Har vi brug for en kommando for specialoperationsstyrker?

3
En enhed af amerikanske Chindit specialoperationsstyrker under krigen i Burma 1943. Foto: Chindit.info

BLOG: Debatten om specialoperationsstyrker handler meget sjældent om, hvad de ikke kan. Mine oplevelser fra Afghanistan er, at de helt ukoordineret opererede i vores ansvarsområde, til i bedste fald stor gene og i værste fald med negativ påvirkning af vores opgave med at støtte den afghanske regering.

Specialoperationsstyrker har i dag status af det ultimative militære værktøj til snart sagt alt. Ikke mindst som et strategisk værktøj. Det skrives der kronikker om i landsdækkende aviser. Der arrangeres konferencer, hvor en håndfuld militære analytiker på skift fortæller om hvad specialoperationsstyrker kan og bør indsættes til. Der fortælles dog meget sjældent om, hvad disse fantastiske enheder ikke kan, og måske kan krigshistorien hjælpe os lidt på vej der.

I første omgang vil jeg invitere til at se på deres egentlige effekt, dér hvor de har været indsat i eksempelvis Afghanistan, Irak og Mali. Hvis man ikke kan få øje på resultaterne, vil jeg advare mod at drage den konklusion, at det nok er, fordi det er klassificeret materiale. Jeg var selv politisk rådgiver i Afghanistan, og vores egen krigserfaring var bl.a., at specialstyrkerne, som lå udenfor ISAF’s kommando, helt ukoordineret opererede i vores ansvarsområde, til – i bedste fald – stor gene og i værste fald med negativ påvirkning af vores opgave med at støtte den afghanske regering.

Modellen med beskyttede landsbyer (Village Stability Program) blev kopieret fra Vietnam(!) til Afghanistan, og i natlige raids dræbte specialoperationsstyrkerne ledere blandt oprørerne. De dræbte også civile, kvinder og børn, indtil general McChrystal i 2010 begrænsede disse natlige raids. Det var før general Petraeus kom til. Han havde anvendt specialstyrker i Irak til at bekæmpe Al-Qeada og militserne dér, men kunne det direkte overføres til Afghanistan?

Skulle vi ikke have forhandlet med dem, der blev dræbt?

De klanledere og mellemleder som blev dræbt i raids – var det ikke dem, som vi skulle have forhandlet en politisk løsning (på lokalt niveau) med? Og blev de ikke bare afløst af fanatikere fra Pakistan? Der er i hvert fald stærke indikationer på, at de mange specialoperationer i Afghanistan ikke havde den ønskede effekt.

Specialoperationsstyrker hyldes i dag som et strategisk værktøj på linje med eller end da over både hær, flåde og flyvevåben. I Danmark blev de i sidste forsvarsforlig endda etableret i en særlig specialoperationskommando – SOKOM – i Aalborg. Som et selvstændigt multitool, der kan alt (næsten) uden risiko for tab. Hvis man alene er ude efter den politisk værdi i at sende ”specialoperationsstyrker”, så holder den måske lidt. Men ellers gør det ikke, skal være min påstand, og jeg håber, at der kan komme en lidt mere realistisk opfattelse af, hvad specialoperationsstyrkerne kan og skal.

Jeg mener, at der er behov for specialoperationsstyrker i form af f.eks. patruljer til langtrækkende opklaringspatruljer og til helt dedikerede mål som f.eks. en bro eller kommandostation, som ellers ikke kan ødelægges. På søen er de specialtrænet til entring og ødelæggelse. Men derudover ser jeg deres muligheder som værende meget begrænset, og som et meget dyrt lille værktøj, som ikke rigtig kan løse problemerne alligevel.

Lige så anvendeligt som et royal træ-klatrer-korps

Empirien krigshistorisk set er mangfoldig, men er særligt godt beskrevet hos den britiske feltmarskal William Slim, som kæmpede i Burma under Anden Verdenskrig. Slim har fået en statue på Whitehall i London sammen med Montgomery og Alanbrooke og er en af de helt store hærførere. Efter krigen blev han chef for imperiets generalstab og senere generalguvernør i Australien. Med en blandet hær af indere, afrikanere og andre folkeslag kæmpede han mod japanerne i Burma fra 1942-1945.

I Burma var der også nogle amerikanske specialstyrker, som hed Chinditterne. De havde deres egen særlige kommando og skulle lave raids og strategiske operationer langt ind i junglen, men de havde begrænset succes. Feltmarskal Slim skrev om specialstyrkerne, at de havde en negativ indvirkning på hele militæret og hæren. Specialstyrkerne havde altid førsteret til alle ressourcer og rekrutterede de bedste infanterister, rygraden, fra frontenhederne. De brugte umådelig lang tid på at træne, og selv dette trak mange ressourcer fra fronten, og de havde altid førsteret til dem.

Når de skulle indsættes var det altid omstændeligt. De brugte de fly, som ellers skulle have været anvendt til forsyninger, og effekten var altid noget sporadisk og langt fra afgørende. Alligevel førte de sig frem som noget helt særligt og med en kultagtig status. Om denne kult-kultur om specialoperationsstyrker skrev Slim, at den var nogenlunde lige så fornuftig, som hvis man havde oprettet et særligt ”kongeligt træ-klatrer-korps”.

Er det så betimeligt, at vi har en særlig specialoperationskommando i Danmark?

Niels Klingenberg Vistisen er souschef i kompetence og uddannelsesafdelingen i Hærstaben. Han er historiker og har arbejdet med Irak- og Afghanistankommissionen og var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.