INTERVIEW: Faisal Amin rådgav i årevis vestlige ISAF-styrker i Afghanistan i kulturforståelse. Da Vesten forlod landet, blev han overladt til sig selv. I dag sidder han med sin familie i Pakistan, som vil deportere ham tilbage til et hævntørstigt Taliban i 2024. Nu råber han op om det svigt, som han mener, at Danmark og de øvrige vestlige koalitionspartnere har udsat ham for.

Alt gik uhyre stærkt, da Vesten i 2021 endegyldigt opgav at sikre fred i Afghanistan og i løbet af nogle få hektiske uger i sensommeren rømmede landet for aldrig at vende tilbage. Manglen på effektiv militær planlægning og det deraf følgende evakueringskaos er velbeskrevet i nyhedsindslag og dokumentarfilm, men i løbet af de forløbne to år er Afghanistan på det nærmeste gået i Vestens glemmebog.

En række nye konflikter løber i dag med den amerikansk-europæiske opmærksomhed: Mindre end et halvt år efter Talibans magtovertagelse indledte Rusland sit invasionsforsøg i Ukraine, for nylig er krigen mellem Hamas og Israel atter brudt ud i lys lue, og i USA er det Kinas sultne blikke i retning af Taiwan, der anno 2023 giver de dybeste sikkerhedspolitiske panderynker i magtens korridorer. Afghanistan virker til at være et historisk kapitel, vi kollektivt forsøger glemme. En pinlig påmindelse om ubekvem kendsgerning: at vi kan vinde krigen, men sjældent lykkes med at vinde freden.

Mens livet går videre på vore breddegrader, er det ikke afghanerne forundt at glemme, hvordan tyve års ørkesløs krig mod Taliban endte i et totalt nederlag. En del af de afghanere, som i årenes løb hjalp vestlige styrker i kampen mod Taliban, fik ganske vist mulighed for at slippe ud af landet og siden søge lykken i Vesten.

Mange blev tilbage.

En af de afghanere, der føler sig ladt i stikken, er 45-årige Faisal Amin. Han er tidligere vicedekan på Universitetet i Kabul, talsmand i Ministeriet for Videregående Uddannelse samt leder af afdelingen for akademisk rekruttering og forfremmelse samme sted. Faisal Amin var samtidig rådgiver i ISAF Joint Commands (IJC) såkaldte International Joint Forces Cultural Board mellem 2009 og 2011, ligesom han i sit universitetsvirke arbejdede for ligestilling mellem kønnene. I den nærmeste familie arbejdede Faisal Amins hustru, Frozan, for danske Danners Afghanistan Women’s Empowerment Organisation (DAWEO), mens broderen Ajmal var tolk for ISAF. Amin-familien repræsenterer i ord og handlinger alt det, som fundamentalisterne i Taliban-bevægelsen ikke kan fordrage og ønsker at udrydde.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Afghanistan-ekspert advarede om dystre perspektiver allerede i 2020

I starten af november kontaktede Faisal Amin af egen drift OLFI-redaktionen med et råb om hjælp, og siden har OLFI været i løbende skriftlig dialog med ham. Han håber med sin henvendelse at få sit nødråb frem til de vestlige beslutningstagere, hvis militære styrker han gennem flere år hjalp med at navigere i den særegne afghanske kultur – de selvsamme beslutningstagere, som lod Afghanistan smage på friheden, før de gav op og lod landet hensynke i åndelig og verdslig armod og et mørkesyn, vi selv forlod i Middelalderen. En skæbne, som Faisal Amin begræder og har svært ved at acceptere.

»Som ung, energisk akademiker arbejdede jeg utrætteligt på at gøre Afghanistan til et bedre sted for de kommende generationer. Desværre gik alt det, som jeg og mange andre akademikere og menneskerettighedsforkæmpere havde opnået på 20 år, tabt på få timer. Den afghanske regerings kollaps var uvirkeligt og uventet, og det bragte mange liv i fare,« skriver Faisal Amin.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

20231120 faisalamin3
Faisal Amin var i flere år en del af ISAF Joint Commands kulturråd. Det kan koste ham dyrt, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Privatfoto

For ham blev livsfaren blev særlig præsent, da Taliban havde konsolideret sig. Nogle få måneder efter Talibans indmarch i Kabul mærkede den forhenværende vicedekan nettet begynde at stramme om sig.

»Efter Talibans magtovertagelse lykkedes det mig af frygt for mit liv og min familie at flygte og krydse grænsen for at komme til Pakistan. En af Talibans første bekendtgørelser på Universitetet i Kabul var at identificere akademikere, der arbejdede imod deres værdier under den demokratiske regering.«

Vesten støtter ikke løst tilknyttede afghanere

Tiden omkring selve evakueringen i august 2021 var både dramatisk og skræmmende og gjorde det tidligt klart for Faisal Amin, hvad der var på spil. I første omgang stod andre af Vestens ”kollaboratører” dog højere på Talibans liste over dissidenter, end han selv gjorde. I Amin-familien var det særligt Faisals bror, Ajmal, som var i fare og måtte haste ud af landet.

20231120 faisalamin1
En af Faisal Amins sønner blev slået i ansigtet af Taliban-krigere, da de opsøgte familiens hjem i jagten på hans bror. Privatfoto

»Min bror var tolk for de internationale styrker og forlod sit eget hus og gemte sig i mit, mens han ventede på evakuering. Han fik hjælp af de danske styrker til at flygte og tage til Pakistan for videre evakuering. Efter nogen tid fandt talibanerne ud af, at han havde boet i mit hus, så de kom og ledte efter ham. På det tidspunkt var jeg ikke selv hjemme. De slog endda min 8-årige søn, da han spurgte efter min bror. Jeg frygtede, at de ville vende tilbage, så jeg måtte forlade huset og gemme mig hos min familie. Her fandt jeg ud af, at de havde dræbt min fætter, fordi de ikke kunne finde hans bror, som var officer i hæren,« fortæller Faisal Amin og fortsætter:

»Det var på det tidspunkt, jeg besluttede, at jeg ikke længere kunne risikere noget. Det var et spørgsmål om tid, før de ville få adgang til den tidligere regerings dokumenter og komme efter mig. En slægtning fortalte siden, at Taliban havde udstedt en arrestordre og ledte efter mig. Jeg var repræsentant for Ministeriet for Videregående Uddannelse i den afghanske regerings sikkerhedsråd, hvor man diskuterede, hvordan man kunne forhindre fundamentalisme, ekstremisme og radikalisering på de afghanske universiteter. Talibanerne fik til sidst adgang til disse dokumenter fra sikkerhedsrådet.«

Broderen nåede forholdsvis hurtigt til Pakistan, hvorfra han i dag er draget videre til Australien. Det lod sig gøre, fordi hans tilknytning til ISAF som tolk var af formel karakter. For mere løst tilknyttede afghanere, der arbejdede frivilligt og ulønnet som Faisal Amin, var og er der langt mindre hjælp at hente, selvom det for Taliban betyder mindre, om deres vestligt stemte landsmænd er blevet aflønnet. Som en af landets mere ressourcestærke borgere havde han ikke desto mindre held med at slippe ud af landet sammen med sin hustru og deres tre børn. Men nu er heldet sluppet op.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Politisk aftale om Afghanistan vækker harme og vrede hos veteraner

 

Føler du dig svigtet af de danske myndigheder eller af de øvrige lande, du har hjulpet i din rolle som kulturrådgiver gennem årene?

»Da jeg sagde ja til at arbejde som kulturrådgiver for IJC, var mine intentioner ikke at bruge muligheden til senere at flytte til udlandet. Det var udelukkende for at hjælpe Afghanistans internationale venner med at gøre Afghanistan til et bedre sted for de kommende generationer. At etablere demokrati og frihed for det afghanske folk,« svarer Faisal Amin indledningsvis.

Han fortsætter:

»Jeg arbejdede frivilligt og gav kulturel rådgivning uden økonomisk belønning. Så der er to ting, der får mig til at føle mig svigtet af Danmark og de øvrige lande: IJC var dybest set bare Natos styrker i Afghanistan. Nu, hvor styrken er opløst, er der ikke noget land, der tager ansvar for det kulturelle råd. Det andet problem er, at jeg som frivillig ikke var registreret i HR-afdelingen. Det er derfor, det er så svært at fastslå mit bidrag til de internationale styrker og forklare den risiko og de konsekvenser, jeg nu står over for.«

At mange afghanere ikke står opført som faste IJC-samarbejdspartnere betyder imidlertid ikke, at deres assistance ikke er blevet dokumenteret. Det er den blandt andet i form af billeder og sociale medie-opslag, hvilket for mange afghanere haft alvorlige konsekvenser, selvom ISAF-styrken ophørte med at eksistere i 2014, hvor man overdrog det mest af ansvaret for Afghanistans sikkerhed til landets egen hær.

»En alvorlig fejl var, at ikke alle dokumenter og oplysninger om folk, der arbejdede med IJC, blev destrueret. Selv IJC’s Facebook-side er stadig tilgængelig, hvilket kan bruges af talibanerne til at opspore folk,« forklarer Faisal Amin.

Risikerer at blive sat i interneringslejr før deportation

Faisal Amin, hustruen og deres tre børn lykkedes ikke desto mindre flygte og nåede til Islamabad i Pakistan i maj 2022, da Taliban-styret for alvor begyndte at ånde dem i nakken. Velankommet i nabolandet kunne familien for en stund puste ud og nyde ikke at skulle se sig over skulderen. Men lettelsen over at være nået i sikkerhed blev kortvarig.

Artiklen fortsætter under billedet …

20231120 faisalamin2
Faisal Amins børn går ikke i skole i Islamabad, Pakistan, hvor familien bor indtil videre. Derfor må han selv stå for undervisningen. Privatfoto

»Pakistans regering har for nylig meddelt, at de vil deportere alle afghanske statsborgere tilbage til Afghanistan, og det er meget vanskeligt at få forlænget visum og opholde sig lovligt i Pakistan. Det er nu ikke et spørgsmål om, men om hvornår Pakistan vil deportere os. Når det sker, vil jeg blive forfulgt af talibanerne og komme i fængsel. At arbejde som kulturel rådgiver for internationale fælles styrker er for talibanerne lig med den største umoralske handling og vil blive straffet med den strengeste form for straf.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Afghanistan var den uundgåelige krig, hvor politisk detailstyring førte til nederlag

Amin-familien fik senest besøg af de pakistanske myndigheder i oktober. Ved den lejlighed fik Faisal Amin at vide, at han og familien enten skulle rejse til et tredjeland eller tilbage til Afghanistan inden 6. januar. Lykkes det ikke, vil Faisal Amin sammen med sin hustru og sine børn blive placeret i en interneringslejr frem mod deportationen.  Allerede dagen efter myndighedernes besøg blev Amin-familien med en dags varsel sat på gaden af deres pakistanske udlejer. Selvom det lykkedes dem at finde en løsning, beviser episoden for Faisal Amin, at de pakistanske myndigheder lægger et massivt pres på sine egne borgere for at slippe af med de afghanske flygtninge.

I dag føler han, at tilværelsen i relativ sikkerhed er på lånt tid.

Hvad frygter du, der vil ske, hvis du bliver sendt tilbage fra Pakistan?

»Hvis jeg bliver sendt tilbage til Afghanistan, vil jeg blive arresteret og forfulgt af talibanerne. Jeg har i utallige medieinterviews og diskussioner fordømt Talibans handlinger, fungeret som kulturel rådgiver, været menneskerettighedsaktivist, fremmet ligestilling mellem kønnene på universiteterne i Afghanistan og i det hele taget kæmpet for ytringsfrihed. Alle i Afghanistan kan genkende mit ansigt på grund af alle mine medieoptrædender.«

Læs også: FE får kritik for fejlslagne efterretninger forud for Afghanistan-evakuering

Faisal Amin har siden flugten i maj 2022 været i kontakt med både FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og nationale myndigheder fra en række af de lande, han har samarbejdet med. Der har ikke har været nogen hjælp at hente. UNHCR har ganske vist lovet ham en samtale, men den har han indtil videre ventet halvandet år på. Hans muligheder er ved at være udtømte, men han håber til det sidste, at nogen forbarmer sig over ham og hjælper ham til et sikkert land.

»Jeg nævnte for de danske myndigheder, at min bror arbejdede direkte for dem, og at det bidrager til den risiko, jeg står over for, men igen nægtede de at hjælpe mig. Bortset fra Danmark har jeg forsøgt at få deres opmærksomhed i USA, Storbritannien, Spanien, Tyskland, Frankrig. Jeg optræder på mange billeder med højtstående embedsmænd fra disse lande. Forestil dig, at talibanerne ser et billede af en person, der står ved siden af en general fra USA eller Danmark, som har fortalt, at jeg giver dem kulturelle råd. Overlever jeg det?« spørger Faisal Amin retorisk.

Han kender selv svaret.

OLFI har ikke kunnet efterprøve og verificere Faisal Amins udlægning af begivenhederne. Faisal Amin har dog fremsendt en lang række dokumenter og billeder som beviser for sin identitet og sine professionelle roller.

Billedtekst (bærende billede): Flygtninge fra Afghanistan ankommer til Islamabad i august 2021. Et halvt år senere nåede også Faisal Amin og hans familie frem, med nu er heldet sluppet op og en deportation rykker tættere på. Foto: Rune Dyrholm/Forsvarsgalleriet

 

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer