INTERVIEW: Søværnet har brug for flere kampenheder og mere kampkraft. I størstedelen af Søværnets skibe er evnen til at forsvare sig, afskrække og lave krisestyring stort set ikke-eksisterende, og inspektionsskibene risikerer med en levetidsforlængelse ikke at kunne løse deres opgave. På længere sigt bør Danmark genindføre ubåde. OLFI har interviewet flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen om, hvad Søværnet har brug med det nye og langt mere alvorlige trusselbillede.
Søofficeren bryder med et tabu gennem 20 år og taler lige ud af posen. Hvis nogle i debatten om fremtidens forsvar har savnet input fra Søværnet om, hvad det ”mørkeblå værn” ønsker og anbefaler politikerne i forbindelse med det næste forsvarsforlig, skal de ikke vente længere. OLFI har sammen med programmet Frontlinjen på Radio4 mødt flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen, som er næstkommanderende i Søværnskommandoen.
Han lægger ikke skjul på, at Søværnets skibe ud over fem fregatter i dag primært er indrettet til at fungere som en kystvagt. Skibene i Nordatlanten, patruljefartøjerne og Søværnets øvrige sejlende enheder er aldrende, og evnen til at forsvare sig selv, afskrække en fjende eller lave krisestyring er stort set ikke-eksisterende.
Artiklen fortsætter under playeren …
»På 20 år er Søværnet gået fra 32 kampenheder til i dag at have fem samtidig med, at opgaveporteføljen ikke er blevet mindre. Vi vil meget gerne op på flere kampenheder, og for mig at se kan det ikke gå hurtigt nok. Vi har nogle ubevæbnede skibe, og der vil jeg gerne have, at Søværnet får et mere kampkraftigt udtryk,« siger Carsten Fjord-Larsen.
Forsvarsevnen »er stort set lig nul«
For at forstå Søværnets størrelse kan det være en ide at tage et overordnet blik på de sejlende kapaciteter. De fem kampenheder er alle fregatter, som i sin tid primært blev bygget til at operere i fremmede farvande langt fra Danmark. Først halvvejs inde i deres levetid er de ved at blive udstyret med SM2-missiler, som imidlertid nærmest er forældede ved indfasningen og på vej ud af produktion. Og resten af Søværnets sejlende enheder har i virkeligheden ikke meget med krigsskibe at gøre.
Søværnet råder i dag over nogle inspektionsfartøjer af Knud Rasmussen-klassen til indsættelse i de kystnære farvande omkring Grønland og Færøerne og de noget større, men også 40 år gamle inspektionsskibe af Thetis-klassen. De oplever uforudsete nedbrud på grund af alderen og var oprindeligt udstyret med en variabel dybdesonar. Den har de imidlertid ikke mere.
»Evnen til at forsvare sig selv og lave effektiv krisestyring er stort set lig nul. Besætningerne er dygtige, men de har ikke noget udstyr at gøre godt med,« siger Carsten Fjord-Larsen.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Søværnets fregatter sejler konstant for kort: »Man bliver kørt fuldstændig ned«
Derudover råder Søværnet over nogle patruljefartøjer, som primært operer i de indre danske farvande. Men de har heller ikke meget med krigsskibe at gøre og er bygget i glasfiber.
»Vi har skolefartøjer, minerydningskapaciteter, søopmåling og miljøfartøjer. Men man kan sige det sådan, at nerven i Danmark er Diana-klassen, som er stort set ubevæbnet, og de kan ikke bruges i troværdig krisestyring. Det har de ikke kapaciteten til.«
Afløser af Thetis »så hurtigt som muligt«
Af Forsvarskommandoens oplæg til det kommende forsvarsforlig fremgår det, at Forsvarets ledelse anbefaler at bygge nye patruljeskibe til Søværnet og i stedet levetidsforlænge de efterhånden ganske gamle inspektionsskibe.
Er det en anbefaling, som du deler?
»Jeg vil allerhelst have en indfasning af nye kampenheder for Thetis-klassen, Diana-klassen, miljøskibene og Sleipner, og dem vil jeg helst have så hurtigt som muligt. Det siger sig selv. Men jeg er også nødt til at afvente det analysearbejde, der pågår netop i regi af det strategiske partnerskab. Og så er der selvfølgelig de politiske ønsker om, skal vi stadigvæk løse de samme opgaver?,« siger Carsten Fjord-Larsen.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Søofficer advarer om konsekvenser ved levetidsforlængelse af “Thetis”-klassen
Det strategiske partnerskab blev søsat af daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) i august 2022, da han bad forsvarsindustrien, de faglige organisationer, rederierne og Forsvaret om at sætte sig sammen og komme med bud på, hvordan kan skabe en strategisk kapacitet til produktion af flådefartøjer.
