Det er ikke kun i Norge, at forskere og debattører inden for Forsvaret oplever et pres for at lægge bånd på sig selv. Det sker ofte for forskerne på Forsvarsakademiet, og senest har bloggeren Niels Vistisen fået ørerne i maskinen, efter at han stillede spørgsmålstegn ved det fornuftige i at have en specialoperationskommando i et land som Danmark.

Man skal tænke sig godt om, før man blander sig i den offentlige debat om det danske forsvar. Det oplever både civile og militære forskere på Forsvarsakademiet, og det oplever de meningsdannere, som i et forsøg på netop at puste liv i debatten tør fremføre politisk ukorrekte forslag og holdninger. Senest er det gået ud over militærhistorikeren Niels Klingenberg Vistisen, som jævnligt blogger på OLFI.

En blog har netop til formål at skabe debat, ved at forfatteren i kortere artikler fremfører en personlig holdning, som med kant og referencer til virkeligheden åbner op for nye og overraskende synspunkter, der kan være med til at perspektivere og nuancere fasttømrede konsensus-holdninger. Og det var netop, hvad Niels Klingenberg Vistisen ønskede med sit blogindlæg om det fornuftige i, at et lille land som Danmark har sin egen specialoperationskommando. Men debatten afgrænsede sig ikke til hverken Facebook eller Disqus-tråden under artiklen, hvilket Niels Klingenberg Vistisen selv fortæller i et svar under artiklen til Frank Lissner, som er tidligere chef for Jægerkorpset.

Læs også: Har vi brug for en specialoperationskommando i Danmark?

»Jeg ER rigtig træt af, at du kalder det “uværdigt” og bruger den slags formuleringer. Andre i debattråde påstår jeg har “ondt i røven”, og jeg har fået hademails fra SOKOM (Specialoperationskommandoen, red.), som beskylder mig for “manglende taktisk indsigt” og “dårlig timing” – intet fagligt eller modargument – mest blot at Niels ikke kan finde ud af det, og at det er vrøvl. Det er simpelthen så lavt et niveau, at jeg normalt ikke svarer på det – fordi det er et fåtal der reagerer sådan, og jeg tror at mange andre faktisk nyder at læse dem, og få et andet perspektiv,« skriver han.

Artiklen fortsætter under billedet …

I Norge opleves kritisk forskning som politisk støj

En anden sag fra Norge satte i den forgangne uge fokus på det pres, som forskere inden for forsvar til tider oplever. På hjemmesiden forskning.no kan man læse om den norske oberstløjtnant og forsvarsforsker Tormod Heier fra Forsvarets Høgskole i Oslo, som i artiklen ”Forsker forsøgt kniplet og skræmt da han kritiserede Forsvaret” fortæller om det pres, man bliver udsat for.

»De ser alle typer forskning, som ikke støtter forsvarsledelsens syn som politisk støj og noget, som de vil have sig frabedt. De mener, at Forsvaret bliver mere troværdigt udadtil, når de ansatte taler med én stemme,« fortæller Tormod Heier.

Ifølge Tormod Heier er det dog ikke forsvarsministeren og den politiske ledelse, som er de værste til at lægge pres. Det er embedsværket under dem.

»De er desværre ofte mere katolske end paven,« som Tormod Heier formulerer det.

I Danmark foregår forskningen om Forsvaret primært ved Forsvarsakademiet og Center for Militære Studier under Københavns Universitet, som begge er henholdsvis helt og delvist finansieret af Forsvarsministeriet. På Forsvarsakademiet er der dog en tradition for, at medarbejderne kan udtale sig frit uden at frygte repressalier, og denne ret er sågar skrevet ind i Forsvarsakademiets officielle strategi.

»Vi vil opfattes af omverdenen som en troværdig uddannelses- og forskningsinstitution, hvor der tænkes klare tanker og stilles svære spørgsmål. Vi vil gøre vores til, at Forsvaret opfattes som en åben og kommunikerende organisation. Derfor skal forskere, undervisere og analytikere være blandt de dygtigste, og de skal kunne sige, hvad de mener om det, de ved noget om – også når det gør ondt,« står der i strategien.

Kontreadmiral Nils Wang er chef på Forsvarsakademiet, og han mener det alvorligt, når han agter at stå som garant for, at forskerne skal kunne sige, hvad de mener. Og det gør af og til ondt, men det ændrer ikke på chefens svar.

»Det hænder, at udtalelser fra Forsvarsakademiets forskere falder nogle for brystet, fordi de er uenige, eller fordi de mener at vide bedre. Jeg ved ikke, hvor ofte mine forskere bliver ringet op i den forbindelse. Men det hænder, at jeg bliver det, og mit svar er altid det samme: Jeg hverken kan eller vil blande mig i udtalelser fra mine forskere, medmindre de selv vælger at konsultere mig på forhånd, hvilket også hænder,« siger Nils Wang.

Har haft både ministre, forsvarschefer og departementschefer på nakken

Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet er en af de forskere, som om nogen kan få politikere, officerer og embedsmænd op af stolen, når han bramfrit og uden filter udtaler sig om alt fra det kloge i politikeres beslutninger og indkøb af materiel til USA’s strategi i Mellemøsten eller DR’s fyring af en anerkendt og kritisk journalist. Peter Viggo Jacobsen har mange gange oplevet, at nogle prøver at få ham til at stikke piben ind, uden at det dog har fået ham til at ændre stil. Det var ganske enkelt et af hans krav, da han skiftede et civilt universitet ud med en stilling på Forsvarsakademiet.

»Jeg har haft både ministre, departementschefer, forsvarschefer og højtstående officerer på nakken. Men kritikken skal man lade gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Jeg har også fået skæld ud, men når de har forsøgt at censurere mig, har jeg fået Nils Wangs opbakning til at ignorere det,« fortæller Peter Viggo Jakobsen.

Ifølge ham er konsekvensen af en kompromisløs tilgang til forskningen og en afvisning af at lade sig kyse af politiske dagsordener, at han aldrig bliver inviteret til at sidde i hverken forsvarskommissioner, udredninger eller råd, og det lever han fint med. Flere gange har han oplevet, at der kommer en del henvendelser fra Forsvarsministeriet, når en ny og uprøvet minister indtager ministerkontoret.

»Det er typisk, når der kommer en ny særlig rådgiver, som ikke fatter, hvad der foregår. Så prøver de gerne at kontakte mig og komme med gode råd, hvor jeg så må forklare dem, at det er meget fint, men hvis de bare styrer deres minister, så skal jeg nok styre, hvad jeg selv siger. Ofte er det et udtryk for, at de skal finde ud af, hvordan klaveret spiller. Andre ganger er det, fordi de bliver hidsige over noget, som jeg har sagt. Så ringer de til Nils Wang og skælder ud,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Peter Viggo Jakobsen er ansat som civil forsker og er dermed ikke en del af det militære hierarki. Det er derimod major Karsten Marrup fra Flyvevåbnet. Han er leder af Center for Luftoperationer på Forsvarsakademiet og sidder med i Forsvarsakademiets mediegruppe, som står til rådighed for offentligheden, når medierne har behov for en militæranalytisk kommentar til historier med militært perspektiv. Han lægger lige som Peter Viggo Jakobsen ikke skjul på, at der har været mange henvendelser til både Nils Wang og dekan Ole Kværnø fra folk, som gerne ville lægge låg på Forsvarsakademiets forskere, lige som han selv har modtaget opkald direkte fra personer højere oppe i systemet, som ikke var tilfredse med hans udtalelser.

»På Forsvarsakademiet har der heldigvis været en lang tradition for, at talsmænd i mediegruppen har friheden til at sige, hvad de mener. Selv er jeg også kommet med udtalelser, som jeg kun turde sige, fordi jeg vidste, at Nils Wang ville forsvare mig. Eksempelvis havde jeg ikke blandet mig i debatten om antallet af nye kampfly, hvis jeg ikke havde følt mig tryg ved, at chefen for Forsvarsakademiet havde min ryg. Men det kan da godt være, at det betyder, at jeg forbliver major resten af livet. Det ved jeg jo ikke,« siger Karsten Marrup.

Naturligt, at forsvarschefen blander sig

Ole Kværnø er dekan på Forsvarsakademiet. Ifølge ham er der ikke noget unaturligt i, at en forsvarschef eller ministeriets departement har en diskussion med Forsvarsakademiets ledelse om grænsen mellem myndighedsloyalitet og den uafhængige forskningspligt til på demokratisk vis at informere bredt om forsvars- og sikkerhedspolitikken. Men sidstnævnte har ganske vide rammer, fordi Forsvarsakademiet sidder på en slags forskningsmonopol om militære områder, som det øvrige forskningsmiljø ikke dækker.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Det giver os en pligt til at informere både politikere, embedsmænd og vælgerkorpset i form af offentligheden om vores resultater, for ellers er der ingen, som gør det. Der, hvor det gør ondt, er, når formidlingen støder sammen med myndighedshensynet. Der har vi til stadighed en debat med vores chefer og foresatte om, hvor grænsen mellem myndighedsloyaliteten og den uafhængige forskning går,« siger Ole Kværnø.

Men jeres forskning er jo ikke uafhængig. I er betalt af Forsvaret?

»Det er rigtigt. På den ene side er vi en del af embedsværket og undergivet forsvarschefen, og på den anden side er vi givet opgaven at fungere som uafhængig forskningsinstitution. Vi tjener Forsvaret, men vi gør det på en uvildig og uafhængig måde. Jeg er mega stolt af at være dekan et sted, hvor vi – og hverken forsvarschefen eller Forsvarsministeriet – definerer grænsen. Selvfølgelig er der i embedsværket, blandt ledende officer og i departementet ind i mellem nogle, som føler sig trådt alt for nær eller krænket over, at vores forskere og militære eksperter udtaler sig i strid med, hvad de finder rigtigt og rimeligt. Det kan også være, at den grænse ind i mellem bliver overskredet. Der er det bare Nils Wang eller mig selv, der skal have den samtale og aldrig den enkelte forsker. Så i modsætning til Norge synes jeg, at vi har fundet en fornuftig politik, hvor nordmændene først er ved at finde deres,« siger Ole Kværnø.

Den holdning deler Peter Viggo Jakobsen. Han ser derfor også udfordringen større for de uniformerede forskere på Forsvarsakademiet.

»Jeg har nogle meget vide rammer for min ytringsfrihed, men det har jeg kun, fordi at jeg er mig. Jeg bider fra mig og er ikke lige til at vælte af pinden. Allerede inden jeg kom til Forsvarsakademiet, havde jeg et image som en gadedreng, og det har nogle svært at håndtere. Men de har jo også fundet ud af, at jeg i 90 pct. af tiden leverer god PR for Forsvaret. Derfor kan jeg tillade mig lidt mere. Men hvis man kommer i uniform, er der andre spilleregler, for der kan de gøre noget ved forskerens karriere. Det kan de ikke gøre med mig andet end at fyre mig. Det ville blive en god mediehistorie, og så ville jeg nok få et andet arbejde. Så det er jeg ret ligeglad med.«

Brief om specialoperationskommando fik nogle op i det røde felt

Han nævner som eksempel en uniformeret forsker, der for alvor fik ørerne i maskinen, da han skrev et brief, som forud for det seneste forsvarsforlig 2013-2017 anbefalede oprettelsen af specialoperationskommando. Den havde aldrig været på Forsvarets ledelses tegnebræt, og briefet gik derfor stik imod de militære anbefalinger til forsvarsministeren og det politiske niveau. Det fik nogle til at se rødt.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Hvor populært tror du, at det var, at vi havde en militær forsker, der skrev briefs om specialoperationer, og som argumenterede for, at vi skulle have sådan en kommando, og at den skulle ligge i København? Du kan selv forestille hvilket blæsevejr, han har været inde i. Ham turde de godt gå mere personligt til, end de gør med mig. De var ikke særligt glade op til det seneste forlig, for nu at sige det på den måde. Hvis man går ind i det her som uniformeret forsker, skal man være klar til at blive mødt af modstand. Der tror jeg ikke, at der er den store forskel på Norge og Danmark,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Et andet eksempel på, hvordan ytringsfriheden i Forsvaret har trange kår, henter Peter Viggo Jakobsen igen på OLFI. Da dette medie i sommer havde skrevet artikler om indholdet af den meget omtalte budgetanalyse, forfattede den pensionerede oberst Lars R. Møller et debatindlæg, som i klar tale kaldte planerne om at lave en enstrenget hær for »tåbelig«. Det fik generalløjtnant Michael Lollesgaard til at skrive et svar, hvor han forsvarede planerne. Og han nævner den larmende tavshed efter artiklen med oberst Henrik Kanstrup med flyvernavnet LAN, der argumenterer for, at man er nødt til at give forsvarschefen helhedsansvaret tilbage i stedet for at have en række civile styrelser direkte under Forsvarsministeriets departement.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Hvis du sidder ude i systemet og synes, at Lars Møller har ret – sætter man sig så til tastaturet og bakker ham op, når Danmarks militære repræsentant i Nato lige har sagt ”klap i”? Nej, nok ikke vel. Det var også interessant at se ud fra et forskningsmæssigt perspektiv, hvor mange der var inde og skrive, at de var enige med LAN. Ingen. Alle værnscheferne, de forhenværende værnschefer, som nu er rykket et niveau op, “MALT” (nyudnævnt viceforsvarschef, red.) og dem alle sammen har sagt nærmest ordret det, som LAN gav udtryk for i dit interview med ham. Er der nogen af dem på det niveau, som har været ude at sige, at han har ret, og at vi skal have kigget på det? Nej. Jo højere du kommer op i systemet, jo mere bliver du nødt til at tage ansvar for de beslutninger, der måske ikke er de mest hensigtsmæssige. Men det er prisen, hvis man gerne vil blive ved med at sidde i den del af systemet. Så må man acceptere nogle af de beslutninger og stå på mål for dem. Det er dilemmaet,« siger Peter Viggo Jakobsen.

På Forsvarsakademiet håber dekanen, at generaler og embedsmænd fremadrettet vil kontakte ham selv eller Nils Wang, hvis de har noget at udsætte på Forsvarsakademiets forskere. Ellers overskrider kritkkerne en grænse, som de skal holde sig på den rigtige side af.

»Jeg har gentagende diskussioner med forsvarschefens myndighed om, hvorvidt en forsker udtaler sig på et ordentligt vidensgrundlag. Det er den diskusion, som vi gerne vil have med vores arbejdsgiver, og den er også vigtig. Men det er problematisk, hvis de henvender sig direkte til forskerne, fordi det vil kunne opleves som intimidering eller kritik. Jeg vil derfor håbe, at de pågældende chefer vil ringe til mig eller Nils,« siger Ole Kværnø.