Nedlæggelse af regimenter vil øge flugten fra Forsvaret

ANALYSE: Forsvarschef Bjørn Bisserup har selv udpeget rekruttering og fastholdelse som sit vigtigste strategiske fokusområde. En nedlæggelse af Hærens kamptropregimenter vil resultere i den modsatte effekt end det ønskede og kun eskalere flugten fra Forsvaret.

Forsvarschef Bjørn Bisserup tøvede ikke, da jeg i foråret interviewede ham om det kommende forsvarsforlig og bad ham svare på, hvad han betragter som den største udfordring.

”Evnen til at rekruttere, uddanne og fastholde medarbejdere ser jeg som den strategisk største udfordring,” svarede generalen prompte.

Vi talte også om budgetanalyserne, og vi talte om behovet for at styrke Forsvaret og afskrækkelsesprofilen i forhold til Rusland. Bjørn Bisserup kaldte ”effektiviseringskravet” på 600 mio. kr. på det operative område for ”ambitiøst” og signalerede, at ”effektiviseringen” kan få så store konsekvenser for Forsvaret, at der reelt set ikke længere er tale om effektiviseringer, men om regulære besparelser. Begge dele må politikerne tage det endelige ansvar for, lod han forstå. Det er rigtigt. Lige så rigtigt er det, at forsvarschefen skal påtage sig ansvaret at forklare politikerne, hvad konsekvenserne ved ”effektiviseringerne” er, og det har han svært ved.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse artiklen, som fik OLFi til at gå i sort.

Som OLFI kunne fortælle i sidste uge, er budgetanalyserne ved at være færdige, og arbejdet med at skrive et endeligt oplæg til politikerne er allerede langt i processen. Det indeholder en militær anbefaling om at nedlægge kamptropregimenterne i form af Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet og Jydske Dragonregiment for at skabe en enstrenget og mere operativ struktur i Hæren. Og læg her mærke til ordene “militær anbefaling”. Der skal endog meget stort politisk mod til at gå imod en forsvarschefs militære anbefaling – uanset hvor drastisk og omkalfatrende den militære anbefaling måtte være.

“Militær rådgiver” er et udsagn med modifikationer

Når forsvarschefen fastholder sin rolle som “militær rådgiver”, er det et udsagn med modifikationer. Med den seneste omstrukturering af Forsvarsministeriets område i 2012, reducerede man ikke bare forsvarschefens indflydelse og ansvar til en tredjedel med et budget på omkring 7 mia. kr. ud af det samlede forsvarsbudget på 22 mia. kr. (man fjernede personel, materiel, ejendomme og økonomi og lagde dem i selvstændige styrelser direkte under Forsvarsministeriets departement). Man gennemførte samtidig en sammenlægning af Forsvarskommandoen med departementet, som gjorde den politiske kontrol med Forsvaret altomfattende, og som fuldbyrdes, når forsvarskommandoen i løbet af 2018 rykker under samme tag som ministeriet i Hafnias gamle hovedsæde i hjørnebygningen på Holmens Kanal 9 med udsigt til statuen af søhelten Niels Juel.

Konstruktionen betyder, at forsvarschefens uafhængighed som militær rådgiver er blevet dramatisk indskrænket. Forsvarschefen kan kun agere ved at klappe hælene sammen i forhold til departementschef Thomas Ahrenkiel, og når den politiske chef i form af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) kræver ”effektiviseringer” for 600 mio. kr. på Bjørn Bisserups område – så finder Bjørn Bisserup ”effektiviseringer” for 600 mio. kr. på det operative område. Uanset hvad konsekvenserne måtte være. Leverer han ikke, er han fortid som forsvarschef, og dermed er hans rolle som rådgiver indskrænket til at administrere det politiske niveaus ønsker – med høflig hensyntagen til, at han udadtil naturligvis skal fremstå som uafhængig og Forsvarets garant for militær faglighed over for det politiske niveau.

Artiklen fortsætter under billedet …

På Store Bededag fredag den 12. maj kan du læse OLFIs interview med forsvarschef Bjørn Bisserup, som løfter lidt af sløret for temaerne i det kommende forsvarsforlig.

Gennem de seneste måneder har et utal af eksterne og civile konsulenter været sluppet løs for at regne på mulige ”effektiviseringer”. Kendetegnende for den slags konsulenter er, at de udelukkende ser på tal i et regneark blottet for parametre som historie, tradition, korpsånd, sammenhold og det at være noget for nogen. For hvordan måler man Gardehusarregimentets over 400 år lange historie i et regneark? En vigtig årsag til Forsvarets øverste ledelses iver efter at frembringe en effektiviseringsplan, der præcis rammer 600 mio. kr., skal ses i personsammensætningen.

Hvad har generalerne af medaljer på brystet?

Efter 25 års krige på Balkan, i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien er det opsigtsvækkende, hvor blottet Forsvarets øverste ledelse er for officerer med krigserfaring – og dermed følelser for noget så fjernt som regimenter. Såvel forsvarschef Bjørn Bisserup som viceforsvarschef Per Ludvigsen har nok mange store stjerner på skuldrene, men ude i regimenterne spørger man sig selv, hvad de har på brystet? Medaljer for mangeårig tro tjeneste i Forsvarsministeriet og stabe – og for dem begge en enkelt udsendelse til Cypern – vækker ikke meget respekt blandt Forsvarets medarbejdere, som de to generaler har sendt ud i internationale missioner i et omfang, så det har kostet opsigelser, stress, skilsmisser og for nogle den ultimative pris. Og dermed er de bagude på point, når de skal sælge idéen om regimenternes nedlæggelse til medarbejderne.

Regimenterne er i bund og grund et levn fra dengang, hvor Hæren havde en tostrenget struktur med operative divisioner og brigader, som regimenterne i en uddannelsesstruktur leverede bataljoner, eskadroner og kompagnier til. Regimenterne havde før i tiden eget ansvar for personaleplanlægningen, materiel og økonomi.

Det ændrede sig med indgåelsen af forsvarsforliget i 2004 (som den nuværende viceforsvarschef Per Ludvigsen var arkitekten bag), hvor man reelt set fjernede alt af betydning fra regimenterne og alene lod dem overleve som identitetsskabende rammer for de operative enheder med kontakt til lokalmiljøet, pårørende og soldaterforeninger. Nu skal planen føres fuldt ud til trods for, at netop den ramme har vist sig at være uvurderlig under indsættelsen af danske soldater i Irak og Afghanistan.

Regimenternes logoer står hugget på gravstene

Hvis man vil forstå, hvad der fik unge danske mænd til at melde sig frivilligt på session og vente i mere end et år på at aftjene værnepligt ved et af kamptropregimenterne med henblik på udsendelse til Afghanistan, mens tabstallene i Helmand bare steg og steg, ligger en stor del af forklaringen netop i regimenterne. Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet og Jydske Dragonregiment er identitetsskabende på et niveau, der ligger langt over fodbold- og sportsklubber. Som søgende ung m/k bliver man en del af et fællesskab, som bygger på stolthed, moral, traditioner og historiske bånd, der for alle tre regimenter går over 350 år tilbage. Det skaber en unik identitet, som kan være svær at forstå for folk, som aldrig har oplevet et regiment indefra.

I Helmand skete det mere end en enkelt gang, at den britisk ledede brigade udtrykte forundring over, hvordan danske soldater blev ved med at melde sig til krigen Afghanistan og vende retur til Helmand fra leave, når soldaterne havde været hjemme på ferie, mens gode kammerater var faldet. Den luksus havde briterne ikke. En del af forklaringen skal man finde i det fællesskab, som ligger i regimenterne. Nævn den faldne danske soldat, som ikke har sit regimentsmærke hugget på sin gravsten. Og nævn den fremskudte patruljebase i Helmand, der ikke som det første efter sin etablering fik malet regimentets logo på spånpladerne i hjertet af lejren.

Artiklen fortsætter under billedet …

OLFI interviewede i vinter forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) om Forsvarets økonomiske ramme, budgetanalyserne og det kommende forsvarsforlig. Klik på billedet for at læse artiklen.

Dermed adskiller Hæren sig også fra de to øvrige værn, som aldrig står ansigt til ansigt med fjenden på samme måde som infanteristen og kampsoldaten. I Søværnet var de gamle eskadrer som ubådseskadren, torpedobådseskadren og fregateskadren identitetsskabende, og med de nuværende to eskadrer ligger identitetsskabelsen i højere grad i skibene (støtteskibene, fregatterne og inspektionsskibene etc.). I Flyvevåbnet er strukturen lige som i Søværnet allerede operationaliseret, og her finder man meget af sin identitet i eskadrillerne og Flyevåbnets wings (Fighter Wing, Air Transport Wing, Helicopter Wing etc.). Med Søværnets og Flyvevåbnets sammenlagt over 500 år lange historie vil mange i de blå værn have forståelse for betydningen af regimenterne for soldater i Hæren. Og de vil med medfølelse og bedrøvelse se det som endnu et læk i det skib, som politikerne bare vil have til at sejle hurtigere og hurtigere.

Gardehusarregimentets IN ACTIS ESTO VOLUCRIS (”Vær Lynsnar I Handling”), Den Kgl. Livgardes PRO REGE ET GREGE (”For Konge Og Folk), og Jydske Dragonregiments FORTES FORTUNA JUVAT (”Lykken Står Den Kække Bi”) er mottoer, som for udenforstående kan virke forældede og for nogle latterlige. For soldater, der har forrettet tjeneste ved regimenterne, udgør de en identitet og et bånd på linje med en dåbsattest. Det taler man ikke så meget om i hverdagen, men man bærer sit regiments stolthed i sit hjerte.

Nedlæggelse af regimenter vil skabe vrede og had

Hvis man med det kommende forsvarsforlig fjerner den sidste del af regimenterne, fyrer regimentscheferne og de få officerer, der knytter sig til regimentsstrukturen, og flytter fanerne og det hele over i en operativ struktur, hvor man giver nogle bataljoner et par klistermærker med Den Kongelige Livgardes logo, så gør man vold på noget af det dyrebareste, som det danske forsvar har tilbage. Så mister man ikke bare historien, traditionerne og stoltheden ved at være noget for nogen. Man mister infanteristens sjæl.

Det vil få konsekvenser. Ikke kun for evnen til at rekruttere den dag, det danske forsvar atter bliver involveret i en voldsom krig, men i allerhøjeste grad også for fastholdelsen af de eksisterende medarbejdere. Nedlæggelsen af regimenterne vil skabe en vrede og et had mod Forsvarets øverste ledelse og de ansvarlige politikere, som vil skabe en modreaktion, der vil afspejle sig på stemmesedlerne ved det næste folketingsvalg. Det vil få flere nuværende medarbejdere til at sige op i frustration over virksomhedsgørelsen af deres før så stolte arbejdsplads, og dermed risikerer en besparelse på et par millioner kroner at forrette en uerstattelig og historienedbrydende skade.

Det vil accelerere en udvikling, der direkte modarbejder forsvarschefens strategiske fokusområde. Spørgsmålet er, om Bjørn Bisserup med sine mere end 11 år i Forsvarsministeriet og seks år som chef for Forsvarsstaben (datidens viceforsvarschef) overhovedet er klar over det – og derfor fuldhjertet anbefaler en nedlæggelse af regimenterne? Og spørgsmålet er, om politikerne tør følge hans råd og gå linen ud? Det bliver et af efterårets vigtigste forsvarspolitiske svar, som langt flere end Hærens ansatte venter i spænding på.

OBS! Artiklen er rettet 11. juli ad to omgange. En beskrivelse af de blå værns forståelse for Hærens følelser for regimenter er rettet, og rubrikken har fået fjernet “fane” foran flugten. Det var ment som, at flere vil stikke af – men de færreste vil nok ikke direkte dessertere, hvilket faneflugt retteligt betyder. Jeg beklager misforståelserne.