KOMMENTAR: Krigen i Afghanistan har varet halvdelen af mit militære liv, så afslutningen fører til en naturlig refleksion. Hvad var det, vi gjorde, og hvorfor endte det, som det gjorde? Jeg har som officer fulgt hele forløbet. Det meste af tiden på nogen afstand, men som strategisk planlægger i Nato var jeg meget tæt på processen, da alliancen indledte operationen – og senere som udsendt til det sydlige Afghanistan.  

Kort før 20-årsdagen for terrorangrebene i USA den 11. september 2001 genrejste Taleban det muslimske kalifat Afghanistan. Det var ikke det resultat, som vi gik i krig for. Vesten blev ydmyget af en bande langskæggede mørkemænd. Under slutspillet blev vi kastet hovedkulds ind i en evakueringsoperation, som blev iværksat for sent, men til gengæld heltemodigt udført.

Hvordan kunne det ende så galt? Når røgen har lagt sig, og vi har fået krigen på lidt større afstand, tror jeg, vi vil erkende, at den fejlslagne krig i Afghanistan er resultatet af en lang række dårlige politiske beslutninger truffet ud fra alliancepolitiske og indenrigspolitiske hensyn. Hvilken, effekt beslutningerne havde på slagmarken og for det afghanske samfund, er ofte enten ikke blevet forstået eller ignoreret.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg absolut ikke abonnerer på det synspunkt, at vi ikke skulle være gået i krig, og at indsatsen har været forgæves. Chokbølgerne fra terrorangrebene i New York og Washington ramte globalt. Nato aktiverede Atlantpagtens artikel 5 på anmodning fra vores amerikanske allierede. Det var politisk utænkeligt at vende amerikanerne ryggen, når de bad om vores hjælp. Vi blev på godt og ondt krigsførende i USA’s globale krig mod terror. Krigen var uundgåelig.

Vores soldater gjorde en kæmpe forskel i de områder af Afghanistan, hvor de var indsat – så længe de fik lov. I de områder, vi var i, fik afghanerne et bedre og mere sikkert liv. Handlen blomstrede, barsels- og børnedødeligheden faldt, befolkningen fik adgang til sundhedsydelser, der blev uddannet lærere, børnene – både drenge og piger – kom i skole. Soldaterne, der kæmpede på slagmarken og de civile udsendte, der bidrog til opbygningen af det afghanske samfund, har god grund til at være stolte. Indsatsen var ikke forgæves.

Politikerne detailstyrede missionen i Afghanistan

Årsagerne, til at resultaterne ikke blev varige, skal primært findes på de bonede gulve. Jeg håber derfor, at politikere på begge sider af Atlanten bruger en del tid på at kigge i spejlet, når de evaluerer indsatsen. Fra Nato trådte ind i krigen og overtog ansvaret for ISAF, var operationen ikke blot underlagt politisk kontrol, men politisk detailstyring.

Det politiske niveau i de enkelte lande detailstyrede på, hvad deres styrker skulle lave, hvor de måtte operere, og hvad de ikke måtte deltage i. Politikkerne detailstyrede på ressourcer, og de styrede på tid. Under planlægningen af Nato’s indsats sad jeg sammen med et par allierede kollegaer dybt nede i maskinrummet og tegnede de skitser, som skulle blive til den strategiske plan – den plan, som skulle godkendes af vores politiske ledere i Det Nordatlantiske Råd.

Vi havde læst lidt krigshistorie og havde lært noget doktrin. Vi havde derfor en relativ klar ide om, hvordan man kunne bekæmpe en oprørsbevægelse, som den vi stod overfor i Afghanistan. Når man skal bekæmpe et oprør, skal man først og fremmest være til stede hele tiden i alle befolkningscentre. Man skal give befolkningen sikkerhed døgnet rundt. Man skal vinde befolkningens ”hearts and minds” ved god regeringsførelse, ved at opbygge institutioner som skoler, sundhedsklinikker, politi og militær. Endelig skal man sørge for, at folk kan forsørge sig selv. Denne civile indsats er helt afgørende for at vinde en krig mod en oprørsbevægelse. Hvis den beskrevne indsats virker, bliver oprørerne over tid marginaliseret, nogen oprørere giver op og nogen ender i fængsel som simple kriminelle.

For at opnå en sådan effekt regnede vi os frem til, at der skulle deployeres en militær styrke på 130.000 til 150.000 mand til Afghanistan, og en massiv koordineret civil indsats skulle iværksættes på alle niveauer i det afghanske samfund.

Det var var teorien. Den overlevede selvsagt ikke første sammenstød med den politiske virkelighed. Nato er en konsensusbaseret alliance, som ikke beskæftiger sig med nationsopbygning. Alliancen skulle altså kun tage sig af sikkerheden i samarbejde med den afghanske regering. Andre måtte tage sig af nationsopbygningen – som primært er en civil indsats. Dette vender jeg tilbage til.

Afghanistan skulle klinke skårene i Nato efter Irak

Nato overtog ansvaret for ISAF den 11. august 2003. Planlægningen af operationen i Afghanistan foregik således i skyggen af den amerikansk ledede invasion af Irak i marts 2003. Irakkrigen havde splittet alliancen mellem de lande, der ligesom Danmark støttede invasionen, og store europæiske allierede som Frankrig og Tyskland, der ikke gjorde. Ønsket om at genskabe alliancesammenholdet var stort, ikke mindst hos amerikanerne. ISAF var operationen, som skulle genskabe sammenholdet.

Den militære operation måtte derfor tilpasses medlemsnationernes ønsker og nationale prioriteter og ikke mindst, hvad de var villige til ofre af ressourcer på indsatsen. Hvad der måtte være behov på jorden for at løse opgaven, måtte underordnes disse hensyn.

Resultatet var, at Nato ikke hurtigt kunne indsætte en massiv styrke og bidrage til sikkerheden i hele Afghanistan. Vi designede den såkaldte trinvise udvidelse af operationen, som blev beskrevet i Operationsplan 10302. Nato’s udvidelse af ISAF varede fra august 2003 til juli 2006. Da den var gennemført, var der godt 30.000 soldater fra medlemsnationerne i det vidstrakte land, samt yderligere ca. 6.000 amerikanere under national kommando. Disse var indsat i Operation Enduring Freedom, som fortsatte parallelt med ISAF og tog sig af de offensive operationer, som lå uden for ISAF’s mandat.

Styrken kunne ikke dække hele landet, og der var hele provinser uden ISAF-tilstedeværelse. I flere af de provinser, hvor ISAF var indsat, dækkede styrken kun en lille del af befolkede områder. Flere af styrkekontingenterne (ikke det danske) var underlagt nationale begrænsninger, som gjorde det svært at anvende dem til noget som helst meningsfuldt ud over at passe på sig selv. Flere kontingenter patruljerede kun om dagen. Resultatet var, en at stor del af landet reelt fortsat var overladt til Taleban, og om natten havde talebanerne frit spil i en endnu større del af landet. Det var ikke just skoleløsningen på, hvordan man gennemfører effektiv oprørsbekæmpelse, men det var det politisk mulige.

Det stod hele tiden klart, at der var for få styrker, og styrketallet voksede da også successivt, indtil det i midten af 2011 nåede 130.000 mand. Det styrkeniveau, vi ni år tidligere havde regnet os frem til, at der var behov for. Men da der endelig var nok soldater, besluttede politikerne at sætte kursen mod det kommende nederlag. I november 2011 besluttede Nato-landene nemlig at se stort på operationens ”end state” og definerede i stedet en ”end date” – ansvaret for sikkerheden skulle overdrages til de afghanske sikkerhedsstyrker ved udgangen af 2014. Da beslutningen var truffet, begyndte landene hurtigt at trække styrker ud. Taleban kunne blot læne sig tilbage og ryge en pibe opium, mens de ventede på, at de veludrustede og veluddannede Nato-kampsoldater rejste hjem.

Efter tilbagetrækningen af kampenhederne var Nato stadig til stede i en støttende rolle. Nato med USA i spidsen skabte forudsætninger for, at den afghanske hær kunne kæmpe. Påstanden, om at afghanerne ikke ville kæmpe, er noget vrøvl. De kæmpede hårdt, indtil tæppet blev trukket væk under dem. Tabstallene taler for sig selv. Det anslås, at 66.000 afghanske soldater og politifolk er faldet i kamp. Hovedparten efter 2014, hvor der flere år er faldet omkring 10.000 om året. I månederne op til sammenbruddet mistede den afghanske hær omkring 500 mand om måneden.

Præsident Trump trak tæppet væk under Afghanistans hær

I februar 2020 trak præsident Trump endegyldigt tæppet væk under Afghanistans hær, da han uden om den afghanske regering aftalte med Taleban at trække sig ud 14 måneder senere og samtidig frigive 5.000 tilfangetagne formentligt hovedsageligt talebankrigere. Da aftalen blev indgået, var der 14.000 amerikanske soldater i Afghanistan. Da Biden overtog præsidentembedet, var der kun 3.500 amerikanske soldater og nogle få fra andre Nato-lande, herunder Danmark, tilbage i landet.

Præsident Biden udskød afrejsen fra Afghanistan med fire måneder, men han overholdt den aftale, hans forgænger havde indgået med Taleban. I løbet af sommeren 2021 var det ikke blot de sidste Nato-soldater, der rejste. De private firmaer, som skulle holde den afghanske krigsmaskine i gang, forsvandt også.

Hvis Afghanistan havde haft en ordentlig regering med legitimitet i befolkningen, kunne katastrofen måske have været undgået. Det havde Afghanistan imidlertid ikke, og de korrupte politikere tænkte kun på at redde sig selv og så mange dollars som muligt ud af landet. Da det politiske og militære sammenbrud var en realitet, var vejen banet for genoprettelse af kalifatet.

