DEBAT: Krigens konstanter blev hældt ud med badevandet, da man lavede det nye Forsvarsakademi. Den manglende militære indflydelse er i dag udpræget, officeren marginaliseres og akademiseringen af krigshåndværket breder sig. Det er en katastrofe for Forsvarets evne til at kæmpe, argumenterer major-R Lars Ehrensvärd i dette debatindlæg.

For nylig genlæste jeg Ernst Jüngers ”I stålstormen”. Jünger deltog i nogle af 1. Verdenskrigs hårdeste slag, blev såret 14 gange og tildelt Tysklands højeste orden, Pour le Mérite, for sit lederskab og usædvanlige mod.

Jüngers krig foregik på kompagni- og bataljonsniveau. Centralt i hans fortælling er, hvordan han og hans kammerater nærmest som insekter overlevede materielslagets stålstorm i lommer, huller eller bare var heldige. Når stålstormen, altså artilleriilden, lettede over frontsoldaterne, så krøb de overlevende frem, formerede ildlinjen og slog fjender ihjel med håndvåben, håndgranater, bajonet, kniv, kæppe og ikke sjældent de bare næver. Kun med en usædvanlig viljestyrke løste Jünger sine opgaver, oftest under tilsyneladende håbløse forhold. Stort set alle planer fulgte den eviggyldige sandhed: ”En plan holder kun til første sammenstød med fjenden”.

Uden sammenligning i øvrigt er det forunderligt, at jeg som officer godt 100 år senere føler mig helt hjemme i Jüngers univers. Mudderet, vejret, kampens vilkår, våbnene, kanonerne, flyene; teknologien er siden udviklet, men de basale elementer er det samme. Overvejelserne, planlægningen, føringen. Officerens vilkår er uændrede.

En søofficer ville givetvis føle sig hjemme på Niels Juels skibe 1. juli 1677 under Slaget i Køge Bugt. Bortset fra motorisering, så er søkrigens elementer grundlæggende de samme. Dagens fagsprog stammer fra søkrig gennem hundreder af år. En F-35 pilot vil ligeledes føle sig hjemme i Giulio Douhet’s tanker i bogen ”Command of the Air” fra 1921.

Artiklen fortsætter under playeren …

Hvordan kan det være, nu hvor krig er blevet genstand for alverdens akademiske forskning? Mit svar er, at det er fordi, der er nogle konstanter i krig. Disse er uinteressante for forskning, men de er basale og afgørende i krig. Disse konstanter er blevet hældt ud med badevandet, da man lavede det nye forsvarsakademi og de nye uddannelser.

Her har man bevidst og overlagt lavet en systemfejl ud fra en besparelsessituation. Den bør rettes snarest. Systemfejlen består i, at de nye uddannelser er forskningsbaserede og ikke det, de burde være, nemlig forskningsstøttede. Den har marginaliseret officeren og håndværket. Det er en katastrofe for Forsvarets evne til at kæmpe.

Ikke alt kan forklares akademisk

Kampene i 1. Verdenskrig var såkaldte materielslag. Ententemagternes industrielle formåen overfor centralmagternes. Hvem kunne producere og fremføre materiel hurtigere end modparten og nedslide fjenden? Men i den sidste ende var det soldaterne, der krøb frem i forsvarspositionerne efter de vanvittige artilleribeskydninger ved Verdun, som spærrede for et stormløb mod Paris. Det var vilje, holdninger, rygradslærdom og føring, som i den sidste ende afgjorde kampen. Sådan var det i 1. og 2. Verdenskrig, og sådan bliver det også i den tredje!

En ulykke ved den akademiske tilgang til krigen er, at man tror, at alt kan forstås, forklares og forudses. Når man i det lune kontor analyserer efterretningssystemer, droner, satellitter, kampfly eller atomvåben ud fra ”Fact Sheets”, så ser krigen overskuelig og forståelig ud. På blot 20 år har man om det samme emne, krig, opfundet et væld af nye navne for krig som f.eks. New Wars, Network Centric Warfare, Asymmetric Wars, Fourth Generation War eller Effect Based Operations. Sådanne navne danner mode i nogle år, indtil en ny akademisk begrebstvist finder på et nyt.

Tager vi én af disse, Network Centric Warfare (på dansk Netværksbaserede Operationer (NBO)), så brugte Forsvaret store ressourcer på NBO for 15-20 år siden. I dag høres det sjældent. Det er fornuftigt, for der var meget lidt nyt i konceptet. Succesfulde styrker har altid opereret netværksbaseret, men opfindelsen af nye kommunikationsformer forledte nogen til – i en periode – at tro, at der var tale om en åbenbaring.

En anden af disse ”nye” krigsformer, Effect Based Operations, hviler på, at man kan beregne udfaldet af krig. Det fik i 2008 den amerikanske general James Mattis, daværende chef for US Joint Forces Command, til at udtale, at konceptet om Effect Based Operations “er blevet fejlanvendt og overdrevet til et punkt, hvor det faktisk hindrer, frem for at understøtte, værnsfælles operationer”.

Mattis’ primære anke var, at denne matematiske forståelse af krig fuldstændig overser den menneskelige faktor i krig. Og dét, som Clausewitz kaldte ”krigens tåge” for 200 år siden.

Civil kultur dur ikke i krig

For at vende tilbage til de tidligere nævnte ”konstanter” i krig, så er disse bl.a. strukturelle, kognitive/menneskelige og kulturelle. Vi har masser af strukturelle konstanter; eksempelvis stammer brigaden fra 1500-tallet, mens linjestabsorganisationen stammer fra Napoleonskrigene. Niels Juel førte eskadrer i 1677, og Hæren føres stadig i divisioner, bataljoner, kompagnier og delinger. Flyvevåbnets strukturer stammer fra det århundredegamle søværn. Gradsstrukturen stammer fra Den Spanske Brigade i 1500-tallet.

Uanset støtte fra teknologi, så er mennesket og menneskets kognition stadig centrum i krig. Dét, der i den sidste ende afgør krigen, er holdningen og kampeksercitsen. Tillad mig at repetere et par gamle militære begreber, som også er kasseret i det nye FAK: En holdning er et mentalt beredskab til at handle på en bestemt måde til gavn for helheden.

Kampeksercitsen er infanteristen, sømanden, piloten, der gennem tusinder af gentagelser under stigende fysisk og psykisk belastning overindlærer sit håndværk. Den i øvrigt omdiskuterede 10.000 timers regel for at mestre sit håndværk gælder i hvert fald for soldater. Når Jünger krøb frem efter dages artilleriinferno, sanseløs og dyrisk af rædsel, førte han alligevel sit stærkt decimerede kompagni med sin overindlærte føringsteknik. Selv under ekstrem stress reorganiserede, indsatte og førte han resterne af kompagniet på ren og skær kampeksercits – reflekser kalder man det.

Og nu begynder vi at nærme os, hvorfor det er så stor en fejl at gøre de nye uddannelser på Forsvarsakademiet (FAK) forskningsbaserede og ikke blot forskningsstøttede. Dette har nemlig medført, at civile, og ikke soldater, har taget magten. Derved lider de kulturelle konstanter ubodelig skade. Den nye kultur er givetvis god for forskningen, men dur ikke i krig.

Officerer er ikke forskere. Dette satte fra starten af udviklingen af de nye uddannelser officererne ud af ligningen, for alt drejede sig om at blive ”akkrediteret”. For at blive akkrediteret skal den civile verdens uddannelseskrav opfyldes, og det betyder, at ph.d.’er og lektorer er blevet vigtigere for akkrediteringen end officerer. På VUT-II kan officerer normalt ikke være modulledere, det kræver en ph.d. Vi er altså kommet så langt ud, at officerer ikke længere dur til at lære officerer at føre krig! I den forbindelse nytter det ikke at uddanne officerer til ph.d.’er. Så får man bare nogle gamle særlinge uden tidsnær erfaring fra det operative som grundstamme på FAK.

Jeg var selv syndikatleder på det ”gamle stabskursus II” og deltog i arbejdsgruppen omkring den nye Master i Militære Studier (MMS). Udgangspunktet var den store besparelse på 3 mia. kr. i forsvarsforliget 2013. Vi blev fortalt, at Forsvaret brugte 750 mio. kr. på ”lederuddannelse”, og at det skulle reduceres. Vi deltagere i arbejdsgruppen blev udsat for den klassiske manøvre ”den brændende platform”. Hvis vi ikke bifaldt ledelsens ene løsningsmulighed, så ville FAK blive nedlagt og uddannelsen af officererne flyttet til Københavns Universitet!

