BLOG: Debatten om specialoperationsstyrker handler meget sjældent om, hvad de ikke kan. Mine oplevelser fra Afghanistan er, at de helt ukoordineret opererede i vores ansvarsområde, til i bedste fald stor gene og i værste fald med negativ påvirkning af vores opgave med at støtte den afghanske regering.
Specialoperationsstyrker har i dag status af det ultimative militære værktøj til snart sagt alt. Ikke mindst som et strategisk værktøj. Det skrives der kronikker om i landsdækkende aviser. Der arrangeres konferencer, hvor en håndfuld militære analytiker på skift fortæller om hvad specialoperationsstyrker kan og bør indsættes til. Der fortælles dog meget sjældent om, hvad disse fantastiske enheder ikke kan, og måske kan krigshistorien hjælpe os lidt på vej der.
I første omgang vil jeg invitere til at se på deres egentlige effekt, dér hvor de har været indsat i eksempelvis Afghanistan, Irak og Mali. Hvis man ikke kan få øje på resultaterne, vil jeg advare mod at drage den konklusion, at det nok er, fordi det er klassificeret materiale. Jeg var selv politisk rådgiver i Afghanistan, og vores egen krigserfaring var bl.a., at specialstyrkerne, som lå udenfor ISAF’s kommando, helt ukoordineret opererede i vores ansvarsområde, til – i bedste fald – stor gene og i værste fald med negativ påvirkning af vores opgave med at støtte den afghanske regering.
Modellen med beskyttede landsbyer (Village Stability Program) blev kopieret fra Vietnam(!) til Afghanistan, og i natlige raids dræbte specialoperationsstyrkerne ledere blandt oprørerne. De dræbte også civile, kvinder og børn, indtil general McChrystal i 2010 begrænsede disse natlige raids. Det var før general Petraeus kom til. Han havde anvendt specialstyrker i Irak til at bekæmpe Al-Qeada og militserne dér, men kunne det direkte overføres til Afghanistan?
Skulle vi ikke have forhandlet med dem, der blev dræbt?
De klanledere og mellemleder som blev dræbt i raids – var det ikke dem, som vi skulle have forhandlet en politisk løsning (på lokalt niveau) med? Og blev de ikke bare afløst af fanatikere fra Pakistan? Der er i hvert fald stærke indikationer på, at de mange specialoperationer i Afghanistan ikke havde den ønskede effekt.
Specialoperationsstyrker hyldes i dag som et strategisk værktøj på linje med eller end da over både hær, flåde og flyvevåben. I Danmark blev de i sidste forsvarsforlig endda etableret i en særlig specialoperationskommando – SOKOM – i Aalborg. Som et selvstændigt multitool, der kan alt (næsten) uden risiko for tab. Hvis man alene er ude efter den politisk værdi i at sende ”specialoperationsstyrker”, så holder den måske lidt. Men ellers gør det ikke, skal være min påstand, og jeg håber, at der kan komme en lidt mere realistisk opfattelse af, hvad specialoperationsstyrkerne kan og skal.
Jeg mener, at der er behov for specialoperationsstyrker i form af f.eks. patruljer til langtrækkende opklaringspatruljer og til helt dedikerede mål som f.eks. en bro eller kommandostation, som ellers ikke kan ødelægges. På søen er de specialtrænet til entring og ødelæggelse. Men derudover ser jeg deres muligheder som værende meget begrænset, og som et meget dyrt lille værktøj, som ikke rigtig kan løse problemerne alligevel.
Lige så anvendeligt som et royal træ-klatrer-korps
Empirien krigshistorisk set er mangfoldig, men er særligt godt beskrevet hos den britiske feltmarskal William Slim, som kæmpede i Burma under Anden Verdenskrig. Slim har fået en statue på Whitehall i London sammen med Montgomery og Alanbrooke og er en af de helt store hærførere. Efter krigen blev han chef for imperiets generalstab og senere generalguvernør i Australien. Med en blandet hær af indere, afrikanere og andre folkeslag kæmpede han mod japanerne i Burma fra 1942-1945.
