spot_img

Ubådskaptajn Mogens Christens sendte torpedo mod amerikansk hangarskib

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

BAGGRUND: De danske ubåde var kendte og berygtede i Nato for deres evne til at operere uopdaget. Det førte til mange sejre under havoverfladen og tilsvarende frustrationer på overfladeskibene. I 1992 fik ubådskaptajn Mogens Sievers Christens sit livs oplevelse, da han om bord på “Springeren” ud for Vestfjorden i Nordnorge fik ram på det største krigsskib af dem alle.

Det sneede. Temperaturen lå omkring frysepunktet, og den bidende vind fik bølgerne til at vise tænder med hvide skumsprøjt ved indsejlingen til Vestfjorden mellem Lofoten og Norges fastland. Kalenderbladet sagde marts 1992, og ud for Bodø var der hektisk maritim aktivitet. Nato-øvelsen Team Work ’92 var i fuld gang, og for besætningen på den danske ubåd ”Springeren” skulle det blive en øvelse, som ingen om bord ville komme til at glemme.

Chefen hed Mogens Sievers Christens. Han er i dag kommandørkaptajn og chef på inspektions­skibet ”Triton” i Nordatlanten, hvor OLFI fanger ham på mobiltelefon, mens han venter på at lægge til kaj i Nuuk. Dengang for 25 år siden var han 32 år og kaptajnløjtnant, og han tøver i dag ikke med at kalde øvelsen i Nordnorge for »karrierens højdepunkt«. For selv om vejrliget for landkrabber og overfladefartøjer kunne virke ubarmhjertigt, var det perfekt ubådsvejr. Vind, bølger, skumsprøjt og dårlig sigtbarhed giver ubådene en stor fordel, fordi et periskop er svært at få øje på, og kølvandsstriben fra periskopet forsvinder i bølger og hvidt skum. Det nød ”Springeren” godt af i Norskehavet.

Læs også: Pensioneret ubådskaptajn: “Russerne frygtede de danske ubåde”

Kaptajnløjtnant Mogens Sievers Christens som chef om bord på ubåden “Springeren” under sejlads til Skotland i 1992. Forrest er det kampinformationsgast Thomas Nilsson. Foto: Forsvaret/Anders Friis

I øvelsen skulle en konvoj bestående af en række fragt- og passagerskibe sejle forstærkninger i form af materiel og tropper fra Trondheim til Bodø, som ligger små 100 km nord for polarcirklen og 1.300 km stik nord for København. Transporten skulle ske med fuld eskorte af krigsskibe fra flere Nato-lande. Øvelsen foregik bare få måneder efter Sovjetunionens opløsning, og på grund af de danske ubådes velkendte og berygtede evner til at gemme sig og ”nedkæmpe” krigsskibe var ”Springeren” udset til at spille rollen som den røde fjende.

Nato-styrkerne havde sendt både overfladefartøjer og ubåde ind i Vestfjorden for at rense den for ubåde, og da hovedstyrken kom sejlende, var der ingen, som anede uråd. Om bord på ”Springeren” kunne de på undervandstelefonen høre, at de forreste Nato-fartøjer var i gang med at angribe ”fjendtlige kolleger” i form af en norsk ubåd længere inde i fjorden. Men de kunne også høre en anden lyd.

»Vi fik placeret os, så vi kunne drive i periskopdybde ned igennem eskorten. Uanset hvor jeg kiggede i periskopet, var der mål, som jeg kunne skyde på – både fragtskibe, krigsskibe og det amerikanske helikopter-hangarskib USS Nassau. Mens vi lå midt i det hele og observerede, fik vi kontakt med to skibe, som var på vej ind mod Vestfjorden. Vi kunne høre, at det formentlig var krigsskibe, fordi de havde flere skruer. På grund af støjen kan man høre, hvornår skruerne er i fase, og hvornår de er i modfase. De eneste andre skibe med to skruer er normalt færger, og de sejler ikke der. Så vi vidste, at det var krigsskibe lang, lang tid før, at vi endelig kunne se dem,« fortæller Mogens S. Christens.

Efter vagt var der altid en varm køje at krybe i

Danmark udfasede sine ubåde i 2004. Men man kan i dag stadig besøge flere af dem, og der findes hele to museums-ubåde med navnet ”Springeren”. Mogens Christens’ ubåd havde nummeret S324. Den var bygget i Tyskland til den norske flåde og søsat i 1964, men blev i 1986 solgt til Danmark med overdragelse i 1991, hvor den blev en del af den danske ubådseskadre.

I dag ligger den på land som museumsskib ved Langelandsfortet. Også ubåden”S329 Springeren” af Delfinen-klassen, som blev bygget på Holmen og var aktiv i Søværnet 1964-1989, er i dag museumsskib og udstillet ved Aalborg Søfarts- og Marinemuseum. På Holmen i København kan man gå om bord i ”Sælen”. Her møder OLFI den pensionerede kontreadmiral Niels Mejdal, der sluttede sin karriere som chef for Søværnets Materielkommando i 2003. I sine unge dage var Niels Mejdal fra 1969 til 1976 aktiv i ubådseskadren og chef for flere af de danske ubåde. Han byder inden for i ubåden, som står efterladt præcis, som den så ud dengang i 2004. Besætningen bestod af 24 mand, og der var køjepladser til alle. Men ikke på samme tid, fortæller Niels Mejdal.

Pladsen var trang i de danske ubåde, og der var to mand om at dele hver køje om bord. Den pensionerede kontreadmiral Niels Mejdal viser rundt i museumsubåden “Sælen”, som ligger på Holmen i København. Foto: Ernstved

»Der var to mand på hver køje, fordi halvdelen af besætningen var på vagt ad gangen. Det vil sige, at når man havde haft sin vagt, var der en dejlig varm køje at krybe i,« siger han med et smil.

En ubåd kunne være væk i op til 42 døgn. De danske ubåde var en slags forløber for hybridbilerne og kunne skifte mellem at sejle på diesel og el, hvilket betød, at de en gang i døgnet skulle op til overfladen og snorkle med dieselmotoren tændt for at oplade batterier. Derefter kunne ubåden sejle i et lille døgn på el, hvor den til gengæld var fuldstændig lydløs og kunne komme helt tæt på fjendtlige objekter.

»Under Den Kolde Krig var den helt enestående til at ligge i Østersøen og indsamle informationer om Warszawapagtens skibe og fly. Alt, hvad der blev udsendt af radiosignaler i luften eller under vandet af lydsignaturer eller sonar blev optaget af ubåden, uden at modparten opdagede det. I hverdagen kunne man sende fregatter, korvetter og fly ud og indsamle signaler, men de ville alle sammen blive afsløret. Det kunne de ikke, når det var en ubåd, fordi de ikke opdagede den. Den var helt tavs, og man kunne derfor indhente oplysninger, som ingen andre kunne skaffe,« fortæller Niels Mejdal.

Læs også: Tyskland inviterer Danmark med i samarbejde om ubåde

Østersøen og de norske fjorde er særligt velegnede til konventionelle kystubåde på grund af brakvand, hvor Norsøens og Kattegats saltvand møder Østersøens og fjordenes ferskvand. Det skaber nogle saltlag, som ubåde kan gemme sig under, fordi sonarsignaler ikke kan gennembryde saltlag i vandet. Og skulle en helikopter sænke en sonar ned gennem saltlaget, har ubåden mulighed for at gå et lag op eller ned og dermed forblive uset.

Havde hele forskibet fyldt med mikrofoner

Niels Mejdal viser mig ind i kommandorummet af ”Sælen” med konsoller langs siden, hvor man kunne lytte med på trafikken i farvandet.

»Det var her, at man opererede ubåden og sad og lyttede. Det var det afgørende. Hele forskibet er fyldt med mikrofoner, og det vil sige, at man kunne høre fremmede skibe på afstande af 40-50 km. Hvert skib har en unik signatur. Første gang man mødte et nyt skib, optog man signaturen og gemte den. Næste gang, at man kunne høre den samme signatur, var man klar over, hvad det var for et skib,« fortæller Niels Mejdal.

Læs også: USA truede Danmark med krig for at sikre herredømme over vestindiske øer

De danske ubåde havde typisk til opgave at lytte og overvåge. De var små, langsomme og sejlede typisk bare 4-6 knob. Til gengæld var de lydløse og havde dermed en stor fordel i forhold til atomdrevne ubåde, som godt nok kan sejle både hurtigt og forblive neddykkede i uendelige tider, men til gengæld larmer og dermed afslører sig selv på adskillige sømils afstand.

Nils Mejdal viser messerne i ”Sælen”, hvor besætningerne spiste og slappede af. I pantryet var der altid mad og kaffe på kanden, men der var hverken musik eller fest om bord for det vagtfri mandskab. Lugten var samtidig noget speciel.

Artiklen fortsætter under billedet …

I maj 2016 besøgte OLFI det amerikanske hangarskib “USS Carl Vinson” af Nimitz-klassen, som er søsterskib til “USS Dwight D. Eisenhower”. Her kan du læse reportagen, komme med om bord og høre, hvordan et hangarskib opererer som en flydende lufthavn. Foto: Ernstved

»Man var som regel af sted i flere uger ad gangen, og derfor skulle man have en lille smule skiftetøj med. Men man gik i det samme tøj, til det var temmelig snavset. Man skulle også have lidt varmt tøj. Det var samtidig afgørende, at ubåden var helt stille. Så de fleste gik rundt i nogle sutsko eller andet blødt fodtøj, der ikke støjede, for den mindste lyd kunne være med til at afsløre ubåden. Der var ro,« fortæller Niels Mejdal.

Stilheden kunne dog sagtens blive udfordret – særligt i dårligt vejr. Det kan man bl.a. læse om i ”Søværnets Orientering” nummer 4 fra 1992, hvor øvelsen Team Work ’92 med deltagelsen af ”Springeren” står beskrevet.

»Efterhånden var det blæst voldsomt op med 6-8 m bølgehøjder, så der var ikke mange skibe at rapportere. En del af overfladestyrkerne havde søgt læ i skærgården – ubåden følte sig til tider noget alene. Søen var værre, end det man kender fra Østersøen. Selv på 40 meters dybde måtte den vagtfrie del af besætningen montere slingrebeslag på køjerne for ikke at trille ud i de kraftige rulninger. Faktisk var båden først rimeligt i ro på dybder under 90 meter.«

Havde en mere interessant lydprofil end krydseren

Ved indsejlingen til Vestfjorden var ”Springeren” dog tilbage i periskopdybde, og her lå den og ventede på de to krigsskibe, som måtte være på vej.

Mogens Sievers Christens er i dag kommandørkaptajn og chef for inspektionsskibet “Triton”. Privatfoto

»Da vi så endelig kunne se dem, viste det ene sig at være en Ticonderoga Class krydser. Det er sådan en Aegis-krydser. Vi kunne se det andet skib, og det var bare en lille bitte prik. Men ud fra sin lydprofil lød den mere interessant end krydseren, som ellers er et meget fedt mål. Sigtbarheden var dårlig, men lige pludselig brød det her flydæk frem i horisonten. Da vi ser det, går vi i angrebspoisition,« fortæller Mogens Christens.

Midt inde i eskorten kunne ”Springeren” have sendt torpedoer mod det amerikanske helikopter-hangarskib ”USS Nassau”. Den kunne have forvoldt betydelig skade på en amerikansk krydser, men i stedet ventede besætningen for først at bekende kulør med et angreb på det ultimative mål – det amerikanske hangarskib ”USS Dwight D. Eisenhower”.

Artiklen fortsætter under billedet …

Den amerikanske Ticonderoga Class krydser “USS Bunker Hill” (CG52) sejler i Det Indiske Ocean op på siden af hangarskibet “USS Dwight D. Eisenhower” (CVN69) for at tanke brændstof i januar 2007. Foto: US Navy

Ironisk nok lagde hangarskibet på grund af det dårlige vejr slet ikke mærke til, at det blev angrebet. Det skete fra forholdsvis stor afstand og blev signaleret ved at skyde en lille granat op i luften, som detonerer og udløser en faldskærm og tyk grøn røg. I stedet sejlede hangarskibet længere ind i fjorden, men Mogens Christens var ikke i tvivl om, at det ville vende om og komme retur. Derfor lagde ”Springeren” sig atter en gang til at vente, og ganske rigtigt var ”USS Dwight D. Eisenhower” snart på vej vest ud af fjorden igen.

Med en afstand på 6.000 meter, affyrede ”Springeren” atter en gang en torpedo mod hangarskibet, og denne gang blev angrebet erkendt.

»Jeg lod lige besætningen få et kig i periskopet for at se, hvordan sådan et hangarskib så ud. Fordi vi havde periskopet længe oppe, så de os og den grønne granat, og inden for to minutter havde vi to helikoptere på vej ned i hovedet på os. Så gik vi dybt og op i max fart – lidt over 20 knob. Jeg nåede også at se, at hangarskibet gik i maks fart for at slippe væk. Vi gik ned i dybet og sejlede ind under ham. Fordi han laver så meget støj med sine egne propeller, er det bedste sted at gemme sig i alt det vand, som han rodede op med sine egne propeller. Så sejlede vi væk fra ham i hans eget kølvand i et kvarter, hvorefter vi drejede væk, gik ned i mindst mulige fart, og så sneg vi os væk. De opdagede aldrig, hvor vi blev af,« fortæller Mogens S. Christens.

Sendte angrebssignal med stor begejstring

Den efterhånden 57-årige kommandørkaptajn bliver stadig helt høj, når han fortæller om tiden som ubådskaptajn. Det gjorde han også dengang, og i den officielle øvelsesrapport kunne man læse, at en ung dansk ubådskaptajn fik opfyldt sine drømme, da han skød det største skib i øvelsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kaptajnløjtnant Mogens S. Christens (yderst til venstre) med ubådsbesætningen fra “Springeren” på kajen i Bodø efter øvelsen Team Work ’92. For flådepersonel på overfladeskibe lignede ubådsbesætningerne ofte noget, som katten havde slæbt med ind. Men de var nogle af af de bedste i Nato. Foto: Privatfoto

»Efter sådan et angreb går man altid op til periskopdybde lidt senere og sender et angrebssignal. Det gjorde jeg jo med stor begejstring. Da jeg skulle skrive vores input til øvelsesrapporten, skrev jeg vidst også rimelig begejstret. Det bekom dem ikke vel. En chef for et hangarskib, der har risikeret sit skib, han får ikke ros. Det er ikke nogen succes. Når man tænker på, hvor mange ressourcer der bliver sat af for at beskytte et hangarskib mod ubåde, så er det relativt mange i eskorteskibe. Det er bare ingen garanti for, at små kystubåde med 24 mand om bord kommer på skudhold,« fortæller Mogens S. Christens.

Men hvad var der egentlig sket, hvis det havde været virkelighed? Hvor stor skade kan en eller flere torpedoer anrette mod et amerikansk hangarskib?

»Det ville ikke gå ned. Der er mange vandtætte sektioner i sådan et hangarskib, så der skal rigtigt mange torpedoer til. Men hvis man rammer ror og skrue, ville de måske kunne blive ukampdygtige. Et hangarskib, der kun kan sejle i cirkler, er ikke velegnet til operationer længere,« fortæller Mogens S. Christens.

Han bekræfter, at de små danske ubåde på trods af høj alder og stort slid var et rasende effektivt våben, som selv de mest avancerede og højteknologiske krigsskibe ikke kunne opdage.

»Vi kunne operere uset, og det var en stor styrke. Ubåden har en taktisk fordel særligt de dage, hvor vejret er lidt halvskidt. Den kan sætte kampafgørende våben ind, fordi der er smæk i sådan nogle torpedoer modsat mange andre våbentyper,« siger han.

Og lad os så afslutte med at spørge ubådskaptajnen, hvordan det egentlig var som ung søofficer at ligge i en næsten 30 år gammel ubåd og uopdaget sende en torpedo mod et amerikansk hangarskib af Nimitz-klassen?

»Det er svært at beskrive, for det bliver ikke større. Det var en fantastisk god dag.«

Bærende billedtekst: Det amerikanske “USS Dwight D. Eisenhower” fotograferet umiddelbart efter, at den danske ubåd “Springeren” har “affyret” en torpedo mod hangarskibet med nummer CVN69 under øvelsen Team Work ´92 ud for Bodø i Nordnorge. Foto: Forsvaret

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Forsvarets genrejsning kræver en fordomsfri tilgang fra alle parter

DEBAT: Forsvaret står et sted, hvor den politiske og den militære sfæres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning. For at den kan føres ud i livet, skal der derfor ikke kun ses på organiseringen af forsvarsområdet, men på kulturen, som man...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Morten Brandborg
Læser
Morten Brandborg
19. oktober 2017 16:19

Super spændende beretning fra en af de mest kompetente søofficerer!

Henrik B. Andersen
Læser
Henrik B. Andersen
2. oktober 2017 19:29

Hvad med at Danmark planlægger (ved slutningen af kommende forsvarsforlig 2018-2022) at anskaffe to brugte svenske eller norske ubåde, når de anskaffer sig nye om 4-5 år. Kan det ikke være mere økonomisk overkommeligt?

Ligegyldigt hvem man spørger, så er bare bevistheden om, at der findes ubåde i et område, det har en meget stor virkning. Så måske er det ikke nødvendigt, at Danmark har det nyeste og dyreste nye, når vi snakker ubåde. Og Danmark kan træne – som tyskerne også har tilbudt – i mellemtiden.

Og det kan godt indgå i det kommende forsvarsforlig, at det indgår i den lange planlægning for forsvaret – selv om de flest udgifter først til komme til næste forlig 2023-2027

I det hele taget bør et forsvarsforlig indeholde konkrete planer og finansiering for en 5 årig periode. Men det bør også indeholde pejlemærker for næste forsvarsforlig også, således at forsvaret får et 10 årig perspektiv til (gen)opbygning af forsvaret. F.eks. er ubåde no-go i forliget 2018-2022, men derfor kan man godt planlægge de lange linier. Og her vil ubåde være interessante, som forsvaret kunne forberede og planlægge efter, som en forventes kapacitet.