Det gik hurtigt op for mig, at der var noget helt andet på spil. Det drejede sig om, at det nye FAK skulle centreres omkring et nyoprettet dekanat.

Officerer kørt ud på et sidespor

Et bizart fænomen ved 2013-forliget var, at den brændende platform gav muligheder for skruppelløs selvpleje af karriere. Generalerne Bisserup og Ludvigsen viste vejen og skabte nye og mere magtfulde stillinger, som de selv besatte. Det samme skete vedrørende dekanatet på FAK. Alt andet var ligegyldigt. Alle alternativer blev skudt i sænk. For at skabe dekanatet måtte en mængde akademikere og forskere ansættes – samt en mængde nye folk, som skulle måle dit og dat og fortælle om successen. Officererne blev marginaliseret. De var ikke forskere, og de skaffede ikke BFI-point (Bibliometriske Forskningsindikatorer).

I stedet opfandt man nogle pseudo-BFI, kaldet Bibliometriske Udviklingsindikatorer (BUI), som officers-tumperne kunne lege med. Jeg var vist den eneste som fandt det umådeligt morsomt, da jeg spurgte om hvor mange BFI/BUI mon russerne havde hældt ned over Aleppo …

Fra at styre uddannelsen blev officerernes reelle funktion at legitimere, at ordet ”militær-” kunne sættes foran ord som strategi eller ledelse, men ellers skulle FAK køre som et mini-universitet. Over hele linjen blev forskere og akademikere sat ind i lederpositioner; der skulle skaffes BFI-point! Ellers kunne man ikke blive akkrediteret og beholde dekanatet og alle de dejlige, nye stillinger.

I ”gamle dage” var FAK førende indenfor ledelse og uddannelse, nu henter man civile eksperter ind for at lære officerer at føre krig. Ydmygelsen af officersgerningen blev fuldbyrdet, da man ansatte en civil chef for Institut for Militære Operationer. Instituttet leverede ikke sine BFI-point, og det kunne true dekanatets eksistens. En lignende, men knap så iøjnefaldende provokation er, at chefen for Forsvarsakademiets Uddannelsescenter også er en civil.

Og der er vi nær kernen i mit argument: Da kernen i den militære metier er rygradslæring og gentagelser, er der ikke noget at forske i. Det er forskningsmæssigt uinteressant at forske i at blive dygtig til at mestre sit håndværk gennem gentagelser. Forskning skal været nyt; noget ingen har skrevet om før. Derved er de militære konstanter dybt uinteressante. Når éns forskerhorisont er fokuseret på ”nyt, nyt, nyt”, hvor er så forståelsen for ”gentag, gentag, gentag”? Derfor blev de århundredegamle militære konstanter hældt ud af forsvarets uddannelsessystem.

Når man kommer fra den civile forskningsverden, forstår man så, at det vigtigste element i forsvarets uddannelser er ”skoling”? Skoling i fælles normer, holdninger, procedurer, viden og adfærd. Det var i virkeligheden skolingen, som gjorde det muligt for Ernst Jünger at sætte strejfere fra knuste nabokompagnier ind i sit eget. Han skulle ikke holde begrebsafklaring, ansættelsessamtaler og forventningsafstemning. Han gav korte og klare ordrer, og de fremmede soldater forstod i sekundet, hvad de skulle. Det er dét, som gør militæret unikt! Den civile forskningsverden fostrer og tilskynder individualister og ikke sjældent primadonnaer, men militære styrker kan kun fungere med holdspillere.

Militær skoling går tabt i forskningsbaseret uddannelse

Måske er den værste følge af, at officershåndværket er marginaliseret og forskningen har taget magten, officerens og forskerens vidt forskellige opfattelser af verden. Forskeren kan kun forske i dét, der er sket. Det sidder forskeren og pusler med i månedsvis før han/hun udgiver sin artikel. I forskningsdesignet opstiller man forudsætninger, så man kan cirkle om én afgrænset ting. Gennem omhyggelige forbehold og opstillede forudsætninger, beskytter forskeren sig mod kritik fra fagfæller. Først når livrem og seler er anlagt – og med et solidt tag i bukselinningen – publicerer forskeren sin artikel.

Officeren derimod skal planlægge og operere i dét, der ikke er sket. Han/hun skal planlægge operationer ud i det uvisse med alt for få informationer på alt for kort tid. Det er oftere reglen end undtagelsen at iværksætte en opgave med en forhastet plan, som har svagheder og underskud af ressourcer. Derfor er én af konstanterne i krigsførelse risikovillighed eller dristighed. At skole officerer til dristighed i uvisheden kræver en helt anden tilgang end forskningens sikre og forklarende verden.

Et kendetegn ved Jünger var lynhurtig analyse og beslutning, dernæst dristigt at indsætte sine midler og lede efter muligheder. Når en momentan mulighed opstod, greb han den i nuet og forfulgte den. Derved fik han ofte succes trods håbløse odds. Denne evne til dristig føring i nuet skal trænes også til rygradslæring. Det kræver bevidst dyrkning af den militære kultur og det kræver, at officeren igen bliver ledende i kulturdannelsen på Forsvarets højeste uddannelsesinstitutioner.

Denne skoling, som er afgørende for succes i krig, går tabt i den forskningsbaserede uddannelse. Jeg har siddet med til groteske møder, hvor 14 civile akademikere og to officerer drøftede ”fremtidens” forskningsbaserede officersuddannelse. Hvem mon fik størst indflydelse?

Den manglende militære indflydelse på det nye FAK er udpræget. Bemærk, jeg er ikke negativ over for akademisk viden, men officersuddannelser skal være forskningsstøttede og ikke -baserede! Der bør være et 10/90 forhold mellem forskning og de militære konstanter, og ikke omvendt som nu.

Denne militære mangel er langt mere alvorlig end det lige lyder. Problemet er, at hvis man ikke ved, hvad man skal gøre, så gør man det, man ved! Civile forskere uden kamperfaring ved simpelthen ikke, hvordan det er at stå på slagmarken. Derfor kommer de bevidst eller ubevidst til at styre kultur og diskurs over på deres eget domæne, hvor de står stærkt. Så kan man holde nok så mange tre-dages kurser, hvor de prøver, hvordan det er at være soldat …

Akademiseringen breder sig nedad

Med marginaliseringen af officeren på FAK breder akademiseringen af krigshåndværket sig desværre. Vi har allerede set den såkaldte ”Militære Akademiuddannelse” opstå. Nu skal mellemlederne også akademiseres, hvilket bidrager til at fuldbyrde ulykken. Når officererne akademiseres, så er den eneste redning for evnen til at kæmpe, at mellemlederne fokuserer på håndværket. Det er nu også truet. Ved at sergentskolerne nu er underlagt FAK, må vi forvente, at akademiseringen breder sig nedad.

Resultatet af denne forskningsdominans er, at vi har fået et FAK, hvor fokus er forskning og ikke at skole officerer til krig! Der er sket en art ”fjendtlig” overtagelse, hvor der nu sidder en masse forskere på forsvarsbudgettet og plejer deres karrierer ved at opfinde problemer, de kan forske i.  Det bidrager kun ganske lidt til den militære hovedopgave. Betydningen af uddannelsesansvaret synes at følge linjen på universiteterne: Det er et forstyrrende onde for forskningen. Siden den nye MMS startede, har jeg personligt ikke set én eneste chef inspicere uddannelsen. Det dur ikke.

Der laves ikke længere FOKUS på de studerende, som kører gennem ”pølsefabrikken”. Ofte når lærerne end ikke at kende folks navne, før de hopper over på et nyt modul. Ingen følger, puffer, påvirker eller provokerer den enkelte til personlig militær lederudvikling. Der kan smutte fuldgyldige psykopater igennem; det vil ikke blive opdaget. I stedet hælder man akademisk viden i hovedet på folk i afmålte mængder, eksaminerer dem, og kalder det en succes.

Det er mig uforståeligt, at Forsvaret, som er 100 procent afhængig af dygtige militære ledere, ikke længere vil bruge de fornødne ressourcer på at udvikle dem i deres egentlige virke.

Der har været masser af advarsler, som er blevet overhørt. F.eks. udsendte man for ca. tre år siden en spørgeundersøgelse om, hvad medarbejderne mente om det nye FAK. Undersøgelsen var fuld af spørgsmål om uddannelsen, FAK og ledelsen. Man sad forbløffet og tænkte: ”Hvad? Ønsker de virkelig at høre svaret på det?” Jeg talte med adskillige kolleger, som samstemmende sagde, at de havde givet de mest kritiske svar i hele deres karriere.

Det viste sig, at ”de” faktisk ikke ønskede at høre svaret på deres egne spørgsmål. Undersøgelsen blev aldrig offentliggjort, endsige omtalt. Men et halvt år senere fik vi en ny undersøgelse, indsvøbt i konsulent-lingo, hvor spørgsmålene nu var rettet mod den nærmeste chef. Så fik ”de” de svar, de ønskede. Selv var jeg den (eneste) ”anonyme” major over 55 år i instituttet …

Danmark sparede også på officersuddannelserne op til 1864, op til 1940 og nu, op til…?

Det nye FAK og de nye uddannelser er en ommer. Sigtet peger uden for skiven. Uddannelserne skal være forskningsstøttede, ikke forskningsbaserede, militære uddannelser. Akkrediteringen bør skrottes eller omlægges radikalt. Flertallet af forskerne skal tilbage til universiteterne eller DIIS, hvorfra deres ekspertise kan hentes. Dekanatet, som er en militært set overflødig bureaukratisk ressourceforbruger, skal nedlægges. Sergentskolerne skal tilbage til værnene og tjenestegrensskolerne genoprettes.

Kun dette kan stoppe derouten og genetablere konstanterne i krigshåndværket som det centrale i forsvarets uddannelser og skoling.

OBS: På tirsdag kan du høre mere om de nye uddannelser i Frontlinjen på Radio4, hvor der bl.a. vil være interview med Lars Ehrensvärd.

Lars Ehrensvärd Jensen har været tjenestegørende i Jægerkorpset i mange år og syndikatleder på Stabskursus II 2011-2014 på Forsvarsakademiet. Han var forsker og lærer på Master i Militære Studier samme sted i perioden 2014-2020. Privatfoto
Kommentarer

15 KOMMENTARER

  1. Som jeg husker det er der et desideret planlæggerkursus i O’gau, som lærer en takterne jf. COPD, altså den planlægningsproccedure, som NATO anvender. Som jeg har hørt det, skulle netop det kursus være godt… og give en god indføring i stabsofficererens opgaver i en planlægningsstab.

    Men det giver sig selv, at når man skærer kraftigt i uddannelsernes længde, kan det være meget svært – hvis ikke umuligt – at opbygge den samme form for sikkerhed, rutine og muscle memmory i stoffet…

    Jeg vil til ehver tid holde på, at uddannelse er essentielt for at vi kan agerer agilt på en moderne kampplads… og hertil kommer at vores officerer er uddannet i andet en bare Clausewitz og SunTzu…

  2. Jeg er fuldstændig enig i dine vurderinger. Min pointe er blot, at skadevirkningerne ved “diplomuddannelserne” af de kadetter er mindre og mindre akutte end dem der sker med MMS’ erstatning af militærvidenskab med samfundsvidenskab.

  3. Kære Jeppe
    Som du selv skriver er uddannelsen på officersskolerne for kort og for lidt praksisbaseret. Jeg er desværre ikke sikker på at det går på den lange bane, idet man efter mening også har undermineret uddannelsen af vores stregbefalingsmænd, der er blevet for korte og i for høj grad baseres på sidemandsoplæring.
    Uanset vor motiveret de unge kadetter er, så møder det store flertal op som nye kadetter uden nogen form for militær skoling forud herfor.
    Det som menig og ung stregbefalingsmand eller løjtnant af reserven at have gjort nogle dyrebare erfaringer, inden man indtræder på officersskolen, gør alt andet lige forståelsen af militære operationer og krigens friktioner mere nærværende.
    Jeg skal ikke afvise ,at det især er en udfordring i det landmilitære domæne, at man mangler erfaring på manuelt niveau hhv. laveste mellemlederniveau. Jeg skal dermed ikke afvise, at de nye officersuddannelser i det sømilitære og luftmilitære domæne, der alt andet lige er mere tekniske, bedre kan rumme officerer med en mindre grad af praksiserfaring på laveste funktionsniveau. Dette skal ikke opfattes som en desavouering af de to blå værn, det er blot en accept af forskellige operationsvilkår for officerer på M311 niveau.

  4. Peter Nielsen,
    siden 2014 (og også siden 2017) har dansk forsvar deltaget i mange missioner rundt omkring i verden. Hvor mange officerer med den nye officersuddanelse, der har været med ude i disse opgaver, ved jeg ikke. Det må du spørge Forsvarskommandoen om, tænker jeg.

  5. Den miskrediterede hærchef var absolut ikke officer af den gamle skole, men som spindoktor for K-notat gruppen blandt de forreste i management- og civilficeringen af Forsvaret og dets uddannelser, herunder af FAK.

  6. Kære Michael, jeg kan glæde med, at de tre officersskoler – som jeg har undervist på – fortsat har en god andel af erfarne befalingsmænd blandt kadetterne, og at kadetterne generelt er rigtig godt og griber efter den militære profession med stor iver. Deres uddannelse er for kort, og for lidt praksisbaseret, men det går nok. Det er som jeg ser det, MMS der er det store problem.

  7. Enig i at OFU uddanner et dusin hærfolk i enkeltværns militære operationer med et kursus skåret ned fra et år til fire måneder. Uenig i at man bare kan lære operationer på korte kurser i Oberammergau. Efter min erfaring – som internationalt generalstabsuddannet officer – en voldsom nedvurdering af kernen i officersprofessionen. Flerværns operationer? Viden om andre tjenestegrene og værn? Evnen til at analysere, planlægge og føre militære operationer? Ikke på MMS – få års uddannelse og modning på et tidages kursus i O’gau? Hvem vil opereres af en kirurg, der havde fået en MMS i teorier om sygdom?

  8. IMO uddanner da i operationer! Det foregår på OFU, som foregår under ILO… Når en kampplads bliver mere og mere kompleks, med dertilhørende flere domæner, aktører og netwærk så fordrer dette mere kritisk tænkning og evnen til at anskue en situation fra oven. Jeg har også være ansat på FAK, og det er mit indtryk, at mange “gamle” officerer ikke stiller spørgsmål nok. Såfremt man ikke ønkser at der sker militær innovation, så er det da glimrende bare at fortsætte med at uddanne i hvordan man fører en battalion, men når det drejer sig om at vinde næste krig handler det i højere grad om kunne perspektivere og tænke tritisk.Således at man kan bruge de informationer man får om den komplekse kampplads. I Danmark har vi ikke engang et war college, fordi vi ikke værdsætte uddannelse nok. Jeg synes sondringen er komplet forkert.

    Hvis vi ønsker dygtige chefer og stabsofficerer i forsvaret skal vi have nogle mennesker, der kan tænke kritisk og perspektiverende… vi skal ikke kun bruge krigere. Der er også en tendens til at man forfremmer operative officere hurtigere, hvilket ligeledes er en ulempe, hvis man ønsker at vinde næste krig, frem for sidste.

    Lars er typisk håndværker – som den jæger han er, der er tørtræning kilden til sejr. Det kan ikke komme bag på nogen at han netop tænker som han gør, hvor end fejlagtig hans sondring så måtte være.

  9. Jakob Henius. Kan du ikke uddybe lidt om hvorledes den nye officersuddannelse fra 2014, hvor vi så de første officerer ude i geledet i 2017, ” gennemgående klarer sig ganske godt i de skarpe operationer, de bliver udsendt i.”, når vi stoppede med kamptropper i Irak i 2007 og i Afganistan i 2014?

    Angående den nye befalingsmandsuddannelse så jeg her i februar at Forsvarets Personalestyrelse ikke kunne henvise til gældende udnævnelseskriterier for Oversergent, Seniorsergent og Chefsergent.

  10. Kære Lars
    Efter læsning af din artikel bliver jeg både opstemt og nedtrykt.
    Jeg bliver opstemt, fordi du klart giver udtryk for mange af de bekymringer som jeg har haft og fortsat har.
    Men så kommer den triste del!
    Når tidligere og nuværende chef FAK i loyalitet over for den forretning de er sat til at bestyre, forsvarer behovet for akkreditering, er det selvklart meget naturligt. Men det er lige præcis her fejlen ligger. Vi har som du skriver behov for officerer der kan uddanne og føre enheder i krig, mens en akademisk akkreditering i den sammenhæng er fuldstændig ligegyldig. Det er vores analytiske evner som officerer der er afgørende, evner som man sagtens kan drage nytte af i en civil kontekst, mens civile akademiske uddannelser ikke gør meget nytte på kamppladsen.
    Det triste er, at hvor vi tidligere havde et stort indtag af erfarne befalingsmænd på den grundlæggende officersuddannelse, så er det i dag en saga blot. Jeg havde selv det privilegie at være kursusleder på Hærens Officersskole sidst i 90’erne, var ca. 20 % af årgangen havde udsendelseserfaring fra Internationale operationer. De unge befalingsmænd skal i dag være meget entusiatiske, for at gennemføre kvalificerende civile uddannelser der medfører at de kan komme på officersskole. Det er som du skriver, mere værd at have en hvilken som helst civil bachelor eller kandidatgrad inden optagelse, hvorefter man uden nogen forudgående gelederfaring skal have ansvaret for soldater under uddannelse og indsættelse i skarpe operationer.
    Men så er det jo heldigvis sådan, at den unge officer kan læne sig op af den erfarne stregbefalingsmand. Nå nej, den uddannelse har man også udhulet. Uddannelsen af vores stregbefalingsmænd er korterevarende kurser, blended learning m.m.
    Endelig har man i hæren fjernet de våbenspecifikke skoler og udviklingsafdelinger.
    Så ja, der er i høj grad grund til at være bekymret, en bekymring for fremtidens officerskorps som jeg i høj grad deler med dig Lars.

  11. Hvad hulen er det for en gang forvrøvlet akademiker-bashing?!

    Lars er forhåbentlig klar over, efter at have været “forsker og lærer på MMS 2014-2020”, at der er forskel på forskning og undervisning..
    Når du forsker, skal du helst “blive klogere” og generere ny viden så den viden man har indenfor et felt udvikler sig, men når du underviser er der jo ikke noget i vejen for, at der bliver kørt udenadslære der ikke har ændret sig i årtier, hvis formålet er at lære nogle grundprincipper og metoder – det er sgu ikke fordi de fag man har på universitet i kildekritisk metode, studium generale eller Max Webers samlede værker har ændret sig særlig meget de sidste 100 år.

    Det er selvfølgelig noget juks, hvis ikke officerer kan få lov til at undervise på FAK, men der er da mig bevidst også stadig masser af officerer der underviser på både VUT og MMS – Lars har eksempelvis selv gjort det de sidste seks år tilsyneladende.

    Så synes jeg der er noget påfaldende ved afsnittet “Et kendetegn ved Jünger var lynhurtig analyse og beslutning, dernæst dristigt at indsætte sine midler og lede efter muligheder. Når en momentan mulighed opstod, greb han den i nuet og forfulgte den.” Det lyder mest som om, at Lars er bitter over, at han faktisk er blevet tvunget til at reflektere lidt over beslutninger og undervisningsmateriale, fremfor gennem “dristig føring i nuet” bare at trække det hele ud af røven og føre med “løgnerhånden” på bedste HO-manér!

    Sidst men ikke mindst må jeg også erkende, at jeg næsten fik mit vand galt i halsen af bare højlydt latter ved sætningen “Der kan smutte fuldgyldige psykopater igennem; det vil ikke blive opdaget”. Er det nu også de “skide akademikeres” skyld Lars??
    Mig bevidst er der smuttet fuldgyldige psykopater igennem Forsvarets ledelsesuddannelser lige så længe Forsvaret har eksisteret – altså for Guds skyld, vores tidligere Hærchef sidder i fængsel! Og han var/er sgu da om nogen “officer af den gamle skole”!

  12. Hej Lars.

    Du har sikkert ret i, at der er ting omkring Forsvarets uddannelser – inkl. MMS – som kan optimeres. Men jeg synes nu ikke, at din analogi mellem Ernst Jüngers færdigheder og indholdet af MMS er helt i skabet. Ernst Jünger var ikke – og skulle heller ikke være – uddannet på akademisk niveau i modsætning til MMS’ere og de tidligere stabskursister (vi skal lige huske, at VUT II for officerer altid har haft et akademisk niveau, også den gang du og jeg gik på stabskursus).

    Den (over)indlæring, som en infanterifører i frontlinjen formentlig stadig har brug for, skal ikke tilføres på MMS, men på grunduddannelserne (sergentuddannelsen og officersuddannelsen). Samt – ikke mindst – ved erfaring i geleddet. Jeg tvivler f.eks. på, at Ernst Jünger var 110% skarp på dag 1 i krigen. (Det er længe siden, jeg har læst “I stålstormen”, men ét husker jeg i hvert fald; han tilbad nærmest krigen, forstå det hvem der kan).

    Det er derfor nok et mere relevant spørgsmål, om grunduddannelserne – kombineret med gelederfaringen – i dag giver den ønskede kvalitet blandt de yngre officerer. Det skal jeg ikke gøre mig meget klog på, for dem, der bedst kan svare på det, er nok vores kompagni-, bataljons- og brigadechefer, skibsførere og wing-commandere, dvs. aftagerne.

    Men jeg ved med rimelig sikkerhed, at vores officerer og øvrige befalingsmænd – unge som ældre – gennemgående klarer sig ganske godt i de skarpe operationer, de bliver udsendt i. Og det må vel tyde på, at vi gør et eller andet rigtigt. Og der er sikkert ting, som kan gøres endnu bedre.

    Mvh
    Jakob

  13. Hold da op en negativ fremstilling af Forsvarsakademiet og Forsvarets officersuddannelser. Jeg kan ikke tage forfatterens oplevelse fra ham, men jeg kan love læseren, at den fremstilling, som kan læses her nok mere bygger på nogle klare holdninger til den nye officersuddannelsesmodel end til virkeligheden. Jeg medgiver, at vores Militære Masteruddannelse er forskningsbaseret, hvilket i øvrigt også er et krav, hvis uddannelsen skal akkrediteres og anerkendes ift. det civile uddannelsessystem i Danmark og internationalt – ligesom det er et vigtigt kvalitetsstempel. Men alle vores uddannelser lige fra de militære grunduddannelser og al efteruddannelse for officerer og befalingsmænd udspringer netop også i praksisniveauet gennem FAK og værnenes erfaringer og udviklingsvirksomhed. Det er således ikke et dekanat, som i øvrigt ikke eksisterer, men en række militære studiechefer i koordination med dekanen, som sætter retningen og rammerne for vores konkrete militære grund-, videre- og efteruddannelser bl.a. pba. gennemførte aftager og dimittendundersøgelser, hvor fx unge premierløjtnanter og deres chefer kommer med en struktureret tilbagemelding – og ikke civile forskere, som der hentydes til. Fremfor at indgå i en længere diskussion på denne streng kunne jeg opfordre OLFI til også at lade Forsvarsakademiet fremlægge, hvordan vi ser vores akademi og officersuddannelser reelt er opbygget.

  14. Man anspores til at bede en lille bøn om ingen krig i vor tid (hvilket naturligvis altid er på sin plads), for det lyder godt nok trist, skulle vi havne i en sådan i vort eget nærområde.
    Min opfattelse af hele akkrediteringen og anvendelse af akkreditering i forsvaret, har altid været, at det ikke gav mening og Lars’s kritik underbygger blot dette synspunkt. Håber, at nogen af de voksne kan se miseringen og se udover, hvad der hytter deres eget skind bedst og er villige til at gøre noget ved det.

  15. Jeg har undervist på officersskolerne og på FAK siden 2009, i en periode som fastansat, og kan i store træk bekræfte Lars’ kritik af uddannelserne.

    Sat på spidsen: Institut for Militære Operationer underviser ikke længere i militære operationer, men i samfundsvidenskabelige teorier om krig (med det lille, stærk nedskårne OFU-kursus som den sidste rest af militær videnskabelighed). Institut for Strategi underviser ikke i strategi, men i samfundsvidenskabelige teorier om udenrigspolitik. Institut for militær Ledelse og Organisation underviser ikke i føring og forsvarsopbygning, men i civile samfundsvidenskabelige teorier om civil ledelse og organisation.

    Uddannelsen kaldet Master i Militære Studier er, som analyseret af Clemmesen her https://krigsvidenskab.dk/emne/videregaende-officersuddannelse-del-3-afprofessionaliseringen ikke en egentlig militærvidenskabelig uddannelse, men en fragmenteret, fortyndet samfundsfaglig fjernundervist kursusrække.

    Institut for Militærhistorie og Krigsteori forskede og underviste mærkeligt nok i militære krigsteorier, krige, operationer, føring, officersvirke, militær kultur og uddannelse og alskens andre aspekter, der er centrale for i officersprofessionen. Måske derfor det institut netop er blevet nedlagt.

    Tak til Lars Ehrensvärd for kritikken. Jeg ser frem til argumenterede bidrag til debatten fra FAK og dets 300 ansatte og/eller dets 200 “studerende” (kadetter og elever). Jo mindre, naturligvis, ministerens vurdering at Danmark ikke er moden til en debat om Forsvaret, var en ordre om tavshed.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here