DEBAT: Diskussionen om akademisering af uddannelserne på Forsvarsakademiet har manglet input fra folk med erfaring fra skarpe operationer og har mest af alt været et forsvar fra Forsvarsakademiets egne, skriver pensioneret major Steffen Dresler i denne åbne støttetilkendegivelse til major-R Lars Ehrensvärd Jensen.
Kære Lars Ehrensvärd Jensen.
Du sætter i en artikel i OLFI spørgsmålstegn ved uddannelserne på Forsvarsakademiet (FAK) og dermed i princippet på de underliggende skolers ditto. Du angriber rigtigheden i, at en topmilitær lederuddannelse på FAK nu er blevet forskningsbaseret, hvor den efter din mening burde være forskningsunderstøttet. Og lige netop dette er en meget vigtig og fornuftig diskussion at tage fat på. Men som læser må jeg nok konstatere, at der desværre ikke kommer (er kommet) den diskussion af emnet, som spørgsmålet virkeligt fortjener.
Du sætter nemlig i lige så høj grad også indirekte spørgsmålstegn ved det paradigmeskift, der er sket, ved at den militærfaglige profession med dens viden, erfaring, forståelse og tilgang til at løse opgaverne hurtigt og effektivt efterhånden er ved at blive overtaget af en civil akademisk tilgang uden militærfaglig baggrund, og hvor det ofte er metoden og ikke opgavens løsning, der er målet. Dette forstærkes desværre nu også snart af, at ”akademiofficerer”, der aldrig har været soldater og kun oplevet den akademiske forskningsbaserede verden i deres ”militære” uddannelse, begynder at besætte chefposter. Altså er den soldatermæssige profession og ikke mindst håndværket – som du også selv bemærker – stærkt på vej ud.
Et andet og ligefremt håndgribeligt eksempel på det civile islæt er, at de militære videreuddannelser nu åbenbart heller ikke mere må have militære navne, men skal tilpasses det civile akademiske niveau som ”militære akademiuddannelser”, ”militær diplomuddannelse” og ”master i militære studier” (MMS) og så videre. De skal ækvivalere det civile, for alle ved jo, at når jeg fortæller, at jeg er på den militære diplomuddannelse, så er jeg kadet på en officersuddannelse, ikke sandt? Måske en lille ting, men hvad skal det dog til for?
Man bider ikke den hånd, der fodrer en
Den diskussion, der efterfølgende har været i OLFI samt på Radio4 (måske lidt bortset fra chefen for 2. Brigade), må nok mere ses som partsindlæg og et forsvar for FAK end en egentlig faglig diskussion, da de hidtidige indlæg og kommentarer er farvede og ensidige. Partshaverne – minus chefen for Forsvarsakademiet (CH FAK), der er ansat til at mene det er den bedste uddannelse – har jo aldrig kendt til det tidligere, ligesom deres soldatermæssige erfaring, altså krigshåndværket, nok er ikkeeksisterende. Samtidig er de enten ansatte på FAK eller lige afgået derfra, og man bider jo ikke den hånd, der fordrer en!
Jeg er næsten sikker på, at da FAK lige efter årtusindeskiftet begyndte at interessere sig for akkreditering af VUT-II-uddannelsen, var det ikke for at ende, hvor FAK er i dag. Det var snarere for at undersøge, hvilket civilt akademisk niveau Forsvarets topuddannelse (VUT-II) egentligt havde og så herfra eventuelt forbedre uddannelsen ved at gøre den mere forskningsunderstøttet.
Stor var overraskelsen da EVA-rapporten kom og påviste, at operations- og føringsuddannelsen (OFU) for hærofficerer var mere forskningsbaseret end VUT-II, hvilket man så besluttede at gøre noget ved: Man tilførte mere forskningsunderstøttet undervisning og samtidig oprettede man et dekanat for at gennemføre dette. Men at VUT-II helt skulle være forskningsbaseret, og at FAK skulle udarte sig hen imod en slags “Defence University”, tror jeg ikke, var meningen. Denne drejning skete så senere gennem den tidligere CH FAK og godt supponeret af Forsvarets daværende øverste ledelse, alle med tilknytning til den såkaldte K-notatskreds.
Forsvaret fortjener ikke at ende, hvor det er på vej hen
Så set fra min pensionerede stol kan en fornuftig diskussion kun blive gennemført ved at officerer med erfaring i skarpe operationer (brugerne) og uden for FAK tør tage aktivt del. Og diskussionen bør også omfatte, hvor langt endnu en civilisering/akademisering af Forsvaret kan gå, uden at det skader Forsvarets evne til at løse pålagte opgaver.
Som slut et lille citat af Formand Mao, der sagde, at »hvis ikke man skifter spor, ender man, hvor man er på vej hen«. Jeg er ikke sikker på, at vores forsvar fortjener at ende der, hvor det er på vej hen! Og i sidste ende ville jeg som fører under krig liggende i skidtet være fuldstændig ligeglad med, om jeg deltager i en NCE-, AW- eller EBO-operation.
Så tak til dig, Lars Ehrensvärd Jensen, for at tage handsken op.
