DEBAT: Korpsånd og bløde værdier er rationelt set er ikke ret nyttige og er svære at sætte ord på. Men som julen skaber regimenterne bløde værdier og sammenhængskraft, og det er værd at kæmpe for, skriver Rasmus Olsen i dette debatindlæg.
Det er sandsynligvis gået de færreste af OLFIs læseres næse forbi, at der i øjeblikket pågår en debat om evt. regimentsnedlæggelser i Hæren. Anders Puck Nielsen rammer i sit blogindlæg af 19. juli hovedet på sømmet; hvis man i Hæren ikke kan forklare, hvorfor bløde værdier er vigtige, så skal andre nok fortælle Hæren, hvilke hårde værdier der så skal betinge Hærens fremtidige struktur på godt og ondt.
Læs også: Hæren må lære at forklare sin korpsånd
Selv om jeg i skrivende stund ikke længere er tjenestegørende i Hære, så må jeg stille mig uforstående overfor den larmende tavshed omkring, hvilke værdier der er vigtige for hærfolk. Det står i kontrast til det råbekor, der blot udtrykker sin utilfredshed med fremtidige eventualiteter, som endnu ikke er fastlagt. Det skal være mit budskab i dette skriv, at korpsånd, traditioner og bløde værdier er vigtige for den enkelte tjenestegørende (bemærk; ikke medarbejder i koncernen, men tjenestegørende).
Artiklen fortsætter under billedet …
Men bløde værdiers værste fjende er, at de er bløde. Korpsånd og tilhørsforhold til regimenter er flygtige størrelser, der, når man forsøger at samle dem op og kvantificere dem, på tarveligste vis løber væk mellem fingrene som tørt ørkensand. De er med andre ord anfægtelige og svære at proppe i et regneark, hvilket gør dem lette at forglemme og forkaste, når mere hårde værdier som økonomi og koncernsynergi træder frem i eks. budgetanalyser.
Ledelsesteori rummer værktøjer til bløde værdier
Men den djøfiserede organisations- og ledelsesteori rummer faktisk værktøjer, der forsøger at indfange disse flygtige værdier. Edgar Schein beskriver med sin organisationskulturmodel tre ting, der bærer kulturen i en organisation: artefakter i form af synlige symboler, værdier som et udtryk for rigtig og forkert adfærd, samt antagelser der rummer organisationens uskrevne regler og syn på sig selv. Summen af disse giver en organisation rammerne for succes eller fiasko, og i Hærens tilfælde har det i de seneste 15 året været rammen om relativ succes under skiftende himmelstrøg og svære forudsætninger. Men tillad mig at forsøge at sætte ord på et par eksempler til inspiration.
Artefakter: Hærens regimenter, bataljoner og underafdelinger rummer et væld af faner, estandarder, udmærkelser og måske en af de tydeligste artefakter for hærfolk overhovedet: baretfarver og regimentsmærker. Da det hedengangne Danske Artilleriregiment blev nedlagt for et par år siden, kan jeg huske ramaskriget over at skulle bruge en ”sort hat”, fremfor den ”korrekte” grønne artilleribaret. Baretfarver og regimentsmærker, ligesom hvordan en uniform bæres, udmærkelser såsom medaljer og patruljemærker er alle genkendelige symboler, som anerkendes og genkendes på tværs af Hæren, selv om der forekommer lidt kærligt drilleri mellem regimenterne.
Artiklen fortsætter under billedet …
Det, at vi synligt kan identificere os selv i forhold til andre og vores egen gruppe, skaber en tryghedsfølelse og en genkendelighed, som de fleste der har båret kanonen, panserhesten, løven eller solen i panden sikkert kan nikke stærkt genkendende til. Selvom vi er forskellige i familieopdragelsen, betyder baretten utroligt meget for den enkelte soldat, og ve den der vover at stjæle eller nedgøre den.
Hæren bygger på værdier som loyalitet og opofrelse
Værdier: Det er min påstand, at i Hæren antager man fællesskab, lydighed, opofrelse og loyalitet overfor gruppen som de synligste og vigtigste værdier. Gruppen har regler og traditioner, og mange traditioner udspringer ud fra det respektive regiment, som gruppen tilhører. Vi har fælles traditioner på tværs af hele Hæren, men det primære værdifællesskab, som den enkelte soldat kigger indad til og imod, er i høj grad regimentets opgaver, motto og traditioner, der er bærere af en historie og giver den enkelte soldat en følelse af tilhørsforhold og forpligtelse. I sidste ende er det denne forpligtelse overfor værdierne og gruppen, der bærer den enkelte igennem vanskelige opgaver og i sidste ende motiverer til at sætte sit liv på spil for gruppen.
Grundlæggende antagelser: Mennesker socialiseres gennem grupper, og de briller, som vi betragter andre igennem, udspringer af vores ståsted. Hedengangne ”traditioner” som det joviale forhold og kammeratlige forhold mellem Prinsens Livregiment og Jydske Dragonregiment opstod ud fra en antagelse om, hvilken enhed man tilhørte, og hvordan man så andre mennesker. I Hæren deler man mange grundlæggende antagelser, men synet på andre mennesker (og regimenter) stammer i vid udstrækning fra den regimentale socialisering ind i et verdensbillede.
Læs også: Nedlæggelse af regimenter vil øge flugten fra Forsvaret
Hvorfor er denne opremsning af røverhistorier og anekdotisk bevisførelse egentlig vigtig for Hæren? Det skal være denne skribents påstand, at den ”familie” som et regiment udgør, er kernen i den vilje til opofrelse og derved opgaveløsning, som gør den danske Hær til en effektiv problemknuser på slagmarken. Med et mere militært udtryk: Tradition, tilhørsforhold og gruppedynamik giver i sidste ende kampkraft!
Uden “familien” ingen sammenhængsfølelse
Hvis man fjerner den motivation, der ligger i at træne og kæmpe sammen med sin udvidede familie og erstatter det med resten af koncernen eller brigader, så vil det i min optik betyde et skred i den sammenhængsfølelse, som præger Hærens mindre enheder i dag. Mennesker er ifølge Scheins teori ikke kapable til at identificere sig med store abstrakte begreber, som unægtelig ville være konsekvensen af, at brigaderne blev samlingspunktet for en mængde forskellige enheder, og det ville i sidste ende gå ud over kamp- og sammenhængskraften i Hæren.
Artiklen fortsætter under billedet …
I dette skriv er jeg med vilje ikke dykket ned i økonomi, synergieffekter, operative hensyn og des lige, da det behandles væsentligt bedre af andre andet steds. Det er der andre der besidder en mere indgående og dybdegående viden om. Men som tidligere befalingsmand mener jeg, at jeg har et begreb om, hvilken socialisering regimentet giver os som soldater, nuværende som tidligere.
Min pointe er kortfattet, at jeg opfatter korpsånden og de bløde værdier, som jeg har forsøgt at sætte ord på, lidt som julen. Rationelt set er den ikke ret nyttig: Den kræver fridage, koster penge og fejrer noget, som ingen rigtig kan sætte ord på mere. Men som julen skaber regimenterne og de bløde værdier sammenhængskraft, fred i familien og giver soldaterne i Hæren en fælles fortælling, der i sidste end gør dem i stand til at ofre, kæmpe og vinde. Og det, mener jeg absolut, er værd at kæmpe for.
Dette indlæg er helt igennem fremragende. Glimrende gennemgang af artefakter, værdier og antagelser forbundet med Hærens regimenter.
Næste spørgsmål kunne så være hvordan denne socialisering finder sted for den enkelte soldat. Derved kan man sætte nogle ord på hvad der skal gøres mere af, og hvad vi godt kan gøre mindre af, hvis målet er at styrke korpsånd og stolthed. Det kunne fx være med et teoretisk udgangspunkt hos Lave og Wenger eller Bourdieu.
Et interessant følgespørgsmål kan også være om det egentlig er tilfredsstillende hvis stoltheden ikke er knyttet op på brigader og bataljoner. Selv hvis regimenterne fortsætter som hidtil, var det måske en idé at se på om man kunne øge værdien af brigaden eller bataljonen som noget man som soldat også var stolt af, og som skabte korpsånd.
Det er naturligvis et holdningsspørgsmål om man prioriterer stolthed ift. historien eller ift. nutidens og fremtidens opgaveløsning.
Er uddannelsen indlejret i brigadens virke er reaktionstiden for ændringer hurtigere og ansvarsplaceringen selvkonfronterende subjektiv, da der ikke er en organisatorisk grænse, der skal tages hensyn til på samme måde som når man skal tage “bløde” – og måske håndskyagtige – hensyn til en anden institution. Men det kommer selvfølgelig an på, hvorledes man agter at opbygge de fremtidige brigader
Ja, det er godt skrevet og rigtigt. Afgørende for produktion – her af slagkraft – er Identifikation med opgave og kammerater samt faglig kompetence. Faglig kompetence er både det soldatermæssige og det tekniske, hvor sidstnævnte ofte kan savnes til skade for slagkraften. Men indlægget giver ikke en forklaring på, hvorfor det ikke kan blive tilfældet fx. i Livgardens Brigade. Det er nødvendigt med en forklaring for at komme ud over vippen til samfundets øvrige kulturer. Identifikation med en regimentsstab, – mærke og brevhoved giver en kunstig identifikation. Identifikationen skal rettes mod opgaven og kammeraterne. Det er jo der, det foregår.
Med alle de penge, der er lovet til Forsvaret af Trump og venner, bliver der nok også råd til musikkorpsene – ellers må vi nøjes med Hjemmeværnets. De gør det jo godt.
“Identifikationen skal rettes mod opgaven og kammeraterne. Det er jo der, det foregår.”
Her bedes der om professionalisme. Naturligvis løses opgaven professionelt på jorden med eller uden regimenter. Som andre har været inde på, gøres det dog sværere for bataljoner/brigader at være operationelt professionelle, når de udover deres kerneopgaver også skal varetage regimenternes bløde opgaver.
“Identifikation med en regimentsstab, – mærke og brevhoved giver en kunstig identifikation.”
Mennesker er mennesker og ikke robotter. Det er måske ikke rationelt, men det betyder noget at være en del af et regiments historie.
“kan blive tilfældet fx. i Livgardens Brigade.”
Har brigaderne noget historie og sammenhængskraft som regimenterne?
Er de ikke “blot” den abstrakte og store arbejdsplads, hvor man modtager sin løn og yder en professionel indsats? De er ikke særligt farverige (DIB’en var måske en undtagelse).
.
Er man stolt af at være i 2. Brigade eller, er man stolt af at være i Den Kongelige Livgarde?
Den eneste brigade der har en plads i historien i en bredere kreds – hvis jeg skal bedømme det – det er 8. Brigade pga. det modige modangreb ved Dybbøl mølle i 1864. Og da 8. Brigade er historie, så er det nok ikke Brigaderne vil skal hænge vores historiske hat på.
Derfor bedre at tro på, Regimenterne overlever som Forsvarschefen siger, selv om ikke skal være niv 3 mere, fordi vi på den måde bedre kan få historien med ind i de kommende forsvarsforlig.
Fint skrevet Rasmus Olsen! God analyse og anvendelse af teori, fornuftige og gode pointer i forhold til regimenter og korpsånd/traditioner.
Hvor er det godt skrevet – og med vigtige pointer. Jeg mangler dog en vigtig artefaktor – hærens musik, som også figurerer i besparelserne. De tre tilbageværende musikkorps i hæren gør et stort stykke arbejde – både indadtil i hæren og udadtil mod befolkningen. Indadtil spilles til parader og ceremonier – der gives koncerter på kasernerne – og man rejser ud til vore udsendte soldater og spiller for dem. Udadtil er musikkorpsene hærens synlige og hørbare symbol. Der spilles musik på torve og pladser, der gives koncerter på skoler, sygehuse, plejehjem mv.
I 1932 nedlagde man hele den danske militærmusik (udenfor Livgarden). 16 af hærens musikkorps + Marinens forsvandt. Først i 1941 da tyskerne havde besat os og kunne bruge sine store og velspillende musikkorps til PR, fik regeringen øjnene op for betydningen af en dansk militærmusik. Man genoprettede 4 musikkorps, hvoraf to i årenes allerede er faldet for sparekniven. I de 9 år uden militærmusikken i hæren kunne man se følgende parodi på en parade. Lad os undgå flere fejltagelser af den art:
https://uploads.disquscdn.com/images/56d9ce43247212f38fc3555cd4d8b47683059f478748a87291c68e82d5342337.jpg
Det er en af de mest sigende og beskrivende kommentarer, jeg har læst på OLFI! Tak, for at sætte billede på ordene. Meget, meget interessant. Du kunne overveje at skrive et indlæg til OLFI om musikkorpsenes betydning sat i et historisk perspektiv. Det ville blive læst, og det skulle være SÅ velkomment! Vh, Peter
Tak – og tak, det gør jeg gerne. Hvordan gør man det rent praktisk?