Nato kunne som tidligere nævnt ikke tage sig af nationsopbygningen, men måtte nøjes med at facilitere informationsudveksling på centralt og provinsniveau. For at kunne varetage dette arbejde blev der oprettet såkaldte Provincial Reconstruction Teams (PRT) i en række provinser. Disse skulle facilitere informationsudveksling og hvor muligt søge at koordinere indsatsen mellem de mange aktører; internationale organisationer, regeringsorganisationer og frivillige organisationer.

Efter udvidelsen af ISAF var der ca. 25 PRT’er i landet i de fleste tilfælde opstillet af de lande, der var den militære lead-nation i den pågældende provins. FN var og er naturligvis også til stede med UNAMA-missionen og en række FN-organisationer.

Da Nato ikke kunne påtage sig en ledende rolle i nationsopbygningen, blev dette udliciteret til en række G8(7) lande. USA skulle lede opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker, mens Tyskland skulle tage sig af politiet, Italien skulle lede opbygningen af det afghanske retssystem. Storbritannien skulle lede indsatsen mod narkotikadyrkning, og endelig skulle lede opløsningen af illegale væbnede grupper.

Den afghanske regeringsførelse var hele missionens akilleshæl

Det sidste lag var de troppebidragende lande, som udviklede deres nationale Afghanistan-strategier. De nationale prioriteter var oftest styret af indenrigspolitiske hensyn. Strategierne blev dels implementeret ved at donere penge til den centrale indsats eksempelvis via FN-organisationerne, og dels ved selv at levere en indsats i de lokalområder, hvor det enkelte land havde militære styrker. Nogle lande prioriterede at bygge skoler, andre at udvikle det lokale sundhedssystem. Andre igen prioriterede pigeskoler og kvinder, og endelig var der nogle, der prioriterede adgang til rent drikkevand eller noget helt femte.

Jeg oplevede denne indsats på egen krop, da jeg var udsendt som afdelingschef for det civilt-militære samarbejde (CIMIC) i staben for Regional Command South i 2007-08. Der blev ydet en fantastisk indsats på tværs af regionen. Der blev opnået gode resultater lokalt af briterne og danskerne i det centrale Helmand, af canadierne i Kandahar og af hollænderne og australierne i Uruzgan. De udsendte fra mangfoldige civile organisationer godt støttet af soldaterne skabte et bedre liv for lokalbefolkningen i de områder, hvor der var vestlig militær tilstedeværelse.

Problemet var blot, at indsatsen var ret forskelligartet, og nogle områder blev næsten ikke tilgodeset. Det gjaldt f.eks. Nimroz og Daikundi provinserne, en del af Helmand provinsen og hele den nordlige del af Kandahar provinsen. Set i et oprørsbekæmpelsesperspektiv var dette uheldigt, man kan jo selvsagt kun skabe sikkerhed og opbygge civilsamfundet, der hvor man er til stede.

Indsatsens akilleshæl var imidlertid ikke ovennævnte komplekse arrangement. Det var den afghanske regeringsførelse. Efter den amerikansk ledede invasion etablerede man et vestligt inspireret centralt regeringsapparat i Kabul. På lokalt niveau blev landet, som det har været tilfældet i århundreder, regeret af familieråd, klanråd og ældreråd (shuraer). At forbinde de magtstrukturer, der kom fra centralt hold med det lokale niveau, virkede ikke. De to magtstrukturer passede bare ikke sammen. Den centrale struktur havde lille legitimitet i befolkningen og var korrupt, hvorimod de lokale strukturer havde legitimitet, en legitimitet som var dybt rodfæstet i traditioner.

Evakueringen blev iværksat med meget kort varsel. På trods af disse meget vanskelige forhold blev opgaven flot løst af dedikerede folk fra Udenrigsministeriet og Forsvaret. De fortjener respekt. Den politiske håndtering var derimod en pinlig affære. Nu vil regeringen evaluere indsatsen ved at se på myndighedernes håndtering af evakueringen. Det er naturligvis interessant, men det besvarer ikke de to helt afgørende spørgsmål. Hvorfor planlagde man ikke en militært understøttet evakuering i tide? Hvorfor blev evakueringen iværksat så sent? Jeg tror, at politikerne må en tur hen til spejlet for at finde de gode svar.

Carsten Rasmussen (1960) er brigadegeneral i Hæren. Han har været stabsofficer i Nato samt udsendt til Bosnien-Hercegovina og Afghanistan. Han var Danmarks første forsvarsattaché i Kina og har siden 2019 været forsvarsattaché på den danske ambassade i Moskva. Privatfoto

Billedtekst til bærende billede: Et dansk C-130 Hercules transportfly er landet med afghanere om bord i pakistanske Islamabad efter evakuering fra Kabul i Afghanistan. Foto: Forsvaret/Rune Dyrholm

Kommentarer