Og hvis Søværnet skal løse de samme opgaver; giver det så mening at levetidsforlænge inspektionskibene?
»Ikke i mine øjne. Men det kommer ind i en prioritering i forhold til andre kapaciteter. Jeg ved jo ikke, om de bliver levetidsforlængede endnu. Men det er min vurdering, at vi kommer til at se en udetid, altså hvor skibene ikke kan løse deres opgaver på grund af nedbrud. Vi har nogle besætninger i Nordatlanten, som virkelig arbejder hårdt med hele tiden at holde dem i drift. Hvis vi fortsætter med dem, så kommer vi til at se udfald i opgaveløsningen, fordi vi ikke går på kompromis med sikkerheden.«
Og udfaldene er i forvejen høje, kan jeg forstå. Vil det være økonomisk forsvarligt at levetidsforlænge Thetis-klassen?
»Vi skulle gerne se en afløsning af mere kampkraftige enheder, som kan indsættes i Nordatlanten til støtte for kongeriet. Men også til støtte for Nato og alle forbindelseslinjerne over Atlanterhavet. Jeg ved godt, at der kun er en vis kapacitet til at bygge nye skibe. Men jeg så gerne, at vi fik afløst Thetis-klassen så hurtigt som muligt, siger Carsten Fjord-Larsen.
Ja, Danmark bør igen investere i ubåde
Hvad mener du så, at Søværnet har brug for i det kommende forlig?
»Vi har brug for kampenheder i hele kongeriget, som er bundet sammen af havet. Vi har stræderne ind til Østersøen, og her igennem går de livsvigtige forbindelseslinjer, så vi kan få Nato-forstærkninger ind i tilfælde af en Artikel 5 situation. Vi har både kystvagtopgaven og kampopgaven. Så det er simpelthen kampenheder, at vi har behov for. Troværdig krisestyring og troværdig indsættelse i Nato-sammenhæng. Og så selvfølgelig forsvaret af Danmark. Vi har brug for at kunne håndtere moderne missiltrusler; så et stærkt moderne luftforsvar, så vi kan indgå i et samarbejde med Flyvevåbnet om det nationale luftforsvar og bredt i Natos integrerede luftforsvar. Og så har vi behov for at styrke vores kapacitet til at operere over .. på havbunden … for nu at sige det på den måde. Det er nogle af de områder, hvor jeg ser, at der har vi behov for en styrkelse.«
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Ubådsvæsenet kan genopbygges langsomt og uden store omkostninger
Og der kan jeg ikke lade være med at spørge: Ubådene blev udfaset i 2004. Det har nærmest været tabu at diskutere ubåde lige siden. Uanfægtet om det bliver i det kommende forlig over de næste 10 år eller på længere sigt: Bør Danmark genoprette ubådsvæsenet i Søværnet?
»På længere sigt, ja. Problemet for mig at se er, at ubåde ikke kan bruges til at passe på de danske stræder. Det er andre opgaver, de kan sættes til.«
Hvad kan de bruges til?
»De kan bruges til egentlige kampopgaver – altså efterretningsindhentning og overvågning, uden at nogen aner, at man er der. Med ubåde får man adgang til et meget tæt samarbejde (i Nato, red.), som kræver, at man kommer med kapaciteter til den her verden under havet. Her har vi mulighed for at komme ind med tætte allierede og få et meget givende samarbejde. Det var også noget af det, som vi brugte ubåde til før i tiden. Det betyder virkelig noget, hvis man kan spille en ubåd ind i Nato-samarbejdet. Og så er der selvfølgelig det, at ubåde ikke bare er en torpedobærende enhed i dag. Ubåde giver er mulighed for uset at kunne aflevere missiler, kunne indsætte autonome systemer og så være den her indhentningsplatform, hvor det er meget sjovere at indhente, når ingen ved, at du indhenter.«
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Pensioneret kontreadmiral: “Russerne frygtede de danske ubåde”
Hvorfor har det, som for militærfolk er en indlysende vigtig kapacitet at råde over, været så tabubelagt de sidste 20 år?
»Jeg tror, at det først er nu, at den sikkerhedspolitiske situation egentlig taler for, at det kunne være relevant for Danmark at have igen. Vores geografi ændrer sig ikke, og Rusland flytter sig ikke. Med den risikovillighed, der er vist nu og her i forbindelse med Ukraine, så er ubådsvåbnet i den grad relevant igen. Det var set med maritime øjne en katastrofal beslutning, dengang vi nedlagde det. Men det er der, vi står,« siger Carsten Fjord-Larsen.
Du kan høre hele interviewet med flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen i Frontlinjen på Radio4 her.
Bærende billede (arkivfoto): Flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen er næstkommanderende i Søværnet og åbner nu for alvor debatten om, hvor vidt Danmark igen bør genindføre ubådsvæsenet.
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Fantastisk at der nu endeligt er en faglig funderet søofficer, der tager bladet fra munden og redegør for søværnets situation. Det er blot umådeligt trist, at man ikke har haft mulighed for at artikulere synspunkterne i det forligsforberedende arbejde, der i al væsentlighed er gennemført uden medinddragelse af de respektive værn og i al væsentlighed udarbejdet før sammenstødet med den ny sikkerhedspolitiske virkelighed i Ukraine. Danmark skal naturligvis råde over ubåde og som anført af Carsten Fjord-Larsen, så kan man får dem i et fornuftigt samarbejde med eksempelvis Tyskland og Norge.
For søværnet bringer ubåde den samme ultimative kampkraft som F-35 gør for flyvevåbnet. Derfor kan disse kapaciteter naturligvis ikke stå alene, men skal ses i sammenhæng med andre militære virkemidler, der giver det politiske niveau andet og mere end en klaphammer til at håndtere de fremtidige udfordringer vi står overfor.
Tak til Carsten Fjord-Larsen til at melde sig i koret af kompetente og fagligt funderede officerer, der tør sige hvad de mener og ikke blot synger ud fra et approberet partitur. Det skylder vi i den grad vores politikere og ikke mindst den befolkning, som forsvaret skal tjene.
Desværre er hverken de nye tysk/norske ubåde (212CD) eller de svenske ubåde (A26) egnede til danske forhold. Hvis flåden vil håbe på nye ubåde, så må de bygge efter de danske krav, altså med udfolde-helikopter dæk, så politikerne kan lande og give interviews. Desuden skal de udrustes med VIP kahytter, så politikerne kan transporteres til vigtige, politiske stævner på de danske øer.
Uden disse vigtige funktioner bliver nye danske ubåde aldrig godkendt.
Jacob Henius bemærkning eller rettere spørgsmål til flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsens interview i Olfi er måske det bedste eksempel på den udfordring forsvaret står overfor i dag, “tillært hjælpeløshed”. Det er sådan set forståeligt, når man som Jakob Henius, jeg selv og hovedparten af det samlede danske officerskorps er vokset op i et forsvar, hvor præmissen har været besparelser, rationalisering, nedskæring og afvikling.
Nu står vi imidlertid i en helt anden situation, hvilket tilsyneladende kun vanskeligt trænger igennem panseret og ind i hovederne på os alle. Dansk forsvar bliver over 10 år tilført 143 milliarder kroner ud over de ca. 271 milliarder i samme periode, som vi allerede modtager i dag. Der skal opbygges et nyt relevant forsvar, der kan give os den tryghed befolkningen forventer, herunder i rammen af NATO og nu også EU. Det er i den grad en positiv udfordring, som man gennem en lukket Kastelsproces tilsyneladende har gjort til et stort problem.
Jeg orker ikke at henvise til, at Tyrkiet har en hær på 300000 soldater som argument for, at vi ikke behøver at styrke den danske hær.Jeg tror at alle, som her kendskab til forsvarets situation, hvor man i øjeblikket kun er i stand til at fastholde en gennemsnitlig soldat i 20 måneder før han forlader biksen, er klar over, at personelområdet er en af de væsentligste problemområder, forsvaret skal have løst. Men det problem skal ikke være styrende for overvejelser om, hvorledes forsvaret skal udvikle sig over de næste 10 år, men derimod inspirerer til fritænkning om, hvorledes man får udfordringen løftet. Her er der alle modeller i spil fra en moderniseret værnepligt til konkrete fastholdelsestiltag og et opgør med bestræbelserne på at tillempe forsvaret civile normer, hvor det ikke giver mening.
