Hæren må lære at forklare sin korpsånd

Værnepligtige ved Ingeniørregimentets 6. HBU-kompagni på feltøvelse i maj 2017. Foto: Jan T. Bertelsen/Ingeniørregimentet

BLOG: Hvis ikke Hæren lærer at forklare sig på en måde, som giver mening, så vil hærfolkene blive ved med at opleve, at omgivelserne er efter dem, og at de konstant må være i defensiven for at undgå at blive rendt over ende af “DJØF’ere”, sømænd og andre farisærer.

Den seneste debat om en mulig nedlæggelse af Hærens kamptropregimenter og den tidligere debat om Hærens Officersskoles (HO) tilknytning til Frederiksberg Slot har afsløret, at Hæren er alt for dårlig til at sætte ord på sine værdier. Det er et problem, fordi det hæmmer mulighederne for at udvikle organisationen på en måde, som bevarer de eksisterende værdier.

Når vi mangler ord for det, som er noget værd, bliver det umuligt at føre en samtale, og i stedet for kompetent forandringsledelse får man et ustyrligt skænderi, hvor alle parter mener, at de andre ikke fatter en dyt. Uden et ordforråd er det umuligt at analysere sine værdier eller at vurdere forklaringer på, hvorfra værdierne mon stammer.

Argumenterne for at bevare regimenterne, eller at Hærens Officersskole skal blive på Frederiksberg Slot, handler om stolthed, fællesskab, korpsånd, kampgejst og traditioner. Men soldater i Hæren er jo ikke de eneste i verden, der oplever disse fænomener. På det konkrete niveau er Hæren naturligvis unik, men med bare en smule abstraktion er det muligt at bevæge diskussionen ind i en ramme, hvor andre også kan være med.

Forklaringer mudres af underliggende præmisser

Jeg er ikke nogen udenforstående. Jeg er officer i Søværnet, og selvom værnsforskellene kan være store, er det i samfundsperspektiv en meget tæt relateret uddannelse og profession. Som sprogofficer var jeg to år i Prinsens Livregiment om end i en afsides afdeling på Svanemøllens Kaserne.

Jeg har en videregående uddannelse inden for organisationsudvikling og er vant til at forholde mig til menneskelige fænomener i andres praksis. Og jeg har viljen til at forstå, hvad det er, som mine kolleger i Hæren taler om. På papiret har jeg altså ret gode forudsætninger for at kunne sætte mig ind i, hvad det drejer sig om, men ofte ender jeg som et stort spørgsmålstegn, når jeg prøver at spørge ind.

For en underliggende præmis i diskussioner om Hærens kultur har det nemlig med at være, at man ikke må forholde sig kritisk til det eksisterende. Regimenterne skal bestå. Punktum. HO skal ligge på Frederiksberg Slot. Punktum. Og så bliver det jo ret svært at forstå, hvis det netop er de spørgsmål, som man prøver at undersøge. Det kan da godt være, at disse ting skal være som hidtil, men så skal man også analytisk kunne påvise, at de har den påståede effekt. Og som Jakob Henius påpeger i regimentsdebatten, så er det langt fra givet, at det nødvendigvis forholder sig sådan.

Hæren kan forme sin fremtid — hvis de tør

At kunne forklare sine værdier er således en proces, der kræver mod, for det er også at sætte sine værdier i spil. Men det er nødvendigt, hvis Hæren vil gøre sig håb om at genvinde kontrollen over sin egen udvikling. For forandringspresset er kommet for at blive, og hvad der ikke kan forklares, kan heller ikke forsvares. Når Hæren er ude af stand til at forklare os andre, hvad deres kultur går ud på, så sender det er signal om, at de egentlig ikke selv har styr på det. Så Hæren må lære at hæve sig over sine konkrete artefakter og traditioner for at få en dyb nok forståelse af sig selv til, at vi andre kan følge deres ræsonnement.

For det holder simpelthen ikke, at vi andre ikke forstår, hvad Hæren taler om. Det er nemlig ikke småting, som Hæren beder os andre om at acceptere med henvisning til noget, som de ikke kan finde ud af at forklare. Når vi bliver bedt om at holde fast i dyre og uhensigtsmæssige løsninger, så er det ikke tilfredsstillende at blive spist af med en nærmest religiøs henvisning til noget større og uforklarligt.

Der findes stakkevis af begreber og teorier, som kan forklare Hærens kultur, og hvis Hæren lærer at mestre dette, står de med utroligt stærke kort på hånden i forhold til at forme fremtiden. For til syvende og sidst er alle jo tilhængere af stolthed, korpsånd og kampgejst, og derfor er vi også allesammen på Hærens side. Men indtil Hæren lærer at forklare sig på en måde, som giver mening, så vil hærfolkene blive ved med at opleve, at omgivelserne er efter dem, og at de konstant må være i defensiven for at undgå at blive rendt over ende af “DJØF’ere”, sømænd og andre farisærer.

NB: Bemærkelsesværdigt nok har det ikke være muligt for mig at finde et link til en fornuftig diskussion for eller imod en flytning af Hærens Officersskole fra Frederiksberg Slot. Det er nærmest imponerende, at en så ophedet debat har kunnet undgå at materialisere sig på skrift i noget, som kan søges frem.

Anders Puck Nielsen er kaptajnløjtnant og skibschef i DIANA-klassen. Han har solid erfaring med uddannelsesarbejde i Forsvaret som bl.a. sagsbehandler ved Forsvarsakademiet, underviser på Søværnets Officersskole og skibschef for et skoleskib. Han har været med til at udvikle de nye officersuddannelser og har en masteruddannelse i pædagogisk udviklingsarbejde. Privatfoto
Kommentarer

40 KOMMENTARER

  1. Det er et ædelt princip, at man løser opgaven således at den understøtter foresattes opgave. Dette princip ophører åbenbart, når det gælder forholdet imellem staten og forsvaret. Hvad har man tænkt sig at der skal være på Frederiksberg Slot, når forsvaret forlader det? Museum? Flygtningecenter? Det forsvaret evt. måtte spare havner jo som udgift et andet sted i Staten. Hvorfor ikke glæde sig over, at Forsvaret gør nyttig brug af denne historiske ejendom og passer på den? Man bør heller ikke undervurdere bygningens signalværdi. Når HO flytter vil det yderligere signalerer officerskorpset kurs væk fra den herskende klasse. Set i forhold til, at det er en spareøvelse i rammen af statens spareøvelse, hvordan ville Forsvaret så bedst have kunne løse opgaven? Så ville det have givet bedre mening at afhænde Svanemøllens Kaserne. Det er allerede byzone, kan sælges til boligbyggeri og ligger i området med landets højeste jordpriser.

  2. Det bliver bare lidt: Take it or leave it – så kan det også bare være lige meget alt sammen. Som om vi ikke må diskutere eller undersøge hvordan vi får mest og bedst muligt forsvar for pengene.

    Hæren situation dags dato er helt i bund, både hvad angår materiel, antal kampsoldater og evnen til at kæmpe mod en ligeværdig modstander.

    Nu starter der heldigvis en genopbygning – alt andet lige – hvilket er en rigtig god mulighed for at tilrette Hæren til de nye udfordringer, inden der implementeres nyt materiel og flere kampsoldater i den nuværende organisation.

    Og stadigvæk vil vi beholde Livgarden, Husarerne, dragonerne og deres historie, mens regimenterne sandsynligvis får en anden plads i organisationen.

    Til sidst vil jeg sige, at det er min holdning, at de mange nye kapaciteter, materiel, soldater og opdateringer der er på vej, vil få stor betydning for moralen i Livgarden, Husarerne og hos Dragonerne.

  3. “Lærerne skal ikke ligge og pendle imellem skolerne?” Det har de heller aldrig gjort.
    “Det er de erfarne fastansatte, som konstant forholder sig til, hvordan strukturen bør være..” Er det ikke bedre at sætte dem, som har forstand på det til det, end dem, der ikke har?

  4. Kan du komme det lidt tættere end bare fælles læringsmål? Kunne du f.eks. konkretisere det ved tre gode eksempler. Jeg kan ikke se, at der på officers grunduddannelsesniveau er nogle relevante fælles læringsmål i mellem hæren og de andre værn. Men man kan jo naturligvis godt opfinde nogle irrelevante og spilde kadetternes tid.

  5. Tja, kan man bevise, at ansatte i forsvaret har mere korpsånd end ansatte i Blackwater, hvis man sætter lighedstegn mellem forsvaret og korpsånd?

    Vi kan jo spare en del lønkroner ved at nedlægge størstedelen af hæren og blot hyre Blackwater ind de gange, der er brug for det. Hjemmeværnet kan så stå for støttefunktionerne.

  6. Jeg bliver lige trigget af denne “Hvem har egentlig bevisbyrden?”

    Jeg synes egentlig det er ret nemt at svare på, for man kan også spørge, hvem har mest at tabe? Og hvem kan ikke bruge udsagnet “Hvad sagde jeg” til noget som helst.