I Burma var der også nogle amerikanske specialstyrker, som hed Chinditterne. De havde deres egen særlige kommando og skulle lave raids og strategiske operationer langt ind i junglen, men de havde begrænset succes. Feltmarskal Slim skrev om specialstyrkerne, at de havde en negativ indvirkning på hele militæret og hæren. Specialstyrkerne havde altid førsteret til alle ressourcer og rekrutterede de bedste infanterister, rygraden, fra frontenhederne. De brugte umådelig lang tid på at træne, og selv dette trak mange ressourcer fra fronten, og de havde altid førsteret til dem.
Når de skulle indsættes var det altid omstændeligt. De brugte de fly, som ellers skulle have været anvendt til forsyninger, og effekten var altid noget sporadisk og langt fra afgørende. Alligevel førte de sig frem som noget helt særligt og med en kultagtig status. Om denne kult-kultur om specialoperationsstyrker skrev Slim, at den var nogenlunde lige så fornuftig, som hvis man havde oprettet et særligt ”kongeligt træ-klatrer-korps”.
Er det så betimeligt, at vi har en særlig specialoperationskommando i Danmark?
Kære Niels
Det var da en utrolig unuanceret og ikke særlig analytisk beskrivelse af specialoperationer som absolut ikke er en såkaldt “krigshistoriker” værdig – at konkludere på et eneste eksempel og en tilfældig udtalelse kan vist beskrives som, at “hive en hvid kanin op af hatten”. Kan kun anbefale, at du i julegave ønsker dig Lars Møllers bog om Specialoperationer, der på ganske god vis beskriver Specialoperationer i et historisk perspektiv. Din beskrivelse af de opgaver du ser for specialoperationsstyrkerne hører til under “den kolde krig” og har ingen relevans på nutidens opgaver. Sådanne udtalelser fra en veluddannet hærofficer bekræfter på en meget god måde at specialoperationer ikke skal planlægges af personer med en konventionel tilgang – iøvrigt et gennemgående tema i Lars Møllers bog. Svaret på dit afsluttende spørgsmål om relevansen af en specialoperationskommando har du egentlig på ganske god vis selv givet.
Dine oplevelser i Afghanistan var et specifikt amerikansk struktur og ansvarsfordelings problem og ikke et SOF problem og du kan defor ikke generalisere på den baggrund. Mine egne oplevelser i Afghanistan både i 2002 som CH for SOF styrkerne og igen i 2009 som CH for ISAF 7 tegner et helt andet billede end det du beskriver. Som en sidebemærkning i relation til McChrystal så kan jeg rigtigt godt huske hans “dekret” om “courageous restraint”, som et perfekt stabsprodukt, men fuldstændigt ubrugeligt ude ved enhederne.
Jeg er sikker på at hvis du henvender dig til SOKOM, så vil de gerne sende eller give dig en briefing om Specialoperationer anno 2017samt ikke mindst hvilke opgaver det er Specialoperationskommandoen løser/skal løse – du vil så fremover kunne udtale dig på et mere sagligt og velfunderet grundlag.
Mvh
Frank Lissner
Kære Frank. Det var da et utrolig unuanceret og et ikke særligt analytisk svar på Niels’ glimrende blogindlæg – for nu at bruge dine egne formuleringer. Niels er militærhistoriker og ikke officer, og han skriver alle sine blogindlæg med militærhistoriske referencer. Han stiller det vel meget oplagte spørgsmål, om Danmark med sin lille størrelse har behov for en specialoperationskommando. Det gør han ved at bruge to eksempler fra henholdsvis Afghanistan og Den Anden Verdenskrig. I stedet for at argumentere for din egen holdning til det spørgsmål nedgør du bare Niels og fremstiller ham som en komplet idiot uden nogen som helst forstand på specialoperationer. Du forholder dig slet ikke til hans pointe, men kaster bare med mudder. Det er selvfølgelig også dejlig nemt at give følelserne frit løb uden at skulle aktivere den store tankevirksomhed. Men det gør ingen af os meget klogere, andet end det udstiller dig som en lille smule nærtagende. Til gengæld gør du da dit til at dræbe enhver form for debat, for hvem gider få sådan en spand i hovedet? Ak ja, debat i og om Forsvaret har trange kår, når en tidligere chef for Jægerkorpset på den måde skyder en aktiv debattør ned på klos hold …
PS. Jeg påtager mig en stor del af ansvaret for Niels indlæg, da jeg netop beder bloggere på OLFI om at fatte sig korthed, skrive med kant og fremme en god og ordentlig debat til gavn og glæde for Forsvaret.
