DEBAT: Hvis man skal spare penge i Forsvaret, kunne man overveje at lave en overordnet enstrenget struktur i stedet for den nuværende femstrengede med det militære forsvar og en række selvstændige styrelser. Det ville spare skillinger og ikke gå ud over den skarpe ende, skriver Lars R. Møller.
For halvanden uge siden skrev jeg et debatindlæg på OLFI, som fik generalløjtnant Michael Lollesgaard fra Nato til at reagere. Han skrev et svar på mit indlæg, hvori han kaldte mig unuanceret. Ja, jeg er unuanceret. Det bliver man, når man forsøger at være konkret, så det er en ren tilståelsessag. Når generalen kalder mine argumenter for unuancerede, så kræver det normalt, at man imødegår dem, men det, synes jeg ikke rigtig, sker. Det meste af generalens debatindlæg omhandler slet ikke mine argumenter. For at få tingene på det rene, må jeg lige nævne, at jeg heller ikke er sendt i byen af forsvarschefen.
Man kan blive så nuanceret, at man slet ikke siger noget konkret. Eksempelvis nævner generalen, at der ”findes flere eksempler i Nato-systemet, hvor landene har et-strengslignende strukturer, end dem der har to-strengede.” Han er dog så nuanceret, at han glemmer at nævne et eneste eksempel, hvilket jeg godt kan forstå. Hvis vi taler om et system, hvor Hæren ikke har tjenestegrensskoler, og at disses opgaver varetages af operative enheder eller centrale kommandoer, så ved jeg, at han ikke taler om Norge, Danmark, Tyskland, Polen (kan diskuteres), de tre baltiske stater (kan diskuteres), England, Holland, Belgien, Frankrig, USA, Canada, Portugal, Spanien og Italien. Jeg tror heller ikke, at det gælder Grækenland og Tyrkiet, så et flertal er det næppe.
Artiklen fortsætter under billedet …
De Nato-nationer, der kan diskuteres, er alle frontlinjestater, hvor krig evt. skal foregå på deres territorium. Alle andre nationer har tostrengede strukturer, fordi de skal kunne deployere deres styrker. Jeg har efter nogen tids søgen fundet frem til to nationer, der med lidt god vilje har en enstrenget kultur. Det er dog ikke Nato-nationer: Schweiz og Sydsudan. Schweiz har et invasionsforsvar og Sydsudan en såkaldt ”bush army”. Begge nationers hære skal kæmpe på eget territorium i krig.
Fuldstændig på samme måde som den vesttyske hær skulle under Den Kolde Krig. Det samme gjaldt i øvrigt kampgruppen ved Bornholms Værn. Den skulle blive på øen og slås, og derfor virkede den enstrengede struktur hensigtsmæssigt, men sådan er det ikke længere, vel?
Nævn en Nato-nation med en enstrenget struktur!
Jeg vil derfor invitere Michael Lollesgaard til et væddemål: Hvis generalen kan nævne en Nato-nation (der er sammenlignelig med Danmark, hvorfor Luxembourg og Island er undtaget) med en enstrenget struktur, giver jeg en fadbamse, næste gang han er i Danmark. Ellers giver Michael!
Generalen mener ikke, at man må blande kamptropregimenterne ind i diskussionen, fordi de hverken er force provider eller force user. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg må have været for unuanceret. Jeg skrev, at det ikke er “regimentet, der uddanner soldaterne, men det skaber rammen på kasernen.” Jeg burde have skrevet kamptropregimentet, fordi de øvrige regimenter rent faktisk uddanner enheder, men det har ingen praktisk betydning. I Danmark har vi en tostrenget struktur.
Generalen henviser til, at jeg som stabschef ved Danske Division (der ifølge forslaget skal sammenlægges med Hærstaben) ved siden af havende tjeneste også var garnisonskommandant i Haderslev. Det er korrekt. Men uden et fremragende støtteelement var det aldrig gået, og vi skal lige erindre, at oberst Ib Bager som regimentschef i Fredericia tog sig af alt det andet snask, der følger med, hvis vi havde haft en enstrenget struktur. Eksemplet er derfor ikke så godt. Skulle jeg have varetaget alle oberst Bagers opgaver sammen med mine egne, havde min ellers meget forstående og bløde divisionschef general Knud Bartels nok gjort vrøvl.
Tjenestegrensskolerne er forudsætningen for en effektiv hær
Michael Lollesgaard nævner, at tjenestegrensskolerne blev oprettet i 2011, hvilket i bedste fald er en anelse unuanceret, fordi det giver et indtryk af, at tjenestegrensskoler er en ny opfindelse. Det er de ikke. I 2011 fik tjenestegrensskolerne bare uddannelsesansvaret for alle ikke- kamptropregimenternes enheder. Jeg var og er enig i, at det var noget skidt, men tjenestegrensskolerne er langt ældre end fra 2011. De er nemlig forudsætningen for en effektiv hær.
I 1668 oprettede man de første ”tjenestegrensskoler” i Europa indenfor artilleri og ingeniørtjeneste (Ludvig den 14. i Metz). De danske tjenestegrensskoler følger efter noget senere. Eksempelvis kan Hærens Ingeniør og ABC-skole dateres tilbage til 6. november 1684. Hærens Kampskole spores tilbage til den 14. maj 1790, hvor ”Instruction for Inspecteuren ved Cavalleriet” gives i Danmark og Hertugdømmerne, og Hærens Artilleriskole til 3. oktober 1856. Jeg skal undlade flere eksempler, men tjenestegrensskolerne er ikke en ny fiks idé. De fleste af Hærens nuværende skoler blev oprettet først i 1950erne, og deres virksomhed er en forudsætning for en professionel og effektiv hær – uanset hvad regnedrengene i Finansministeriet mener.
Artiklen fortsætter under billedet …
Jeg har læst min artikel igen og kan ikke se, at jeg kritiserer forsvarschefen eller opfordrer ham til at deltage i debatten. Jeg kalder heller ikke ham eller andre for “nikkedukker”, men jeg er da glad for at kunne nuancere mit indlæg. Jeg skrev, at “denne artikel er ikke en kritik af forsvarschefen. Han har kun ansvaret for uddannelse og operationer, mens resten er spredt ud til direktører for de forskellige styrelser, der blev løftet ud af Forsvaret ved forrige forlig. Når der skal koordineres mellem disse og det militære forsvar, er det Forsvarsministeriets departementschef, der sidder for bordenden, og han handler direkte efter ordre fra forsvarsministeren. Ministeren er altså direkte ansvarlig for, hvad der foregår.”
Deler ikke generalens lyse sind
Generalen skriver ikke overraskende, at vi her i landet har politisk kontrol med de væbnede styrker, og at der ”bliver kæmpet og argumenteret for alle de modeller, som opstilles – med solid faglig rådgivning”. Det glæder mig altid at møde en optimist i skrift og tale, men jeg er bange for, at jeg ikke deler generalens lyse sind.
Jeg har siddet sammenlagt fem år i Forsvarsministeriet og havde i Forsvarskommandoen fornøjelsen af at sidde i den ministerielle arbejdsgruppe, der skulle slå departementet sammen med Forsvarskommandoen. Jeg blev udpeget af forsvarschefen, den milde general Knud Bartels, formentlig som et disciplinærmiddel. Jeg skal spare læserne af OLFI for en detaljeret gennemgang (kan læses i min bog Tak for turen side 512 – 558), men det var helt lige meget, hvilke argumenter der blev fremført af Forsvarskommandoens repræsentanter.
Den samlede militære vurdering fra Forsvarskommandoens side var noget unuanceret udtrykt, at det var hul i hovedet, at slå departement og Forsvarskommandoen (som også den gang var værnsfælles) sammen. Det havde ingen betydning. Beslutningen var truffet på forhånd – og sådan blev det. Her var jeg i generalens øjne åbenbart en nikkedukke, men det er vilkårene. Nogle af de borgerlige politikere lovede godt nok at tilbageføre beslutningen, men det har de vist glemt.
En tvungen, men tåbelig politisk opgave
Når departementschefen, som jeg i øvrigt kun har hørt omtalt som dygtig, handler på ministerens vegne, så kan ingen i systemet modsige ham. Vi har jo politisk kontrol med de væbnede styrker. Det ville derfor slet ikke give mening, at forsvarschefen tog sin afsked i protest som i Frankrig. Forsvarschefen er efter min mening rette mand på rette sted på rette tidspunkt, men det er ikke ham, der er ansvarlig for det samlede forsvar. Det er departementschefen og dermed ministeren.
At der skal spares 600 mio. kroner i det operative system er en bunden politisk opgave, selv om den virker tåbelig, når man i samme åndedræt agter at forøge forsvarsbudgettet. Det svarer til et politisk krav om at skære i vores uniformerede politi i den nuværende situation, hvor borgerkrigen lurer på Nørrebro. Efter min mening bør man undlade at lave et system, som ikke kommer til at virke. Bare fordi politikerne bag et forsvarsforlig har opdaget en genial måde at springe uskadt ud fra et højhus, så er der ingen grund til at springe. Man bliver loyalt nødt til at sige, at man ikke kan. Tænk hvis embedsmændene i SKAT havde sagt det i sin tid. Og tænk, hvis politikerne havde lyttet. Vi havde været en rigere nation.
Skal man ud og finde penge, så kunne man måske i stedet overveje at lave en overordnet enstrenget struktur i Forsvaret i stedet for den nuværende femstrengede med det militære forsvar og fire selvstændige styrelser. Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnskommandoen og FE undtaget. Det ville spare skillinger og ikke gå ud over den skarpe ende.
Afslutningsvis glæder jeg mig til at drikke en gratis fadbamse med min gamle ven Michael.
RETTELSE: Redaktøren havde i en tidligere udgave af indlægget tilføjet “Susanne” til Lars Møllers formuleringer om “oberst Bager”. Lars R. Møller har gjort opmærksom på, at der retteligt er tale om oberst Ib Bager, hvilket må siges at være en anden historie(!). OLFI beklager fejlen, som alene ligger her og ikke hos Lars R. Møller.
Jeg var ellers tæt på at være enig med Lars på mange punkter, men desværre gik der sorthat i den igen. Jeg bliver nødt til at rette en historisk fejl: Hærens Ingeniør- og ABC skole opstod ved sammenlægning af flere skoler i 1971. Det er Ingeniørregimentet, der kan trække historien tilbage til 6. november 1684.
Der er vist snart brug for en opsummering af, hvad vi snakker om. Regimenter, sidemands oplæring, opdeling eller samling af uddannelses- og støttefunktioner i ellers strengt operative enheder.
Kære Lars,
Tak for responsen – jeg giver gerne en fadbamse, når vi mødes, men ikke fordi jeg nødvendigvis synes, at jeg har tabt, men mere fordi jeg ikke vil plukke en stakkels pensionist!!
Grunden til at jeg reagerede på din artikel var, at det ikke er entydigt, hvad der er en- eller to-strengede strukturer, hvorved vi måske kan komme til at sammenligne ’æbler og pærer’. Hvis det er en to-strenget struktur, når vi har operative enheder og tjenestegrensskoler, så vil jeg medgive, at der nok i NATO er et flertal af lande, der har to-strengede strukturer. Men hvorledes skelner man mellem ’force provider’ og ’force user’? Der er mange spillere.
Tidligere, da du var min brigadechef, var enhederne under kommando af regimenterne og blev i perioder ’udlånt’ til brigaderne, som varetog enheds- og samvirkeuddannelse. Til stadighed blev funktionerne støttet af tjenestegrensskolerne – var det så en tre-strenget struktur?
Når jeg taler om en et-strenget struktur, mener jeg en struktur, hvor de operative enheder har kommandoen over (herunder varetager administration og logistik) , uddanner og fører de enheder, der indgår i organisationen. Det kræver selvfølgelig nogen støtte. Der skal indkøbes materiel, specialister skal uddannes, der skal forskes og skrives reglementer osv. Tjenestegrensskolerne varetager i dag en stor bid af denne kage, men også andre myndigheder byder ind – officers- og befalingsmandsskoler, Forsvarsakademiet, Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse osv.
Når jeg ikke var mere konkret i min kommentar til dig, var det fordi, at vi i virkeligheden har etableret en meget kompleks organisation, som ikke kan forenkles til at blive beskrevet som et-, to- eller tre-strenget. Jeg tror, at vores nuværende organisation formentlig har overlap, og den kan måske streamlines. Det kræver en nøje analyse, og vi burde regelmæssigt kigge vores organisation igennem for at undersøge, om der kan optimeres, eller findes andre løsninger. Ingen organisation er hugget ud i sten, og vi bør konstant udvikle os – selv om jeg erkender, at vi de seneste år har udsat personellet for urimeligt mange forandringer med ikke altid forståelige argumenter.
Jeg argumenterede ikke for nedlæggelse af tjenestegrensskolerne, jeg argumenterede mere for ’operativt fokus’ og enkelthed i kommando- og kontrolforhold. Jeg har ikke løsningen, men der arbejdes sikkert med flere modeller, som jeg kun har begrænset kendskab til.
Desværre sker denne budgetanalyse i lyset af et krav om en specifik besparelse, hvorfor man udelukkende ser det som en nedskærings- og forringelsesproces. At spare 600 mio. kommer naturligvis til at have negative konsekvenser, men hvis vi kan forenkle og fokusere vores operative virksomhed, så kan der måske også komme noget godt ud af det.
Lars, du ved om nogen, at jeg altid har prioriteret ’operativt output’. Vi skal stræbe efter at uddanne og indsætte de bedste soldater og de bedste enheder – om det så sker i en et- eller to-strenget struktur! I NATO har de fleste lande ’operativt fokus’, hvor de operative enheder er støttet mere eller mindre af tjenestegrenskoler, uddannelsescentre, doktrincentre, Centers of Exellence osv., men der er mig bekendt ikke mange lande, der har delt ’kommandoforholdet’ i relation til uddannelse, føring osv.
Men anyway, jeg giver gerne en fadbamse, hvis du erkender, at det ikke er nogen skade til at optimere og udvikle – også selv om man er ham den gamle på balkonen fra Muppetshow.
Michael Lollesgaard
PS; Til andre kommentarer – Jeg synes, at en god debat er vigtig, og der er rigtigt mange gode indlæg på bl.a. ’Olfi’, inklusiv Lars’. Vi skal diskutere, og vi skal komme med gode forslag til forbedring og udvikling. Det lytter alle til – også vores politikere. Jeg synes dog også, at vi i ånden og tonen som udgangspunkt skal anerkende, at alle vores kolleger på deres niveau kæmper det bedste de har lært for det bedst mulige forsvar. Der er ikke nogen, der er i lommen på DJØFere, politikerne eller andre, men de adlyder selvfølgelig den politiske beslutning.
Desværre er der ikke mange som Lars Møller i Forsvaret mere. For mig har han altid været en, som man kan sammenligne med de kendte generaler fra historien. Og personligt tror jeg at han er den eneste officer som stort set alle i Forsvaret kender.
Kedeligt han ikke nåede længere, men det var jo politisk
Meget velskrevet og skarpt indlæg.