ANALYSE: Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen står overfor en gigantisk opgave med at genskabe tilliden til sig selv, til sin departementschef, til personaledirektøren, til finansdirektøren og til Forsvarsministeriet i almindelighed. Hans bagatellisering af lovbrud gør kun ondt værre. Spørgsmålet er, om han selv tror på, at han og topledelsen magter opgaven? Medarbejderne gør ikke.
Blandt medarbejderne i den operative del af Forsvaret har tilliden til Forsvarsministeriet i flere år ligget på et meget lavt niveau. Årsagen er, at Forsvarsministeriet med skiftende ministre i spidsen har talt rosenrødt om alt det, som Forsvaret kan løse af opgaver, mens personellet ude i den skarpe ende kun har oplevet besparelser, forringelser, mangel på funktionelt materiel og pres på de tilbageværende medarbejdere med mandskabsmangel, kontinuerlige udsendelser til internationale missioner, stress, opsigelser og skilsmisser til følge.
Sagerne om omfattende brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet blandt den militære topledelses chefer gør alene ondt værre. Og ikke nok med det. Fredag kunne medarbejderne så som prikken over i’et høre forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) negligere de seneste to sager omhandlende henholdsvis forsvarschef Bjørn Bisserup og departementschef Thomas Ahrenkiel som »bagateller«. Det skete i Radio24Syv, hvor ministeren samtidig slog fast, at sagerne ikke får konsekvenser. Det har medarbejderne bemærket.
Hvor man før i tiden kun talte om Forsvarets udbredte nepotisme i det skjulte, foregår denne debat i dag helt åbent i Forsvarets cafeterier og messer landet over. Man hører tillige ord som »korruption« og »magtmisbrug« knyttet til Forsvarets og Forsvarsministeriets ledelse, og debatten foregår sågar i offentlige fora på Facebook. Det burde få alle alarmklokker til at ringe. Men hvordan er mismodet kommet dertil?
Forsvarsministeriet undersøger selv topchefer
Siden OLFI den 18. oktober publicerede en artikel om hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesens påståede magtmisbrug og nepotisme i Hærstaben, er skeletterne væltet ud af de militære skabe. Hærchefen er sendt hjem, og Auditørkorpset gennemfører i øjeblikket en strafferetlig efterforskning med henblik på at afdække, om der kan rejses en straffesag mod generalen.
Forsvarsministeriet har indledt undersøgelser om brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet mod personaledirektør Laila Reenberg, som ikke underrettede foresatte myndighed om sin inhabilitet, da hendes ægtefælle blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre – uden at denne i øvrigt blev slået op i fri konkurrence.
Forsvarsministeriet undersøger tillige finansdirektør AE fra forsvarskommandoen for brud på reglerne om inhabilitet, da hun udviklede et hemmeligt kæresteforhold til en af sine medarbejdere med rang af major i Økonomidivisionen, udnævnte ham til oberstløjtnant, forfremmede ham til vicechef og sendte ham videre til en stilling som bataljonschef, uden at denne var slået op i fri konkurrence.
Dertil kommer så sagerne om forsvarschef Bjørn Bisserup, som heller ikke underrettede sin foresatte, da han som chef for Forsvarsstaben i 2010 afviste en besparelse på optaget til Hærens Officersskole, hvorved hans søn kunne starte samme år i stedet for at vente til 2011. Og departementschef Thomas Ahrenkiel som indledte et hemmeligt kæresteforhold til Forsvarsministeriets kommunikationschef, og sammen med Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, blev enige om, at forsvarsministeren ikke behøvede at vide noget om forholdet.
Efterfølgende sad Thomas Ahrenkiel med i et møde, hvor hans kæreste fik tildelt en lønforhøjelse på 18.000 kr. årligt og et engangsvederlag på 75.000 kr. Disse to sager har Kammeradvokaten undersøgt og konkluderer, at begge militære topchefer skulle have orienteret deres foresatte om deres forhold. Departementschefen var ifølge Kammeradvokaten tillige inhabil.
Hverken brug for etisk kompas, integritet eller høj moral
Men i stedet for selv at afgøre, hvilke konsekvenser disse forhold eventuelt skulle have, fralagde forsvarsministeren sig ubehaget ved at skulle vurdere sagerne og overdrog vurderingen til Kammeradvokaten. Ifølge Politiken har Forsvarsministeriet selv stået for størstedelen af undersøgelsen, ministeriet selv har udvalgt dokumenterne til Kammeradvokaten, ingen medarbejdere har været kaldt til afhøring, Forsvarsministeriet har selv skrevet kommissoriet, betalt for undersøgelsen og har i det hele taget kunnet designe forløbet til egen fordel. Set i det lys var konklusionen fra Kammeradvokaten ikke overraskende:
At der ikke er tale om forhold af en grovhed, der skal sanktioneres efter tjenestemandsloven. Forsvarsministeren så ingen grund til at drage sin egen konsekvens ud fra et etisk kompas, hvor uanfægtelighed, integritet og høj moral er retningsgivende, og det efterlader medarbejderne med en ringe tiltro til konsekvenser i de sager, som ministeriet selv undersøger.
Her sidder Forsvarsministeriets departementschef selv for bordenden. Forsvarsministeren ser ingen problemer i at lade departementschefen, der selv har brudt forvaltningslovens regler om inhabilitet, undersøge både finansdirektøren og personaledirektøren for brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet. Forsvarsministeriets Auditørkorps kan han ikke inddrage, al den stund at de to direktører er civilt ansat og derfor ikke hører under den militære straffelov.
For nu at tale lige ud af posen beder forsvarsministeren således den ene lovbryder undersøge to andre mulige lovbrydere for at have begået det samme lovbrud som den lovbrydende undersøger. Til at hjælpe sig har han hele Forsvarsministeriets embedsværk, der selv burde have reageret og råbt vagt i gevær, da ministeriet godkendte sager om personaledirektør Laila Reenbergs mand – afgjort af Laila Reenbergs vicedirektør, oberst Peter Wass.
Lovbrydende departementschef skal selv genskabe tilliden
Mens hærchefen er fritaget for tjeneste sidder såvel departementschefen, personaledirektøren og finansdirektøren solidt i deres stole og fortsætter deres arbejde. Finansdirektøren dog kun til hun går på barsel med vicedirektørens barn. Her kan de to direktører påvirke undersøgelserne, så meget de vil, og ingen i Forsvarsministeriet lader til at se nogen som helst problemer i det.
Mens forsvarschefen over for OLFI lover, at der nu skal ændres på kulturen, så medarbejdere tør sige fra, har finansdirektør AE ifølge OLFIs oplysninger givet sine ansatte forbud mod at udtale sig. Det kalder man også management by fear – eller ledelse gennem frygt. Så meget for den nye åbenhedskultur må medarbejderne i Økonomidivisionen tænke.
Sidder man som direktør i det offentlige og er genstand for en ministeriel undersøgelse på baggrund af en mistanke om lovbrud med risiko for at miste sit job, ville de fleste tænke kreativt for at redde sit eget skind. Men fremgangsmåden med de manglende fritagelser for tjeneste til de to direktører øger ikke medarbejdernes tillid til, at undersøgelserne afdækker noget som helst andet end en erkendelse af det allerede afdækkede. Det gavner heller ikke troværdigheden, at departementschefen med beskidte hænder selv kan tilrettelægge undersøgelsen og dermed behændigt undgå at kigge på eventuelle mere alvorlige dele.
Afviser aktindsigt i igangværende undersøgelser
OLFI har søgt aktindsigt i kommissorierne for undersøgelserne og bedt om indblik i, hvem som gennemfører dem. Men Forsvarsministeriet afviser indblik i undersøgelserne, og vi aner derfor hverken noget om hvem, hvad, hvordan, hvornår eller hvorledes. Nu vil Forsvarsministeriet så ændre på kulturen i Forsvarets og ministeriets top, erklærer departementschef Thomas Ahrenkiel.
”Vi starter fra toppen, vi starter med mig selv, og vi starter med forsvarschefen. Derved håber jeg, at vi sender et klart signal om, at det er noget, vi selv tager alvorligt. Vi er nødt til at have den tillidsbaserede kultur, som gør, at folk tør stå frem, når de føler, at der er noget, der ikke er i orden,” siger han.
Thomas Ahrenkiel har helt ret i, at han sender et klart signal. Men budskabet er det stik modsatte, end han ønsker. Departementschefen og forsvarsministeren sender det klare signal til medarbejderne, at de kan blive straffet herfra og til Herodes, hvis de som offentligt ansatte med Atea-sagen in mente overvejer så meget som at tage imod en æske chokolade i gave, mens de selv som offentlige topchefer kan bryde forvaltningsloven efter forgodtbefindende, dække over hinanden, ansætte og udnævne kærester, forfremme ægtefæller, give bonus og lønforhøjelser og lukke sønner ind på officersskolen, uden at det får nogen som helst konsekvenser.
Nu skal forsvarsministeren så tage affære og i gang med at ændre kulturen. Spørgsmålet er, om han selv tror på, at han og topledelsen magter opgaven? Medarbejderne gør ikke.
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Der er god grund til at holde et skarpt øje med det danske forsvar, det er ikke første gang at foravarsledelsen har udøvet kritisable handlinger.
Tidligere forsvarsminister Hans Engell udtaler til Politiken den 2. oktober 2009: »Det her er den største skandale forsvaret har været ude for i mange, mange år. Det er top-officerer, vi taler om«.
Skandalesagen i 2009 omhandler forsvarsledelsens ageren i forhold til jæger-bogen.
Forsvarschefen trak sig, og blev belønnet med et behageligt job, som særlig rådgiver for forsvarsministeren.
Nu er den altså gal igen – ca 10 år kan forsvarsledelsen holde sig i skindet. I denne omgang handler det om ansættelser/udnævnelser af koner/kærester, og tildeling af kurser til kæreste / kone.
Det værste er, at forsvarsledelsen sansynligvis slipper godt fra deres misforvaltning af forsvaret.
De har erfarne og rutinerede rådgivere.
Kulturen er bundrådden, skeletterne vælter ud af skabene, og ministeren er vag og ude af stand til at gøre det der skal til. Selvom at det er skidt, så er det altid chefens ansvar og her er ministeren den ultimativt ansvarlige. Som i sagerne med udbytteskat, så har det her et omfang hvor at det er ansvarspådragende, dvs at enten er ministeren vidende om det men griber ikke ind, eller også ved han det ikke, selvom at det sker i så stort omfang, og det er lige så ansvarspådragende, fordi at han dermed ikke har styr på hverken den civile eller militære del af den organisation han er chef for.
Han burde starte med at trække sig og så skal der en anden ind for at rydde op. Men som om at nogen i Venstre vil være med til det – det ville jo være en erkendelse af at ministeren ikke har været sin opgave voksen. Som med skatteministerne, hvor man skærmer sine egne folk fra eksterne undersøgelser og fra at der placeres et ansvar.
Dem der er under mistanke skal naturligvis suspenderes, og så bør sagerne kulegraves af en upartisk instans og der bør oprettes en særlig enhed. Ved Siemens udnævnte man en complience officer som tog sig af al snusket, og der blev opsat en advokat og whistleblower ordning, så medarbejderne ikke skulle berette deres evt mistanker til kollegaer, og rækken af complience møder og regler var nærmest uendelig. Men der nede syd for grænsen havde man i visse afdelinger også en syg kulur og det var nødvendigt. Noget af det samme er også nødvendigt i forsvaret hvis at man skal genskabe tilliden. Jeg mener at særligt i forsvaret, så er det helt essentielt at man har tillid til ledelsen og til at det er et meritokrati. Og det samme har os der betaler gildet, skatteborgerne.