der diskrimineres så løst mellem årsag og virkning, som jeg oplever, at Lars Ehrenvärd Jensen gør, så kan det næsten ikke andet. Dertil kommer, at det mest sandsynlige udfald af et sådan indlæg er, at det fastholder de positioner, der allerede findes på hver sin side af den pansergrav af holdninger til dette og hint internt i Forsvaret, som blev skabt eller i hvert fald forstærket i forbindelse med det forrige forsvarsforlig. Jeg kan for eksempel godt være bekymret for, om vi i Forsvaret har identificeret alle (utilsigtede) konsekvenser af ændringerne af rekrutteringssegmentet til officersuddannelserne, og hvad det allerede nu og på længere sigt betyder for fastholdelsen og bemandingen bredt set i Forsvarets struktur – ikke mindst i kombinationen med overenskomstansættelserne og ansøgningssystemet. Men jeg anerkender også, at det er en problemstilling, som ikke kun skyldes Forsvarsministeriets Personalestyrelses rekruttering, uddannelsen udbudt af Forsvarsakademiet eller et tredje enkeltelement. Jeg synes på samme vis, at det er at indstille sigtet forkert, når Forsvarsakademiet kommer i skudlinjen for alle de elementer, som Lars Ehrensvärd Jensen anfører.
Formålet med mit indlæg er ikke at adressere alle disse forhold, men at give et indblik i, hvordan jeg oplevede Forsvarsakademiet ’indefra’. Og indrømmet; det er næsten fire år siden, jeg har gjort tjeneste på der. Hvilket dog alligevel nok er kortere tid end de fleste andre, som læser både dette og Lars Ehrenvärd Jensens indlæg – bare bedømt helt uvidenskabeligt ved at læse kommentarer på olfi.dk og Facebook.
Jeg vil ligeledes undlade at forholde mig til “I Stålstormen”, som der refereres til i det første indlæg, da jeg ikke har læst værket. Det skyldes nok min værnskulturelle bagage. Fra min nuværende stilling i ‘den spidse ende’ (dvs. på Ansvar IV i struktur-lingo) kan jeg dog bestemt følge nødvendigheden af at have øje for krigens konstanter, eller hvordan man nu ellers vælger at beskrive de forskellige delelementer af vores metier. Jeg kunne fx sagtens ønske mig, at de kadetter, jeg møder i min tjeneste, får mere praksiserfaring i løbet af officersuddannelsen. Navnlig i starten, da de ville bære denne tidlige prægning med sig som et stærkere fundament både under den efterfølgende uddannelse og tjeneste. Det er vel egentlig ikke et behov, som man kan være uenig i. Kan man få for meget praktisk erfaring? Nej, vel. Men praktisk erfaring kan stå ligeså lidt alene, som ren teoretisk viden kan.
Når Lars Ehrensvärd Jensen argumenterer for, at fokus skal tilbage på den militære faglighed, fordi “kernen i den militære metier er rygradslæring og gentagelser”, men samtidig beskriver, at officeren “skal planlægge og operere i dét, der ikke er sket (…) ud i det uvisse med alt for få informationer på alt for kort tid”, er det efter min bedste overbevisning en fejlslutning og modstridende argumenter.
Fortsat mulighed for at lægge vægt på militærfaglighed
Hvis jeg skal zoome ind på ét element på Forsvarsakademiet, som er bredt anerkendt for dens militære faglighed, så er det Operations- og Føringsuddannelsen. Uddannelsen er attråværdig og indlysende relevant, da den giver en metodisk sikkerhed for at kunne knuse en kompleks (land-)militær problemstilling med den nødvendige hastighed, således man kan ‘komme foran’ på slagmarken. De dygtige stabsofficerer (in casu: i Hæren – generalstabsofficerer om man vil) står netop på den faglighed ‘med det ene ben’, mens de evner at forholde sig kritisk til den selvsamme metode ‘med det andet’. Eller forholde sig kritisk til begreber som netværksbaserede operationer, som Lars Ehrensvärd Jensen nævner; eller fx anti-access/area denial, hvis jeg nu skal trække på min sømilitære baggrund. For er der en forskel til tidligere begreber? Hvis ja, hvad er det så, og hvordan udnytter eller imødegår man det? Og er der noget i planen, som jeg på grund af mit valg af metode ikke fik blik for?
Denne tilgang og det fokus oplevede jeg på mit stabskursus. Jeg er sikker på, at den tilgang var der inden, og at den også er der nu på Master i Militære Studier. Ikke kun, men bl.a. fordi uddannelsen bygger på både praksis og forskning erfaret og bedrevet af kompetente mennesker – uanset deres påklædning. Den militære faglighed og kultur, som Forsvarsakademiet bedriver og skaber, bør derfor være både miljøet, holdningerne, doktrinen, kampen – og samtidig at kunne forholde sig kritisk og reflekterende til de selvsamme elementer.
Ønsker man at slå sig på brystet som (militær) underviser og/eller forsker og lægge mere tyngde på den ‘militære faglighed’ eller ‘krigens konstanter’ eller et tredje samlebegreb, så er der fortsat rig mulighed for det. Min egen erfaring som underviser på blandt andet den militære diplomuddannelse er, at strukturelle konstanter kan anvendes empirisk, og kognitive eller kulturelle konstanter kan eksemplificeres ved, at man konstruktivt og kritisk underviser med udgangspunkt i sin (eller andres) praksiserfaring. Alt sammen inden for studieordningen på de akkrediterede uddannelser; og selvfølgelig også inden for de øvrige uddannelser i regi af Forsvarsakademiet, der ikke underlagt flere bindinger, end de ellers ville have været – akkreditering eller ej. Så betyder det mindre, hvad det civile-militære-forholdstal er. Som militær underviser og/eller forsker på Forsvarsakademiet, er man et fyrtårn. Og hvis forholdet er 1:7, så skinner det lys jo bare så meget stærkere.
Kun MMS er forskningsbaseret
Lars Ehrensvärd Jensens indlæg retter derudover – blandt meget andet – sigtet ind efter Dekanatet på Forsvarsakademiet. Én af Forsvarsakademiets opgaver er at sikre og fastholde akkrediteringen af de relevante uddannelser, konkret masteruddannelsen og diplomuddannelsen, der er en del af officersuddannelsen for de tre værn, og senest den militære akademiuddannelse. Akkrediteringen af de to uddannelser for officersgruppen er og var en ‘bunden opgave’, og dekanatet gik med blandingen af civile og militære ansatte til den opgave, som jeg forventer, at enhver militær eller civil del af en uddannelsesinstitution gør: med fokus på at skabe sammenhæng mellem aftagernes behov (her: Forsvarets), akkrediteringsinstitutionens krav og strukturer, etc. og Forsvarsakademiets undervisning og forskning. Ganske simpelt.
I min tid på Forsvarsakademiet betød det ikke noget i maskinrummet, hvem der var i uniform eller ej, og jeg har stor tiltro til, at det stadig er sådan. Selvom det øjensynligt har betydning for folk, der ser på udefra.
Var det gavnligt, at jeg som stabsofficer havde indsigt i Forsvarets behov pga. mine egne erfaringer ‘first hand’? Fx i skabelsen af strukturen for den løjtnantsuddannelse, der efterfølgende har åbnet en dør for intern rekruttering, da den skaber muligheden for at blive optaget på den akkrediterede diplomuddannelse? Ja, da. Og det var bestemt gavnligt for processen, at dette skete i samklang mellem civile rammer og militære behov. Hvis nogen for øvrigt skulle være i tvivl om, at uddannelsesakkreditering er et specialområde, som (også) kræver sin faglighed, så vil jeg bare henvise til Anders Puck Nielsens behandling af emnet.
Lars Ehrensvärd Jensen præciserer i sit andet indlæg, at det ikke er forskning generelt, der er problemet, men udelukkende at Forsvarsakademiets aktiviteter fokuseres på at være forskningsbaserede og ikke forskningsstøttede. Dette virker dog som en noget semantisk skelnen, når man tager i betragtning det antal dårligdomme, som denne forskel og akkrediteringen i øvrigt åbenbart ses som årsag til. Bemærk for øvrigt at det ’kun’ er Master i Militære Studier, der er forskningsbaseret, og at akkrediteringen på officersuddannelsen kun rammesætter det ene år (den militære diplomuddannelse). De andre dele af officersuddannelsen kan i forhold til indhold, metode, etc. tilrettelægges fuldstændig, som det skete tidligere. Om de dele så er omfangsrige nok i forhold til Forsvarets behov er en relevant drøftelse. Men det er for simpelt at adressere den problematik ved at ’nedkæmpe’ akkrediteringen og de aktiviteter, der er rettet mod forskningsbaseringen af masteruddannelsen.
Intet modsætningsforhold mellem akkreditering og militærfaglighed
Jeg ser ikke for mig, at de ph.d.-studerende officerer (uanset om omkostningerne er 600.000 kr./år eller ej), som Lars Ehrensvärd Jensen gerne vil undgå, eller de civile og militære sagsbehandlere, som varter akkrediteringen, alene kan finansiere mere studietid på officersuddannelsen eller genindføre studieårsværk til videreuddannelse, og at blended learning som metode dermed forsvinder. Bemærkningen om, at der på grund af de mange konstanter i krigen ’slet ikke er behov for al den nye viden’, finder jeg samtidig i modstrid med min opfattelse af militær faglighed og endda også af vores kultur. Forsknings- og udviklingsprojekter og omsætningen af disse resultater i praksis, enten direkte eller via videre studier, er og har altid været en nødvendighed for at skabe et Forsvar, der kan kæmpe og vinde. Hvilket selvfølgelig ikke sker lineært eller i en ren national struktur. Interaktion og udveksling med kompetente og sammenlignelige forsknings- og uddannelsesinstitutioner er ligeså relevant som altid.
Jeg finder således ikke noget modsætningsforhold mellem akkrediteringen og behovet for fokus på den militære faglighed eller kultur. Akkrediteringen er derudover triviel i den forstand, at den skaber nogle rammer og strukturer for ‘hvordan’, der undervises og forskes (et kvalitetsmæssigt bundniveau). Men ikke for ‘hvad’, der undervises og forskes i. Relevante BFI-point (Bibliometriske Forskningsindikatorer) kan fx skaffes ved, at man i samarbejde mellem en (oftere civil, indrømmet) ph.d. og en officer med kendskab, erfaring og lettere adgang til praksis får produceret de relevante udviklings- og eller forskningsresultater, som underbygger både undervisningen af de studerende og akkrediteringen.
Det kan lade sig gøre uden at skulle akademisere officerskorpset unødigt. Jeg ser ingen grund til at ’stræbe opad’ efter andet end den militære praksis og erfaring. Hvis jeg skal være konstruktivistisk et kort øjeblik, så bør ’den spidse ende’ heller ikke være Ansvar IV eller V – den bør italesættes som Niveau 1.
Den militære komponent i forskning og udvikling inden for Forsvaret og herunder på Forsvarsakademiet er naturligvis helt essentiel, og den kan efter min bedste mening bringes i spil på en måde, hvor 1 +1 giver mere end 2. Fordi både militær praksis og civile forskningsmetoder er vigtige på en militær uddannelsesinstitution på det kvalifikationsrammeniveau, som Forsvarsakademiet udbyder sine uddannelser på. For mig at se er problemstillingen om akademisering vs. Forsvaret ikke til stede – og slet ikke i det omfang, som Lars Ehrensvärd Jensen beskriver. Løsningen er derfor heller ikke billedligt talt at lempe 1000 punds bomber ud af lugen og ned over Forsvarsakademiets matrikel (eller matrikler, da ’imperiebyggeriet’ åbenbart også er en anstødssten) i håbet om, at der så står noget brugbart tilbage, når støvet har lagt sig.
Civil chef sikrede forskningsmæssig kapacitet
Afslutningsvis vil jeg anholde Lars Ehrensvärd Jensens bemærkning om den fuldbyrdede ydmygelse af officersgerningen, da “man ansatte en civil chef for Institut for Militære Operationer”. Det synspunkt abonnerer jeg bestemt ikke på. Ydmygelsen af officersgerningen er snarere at se det postulat skrevet.
Jeg tolkede og tolker stadig ansættelsen af den omtalte ‘civile chef’ (bemærk bestemt form, for det var ikke en eller anden tilfældig chef), som et behov for at styrke Forsvarsakademiet ved at sikre og udbygge dets uddannelses- og forskningsmæssige kapacitet. Så hvad er mere naturligt end at ansætte en dygtig leder med netop de kompetencer fra en sammenlignelig (så tæt på man kommer i et Forsvar og et land af Danmarks størrelse) uddannelses- og forskningsinstitution. Og jeg fremhæver ‘dygtig leder’. Jeg var som fg. leder af et af instituttets centre aldrig i tvivl om den udstukne retning eller de givne rammer. Ligesom der var den fornødne indsigt i centrets opgaveløsning, en udpræget medinddragelse i beslutninger og tillid til, at vi kunne løse opgaven. Som jeg heldigvis har oplevet det langt, langt de fleste gange i min karriere i Forsvaret – uanset, om chefen har været militær eller civil.
Det er dét, Forsvaret skal kunne: Forholde sig konstruktivt, kritisk og udogmatisk til opgaven og de udstukne rammer. For derefter at levere ild i målet – med sigtede skud.
