KOMMENTAR: Samfundets anerkendelse af Danmarks udsendte er såre fortjent og helt på sin plads, men det kan ikke længere blive ved de patosfyldte politiske skåltaler. På årets flagdag ville det i stedet være klædeligt, hvis den danske politikerstand én gang for alle forpligtede sig selv og hinanden på at forbedre soldaternes arbejdsvilkår – hellere i dag end i morgen.

Det er prisværdigt, at vi som samfund har flagdagen til at anerkende og fejre Danmarks udsendte soldater og vores veteraner. Det er fuldt fortjent, for soldater personificerer om nogen selvopofrelse og ærekærhed, og det er til syvende og sidst soldater – vores egne i samspil med vores Nato-allierede – der står som garanter for danskernes sikkerhed.

Det er af samme grund på høje tid at erkende, at det ikke længere er tilstrækkeligt at lade anerkendelsen komme til udtryk gennem ord alene. Alt for længe har verbale skulderklap og skåltaler på Christiansborg Slotsplads fået lov at fylde mediedækningen, men de klinger hult og batter ikke rigtigt, når man ser på Forsvarets aktuelle tilstand. Forsvaret står netop nu i en situation, som kræver andet og mere end ros, hvis det skal lykkes at holde på de professionelle soldater, hvis betydning for Danmark med den sikkerhedspolitiske situation in mente atter er blevet tydelig for enhver.

Derfor kommer her et opråb til magthaverne på Christiansborg: Kære politikere, hvis I virkelig vil demonstrere jeres påskønnelse af Danmarks tidligere, nuværende og ikke mindst kommende soldater, sætter I handling bag ordene og forbedrer deres arbejdsvilkår. Det bedste tidspunkt at gøre det var i går, det næstbedste tidspunkt er nu. Der er rigeligt at tage fat på, og opgaven er ingenlunde løst med et nationalt sikkerhedspolitisk kompromis og en pose penge alene. Derfor er det bydende nødvendigt, at I bliver klædt på til at træffe de nødvendige beslutninger og gør jer umage for at forstå situationens alvor forud for de forestående forligsforhandlinger.

Artiklen fortsætter under billedet …

Indtil det modsatte er bevist, vælger jeg at tro på, at Forsvarets øverste ledelse i disse uger og måneder åbent og ærligt delagtiggør jer i de udfordringer, Forsvaret aktuelt står med på både personel- og materielsiden. Skulle det mod forventning ikke være tilfældet, er mange af problemerne lagt åbent frem af blandt andre brigadegeneral Henrik Lyhne, af formændene for soldaternes faglige organisationer og af soldaterne selv. Der er altså ikke nogen undskyldning for ikke at tage livtag med problemerne.

Masser af steder at tage fat

Det er velkendt for de fleste af OLFIs læsere, at Forsvaret slås med både utilstrækkeligt og fejlbehæftet materiel og med fastholdelsesproblemer, ligesom der aktuelt bliver trukket endog meget store veksler på Hæren og det personel, der roterer mellem Danmark og Baltikum. Den nu forhenværende chef for Hærens højtbesungne, men også ret udfordrede, 1. Brigade satte for nylig ord på tingenes tilstand:

»Jeg skal nok passe på med ikke at male fanden på væggen. Men vi er tæt på at være bragt i knæ i Hæren på grund af det. Vi sender i alt to bataljoner til Letland. De skifter og er der ikke samtidig. Den opgave kræver, at Hæren trækker på alle sine kapaciteter og ressourcer, og det, synes jeg, er tankevækkende, at for at sende 1.000 mand ud skal man faktisk trække på en hel hær. Det siger lidt om, hvor vi står.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Tilsvarende sejler Søværnets enheder rutinemæssigt ”for kort” – altså med for små besætninger – når de løser opgaver internationalt. Forsvaret mangler slet og ret folk til at matche det politiske ambitionsniveau, og det kniber gevaldigt med fastholdelsen.

Hvis Danmark skal blive ved med at have et forsvar i verdensklasse, skal der med andre ord ske noget nu. Bevares, der er penge på vej, og det kommende forsvarsforlig bliver større og mere omfangsrigt end længe set. Godt det samme. Der skal imidlertid andet og mere end nyanskaffelser til for at holde på de konstabler, befalingsmænd og officerer, som udgør rygraden i de styrker, vi som nation løbende udsender til verdens brændpunkter. Det er som bekendt selvsamme personel, der skal betjene det materiel, som de kommende år tilgår Forsvaret, så måske fastholdelse i virkeligheden burde stå øverst på den politiske dagsorden.

Læs også: 1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis

Først og fremmest er det nødvendigt med en erkendelse på Christiansborg af, at med knappe ressourcer følger en politisk prioriteringsopgave. Hverken Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet kan være alle steder på én gang, og det gibber i danske soldater, når de læser, at det måske alligevel forlanges af dem. Det betyder samtidig, at man på Christiansborg er nødt til at gøre sig klart, at civile ekstraopgaver – det være sig bevogtningsopgaver i Operation Gefion eller Covid-19-håndtering – forringer mulighederne for at stille de bedst mulige soldater til skarpe militære opgaver.

Dernæst skal arbejdsvilkårene i hverdagen forbedres. Der skal være ammunition, så man kan komme på skydebane. Soldaterne skal uddannes på samme materiel, som de skal bruge, når de bliver udsendt. Reservedele skal kunne anskaffes uden rigide sagsbehandlingsgange og alenlange ventetider, og nok så væsentligt bør soldaterne grundlæggende have lov at bruge tid på deres kerneopgave; at træne og dygtiggøre sig inden for soldatergerningen. Det burde være helt evident, men det har det vist sig ikke at være.

Artiklen fortsætter under billedet …

Endelig bør I, politikerne på Christiansborg, som minimum overveje, om det har været besparelsen værd at fjerne tjenestemandsansættelserne, civiluddannelsesordningen og de øvrige tiltag, som ansporede soldater til at lægge deres bedste år i Forsvaret. Det får I næppe mange i Forsvaret til at sige, at det har.

Hvor længe skal vi vente på det nye forlig?

Det ville formentlig også hjælpe på humøret i enhederne og ude på tjenestestederne, hvis man i det mindste havde indtrykket af, at der fandtes en politisk erkendelse af, at tingene måske ikke kører som smurt i olie.

»Det er en styrkelse af dansk forsvar, når vi løfter beredskabsniveauet på flere områder, både hvad angår Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet. Det koster penge, og det er at betragte som en styrkelse af dansk forsvar,« lød det for eksempel fra forsvarsminister Morten Bødskov (S) på sommerens folkemøde på Bornholm.

Udtalelsen faldt i Frontlinjen på Radio 4 og henviser til det forhøjede beredskab og den milliardstore straksbevilling, som var indeholdt i det nationale kompromis, men som mestendels er gået til våbendonationer til Ukraine. Forsvaret er netop ikke styrket, men slidt helt tyndt. Når den erkendelse indfinder sig på Christiansborg og al den politiske spin pakket væk, er kimen til et styrket forsvar med fokus på fastholdelse af de mange dygtige og pligtopfyldende soldater lagt. Indtil da fortsætter blødningen i samtlige personelgrupper sandsynligvis, for det kan være overmåde svært at forstå, hvor værdsat man som soldat er, når det ene år tager det andet, uden at påskønnelsen giver udslag i bedre vilkår.

Ret skal selvfølgelig være ret: Store dele af det politiske system er begyndt at give udtryk for en vis forståelse for, at der er plads til forbedringer på forsvarsområdet. Tingene kan selvsagt heller ikke løses med et trylleslag, og der må nødvendigvis nogle forhandlinger til, før diverse fastholdelsestiltag kan sættes i søen. Derfor bør den endelige dom også først falde, når vi har fået lejlighed til at nærstudere det kommende forsvarsforlig. I mellemtiden kan vi spekulere over, hvor langt ude i fremtiden forligsforhandlingerne ligger.

Det korte af det lange er dog, at politikerne – både den nuværende regering, den kommende samt de øvrige partier i forligskredsen – skal sætte handling bag ordene og demonstrere deres værdsættelse og støtte til Danmarks udsendte ved at forbedre arbejdsvilkårene i Forsvaret. Det skal være min påstand, at politisk handling vinder uendelig meget mere gehør end alverdens patos klemt ned på to A4-ark.