Et velfungerende familieliv går dårligt i spænd med hyppige udsendelser, konstante udlån og evig mangel på kolleger. Derfor trækker det civile arbejdsmarked i så mange, mener sergent Louise Orby Jarolics, som selv forlader Søværnet efter ti år. Forsvarsministeren anerkender bemandingsproblemerne, men afviser, at der findes et ”quick fix”.

Forsvaret kan ikke holde på sit personel, der i rekordfart søger mod udgangen, hvor det civile erhvervsliv venter med åbne arme og høje lønninger. En af forklaringerne på det voksende problem er de vanskelige vilkår, soldaterne har for at finde den rette balance mellem familie- og arbejdsliv med hyppige internationale udsendelser.

Det gør sig ikke mindst gældende i Søværnet, hvor de fem fregatter angiveligt blot kan mønstre i omegnen af tre fulde besætninger. En af de fregatsejlere, der har haft problematikken tæt inde på livet er sergent Louise Orby Jarolics, som i en årrække gjorde tjeneste som kommunikationsgast ombord på ”Esbern Snare”. Hun har i dag taget konsekvensen og sagt farvel til den aktive tjeneste, fortæller hun onsdag til Frontlinjen på Radio4:

Artiklen fortsætter under afspilleren …

»Jeg havde CU’en (Forsvarets civiluddannelsesordning, red.), som jeg meget gerne ville bruge, og det blev samtidig svært at se en fremtid med en familievenlig hverdag, hvor jeg kunne opbygge et familieliv herhjemme og have tid til at være sammen med mine venner og familie. Det havde jeg ikke meget af, da jeg sejlede aktivt i Søværnet.«

Netop arbejdsbyrden på de af Søværnets enheder, der deltager i internationale øvelser missioner, kan trække tænder ud, fortæller Louise Orby Jarolics, som af samme grund tilbragte sin sidste tid i Søværnet i en landstilling. Men også på land kan det være vanskeligt at få det hele til at gå op i en højere enhed, hvis man ikke er indstillet på at bosætte sig i nærheden af Forsvarets tjenestesteder, som for de flestes vedkommende er placeret i yderområder.

»På de operative enheder havde vi rigtig mange sejldage på missioner og øvelser i hele verden. Jeg er lige fyldt 30 og tænker på min fremtid, så jeg søgte en landstilling i Søværnskommandoen for at få mere tid derhjemme. Men det er i Korsør, og jeg er bosat i København, så det involverede også en masse rejsetid og var knapt så fleksibelt.«

»Man bliver kørt fuldstændig ned«

Det er dog først og fremmest blandt de soldater, der indgår i Forsvarets operative enheder, at balancen mellem soldatertilværelsen og familielivet kan være svær at finde. Det var også tilfældet for Louise Orby Jarolics, som gennem en årrække på nærmeste hold oplevede, hvordan personelmanglen på de store sejlende enheder blev forværret og udfordrede både hende selv og kollegerne. Ofte måtte ”Esbern Snare” derfor sejle ”for kort” – altså uden en fuldtallig besætning.

»Jeg tror, at 50 pct. af min arbejdstid har været udlån til andre enheder, og ”Esbern Snare” har også selv modtaget en masse udlånsgaster. Men hvis der ikke er mulighed for at udlån, fordi folk sejler på deres egne skibe, sejler man selv for kort, og så løber man det hurtigere. Det indebærer ofte, at man kører i en ugelang to-tørn, hvor man er seks timer på vagt og seks timer af vagt. Det bliver man kørt fuldstændig ned af.«

En stor del af Louise Orby Jarolics egne udlånssejladser var frivillige, mens andre var beordringer. De mange udlån er er en del af normalbilledet i dag og udtryk for et presset Søværn, som ofte må lede med lys og lygte efter mandskab, når de internationale pligter kalder. Det lykkes ikke altid, men arbejdsbyrden bliver ikke mindre af den grund. Tværtimod lander den på den tilbageværende besætning, og det tærer på kræfterne.

»Det kræver enormt meget. Hvis jeg tager udgangspunkt i min egen situation, handler det ikke udelukkende om at passe sin post på radiostationen. Fordi man sejler for kort, bliver man nødt til også at tage fat i nogle af de andre arbejdsopgaver; at hjælpe dæksbesætningen med at banke rust eller at gøre rent på skibet. Udover at man er for kort på sin egen post, træder man også til og hjælper de andre divisioner og sektioner i sin vagtfri periode. Det tager hårdt på folk,« siger Louise Orby Jarolics.

Stort tab af specialiseret viden

Louise Orby Jarolics har tilbragt sammenlagt ti år i Søværnet. Hun kalder den aktuelle bemandingssituation for »rigtig slem« og peger på, at coronapandemien kan have accelereret den i forvejen bekymrende og meget mærkbare personelafgang.

»Det har været slemt i lang tid, men efter coronaen, hvor folk har fået et afbræk og mærket efter, tager mange skridtet ud. Når nogle enkelte tager det enormt svære skridt, det er at stoppe i Forsvaret, søger andre med.«

Udover at udfordre det tilbageværende personel med flere opgaver fordelt på færre besætningsmedlemmer har fastholdelsesproblemerne også operative konsekvenser i form af et løbende videnstab, hvilket kan mærkes ombord.

»På Søværnets enheder er der meget specialistarbejde. Man skal kende nogle meget komplekse systemer. Hvis en kommunikationsgast kun er der i halvandet år, når man simpelthen ikke at blive specialist inden for de her systemer,« forklarer Louise Orby Jarolics og giver et bud på, hvornår det for alvor begyndte at gå galt:

»Man kan, fra man ophørte med CU (i forbindelse med forsvarsforliget for perioden 2013-17, red.), se kæmpe forskel på, hvor lang tid folk rent faktisk bliver inden for de her specialiserede områder. Nu tror jeg, at det er halvandet år, at en gast som regel er i sin stilling. Det er enormt udfordrende.«

Louise Orby Jarolics peger også selv på civiluddannelsesordningen som et oplagt fastholdelsesværktøj at genindføre, men utilfredsheden blandt Forsvarets personel handler også om løn og et behov for større fleksibilitet i hverdagen. Arbejdet er med andre skåret ud for Folketingets politikere, der om få måneder sætter sig til forhandlingsbordet for at nå til enighed om et nyt langvarige forlig på forsvarsområdet.

Forsvarsminister afviser “quick fix”-løsninger

I regeringen er man helt bevidst om personeludfordringen, fortæller fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der i disse dage er til Natos forsvarsministertopmøde i Stockholm. Han er helt enig i Louise Orby Jarolics diagnose:

»Det, vi oplever nu, er, at noget af vores personel bliver slidt ned, fordi de har for hyppige udsendelser og på et eller andet tidspunkt siger, at det kan de ikke få til at hænge sammen,« erkender Troels Lund Poulsen, som henset til sin korte tid på posten ikke mener, at han har haft mulighed for at iværksætte akutte initiativer for at rette op på situationen.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Fagforeningsformænd vil have stoppet personelblødningen allerede før et forlig

»Jeg har nu været forsvarsminister i en måned. Derfor har jeg ikke rigtig haft lejlighed til at gøre så meget, men det kommer jeg til. På den korte bane har jeg sat gang i en diskussion med de faglige organisationer. De har været ude med en del kritik af den aktuelle situation i forhold til Forsvarets personel. Derudover bliver vi selvfølgelig nødt til at drøfte det her, når vi starter op på forligsforhandlingerne, forhåbentlig i starten af maj.«

Himmel og hav bliver ikke nødvendigvis sat i bevægelse for at standse blødningen med en straksaftale på denne side af de forestående forligsforhandlinger, men i regeringen er man villige til at handle inden da, hvis der kan opnås politisk enighed i forligskredsen.

»For mig er det ikke enten-eller – jeg er sådan set villig til, at det skal være både-og. Men nu minder jeg bare om, at vi i løbet af meget kort tid starter op på forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, som – hvis det stod til mig – skal være færdigt inden sommer. Det betyder ikke, at man ikke skal overveje at tage politiske initiativer i forhold til den personalesituation, vi står i. Det er netop derfor, at jeg i løbet af kort tid kommer til at have drøftelser med Forsvarets organisationer, som har været ude med både kritiske og konstruktive bemærkninger i forhold til udfordringen med Forsvarets personel,« siger Troels Lund Poulsen.

»Man skal ikke være bekymret for, at jeg ikke tager fat på det her i løbet af meget kort tid – og her taler vi om uger, ikke måneder. Men når det så er sagt, må man også sige, at der findes ikke et ”quick fix”. Jeg kan ikke bare sætte mig ned efter fire uger som forsvarsminister og løse alle de strukturelle problemer, der er. Så god er verden ikke.«

Billedtekst: Louise Orby Jarolics har tilbragt 10 år i Søværnet og undervejs været udsendt til blandt andet Abu Dhabi (billedet). I den forbindelse blev hun midlertidigt udnævnt til oversergent. Privatfoto 

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer