DEBAT: Ved at gøre Hærens struktur enstrenget opnår man den stik modsatte effekt end det ønskede. Det operative bliver alt andet end operativt. Forslaget har været oppe før, og det blev forkastet, fordi det er tåbeligt. Og det er det stadig. Oberst Lars R. Møller kommenterer planerne om et kommende forsvarsforlig.

Jeg ved godt, at pensionerede oberster har en udløbsdato. Ingen ønsker at ende som en af de gamle gnavne herrer på balkonen i Muppet Show. Men når man til sin skræk ser en gammel traver blive lanceret som et oplæg for Hæren i et kommende forsvarsforlig, har man efter min mening pligt til at gøre opmærksom på, hvorfor forslaget i sin tid blev forkastet. Det er nemlig stadig tåbeligt.

Forslaget for Hæren, som blev afsløret her på OLFI er principielt indførelsen af en såkaldt enstrenget struktur. De fleste nationer har organiseret deres hære med to strukturer – en såkaldt ”force provider” og en ”force user” – altså en organisation, der producerer enheder og én, der anvender dem. Det kaldes en tostrenget struktur. Det mest kendte eksempel på en fungerende enstrenget struktur var den vesttyske hær under Den Kolde Krig. Den havde godt nok en administrationsstruktur, men hæren var en gigantisk mobiliseringsmaskine, der indkaldte, uddannede og hjemsendte værnepligtige fra meget store kaserneområder, hvor man uddannede hele brigader nær de områder, hvorfra de skulle slås. Systemet blev forladt efter Murens fald, og i dag har den tyske hær også en tostrenget struktur.

Artiklen fortsætter under billedet …

Jeg ved godt, at vi i Danmark er meget klogere end vores allierede, og vi får langt mere ud af vores forsvarsbudget end vores dumme partnere endda med en 37 timers arbejdsuge og fuld ferie. Vi er så kloge, og de er så dumme, og det vil vi demonstrere ved at indføre en organisation, som ingen andre har, samtidig med at vi sparer penge. Hele fidusen ved en enstrenget struktur er, at man nedlægger og slår det bestående sammen, således at det er den samme organisation, der producerer og anvender enhederne. Dvs. man nedlægger regimenter og tjenestegrensskoler, hvorefter de operative brigader overtager det, de plejer at lave. I tvivlstilfælde opretter man nogle centrale kommandoer, der skal tage sig af alt det, som man ikke lige havde tænkt over, da man fremsatte forslaget. Det dur ikke!

Denne artikel er ikke en kritik af forsvarschefen. Han har kun ansvaret for uddannelse og operationer, mens resten er spredt ud til direktører for de forskellige styrelser, der blev løftet ud af Forsvaret ved forrige forlig. Når der skal koordineres mellem disse og det militære forsvar, er det Forsvarsministeriets departementschef, der sidder for bordenden, og han handler direkte efter ordre fra forsvarsministeren. Ministeren er altså direkte ansvarlig for, hvad der foregår.

Oplægget til forliget vil være Hærens undergang

Nogle vil hævde, at der ikke eksisterer en direkte trussel mod dansk territorium måske med Bornholm som en undtagelse. Det passer ikke. Vi er medlem af Nato, og da truslen primært er rettet mod de baltiske stater og Polen, eksisterer der også en trussel mod Danmark, da vi bør kunne komme disse nationer til hjælp med noget substantielt. Her mangler vi meget, da Forsvaret nok er noget mindre, end de fleste forestiller sig.

Forsvaret har 19.755 ansatte (årsværk), hvoraf 4.737 er civile, som med ganske få undtagelser hverken kan slås eller sendes på missioner. Forsvaret har således omkring 15.000 uniformerede ansatte. Hæren er fra 2004 skrumpet fra 9.150 til 6.637 i 2016 og 6.100 i 2017. Til sammenligning har Rigshospitalet ca. 12.000 fuldtidsstillinger og Københavns kommune 45.000 medarbejdere. Forsvarsministeren ønsker ifølge Berlingske, at Hæren kan stille en fuldt operativ brigade på 4.000-5.000 mand, der bl.a. kan deployeres til østersøområdet. Han mener også, at det kan gøres uden at ansætte ret mange flere soldater. Man må håbe, at han bliver klogere.

Artiklen fortsætter under billedet …

Hærens kamptropper udgøres af seks kompagnier af 133 mand samt to kampvognseskadroner sammenlagt omkring 900 mand, hvilket er umådeligt meget mindre end situationen før den 9. april 1940. Ønsker man en udbygget brigade skal man ikke bare investere i kamptropper, men også i træn, ingeniører, telegraf (føringsstøtte), droner, efterretningskapaciteter og ildstøtte – og det kommer til at koste rigtig mange penge.

I forslaget til et nyt forsvarsforlig ønsker man jævnfør OLFI at nedlægge eller omdanne Hærens regimenter, nedlægge tjenestegrensskolerne, afskaffe officerernes videregående uddannelse og centralisere i nogle nye kommandoer. Det er ikke og har aldrig været særlig smart, især ikke hvis man vil have en fungere hær.

Regimentschefen er en voksen, der får samarbejdet til at fungere

Planen var oprindeligt at nedlægge kamptroppernes regimenter. Heldigvis blev den straks skudt ned af Dansk Folkeparti og de konservative. Den enkelte regimentschef m/k er nemlig også den, der koordinerer alle bidragene fra de forskellige styrelser på de enkelte kaserner. Ligesom forsvarschefen ikke er ansvarlig for forsvarets samlede aktiviteter, så er der heller ikke én ansvarlig chef i en garnison, men regimentschefen er en voksen person, der får alle til at samarbejde lokalt. Det var altså ham, som man oprindeligt ville bortspare.

Udover at koordinere den samlede virksomhed på en kaserne (kaldes også en garnison) varetager regimenterne en lang række opgaver, hvoraf kun få kan stoppes ind i et regneark og underkastes en budgetanalyse. Varetagelse af traditioner, opretholdelse af korpsånd og etablering af et samlingssted for soldater fylder intet i en budgetanalyse. Betydningen af traditioner og korpsånd er historisk, men har fortsat validitet og adskiller sig voldsomt fra de to andre værn. I Søværnet følger alle med skibet, når det drejer til styrbord – uanset om de er enige med kaptajnen eller ej. I Flyvevåbnet indsætter man fra centralt hold sine flystyrker mod bestemte mål. Disse to værn indsættes fra centralt hold, og en central kommando kontrollerer det enkelte skib og det enkelte fly.

I Hæren foregår det helt anderledes. Her starter det decentralt, og det er baggrunden for det udefinerbare med traditioner og korpsånd. Soldater udsættes for noget, der er i direkte modstrid med den menneskelige natur. Vi er udstyret med reflekser og et handleberedskab, som skal sikre, at vi ikke mister livet, når vi udsættes for fare. Helt basalt er vi designet til at kæmpe eller flygte. Disse reaktionsmønstre skal overvindes, hvis man skal kunne fungere på slagmarken. Her udsætter man med vilje sig selv og sine soldater for livsfare for at løse en opgave.

For at overvinde den naturlige modstand mod at bringe sig i fare anvender man nogle principper og teknikker, der stammer helt tilbage fra det antikke Grækenland og Rom. Uddannelse af moderne soldater anvender således historisk velafprøvede metoder selv om teknologien har ændret sig voldsomt. Man bør erindre, at soldater ikke bare følger med inde i skibet. De skal vælge at gøre det, der bliver sagt. Det opnår man bl.a. med en form for gruppepres, og for at et sådant pres skal virke, bindes soldaterne sammen af en fællesskabsfølelse, som militært kaldes korpsånd.

Hellere miste livet end svigte sine kammerater

Mange små ting er med til at skabe denne helt afgørende korpsånd. Den romerske legionens estandard var forløberen for regimentsfanen og fungerede som samlingssted for soldaterne under et slag. Man uddanner soldaterne i et tæt fællesskab og skaber den korpsånd, der betyder, at den enkelte soldat hellere ville miste livet end at svigte sine kammerater. Det er ikke regimentet, der uddanner soldaterne, men det skaber rammen på kasernen. Det betyder noget for en soldat, om han m/k er dragon, garder, artillerist eller ingeniør. Man skaber et fælles samlingssted.

I dag er der stadig brug for sådanne samlingssteder. Ved en missionsudsendelse er det regimenterne, der er samlingssted for de udsendte soldaters pårørende, det er regimenterne der samler de pårørende til orienteringsmøder og fungerer som kontaktled, ligesom regimentschefen og hans kontakt- og velfærdsofficerer kører ud og orienterer de pårørende om dødsfald og tilskadekomst. Det er regimenterne, der hjælper tilskadekomne, er samlingssted for soldaterforeninger og udgør kontakten mellem den pågældende garnisonsby og kasernen, ligesom de vedligeholder traditioner for historiske begivenheder, som danskerne gerne vil mindes. Det lyder ikke af meget, og betydningen kan ikke måles økonomisk. Vil man udsætte unge mennesker for livsfare som en del af jobbet, så bør man også give dem et fællesskab, bare spørg rockere, bander og ikke mindst Daesh (Islamisk stat).

Artiklen fortsætter under billedet …

Hvis man køber argumentationen om, at Hærens regimenter er nødvendige, så kan man også glemme alt om at nedlægge artilleri-, ingeniør-, træn- og telegraf- (kommunikation) regimenterne. Det er ikke kun folk fra kamptropregimenterne, der har behov for korpsånd og et samlingssted. En ingeniør, der rydder vejsidebomber og miner, en artilleriobservatør, der påkalder ild, en trænsoldat, der kører forsyninger ud til frontenhederne, telegrafsoldaterne, der sørger for kommunikation eller aflytter fjendens signaltrafik. Alle er de afgørende for den samlede indsats i konflikt eller krig. Laver man en særlig ordning for kamptropregimenterne, må man også gøre det for de andre regimenter, med mindre man er arrogant og/eller uvidende nok til at mene, at de ikke er nødvendige for, at Hæren kan kæmpe som et samlet hold.

Man kunne prøve at forklare korpsånd på civilt managementsprog, så kunne det være den fes ind. Korpsånd kaldes civilt for social kapital. Enhver kontornusser ved, at det er ønskeligt at investere i en virksomheds sociale kapital, fordi det øger produktionen. Hvis vi nu fremover anvender dette begreb og i stedet for det traditionsrige navn regiment kalder det et værested for soldater, hjælper det så? På den måde får de progressive lidt, det lyder socialt acceptabelt, og vi kan beholde en værestedschef. Det værste er, at besparelsen er minimal i forhold til, hvad den ødelægger.

Har bevidst overhørt tjenestegrenschefernes advarsler

Man agter åbenbart at nedlægge tjenestegrensskolerne og regimenterne i Ålborg, Skive, Varde, Oksbøl og Fredericia og det, der ikke kan overføres til de operative enheder, skal centraliseres i tre kommandoer, logistik, udvikling og skoler. Meget kunne tyde på, at forslagsstillerne ikke aner, hvad der foregår på en tjenestegrensskole, og hvis man har spurgt de pågældende chefer, så har man med statsgaranti ikke anvendt deres svar til noget som helst.

Udover at chefen m/k for en tjenestegrensskole også normalt er garnisonskommandant eller/og regimentschef, så er han chef for en skole, der varetager et antal opgaver, der ikke kan varetages af en operativ stab eller en central kommando. Der findes tjenestegrensskoler indenfor hver af Hærens våbenarter dvs. logistik (Aalborg), ingeniørtjeneste (Skive) og kommunikation (Fredericia).

Tidligere fandtes der også for kamptropper (Oksbøl) og artilleri (Varde), men for at spare en oberst slog man disse to sammen i Hærens Kamp- og Ildstøttecenter. Da chefen for en tjenestegrensskole også er den med den største ekspertise inden for skolens speciale, har man i dag har en oberst fra artilleriet, der også på papiret er ekspert i kampvogne og infanteri. Tidligere havde man en oberst fra kamptropperne, der også var ekspert i artilleri. Det bestemte man sidste gang for at spare penge, selvom det stadig er tåbeligt.

Tjenestegrensskolerne inspicerer de enheder, som de har ansvaret for, og kontrollerer dermed, om de opretholder den fornødne standard både internt og i deres samarbejde med andre. Skolerne varetager erfaringsbearbejdning og opsamling og udgør Hærens kvalitetssikring, hvilket forsvinder ved en enstrenget struktur. De forskellige enheder befinder sig nemlig decentralt i de forskellige garnisoner, hvor de uddannes og skaber de nødvendige færdigheder og korpsånd. Når de skal anvendes, samles de på øvelser under en operativ enhed.

Anskaffelse af og modernisering af materiel til Hæren er Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelses ansvar, men en vellykket anskaffelse og indførelse er kun mulig via en massiv støtte fra Hærens enheder og tjenestegrensskoler. Skolerne spiller en betydelig rolle i hele anskaffelsesforløbet ved at udarbejde brugerspecifikationer, deltagelse i design, test og afprøvning, udvikling af specifikke kurser til betjening af materiellet, skrivning af betjeningsreglementer samt en mængde helt konkrete foranstaltninger, som ikke kan varetages af en central styrelse. Skolerne udgør kontinuiteten og har været garant for at Hærens materielberedskab har kunnet understøtte de politiske beslutninger om at indsætte Hæren langt udenfor det ellers udpegede fastlagte geografiske indsættelsesområde med succes.

Den operative brigade ophører med at være operativ

Skolerne afholder de forskellige kurser, hvor man uddanner soldaterne til det særlige materiel, som de skal betjene, ligesom de afholder specialkurser, der giver instruktører viden og færdigheder, så de selv kan uddanne deres soldater. Det er materielstyrelsen, der er systemansvarlige for de større våbensystemer, men samarbejdet med skolerne er af afgørende betydning for at de operative erfaringer indarbejdes i kravsspecifikationerne, ligesom det er helt afgørende for drift og driftsoptimering for de enkelte systemer. Skolerne deltager også sammen med sagsbehandlere fra materielstyrelsen i det internationale samarbejde. Eksempelvis blev daværende Hærens Kampskole kontaktet via dette samarbejde, da canadierne genindførte kampvogne i hæren under konflikten i Afghanistan. Det var også via dette samarbejde, at Danmark uofficielt lånte 300 kampvognspatroner i Afghanistan, da vi ellers var løbet tør, fordi den centrale indkøbstjeneste ikke kunne følge med ammunitionsforbruget.

Alle disse aktiviteter kræver erfarne og kompetente specialister, der kan indgå i internationalt samarbejde og samtidig videreformidle deres viden og erfaringer til og fra eleverne på kurser til de sagsbehandlere, der sidder og kigger ind i fremtiden i det, der hedder studie/udvikling. Forsøg og Sikkerhed udarbejder sikkerhedsbestemmelser for ny ammunition, der også afprøves i samarbejde med specialisterne for de forskellige specialer. Hæren har netop anskaffet sig nyt artilleri, hvad der i antal svarer til en gammeldags artilleriafdeling. Der findes ikke ret mange artillerister tilbage, der har skudt med en artilleriafdeling. Forestiller man sig virkelig, at en operativ brigade eller en styrelse skal til at eksperimentere med, hvordan man gør? Eller overlader man det til Hærens Kamp- og Ildstøttecenter, hvor chefen rent faktisk har prøvet at være afdelingschef?

Alle disse ting kan ikke overføres til en operativ brigade, fordi den ophører den med at være operativ, og de kan ikke samles i en selvstændig kommando. Hvis man samler studie/udvikling i en enkelt kommando, så varer det ikke lang tid, før der sidder en masse dygtige mennesker i et elfenbenstårn og planlægger uden jordforbindelse til brugerne. Kan vi forestille os en ”forsøg og sikkerhedskommando” eller en ”kursuskommando” med ansvar for alt indenfor kurser lige fra kampvogn over skydeinstruktør på gevær, kanonkommandør på den nye haubits og broslagningsvogn?

Artiklen fortsætter under billedet …

Tjenestegrensskolernes helt store fordel er, at man kender brugernes (enheder og kursusdeltagere) behov, at man har kendskab til udviklingen indenfor et specifikt område, man kan øjeblikkeligt lave forsøg for at afhjælpe mangler ved enhederne, og de erfaringer man indhøster, kan man øjeblikkelig videreformidle til andre, så man ikke bruger unødig tid til bureaukrati og administration. Da vi mistede en kampvognskører i Afghanistan ved en vejsidebombe, der eksploderede lige under vognens bundluge, var det Hærens Kampskole der på eget initiativ gik i gang med at udvikle og afprøve en ny bundluge to dage senere, og den tilgik kampvognene i Afghanistan efter to uger. Det kan man ikke med en kommando eller en stab.

Planen er at skovle alle tjenestegrensskolernes opgaver over i en eller to brigadestabe i det lønlige håb om at spare et antal stillinger. Det er der ikke er tvivl om, at man kan. Det sker blot på bekostning af, at man ophører med at have en operativ enhed og i stedet får en rodekasse, som hverken kan det ene eller andet.

De andre nationer må jo være dumme

Det er i øvrigt bedøvende ligegyldigt, hvad man kalder den operative enhed. Kald det en regimentskampgruppe, en føringsstab, et værested, en kampgruppe eller en brigade. Det, man taler om, er en organisation, der er samarbejdet til at modtage ordrer, lave den nødvendige planlægning og videreformidle den, så enheden indsættes koordineret og effektivt. Da jeg var brigadechef havde jeg ikke tid til at koordinere forsøg og sikkerhed, vognkommandørkurser, skrive sikkerhedsbestemmelser, tage mig af alt muligt administrativt fis, holde i rå mængder af møder og en hel masse andet, hvis jeg samtidig også ville være brigadechef.

Som brigadechef er man ansvarlig for, at den operative enhed fungerer. Det betyder, at staben skal virke. Den skal kunne videreformidle højere stabes ordrer til sine egne enheder, således at de kan slås og vinde eller løse en anden ikke-kampopgave. En operativ enhed skal koncentrere sig om uddannelse, øvelser og operativ planlægning og kan ikke lave andet, hvis den skal være professionel. Gør man en operativ enhed ansvarlig for studie og udvikling på våbensystemer, omskoling eller udarbejdelse af sikkerhedsbestemmelser ophører den med at være operativ. Ingen andre nationer kan skovle sådanne opgaver ind i en operativ enhed, men det tror vi åbenbart. De andre må være dumme.

Brigadechefen skal koncentrere sig om at uddanne sine bataljonschefer og deres stabe samt sørge for samarbejdet mellem brigadens forskellige våbenarter. Det er et fuldtidsjob og levner ikke tid til en hel masse snask, der ikke har betydning for det operative. Selv om man giver de nuværende brigadestabes bemanding en fordobling eller tredobling vil det kun betyde, at brigaden ophører med at være en operativ stab. Længere er den ikke.

At man så overvejer at slå de tre værns taktiske stabe sammen fuldender indtrykket af en spareøvelse uden hold i virkeligheden. Bag disse fine ord gemmer nedlæggelsen af staben for Danske Division sig. Her har man igen ikke fattet, at de tre værn ikke fungerer ens. Danske divisions stab er en forudsætning for Hærens internationale samarbejde på de højere niveauer, ligesom det er en forudsætning for, at man kan opretholde brigader i Danmark. Hvis der ikke er nogen til at uddanne brigadechefen og hans stab samt hans brigade, så har man heller ingen brigade og ingen fine omskrivninger kan skjule denne kendsgerning.

Endelig tager planen ikke højde for, at man deployerer brigaden til Baltikum. Når/hvis det sker, vil man have behov for en national organisation, der kan producere opfølgningsstyrker, erstatningspersonel, lokalforsvarsenheder og en hel masse andet snask samt tage sig af de pårørende. Styrelserne vil stadig levere personel, materiel og logistik, kaserner, øvelsespladser og skydebaner, men hvem vil omsætte alle disse ressourcer til færdige enheder? Det gør regimenterne i dag.

Hvorfor er det negativt, at værnepligten fungerer som rekruttering?

Efter at mobiliseringsstyrken blev nedlagt, fungerer værnepligten i dag primært som grundlag for rekruttering, hvilket ifølge modstanderne er negativt, hvorfor den skal afskaffes. Hvorfor er det negativt, at værnepligten også fungerer som grundlag for rekruttering? Tilhængerne ønsker en styrkelse med flere indkaldte og længere tjenestetid. Man kan derfor forvente et voldsomt slagsmål mellem partierne i forbindelse med det kommende forsvarsforlig.

Professor Mikkel Vedby Rasmussen og formanden for Hærens Konstabel og Korporal Forening (HKKF) Flemming Vinther forsyner gerne modstanderne med ammunition og hævder, at værnepligten intet har at gøre med at løse et moderne forsvars opgaver. Som generelt udsagn er det noget vrøvl. Om værnepligt kan anvendes i et moderne forsvar, afhænger af dens længde og indhold. Jeg tror ikke, at israelerne er enige i påstanden, og i Danmark har vi indtil for nyligt og med stort held anvendt værnepligtsbaserede kompagnier i både Irak og Afghanistan. Der er dog ingen grund til at kritisere formanden for HKKF. Han er via sin fagforening medlem af LO, og hvem kan kritisere en fagforeningsformand for at ville have flere medlemmer? Omvendt bør man dog nok se hans argumenter i lyset af dette.

Holdningsmæssigt findes der to overordnede opfattelser af værnepligt. Den i grundloven anfører, at enhver mand er forpligtet til at forsvare samfundet med våben. Vi har et fællesskab, som er værd at forsvare, hvilket harmonerer godt med generelle udsagn som ret og pligt. Man må bidrage til fællesskabet, hvis man også vil nyde fællesskabets goder. Den anden opfatter værnepligt på linje med mange af fællesskabets selvpålagte plager. Det er gammeldags at ville forsvare noget som helst, og skal man det, bør man kunne betale sig fra det. Alt andet er næsten udemokratisk, uliberalt og statens formynderiske indblanding i individets frihed.

Artiklen fortsætter under billedet …

Man skal dog være opmærksom på, at de værnepligtige til trods for deres korte uddannelse stadig udgør en organiseret mandskabsreserve samt rammen for uddannelse af unge befalingsmænd. Værnepligten muliggør også en fleksibel forøgelse af Hærens styrke, såfremt dette skulle blive nødvendigt i forbindelse med krise eller internationale missioner. Hertil kommer, at HKKF har fået godkendt konstabeluddannelsen som en erhvervsuddannelse, der tager to år, mens man kan producere krigsbrugbare værnepligtsenheder på et år, ligesom det kan være betænkeligt, at lade landets forsvar være afhængig af en normal rekruttering, der afhænger af konjunkturerne. I en krisesituation kan man med værnepligt øge nationens forsvar uanset konjunkturerne.

Bare et godt råd: Lad være at lukke flere kaserner

Ønsker man på længere sigt at udvide værnepligtsstyrken, skal man nok undlade at nedlægge flere kaserner. Det er bare et godt råd. I besparelsesplanen flytter man stabene i Haderslev til Holstebro og Karup og lukker kasernen i Haderslev. Udover at lukke den sidste kaserne i Sønderjylland ødelægger man også muligheden for at udvide værnepligtsstyrken i Holstebro, med mindre man vender tilbage til de gode gamle dage og underbringer soldaterne i kantonnement – altså hos civile borgere.

Inden man øger værnepligtsstyrken, bør man overveje, hvad man vil. Skal der oprettes en mindre mobiliseringsstyrke, eller skal der oprettes kompagnier med Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse (som i Irak og Afghanistan), der evt. skal indgå i en styrke, der udstationeres i Baltikum? Uanset hvad man ønsker, skal man gøre det langsomt. En pludselig udvidelse vil nemlig lægge Hæren ned. Man mangler personel, materiel, våben, og der findes intet på lagrene, ligesom der mangler faciliteter.

Jeg tillader mig at citere en mail fra en ung officer, der er ved at forlade forsvaret:

”I Stalingrad fik hver anden russisk soldat et gevær. I Danmark får alle (næsten) et gevær, men der slutter udleveringen også. Mange operative enheder er reelt set på halvdelen af de køretøjer, som de skal have, og soldater har svært ved at få udleveret simple ting som støvler og bukser. Jeg havde soldater, der måtte låne brugte støvler og bukser af tidligere soldater for ikke at tage på øvelse i klipklappere i januar måned. Skulle vi i krig, kunne vi sende en bataljon af sted med det nyeste materiel. Resten af Hæren måtte blive hjemme grundet materielmangel. Samtidig er vores nyindkøbte materiel ofte af meget høj kvalitet. De fleste af vores allierede kigger misundeligt efter vores nye materiel, når vi er på øvelser med dem. Til gengæld har vi så også kun nok til en tredjedel af vores soldater. Resten bruger nedslidt og forældet materiel, hvis de overhovedet kan få noget udleveret.”

Det er muligt, at denne situation ikke er gået op for dem, der mener, at vi skal spare på Hærens operative kapaciteter, men uvidenhed fratager ikke nogen fra ansvar. Det vil derfor være en rigtig god idé at forberede en udvidelse af værnepligtsstyrken i god tid.

Hvorfor ikke også uddanne læger ved sidemandsoplæring?

Man omlagde officersuddannelsen i 2014, så de unge officerer kun skulle uddannes til at være delingsførere og ikke som før til også at kunne fungere på de to næste niveauer. Det ser ud til at fungere – bortset fra, at en delingsfører ikke længere kan overtage kommandoen, hvis chefen eller næstkommanderende bliver skudt, og man kan ikke længere sende unge officerer ud i internationale missioner med en midlertidig højere grad, for det er de ikke uddannet til.

Man agter nu med ministerens godkendelse helt at ophøre med systematisk uddannelse til næste niveau. Man vil ikke længere uddanne de unge premierløjtnanter til kaptajner. Det skal foregå som sidemandsoplæring, altså en slags se mig, følg mig og hvis du er dygtig, så er du uddannet til kaptajn om et år eller to. Det er forrygende inkompetent, men tænk hvad man kan spare. En lægeuddannelse hvor den studerende følger en læge og efter nogle år pludselig er uddannet. Vi kan nu have en uddannet premierløjtnant, som efter et par år som føl hos en stabsofficer bliver udnævnt til kaptajn, og bliver udsendt som kompagnichef under en mission. Laver han en fejl, som koster danske soldater livet, er jeg sikker på, at forsvarsministeren nok skal støtte ham. Det var jo ham, der besluttede ikke at give ham en uddannelse til kaptajn. Det hele virker som en fornyet effektivisering à la SKAT, og det gik jo som bekendt helt fint, indtil det gik galt.

Udviklingen i det danske samfund er jo ellers at gøre mest muligt ud af uddannelse på alle niveauer og inden for alle områder. Åbenbart er Forsvaret undtaget, men det drejer sig jo også kun om rigets sikkerhed og soldaters liv. Udover at gøre mest muligt ud af uddannelse af vores yngre officerer kunne man overveje at genindføre ”Operation bedre hverdag”. Den havde i sin tid et budget på en god mia. kr. og formålet var at forbedre forholdene for Forsvarets personel, så de ikke søgte andre græsgange. Det var en rigtig god forretning. Hver gang en person siger op, forsvinder mange års investeret uddannelse og erfaring, men at fastholde erfarent og dygtigt personel er åbenbart ikke vigtigt.

Et af formålene med likvideringen af Hærens nuværende struktur er, at der ifølge folk i elfenbenstårnene i København er for mange befalingsmænd i forhold til soldater. Altså for mange høvdinge for få indianere. Forudsætningen for denne antagelse er oldnordisk, tåbelig og ulogisk. Det svarer til at hævde, at antallet af akademikere i centraladministrationen skal ned, fordi der er for mange akademikere i forhold til HK’ere. Centraladministrationen har for mange høvdinge i forhold til indianere. Centraladministrationen skal derfor effektiveres og antallet af akademikere skal ned – uanset hvad de løser af opgaver. Enestående logik.

Forsvaret består af 25 pct. civile

At en admiral også mener, at vi har for mange officerer, kommer som lidt af en overraskelse, specielt fordi jeg altid har troet, at antallet af officerer afhang af opgaverne. Mig bekendt er der ikke et lager af officerer, der ikke laver noget. Jeg er sikker på, at admiralen ved, hvor der er for mange, eller også kender han den fremtidige struktur og de fremtidige opgaver, og det er det, som han udtaler sig om. Så det er bare at spørge admiralen om, hvad han mener. For det kan vel ikke tænkes, at han er blevet sendt i byen med det glade budskab, bare fordi det passer til besparelsesplanen? Det kunne en admiral aldrig finde på.

Hvis man endelig skal kloge sig på et løst grundlag, så kunne man spørge om, hvorfor Forsvaret skal bestå af 25 pct. civile. Det er godt nok mange, specielt hvis vi sammenligner med andre nationer. Her ligger vi nummer 1 i verden, for i Danmark er krig og operationer en civil kompetence. Ellers havde vi aldrig haft en civil departementschef som den øverste embedsmand for det samlede forsvar.

Jeg fatter ikke, at man har støvet planerne om en enstrenget struktur af, og nu forsøger, at sælge den i et nyt forsvarsforlig. Den blev i sin tid forkastet flere gange, fordi den ville ødelægge Hæren, og det vil den stadig, men man kan spare penge – selv om der er udsigt til et forøget forsvarsbudget. Det bliver bare uden Hæren. Den holder nemlig op med at virke.

Jeg håber, at afsløringerne på OLFI beror på en misforståelse, men er voldsomt nervøs for, at det ikke er tilfældet. Det vil være en rigtig god idé, at man holder op med at effektivisere på samme måde, som man gjorde med SKAT. Det gik som bekendt rigtig skidt, men det tog mere end ti år, inden man erkendte det. På trods af mange advarsler.