Nedlæggelse af regimenter vil øge flugten fra Forsvaret

23

ANALYSE: Forsvarschef Bjørn Bisserup har selv udpeget rekruttering og fastholdelse som sit vigtigste strategiske fokusområde. En nedlæggelse af Hærens kamptropregimenter vil resultere i den modsatte effekt end det ønskede og kun eskalere flugten fra Forsvaret.

Forsvarschef Bjørn Bisserup tøvede ikke, da jeg i foråret interviewede ham om det kommende forsvarsforlig og bad ham svare på, hvad han betragter som den største udfordring.

”Evnen til at rekruttere, uddanne og fastholde medarbejdere ser jeg som den strategisk største udfordring,” svarede generalen prompte.

Vi talte også om budgetanalyserne, og vi talte om behovet for at styrke Forsvaret og afskrækkelsesprofilen i forhold til Rusland. Bjørn Bisserup kaldte ”effektiviseringskravet” på 600 mio. kr. på det operative område for ”ambitiøst” og signalerede, at ”effektiviseringen” kan få så store konsekvenser for Forsvaret, at der reelt set ikke længere er tale om effektiviseringer, men om regulære besparelser. Begge dele må politikerne tage det endelige ansvar for, lod han forstå. Det er rigtigt. Lige så rigtigt er det, at forsvarschefen skal påtage sig ansvaret at forklare politikerne, hvad konsekvenserne ved ”effektiviseringerne” er, og det har han svært ved.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse artiklen, som fik OLFi til at gå i sort.

Som OLFI kunne fortælle i sidste uge, er budgetanalyserne ved at være færdige, og arbejdet med at skrive et endeligt oplæg til politikerne er allerede langt i processen. Det indeholder en militær anbefaling om at nedlægge kamptropregimenterne i form af Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet og Jydske Dragonregiment for at skabe en enstrenget og mere operativ struktur i Hæren. Og læg her mærke til ordene “militær anbefaling”. Der skal endog meget stort politisk mod til at gå imod en forsvarschefs militære anbefaling – uanset hvor drastisk og omkalfatrende den militære anbefaling måtte være.

“Militær rådgiver” er et udsagn med modifikationer

Når forsvarschefen fastholder sin rolle som “militær rådgiver”, er det et udsagn med modifikationer. Med den seneste omstrukturering af Forsvarsministeriets område i 2012, reducerede man ikke bare forsvarschefens indflydelse og ansvar til en tredjedel med et budget på omkring 7 mia. kr. ud af det samlede forsvarsbudget på 22 mia. kr. (man fjernede personel, materiel, ejendomme og økonomi og lagde dem i selvstændige styrelser direkte under Forsvarsministeriets departement). Man gennemførte samtidig en sammenlægning af Forsvarskommandoen med departementet, som gjorde den politiske kontrol med Forsvaret altomfattende, og som fuldbyrdes, når forsvarskommandoen i løbet af 2018 rykker under samme tag som ministeriet i Hafnias gamle hovedsæde i hjørnebygningen på Holmens Kanal 9 med udsigt til statuen af søhelten Niels Juel.

Konstruktionen betyder, at forsvarschefens uafhængighed som militær rådgiver er blevet dramatisk indskrænket. Forsvarschefen kan kun agere ved at klappe hælene sammen i forhold til departementschef Thomas Ahrenkiel, og når den politiske chef i form af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) kræver ”effektiviseringer” for 600 mio. kr. på Bjørn Bisserups område – så finder Bjørn Bisserup ”effektiviseringer” for 600 mio. kr. på det operative område. Uanset hvad konsekvenserne måtte være. Leverer han ikke, er han fortid som forsvarschef, og dermed er hans rolle som rådgiver indskrænket til at administrere det politiske niveaus ønsker – med høflig hensyntagen til, at han udadtil naturligvis skal fremstå som uafhængig og Forsvarets garant for militær faglighed over for det politiske niveau.

Artiklen fortsætter under billedet …

På Store Bededag fredag den 12. maj kan du læse OLFIs interview med forsvarschef Bjørn Bisserup, som løfter lidt af sløret for temaerne i det kommende forsvarsforlig.

Gennem de seneste måneder har et utal af eksterne og civile konsulenter været sluppet løs for at regne på mulige ”effektiviseringer”. Kendetegnende for den slags konsulenter er, at de udelukkende ser på tal i et regneark blottet for parametre som historie, tradition, korpsånd, sammenhold og det at være noget for nogen. For hvordan måler man Gardehusarregimentets over 400 år lange historie i et regneark? En vigtig årsag til Forsvarets øverste ledelses iver efter at frembringe en effektiviseringsplan, der præcis rammer 600 mio. kr., skal ses i personsammensætningen.

Hvad har generalerne af medaljer på brystet?

