DEBAT: Forsvaret stiller altid op og løser altid opgaven. Men det løser nu akut opståede opgaver på andet år, og det tærer ikke bare på kræfterne, men også på de militære færdigheder, skriver fire hærofficerer i dette debatindlæg. Udviklingen koster på både personel- og beredskabssiden, advarer de.
Da forsvarsforliget i 2018 blev indgået af et bredt flertal af Folketingets partier, indebar det blandt andet opbygningen af en middeltung brigade. Brigaden skal kunne opstilles og deployeres i krig eller krise på 180 dage. Et ambitiøst, men nødvendigt mål set i lyset af den sikkerhedspolitiske situation, som Danmark og vores allierede står over for. Vi lever ikke længere på afstand af konflikterne. De seneste år med krig og uro i Ukraine og en tiltagende bekymring, især i Ruslands randstater, betyder, at Danmark, som alle andre lande i Nato-alliancen, nu også må bidrage med mere end blot moralsk opbakning.
Det kommer ikke som en overraskelse, at Danmarks eneste operative brigade ikke når at blive klar. Der har været advaret flere gange fra militærfaglige sider, indtil det i november 2021 blev officielt meddelt af Forsvarschefen. General Lentfer kritiserede med rette det lidt for ambitiøse forlig. Midlerne og tiden til at løse opgaven var simpelthen ikke til stede.
At opbygge en brigade er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver mandskab, en hel del udrustning, kampvogne, luftværn, ammunition, en stor vedligeholdelseskapacitet og vigtigst af alt: tid. Tid til træning af soldaterne. Denne dyrebare tid er gang på gang blevet taget fra Hærens enheder, hvilket Peter Viggo Jakobsen, lektor fra Forsvarsakademiet, tidligere i år præciserede med følgende udtalelse:
»Problemet er snarere, at politikerne efterfølgende har valgt at bruge Forsvaret til grænsekontrol, minkaflivning, bevogtning i Krystalgade og alle mulige andre opgaver. Hæren skal hele tiden smide alt, hvad man har i hænderne, for at håndtere akutte kriser.«
Svært at forklare for soldaterne
Som officerer er det utaknemmelige forhold at forsøge at uddanne soldater til 1. Brigade under, når dele af ”Hærens Knytnæve” – igen – er indsat som en del af coronaberedskabet. Denne gang som vaccinatører, podere, parkeringsvagter, mundbindsuddelere og smitteopsporer ved callcentre. Vi kan naturligvis godt forstå, hvorfor opgaverne er vigtige og samfundsrelevante. Der har tilsyneladende været et for stort efterslæb i politiet, Beredskabsstyrelsen og blandt sundhedsfagligt personale til at kunne håndtere uforudsete hændelser som eksempelvis corona-pandemien. Derfor har det oplagte valg for politikerne været at anvende Hæren, som samfundets schweizerkniv.
Både den tidligere hærchef, generalmajor Michael Lollesgaard, og tidligere chef for Hærens 1. Brigade, brigadegeneral Henrik Lyhne, advarede i 2019 om konsekvenserne af brug af professionelle soldater til grænsekontrol og bevogtningsopgaver. Man skulle tro, at sådan en advarsel gav anledning til refleksion, men forsvarsminister Trine Bramsen står fast på, at Forsvarets opgave er at passe på Danmark, hvilket også indebærer grænsekontrol og bevogtning for at aflaste et politi, der er presset.
Som soldater stiller vi altid med stolthed op, såfremt samfundet er i en akut krisesituation. Og naturligvis er det Forsvarets opgave at passe på Danmark, men hvis politiet er presset, burde løsningen så ikke være at tilføre flere ressourcer til politiet i stedet for at pålægge Hæren at løse politimæssige opgaver, som vi har gjort 24/7 siden 2017?
Der er konsekvenser ved at bruge Hæren til nationale opgaver. I forrige uge skulle eksempelvis hele 1. Panserinfanteribataljon ved Den Kongelige Livgarde have været på en stor øvelse i Oksbøl, men fredagen inden blev øvelsen aflyst. Det er svært som officer at skulle forklare sine soldater, at i stedet for at træne den militærfaglig kerneopgave skal vi for andet år i træk indsættes ved diverse test- og vaccinationscentre i Danmark.
Tager tiden fra kerneopgaven
På trods af, at samarbejdet er rigtig godt med de civile myndigheder, bliver frustrationen ikke mindre af, at soldaterne tjener mindre end de parkeringsvagter, podere og vaccinatører, som de arbejder side om side med. Opfattelsen blandt soldaterne er, at Hæren er statens billigste vikarbureau. Er det således bare et spørgsmål om tid, før vores institutioner er så pressede, at kampsoldater også indsættes på rød stue nede i børnehaven? Eller er Hæren i virkeligheden statens dyreste vikarbureau – ikke én til én, mand til mand, men når vi ser på det samlede billede? Det er dyrt ikke at bruge, og især at vedligeholde, vores kompetencer, og det sker ved træning, træning, træning. Hvis vi for alvor skal bruges til det, der reelt er vores job, så er vi måske ikke i stand til at løse opgaven.
Hvis man tror, at ovenstående aflysning af en øvelse blot er et engangstilfælde, tager man fejl. Indenfor de seneste 13 måneder har 1. Panserinfanteribataljon ved Den Kongelige Livgarde løst et væld af opgaver; støtte til Styrelsen for Patientsikkerhed som smitteopsporer i callcentre, støtte til politiet med paskontrol ved Danmarks grænser, bevogtning af jødiske objekter, Vidar-beredskabet i tilfælde af bl.a. terror, støtte til Region Hovedstaden som vaccinatører, p-vagter og podere samt den måske mest mærkværdige; støtte til Beredskabsstyrelsen og Fødevarestyrelsen med optælling og tilsyn af minkaflivning. Ovenstående opgaver har taget knapt fem måneder ud af vores kalender, når man medregner alt. Så er der ikke meget tid tilbage til enhedsuddannelse og funktionsuddannelse.
De unge mænd og kvinder i vores enheder, der aktivt har valgt at gøre karriere som professionelle soldater, drømmer om at blive dygtige til deres håndværk og metier. Forsvaret sælger ligeledes denne virkelighed i en flot produceret video af 1. Brigade fra forrige år. I videoen lyder det fra brigadegeneralen, at »uddannelsen er vejen frem til målet«, og at »uddannelsen er grundelementet«, hvilket få kan være uenige med ham i.
Øger personelafgangen og underminerer beredskabet
Udfordringen opstår, når vi som professionelle soldater har begrænsede muligheder for at lave reelt soldaterarbejde og løse vores kerneopgave. De opgaver, som vi har løst de forgangne år, har resulteret i et reelt kompetencetab og opsigelser, der direkte kan tilskrives en desillusion og skuffelse over, at forventningerne til soldatergerningen ikke bliver indfriet.
Ifølge Mål- og Resultatplan for Forsvaret 2021 er Forsvarets mission at »arbejde for Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed«. Som den eneste operative brigade i Hæren, der endnu ikke er meldt klar, bør vores kerneopgave være at fokusere på opbygningen af denne, hvis vi skal være nogen som helst garant for Danmarks sikkerhed i rammen af Nato. Folketinget kan og skal naturligvis indsætte Hæren i alle situationer inden for Forsvars- og Beredskabsloven. Det er præmissen, og vi ønsker på ingen måde en hær, der indsætter sig selv – vi stiller altid op, når vi skal. Det gør vi med sikkerhed også næste gang, et behov opstår.
Man bør dog være opmærksom på, at nationale opgaver skaber øget personelafgang og underminerer både aktuelle og kommende Nato-beredskaber og uddannelsen til vores kerneopgave. Manglende fokus på vores kerneopgave kan blive livskritisk ved indsættelse i reelle kampopgaver med det reducerede antal dage, som cheferne har til rådighed til at træne deres enheder.
Vi har i indeværende år haft mangel på ammunition, uniformer, køretøjer og materiel men vigtigst af mangler vi tid. Tid til vores kernopgave, som vi mister hver eneste gang, der skal støttes en styrelse eller myndighed. Tid til at træne vores soldatermæssige færdigheder, tid til skarpskydning, tid til feltøvelser, tid til at træne i dagslys og mørke. Når vi, forhåbentligt, om 3 uger kan aflevere vores hvide Region Hovedstaden kitler til vask en sidste gang og trække i vores rigtige uniform, har vi atter taget et skridt frem og to tilbage på vejen til at blive en operativ brigade.
Underskrevet af bekymrede officerer fra 1. Panserinfanteribataljon ved Den Kongelige Livgarde.
Premierløjtnant Caspar Stefani
Premierløjtnant Thomas Aaen
Premierløjtnant Philip Marchant
Premierløjtnant Emil Breddam
Indlægget er udtryk for forfatternes personlige holdninger og er ikke udtryk for hverken Forsvarets eller Den Kgl. Livgardes stillingtagen.
Bærende billede: En soldat fra Ingeniørregimentet i Skive på arbejde som poder ved Aarhus Universitetshospital. Foto: Tue Skals/Forsvarskommandoen