Kære Peter
Tak for dine beragtninger – jeg havde selvfølgelig forventet en eller anden reaktion. Er dog lidt overrasket over, at du som ansvarshavende redaktør – på lige fod med hvad du beskylder mig for – er en smule nærtagende og dels, at du bare sådan giver op – ”Ak ja debat i og om Forsvaret har trange kår,…..” i stedet for at tage handsken op og kæmpe for OLFI projektet.
Jeg er meget enig i at debatkulturen i Forsvaret har trange kår. Tidligere FC udtalelse om, at for åbenmundede personer kunne risikere fyring gjorde ikke vilkårene bedre. For at undgå debatten vælger man at holde problemer/projekter i en snæver kreds – hvilket var tilfældet med udarbejdelsen af budgetanalysen og for den sags skyld også arbejdet med ændringen af uddannelsesforløbet ved specialstyrkerne. Dette på trods af, at ved enhver forandringsproces er det vigtigt at etablere en oplevelse af nødvendighed, at udvikle og formidle en forandringsvision og endelig, at det giver mening for den enkelte. At holde ting skjult skaber kun grundlag for rygter og frustration og derudover skal man huske på, at ”bad news does not get better over time”.
OLFI kunne godt være det medie, der kunne forbedre debatkulturen, men det kræver, at du som ansvarshavende redaktør tilsikrer et vist niveau af faglighed og saglighed for derved at undgå at OLFI blot er Forsvarets pendant til Ekstra Bladet. Når jeg læser nogle af de bemærkninger der har været til indlægget om den ændrede uddannelsesstruktur ved specialstyrkerne, så er det hverken saglighed eller faglighed der har været i højsædet. Det er mere blevet til en ”soap opera” hvor alt bliver fundet frem for at underbygge den spinkle argumentation- Lars Møller, Jæger Lars Møller, ”fnidder” og rekrutteringsproblemer ved JGK, mindreværd ved JGK, billeder der er vendt, Ratchshak m.m. Det er ok at komme med alle mulige følelsesmæssige og usaglige bemærkninger, så længe det er rettet mod Forsvaret, men når det så rettes mod OLFI ,så bliver man beskrevet som nærtagende. Hvis du har en vision for OLFI må du som ansvarshavende redaktør gøre dit til, at der bliver fokus på saglighed og redelighed, som en væsentlig forudsætning for at relevante personer ønsker at bidrage til debatten.
Når du nu tager ansvar for Niels’ indlæg så burde du jo have set at hans sammenligning mellem specialstyrkerne og et ”kongeligt træ-klatrer-korps” i den grad er en provokation og nedgøren af hele SOF miljøet og de personer der er en del af dette. Dette forhold var nok den primære årsag til, at jeg afstod fra at komme med et sagligt indlæg og i stedet gav tilbage af ”samme skuffe”
Når Niels direkte efter citatet stiller spørgsmålet om det så er betimeligt, at vi har en særlig specialoperationskommando så hænger det for mig at se ikke sammen – hvad har de to ting med hinanden at gøre.
Som ”krigshistoriker” er jeg sikker på, at Niels har langt flere eksempler på en god anvendelse af specialoperationsstyrkerne, men da disse ikke underbygger budskabet om, at der ikke er behov for en Specialoperationskommando er disse udeladt.
Som ”krigshistoriker” er jeg sikker på at Niels kender til baggrunden for dansk SOF ønske om, at der i lighed med sammenlignelige nationer skulle oprettes en særlig kommando samt at dette var anbefalingen efter danske SOF indsættelse i 2002, men igen, da det ikke underbygger budskabet er den udeladt.
Jeg er også sikker på at Niels kender til baggrunden for at amerikanerne oprettede en SOF kommando – men igen er dette forhold udeladt ,da det ikke underbygger argumentation i artiklen.
Niels beskriver nogle SOF opgaver som var aktuelle under ”den kolde krig” – jeg er sikker på at Niels udmærket kender til de opgaver danske og internationale SOF har løst i de seneste 10-20 år, men igen er disse udeladt da de ikke underbygger argumentationen i artiklen.
Som ansvarlig redaktør har du et ansvar for sagligheden i de ”blogs” som du beder personer om at udarbejde og det mener jeg ikke du har levet op til i det her tilfælde, hvilket så desværre gik ud over Niels.
Du kan kalde mig hvad du vil – men det ændrer ikke ved, at du har som ansvarshavende redaktør har et ansvar for sagligheden i de artikler der kommer fra OLFI. Hvis man ønsker at provokere må man også forvente at få svar på tiltale.
Som jeg skrev indledningsvist så tror jeg, at OLFI har en rolle at spille, men hvis mediet skal tages seriøst så kræver det mere saglighed og mindre fokus på sensationen og ”den rygende pistol”
Mvh Frank Lissner
Kære Frank. Jeg har overvejet lidt, om jeg skulle svare på denne debattråd, for det plejer jeg normalt ikke at gøre – men nu har du alligevel fået mig til det, selvom det er jul. Og jeg vil også gå lidt ud over det saglige/faglige.
En blog er kort og med kant, med henblik på at skabe perspektiv – horisont. De findes bl.a. i JP og Politiken, og bidrager her til at skærpe debatniveauet. Det er det, jeg gør med en blog. Sætter fokus på et relevant emne, som jeg har spottet, og jeg bidrager med netop det, som giver et nyt/andet perspektiv. Ikke at bekræfte hvad der allerede debatteres. Det er IKKE en akademisk opgave eller et sagsoplæg, som kræver at alt er set fra alle sider (hvis et sagsoplæg gør det…).
Jeg ER rigtig træt af, at du kalder det “uværdigt” og bruger den slags formuleringer. Andre i debattråde påstår jeg har “ondt i røven”, og jeg har fået hademails fra SOKOM som beskylder mig for “manglende taktisk indsigt” og “dårlig timing” – intet fagligt eller modargument – mest blot at Niels ikke kan finde ud af det, og at det er vrøvl. Det er simpelthen så lavt et niveau at jeg normalt ikke svarer på det – fordi det er et fåtal der reagerer sådan, og jeg tror at mange andre faktisk nyder at læse dem, og få et andet perspektiv.
Du MÅ ikke beskylde redaktøren på OLFI for ikke at sikre faglighed ved at “tillade” min blog!! Han er jo ikke censor/censur? Hvor skulle jeg ellers skrive det? I Forsvarsavisen? På min egen facebook? På Forsvarsakademiet? Hvor kommer debatten så henne?
Helt konkret vedr. “SOF” – eller specialstyrker – så anmelder jeg Lars R. Møllers bog lige om lidt, og har været ude og præsentere hans foredrag, jeg kender udemærket eksemplerne, som krigshistoriker. Men krigshistorien er ikke kun om at finde de eksempler som understøtter ens argument. Det var det som skete med COIN hvis du spørger mig – men det gør du nok ikke. Vedr. “SOF” så har jeg bemærket at der kan være konferencer på f.eks. FAK hvor det ene indlæg efter det andet roser SOF og hvad de kan – strategisk instrument, lille risiko, lav pris, low footprint, osv. – og der kan være kronikker i aviser som priser SOKOM og mulighederne – uden at der dér er kritik af saglighed eller fokus på balancerede eksempler? I udlandet findes en debat om SOF på f.eks. Small Wars Journal, og en amerikansk generalmajor, tidl. SOF, har for nyligt kritiseret det amerikanske SOF miljø for at vokse sig lidt for stort.
Det kan jeg så konstatere, at det må man godt. Men hvis Niels skriver en blog med et perspektiv på at man lige skal se tingene fra en anden vinkel, så er jeg både uværdig og har ondt i røven…?
Jeg har nogle meget meget konkrete erfaringer med SOF fra Afghanistan, som jeg ikke kan fortælle her pga. klassifikationen, det ved vi alle.
Vedr. “kongelige træ-klatrer korps” så må jeg lige nævne at det var hvad Feltmarskal Slim kaldte specialstyrkerne. Ikke Niels.
På ovenstående baggrund er jeg meget enig med dig i at det FAGLIGE debatmiljø i Forsvaret har enddog meget trange kår… f.eks. tror jeg ikke at giver skrive flere blogs, eller bidrage med mere. Jeg tror heller ikke på, at det ikke har karrieremæssige konsekvenser…
Fører det så til “vi skal fortælle den gode historie” og “don’t Rock the boat”…?
Jeg kan anbefale at læse bogen “on the psychology of military incompetence”, som engang var pensum på britisk generalstabskursus, og hæfte sig ved hvorledes den beskriver gruppetækning. Ellers er der rigeligt med andre kilder omkring gruppetænkning/group-think. Og det er møntet på hele Forsvaret, ikke på dig, Frank.
mvh
Niels
PS: jeg er jæger – jeg har haft jagttegn siden jeg var 16.
Kære Niels.
Det er helt forkert beskrevet at “The Chindits” var amerikanske.
De var britiske og under kommando af den meget atypiske britiske officer Orde Wingate.
I 1944 Bliver The Chindits underlagt amerikansk kommando, men det var Joseoph Stilwell der overtog dem.
Disse Så kaldte “kongeligt træ-klatrer-korps” havde langt fra den begrænsede succes som du beskriver.
Det var faktisk dem som i 1944 med deres angreb formåede at opnå et gennembrud på de japanske linjer.
Selvfølgelig opnåede de det ikke alene. Stilwell angreb fra nord med hans kinesere, og det indiske XV korps angreb i syd.
Men at sammenligne The Chindits med special styrker, ville være det samme at gøre det med 101 airborne eller briternes 3 para regiment. Her kan vi alle nok blive enige om at de ikke er special styrker.
MVH
Tim Andersen.
Du er helt væk. Var selv i Afghanistan i 2003, hvor vi osse havde problemer med koordination imellem ISAF og Enduring Freedom. Selv de danske jægere anede vi ikke noget omhvad de lavede. Udover at de kom nede efter sodavand, silk, smøger osv engang imellem. Men det har intet med specialstyrkernes evner at gøre. Men noget dumt politisk. Det er en rigtig god ting med SOKOM. Og tjener sig sikkert selv ind via mere koordination mht indkøb og uddannelse. Og kan helt sikkert osse udvikle sig til at være en produktiv uddannelse enhed for forsvarets øvrige enheder. Vi bør faktisk kaster langt flere penge ind i den enhed.
Kære Niels.
Jeg forstår ikke rigtigt dit indlæg. Er det blevet forkortet af redaktøren?
Du skriver i starten: “I første omgang vil jeg invitere til at se på deres egentlige effekt, dér hvor de har været indsat i eksempelvis Afghanistan, Irak og Mali”. Men derefter taler du primært om erfaringer fra 2. VK, hvor specialoperationsstyrkerne stadig var i deres vorden.
Men jeg vil gerne give en del af svaret. Jeg har i al beskedenhed tilbragt temmelig meget tid i Mali, både i 2015 og 2016, som MA for styrkechefen. Jeg tør derfor godt hævde, at jeg har en personlig oplevelse af – og forståelse for – den effekt, som specialoperationsstyrkerne havde i Mali.
Der er ikke plads til at gå i detaljer her. Men effekten var uovertruffen. I en række tilfælde kunne en lille SOTU (special operations task unit) på måske 8 mand levere mere brugbare resultater end en hel infanteribataljon på 800 mand (altså 100 gange så mange soldater).
Hvilke former for resultater var det så? Det var f.eks. efterretningsindhentning og herunder evnen til at holde terrænet gennem lang tid, evne til at at komme meget hurtigt til stede til et brændpunkt hvor FN’s hurtige synlighed var påkrævet, evne til at gennemføre efterforskning af komplicerede hændelser i terrænet, evne til at have en fri og åben kontakt til lokalbefolkningen osv. Hertil kommer mere sensitive indsættelser, som jeg af klassifikationsmæssige grunde ikke kan komme ind på her.
Så kort sagt: Min personlige (selvoplevede) erfaring er, at specialoperationsstyrker – i det scenario du selv henviser til, dvs. Mali – havde en meget stor effekt, som langt overgik, hvad mange flere ordinære soldater kunne levere.
Det betyder naturligvis ikke, at SOF er mirakelmidlet i alle tilfælde. Det betyder heller ikke, at SOF ikke (en gang i mellem) kan opleves som lidt krukkede i forhold til deres metier! Men det betyder i hvert fald, at SOF i høj grad har deres berettigelse i en række scenarier. Så min holdning er klar: Vi burde have endnu flere af dem!
Kære Jakob,
Tak for din konstruktive kommentar – altid godt med lidt debat.
Jeg har jo selv et par år i Afghanistan, hvor jeg var tæt på noget af det der skete og havde indsigt i det, og der var min oplevelse helt anderledes. Det var meget ukoordineret med den øvrige strategi/enheder, og måske endda kontraproduktivt som jeg skriver. Det er et ret kendt synspunkt og diskussionsemne i UK/USA, bare ikke så meget i Danmark.
I virkeligheden forsøger jeg jo at perspektivere rollen/vægtningen af dem, ved hjælp af mine personelige erfaringer, og så noget krigshistorie – når jeg nu er krigshistoriker.
Jeg er da glad for at de gjorde en god indsats i Mali – det er da bedst, når ting fungerer. Jeg havde bare fået opfattelsen af, at der var nogle udfordringer med dem dernede også – men der er min indsigt desværre kun på afstand.
Sproget? Ja, jeg inviterer læseren til at se på effekten, men jeg kan ikke selv fortælle den – dels fordi en blog er for kort, dels fordi jeg ikke kan/må fortælle det hele. Så, det er ikke forkortet, det er bare den måde jeg skriver på 🙂
Men tak fordi du bibringer et perspektiv fra Mali! Det er i min optik altid dejligt når danske soldater giver indsigt og perspektiv i det de har lavet – og endnu bedre når nogen læser det!
mvh
Niels
Interessant tilgang!
Det lidt jeg ved om indsættelsen af special styrker, taler for at de virker bedst til nålestik operationer, sabotage, recon, etablering af brohover (at være de første ind) og at nedkæmpe “high impact” mål… Mange af de opgaver kræver en vis uafhængighed, men der vil være tale om komplet mangle på lederskab, hvis de øverste militære ledere ikke kontrollere brugen af disse enheder og at de så er overlagt til deres egne opfindsomhed… På den måde kan der jo ikke aktivt søges at opnå de fordele som strategien søger mod.
I forhold til “Chinditterne” så er mit indtryk imidlertid at der var tale om Britiske/Commonwealth enheder og ikke egentlige Amerikanske… Det er en meget lille detalje!
Mere konkret så skulle Chinditterne være mere i stil med Commando enhederne end fx SAS eller SBS… Disse enheder var også tillagt en vis potion selvstændighed, men kom hurtigt ind i et mere kontrolleret opsæt (fx indsættelsen under D-dag)… Grunden til at jeg nævner Commando enhederne er at der skete det samme, nogle af de bedste soldater i de forskellige regimenter fik særlig uddannelse og blev brugt i disse nye enheder, det væsentlige her er imidlertid at Royal Marine Commandos idag anses som en af de mest effektive enheder i det Britiske forsvar, og at de under Falklandskrigen (og andre), sammen med Para’s viste hvor værdifuldt elite infanteri enheder er… Chinditternes mangle på succes (i forhold til ressourcer brugt) er værd at kigge på, men at drage konklusionen (som det virker til at Niels gør) at special styrker er lidt “spild af tid” virker som en overreaktion på manglende kontrol.