Efter 25 års krige på Balkan, i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien er det opsigtsvækkende, hvor blottet Forsvarets øverste ledelse er for officerer med krigserfaring – og dermed følelser for noget så fjernt som regimenter. Såvel forsvarschef Bjørn Bisserup som viceforsvarschef Per Ludvigsen har nok mange store stjerner på skuldrene, men ude i regimenterne spørger man sig selv, hvad de har på brystet? Medaljer for mangeårig tro tjeneste i Forsvarsministeriet og stabe – og for dem begge en enkelt udsendelse til Cypern – vækker ikke meget respekt blandt Forsvarets medarbejdere, som de to generaler har sendt ud i internationale missioner i et omfang, så det har kostet opsigelser, stress, skilsmisser og for nogle den ultimative pris. Og dermed er de bagude på point, når de skal sælge idéen om regimenternes nedlæggelse til medarbejderne.

Regimenterne er i bund og grund et levn fra dengang, hvor Hæren havde en tostrenget struktur med operative divisioner og brigader, som regimenterne i en uddannelsesstruktur leverede bataljoner, eskadroner og kompagnier til. Regimenterne havde før i tiden eget ansvar for personaleplanlægningen, materiel og økonomi.

Det ændrede sig med indgåelsen af forsvarsforliget i 2004 (som den nuværende viceforsvarschef Per Ludvigsen var arkitekten bag), hvor man reelt set fjernede alt af betydning fra regimenterne og alene lod dem overleve som identitetsskabende rammer for de operative enheder med kontakt til lokalmiljøet, pårørende og soldaterforeninger. Nu skal planen føres fuldt ud til trods for, at netop den ramme har vist sig at være uvurderlig under indsættelsen af danske soldater i Irak og Afghanistan.

Regimenternes logoer står hugget på gravstene

Hvis man vil forstå, hvad der fik unge danske mænd til at melde sig frivilligt på session og vente i mere end et år på at aftjene værnepligt ved et af kamptropregimenterne med henblik på udsendelse til Afghanistan, mens tabstallene i Helmand bare steg og steg, ligger en stor del af forklaringen netop i regimenterne. Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet og Jydske Dragonregiment er identitetsskabende på et niveau, der ligger langt over fodbold- og sportsklubber. Som søgende ung m/k bliver man en del af et fællesskab, som bygger på stolthed, moral, traditioner og historiske bånd, der for alle tre regimenter går over 350 år tilbage. Det skaber en unik identitet, som kan være svær at forstå for folk, som aldrig har oplevet et regiment indefra.

I Helmand skete det mere end en enkelt gang, at den britisk ledede brigade udtrykte forundring over, hvordan danske soldater blev ved med at melde sig til krigen Afghanistan og vende retur til Helmand fra leave, når soldaterne havde været hjemme på ferie, mens gode kammerater var faldet. Den luksus havde briterne ikke. En del af forklaringen skal man finde i det fællesskab, som ligger i regimenterne. Nævn den faldne danske soldat, som ikke har sit regimentsmærke hugget på sin gravsten. Og nævn den fremskudte patruljebase i Helmand, der ikke som det første efter sin etablering fik malet regimentets logo på spånpladerne i hjertet af lejren.

Artiklen fortsætter under billedet …

OLFI interviewede i vinter forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) om Forsvarets økonomiske ramme, budgetanalyserne og det kommende forsvarsforlig. Klik på billedet for at læse artiklen.

Dermed adskiller Hæren sig også fra de to øvrige værn, som aldrig står ansigt til ansigt med fjenden på samme måde som infanteristen og kampsoldaten. I Søværnet var de gamle eskadrer som ubådseskadren, torpedobådseskadren og fregateskadren identitetsskabende, og med de nuværende to eskadrer ligger identitetsskabelsen i højere grad i skibene (støtteskibene, fregatterne og inspektionsskibene etc.). I Flyvevåbnet er strukturen lige som i Søværnet allerede operationaliseret, og her finder man meget af sin identitet i eskadrillerne og Flyevåbnets wings (Fighter Wing, Air Transport Wing, Helicopter Wing etc.). Med Søværnets og Flyvevåbnets sammenlagt over 500 år lange historie vil mange i de blå værn have forståelse for betydningen af regimenterne for soldater i Hæren. Og de vil med medfølelse og bedrøvelse se det som endnu et læk i det skib, som politikerne bare vil have til at sejle hurtigere og hurtigere.

Gardehusarregimentets IN ACTIS ESTO VOLUCRIS (”Vær Lynsnar I Handling”), Den Kgl. Livgardes PRO REGE ET GREGE (”For Konge Og Folk), og Jydske Dragonregiments FORTES FORTUNA JUVAT (”Lykken Står Den Kække Bi”) er mottoer, som for udenforstående kan virke forældede og for nogle latterlige. For soldater, der har forrettet tjeneste ved regimenterne, udgør de en identitet og et bånd på linje med en dåbsattest. Det taler man ikke så meget om i hverdagen, men man bærer sit regiments stolthed i sit hjerte.

Nedlæggelse af regimenter vil skabe vrede og had

Hvis man med det kommende forsvarsforlig fjerner den sidste del af regimenterne, fyrer regimentscheferne og de få officerer, der knytter sig til regimentsstrukturen, og flytter fanerne og det hele over i en operativ struktur, hvor man giver nogle bataljoner et par klistermærker med Den Kongelige Livgardes logo, så gør man vold på noget af det dyrebareste, som det danske forsvar har tilbage. Så mister man ikke bare historien, traditionerne og stoltheden ved at være noget for nogen. Man mister infanteristens sjæl.

Det vil få konsekvenser. Ikke kun for evnen til at rekruttere den dag, det danske forsvar atter bliver involveret i en voldsom krig, men i allerhøjeste grad også for fastholdelsen af de eksisterende medarbejdere. Nedlæggelsen af regimenterne vil skabe en vrede og et had mod Forsvarets øverste ledelse og de ansvarlige politikere, som vil skabe en modreaktion, der vil afspejle sig på stemmesedlerne ved det næste folketingsvalg. Det vil få flere nuværende medarbejdere til at sige op i frustration over virksomhedsgørelsen af deres før så stolte arbejdsplads, og dermed risikerer en besparelse på et par millioner kroner at forrette en uerstattelig og historienedbrydende skade.

Det vil accelerere en udvikling, der direkte modarbejder forsvarschefens strategiske fokusområde. Spørgsmålet er, om Bjørn Bisserup med sine mere end 11 år i Forsvarsministeriet og seks år som chef for Forsvarsstaben (datidens viceforsvarschef) overhovedet er klar over det – og derfor fuldhjertet anbefaler en nedlæggelse af regimenterne? Og spørgsmålet er, om politikerne tør følge hans råd og gå linen ud? Det bliver et af efterårets vigtigste forsvarspolitiske svar, som langt flere end Hærens ansatte venter i spænding på.

OBS! Artiklen er rettet 11. juli ad to omgange. En beskrivelse af de blå værns forståelse for Hærens følelser for regimenter er rettet, og rubrikken har fået fjernet “fane” foran flugten. Det var ment som, at flere vil stikke af – men de færreste vil nok ikke direkte dessertere, hvilket faneflugt retteligt betyder. Jeg beklager misforståelserne. 

  • Kim Kristensen

    Efter at havde været tilknyttet det nu nedlagte kampregiment,Prinsens Livregiment i mere end 20 år,mistet jeg lysten til at fortsætte i forsvaret da PLR blev lukket i 2005,jeg stoppet som aktiv med udgangen af 2006,kampånden forsvandt sammen med regimentet.

  • Ronny Sørensen

    Jeg kan værre 100% enig med Peter i hans artikel.

    Jeg må sige at jeg er efterhånden mere og mere glad for at jeg forlod bolchebutikken efter 15 års op og ned ture. De sidste rester af hæren som en identitetsskabende funktion, noget som er umuligt at undervurdere værdien af.

    Jeg har selv været det igennem mange gange. Nørrejyske artilleri regiment blev nedlagt, Kongens blev nedlagt, Sønderjyske blev nedlagt, Dronningens blev oprettet, der efter nedlagt, Danske artilleri regiment blev oprettet for derefter at blive nedlagt. Man var faktisk hamrende ligeglad til sidst og der var ikke skyggen af korpsånd nogen steder til sidst, hverken ved regiment eller ved den enkelte enhed. Regimentschefen var en man så et par gange om året når medaljefasanerne skulle ud og lufte deres bling for 25års god tjeneste i etaten og den obligatoriske dannebrogsorden der følger med en oberstudnævnelse (plus neijmegen første års medalje hvis det gik vildt for sig).

    Værst for mig var nok nedlæggelsen af skolebatteriet/7AA som var landets eneste professionelle artillerienhed, med et forsvandt stort set alt viden på artilleri området. Og den sidste respekt forsvandt da man nedlage HMAK. Jeg ved ikke hvordan det var ved andre regimenter, men i Varde gik der næsten 2 år(hvis jeg husker rigtigt) før man fra “øverste niveau” blev træt af af det faglige personel i protest stadigt gik med vores gamle HMAK mærke før vi med diverse trusler blevet endeligt tvunget til at aflægge mærket. En del af os blev dog ved med at gå med HMAK bæltet 🙂

    Så jeg kan kun have stor sympati og medfølelse for de gamle regimenter hvis de falder for excel krigerne hvis de får lov til at føre kniven som de har agt.

    Og for at slutte af. En af primære årsager til at jeg ikke gad mere var at SAMTLIGE regimenter og enheder jeg havde været ved i de 15 år var nedlagt, så alt korpsånd og kammeratskab i en fast enhed var væk, noget som er umuligt at finde på en civil arbejdsplads. Og med det væk, hvorfor så blive? Det blev bare til et “normal” arbejde hvor man risikerede, med et par år mellemrum, at få pløkket hovedet af af en talibabser eller blæst til himmels af en IED.

    Og jeg tvivler stærkt på at hæren kunne betale mig nok penge til at komme tilbage med den retning der har været de sidste, lad os bare være ærlige, 10 års tid, om jeg så blev arbejdsløs og jeg kunne få job i forvaret i morgen grundet manglen af personel i den faggruppe jeg var i.

    Ellers tak, jeg tror bare jeg holder mig til mit civile job. Og held og lykke til jer af jer som er blevet tilbage, I fortjener bedre end hvad I får.

    • Peter Ernstved Rasmussen

      Peter Ernstved Rasmussen

      Journalist og redaktør

      31 36 20 60

      OLFI

      FOR SIKKERHEDENS SKYLD

      Fra: Disqus
      Svar til: Disqus Dato: fredag den 14. juli 2017 kl. 03.45
      Til: Peter Ernstved Rasmussen
      Emne: Re: Comment on Nedlæggelse af regimenter vil øge flugten fra Forsvaret

      “Jeg kan værre 100% enig med Peter i hans artikel. Jeg må sige at jeg er efterhånden mere og mere glad for at jeg forlod bolchebutikken efter 15 års op og ned ture. De sidste rester af hæren som en identitetsskabende funktion, noget som er umuligt at undervurdere værdien af. Jeg har selv været det igennem mange gange. Nørrejyske artilleri regiment blev nedlagt, Kongens blev nedlagt, Sønderjyske blev nedlagt, Dronningens blev oprettet, der efter nedlagt, Danske artilleri regiment blev oprettet for derefter at blive nedlagt. Man var faktisk hamrende ligeglad til sidst og der var ikke skyggen af korpsånd nogen steder til sidst, hverken ved regiment eller ved den enkelte enhed. Regimentschefen var en man så et par gange om året når medaljefasanerne skulle ud og lufte deres bling for 25års god tjeneste i etaten og den obligatoriske dannebrogsorden der følger med en oberstudnævnelse (plus neijmegen første års medalje hvis det gik vildt for sig). Værst for mig var nok nedlæggelsen af skolebatteriet/7AA som var landets eneste professionelle artillerienhed, med et forsvandt stort set alt viden på artilleri området. Og den sidste respekt forsvandt da man nedlage HMAK. Jeg ved ikke hvordan det var ved andre regimenter, men i Varde gik der næsten 2 år(hvis jeg husker rigtigt) før man fra “øverste niveau” blev træt af af det faglige personel i protest stadigt gik med vores gamle HMAK mærke før vi med diverse trusler blevet endeligt tvunget til at aflægge mærket. En del af os blev dog ved med at gå med HMAK bæltet 🙂 Så jeg kan kun have stor sympati og medfølelse for de gamle regimenter hvis de falder for excel krigerne hvis de får lov til at føre kniven som de har agt. Og for at slutte af. En af primære årsager til at jeg ikke gad mere var at SAMTLIGE regimenter og enheder jeg havde været ved i de 15 år var nedlagt, så alt korpsånd og kammeratskab i en fast enhed var væk, noget som er umuligt at finde på en civil arbejdsplads. Og med det væk, hvorfor så blive? Det blev bare til et “normal” arbejde hvor man risikerede, med et par år mellemrum, at få pløkket hovedet af af en talibabser eller blæst til himmels af en IED. Og jeg tvivler stærkt på at hæren kunne betale mig nok penge til at komme tilbage med den retning der har været de sidste, lad os bare være ærlige, 10 års tid, om jeg så blev arbejdsløs og jeg kunne få job i forvaret i morgen grundet manglen af personel i den faggruppe jeg var i. Ellers tak, jeg tror bare jeg holder mig til mit civile job. Og held og lykke til jer af jer som er blevet tilbage, I fortjener bedre end hvad I får.”
      Settings

      A new comment was posted on Olfi
      Ronny Sørensen
      Jeg kan værre 100% enig med Peter i hans artikel.Jeg må sige at jeg er efterhånden mere og mere glad for at jeg forlod bolchebutikken efter 15 års op og ned ture. De sidste rester af hæren som en identitetsskabende funktion, noget som er umuligt at undervurdere værdien af.Jeg har selv været det igennem mange gange. Nørrejyske artilleri regiment bl ev nedlagt, Kongens blev nedlagt, Sønderjyske blev nedlagt, Dronningens blev oprettet, der efter nedlagt, Danske artilleri regiment blev oprettet for derefter at blive nedlagt. Man var faktisk hamrende ligeglad til sidst og der var ikke skyggen af korpsånd nogen steder til sidst, hverken ved regiment eller ved den enkelte enhed. Regimentschefen var en man så et par gange om året når medaljefasanerne skulle ud og lufte deres bling for 25års god tjeneste i etaten og den obligatoriske dannebrogsorden der følger med en oberstudnævnelse (plus neijmegen første års medalje hvis det gik vildt for sig).Værst for mig var nok nedlæggelsen af skolebatteriet/7AA som var landets eneste professionelle artillerienhed, med et forsvandt stort set alt viden på artilleri områd et. Og den sidste respekt forsvandt da man nedlage HMAK. Jeg ved ikke hvordan det var ved andre regimenter, men i Varde gik der næsten 2 år(hvis jeg husker rigtigt) før man fra “øverste niveau” blev træt af af det faglige personel i protest stadigt gik med vores gamle HMAK mærke før vi med diverse trusler blevet endeligt tvunget til at aflægge mærket. En del af os blev dog ved med at gå med HMAK bæltet :)Så jeg kan kun have stor sympati og medfølelse for de gamle regimenter hvis de falder for excel krigerne hvis de får lov til at føre kniven som de har agt.Og for at slutte af. En af primære årsager til at jeg ikke gad mere var at SAMTLIGE regimenter og enheder jeg havde været ved i de 15 år var nedlagt, så alt korpsånd og kammeratskab i en fast enhed var væk, noget som er umuligt at finde på en civil arbejdsplads. Og med det væk, hvorfor så blive? Det blev bare til et “normal” arbejde hvor man risikerede, med et par år mellemrum, at få pløkket hovedet af af en talibabser eller blæst til himmels af en IED.Og jeg tvivler stærkt på at hæren kunne betale mig nok penge til at komme tilbage med den retning der har været de sidste, lad os bare være ærlige, 10 års tid, om jeg så blev arbejdsløs og jeg kunne få job i forvaret i morgen grundet manglen af personel i den faggruppe jeg var i.Ellers tak, jeg tror bare jeg holder mig til mit civile job. Og held og lykke til jer af jer som er blevet tilbage, I fortjener bedre end hvad I får.9:45 p.m., Thursday July 13 | Other comments by Ronny Sørensen
      Reply to Ronny Sørensen

      Moderate this comment by email
      Email address: sparroxx55@gmail.com | IP address: 91.150.224.153 Reply to this email with “Delete”, “Approve”, or “Spam”, or moderate from the Disqus moderation panel.

      You’re receiving this message because you’re signed up to receive notifications about activity on threads authored by peterernstvedrasmussen. You can unsubscribe from emails about activity on threads authored by peterernstvedrasmussen by replying to this email with “unsubscribe” or reduce the rate with which these emails are sent by adjusting your notification settings.

  • Kaj Wolf

    Goddag. Mit navn er Kaj Wolf. Jeg var soldat ved 1/Danske Livregiment fra 1965 til 1970. Jeg ved, at det regiment i dag er nedlagt, selv om det var et af de gamle regimenter fra før 1864. Men desværre er der ikke mere nogle af nutidens politikere, som kan tænke mere. Der er ikke længere nogle med traditioner. Nutidens politikere er fuldkommen ligeglade med Danmark, som det plejer at være. Jeg er nu 72 år, og jeg bor i Australien, men jeg kommer til Danmark en gang imellem. At skære ned på Danmarks forsvar er fuldkommen tåbeligt. Med venlig hilsen fra en gammel soldat. Kaj Parmo Lind Wolf, 1/Danske Livregiment. 656015.

  • Jacob Skovsgaard

    Uddrag fra FC nyhedsbrev 12. juli.:

    Regimenter, herunder kamptropregimenter, bliver ikke nedlagt og eksisterer i de modeller for det fremtidige forsvar, der arbejdes med i regi af de pågældende budgetanalyser.

    Realisering af regeringens tilkendegivelse om et substantielt løft af Forsvaret ventes at ville medføre styrkelse af Forsvarets operative kapaciteter og kampkraft, herunder bl.a. flere soldater i Hæren.

    Alarmen som skitseret på Olfi kan dermed til en vis grad afblæses….

    • Henrik B. Andersen

      Jamen så er de historiske bånd med stolthed og korpsånd på plads med bevarelsen af regimenterne. Men spændende hvordan regimenterne generelt og i dagligdagen bliver indpasset i den nye struktur med større fokus på det operative.

      Det er ellers en meget interessant debat om regimenternes rolle, fordi der peges direkte på dem som motivator, når en enhed er i kamp eller sendes på skarp patrulje i fjendeland.

  • Kurt Mosgaard

    Regimenterne er en del af det bindeled, som får soldaterne til frivilligt at tage de barske tørn i bl.a. internationale operationer. Og ja, regimenter, korpsånd og behovet for sammenhængskraft kan være svært for civile og ledelser at forstå, når man ikke selv har prøvet at rykke ud på endnu en patrulje i et område med fjendtlige snigskytter, skjulte landminer, selv om man har mistet kammerater i gårsdagens kampe…

    Opgaverne, som regimenterne løser, skal fortsat løses, og det bliver fremover brigaderne, som skal have de få medarbejdere (7 stk per regiment eller så…) med i den nye organisation, hvis forsvarsledelsens militære anbefaling følges. En sådan beslutning også være meget uheldig for andre af hærens myndigheder, bl.a. Telegrafregimentet, Logistikregimentet, Hærens Efterretningscenter, Ingeniørregimentet med tilknyttede skoler m.fl. Den er tilmed tåbeligt for brigaderne, som bliver endnu større klumper, som skal tage sig af al mulig administration, HR og logistik hvor de i stedet burde blive meget skarpere på operationer, incl. bidrag til internationale udsendelser. Sidste gang en brigadestab blev udsendt var med NORDPOLBDE (nordisk-polske brigade) til Bosnien 1996. Siden har brigaderne primært været forvaltningselementer i Danmark, og med den nye plan vil det blot blive værre.

    I andre situationer lytter man gerne til eksperter, så en rundtur til regimenterne uden “censur” og en snak med eksperter, som har andre holdninger end den siddende militære ledelse og departementet, vil være anbefalelsesværdigt for politikerne, før man beslutter sig teksten i et nyt forsvarsforlig.

    Set i lyset af, at der reelt ikke er nogen besparelse ved en sådan nedlæggelse, og konsekvenserne for yderligere afgang og opsigelser, så bør politikerne sikre sig, at andre synspunkter og løsninger bliver bragt på banen. Desværre kan politikerne næppe regne med at alternative forslag vil overleve den mine-fyldte tur gennem forsvarets øverste ledelse og departementet. Politikerne vil gøre klogt i selv at efterspørge bidrag fra andre sider.

    Min holdning og forslag til en anden (og bedre løsning) for hæren og Danmark: Det bør erkendes, at forsvaret og hæren efter 12 års centralisering og øget DJØF-styre har brug for ny fokus på militær faglighed, decentralisering og to strenge:

    1): Reel styrkelse af den operative streng med division og brigader. Få fjernet de mange administrative opgaver fra brigaderne, så de kan blive operativt skarpere og dermed påny bidrage til at redde verden gennem udsendelser med NATO til Baltikum og – når muligheden forhåbentlig opstår – med FN til områder som Mali, Sydsudan og Syrien.

    2): Anerkende behovet for regimenter og styrkelse af disse som bindemidlet i hæren og til at varetage HR tæt på soldaterne, inkl. værnepligtige og faste folk. Hertil omsorg for veteraner og pårørende, øget brugerindflydelse på bygninger, logistik, vagt/sikkerhed, uddannelse af enkeltmand mv, kontakt til civilsamfundet/lokalområdet etc.

    Lad regimenterne tage hånd om alt det, som de er rigtig gode til. Giv dermed brigaderne mulighed for igen at blive operativt skarpe instrumenter i Danmarks Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske værktøjskasse.

    • Anders Puck Nielsen

      Hej Kurt
      Meget af det du skriver lyder rigtigt og fornuftigt, men jeg synes altså stadig at det er for ukonkret hvad det er ved regimenterne som giver korpsånd og sammenhængskraft. Det må være muligt at sætte nogle skarpere ord på hvad det er som regimenterne gør. Derved bliver det også muligt at pege på hvilke skruer man godt kan stille på i en omstrukturering af Hæren, uden at det går ud over korpsånd og sammenhængskraft.

      Et regiment i dag er ikke det samme som for 200 år siden, og det vil heller ikke være det samme om 50 år. Så hvad er det vi skal holde fast i, og hvad kan vi godt lave om?

      Mh
      Anders

      • Rasmus Chr Andersen

        Det er følelsen af en historisk forpligtigelse overfor regimentet, Når danske krige bliver beskrevet for soldaten er der en direkte forbindelse mellem det mod som forskellige regimenter har udført historisk, og så deres nutidige medlemmers forventninger til hinanden og ledelsen i mødet med fjenden. forstået således at i en hård kamp kan Livgarden eller Husarene forventes at holde marken længere end et normalt infanteri regiment, Jeg er tidligere værnepligtig ved HESK og efterfølgende BM ved DAR, forskellen på de to oplevelser var i min optik at der i GHR var en markant større korpsånd end ved DAR og at denne korpsånd i højgrad var forankret i GHR´s historiske bedrifter,

      • Kurt Mosgaard

        Hej Anders, du har ret i, at det er pokkers svært at beskrive. Jeg vil som familiefar sammenligne regiments-“følelsen” som meget lig en tilknytning til min større familie.
        Ja, der er sikkert parader og kransenedlæggelser, som kunne spares væk eller reduceres i omfang, men både soldaternes og civilsamfundets følelser til datoer som 9. april, 5. maj, 5. september oma bør man have in mente.
        Reelt har traditioner og ceremonier og ikke mindst forberedelser hertil ændret sig gradvist over årene og medfører nu – efter min opfattelse – et minimalt tidsforbrug – men absolut noget man fortsat skal løbende skal forholde sig kritisk til så fokus er på at skabe soldater og enheder, der kan og vil vinde.

  • Jakob Henius

    Kære Peter.

    Jeg har ikke grundlag for at forholde mig til igangsatte rygter om mulige militære anbefalinger eller de tilbageværende tre regimenters mulige nedlægelse (idet de øvrige regimenter jo for længst er transformeret til centre). Men jeg må gå i rette med din kommentar, for den er på flere punkter ikke empirisk underbygget.

    Foruden mine 7 udsendelser har jeg rekrutteret i hundredevis af unge soldater til INTOPS (for øvrigt fra en bataljon under et center og ikke under et regiment). Og jeg må sige, at du overvurderer regimenternes rolle i den sammenhæng.

    Det, som tiltrak så mange unge til at melde sig til INTOPS i 00’erne, hvor vi havde de store samtidige missioner i Afghanistan, Irak og Kosovo, var først og fremmest, at de unge ville være en del af den oplevelse, som de gennem medierne kunne se, at mange af deres jævnaldrende deltog i. Om det så skete i rammen af det ene eller andet regiment, et center, en selvstændig bataljon eller en helt fjerde enhedsmæssig ramme var ikke væsentligt for langt de fleste.

    Som man ved, hvis man har studeret krigshistorie, så kommer de udsendte soldaters sammenhængskraft ikke af regimentet, men af kammeratskab, sammenhold, fælles oplevelser og lidelser. Den sammenhængskraft skabes af krigens omstændigheder – og af hærens dygtighed til at uddanne og føre enhederne. Den skabes ikke af regimentet eller af, om man bærer det ene eller andet mærke i baretten. Det regimentale tilhørsforhold kommer i anden række som en praktisk fællesnævner og identitetsmarkør. Men om denne fællesnævner er “12. Regiment”, “8. Brigade”, “NN Center”, “VII Bataljon” eller noget femte, er ikke afgørende. Herudover har de fleste militære enheder et naturligt konkurrence-gen, men om der konkurreres mellem delinger, kompagnier, regimenter eller andre enhedstyper, er helt underordnet.

    Derfor er det naturligvis ikke tre regimenters mulige transformation til noget andet, som afgør, om Hæren kan tiltrække og fastholde personel. Den afgørende faktor bliver alene, om Hæren kan tilbyde sit personel tilstrækkeligt interessante realopgaver. Som jeg tidligere har argumenteret for, kan man f.eks. ikke regne med at holde på unge mennesker anno 2017, hvis man kun vil lade dem træne til kollektivt nærforsvar i en krig, der aldrig kommer (fordi NATO heldigvis demonstrerer vilje – og har evne – til at påføre en mulige aggressor meget alvorlig skade).

    De unge vil – som i 00’erne – ud i INTOPS, gøre en forskel, have oplevelser samt noget “risk” på CV’et. Og det kan udmærket ske i rammen af bataljon og brigade – forudsat at man selvfølgelig klæder bataljoner og brigade(-er) på til opgaven.

    B.h.
    Jakob

    • Peter Ernstved Rasmussen

      Jeg ved ikke, hvorfor dit svar ikke vises! Jeg kan se det i kontrolpanelet, men ikke på siden 🙁 …

    • Peter Ernstved Rasmussen

      Peter Ernstved Rasmussen

      Journalist og redaktør

      31 36 20 60

      OLFI

      FOR SIKKERHEDENS SKYLD

      Fra: Disqus
      Svar til: Disqus Dato: tirsdag den 11. juli 2017 kl. 23.12
      Til: Peter Ernstved Rasmussen
      Emne: Re: Comment on Nedlæggelse af regimenter vil øge flugten fra Forsvaret

    • Brian Staal

      Jeg kan ikke være mere uenig. Jeg kan tale udfra mig selv og hvad jeg hører så mange andre sige. Det er regimentet – den historie og de værdier og visioner som betyder noget for mig. Det er som et stolt firma som eksempelvis Maersk. Det giver mig en følelse af at mit arbejde giver mening og jeg er en del af noget større jeg bidrager til. Jeg har selv været i kamp og den følelse er bare blevet forstærket i den forbindelse. Det var ikke at jeg var en del af X enhed. Det var jeg bar regimentets mærke. Regimentet er paraplyen. Det er regimentet der skaber limen for mig.

      En lokal journalist har skrevet dette:http://dagbladet-holstebro-struer.dk/leder/Staar-lykken-staar-den-kaekke-bi/artikel/326531

      Freriksberg slot det samme. Det giver mig følelsen af at være en del af noget større. Det er så storslået at jeg bliver ydmyg. Jeg føler mig forpligtet til at give det ekstra. Det giver mig en glæde at så mange dygtige officerer før mig har gået på netop det sted. Stedet har sjæl og man kan mærke det når man træder ind. Ja og undskyld men når jeg har officerskollegaer som hopper på regnedrengenes argumenter om at det skal spares væk ser jeg nærmest som forræderi.

      Jeg kan ikke komme det nærmere Jacob men det betyder noget for mig og mange andre kan jeg se.

      Hilsen Brian Staal

      • Jakob Henius

        Hej Brian.
        Jeg udtrykker mig måske ikke klart og entydigt i mit indlæg. Det, jeg primært forholder mig til, er hensynet til de nye soldater, som skal rekrutteres ind i Hæren – ikke hensynet til os gamle, som allerede er der. Det mener jeg sådan set helt generelt er en sund prioritering – altså de unge soldater først.
        Jeg vil derfor fastholde, at for en ny soldat er det ret underordnet, om hans nye enhed hedder det ene eller det andet; om det er et regiment, en brigade eller en bataljon. Om det f.eks. er “Trænregimentet” eller “1. Trænbataljon”, som bliver hans moderenhed, kan ikke være af væsentlig betydning. De nye soldater vil tage den identitetsmarkør til sig, som de starter ud med.
        Jeg vil derfor også give dig ret i, at man ikke bør gå og oprette og nedlægge myndigheder hele tiden. Men grunden til, at man skal lade være med det, skal ikke være af angst for de ældres følelser. Man skal prøve at reducere de konstante forandringer, fordi det er enormt ressourcekrævende for de faste medarbejdere – både økonomisk og psykisk. Og det suger fokus fra driftsoptimering og “det lange seje træk”.
        Derfor håber jeg meget, at de forandringer, der måtte komme med næste forlig, kan give mulighed for – omsider – at få en længere periode med konsolidering af strukturen. Jeg håber ikke, jeg er alt for naiv naiv. Men det kræver nok bl.a., at vores politikere er villige til at afstå fra at anvende forsvarsbudgettet til at føre lokal beskæftigelsespolitik for.

  • Henrik B. Andersen

    Det er et problem, hvis ingen uden for regimenterne forstår hvor vigtige de er. Det er også ret tåget for mig, fordi det er ret ukonkret.

    Hvad er det man siger? Hvis det ikke kan forklares, kan det ikke forsvares!

    Så hjælp gerne med at forklare for os andre, med noget mere konkret viden om regimenterne. Især set i lyset af, at de ikke siden 2004 har haft ansvar for hverken personaleplanlægningen, materiel og økonomi.

    Det er særligt to spørgsmål der presser sig på.

    1) Hvad ved de organisatoriske rammer og i det daglige liv er et regiment den bedste enhed for en soldat?

    2) Hvad skal der til, og hvad skal videreføres for at f.eks. Livgarden kan opretholde sit navn og stolthed i den operative struktur. Navngivning, Faner, Egne kaserne, Specielle faciliteter, Særlige velfærdsprogrammer, egne traditionelle kurser og øvelser?

    Hjælp søges til at kvalificere debatten om regimenterne.

    • Claus Larsen

      Det kan vel nærmest besvares med ét ord: Korpsånd.
      Korpsånden er en stor del af fastholdelsen. Det gælder ikke kun kamptropregimenterne, men i princippet alle enheder i Forsvaret. Følelsen af “at høre til” er langt vigtigere end mange går og tror…

    • Anders Puck Nielsen

      Jeg er meget enig. Der er behov for en konkretisering af hvad det er som er væsentligt, og hvad der ikke er.

      Den struktur som er beskrevet i analysen lyder bureaukratisk tung og ineffektiv. Det kan godt være at en regimentsstab kun koster nogle millioner, men et udenforstående gæt vil være at regimentschefer har tendens til at insistere på at blive hørt i alle mulige sammenhænge som ikke har noget med korpsånd at gøre, og at eksistensen af disse tre regimentsstabe bidrager til en ikke uvæsentlig mængde af mails, relationsmøder og hanekampe på M402-niveau.

      Det må være muligt at forny Hærens struktur på en måde som bevarer korpsånden, men det kræver at man er skarpere på hvad korpsånden går ud på.

    • Jacob Skovsgaard

      Håber ikke det er kommet så vidt, så der er et behov for at præcisere overfor FØL hvad regimenterne betyder for soldaterne ude i strukturen? Den militærfaglige indstilling som jf. artiklen kan munde ud i at nogle regimenter bliver historie, må efter min bedste overbevisning pr. automatik indeholde en vurdering af hvad konsekvenserne kan blive for sammenhængskraften ved ansvar 4 og niveau 3. Det er muligt jeg er naiv, men i min verden må det være Forsvarets højest betalte, der sidder tættest på den politiske proces som skitserer fordele og ulemper overfor beslutningstagerne. Det må være et rimeligt krav fra de ansatte at stille til de øverste chefer.

    • Ronny Sørensen

      Du kan læse mit indlæg og du vil få en ide om hvad nedlæggelser har haft af betydning for mig og en delvis begrundelse for at sige farvel til forsvaret.

      • Ronny Sørensen

        nå. mit indlæg er åbenbart blevet slettet…

        • Peter Ernstved Rasmussen

          Jeg skal åbenbart godkende længere indlæg. Det har jeg gjort nu, men så er jeg selv åbenbart kommet på som kommentar nedenfor. Mærkeligt!

          • Ronny Sørensen

            Modtaget. Tænkte nok at det var noget i den stil . Prøver igen.