spot_img

Stop nu den manipulerende propaganda!

KOMMENTAR: Forsvaret genvinder aldrig befolkningens tillid, før hele det militære system åbner mere op og begynder at kommunikere ærligt og troværdigt. Sagen om ”Iver Huitfeldt” blev håndteret katastrofalt, og den nu detroniserede forsvarschef Flemming Lentfer fortsætter i egen kamikazestil gennem sin advokat.

Vi sagde det i kærlighed. ”Cirkus Mili” var en term, som måske stadig bliver brugt af soldater godt oppe i årene, og den dækkede over det at aftjene sin værnepligt. Nuvel, det handlede selvfølgelig også om, at det kunne virke noget morsomt og idiotisk, når man løb rundt i øvelsesterrænet og råbte ”bang” eller skød med løst krudt mod en lastbil, som skulle simulere at være en kampvogn.

I dag må man med vemod konstatere, at ”Cirkus Mili” har fået en helt anden og langt mere bogstavelig betydning, for hvad er det, der foregår i de øverste luftlag af den organisation, som stort set uden pauser har leveret den ene skandale efter den anden de seneste mange år? De forgangne uger har endnu en gang demonstreret, at Forsvarskommandoens og generalernes og admiralernes kommunikation har det med at skade mere, end den gavner.

Tag nu bare det seneste eksempel med den hjemsendte nu tidligere forsvarschef, Flemming Lentfer. I pressen skal man skrive et sprog, som folk forstår. Når en forsvarsminister mister tilliden til sin forsvarschef og hjemsender ham fritaget for tjeneste, er der i den brede forståelse tale om en fyring. At der så i jurasprog er en væsentlig forskel på en hjemsendelse og en fyring, er en anden sag.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Flemming Lentfer truer Forsvarsministeriet med sagsanlæg efter hjemsendelse

Nej, selvfølgelig bliver forsvarschefen ikke kylet ud af Forsvaret, bare fordi ministeren mister tilliden til ham. Han skifter ham ud, og så må departementet finde ud af, hvad man gør med en general, der er blevet til overs. Han kan få et andet job med samme løn, han kan få et kontor som kommitteret i Forsvarskommandoen eller Forsvarsministeriet, eller han kan ende med at blive sendt på pension efter gældende regler. Det er detaljer, som vil blive afklaret i en personalesag.

Men at den detroniserede forsvarschef gennem sin advokat hyler og piver over at være blevet eskorteret til døren uden adgang til sine private billeder på sin arbejdscomputer, lyder ærlig talt noget ømskindet. Og det virker som et forsøg på at opnå martyr-status gennem en kamikazeaktion. Når man er chef for de væbnede styrker og clearet til ”yderst hemmelig”, er det naturligvis en selvfølge, at adgangen til arbejdscomputeren ophører, det øjeblik man mister sin stilling. At forsvarschefen så har gemt private billeder på sin arbejdscomputer siger desværre mere om den nu forhenværende forsvarschef, end om den reaktion, som fyringen afstedkom.

Når han gennem sin advokat yderligere gør opmærksom på, at han føler sig uretfærdigt behandlet, overvejer at lægge sag an mod sin arbejdsgiver og i øvrigt gerne vil have sit job tilbage, efterlader det den måbende befolkning med følelsen af, at det vist var på høje tid, at manden blev sat fra bestillingen. Hvordan kunne han i første omgang overhovedet blive udpeget som forsvarschef?

Svært ved at efterleve egne principper

Sagen om Flemming Lentfers martyrium kommer bare en uge efter, at sagen om fregatten ”iver Huitfeldt” fyldte medierne og var den direkte årsag til hjemsendelsen af forsvarschefen. Den gav i sig selv et bekymrende indblik i Forsvarskommandoens reaktive og noget selvdestruerende måde at kommunikere på, og den dokumenterede til fulde, at ”koncernen” har så umådeligt svært ved at leve op til sine egne ord.

I 2020 udgav Forsvarsministeriet en ny kommunikationsstrategi for samme koncern, som bygger på »åbenhed, ordentlighed og tillid«. Det lyder jo godt. Men når det kommer til praksis, viser det sig gang på gang, at Forsvarsministeriet og Forsvaret har så utroligt svært ved at kommunikere både ærligt og troværdigt og dermed efterleve sine egne principper.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Fregat blev sendt ind i fjendtligt område med fejlramt radar og defekt ammunition

Under sin mission i Det Røde Hav oplevede fregatten ”Iver Huitefeldt i 30 minutter at have fejl på sin APAR-radar og C-Flex ildledelsessystem midt under nedkæmpelsen af fire droner. Da besætningen havde nedkæmpet tre droner med sine Sea Sparrow missiler, gik systemerne i baglås. I stedet måtte besætningen engagere det fjerde mål med skibets dækskanoner. Her viste det sig, at op imod halvdelen af granaterne detonerede tæt på fregatten uden nogen virkning på det fjendtlige mål, øjensynligt fordi ammunitionen var over 30 år gammel.

Episoden fandt sted den 9. marts, men hjemme i Danmark var det en noget anden og langt mere poleret version, som befolkningen hørte om. På Forsvarets hjemmeside skrev Forsvarskommandoen samme dag; ”Iver Huitfeldt nedskyder fire droner i Det Røde Hav” uden at nævne problemerne med radaren, ildledningssystemet og ammunitionen med et eneste ord. I stedet var der rosende ord fra daværende forsvarschef Flemming Lentfer og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), og historien fik da også masser af positiv omtale i alskens medier.

Minister havde ikke hørt om udfordringerne

Her ville Forsvaret gerne have, at historien sluttede, så det kunne fastholde billedet af en succesfuld mission, hvor fregatten havde løst sin opgave og nedkæmpet fjendtlige luftmål. Dermed ville Forsvaret en gang for alle have imødegået alle de kritiske artikler inden fregattens udsendelse om, at skibet slet ikke var klar til at sejle afsted, fordi det ikke har de nødvendige missiler til at forsvare sig mod ballistiske missiler, som Houthi-bevægelsen ellers råder over.

Men historien sluttede ikke der, og vi ved nu, at offentligheden kun fik den halve historie. Hvad værre var, at end ikke forsvarsministeren fik den fulde version af sandheden, hvilket stillede ham i en håbløs situation, fordi han med citatet i pressemeddelelsen i virkeligheden stod som ham, der påtog sig det fulde ansvar – og dermed også æren – for fregattens succesfulde indsættelse i Operation Prosperity Guardian.

Det var os her på OLFI, der kunne fortælle historien om de alvorlige problemer på ”Iver Huitfeldt” under nedkæmpelsen af de fore droner. Før påske blev jeg kontaktet af en kilde, som gerne ville dele et såkaldt signal, som kommandørkaptajn og skibschef Sune Lund den 13. marts – fire dage efter nedskydningen – sendte til 13 modtagere herunder bl.a. Søværnskommandoen, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og den amerikanske commander for Operation Prosperity Guardian i Det Røde Hav.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

»Der er blevet igangsat en undersøgelse, efter ”Iver Huitfeldt” sendte sit signal«

Signalet var klassificeret som ”Nato Restricted”, hvilket svarer til den danske klassifikationsgrad ”Til Tjenestebrug”. Det er den laveste klassifikationsgrad, som man også anvender til øvelseslister i diverse værnepligtskompagnier. Netop den laveste klassifikationsgrad og de mange modtagere af signalet sammenholdt med det faktum, at ”Iver Huitfeldt” havde forladt missionsområdet og var på vej hjem – var væsentligt medvirkende årsager til, at vi valgte at skrive historien.

Mandag den 1. april kontaktede jeg Forsvarskommandoen og fortalte, at vi var kommet i besiddelse af Sune Lunds signal fra den 13. marts, og at vi var i gang med at skrive en artikel, som vi ville publicere tirsdag morgen. I den forbindelse bad jeg om et interview med enten forsvarschef Flemming Lentfer, chefen for Søværnet, kontreadmiral Henrik Ryberg, eller skibschef Sune Lund. Kort efter vendte pressetjenesten tilbage og fortalte, at jeg ikke kunne få noget interview samme dag, men at chefen for Søværnet ville svare på spørgsmål tirsdag. I Forsvarsministeriet reagerede forsvarsministeren noget hurtigere.

»Det er nyt for mig, at der tilsyneladende var så alvorlige udfordringer i forbindelse med drone-angrebet den 9. marts. Jeg vil bede forsvarschefen redegøre nærmere for forløbet,« svarede Troels Lund Poulsen mandag aften, og efter midnat udgav vi artiklen med ministerens kommentar.

Allerede tirsdag morgen kørte historien i en række medier, og i løbet af formiddagen nærmest eksploderede den og spredte sig til stort set alle andre nyhedsmedier.

Står tilbage som dybt utroværdigt

Her kunne Forsvarskommandoen have reageret ved at lægge sig fladt ned og erkende, at der var store problemer om bord på ”Iver Huitfeldt”, men det gjorde Forsvaret ikke. Først stillede kontreadmiral Henrik Ryberg op til interview med OLFI og DR og sagde ingenting. Han afviste at svare på spørgsmål om de tekniske detaljer, fordi signalet var klassificeret, og han lod forstå, at han ikke kunne forklare, hvorfor ministeren ikke havde fået noget at vide al den stund, at kommunikationen med ministeriet foregik på niveau over ham. Hvorfor var det så ikke forsvarschefen, der stillede op?

Lidt senere reagerede Forsvarskommandoen ved at udsende en kort og sammenklippet video på et minut og 15 sekunder filmet i fregattens operationsrum under det halvanden time lange engagement. Men i stedet for at vise det ærlige billede, at noget gik godt, og at der samtidig var nogle udfordringer – ja, så efterlod videoen alene det lyserøde solskinsbillede, at alt var gået efter planen. Der var jubelbrøl og high five.

Artiklen fortsætter under X-opslaget …


Hvis man er i tvivl om, hvordan offentligheden måtte opfatte den video, skal man bare lytte til Frontlinjen på Radio4 onsdag, hvor kommunikationseksperten Anne Kirstine Cramon kommenterede videoen.

»Det er en lang sang om, hvor godt det er gået. Rent kommunikativt kunne man være kommet ud af det ved at nævne, at vi også har haft nogle udfordringer. Men det vælger man at gå fuldstændigt udenom. Det minder om Kejserens Nye Klæder, hvor drengen fortæller, at Kejseren ikke har noget tøj på. Når alle ved, at noget er gået galt, og man så benægter det ved at kommunikere som om, at det ikke er sket – så kan det ikke stå tilbage som andet end dybt utroværdigt,« siger hun.

Arrogant, dumt og bedrevidende

Historien fik onsdag den konsekvens, at forsvarschef Flemming Lentfer blev fyret og hjemsendt. Torsdag vendte ”Iver Huitfeldt” så hjem til Korsør, hvor skibschef Sune Lund pludselig trak i land og beskyldte pressen (læs OLFI) for at løbe med en halv vind. Historien i OLFI var ifølge kommandørkaptajnen »et øjebliksbillede« og »taget ud af kontekst«. Samtidig var virkeligheden slet ikke så alvorlig, som Sune Lund oprindeligt havde givet udtryk for i sit klassificerede signal.

»Men det er jo rigtigt, at det er stærkt utilfredsstillende, at et system kan låse i 30 min. Og hvis det havde været en anden operativ kontekst, så kunne det have været kampafgørende,« erkendte han dog også overfor TV2.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Flemming Lentfer var den forkerte mand på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt

Anna Thygesen driver kommunikationsbureauet wedocommincation.dk, og hun gæstede onsdag Frontlinjen på Radio4. Ifølge Anna Thygesen er det en uskik at skyde på kilden til en lækage eller pressen, og hun er derfor ikke imponeret over skibschefens kommunikative indsats.

»At noget skulle være taget ud af kontekst, er det samme som at sige, at ”I har ikke forstået, hvad jeg siger”. Det skal man aldrig sige. Han virker som om, at han står alene ude på kommunikationsbroen, og det skulle han ikke have været.«

Hun er i det hele taget meget lidt imponeret over Forsvarets kommunikation i forbindelse med sagen om ”Iver Huitfeldt”.

»Jeg bliver bare nødt til at sige, at hvis Forsvaret ikke kan finde ud af at krisekommunikere, så ved jeg fandeme ikke, hvem der skulle kunne det. Det ligger nærmest i ordet ”forsvar”, at det er krise, på krise, på krise, og de evner det slet ikke. Det virker som om, at de har nogle meget svage rådgivere, der ikke har magt til at fortælle cheferne, at jeres kommunikation går galt.

Artiklen fortsætter under playeren …

Heller ikke Anna Thygesen forstår, hvorfor Forsvarskommandoen udgav videoen fra operationsrummet på et tidspunkt, da »stort set hele lortet brænder« i alle medier.

»Det ligner et røgslør over, hvad der virkeligt foregik, og det virker arrogant, dumt og bedrevidende. Og så afslører det, hvor fucked up det er derinde. Og det er der, jeg bliver lidt nervøs. Chefen for Søværnet, Henrik Ryberg, taler sort, og interviewet med ham virker som noget fra et satireprogram. Han plaprer derudad uden mål og mening og trækker i land,« siger hun og fælder en samlet dom over Forsvarets kommunikation:

»Den er arrogant, usikker og bedrevidende. Det er en krise, der nærmest ene og alene eksploderer udelukkende på grund af amatøragtig og dårlig kommunikation,« siger hun.

Jeg kan ikke være mere enig og må bare afslutte med et godt råd. Kære forsvar, stop nu en gang for alle med den manipulerende propaganda! Tak.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Alle taler om LA og DD, men det er “sosserne”, som for alvor spænder ben

Abonnement
KOMMENTAR. De seneste måneder har forsvarsdebatten primært handlet om Liberal Alliances og Danmarksdemokraternes modstand mod kvindelig værnepligt. Sagen er først og fremmest ideologisk og får i realiteten minimal betydning. Langt større problem er Socialdemokratiets modstand mod en ændring af Forsvarsministeriets organisering. Det hele handler i disse dage om værnepligt for...

Kommentér artiklen ...

11 KOMMENTARER

guest
11 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Peter Høyer
Læser
Peter Høyer
14. april 2024 18:06

Når OLFI løber med en halv vind og ikke laver tilbundsgående research er man selv med til at optræde i cirkusset.
Jeg hilser OLFI velkommen og ser klart en plads i medie-havet til OLFI, men lidt mere seriøsitet ville bidrage mere konstruktivt til genopretningen af det danske forsvar, som må være i de flestes interesse.

Jan Rene Strojek
Læser
Jan Rene Strojek
17. april 2024 21:50

Peter Høyer: hvordan skal man lave en mere “ tilbundsgående research”, når ingen med ansvar ønsker at udtale sig – og taler helt sort, når de endelig siger noget?

Man er da nødt til at forholde sig til det, som står skrevet. Det gør OLFI jo. Og når klassifikationen kun er “til tjenestebrug” (TTJ)… altså TTJ bruger man også, når man rekvirerer toiletpapir (arh okay: overdrevet), så er det ret sikkert, at sådan noget slipper ud mellem sidebenene.

Jeg synes, “systemet” skal bruge episoden konstruktivt. Nu er der en ny forsvarschef, og vi har chancen for at “starte forfra”. Der er SÅ mange lavthængende frugter, at jeg er helt uforstående overfor alle de udfordringer, man tilsyneladende står overfor.?? Så sent som i da hørte jeg Troels Lund nævne, at “det her ville tage lang tid”?!
Som kandidat i kommunikation møder jeg gerne ind til en kop kaffe for at tale om krise-kommunikation.

Og eksemplerne er talrige som stjernerne. Lad mig eksempelvis nævne, at der står en ammunitionsfabrik klar til at åbne i Jylland. Men nu er det over tre år siden, man sidst talte om, at “nåhh ja, vi kunne da overveje at genåbne den fabrik…”

Så jeg vil bare slutte af med at takke for OLFI’s enorme seriøsitet. Jeg ser Peter Ernstved som en mand med en enorm kærlighed til forsvaret. Som gløder af intensitet, når forsvaret misrøgtes af personer, der qua deres stilling burde opføre sig bedre. Præcis som jeg selv i hvert tilfælde har det. Mange af os, der læser OLFI, elsker jo forsvaret – trods systemets mange fejlgreb. Den kærlighed bliver desværre ofte (mis)fortolket som “modstand” og “arrogance” – intet kunne være mere forkert!
Ovenstående er selvfølgelig udelukkende min personlige mening.

Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
16. april 2024 6:26

En kæmpestor tak til Olfi for igen at fortælle Forsvarets medarbejdere og alle andre om Forsvarets faktiske meget vanskelige situation!

Det absurde glansbillede som Departementet servere (eller hvem det nu er i toppen af systemet), undergraver tilliden mellem top og bund. Vær dog ærlige og åbne, så der kan rettes op.

Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
15. april 2024 17:03

Skyd budbringeren!

Det er åbenbart holdningen i kommentarfeltet…

Nu er det hverken redaktøren, eller for den sags skyld hans hans journalisters opgave, at tale ordentligt om Forsvarets, dets ansatte eller andre mimoser, som kan føle sig stødt på manchetknapperne!
Hvis man forventer rosenrøde historier, hvor sandheden ofte forveksles med ren ønsketænkning, skal man holde sig til udelukkende kun at læse pressemeddelelser fra fra FKO eller Departementet.

Hvis “tal pænt” tankegangen skulle være definerende for et nyhedsmedie som OLFI, ville CH Hæren stadig hedde H.C. Matthisen.

Det er fair at være uenig i holdningerne på mediet. MEN det er nu en gang OLFIs opgave, at bore tommelfingeren ned der hvor det gør allermest ondt!

Peter Høyer
Læser
Peter Høyer
16. april 2024 8:59

Men hvis OLFI’s historie ikke kan bære og nu hvor det har vist sig at der var andre årsager og forklaringer, som OLFI ikke havde tålmodighed til at grave frem, så er der jo ingen der vinder noget. OLFI fremstår useriøs og Forsvaret har haft en skandalesag (igen), som ikke var en skandale.
Pressen har haft en fest.
Ret skal være ret og når der er en sag, så står jeg også bag den frie presse, men de skal være sikre og ikke bare ryste træet for at se om der falder noget ned.

Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
16. april 2024 15:17

Nu var det ikke nødvendigvis OLFI eller andre medier der løb med en halv vind.
Hvilket hele farcen omkring 2 forskellige redegørelser fra FKO vidner om.

Og når vi så efterfølgende kan høre en skibschef, som nærmest for åben mikrofon omskriver tolkningen af sit eget signal, ja så er der noget der ikke passer!

Hele kommunikationen skriger til himlen og vidner om endnu en ting der ikke fungerer i hverken Departement eller FKO.

Og jeg forstår simpelthen ikke hvordan man kan læse en kritik af det militære personel ind i OLFIs dækning?
Der er ingen menige eller almindelige officerer/sergenter der får med den nihalet. Derimod er der kritik af den øverste ledelse i Forsvaret, og ikke mindst en undren over skibschefens udlægning af hans eget signal.
Enhver der har læst signaler ved at det er “short and to the point”. Altså en helt nøgtern fremlæggelse af fakta.
Og den fakta som fremgår af skibschefens signal, er ikke til at tage fejl af.

Hvis man skulle sætte sølvpapirshatten på hovedet et kort øjeblik, så kunne man få den ide, at der har været en eller anden form for “adfærdskorrigerende” samtale inden skibschefen fik fast grund under fødderne.
Jeg har svært ved at tro, at en skibschef kan leve i 2 så parallelle verdener, hvor det han siger er han ikke i stand til at føre ned på papir, eller omvendt.

Leif Knudsen
Læser
Leif Knudsen
16. april 2024 10:16

Journalistikken bør være baseret på væsentlighed, pænt sprogbrug, faktacheck og objektivitet. Hensigten helliger ikke midlet!

Søren Erik Petersen
Læser
Søren Erik Petersen
13. april 2024 14:01

Jeg synes at OLFI nu istedet for at hjælpe med til at forsvarets medarbejdere er stolte af deres arbejde er de ved at nedgøre forsvaret på en måde der er skadeligt for de ansatte militære såvel som civile personel. Jeg foreslår at vi alle nu stopper med at læse OLFI og først kommer tilbage når Peter taler ordentligt om forsvaret. mvh Søren

Philip D.S. Jensen
Læser
Philip D.S. Jensen
17. april 2024 8:57

OLFI er et frit medie der beretter om de faktuelle forhold i Forsvaret. Er disse forhold af negativ karakter, ja, så er årsagen næppe at finde hos OLFI – men snarere blandt de magthavere der har ansvaret for at skabe det morads som Forsvaret befinder sig i.

Jimmy Bartholdy Heuser
Læser
Jimmy Bartholdy Heuser
18. april 2024 5:31

Beviseligt materiale fra Forsvaret, er faktuelt materiale.
Som man kan komme i besiddelse af ved at bestille.
Om man skal vente fem år, kan godt ske. Så fem år det tog,
Det kunne også have ramt dem, vi sendte til Estland.
Det er faktuelt, men kun aktuelt ved tilskadekomst.
Sådan noget som kun kanonfoder ikke må vide om.
At tale om det en dag, burde kunne lade sig gøre.
Medmindre OLFI fortsat virker købt til at undlade.
Baseret på ingen forklaring er først tegn på udemokratiskhed.

I en lukket verden, er det nemt at misinformerer næsten alle.
Efter granat er jeg blevet ubrugelig til at være løgnagtig.
Jeg er ikke ansat uden frihed til at tænke.mig om.
Eller være forsvarspolitiker, måske politisk embedsmand.
Faktisk burde jeg selv modtage hjælpen, end altid at give den,
99.99% må ikke løfte for deres svageste tidl. kollager.

De er ikke informeret om emnet, da det fortsat er forbudt.
Sikke da et demokratisk oplysningssamfund vi lever i….
Set i lyset af, det er hjemkomstforhold, og ikke sikkerhed.
Det er politiske kujoner i sidste ende, som styrer Forsvaret.
Ligesom med Nazi Tyskland, så hjalp mange svin udenfor Forsvaret.

OLFI startet op, som `frit medie til Forsvaret.
OLFI undlader visse emner siden opstart, derfor er OLFI ikke frit.
Vi skal jo lige…., jo jo, men Kong Christian er død for længe siden.
Han løj for soldaterne, ligeså uvidende har Margrete holdt os for nar.
OLFI sælger sladder, nyheds-rester og ellers bare slam? Ja.

Når man forvirres, så kigger man ikke rundt. De ved eliten også.
Sammenlign gerne med Se og Hor, og ellers tænd for TV2 news.
OLFI holder selv mund og kritiserer eliten. Det er hykleri.
I en lukket verden, tager man tit det brød, som kun gives.
Medmindre man bliver fyret for ikke at dø, som jeg blev.

Jeg var været i Forsvarsudvalget 2006-2020 på mindst otte besøg.
Som er Danmark rekord. Før som efter, imens den politiske hånd er tavs.
Jeg er en hård hund og ekspert, som de frygter. Da ingen må få svar.
Demokratiet var oprindeligt fra USA. Det er noget andet i dag. Også her.

Vi fik cirka 20.000 kroner for en arm(25%) på Cypern.
Man får tilsammenligning 1.250.000 kroner(25%) for PTSD fra Cypern.
Og 10-20% fra AES. Så det er kun også synd for folk med PTSD derfra.
De ved dog intet om emnet, og mest dygtige til at snakke om sig selv.
Måske holde fast i noget, fordi vi fik 75.000 for hele kroppen på Cypern.
I har måske læst siden, hvor meget de officielt satte pris på os….

Det er forskelsbehandling, hykleri og en tavs demokratisk snak.
FMN ønskede ikke fysiske og psykiske smadrede soldater. Det er dyrere.
Stod i brevet til min Oberst på Farum Kaserne i 1996, som fyrede mig.
Eliten ønsker tavst og helst uvidende kanonfoder om egne forhold.

Vi ser fremad sagde brevet, et nok ganske behageligt og sikkert sted fra.
De nægtede at kigge tilbage og sagde intet om mine kollegaer som også blødte.
De sendte os afsted til Gaza, Cypern, Balkan, Kosovo, Irak og Afghanistan.
På de mindre missioner løj ledelserne også. De har altid løjet.
Fra perioden 1948-2024, taler jeg om cirka 300 veteraner, som fik latterlige erstatninger,
End dem som kiggede på. Det gjorde så ca. 6.000. Med kun deres historier.
Derudover fik jeg selv PTSD. Man må ikke få erstatning for PTSD, ved at bløde for meget.
Vidste i det? Næppe. Husk ikke at bløde meget med Forsvaret. Skulle i få revet alle lemmer af.
Så gives der ikke erstatning for PTSD, da grænsen er 100%. Lad så være med at melde det.
Kun så til besvær for din videre tid som the blob.

Efter mere end 45 år, kan man se på tallene, udfra en 100% mengrad.
På Cypern er vi blevet snydt for omkring for 5 mil. Omkring 4.5 millioner kroner fra Balkan. Kosovo, Irak og Afghanistan veteranerne har ca 3 mil forskelsbehandling. Det er kun synd for PTSD. Dem som blødte, har FAEK undladt samme vilkår. Alt dette er faktuelt. Men ikke hos OLFI, som laver strudsen
Husk en sammenligning imellem dem som har kapitaliseret, og dem som aldrig kan eller må.

Et Veterancenter med et Videnscenter er fortsat til grin, når de som OLFI vælger at holde mund.
Jeg har haft møder med obersterne, Jette, Susanne og Søren. Lige nu må Kim, den nye oberst, fortsat ikke sige noget rigtigt om disse diskriminerede skæbner fra eller i Forsvaret. Imens møder er forbudt.

OLFI, hjælper dem ikke som nævnt siden opstart. Så køb hellere Se og Hor. Det kan i ligeså godt.
I det mindste håber jeg, at tv siderne stadigvæk er der.

God dag.

Vh
J. B. Heüser.

Søren Erik Petersen
Læser
Søren Erik Petersen
17. april 2024 15:31

OLFI er efter min opfattelse med til at skabe et dårligt omdømme for de ansatte i forsvaret. Der bruges bruges ekstrabladstaktik får at få omtale af siden og den er udtryk for meget lidt faglighed omkring forsvaret. En side der burde briges i retten for upålidelige oplysninger og diskusioner der er ødeløggende for det danske samfund..
Søren Petersen, pensioneret Oberstløjtnant