ANALYSE. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen kunne ikke gøre andet end at fyre Flemming Lentfer. Havde ministeren givet forsvarschefen endnu en chance, ville han selv stå svækket tilbage, ligesom det gode samarbejde med forligspartierne ville være gået fløjten.

I virkeligheden kan det virke mærkeligt. Flemming Lentfer var lige præcis et produkt af alt det, som det politiske system har fremelsket de seneste 15-20 år i Forsvaret. En loyal embedsmand forklædt i uniform, som forstod at lytte til politiske signaler og få to plus to til at give fem. Han havde ingen store armbevægelser, ingen karisma og ingen anden dagsorden end at nikke ja til alle de politiske signaler og så sørge for at undgå at få smuds på fingrene og pleje sin egen karriere. Det var han eminent til.

Men Trine Bramsen (S) tog fejl, da hun i december 2020 hev Flemming Lentfer ind fra stillingen som direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og behandlede ham som en skødehund. For selv om han var underdanig, spillede han også magtspillet og arbejdede subtilt på sin egen dagsorden. Hun kaldte ham konsekvent for »styrelseschefen for Forsvaret«, nægtede ham at stille op til interviews og krævede at sidde med ved det ene interview med Ritzau, som hun lod den nytiltrådte forsvarschef deltage i. Det gik helt galt, fordi ministeren krævede at svare på spørgsmål til forsvarschefen, og det gik lige så galt, da de sammen stillede op til fotoseance på Livgardens Kaserne i København for at signalere, at de nu var et »ledelsesteam«.

Flemming Lentfer havde lige fået udleveret en baret, som hverken hans adjudant eller kommunikationsmedarbejdere eller nogen som helst andre havde hjulpet ham med at forme. Resultatet blev en katastrofal seance, hvor rigets nye forsvarschef lignede en skoledreng fra 8. klasse, som var kommet i erhvervspraktik som soldat. Det var let at grine og endnu lettere at græde.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Sådan sendte Flemming Lentfer alle de forkerte signaler ved sin tiltrædelse

Hvordan kunne nogen officer nedlade sig til at acceptere sådan en behandling af sin minister og samtidig lade sig føre rundt i tv-manegen som Bambi på glatis uden at sige fra og stå på sin ret? Det var i virkeligheden nok kun Flemming Lentfer, der ville acceptere den slags, men det gjorde han så til gengæld også. Ude i organisationen rystede soldaterne på hovedet, fordi de fandt den nye forsvarschefs optræden direkte pinlig.

Tavsheden passede Flemming Lentfer fint

Men i virkeligheden passede det Flemming Lentfer fint at kunne tilbringe sin tjenestetid langt fra pressen bag nedrullede gardiner. Der arbejdede han så, mens han begyndte at forberede sit projekt. Det var det kommende forsvarsforlig, som skulle bringe forsvarsudgifterne op på to pct. af bnp. Midt i forberedelserne brød krigen i Ukraine ud, og med et fingerknips fik Forsvaret nu al den opmærksomhed, som det ikke havde haft de seneste 75 år.

Mens beredskabet blev hævet, begyndte virkeligheden om Forsvarets sande tilstand at gå op for både politikere, befolkning og presse. Der var mangel på alt, men forsvarschefen blev ved med at tale politikerne efter munden. Først da et kasseeftersyn i maj 2023 afdækkede en manko på 38 mia. kr., og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V)b talte om et kollektivt svigt, var Flemming Lentfer nødt til at indrømme sit eget medansvar.

»Det var tid til at tage ansvaret,« lød hans armslængdeerkendelse af sit eget svigt.

Ikke noget med at erkende, hvad han havde ansvar for. Nej, det var primært et kollektivt svigt, som forsvarsministeren nu havde trukket ham med ind i. Flemming Lentfer mente da også fortsat, at han på trods af sin fortid som medansvarlig for at køre Forsvaret i sænk var den rette til at bygge det op igen. Det gjorde han samtidig med, at han advarede politikerne om at tilføre for mange penge for hurtigt.

Han mente derfor, at det var en glimrende ide i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik, at der skulle gå næsten 12 år, før målet om at indfri de lovede to pct. til Nato blev nået. Sin anbefaling om en lang indfasning akkompagnerede han med sit mantra om, at »det tager syv at indkøbe, anskaffe og implementere« en ny materielgenstand i Forsvaret. Det gav ham øgenavnet ”Flemming 7 år”, og det blev også hans Waterloo.

For da regeringen begyndte at skrue op for ambitionerne og rykke to pct. målet frem, stod den samtidig med en forsvarschef, som gennem sin tid som direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og som forsvarschef havde vænnet sig til, at øgede forsvarsbudgetter ofte ender i det rene ingenting, fordi pengene var brugt på forhånd.

Nu skulle han pludselig til at forberede et forsvarsforlig, som i løbet af få år skulle bringe forsvarsbudgettet op på to pct. Det lød som juleaften, men på forunderlig vis formåede Flemming Lentfer at gøre alt og alle sure og frustrerede. Han samlede en kerne af nære allierede primært fra Flyvevåbnet, og så sammenstykkede de forsvarschefens oplæg til det kommende forsvarsforlig.

Hæren skulle have flere Piranhaer

Der skulle købes luftværn, fly, missiler og droner, mens Hæren alene kunne have tilført nogle flere pansrede mandskabsvogne i form af de hjulbårne Piranhaer. What?! Dem havde ingen bedt om, og i Hæren måbede man. Det stod i efteråret 2023 klart, at med Flemming Lentfers plan skulle det prioriterede styrkemål om at stille en brigade i 2024 først indfries i 2034. Den ville samtidig blive meget dyrere og alene forblive middeltung, selv om Natos styrkemål krævede en tung brigade i 2032. Forsvarschefen havde samtidig helt uden at inddrage Hæren opfundet begrebet ”specialinfanteri”, som han ikke selv kunne definere.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarsledelsen anbefaler i forligsoplæg ”specialinfanteri”, som Hæren ikke kender

Da oplægget ramte det politiske niveau udbrød der både forundring, forargelse og vrede. Var den politisk skolede skrivebordsgeneral i virkeligheden komplet politisk tonedøv? Åbenbart. Frustrationerne afgrænsede sig ikke til Forsvarsministeriet, men spredte sig til både Statsministeriet, Finansministeriet og Udenrigsministeriet.

Nu skal der købes kampvogne og IKK’er

I midten af marts præsenterede regeringen så endnu en fremskyndelse af målsætningen om at bruge to pct. af bnp på forsvar. Allerede næste år vil regeringen nå op på det magiske tal helt uden at medregne donationer til Ukraine, og det skal bl.a. ske ved at opbygge en tung brigade på 6.000 mand allerede i 2028. Dermed ville regeringen en helt anden vej end forsvarschefen, som må have stirret vantro på oplægget, da han så det første gang.

Nu skal der så købes kampvogne, infanterikampkøretøjer og ingeniørmateriel til den tunge brigade – alt det, som Flemming Lentfer for alt i verden ville undgå.

Tirsdag kunne vi her på OLFI så fortælle historien om ”Iver Huitfeldt”, som under nedkæmpelsen af fire droner over Det Røde Hav oplevede store problemer med sin APAR-radar, C-Flex kommando- og kontrolsystem foruden 50 pct. defekte artillerigranater til de to OTO Melare kanoner på dækket. Det havde forsvarsministeren ikke hørt noget om, og da han bad om en redegørelse, viste den sig at indeholde fejl, lige som den blev lækket til pressen.

Hvad andet kunne forsvarsminister Troels Lund Poulsen gøre end at fyre Flemming Lentfer? Intet. Havde han givet ham endnu en chance, havde ministeren virket svag og nølende, og det gode samarbejde med forligspartierne ville være gået fløjten.