INTERVIEW: Officersstanden i Forsvaret er ramt af rekordhøj personaleomsætning. Derfor kan det heller ikke vente til næste forlig med at gennemføre en række nødvendige fastholdelsestiltag, mener HOD-formand Niels Tønning, som blandt andet peger på usikre karriereperspektiver, daglige irritationsmomenter og indkaldelse til Covid-19-beredskab som kilder til frustration.

Forsvaret fattes soldater, advarer fagforeningerne. I forrige uge var det HKKF- og CS-formændene Tom Block og Jesper Korsgaard Hansen, der i OLFI’s digitale spalter råbte vagt i gevær, og nu supplerer formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) Niels Tønning sine formandskolleger:

»Der skal ske noget nu og her, for vi kan ikke tåle den personaleomsætning i to år mere. Jeg er fuldstændig enig med de andre; det nytter ikke noget at anskaffe sig en masse kapaciteter, hvis ikke man har folk til at bemande dem. Der er man dygtigt på vej hen.«

Netop materielindkøb og operative kapaciteter – eller måske især manglen på samme – har fyldt meget i forsvarsdebatten den seneste tid og kommer givetvis også til at gøre det i forbindelse med udarbejdelsen af det kommende forsvarsforlig, som skal forhandles på plads fra næste år. Men Forsvarets udfordringer er mangefacetterede, og Niels Tønning er enig med sine kolleger i, at et af de mest presserende problemer at få løst er den skyhøje personaleomsætning. For officersgruppen ligger den aktuelt på cirka 14 procent, og det umuliggør i praksis, at Forsvaret kan få sine tomme stillinger besat og fyldt strukturen.

Niels Tønning forklarer, at der i dag er mellem 600 og 900 færre officerer i Forsvaret end ved starten af forrige forligsperiode for otte år siden, og at det særligt er de overenskomstansatte officerer, der søger lykken på den anden side af det berømte hegn. At det er fremtidens militære chefer, der søger andre græsgange, er en udfordring i sig selv, bemærker han.

Artiklen fortsætter under billedet …

20211215 teaser hkkf cs fastholdelse
Klik på billedet, hvis du vil læse om fagforeningsformændene Tom Block og Jesper Korsgaard Hansens syn på Forsvarets fastholdelsesudfordringer …

»Den store afgang er hos de yngre officerer, altså premierløjtnanter og kaptajner. Vi ser også afgange på majorniveau og højere – vi ser sågar afgang på oberstniveau – men den helt store personaleomsætning er premierløjtnanter og kaptajner. Det er jo dem, vi skal leve af på den lange bane.«

Beskæftiger sig med alt andet end kerneopgaven

Utilfredsheden i officerslaget af Forsvaret er på mange måder en spejling af utilfredsheden hos de øvrige personalegrupper, fortæller Niels Tønning. Som HKKF’s formand Tom Block og CS’ ditto Jesper Korsgaard Hansen tidligere har forklaret til OLFI, handler det blandt andet om kritisable indkvarteringsforhold, manglende reservedele, for lidt og for ringe udstyr samt en række andre irritationsmomenter, som isoleret set kan virke ubetydelige, men som tilsammen forstyrrer den daglige opgaveløsning.

»På rigtig mange områder er jeg fuldstændig enig med CS og HKKF omkring de almindelige problemstillinger i dagligdagen. Altså de her dagligdags foreteelser og hvad årtiers besparelser har gjort for de vilkår, man har for at udføre sin egentlige opgave,« siger han og peger derefter på en anden og højaktuel kilde til irritation i geledderne:

»Man beskæftiger sig med alt muligt andet end kerneopgaven. Senest aktualiseret ved, at man igen har sat soldater ind i forhold til coronabekæmpelse. Der er rigtig mange, som fortæller, at de som premierløjtnanter slet ikke har beskæftiget sig med deres primære opgaver. De har været indsat i minkindsats, tjek af pas i Helsingør eller ved den dansk-tyske grænse og skal nu igen stå og være parkeringsvagt ved et eller andet coronacenter. Det fylder også meget hos os,« siger Niels Tønning, som dog understreger, at han anerkender opgavens vigtighed, og at alle indsatte soldater løser den godt og ansvarsbevidst.

