DEBAT: Hvis de historisk store investeringer i Forsvaret skal bruges fornuftigt, er det nødvendigt at skabe kultur, hvor radikal åbenhed ikke kun er velkommen, men ses som en forudsætning for succes. Det kan blandt andet komme til udtryk i nye måder at rekruttere og ansætte medarbejdere, mener løjtnant Jonas Friis De Sanctis, som her sender en bredside mod dem, der helst bare vil vende tilbage til det, der var engang.

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne meninger.

I skyggen af teknologisk udvikling og globale trusler i hastig forandring står Forsvaret over for en transformation. Med en kommende investering på næsten 200 milliarder kroner – en fordobling af budgettet – er det afgørende, at vi ikke kun fokuserer på at købe nyt grej. For at udnytte det fulde potentiale af de mennesker, vi har ansat, bliver vi nødt til at udforske nye ansættelsesformer, og i den forbindelse må vi skabe en kultur af radikal åbenhed.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

Debatten om Forsvarets fremtid er ofte præget af tilbageblik. Stemmer såsom Jens Ove Serup, oberst Eigil Schjønning og major Lars Ehrensvärd har udtrykt nostalgi over fortidens vilkår og kritiseret de nye officersuddannelser. Deres synspunkter – udover entydigt at fokusere på Hæren – antyder, at forandringen har været negativ, og at fortidens løsninger kan adressere nutidens udfordringer. De hævder, at unge officerer mangler tilknytning til systemet og faglig formåen. Vi må altså forstå, at de unge ”ikke slår til”, som oberst Schjønning så poetisk konstaterede, da han besøgte Radio4-programmet Frontlinjen. Disse perspektiver, selvom de måske er populære blandt aldersgruppen 50+, fremstår antikverede, nostalgiske og reaktionære, og de er helt ude af trit med den virkelighed, Forsvaret befinder sig i.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Det nye forsvarsakademi er en ommer

Den nye generation fortjener anerkendelse. De er alsidigt kvalificerede, akademisk stærke og rustede til at tackle et bredt spektrum af udfordringer – langt ud over den traditionelle opfattelse af en officers rolle. Jeg kender mest til Søværnets officersuddannelser, og her er mit indtryk, at de nye uddannelser er langt mere skræddersyet til opgaven. Jeg har ikke akademisk baggrund og har således ikke selv oplevet at gå direkte fra universitetet til officersskolen, men det er min klare opfattelse, at de nye officersuddannelser – herunder løjtnantsuddannelsen – ruster kadetterne ganske fint til førstegangstjenesten. Jeg følte mig selv helt klar til at sejle fregat som vagtchef efter blot to års uddannelse, og jeg ved, at mange andre løjtnanter i Søværnet har det på samme måde.

Kritikerne anerkender ikke de særlige kendetegn ved nutidens generationer og det aktuelle arbejdsmarked. Livslange karrierer inden for samme organisation er sjældne blandt Generation Y og Z, både i det private og offentlige, i Danmark såvel som i udlandet. Den lave arbejdsløshed, kombineret med Forsvarets nuværende tilstand, gør det vanskeligt at afvise attraktive jobtilbud fra det private erhvervsliv, som tilbyder bedre løn og mere tid til venner og familie.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Forsvarsakademiets uddannelser er stadig tidsvarende og relevante

Kritikken af de unge officerers vilje, evne og holdning rammer ved siden af. Den misforstår den unge generation og undervurderer krigens nuværende karakter. Vi er vokset op i en verden med øjeblikkelige, globale informationsstrømme, hvor hybrid krigsførelse og cyberoperationer er mindst lige så afgørende som fysiske engagementer, og hvor sociale medier spiller en voksende rolle for befolkningernes kampvilje og moral. De er fænomener, som ikke fandtes, da Bismarck var knægt, og som derfor kan være gået visse ældre eller pensionerede officerers næse forbi. Det er derfor nødvendigt, at den nye generation af officerer får lov til at gøre sig mere gældende.

Ubegrænset krigsførelse

Krig og forsvar har udviklet sig. Det gjorde statsminister Mette Frederiksen også klart på sidste uges pressemøde: Krigen i Ukraine har vist os, at vi både skal forfine vores militære kernekompetencer, men også formå at udvikle og anvende højteknologiske systemer. Det er ikke længere nok at forberede sig på en russisk landsætning i Køge Bugt; vi skal kunne kæmpe med droner, i cyberspace, med kunstig intelligens og på måder, vi endnu ikke helt kan forestille os – såvel som på land, til vands og i luften. Kritisk tænkning og innovation er altså afgørende.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Besparelserne på officersuddannelserne er et svigt af unge officerer og deres soldater

Hvad gør vores potentielle modstandere? Gerasimov-doktrinen, opkaldt efter den russiske general, understreger brugen af hybrid krigsførelse, herunder en blanding af militære, teknologiske, informationsmæssige og andre ikke-militære midler til at opnå strategiske mål. Det er en tilgang, som vi i stigende grad har set Rusland gøre brug af. Derudover fremhæver den kinesiske militærpublikation “Ubegrænset krigsførelse,” forfattet allerede i 1998 af to kinesiske oberster, også brugen af alle tilgængelige midler, herunder politiske, økonomiske og kulturelle metoder, til at føre krig uden nødvendigvis at engagere sig i konventionel militær konflikt. Begge værker understreger, at de konflikter, vi kan stå overfor, kræver en tilgang, der strækker sig langt videre end de traditionelle doktriner. Denne udvidede forståelse for krig viser klart behovet for at bryde med forældede forestillinger.

Åbenhed overfor nye ansættelsesformer

I Israel har man også fundet nye måder at gøre tingene på. Her har det succesfulde Talpiot-program siden 70’erne formået at rekruttere akademiske talenter og anvende dem til at innovere teknologisk, doktrinært og organisatorisk. Programmet kombinerer avanceret teknisk og videnskabelig uddannelse med praktisk militærtjeneste, hvilket skaber en unik blanding af kompetencer, der kan løse udfordringer, som rigide militære bureaukratier ikke kan. Det har givet israelerne taktisk og operativ overhøjde, men også gjort landet til en af verdens førende militærindustrier. Det er altså et eksempel på, hvordan investering i – og tro på – talentfulde unge i sidste ende giver strategiske fordele.

For at komme godt ind i fremtiden og styrke tilknytningen og fastholdelsen i Forsvaret, er der et presserende behov for at udforske nye ansættelsesformer. Med inspiration fra israelerne bør Danmark aktivt arbejde på at nedbryde nogle af de bureaukratiske barrierer, der adskiller militæret fra universiteterne og erhvervslivet. Dette kræver fleksible ansættelsesformer, som ikke alene ville gøre det muligt for Forsvaret at tiltrække og fastholde højt kvalificeret personel, men også fremme en kultur af innovation. Forsvarets meget kritiserede HR-strategi fra 2013 beskrev godt nok muligheden for ”at flekse ind og ud af systemet”, men dette blev reelt set aldrig til virkelighed, idet vi stadig hænger os i to strengt opdelte kategorier: linjen og reserven. I et lille land som vores, hvor de yngre generationer bliver stadigt mindre, bliver systemet nødt til at imødekomme deres ønsker om fleksibilitet og engagement på tværs af sektorer. Da vi selvfølgelig også i fremtiden har brug for en kerne af linjeofficerer og andet personel, som primært beskæftiger sig med konventionelle opgaver, opfordrer jeg ikke til at indføre deltidsansættelser over en bred kam. Det vigtigste er, at vi er åbne for det, hvor det giver mening. Kun på den måde kan Forsvaret håbe på at bevare sit talent og samtidig forblive konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet.

Hvis de historisk store investeringer i Forsvaret skal bruges fornuftigt, bliver vi nødt til at skabe en kultur, hvor radikal åbenhed ikke kun er velkommen men ses som en forudsætning for succes. Det kræver, at vi anerkender værdien af den nye generation af kadetter og officerer, at vi er i stand til at møde dem, hvor de er, og bruge dem til det, de er gode til. Ved at bryde med de forældede forestillinger og omfavne en fremtid, hvor Forsvaret er lige så dynamisk og alsidigt som de trusler, vi står overfor, kan vi sikre, at vi ikke bare overlever, men vinder og trives i det 21. århundrede.

Billedtekst (bærende billede): Nyuddannede officerer på nyt våbenkursus i øvelsesterrænet ved Antvorskov Kaserne. Arkivfoto: Anders Fridberg/Forsvarsgalleriet

Jonas Friis De Sanctis er løjtnant og kadet på Søværnets Officersskole