DEBAT: Det er en myte, at der med de nye uddannelser på Forsvarsakademiet er sket et militærfagligt knæfald over for en civil og akademisk verden. Og myten er forkert. Den akademiske militærfaglighed vil styrke Forsvaret i de kommende år. Ikke det modsatte, skriver orlogskaptajn Anders Puck Nielsen som svar på kritik af Forsvarsakademiets officersuddannelser.
På den gamle Søværnets Officersskole var der ingen fuldtidsansatte undervisere inden for fagområdet sømilitære operationer. Undervisningen blev varetaget af timelærere, hvoraf nogle var civile akademikere i form af jurister eller tilsvarende. I næste måned kommer mit element på Forsvarsakademiet op på at have fem fuldtidsansatte søofficerer til at undervise i dette fagområde – to kaptajnløjtnanter og tre orlogskaptajner.
I mellemtiden er antallet af undervisningstimer i disse sømilitære kernefag – sømilitære operationer, maritime myndighedsopgaver og maritim emergency management – omtrent fordoblet fra den gamle officersuddannelse til den nye. Det er med denne udvikling i baghovedet en underlig oplevelse at læse major-R Lars Ehrensvärd Jensens indlæg i OLFI, hvor han fremstiller en sørgelig forfaldshistorie om den militære faglighed på Forsvarsakademiet. Jeg kan overhovedet ikke genkende billedet.
Ikke desto mindre kan jeg konstatere, at Lars Ehrensvärd Jensens indlæg har haft medvind på de sociale medier. I det første døgn har opslaget fået hele 250 likes på Facebook, og der er 68 kommentarer med primært positive tilkendegivelser. Derfor kan indlægget heller ikke stå uimodsagt. Det er nødvendigt at få rettet nogle af de faktuelle fejl, forkerte antagelser og decideret skadelige visioner for, hvordan fremtidens officerer skal uddannes, hvis de skal håndtere fremtidens udfordringer og den stadigt længere politiske skruetrækker helt ned på taktisk niveau.
Myten om det militære knæfald for civil akademisering
Myten, om at der skulle være sket et militærfagligt knæfald over for en civil akademisk verden, er udbredt. Den er også forkert. Det er korrekt, at det kræver en vis pulje af PhD-uddannede undervisere at udbyde diplom- og masteruddannelser. Det er også korrekt, at Forsvarsakademiet i en opstartsfase har manglet officerer med en PhD. I Danmark har vi ikke haft tradition for militære PhD’er, sådan som man har det mange steder i udlandet.
For at opveje denne mangel har Forsvarsakademiet sat turbo på uddannelsen af militære PhD’ere. I mit eget institut er tre officerer i gang med forløbet, og i løbet af i år er det målet at yderligere en begynder. Dertil kommer, at flere officerer er i gang i de andre institutter.
Artiklen fortsætter under playeren …
I løbet af de kommende år vil vi se en markant styrkelse af den militære faglighed, når disse militære undervisere gennemfører deres PhD-uddannelse. Det er nemlig – i modsætning til hvad Lars Ehrensvärd Jensen antyder – ikke sådan, at akademiske kompetencer står i kontrast til militær indsigt. Tværtimod er det som udgangspunkt godt at kunne reflektere over betydningen af viden og at have træning i at systematisere sine studier.
Når Lars Ehrensvärd Jensen skriver, at ”officerer er ikke forskere”, så er det altså ikke noget at prale af. Vi burde tværtimod hylde, at flere officerer går denne vej og er med til at sætte dagsordenen både internt i Forsvaret og eksternt i samfundet.
Er selv en officer med akademisk tilgang
Tillad mig lidt selvhøjtideligt at fremhæve et citat fra OLFIs redaktør, Peter Ernstved Rasmussen, som i en artikel den 1. februar skrev: ”Må vi flere uniformerede debattører med Anders Puck Nielsens mod, indsigt, faglighed og bid, tak!” Det var for mig rent personligt et dejligt skulderklap, men pointen her er, at det var en tilkendegivelse af, at den akademiske officer er en efterspurgt vare.
Jeg er om nogen eksemplificeringen på en officer, som omfavner den akademiske tilgang, og som bruger den til at skabe og formidle viden om militære spørgsmål. I den amerikanske tradition for militær uddannelse skelner man typisk mellem begreberne training og education. Helt samme nuance ligger ikke i de danske ord træning og uddannelse, fordi vi har en tendens til at blande ordene lidt sammen.
Det er imidlertid en god skelnen at have i baghovedet. Træning af grundlæggende færdigheder kræver gentagelser og ”overindlæring”, mens uddannelse er en proces der handler om selvstændighed og kritisk tænkning. Disse to ting kan ikke erstatte hinanden, og officeren har brug for begge dele.
Forstår ikke budskabet om militære gentagelser
Lars Ehrensvärd Jensen skriver, at ”kernen i den militære metier er rygradslæring og gentagelser”, og han lægger op til, at denne tilgang burde være omdrejningspunktet i masteruddannelsen i militære studier. Derved antyder han, at der dybest set ikke bør finde ”education” sted i Forsvaret, og at alting skal være ”training”.
Jeg forstår ganske enkelt ikke budskabet. Der er i forvejen så mange kurser, uddannelser og militære øvelser, hvor der er fokus på håndværksmæssige færdigheder og gentagelsestræning. Hvis værnscheferne synes, at der mangler træning i grundlæggende færdigheder, kan de bare arrangere noget mere. Men lige præcis på diplom- og masteruddannelserne er det altså noget andet, som man øver, og som også er vigtigt.
Forestillingen, om at officerer kan klare sig uden akademiske færdigheder, er efter min mening en helt forkert analyse af det pres, som den militære faglighed er under i disse år. Hvis Forsvaret skal opnå større gennemslagskraft i forhold til det politiske niveau og et rockwool-lag af DJØF’ere, så er det nødvendig, at fremtidens officerer kan gøre sig gældende med de faglige argumenter. Det er ganske enkelt ikke nok, at vi kan lave utallige gentagelser af ting, som vi er blevet instrueret i.
Fjollet at kritisere Forsvarsakademiet for at være akademisk
Afslutningsvist vil jeg gerne adressere Lars Ehrensvärd Jensens retoriske spørgsmål, om hvor mange BFI-point (Bibliometriske Forskningsindikator-point) de russiske styrker lod regne ned over Aleppo. Svaret er, at det var mange. Rusland er netop et af de lande, hvor der er en forventning om, at officerer fra et vist niveau bidrager aktivt til udviklingen af militær forskning. Der er skrevet mange videnskabelige artikler i russiske militære tidsskrifter om udviklingen af de doktrinære og teknologiske fremskridt, som førte til bombardementet af Aleppo.
Og netop derfor illustrerer eksemplet med Aleppo også, at akademiske metoder kan have en direkte operativ værdi i den spidse ende. Danmark har ganske enkelt ikke råd til at lade være med at følge med russerne på det område.
Samlet er det altså min oplevelse, at Lars Ehrensvärd Jensen tager fejl. Den militære faglighed på Forsvarsakademiet er ikke svækket, men styrket. Akademiske kompetencer er ikke en trussel mod det militære håndværk, men en fordel. Svaret på djøficeringen er ikke at opgive at uddanne officerer til at arbejde i centraladministrationen. Og hvis vi vil vinde på fremtidens slagmark, kan vi ikke nøjes med at gentage træningen af de procedurer, som var vigtige i den sidste krig.
Dermed ikke sagt, at alting ved Forsvarsakademiet eller de nye officersuddannelser er perfekt, eller at der ikke er nogen problemer at løse. Eksempelvis har jeg selv kritiseret, at opbygningen af de nye officersuddannelser er kompliceret at forstå, og at Søværnets vagtchefer får for lidt erfaring til at opnå faglig overhøjde. Men at kritisere Forsvarsakademiet for at være akademisk er lige så fjollet som at kritisere vand for at være vådt. It’s a feature, not a bug.
Set herude fra sidelinjen, har både Anders Puck Nielsen eller Lars Ehrensvärd Jensens nogle gode og relevante pointer.
Selvfølgelig er det relevant at officerer på et højere niveau besidder den indsigt og viden, som gør dem i stand til at formidle deres budskaber i et miljø af civile beslutningstagere. Og derfor kan der være fornuft i, at Forsvaret også har nogle højtuddannede akademikere med stor teoretisk indsigt.
Dermed er der også brug for nogle akkrediterede uddannelser.
Men det er lige så relevant, at vi har officerer der har bred og længerevarende erfaring fra den praktiske verden. Det er i sidste ende disse officerer der skal føre vores styrker, i de sværeste situationer man kan blive udsat for som leder.
Der hvor tingene “clasher” er at vi med typisk dansk tilgang løser tingene, ved at uddanne en flok generalister som “kan” det hele.
I det danske samfund er det efterhånden blevet sådan, at man ikke kan tage folk alvorligt med mindre de har en eller anden form for akademisk baggrund.
Hvis vi ser på antallet af unge mennesker der får en gymnasial uddannelse, kontra dem som får en håndværksmæssig, taler tingene deres tydelige sprog.
Og når man snakker med de unge som går på gymnasiet, så er der en skræmmende stor del af dem som fortæller at de går der, fordi de føler sig presset til det. Og her er årsagen oftest fordi de fra forældre og samfundet generelt, får tudet ørene fulde om at hvis man vil nå noget her i livet og sikre sig fremgang, ja så skal man have en akademisk uddannelse.
Der er ingen prestige, eller for den sags skyld nogen fremtid i at være håndværker.
Vil man kunne rekruttere personel i dag, så er man nødt til at sikre, at disse folk også efterfølgende får noget de kan tage med sig ud i det civile.
Derfor denne tilstand, hvor sammenlignelighed med civil akkreditering er blevet et krav.
Civile uddannelser som f.eks. sygeplejerske er omlagt til professionsuddannelser, med øget fokus på det teoretiske, fordi man b.la. skal kunne læse videre til bachelor eller master. Hvilket flugter helt med de nuværende uddannelser på FAK.
Det paradoksale er, at selv om det var sygeplejerskerne der ønskede denne omlægning af uddannelserne, så er det de selvsamme sygeplejersker der i dag står som nyuddannede, og siger at de mangler kundskaber til at tage sig af patienterne.
Altså at uddannelsen har mere fokus på det teoretiske end det praktiske.
Så måske ligger det generelle problem i, at vi har glemt respekten for den dygtige håndværker. Det er vigtigere at vores unge kan bestå x antal eksaminer og så må vi tage den praktiske del på et senere tidspunkt, hvis vi altså får tid…
Hele uddannelsessystemet er blevet offer for en “enten eller” mentalitet.
Hvorfor kan man ikke have et Forsvar hvor der er plads til begge grupper?
Altså officeren som ønsker at bruge sine primære kræfter på håndværket og så de officerer som ønsker at bevæge sig i en mere forskningsorienteret retning.
Burde begge grupper ikke netop være den bedste forudsætning for, at vi har et forsvar som er forberedt på fremtidige scenarier og samtidigt er klar til at løse de udfordringer vi står med her og nu?
Som det er nu, så forudsætter det at man er akademisk anlagt, hvis man vil gøre karriere og forhåbentligt nå de højeste embeder i Forsvaret.
Dette til trods for, at størstedelen af det der sker i Forsvaret, først og fremmest kræver et godt håndværk.
Og netop her “clasher” tingene, efter min mening!
For med den nuværende uddannelsesstruktur, tæller uddannelsespoint mere end praktisk håndtering.
Igen er vi ved “enten eller”…
Det jeg primært får ud af Lars Ehrensvärd Jensens (LEJ) artikel, er at der bliver skudt med spredehagl over alt hvad der hedder akademisering af forsvaret.
Den del hvor jeg melder mig enig i LEJ, er på det forskningsmæssige element, hvor han påstår at man støber det vidensmæssige fundament om, for hver 6-12 år. Denne kritik er jeg enig med ham i.
Nu referere du til den russiske forskningstradition, men den grundlæggende forskel mellem dem og os, består i, at deres faglige fundament er klippefast. Det udspringer af Svechin, Isserson og Tuchachevskys analyser i ’20erne og ’30erne. Det er deres Clausewitz, deres forståelse af krigens natur. Der hvor der diskuteres livligt, er i krigens karakter.
Mit indtryk er som sagt, at vi i vesten har behov for at starte “from scratch” – blandt andet fordi man får ikke særlig meget opmærksomhed ved at bekræfte det man allerede ved. Hvor meget denne tendens kan tilskrives almindelig historieløshed eller et behov for akademisk nyskabelse, er ikke til at fastlægge – men begge elementer tror jeg spiller en stor rolle i den vestlige forskningstradition.
Jeg efterlyser en mere stringent historisk tilgang til forskning, dels hvor man kigger ned i værktøjskassen af gamle teorier, støve dem af, og se om de ikke stadig har nogen forklaringsværdi i moderne kontekst; dels bruger lidt mere tid og energi på, at understøtte ens teorier med historisk empiri der strækker sig mere end fire år bagud.
Havde man netop gjort dette, ville ideer som New Wars, Effect Based Operations, Hybrid Warfare og (et af dit og mine yndlingsemner) A2AD, have mødt deres udslettelse langt tidligere end de har – og vestens forsvar ville have været sparet for en masse besvær.