Har vi brug for en kommando for specialoperationsstyrker?

5
En enhed af amerikanske Chindit specialoperationsstyrker under krigen i Burma 1943. Foto: Chindit.info

BLOG: Debatten om specialoperationsstyrker handler meget sjældent om, hvad de ikke kan. Mine oplevelser fra Afghanistan er, at de helt ukoordineret opererede i vores ansvarsområde, til i bedste fald stor gene og i værste fald med negativ påvirkning af vores opgave med at støtte den afghanske regering.

Specialoperationsstyrker har i dag status af det ultimative militære værktøj til snart sagt alt. Ikke mindst som et strategisk værktøj. Det skrives der kronikker om i landsdækkende aviser. Der arrangeres konferencer, hvor en håndfuld militære analytiker på skift fortæller om hvad specialoperationsstyrker kan og bør indsættes til. Der fortælles dog meget sjældent om, hvad disse fantastiske enheder ikke kan, og måske kan krigshistorien hjælpe os lidt på vej der.

I første omgang vil jeg invitere til at se på deres egentlige effekt, dér hvor de har været indsat i eksempelvis Afghanistan, Irak og Mali. Hvis man ikke kan få øje på resultaterne, vil jeg advare mod at drage den konklusion, at det nok er, fordi det er klassificeret materiale. Jeg var selv politisk rådgiver i Afghanistan, og vores egen krigserfaring var bl.a., at specialstyrkerne, som lå udenfor ISAF’s kommando, helt ukoordineret opererede i vores ansvarsområde, til – i bedste fald – stor gene og i værste fald med negativ påvirkning af vores opgave med at støtte den afghanske regering.

Modellen med beskyttede landsbyer (Village Stability Program) blev kopieret fra Vietnam(!) til Afghanistan, og i natlige raids dræbte specialoperationsstyrkerne ledere blandt oprørerne. De dræbte også civile, kvinder og børn, indtil general McChrystal i 2010 begrænsede disse natlige raids. Det var før general Petraeus kom til. Han havde anvendt specialstyrker i Irak til at bekæmpe Al-Qeada og militserne dér, men kunne det direkte overføres til Afghanistan?

Skulle vi ikke have forhandlet med dem, der blev dræbt?

De klanledere og mellemleder som blev dræbt i raids – var det ikke dem, som vi skulle have forhandlet en politisk løsning (på lokalt niveau) med? Og blev de ikke bare afløst af fanatikere fra Pakistan? Der er i hvert fald stærke indikationer på, at de mange specialoperationer i Afghanistan ikke havde den ønskede effekt.

Specialoperationsstyrker hyldes i dag som et strategisk værktøj på linje med eller end da over både hær, flåde og flyvevåben. I Danmark blev de i sidste forsvarsforlig endda etableret i en særlig specialoperationskommando – SOKOM – i Aalborg. Som et selvstændigt multitool, der kan alt (næsten) uden risiko for tab. Hvis man alene er ude efter den politisk værdi i at sende ”specialoperationsstyrker”, så holder den måske lidt. Men ellers gør det ikke, skal være min påstand, og jeg håber, at der kan komme en lidt mere realistisk opfattelse af, hvad specialoperationsstyrkerne kan og skal.

Jeg mener, at der er behov for specialoperationsstyrker i form af f.eks. patruljer til langtrækkende opklaringspatruljer og til helt dedikerede mål som f.eks. en bro eller kommandostation, som ellers ikke kan ødelægges. På søen er de specialtrænet til entring og ødelæggelse. Men derudover ser jeg deres muligheder som værende meget begrænset, og som et meget dyrt lille værktøj, som ikke rigtig kan løse problemerne alligevel.

Lige så anvendeligt som et royal træ-klatrer-korps

Empirien krigshistorisk set er mangfoldig, men er særligt godt beskrevet hos den britiske feltmarskal William Slim, som kæmpede i Burma under Anden Verdenskrig. Slim har fået en statue på Whitehall i London sammen med Montgomery og Alanbrooke og er en af de helt store hærførere. Efter krigen blev han chef for imperiets generalstab og senere generalguvernør i Australien. Med en blandet hær af indere, afrikanere og andre folkeslag kæmpede han mod japanerne i Burma fra 1942-1945.

I Burma var der også nogle amerikanske specialstyrker, som hed Chinditterne. De havde deres egen særlige kommando og skulle lave raids og strategiske operationer langt ind i junglen, men de havde begrænset succes. Feltmarskal Slim skrev om specialstyrkerne, at de havde en negativ indvirkning på hele militæret og hæren. Specialstyrkerne havde altid førsteret til alle ressourcer og rekrutterede de bedste infanterister, rygraden, fra frontenhederne. De brugte umådelig lang tid på at træne, og selv dette trak mange ressourcer fra fronten, og de havde altid førsteret til dem.

Når de skulle indsættes var det altid omstændeligt. De brugte de fly, som ellers skulle have været anvendt til forsyninger, og effekten var altid noget sporadisk og langt fra afgørende. Alligevel førte de sig frem som noget helt særligt og med en kultagtig status. Om denne kult-kultur om specialoperationsstyrker skrev Slim, at den var nogenlunde lige så fornuftig, som hvis man havde oprettet et særligt ”kongeligt træ-klatrer-korps”.

Er det så betimeligt, at vi har en særlig specialoperationskommando i Danmark?

Niels Klingenberg Vistisen er souschef i kompetence og uddannelsesafdelingen i Hærstaben. Han er historiker og har arbejdet med Irak- og Afghanistankommissionen og var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.
  • Tim Andersen

    Kære Niels.

    Det er helt forkert beskrevet at “The Chindits” var amerikanske.
    De var britiske og under kommando af den meget atypiske britiske officer Orde Wingate.

    I 1944 Bliver The Chindits underlagt amerikansk kommando, men det var Joseoph Stilwell der overtog dem.
    Disse Så kaldte “kongeligt træ-klatrer-korps” havde langt fra den begrænsede succes som du beskriver.
    Det var faktisk dem som i 1944 med deres angreb formåede at opnå et gennembrud på de japanske linjer.
    Selvfølgelig opnåede de det ikke alene. Stilwell angreb fra nord med hans kinesere, og det indiske XV korps angreb i syd.

    Men at sammenligne The Chindits med special styrker, ville være det samme at gøre det med 101 airborne eller briternes 3 para regiment. Her kan vi alle nok blive enige om at de ikke er special styrker.

    MVH

    Tim Andersen.

  • Heine Pedersen

    Du er helt væk. Var selv i Afghanistan i 2003, hvor vi osse havde problemer med koordination imellem ISAF og Enduring Freedom. Selv de danske jægere anede vi ikke noget omhvad de lavede. Udover at de kom nede efter sodavand, silk, smøger osv engang imellem. Men det har intet med specialstyrkernes evner at gøre. Men noget dumt politisk. Det er en rigtig god ting med SOKOM. Og tjener sig sikkert selv ind via mere koordination mht indkøb og uddannelse. Og kan helt sikkert osse udvikle sig til at være en produktiv uddannelse enhed for forsvarets øvrige enheder. Vi bør faktisk kaster langt flere penge ind i den enhed.

  • Jakob Henius

    Kære Niels.

    Jeg forstår ikke rigtigt dit indlæg. Er det blevet forkortet af redaktøren?

    Du skriver i starten: “I første omgang vil jeg invitere til at se på deres egentlige effekt, dér hvor de har været indsat i eksempelvis Afghanistan, Irak og Mali”. Men derefter taler du primært om erfaringer fra 2. VK, hvor specialoperationsstyrkerne stadig var i deres vorden.

    Men jeg vil gerne give en del af svaret. Jeg har i al beskedenhed tilbragt temmelig meget tid i Mali, både i 2015 og 2016, som MA for styrkechefen. Jeg tør derfor godt hævde, at jeg har en personlig oplevelse af – og forståelse for – den effekt, som specialoperationsstyrkerne havde i Mali.

    Der er ikke plads til at gå i detaljer her. Men effekten var uovertruffen. I en række tilfælde kunne en lille SOTU (special operations task unit) på måske 8 mand levere mere brugbare resultater end en hel infanteribataljon på 800 mand (altså 100 gange så mange soldater).

    Hvilke former for resultater var det så? Det var f.eks. efterretningsindhentning og herunder evnen til at holde terrænet gennem lang tid, evne til at at komme meget hurtigt til stede til et brændpunkt hvor FN’s hurtige synlighed var påkrævet, evne til at gennemføre efterforskning af komplicerede hændelser i terrænet, evne til at have en fri og åben kontakt til lokalbefolkningen osv. Hertil kommer mere sensitive indsættelser, som jeg af klassifikationsmæssige grunde ikke kan komme ind på her.

    Så kort sagt: Min personlige (selvoplevede) erfaring er, at specialoperationsstyrker – i det scenario du selv henviser til, dvs. Mali – havde en meget stor effekt, som langt overgik, hvad mange flere ordinære soldater kunne levere.

    Det betyder naturligvis ikke, at SOF er mirakelmidlet i alle tilfælde. Det betyder heller ikke, at SOF ikke (en gang i mellem) kan opleves som lidt krukkede i forhold til deres metier! Men det betyder i hvert fald, at SOF i høj grad har deres berettigelse i en række scenarier. Så min holdning er klar: Vi burde have endnu flere af dem!

    • Niels Klingenberg Vistisen

      Kære Jakob,
      Tak for din konstruktive kommentar – altid godt med lidt debat.
      Jeg har jo selv et par år i Afghanistan, hvor jeg var tæt på noget af det der skete og havde indsigt i det, og der var min oplevelse helt anderledes. Det var meget ukoordineret med den øvrige strategi/enheder, og måske endda kontraproduktivt som jeg skriver. Det er et ret kendt synspunkt og diskussionsemne i UK/USA, bare ikke så meget i Danmark.

      I virkeligheden forsøger jeg jo at perspektivere rollen/vægtningen af dem, ved hjælp af mine personelige erfaringer, og så noget krigshistorie – når jeg nu er krigshistoriker.

      Jeg er da glad for at de gjorde en god indsats i Mali – det er da bedst, når ting fungerer. Jeg havde bare fået opfattelsen af, at der var nogle udfordringer med dem dernede også – men der er min indsigt desværre kun på afstand.

      Sproget? Ja, jeg inviterer læseren til at se på effekten, men jeg kan ikke selv fortælle den – dels fordi en blog er for kort, dels fordi jeg ikke kan/må fortælle det hele. Så, det er ikke forkortet, det er bare den måde jeg skriver på 🙂

      Men tak fordi du bibringer et perspektiv fra Mali! Det er i min optik altid dejligt når danske soldater giver indsigt og perspektiv i det de har lavet – og endnu bedre når nogen læser det!

      mvh

      Niels

  • Bandholm

    Interessant tilgang!
    Det lidt jeg ved om indsættelsen af special styrker, taler for at de virker bedst til nålestik operationer, sabotage, recon, etablering af brohover (at være de første ind) og at nedkæmpe “high impact” mål… Mange af de opgaver kræver en vis uafhængighed, men der vil være tale om komplet mangle på lederskab, hvis de øverste militære ledere ikke kontrollere brugen af disse enheder og at de så er overlagt til deres egne opfindsomhed… På den måde kan der jo ikke aktivt søges at opnå de fordele som strategien søger mod.

    I forhold til “Chinditterne” så er mit indtryk imidlertid at der var tale om Britiske/Commonwealth enheder og ikke egentlige Amerikanske… Det er en meget lille detalje!
    Mere konkret så skulle Chinditterne være mere i stil med Commando enhederne end fx SAS eller SBS… Disse enheder var også tillagt en vis potion selvstændighed, men kom hurtigt ind i et mere kontrolleret opsæt (fx indsættelsen under D-dag)… Grunden til at jeg nævner Commando enhederne er at der skete det samme, nogle af de bedste soldater i de forskellige regimenter fik særlig uddannelse og blev brugt i disse nye enheder, det væsentlige her er imidlertid at Royal Marine Commandos idag anses som en af de mest effektive enheder i det Britiske forsvar, og at de under Falklandskrigen (og andre), sammen med Para’s viste hvor værdifuldt elite infanteri enheder er… Chinditternes mangle på succes (i forhold til ressourcer brugt) er værd at kigge på, men at drage konklusionen (som det virker til at Niels gør) at special styrker er lidt “spild af tid” virker som en overreaktion på manglende kontrol.