Hvis vi ikke fatter, at vi på grund af situationens alvor har fuldt politisk medløb, får tilført ressourcer og har den helt bundne opgave, at skabe et dansk forsvar, der i modsætning til det nedslidte og lasede vi har i dag, skal kunne løfte en konkret og åbenbar forsvars- og suverænitetsmæssig opgave, så er der noget helt galt. Og her er vi måske ved kernen i problemet. Det er ikke de nye rammebetingelser der gives forsvaret, men derimod det, der er mellem ørerne på officerskorpset, der er begrænsningen.
Da A.P. Møller leverede koncernens bedste resultat, fyrede man samtidigt topledelsen med henvisning til, at der var mørke skyer i horisonten, der krævede et andet ledelsesmæssigt mindset end det den tidligere ledelse kunne levere. Jeg foreslår på ingen måde, at man skal fyre den samlede danske officerskorps, men tiden må være kommet til at man tager bestik af den nye situation, opgiver elendighedsbetragtninger og kommer ind i kampen med ild i øjnene og en tro på, at det kan lykkes at opstille et relevant og meningsfyldt dansk forsvar for de midler, der nu er afsat. Det kan sådan set kun gå for langsomt.
Danmark har nu tre officerer på højt niveau, der tænker militært, argumenterer klart og melder ud offentligt hvad Forsvarets situation reelt er. Tusind tak!
Meget enig i behovet for genindførelse af ubådsvåbnet. Rusland har næsten fjernet Østersøflåden, og lagt tyngden under vandet i en kamp om Nordatlanten fra Nordflåden. Flyvende platforme som helikoptere, P8 og F-35 kan i bedste fald være i luften timer af gangen på ubådsjagt i Nordatlanten/Arktis. Ubåde kan jage ubåde langt langt mere effektivt i mange uger i træk.
Modargumentet at ubåde er for dyrt, er nonsens (specielt i forhold til fx. P8 fly). Ubåde er dyre i anskaffelse, men ikke i drift over deres levetid. Og specielt ikke hvis de er U212 samdriftet med Tyskland og Norge.
Hvornår begynder politikerne at lytte til fagkundskaben? Tak til Carsten Fjord-Larsen for at bringe fagkundskab ind i den forsvarspolitiske debat. Efter afslutning af F35-sagen må det fremover være på tide at optimere det sømilitære forsvar i Østersøen. Det kan gøres ved atter at anskaffe ubåde. De økonomiske muligheder er nu endeligt tilstede. Danmark burde for lang tid siden have indledt et samarbejde med Norge og Tyskland om at skaffe ubåde og uddanne personel til denne våbenplatform.. .
Det er lidt ærgerligt, at Torben Ørting Jørgensen – vanen tro – prøver at hæmme en ellers vigtig debat ved personangreb from for at gå efter bolden. Lad mig for et øjeblik bruge Tøgers egen metodik og replicere, at selv om man ikke har været nødt til at forlade Forsvaret i utide, kan man altså godt have både “ild i øjnene” og “noget mellem ørerne” – for nu at bruge Tøgers egne udtryk. Man behøver heller ikke være “tillært hjælpeløs”. Man kan rent faktisk godt ønske Forsvaret det bedste og samtidig være fagmilitær realist samt forstå den politiske virkelighed.
I stedet vil jeg fokusere på sagen – og herunder de spørgsmål, som hverken Tøger eller andre endnu har svaret på. Hvis man ikke vil indtænke begreber som demografi og behov contra kapacitet i debatten, er man drømmefabrikant.
Det er en no-brainer, at den tyrkiske hærs størrelse – som Tøger inddrager som eksempel – selvfølgelig er uden betydning for, hvad det danske forsvar skal kunne mange tusinde kilometer væk. Men det er bestemt ikke uden betydning, hvad den samlede ubådskapacitet er i vores eget nærområde, herunder hvor mange ubåde vores nærmeste geografiske naboer allerede råder over.
Det betyder ikke nødvendigvis, at det ikke kunne være dejligt for Danmark at få ubåde igen. Men det må da inddrages i overvejelserne, hvad det samlede ubåds-behov er inden for den nordlige del af alliancen – ikke mindst set i forhold truslen. Specielt når vi taler om at genindføre en ekstremt dyr kapacitet, som vi udfasede for ca. 20 år siden. Og her køber jeg ikke svaret “Så mange ubåde som muligt vil være rart”.