Artiklen fortsætter under billedet …

20211215 teaser coronapoder
Klik på billedet, hvis du vil læse debatindlægget fra fire premierløjtnanter, der er frustrerede over igen at være kaldt i coronaberedskab …

Frustrationen over igen at skulle agere ”coronavikarer” kan mange ansatte i Forsvaret formentlig nikke genkendende til. Soldaterne oplever således, at der er flere opgaver end hænder, og at man med andre ord står med samme problemstilling som i store dele af den øvrige offentlige sektor, hvor blandt andre sygeplejersker og jordmødre i sundhedsvæsenet skriger på mere arbejdskraft og bedre vilkår. Der er dog samtidig en række mere generelle forhold, der er unikke for Forsvarets officerer, og som også har en forklaringskraft i forhold til, hvorfor personaleomsætningen er så høj. I modsætning til sine formandskolleger i HKKF og CS vil Niels Tønning dog ikke umiddelbart pege på lønforholdene, forklarer han.

»Når løn begynder at fylde hos vores medlemmer, er det fordi, at alle de andre ting ikke fungerer. Vi ved udmærket godt, at staten aldrig bliver lønførende, og det har man accepteret, fordi den samlede pakke som officer i øvrigt var okay,« forklarer Niels Tønning, inden talen falder på nogle af de forhold, der de senere år er kommet til at gå hans medlemmer mere og mere på.

Behov for sikre karriereperspektiver

Niels Tønning har for nylig sendt forsvarschef Flemming Lentfer et længere notat om de problemstillinger, som HOD hører om gennem sine medlemmer i de tre værn. Notatet er ganske omfangsrigt og behandler mange separate forhold, men Niels Tønning er klar i målet, da OLFI beder ham om at udpege de væsentligste og tungestvejende årsager til, at så mange officerer er utilfredse med deres arbejdsliv.

»Noget helt specifikt officersrelevant, som ikke berører de to andre grupper særlig meget, er, at officerer skal være geografisk mobile. Årtiers sognerådspolitik har placeret Forsvaret vest for vandskellet, i Jylland, og så stabe og skoler i Københavnsområdet. Det strider imod den urbanisering, som er et faktum i hele Danmark,« indleder HOD-formanden.

Læs også: Udeblevne feriepenge og grønlandsk pensionsrod kan gå ud over fastholdelsen

»Hvis man virkelig vil knække kurven for officererne, er man nødt til at skabe tryghed omkring det at gøre tjeneste væk fra hjemmet. Som jeg skriver i notatet, er man nødt at betragte officererne som havende fast tjenestested i hjemmet. Hvis Forsvaret ønsker at benytte dem andre steder, end der hvor de bor – måske med en tålegrænse på 50 kilometer – er man nødt til at dække deres faktiske udgifter ved at gøre det. Ellers forsvinder de. Det er et særligt vilkår, som i virkeligheden kun gælder for officererne. Alle andre har stort set regionale eller lokale ansættelsesforhold.«

Det næste hyppigt tilbagevendende klagepunkt er det meget omdiskuterede ansøgningssystem, som også CS-formand Jesper Korsgaard Hansen ønsker et opgør med. Ansøgningssystemet blev indført i 2013 og afløste det gammelkendte beordringssystem, men i praksis gør den nye HR-tilgang karrieremuligheder og fremtidsperspektiver usikre for Forsvarets ansatte, mener fagforeningsformændene.

»Man kan ikke lave sikkerhed i jobskabelsen, medmindre man ændrer det, som også Jesper og Tom peger på: Man har lavet det her ansøgningssystem med reformen, som i virkeligheden var for at spare penge på personaleområdet. Nu skulle man søge alle stillinger i stedet for at blive beordret. Det betyder, at det for den unge officer er fuldstændig umuligt at navigere i forhold til at skabe sig en karriere. Når eksempelvis en kaptajn ved Livgarden i Høvelte bliver pålagt at skulle være instruktør på sergentskolen i Varde i et halvt til et helt år, så kan det få vedkommende til at forlade Forsvaret, for der er ingen sikkerhed for, hvad der sker bagefter,« siger Niels Tønning.

Ifølge Niels Tønning er det vigtigt for officererne at have faste perspektiver og nogenlunde vished om, hvad fremtiden bringer. Det skyldes ikke mindst, at moderne officerer stiller større krav til life balance end deres forgængere, fortæller han. Med et beordringssystem ville Forsvaret igen kunne stille officerer og øvrige ansatte bestemte stillinger i udsigt – en indretning, som Jesper Korsgaard Hansen fremhævede behovet for, og som Niels Tønning også selv ser som mere ønskværdig end den nuværende, hvor man risikerer en omflakkende tilværelse uden nogen karrieremæssig gulerod.

Nødvendigt med handling allerede nu

Endelig er der officersuddannelserne. Med den såkaldte bachelormodel, blev en universitets- eller professionsbachelor adgangsgivende, mens andre og mere klassiske soldaterfaglige dyder trådte i baggrunden eller slet og ret blev skåret fra det indledende uddannelsesforløb.

»Du skal ikke høre mig sige, at det ikke også skaber gode officerer, men den akademiske side af officeren efterspørges først, når de bliver majorer eller højere. Det vil sige, at de oplever de første ti år af deres karriereforhold, at den akademiske baggrund ikke bliver bragt i anvendelse af Forsvaret. De bliver nok heller ikke tilfredsstillet af, at deres job som premierløjtnanter og kaptajner primært er et praktisk ledelsesjob. Det er ikke på et akademisk niveau. Man har fravalgt nogle af de ting i uddannelsen, som i virkeligheden skulle berede dem bedst muligt på at være officerer, fordi uddannelsen simpelthen er blevet for kort,« forklarer Niels Tønning, som peger på, at officerer med den nuværende indretning skubber en helt masse uddannelsesbehov foran sig.

De uddannelsesbehov skal siden indhentes sideløbende med tjenesten, og det udfordrer både officererne og tjenestestederne. I HOD ser man derfor gerne en overgang til en model som tidligere, hvor man rekrutterede i gymnasiesegmentet og gav kadetterne en længere uddannelse. Tilsvarende kan man med fordel gøre mere ud af at rekruttere i befalingsmandsgruppen, som det også oprindeligt var planen, bemærker Niels Tønning. Den økonomiske saltvandsindsprøjtning er dog stadig den største hurdle, og den bør derfor komme snart, slår han fast.

»Jeg er ret fortrøstningsfuld, men der, hvor jeg kan være i tvivl, er, om man kan nå at tilvejebringe den nødvendige økonomi i tide. For selvfølgelig kommer det til at koste penge. Siger man, at det her skal løses i næste forlig, tror jeg, at det er for sent. Alle Søværnets enheder sejler for kort. Hærens bemandingsgrad er på papiret oppe på 93 procent, men man skal fraregne fravær til uddannelse, orlov, langtidssygdom og alt mulig andet. Når man samtidig bruger de enheder, man har, til alt muligt andet end det, som egentlig er kerneopgaven, og de føler, at de ikke kan løse deres primære opgave som soldater, fordi de ikke har lært noget ved at stå ved et vaccinecenter, vil de jo heller ikke være her. Der er nogle greb, man er nødt til at gøre noget ved allerede før næste forlig.«

Billedtekst: HOD-formand Niels Tønning ved Forligsinstitutionen i København. Foto: Sisse Stroyer

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer