spot_img

Han er billedet på en faretruende tendens

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billedtekst: Thomas Ahrenkiel er Forsvarsministeriets departementschef og tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Arkivfoto: Ulrik Hasemann/Scanpix

ANALYSE: Det nedbryder tilliden til staten, når samfundets allerhøjest betalte embedsmænd begår stribevis af fejl, men bliver siddende på taburetterne og tørrer ansvar og konsekvenser af på underordnede. I løbet af en uge har departementschef Thomas Ahrenkiel udviklet sig til Forsvarsministeriets allerstørste problem, og han personificerer en undergravende tendens i hele statsadministrationen.

Det handler om ledelse og ledelsesansvar. Eller måske snarere mangel på samme. Den dygtige og respekterede leder påtager sig det fulde ansvar, selv om han ikke personligt har kendt til de fejl, der måtte være begået på niveauerne under ham. Er sagen alvorlig nok, drager han (som en selvfølge) den ultimative konsekvens og går af for ikke at skade omdømmet på den organisation, som han er sat i spidsen for.

Når lederen er sig sit ansvar bevidst, skaber det tillid til organisationen. Lederen opnår tillige respekt, når han påtager sig ansvaret og går af, selv om alle kan se, at han personligt ikke havde del i fortrædelighederne. Den slags ledere kan gå direkte videre til det næste lederjob, fordi lederens person er omgærdet af respekt pga. ordentlighed, hæderlighed og integritet.

Anderledes mangel på respekt omgærder de ledere, der klæber til taburetten, når alle kan se, at lederen har fejlet og ikke står ved sit ansvar. En ting er at negligere egne fejl, lade som ingenting og fortsætte, som intet var hændt. Det opnår man ikke respekt for. Langt værre er det, når toplederen begår fejl, alvorlige fejl, ad flere omgange og tørrer ansvar og konsekvenser af på sine underordnede.

Når det sker i statsadministrationen, er vi ude i noget langt farligere, som direkte undergraver befolkningens tillid til hele embedsværket. Gentager det sig flere steder, begynder vores tillidsbaserede samfund at erodere. Fundamentet slår sprækker og begynder at smuldre, og det er lige præcis, hvad der sker i disse år.

I politiet, hvor to operative betjente måtte tage skraldet for et helt systems orkestrerede grundlovsbrud, da politiet fratog fredelige demonstranter deres Tibet-flag under et kinesisk besøg i København. Der kunne desværre ikke placeres et ansvar højere oppe i systemet. I Skat, hvor en enkelt medarbejder blev dømt for sin kriminelle hjælp til storsvindlere, uden at nogen ansvarlige opdagede, at statskassen over flere år blev lænset for 12,6 mia. kr. Her kunne der heller ikke placeres noget ansvar højere oppe i systemet.

Eller i Socialstyrelsen, hvor den betroede medarbejder Britta Nielsen gennem mere end et årti hævede sammenlagt 111 mio. kr., som hun købte ejendomme og heste for og forgyldte sine børn. Kunne der placeres et ansvar højere oppe i systemet? Nej, desværre. Man kunne fortsætte med den private sektor, hvor Danske Banks og Nordeas storhvidvaskerier har skadet tilliden til de bærende samfundsautoriteter i samme grad som i den offentlige sektor, uden at ansvar bliver placeret som andet end gyldne bonusser til chefer, der svigtede eklatant.

Manglende konsekvens risikerer at føre til lede og had

Hvis man som topledelse ikke påtager sig ansvaret, reagerer og tager konsekvensen, risikerer den manglende respekt fra det omgivende samfund at vokse til lede og i værste fald til had. Borgerne stoler ikke længere på systemerne og begynder måske selv at slække på ordentlighed og pligtopfyldelse ved ikke at opgive alt til Skat og snyde lidt med de sociale ydelser etc. Lever myndighederne ikke op til de fælles regler, behøver jeg vel heller ikke?

Samtidig mister de mange pligtopfyldende og loyale medarbejdere modet og gejsten. De bliver demotiverede og ser ingen grund til at gå den ekstra mil for en leder (og ledelse), som er sig selv nærmest forgyldt med høje lønninger, bonusordninger, privilegier og en udbredt ansvarsforflygtigelse, mangel på dømmekraft og selverkendelse.

Det er en farlig cocktail.

I sidste uge udspillede det seneste eksempel på den slags sig i Forsvarsministeriet, da to direktører blev sat fra bestillingen, mens departementschef Thomas Ahrenkiel på bemærkelsesværdig vis klarede frisag. Fredag den 6. december offentliggjorde Rigsrevisionen en rapport om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES), og Folketingets statsrevisorer fældede en historisk hård dom. Ordet skandale blev brugt flittigt, for svindlen er foregået i årevis og afdækket ad flere omgange, uden at nogen i Forsvarsministeriet tilsyneladende har taget advarslerne alvorligt.

Siden 2015 har politiet efterforsket en sag i samme ejendomsstyrelse, som i november førte til, at fem mand er blevet tiltalt for forhold omhandlende bedrageri og bestikkelse, hvoraf to af dem var medarbejdere i FES. Men reagerede nogen i Forsvarsministeriet på den sag? I april henvendte whistlebloweren Karsten Hamborg Ravnsgaard sig direkte til Rigsrevisionen for at gøre opmærksom på svindel med de ordrer, som FES lagde hos den private virksomhed i Holstebro, hvor han var ansat som bogholder. Det var denne henvendelse, som førte til Rigsrevisionens undersøgelse og rapport.

Departementschefen har det fulde ansvar

Så sent som i februar 2018 afleverede Forsvarsministeriets Interne Revision en rapport til departementet om mangelfuld kontrol med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, uden at nogen øjensynligt tog rapporten ad notam. Af ministeriets hjemmeside fremgår det, at »Forsvarsministeriets Interne Revision har over for departementschefen ansvaret for den samlede interne revisionsindsats på Forsvarsministeriets område«, og at koncernrevisionschefen »refererer direkte til departementschefen«.

Rapporten er med andre ord ansvarspådragende for departementschefen, uanset om Thomas Ahrenkiel har læst den eller ej. Vi ved ikke, om han har læst rapporten, for departementschefen har ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Berlingske, som skrev om rapporten fra 2018 i denne uge. Hvis han har, er det hans ansvar, at han ikke handlede på den. Og hvis han ikke har, er det stadig hans ansvar, at han ikke læser de rapporter, som han har pligt til at holde sig orienteret om.

Det var altså i vinteren 2018, at departementschefen overså en potentiel bombe i sit eget ministerium. I november sidste år rettede Kammeradvokaten så kritik af departementschef Thomas Ahrenkiel, fordi han i december 2016 sad med i et møde i departementet, hvor hans hemmelige kæreste i form af Forsvarsministeriets kommunikationschef fik tildelt en lønforhøjelse og et engangsvederlag på 75.000 kr. Ahrenkiel havde samtidig aftalt med Statsministeriets departementschef, at han – altså Ahrenkiel – ikke behøvede at orientere sin minister om det hemmelige kæresteforhold på Forsvarsministeriets direktionsgang.

Da sagen blev afdækket sammen med en lang række øvrige sager om nepotisme og inhabilitet i dette medie, var departementschefens forklaring, at han tydeligvis ikke havde haft godt nok styr på forvaltningslovens regler om inhabilitet. Og her taler vi altså om en mand, der rangerer som øverste embedsmand i et ministerium.

Den daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) kaldte efterfølgende sagen for en »bagatel«, mens de lovlydige og pligtopfyldende medarbejdere måbede. Sagen fik med andre ord ingen konsekvenser ud over at udstille et ansvarssvigt og lovbrud på allerøverste niveau i statsadministrationen, som blev tacklet med et skuldertræk.

Læser ikke mails og lever ikke op til sit ansvar

I sidste uge var den så gal igen i Forsvarsministeriets departement. Forsvarsministeren var »rasende« over ikke at være blevet orienteret om den skandale om svindel i ejendomsstyrelsen, som hendes eget system havde kendt til i årevis, eller i hvert fald burde have kendt til. Hun gav departementschef Thomas Ahrenkiel tre dage til at aflevere en redegørelse, mens hun selv udarbejdede en plan for at få ryddet op.

Af redegørelsen fremgår det, at Thomas Ahrenkiel den 4. november modtog en e-mail fra koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen om sagen med henblik på drøftelse. Men »departementschefen læser ikke e-mailen, og sagen bliver ikke drøftet«. I et interview med Ritzau forklarede Thomas Ahrenkiel efterfølgende, at mailen indeholdt klassificerede oplysninger, og at han derfor af sikkerhedshensyn ikke kunne læse den på mobile enheder.

»Efterfølgende følger jeg ikke op på den mail og får den læst, og det er naturligvis en fejl,« sagde han.

I samme interview forklarede Thomas Ahrenkiel om et møde i departementet den 1. oktober, hvor sagen var på dagsordenen og beskrevet i baggrundsmaterialet til mødet:

»Det er rigtigt, at der på en af de sidste sider i baggrundsmaterialet til mødet er en omtale af, at Rigsrevisionens undersøgelse og beretning kan indeholde alvorlig kritik. Men vi når simpelthen ikke til det punkt på mødet. Så det bliver ikke drøftet,« svarede Thomas Ahrenkiel, som heller ikke tog punktet op på et senere tidspunkt eller satte det på dagsordenen for det næste møde.

I sit følgebrev til ministeren skriver Thomas Ahrenkiel om »departementets« fejl, hvor andre chefer formentlig ville have brugt ordet »mine«:

»Det er i sidste ende mit ansvar at sikre, at du bliver orienteret rettidigt, og jeg beklager meget departementets fejl i denne sag. Der skal ikke herske tvivl om, at det er helt afgørende, at du som forsvarsminister løbende holdes informeret om væsentlige sager på ministerområdet, så du som minister har det fornødne grundlag for at træffe dine beslutninger om håndteringen af sagerne. Det grundlag har du ikke fået i denne sag, og det er som nævnt meget beklageligt.«

Var det bedste bud en kommende forsvarschef

Resultatet af redegørelsen blev, at forsvarsminister Trine Bramsen fyrede koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen, som over en måned inden offentliggørelsen af Rigsrevisionens rapport orienterede departementschefen om indholdet af rapporten i en mail, som Thomas Ahrenkiel bare ikke fik læst. Per Pughom Olsen er uddannet officer i Flyvevåbnet og generalløjtnant af rang, selv om han med jobbet som koncernstyringsdirektør var civilansat i departementet på niveau med departementschefen. Hvordan han kunne ende med aben, fremstår til stadighed som en gåde for mange.

Ind til tirsdag var Per Pugholm Olsen det bedste bud på at overtage stillingen som forsvarschef efter Bjørn Bisserup. Nu kostede skandalen i ejendomsstyrelsen ham karrieren, selv om ansvaret i sidste ende ligger på departementschef Thomas Ahrenkiels skuldre. Den slags skaber rystelser af de helt store i en organisation som Forsvaret og forstærker leden blandt medarbejderne, som endnu en gang oplever en civil departementschef tørre en skandale af på det uniformerede personel, selv om det endelige ansvar kun har én ejermand: Thomas Ahrenkiel.

For udenforstående vækker Thomas Ahrenkiel med sin redegørelse minder om krydstogtskibet Costa Concordias kaptajn, Francesco Schettino. Han blev idømt 16 års fængsel for i 2012 at have sejlet krydstogtskibet tæt under land ved den italienske ferieø Giglio, hvorved det grundstødte og sank. Efterfølgende reddede kaptajnen sig i land, mens der stadig var nødstedte om bord på det forliste skib, som endte med at koste 32 mennesker livet. Eller som den tidligere kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen skriver det i et opslag på Facebook om Thomas Ahrenkiels ageren.

»Det er ynkeligt at se kaptajnen i redningsflåden sammen med ministeren, mens Titanic er på vej mod havets bund.«

Kan statsministeren leve med at se forfaldet for åbent tæppe?

Og her er vi ved sagens kerne. Det kan godt være, at forsvarsminister Trine Bramsen har sat sig i respekt i hele sin organisation og i befolkningen i almindelighed ved at agere prompte og kræve oprydning. Hun udviser lederskab, mod og handlekraft ved at fritstille to direktører, kræve en uvildig undersøgelse og kulegravning af indkøb på hele Forsvarsministeriets område, samtidig med at hun sender et rejsehold til Hjørring for at komme til bunds i skandalen i ejendomsstyrelsen.

Men på trods af hendes handlekraft består Forsvarsministeriets største problem, som samtidig bare vokser: Manglende tillid. Til ministeriet og til ledelsen personificeret ved departementschef Thomas Ahrenkiel. Han kunne have reddet sin egen karriere ved at påtage sig ansvaret og træde tilbage. Hvis forsvarsministeren absolut ville beholde Thomas Ahrenkiel, kunne hun have afvist hans afgang. Det havde under alle omstændigheder set kønnere ud.

Og skulle man være i tvivl om departementschefens fokus, svarer han helt kort, da Ritzau spørger, om han har overvejet at trække sig som departementschef: »Nej«. For medarbejderne og den måbende befolkning fremstår Thomas Ahrenkiel som en fej hykler, som en kaptajn Francesco Schettino, der løber fra sit ansvar og gerne smadrer en topofficers karriere for at redde sig selv. Ved at følge sin departementschef kan Trine Bramsen derfor nemt have forregnet sig. Og konsekvensen kan vise sig hurtigere, end hun selv er klar over i dalende opbakning og tillid til hende som minister.

Hvad værre er, at sagen fra Forsvarsministeriet afspejler en tendens, som vi efterhånden har set adskillige eksempler på bredt i statsforvaltningen. Fundamentet skrider og slår revner under vores samfundsstruktur. Spørgsmålet er, om en statsminister kan leve med at se det udspille sig så tydeligt i toppen af et af de vigtigste ministerier, som har ansvaret for vores sikkerhed?

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

3 KOMMENTARER

guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer