DEBAT: Hvis man skal spare penge i Forsvaret, kunne man overveje at lave en overordnet enstrenget struktur i stedet for den nuværende femstrengede med det militære forsvar og en række selvstændige styrelser. Det ville spare skillinger og ikke gå ud over den skarpe ende, skriver Lars R. Møller.
For halvanden uge siden skrev jeg et debatindlæg på OLFI, som fik generalløjtnant Michael Lollesgaard fra Nato til at reagere. Han skrev et svar på mit indlæg, hvori han kaldte mig unuanceret. Ja, jeg er unuanceret. Det bliver man, når man forsøger at være konkret, så det er en ren tilståelsessag. Når generalen kalder mine argumenter for unuancerede, så kræver det normalt, at man imødegår dem, men det, synes jeg ikke rigtig, sker. Det meste af generalens debatindlæg omhandler slet ikke mine argumenter. For at få tingene på det rene, må jeg lige nævne, at jeg heller ikke er sendt i byen af forsvarschefen.
Man kan blive så nuanceret, at man slet ikke siger noget konkret. Eksempelvis nævner generalen, at der ”findes flere eksempler i Nato-systemet, hvor landene har et-strengslignende strukturer, end dem der har to-strengede.” Han er dog så nuanceret, at han glemmer at nævne et eneste eksempel, hvilket jeg godt kan forstå. Hvis vi taler om et system, hvor Hæren ikke har tjenestegrensskoler, og at disses opgaver varetages af operative enheder eller centrale kommandoer, så ved jeg, at han ikke taler om Norge, Danmark, Tyskland, Polen (kan diskuteres), de tre baltiske stater (kan diskuteres), England, Holland, Belgien, Frankrig, USA, Canada, Portugal, Spanien og Italien. Jeg tror heller ikke, at det gælder Grækenland og Tyrkiet, så et flertal er det næppe.
Artiklen fortsætter under billedet …
De Nato-nationer, der kan diskuteres, er alle frontlinjestater, hvor krig evt. skal foregå på deres territorium. Alle andre nationer har tostrengede strukturer, fordi de skal kunne deployere deres styrker. Jeg har efter nogen tids søgen fundet frem til to nationer, der med lidt god vilje har en enstrenget kultur. Det er dog ikke Nato-nationer: Schweiz og Sydsudan. Schweiz har et invasionsforsvar og Sydsudan en såkaldt ”bush army”. Begge nationers hære skal kæmpe på eget territorium i krig.
Fuldstændig på samme måde som den vesttyske hær skulle under Den Kolde Krig. Det samme gjaldt i øvrigt kampgruppen ved Bornholms Værn. Den skulle blive på øen og slås, og derfor virkede den enstrengede struktur hensigtsmæssigt, men sådan er det ikke længere, vel?
Nævn en Nato-nation med en enstrenget struktur!
Jeg vil derfor invitere Michael Lollesgaard til et væddemål: Hvis generalen kan nævne en Nato-nation (der er sammenlignelig med Danmark, hvorfor Luxembourg og Island er undtaget) med en enstrenget struktur, giver jeg en fadbamse, næste gang han er i Danmark. Ellers giver Michael!
Generalen mener ikke, at man må blande kamptropregimenterne ind i diskussionen, fordi de hverken er force provider eller force user. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg må have været for unuanceret. Jeg skrev, at det ikke er “regimentet, der uddanner soldaterne, men det skaber rammen på kasernen.” Jeg burde have skrevet kamptropregimentet, fordi de øvrige regimenter rent faktisk uddanner enheder, men det har ingen praktisk betydning. I Danmark har vi en tostrenget struktur.
Generalen henviser til, at jeg som stabschef ved Danske Division (der ifølge forslaget skal sammenlægges med Hærstaben) ved siden af havende tjeneste også var garnisonskommandant i Haderslev. Det er korrekt. Men uden et fremragende støtteelement var det aldrig gået, og vi skal lige erindre, at oberst Ib Bager som regimentschef i Fredericia tog sig af alt det andet snask, der følger med, hvis vi havde haft en enstrenget struktur. Eksemplet er derfor ikke så godt. Skulle jeg have varetaget alle oberst Bagers opgaver sammen med mine egne, havde min ellers meget forstående og bløde divisionschef general Knud Bartels nok gjort vrøvl.
Tjenestegrensskolerne er forudsætningen for en effektiv hær
Michael Lollesgaard nævner, at tjenestegrensskolerne blev oprettet i 2011, hvilket i bedste fald er en anelse unuanceret, fordi det giver et indtryk af, at tjenestegrensskoler er en ny opfindelse. Det er de ikke. I 2011 fik tjenestegrensskolerne bare uddannelsesansvaret for alle ikke- kamptropregimenternes enheder. Jeg var og er enig i, at det var noget skidt, men tjenestegrensskolerne er langt ældre end fra 2011. De er nemlig forudsætningen for en effektiv hær.
I 1668 oprettede man de første ”tjenestegrensskoler” i Europa indenfor artilleri og ingeniørtjeneste (Ludvig den 14. i Metz). De danske tjenestegrensskoler følger efter noget senere. Eksempelvis kan Hærens Ingeniør og ABC-skole dateres tilbage til 6. november 1684. Hærens Kampskole spores tilbage til den 14. maj 1790, hvor ”Instruction for Inspecteuren ved Cavalleriet” gives i Danmark og Hertugdømmerne, og Hærens Artilleriskole til 3. oktober 1856. Jeg skal undlade flere eksempler, men tjenestegrensskolerne er ikke en ny fiks idé. De fleste af Hærens nuværende skoler blev oprettet først i 1950erne, og deres virksomhed er en forudsætning for en professionel og effektiv hær – uanset hvad regnedrengene i Finansministeriet mener.
Artiklen fortsætter under billedet …
Jeg har læst min artikel igen og kan ikke se, at jeg kritiserer forsvarschefen eller opfordrer ham til at deltage i debatten. Jeg kalder heller ikke ham eller andre for “nikkedukker”, men jeg er da glad for at kunne nuancere mit indlæg. Jeg skrev, at “denne artikel er ikke en kritik af forsvarschefen. Han har kun ansvaret for uddannelse og operationer, mens resten er spredt ud til direktører for de forskellige styrelser, der blev løftet ud af Forsvaret ved forrige forlig. Når der skal koordineres mellem disse og det militære forsvar, er det Forsvarsministeriets departementschef, der sidder for bordenden, og han handler direkte efter ordre fra forsvarsministeren. Ministeren er altså direkte ansvarlig for, hvad der foregår.”
Deler ikke generalens lyse sind
Generalen skriver ikke overraskende, at vi her i landet har politisk kontrol med de væbnede styrker, og at der ”bliver kæmpet og argumenteret for alle de modeller, som opstilles – med solid faglig rådgivning”. Det glæder mig altid at møde en optimist i skrift og tale, men jeg er bange for, at jeg ikke deler generalens lyse sind.
Jeg har siddet sammenlagt fem år i Forsvarsministeriet og havde i Forsvarskommandoen fornøjelsen af at sidde i den ministerielle arbejdsgruppe, der skulle slå departementet sammen med Forsvarskommandoen. Jeg blev udpeget af forsvarschefen, den milde general Knud Bartels, formentlig som et disciplinærmiddel. Jeg skal spare læserne af OLFI for en detaljeret gennemgang (kan læses i min bog Tak for turen side 512 – 558), men det var helt lige meget, hvilke argumenter der blev fremført af Forsvarskommandoens repræsentanter.
Den samlede militære vurdering fra Forsvarskommandoens side var noget unuanceret udtrykt, at det var hul i hovedet, at slå departement og Forsvarskommandoen (som også den gang var værnsfælles) sammen. Det havde ingen betydning. Beslutningen var truffet på forhånd – og sådan blev det. Her var jeg i generalens øjne åbenbart en nikkedukke, men det er vilkårene. Nogle af de borgerlige politikere lovede godt nok at tilbageføre beslutningen, men det har de vist glemt.
En tvungen, men tåbelig politisk opgave
Når departementschefen, som jeg i øvrigt kun har hørt omtalt som dygtig, handler på ministerens vegne, så kan ingen i systemet modsige ham. Vi har jo politisk kontrol med de væbnede styrker. Det ville derfor slet ikke give mening, at forsvarschefen tog sin afsked i protest som i Frankrig. Forsvarschefen er efter min mening rette mand på rette sted på rette tidspunkt, men det er ikke ham, der er ansvarlig for det samlede forsvar. Det er departementschefen og dermed ministeren.
At der skal spares 600 mio. kroner i det operative system er en bunden politisk opgave, selv om den virker tåbelig, når man i samme åndedræt agter at forøge forsvarsbudgettet. Det svarer til et politisk krav om at skære i vores uniformerede politi i den nuværende situation, hvor borgerkrigen lurer på Nørrebro. Efter min mening bør man undlade at lave et system, som ikke kommer til at virke. Bare fordi politikerne bag et forsvarsforlig har opdaget en genial måde at springe uskadt ud fra et højhus, så er der ingen grund til at springe. Man bliver loyalt nødt til at sige, at man ikke kan. Tænk hvis embedsmændene i SKAT havde sagt det i sin tid. Og tænk, hvis politikerne havde lyttet. Vi havde været en rigere nation.
Skal man ud og finde penge, så kunne man måske i stedet overveje at lave en overordnet enstrenget struktur i Forsvaret i stedet for den nuværende femstrengede med det militære forsvar og fire selvstændige styrelser. Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnskommandoen og FE undtaget. Det ville spare skillinger og ikke gå ud over den skarpe ende.
Afslutningsvis glæder jeg mig til at drikke en gratis fadbamse med min gamle ven Michael.
RETTELSE: Redaktøren havde i en tidligere udgave af indlægget tilføjet “Susanne” til Lars Møllers formuleringer om “oberst Bager”. Lars R. Møller har gjort opmærksom på, at der retteligt er tale om oberst Ib Bager, hvilket må siges at være en anden historie(!). OLFI beklager fejlen, som alene ligger her og ikke hos Lars R. Møller.