M.h.t. bemandingssituationen er man også drømmefabrikant, hvis man forudsætter sig ud af problemerne. Med den vestlige verdens enorme mangel på arbejdskraft – forstærket af en ildevarslende demografiske udvikling – er det simpelthen uansvarligt at opfinde nye strukturer uden – først – at forholde sig til, om det er realistisk at bemande dem. I Tyskland, hvor jeg p.t. gør tjeneste, har man for længst erkendt, at den demografiske situation betinger, at man må søge konsolidere den eksisterende struktur (som længe har haft en personelvakance på 10%) fremfor at udvide den. “Ausrüstung, nicht Aufrüstung”. Det betyder ikke, at man ikke kan indfase nye kapaciteter, men så må noget andet vige.
Selv om vi forhåbentlig får flere værnepligtige i de kommende år, er det næppe dem, vi skal bemande vores ubåde med. Derfor bliver værnepligten ikke løsningen på, hvordan vi bemander nye højteknologiske systemer, som kræver lang uddannelse, rutinering og robusthed. De ekstra værnepligtige kan fylde op i mindre krævende manuelle funktioner, hvor hullerne allerede findes. Specielt i Hæren.
Vejen frem til at imødekomme vores – helt klare – behov for maritime kapaciteter går snarere via en større brug af ubemandede systemer til både overvågning og våbenindsættelse. Det vil ganske vist kræve både vilje og evne til at frigøre sig fra tankegodset fra den første kolde krig. Men man kan f.eks. hente inspiration hos chefen for den tyske marine, der allerede har formuleret disse fornuftige tanker i sit konceptpapir for den tyske flådes udvikling frem mod 2035.
Flemming Bastrup
Det var sandelig ikke Søværnet selv, der ville nedlægge ubådsvåbnet
Søværnet så frem til at indfase den nye fællesnordiske ubåd VIKING fra 2009 og frem – og Søværnet fik ikke fregatter i stedet for ubåde – økonomien afsat til det fællesnordiske ubådsprojekt blev flyttet over til et ekstra transportfly, fire ekstra transporthelikoptere og fem hjemmeværnskuttere.
Jeg forstår helt sikkert Carsten Fjords budskaber. Og ville nok have sagt det samme, hvis jeg var fra Søværnet. Men jeg synes, at redaktøren forsømmer at stille to spørgsmål til Carsten.
Det ene er, hvordan Søværnet vil rekruttere og fastholde personel til endnu flere sejlende enheder (fx ubåde), når man – som det øvrige forsvar – har betydelige udfordringer med at bemande den eksisterende struktur.
Det andet spørgsmål, der ikke bliver stillet, er, hvor mange ubåde, der egentlig er behov for i vores nærområde (Østersøen/Nordsøen/Nordatlanten), når man ser på det antal, vores allierede eller partnere allerede råder over. Her tænker jeg på fx. tyske, svenske, norske, hollandske og britiske ubåde, som desuden vil kunne suppleres med yderligere allierede ubåde i en krisesituation.
@ Bjørn Toft Madsen
Hold, hold; en tidligere forsvarsminister kunne bruge marinehjemmeværnet til øhop, så kan resten af koret vel også. På den anden side er din ide opfundet:
http://www.combinedfleet.com/ships/i-400
Så et lille handelsfremstød til Japan kan vel frembringe tegningerne eller i heldigste tilfælde har de måske en på museum vi kan lend-lease 🙂
Og kan i alle have en god weekend
Palle Wittus Randløv, Pensioneret og guide/radiooperatør på museum fregatten Peder Skram.
Fsva U-både, så skal man ikke undersøge ret meget om moderne ubådsdesign og -konstruktion, før man opdager, at det er en af de allermest teknologisk komplicerede militære kapaciteter, der findes. Der er faktisk årsager til, at vi i Danmark afskaffede u-bådsvåbnet, og den primære årsag var, at det ville være meget dyrt at opretholde en ubådskapacitet – da det krævede anskaffelse af nye ubåde. Og det var dengang søværnets egen prioritering, at man hellere ville bruge midlerne på fregatter (en kapacitet, som Danmark dengang ikke rådede over) i stedet for ubåde. Der var ikke råd til begge dele. De, der argumenterer for at vi skal genoplive ubådsvåbnet, skylder at fortælle, hvad det så er vi ikke skal have for de mange milliarder, som anskaffelse og opbygning af en ubådskapacitet vil koste. Skal fregatterne afskaffes igen? Skal vi droppe at anskaffe luftforsvar? Nedlæg hæren?
Godt brølt af de herrer admiraler
Jeg vil i min kommentar koncentrere mig om nogle enkelte nedslag i indlæggene, nemlig Ubåd, overflade kampplatform, overvågning og brug eller integration af reserve/HJV.
Jeg er meget inspireret af en tysk GL og generalinspektørs “Ikea” model.
Ubåde hvis vi skal finde en model der kan spises af finansministerium så lad os kigge lidt på delebiler eller lånebiler. Hvis vi går sammen med andre lande som ialt hvis vi blot udvikler typen sammen skal have 25 stk. så får vi en hvis stk.pris men hvis vi også går sammen om drift vedligehold, NATO indsættelse og daglig freds operationer med fælles besætninger som man blandt andre kender fra awacs vil vi opnå ikke blot øget operationelt evne og viden, men også en stordrift fordel. Så behøver vi måske kun 20. Hvis aftaler staterne imellem er ordentlig lavet kan man så i out of area operationer i en koalition af villige, sammensætte en national besætning og låne båden, hvis den går tabt er ligger der på forhånd en aftale om erstatninskøb. Folketinget kender på forhånd prisen når de træffer beslutning om indsættelse, og indsættelses loven er samtidig bemyndigelse til indkøb, hvis fartøjet går tabt.
Lad os vende os lidt mod en overflade kampplatform: Kan man lave en slags pansret container lastbil til flåden? Stærkt inspireret ef hvordan operationstøtte skibene var tænkt kan vi lave en kampplatform der er standard evt i 2 størrelser der har en standard bevæbning og en skelet besætning? På denne platform kan man så fylde alt fra miljø-overvågning, søredning, miner og minestrygning, ASW, missiler mv. i speciale “våbenbrønde”. Hvis vi rigtig tænker ud af boksen kunne man jo godt overveje om nogle af disse våbenbrønde også kan monteres på hærens pansrede Lastbiler eller alm container lastbiler.
Så hvis vi tænker lidt ud af boksen laver vi disse Brønde fjernbetjent. Disse brønde eller containere skal så betjenes centralt i land i fredstid i et center of exelence dette center skal også uddanne de enkelte specialer for reserve/HJV personel således at man kan bemande og betjene disse våbenbrønde decentralt ombord i krig/krise.
Så kan flåden betjene eks. 5 stk. i DK og HJV 15-20 i daglig drift med skelet besætninger, man kan flytte enheder mellem HJV/Flåden, man ved kombination af reserve, HJV og stående styrke kunne bemande i krisetid.
Overvågning af kritisk infrastruktur: Vi har et godt HJV som sejler ofte, ville man på kort sigt kunne udstyre disse enheder med en billig men driftsikker slæbe sonar? Og give enhvert HJV besked på at hver gang de smider trosserne så skal de slæbe sonaren over eks. 20 km kritisk infrastruktur?
Admiraler er lidt inde på et effektivt Luftforsvar? Man behøver ikke at være finansminister for at regne ud at hvis vi skyder 10$ talibaner med en smartbomb så skal vi have en del pædagoger fyret! Meget er sagt om shaheed droner men de er Extreme billig vi skal derfor indtænke i vores Indkøb/planer at vi bekæmper 10$ droner med 5$
vi nærmest skrottede Flyver HJV, mon ikke vi skulle gentænke denne beslutning? Både i traditionelt forstand men også nytænke det i kampopgaver? Kan man bevæbne / indkøbe et billig fly der kan bevæbnes og lade HJV drifte/uddanne. Hvis jeg ikke tager helt fejl findes billige propeldrevne kampfly kan disse nedskyde disse græsklipper droner? Her bør man også indrage de erfaringer Ukraine har opnået og måske skal HJV have små mobile enheder på jorden.
Det her er blot nogle af de tanker brigade GN Lyhne HRN, Oberst Barfoed FLV, Thøger og Admiral Carsten Fjord Larsens indlæg sætter i gang hos under tegnetbærende for mine egne tanker er effekt i målet (opgaven) og jeg er mindre optaget af hvem der løser den.
Jeg sparker måske en åben dør ind hos cheferne når jeg siger at en platform er lidt ligesom en pansret lastbil i HRN, eller en IPhone det er Appen eller containerens indhold der giver hovedbrud hos en Modstanders CH-O hvorvidt han kigger på et High Value Target eller en masse lokumspapir. Jeg er altid klar til at give modstanderens CH-O et ukontrolleret mavesår.
En klog GL udtalte engang “man bære jo ikke denne uniform hvis ikke man er klar til et lille slagsmål”