    Så bevisbyrden har dem der sætter lighedstegn mellem korpsånd og regimenterne.

  7. Det er meget svært med negativ bevisførelse. Men sagen er vel at nogle ting i regimenterne har en betydning, mens andre ikke har. Så spørgsmålet er mere hvilke ting man godt kan lave om på, og hvilke ting man skal holde snitterne fra.

  8. Hvem har egentlig bevisbyrden?

    Skal det bevises, at regimenter er nødvendige, eller skal det bevises, at man uden problemer kan afskaffe dem?

    Man kræver konkret (teoretisk) bevis på djøf’sk af hæren for regimenternes eksistensberettigelse og, hvis ens argumenter ikke passer ind i anerkendte ledelsesteorier, er argumenterne hyggelige mavefornemmelser, men valide er de ikke.

    Hvilket bevis kan anerkendte ledelsesteorier føre for, at regimenterne er unødvendige?

    (ikke mindst med tanke på anerkendte ledelsesteoriers indflydelse på SKAT og diverse andre sager i forsvaret)

  9. Det er meget vel at VI taler et nuanceret sprog og, men det ændrer ikke i overskriften på dit indlæg “Hæren må lære…” hvilket i bund og grund indikerer at vi i Hæren skal anvende andre ord, hvorved vi også accepterer at den betydning vi lægger i ordene ikke anerkendes af dem vi taler med, og altså at vi skal omsætte betydningen, som du også selv skriver, til noget konkret og muligvis effektskabende. Det på trods af at kausalitetssammenhængen måske er så knudret og kompleks at afdække at faktorernes samlede konsekvenser ikke fremstår tydeligt og derved udelades mulige vigtige faktorer, fordi de i en given analyse bliver samlet eller reduceret for at undgå en kaotisk fremstilling af problemet, som derved ikke bliver hverken løst eller forklaret.

  10. Ah synsning (innovativt for mavefornemmelse).

    Ordet, der om noget opsummerer debatten om korpsånd.

    Et ord, der ikke eksisterer i nogen ordbog men, som gerne bruges af højtuddannede mennesker, der ønsker at dele verden op i kvantificerbare parameter, der passer ind i de kasser, som er udstukket af rammerne for de nuværende “leveregler” eller teorier.

    Os almindelige mennesker, der i mangel på disse teorier baserer vores mavefornemmelser (synsninger) på noget så kættersk som sund fornuft og almindelig logik, kan godt se, at debatten er som, den er, fordi den kolliderer mellem teoretiske og praktiske argumenter.

    En teori eller plan kan være meget god på papiret, men hvis (når) den kolliderer med virkeligheden, må man spørge sig selv om, det er virkeligheden, der skal tilpasses planen, eller er det planen, der skal tilpasses virkeligheden.

    Her er det svært at undgå at tænke på det Radikale Venstre, som lader til ikke at kunne forstå, hvad der er galt med virkeligheden, når deres ellers fine planer ikke holder til mødet med denne.

    (Jeg håber ikke, dette opfattes som et personangreb, da mit indlæg alene går på ordet, synsning.)

  11. Nu er det jo det som mit indlæg handler om, at der er behov for at Hæren kan begrunde sine overvejelser om korpsånd. Det kræver at man på en eller anden måde bevæger sig ud over mavefornemmelse og private synesninger.

  12. Ja, men det kræver jo så bare at Lars Møller skriver til Olfi i stedet for Berlingske.

  13. Det fortjener ganske rigtigt sit eget indlæg på forsiden i stedet for i en debat om korpsånd.

  14. Hvis vigtigheden af en parameter for korpsånden forudsætter begrundelse i en anerkendt ledelsesteori, må vi håbe, at disse teorier er ufejlbarlige.

  15. Ja, det er fornuftige argumenter. Men det er praktiske argumenter og ikke en argumentation om korpsånd.

  16. Jamen vi andre taler jo ikke DJØF’sk om organisationskultur. Vi taler ILO’sk.

    Jeg synes at det er et rimeligt krav at man kan begrunde sine påstande. Kan man med en anerkendt ledelsesteori begrunde at det er negativt for korpsånden hvis regimentschefen også er NK BDE? Hvis nej, så må det være fordi den parameter ikke er vigtig for korpsånden.

    Eller med andre ord, så synes jeg at det er rimeligt at kræve at en leder formår at arbejde med det sprog, som man anvender i det ledelsesmæssige domæne.

  17. Lars R. Møller rammer hovedet på sømmet:

    “Den enkelte regimentschef m/k er nemlig også ham, der koordinerer alle forsvarets forskellige tjenester på de enkelte kaserner. Ligesom forsvarschefen ikke er ansvarlig for forsvarets samlede aktiviteter, er der heller ikke en ansvarlig chef i en garnison, men der er en voksen
    person, som får alle til at samarbejde lokalt. Og det var altså ham, man ville bortspare.

    Man vil stadig nedlægge tjenestegrensskolerne i Ålborg, Skive, Varde, Oksbøl og Fredericia og det, der ikke kan overføres til de operative enheder, skal centraliseres i tre kommandoer.

    Her hopper kæden helt af. Tanken er ikke ny, men bygger på uvidenhed om, hvad der foregår på en skole. Udover at skolecheferne koordinerer den daglige uddannelse lokalt, varetager de en lang række opgaver som ikke kan løses af en operativ enhed. En operativ enhed skal koncentrere sig om uddannelse, øvelser og operativ planlægning og kan ikke lave andet, hvis den skal være professionel. Gør man en operativ enhed systemansvarlig for et våbensystem, omskoling eller udarbejdelse af sikkerhedsbestemmelser, ophører den med at være operativ. Ingen andre nationer kan skovle sådanne opgaver ind i en operativ enhed, men det kan besparelsesfædrene.”

    http://www.e-pages.dk/berlingske/3489/article/606131/24/2/render/?token=3976a54bfb598454cb509f195240b114

  18. Jeg er som sådan enig Anders. Men hvis den effekt måles i forhold til effektivisering, som vil være min forventning, så vil de kulturelt bårne effekter altid rangeres lavere end en given besparelse. Jeg oplever blot ikke at der er en villighed til at se rationalitet i hinandens værdiordner.

    Det jeg læste ud af dit oprindelige indlæg var (meget karikeret)
    “Hvis I ikke bruger samme sprog som alle vi andre, så kan vi ikke give penge til det, som betyder noget for jer”

    Men sproget har jo netop betydning og er med til at understøtte kulturen og korpsånden. Hvis man sprogligt tvinges til at arbejde i et domæne, så vil det værdisætte de ting man taler om helt naturligt.

    Jeg er som sådan ikke uenig med din identifikation af problemet, jeg synes blot det er for ensidigt at råde hærfolk til at tale DJØF’sk for at beholde regimenterne.

  19. Hæren er fanget i et paradoks hvor den har desperat brug for dem de agter mindst, de blødeste af de bløde DJØJ’er, humanisterne, til at beskrive og støbe deres værdier til skyts mod ministeriernes Excelhajer.

  20. Det forstår jeg ikke, Peter. Eller måske forstår jeg ikke hvad du mener med “rationelt målbart”. Jeg ville jo mene at det var psykologiske eller antropologiske argumenter som man skulle bruge for at beskrive hvad der har værdi for korpsånden, men det er da klart at man også inden for disse discipliner vil pege på at nogle faktorer er vigtigere end andre. Jeg tror at der er villighed til at bruge både tid og penge på korpsånd, traditioner og stolthed, men hvis man vil have indflydelse, kræver det at man er skarp på hvilke elementer af det eksisterende som giver effekt. Man kan ikke bare sige at det alt sammen er lige vigtigt.

  21. Men så vender vi tilbage til min første anke… At forhandlingerne efter min opfattelse foregår på den rationelt målbare banehalvdel uden at “modstanderen” anerkender værdien i det ikke-målbare og ikke ønsker at sætte sig ind i den værdi der kunne have.

  22. Preben Bille Brahe,
    officersskolerne har allerede i flere år været samlet under FAK. Det drejer sig nu alene om at få dem fysisk samlet.

    Den synergi, du ikke kan få øje på, ligger bl.a. i at få lærere og kadetter samlet på ét sted, fordi en del læringsmål er – og endnu flere burde nok være – sammenfaldende mellem værnenes uddannelser. Dermed skal de samme lærere f.eks. ikke ligge og pendle mellem skolerne, og det vil spare både tid og lærerkræfter. Men der er en række andre fordele, som Anders beskriver udmærket nedenfor.

    Det ændrer selvfølgelig ikke på, at de tre værns kadetter stadig skal gennemføre dele af deres uddannelser i vidt forskellige miljøer. Og det gør de selvfølgelig også. Men hvorfor du ser det som et problem, at kadetter fra ét værn er samplaceret med kadetter fra et andet værn – og måske ligefrem har noget samlæsning med dem indimellem – det forstår jeg ikke.

    Og til sidst: Man tager fejl, hvis man tror, at man kun kan rekruttere kadetter til Hæren, fordi uddannelsen ligger på Frederiksberg Slot. Og man tager lige så meget fejl, hvis man tror, at officersskolernes gode traditioner ikke vil kunne videreføres på andre lokaliteter.

  23. Jeg har dog ikke forstået på forsvarschefen eller andre, at f.eks Livgarden ikke skal fortsætte med sine artefakter og retualer. Og det kan være sådan noget som regimenterne skal sikre sig og lobby for i forhandlingerne om nyt forsvarsforlig. Især kan politikerne formentlig være interessante for regimenterne at rette lobby arbejdet hen mod, fordi de netop har udtrykt bekymring om en ny struktur.

  24. Hvordan i alverden har du fået det indtryk at jeg er begejstret for NyLøn?

    Når jeg tror at det vil give en bedre officersuddannelse at samle officersskolerne, så handler det om at man kan skabe en bedre skole hvis den er større, og det handler i vid udstrækning om at lærerne skal have nogle flere kolleger at blive udfordret af. De fire skoler (for det gælder også for FAK) er hver for sig miniputter som på mange områder er for små til at bære et dybt fagligt miljø inden for det enkelte fagområde. Det handler ikke om at kadetterne i de tre værn skal lære det samme, om end jeg nu kun tror at lidt samundervisning vil være af det gode.

    Det er helt ok at være uenig med mig i den vurdering, men det er sgu lidt trættende at få skudt i skoene at det handler om besparelser og økonomi, eller at jeg ikke forstår hvad korpsånd er for noget.

  25. Hvordan skulle samlingen af officersskolerne give en bedre uddannelse? Der er ingen potentielle synergier. Hovedfaget på HO er taktik. Noget de andre officersskoler ikke har meget af. I statsteori er der på HO stor vægt på kulturforståelse, da HRN skal kunne agere i forhold til civile på kamppladsen. Det har hverken SVN eller FLV særligt stort behov for. I engelsk skal HRN folk lære faste vendinger og begreber i forbindelse med indsættelse af landmilitære hærstyrker. Flyvevåbnets og søværnets folk skal lære helt andre ting, som knytter sig til deres opgaver. Tilsvarende er der også et andet fokus i faget ledelse og i faget i idræt. En hærofficer skal kunne kæmpe i dagslys og mørke, føre, holde forbindelse og koordinere med 30 kg på ryggen. Det giver en anden idrætsuddannelse end i FLV og SVN. Bortset fra, at man kan spare to skolechefer og et par sekretærer væk, så er det svært at se, hvad der skulle skabe en bedre officersuddannelse? Det er først, når en officer kommer på KN/MJ niveau i højere stabe, at de tre værn får noget med hinanden at gøre. Detfor giver det også god mening, at det værnsfælles introduceredes på et gamle VUT 1, som et modul, og ikke som en del af officers grunduddannelsen.

    Hvis HO lægges ind på FAK sammen med SOS og FLOS, så kan man blive bekymret for, at det kan skabe gnidninger pga. af forskellig kultur, og værns-nid pga ulige krav.

    Ved hærordningen i 1842 fik alle hærens enheder numre. I 1880 vendte regimenterne tilbage. Hvorfor mon? Er der mon forskel på, om man kæmper i Danske Livregiment eller man kæmper i 16 BTN? DLR har unægteligt en noget mere vindende klang. Hvorfor giver SVN deres skibe navne? Kan de ikke bare hedde skib nr. 1, 2, .. osv?

    De danske gardeforeninger har 12.000 medlemmer. LG har gardere, som bliver gardere, fordi det har far, farfar, oldefar og tipoldefar også været. Når man ændrer så grundlæggende forhold, så bryder man båndene imellem generationerne. Ikke kun LG’s, men soldaterforeningerne generelt er en værdifuld støtte.

    Forholdet imellem regiment og brigade er som forholdet imellem familie og arbejde. BTN og BDE opstilles og sammensættes efter behov. For soldaten ved fronten er regimentet det blivende og det nære. Regimentet har kontakten til de pårørende og er ofte forankret i soldatens eget nærområde. Det var i øvrigt ikke anderledes for støttetropperne. I dag er det bare så længe siden, at få husker det. Men det var ikke ligegyldigt, hvilket artilleriregiment, man kom fra. Regimenterne giver identitet, er kulturelt samlingspunkt og viderefører historien, helteberetningerne og traditionerne og sætter dermed også en retning for den enkelte soldat.

    Mennesker er ikke rationelle som maskiner. Mennesker lader sig styre af følelser, også når de er rationelle. Jeg håber ikke jeg chokerer dig, når jeg påstår, at ingen danske soldater har ofret livet i Afghanistan, fordi de glædede sig til at få nyløn. Det handler om helt andre og større ting. Jeg vil mene der er historisk belæg for, at det regimenterne kan, det virker i forhold til hvervning, troppernes moral og samspillet med de pårørende.

    Adam Smiths hovedtese var, at værditilvæksten steg med specialisering. Også det taler for, at det giver god mening, at regimenterne uddanner enhederne, som derefter anvendes og indsættes af BDE. At lægge administrative opgaver og uddannelsesansvar ind i BDE vil svække BDE evne til at være 100% operative. Man vil sælge det som en styrkelse af den operationelle struktur, men i virkeligheden fodrer man bare hunden med sin egen hale.

  26. Fair nok 🙂
    Det kan godt være jeg måske lagde lidt for mange ord i fingrene på dig –
    beklager.

    Men min bekymring i forhold til hvem, der udstikker de værdimæssige fodboldbaner, som debatten foregår på, består stadig.

    /Peter

  27. Der er jeg meget enig. Jeg synes dog ikke at der er nogen præmis om effektivisering og merværdi i mit indlæg. Det handler bestemt om at bevare traditionerne, korpsånd og stolthed.

    Mh
    Anders

  28. Kære Henrik,
    Et eksempel for mig omkring korpsånd er vi officerer ved den Kongelige Livgarde er fælles om en fælles opgave; vagten ved de kongelige slotte og palæer. Igennem året mødes vi derfor på kryds og tværs på vagter af længere eller kortere varighed, hvor vi sammen bærer videre på den tradition med forskellige indlagte artefakter og ritualer, som har været gentaget flere tusinde gange i løbet af mange, mange år. Vi har dermed en fælles referenceramme om en opgave, som nogle trækker på smilebåndet af, men som er en del af den Kongelige Livgardes opgaver.

    Derudover er det at mødes på tværs af bataljoner, kompagnier og stabe med til at skabe et kendskab til både hinanden personligt, men også til hinandens dagligdag og opgaver, som igen smører hjulene og får ting hurtigere igennem.

    Hvis chefen for den Kongelige Livgarde (CH/LG) skulle underlægges en brigadechef som niveau IV, ville det meget naturligt lægge et større pres på officererne i III bataljon, som uddanner de værnepligtige og allerede nu er under CH/LG, de vil sandsynligvis have et forholdsmæssigt mindre øvelsespres end resten af brigaden, og det vil være muligt for brigadechefen at tilgodese operative vilkår for sine to andre bataljoner I og II bataljon. Men det betyder også at mødet på tværs af enheder bliver i mindre grad og at vagttjenesten blot vil blive en anden opgave i en stor opgaveporteføjle for brigaden.

    Der er altså nogle helt konkrete mødesteder, som bliver ændret væsentligt i deres rammer, hvilket ikke kan andet end at påvirke sammenhold, forståelse og korpsånd.

    Ovenstående er delvist spekulationer og delvist oplevelser fra min egen tid ved livgarden, på trods af at min aktive vagttjeneste ligger godt og vel 5½ år tilbage i tiden.

    Når det er sagt, så har jeg ikke svaret på dine spørgsmål i forhold til konkrete tiltag men blot anføre at hvis værdirangstien fastsættes i departementet, så vil de bløde værdier, korpsånd og loyalitet være svære at få ind på listen og endnu sværere at konkretisere i et sprog, som giver mening i et produktions- og konkurrenceregime.
    /Peter

  29. Hej Anders,
    Jeg forstår godt din oplevelse i forhold til Frederiksberg Slot. Jeg har selv prøvet at stå på begge sider af hegnet til slottet og se enten fordele eller ulemper ved den ene eller anden løsning. Jeg er også delvis enig i din konklusion i forhold til at sammenlægge undervisningsstedet for officersuddannelserne, ikke mindst i forhold til den struktur, som Forsvarsakademiet har nu og den psykologiske distance, som bliver lagt oven i den fysiske, når hoved og krop (stab og skole) er adskilt.

    Det jeg anholdt var primært præmissen, som jeg oplever det i dit indlæg, at det er “traditionalisterne” i Hæren, som skal købe ind i den argumentationsrække om merværdi og effektivisering, som gennemsyrer hele den offentlige administration for tiden.

    Jeg har ikke så meget imod at traditionerne udfordres, men lad os da for guds skyld gøre det i anerkendelse af hinandens standpunkter og anerkende at der kan være forskellige værdisæt, som vi styrer efter og at en argumentation inden for ét domæne ikke nødvendigvis giver mening i et andet. Den forståelse synes jeg ikke ligefrem er i overflod hverken på tværs af værn, stabe eller ministerier.

    /Peter

  30. Hej Peter

    Jeg er nok ikke overraskende meget enig med Henrik B. Andersen. Men jeg vil gerne tilføje at modsætningen ikke behøver at handle om bløde værdier over for kold produktionslogik. Ofte er det forskellige typer af bløde værdier og drømme om fremtiden som står over for hinanden.

    I eksemplet med en samling af officersskolerne har jeg eksempelvis svært ved at lave analysen anderledes end at det vil give bedre officersuddannelser i alle værn hvis vi samler skolerne. Det er altså ikke penge som driver sammenlægningen, men et ønske om bedre uddannelser.

    Jeg anerkender at Frederiksberg Slot er en unik ramme, men den pædagogiske effekt af at blive undervist i en bestemt bygning kan jeg simpelthen ikke få til mere end maksimalt sekundær. Ved at justere på andre skruer vil det være muligt at opnå samme historiske bevidsthed og dannelse i nogle andre rammer på Svanemøllens Kaserne, samtidig med at uddannelsen bliver bedre på andre områder.

    Så når nogen mener at det har en afgørende pædagogisk effekt at blive undervist i netop den bestemte bygning, så mener jeg at bevisbyrden må være hos dem for at det har den påståede effekt, som det åbenbart er værd at ødelægge udviklingsmulighederne for de andre værn for. De må kunne argumentere pædagogisk for at det ene valg er bedre end det andet. Det kan ikke være op til os andre at gætte deres analyse.

    Indtil videre har jeg desværre oplevet at det ret ensidigt er den samme side som bliver afkrævet forklaringer med en form for omvendt bevisbyrde, de samme som konstant skal udvise forståelse og tålmodighed, og som skal lægge ører til ikke så lidt af hvert.

    Mh
    Anders

  31. Hej Anders. Jeg tror lige som dig at korpsånden i vid udstrækning udvikles når man er udsendt. Og derfor er jeg heller ikke så nervøs ved at pille ved nogle af tingene i den hjemlige struktur, for jeg tror at det er i de spidse ender at korpsånden bygges.

  32. Jamen, så må jeg jo også blande mig lidt – som hærmand. Og jeg er i øvrigt generelt enig med sømanden Anders.
    Det, der efter min mening er helt grundlæggende galt i denne debat, er, at der er for meget navlepilleri. Det er de erfarne fastansatte, som konstant forholder sig til, hvordan strukturen bør være eller ikke være – men kun set ud fra eget ståsted og erfaring.
    Vi er til gengæld få, som forholder os til, hvordan man gør Hæren – og Forsvaret – tiltrækkende over for generationen af 15-18 årige; altså dem vi gerne skal have ind i vores virksomhed lige om lidt. For dem er det formentlig temmelig underordnet, om de skal stille til officersuddannelse på Frederiksberg Slot eller Svanemøllens Kaserne, om deres nye moderenhed hedder “Trænregimentet” eller “1. Trænbataljon”, eller om chefen for Gardehusarregimentet fremover er næstkommanderende for en brigade.
    Det er derimod temmelig væsentligt, om vi kan tilbyde de unge noget relevant og spændende at lave, hvis vi vil fastholde dem. Det vil bl.a. kræve konstante tilbud om INTOPS, men det er en anden snak.

  33. Jeg må sige, at Anders har lavet en meget klar opsummering af regimentsdebatten indtil nu. Ikke mindst har han tydeliggjort manglerne i debatten, som set fra min side ikke kræver at en sømand udbygger med konkrete tiltag og forklaringsmodeller.
    Kompentencer til at kvalificere debatten yderligere må komme i anden række, når vi forhåbentlig ser nogle interessante indlæg om korpsånd og regimenternes rolle. For der findes vel som skrevet også korpsånd uden for regimenterne.

    Det eneste rigtig konkrete jeg har opfanget indtil videre, det er de historiske bånd tilbage i tiden, hvilket en farisær som jeg fuldt ud forstår, og ønsker bevaret. Men jeg hører heller ikke forsvarschefen sige at Livgarden, Gardehusarerne og Dragonerne bliver nedlagt, men at de fortsætter med de historiske bånd i den operative struktur.

    Vi ser også Kongehuset i Danmark som en gammel historisk institution, hvor historien kan føres tilbage til Gorm den Gamle. Men selv der er sket store og små korrektioner gennem tiden. Fra før 1660 hvor Danmark mere var et såkaldt valgrige, når den næste konge skulle udpeges, mens det efter 1660 er blevet et arvekongerige, hvor tronfølgerne er kommet fra de Oldenborgske og Glückborgske familiedynastierne. Vi har haft enevælde, flere grundlove og ændringer tronfølgeloven inklusiv kvindelig arveret.

    På den baggrund må jeg igen spørge, hvad skal der til, for at vi kan videreføre de historiske bånd og korpsånd fra regimenterne i den nye struktur:

    Navngivning, Faner, Egne kaserne, Specielle faciliteter, Særlige velfærdsprogrammer, Veteran politik, Veteran arrangementer, egne traditionelle kurser og øvelser?

  34. Det er jeg helt med på. Jeg er for den sags skyld enig i, at særligt i HRN er det nødvendigt med en stærk korpsånd.

  35. Det er ikke min mening at starte en “pissekonkurrence” blot fremhæve, at folkene på jorden bogstavligt talt er, hvor kuglerne flyver dem om ørerne.
    De er professionelle, ligesom i søværnet og flyvevåbnet, men min opfattelse er, at der også er brug for at føle, man er en del af noget større (regimenter med faner og mottoer) end “blot” en professionel arbejdsplads, og spørgsmålet er, hvor meget man kan udhule den oplevelse før, det giver bagslag.

  36. Sømænd og DJØF’ere har formodentlig ikke oplevet at være i bogstavligste forstand under fjendtlig beskydning med tab til følge på samme måde som hæren de sidste 20 år.
    Flåden skal vel sådan cirka tilbage til Slaget på Reden ligesom, at flyvåbnet heller ikke har mistet fly og piloter til fjendtlig ild, heldigvis – og tak for det.

    En fodtusse har ikke så meget andet end sine kammerater – og regimentet eller Dengang jeg drog afsted at holde sig til.

    Brigaden eller bataljonen er ens arbejdsplads, hvor man naturligvis yder en professionel indsats men uden at nære specielle varme følelser for. Man kan altså sagtens stadig forvente en professinel indstats ved at fjerne regimenterne men man vil mangle det der særlige, og ubeskrivelsige, “ekstra”.

  37. Hej Anders, at flytte Hærens Officersskole har været et evigt debat emne. Tror dog ikke de udskældte Djøfer kan producere en positiv Business Case. Hvor vigtig korpsånd er tror jeg først man lærer rigtigt når man har været udsendt, det var i ihvertfald min oplevelse. Hvis regimenterne fjernes hvor er vores historie så henne….

  38. Hej Anders,
    Tak for dit indspark i debatten. Der er ikke nogen tvivl om at du har en indsigt i både det teoretiske og det kulturelle element i det, der udgør regimentsdebatten. Jeg savner dog lidt at du bringer netop den baggrund, du selv flager op, i spil i forhold til en forklaringsmodel og evt. konkrete tiltag til at bringe noget fælles forståelse ind i debatten.
    Som efterhånden 4 årgange af Masterstuderende på Forsvarsakademiet kan bevidne, så er en mulig tilgang til at se på den netop manglende debat eller tilfældet med Eigil Schjønning at der er en simpel forskel i hvad, der tillægges værdi af de forskellige parter i debatten.
    Hvis fortalere for bevarelse af Frederiksberg Slot som officersskole tillægger værdi til historien, “dem som gik før” og artefakter, så vil en diskussion med tilhængere af effektivitet, konkurrencedygtighed og konkurrence ende med at være på så forskellige præmisser at det ikke fører til noget.
    Hvis “Hæren”, som du tillægger den massebetegnelse, skal kunne forklare det, så kræver det at både vi i Hæren og dem, vi debatterer med anerkender den forskel i værditilregnelse og ikke blot konstaterer at det hele skal måles i produktivitet og effektivitet. Det vil blot føre til at “sømænd og DJØF’ere” kontrollerer banen og derved også dagsordenen, og så er resultatet nærmest givet på forhånd.
    Det er altså ikke kun de forstokkede og gammeldags hærfolk, som skal acceptere præmissen for diskussionen af effektivitet, men også “de andre”, som må acceptere, at der i Hæren i ret høj grad tillægges værdi til artefakter, historier og handlinger, som ikke nødvendigvis kan værdisættes i et produktionsmiljø.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here