INTERVIEW: I december 2022 gik generalløjtnant Michael Lollesgaard på pension og satte dermed punktum for en lang og bemærkelsesværdig chefkarriere i Forsvaret. I sin nye bog, “Bare kald mig chef”, fortæller han i detaljer om sit chefvirke i både Danmark og udlandet – og om sit anstrengte forhold til en af landets nu tidligere forsvarsministre.

Den 13. november 2022 fyldte generalløjtnant Michael Lollesgaard 62 år, og så gik det ham, som det er gået mange soldater før ham: Han blev høfligt, men bestemt vist porten.

Dermed blev der sat punktum for en imponerende officerskarriere, der har ført Michael Lollesgaard vidt omkring. Senest var han chef for Natos træningsmission i Irak, og før det har han i internationalt regi også stået i spidsen for FN-missionen i Yemen og MINUSMA i Mali. Han har desuden siddet for bordenden i Hærkommandoen og Hærens 1. Brigade. CV’et bugner i det hele taget af chefstillinger i ind- og udland, men når fødselsattesten afslører, at man er blevet 62, kan man have nok så store stjerner på skulderen.

I dag er Michael Lollesgaard pensioneret generalløjtnant og såkaldt Senior Mentor i Nato – en rådgivende funktion, hvor han er med til at rådgive yngre stabsofficerer. 31. oktober i år kunne han imidlertid også føje en forfattertitel til sit CV, da selvbiografien ”Bare kald mig chef” ramte butikshylderne.

Idéen til at skrive en bog opstod i slutningen af 2022, hvor afskeden med Forsvaret pludselig blev meget virkelig.

»Jeg tror, det startede den 4. december sidste år, hvor jeg kørte op til Livgarden med min tre køjesække og afleverede uniformen. Det var et slag lige i hovedet. Hele ens identitet gennem 43 år skulle afleveres. Jeg fik sgu i virkeligheden lidt et chok, for fra at have været involveret i en masse spændende ting og siddet for enden af bordet og truffet vigtige beslutninger, var jeg lige pludselig ”forhenværende”. Derfor syntes jeg, at det måske var en god måde at slutte kapitlet at skrive en bog om min oplevelse,« fortæller Michael Lollesgaard, som onsdag gæstede ”Frontlinjen” på Radio4 for at fortælle om udgivelsen.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

»Jeg syntes også – fordi jeg har hele reolen fyldt af superdygtige yngre kollegers bøger fra deres oplevelser i Afghanistan og Irak, og hvor vi nu har været henne – at jeg måske kunne bidrage med et lidt andet perspektiv. Vi er lidt stolte af herhjemme, at vi kan sende en general ud. Men hvad er det egentlig, der møder sådan en general, når han er ude? Det er jo historier om tab. Det er historier om begravelser. Det er historier om frustrationer i forhold til kvaliteten af de styrker, vi har. Det er ledelsesmæssige udfordringer og så videre.«

Dansk Folkeparti blokerede for substantielt bidrag til Mali

Håber man på en bog, der går til angreb på politikerne, bliver man dog skuffet, fortæller Michael Lollesgaard.

»Jeg har prøvet på at skrive en bog, som måske ikke er så konfrontatorisk i forhold til de beslutninger, der er blevet taget, men som mere beskriver min personlige oplevelse ved det at være chef i tre meget forskellige missioner; en fredsbevarende mission med rigtig mange tab i Mali, en mere politisk orienteret mission i Yemen, hvor vi skulle have humanitær støtte ind til 10 mio. mennesker, og så til sidst en rådgivningsmission, hvor jeg var rådgiver for en irakisk forsvarschef med en hær på 250-300.000 mand, som jo er en lidt anden størrelsesorden, end det, vi arbejder med herhjemme.«

Bogen er dog ingenlunde klinisk renset for kritiske passager, og et par episoder har været svære at komme udenom. Den ene handler om en opsigtsvækkende udtalelse til Danmarks Radio, mens Michael Lollesgaard var chef for MINUSMA i Mali. Da var han blevet stillet et betydeligt og tiltrængt styrkebidrag i udsigt, men det endte med ikke at materialisere sig. I stedet for en såkaldt Combat Convoy Batallion, som skulle hjælpe med at imødegå truslen fra vejsidebomber og andre improviserede sprængladninger (Improvised Explosive Devices eller IED’er, red.) modtog han og MINUSMA et transportfly og 30 jægersoldater.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ekspert: Problemer i Mali stikker langt dybere end jihadisme

Den efterfølgende fremstilling af sagen som et eklatant dansk svigt af sine internationale samarbejdspartnere er dog »forsimplet«, forklarer Michael Lollesgaard og uddyber:

»Man spørger 15 lande, som, man tror, kan stille et bidrag, og der går en officiel anmodning ud. Jeg bliver så spurgt af en avis, hvad jeg har efterspurgt, og til det svarer jeg, at vi har den her Combat Convoy Battalion. Så bliver det udlagt i avisen, at jeg har anmodet Danmark. Jeg har ikke anmodet Danmark. FN har anmodet 15 lande. Men Danmark var sådan set med på ideen, fordi vi, idet jeg blev Force Commander, havde lovet et substantielt bidrag,« siger Michael Lollesgaard, som uddyber:

»Man havde på de indre linjer i ministeriet godkendt et sådant bidrag, og man var faktisk startet med træningen oppe i Aalborg, før der var kommet en politisk løsning. Det er det, man kalder militær forberedelse. Det er ganske naturligt, at man siger ’okay, de tager den op i Folketinget, når der er plads til det, men vi kan godt begynde så småt at kigge på, hvordan det skal hænge sammen, og hvilken træning der skal være’. Det bliver så præsenteret, og var lidt uheldigt timet, for det var sådan set ikke blevet præsenteret i Folketinget. Det vidste jeg ikke, for jeg sad nede i Mali.«

Læs også: Dansk transportfly redder liv i Mali

Dansk Folkeparti blokerer for udsendelsen af et større dansk bidrag, som der dermed ikke kan findes et folketingsflertal for. Noget af en bet for styrkechefen, der var udfordret af afrikanske styrker uden erfaring i at håndtere truslen fra IED’er.

»Det var noget af et slag i ansigtet for os, fordi vi havde sådan set regnet med det, og det var noget, der kunne undgå nogle tab. For at gøre en lang historie kort, finder regeringen et andet bidrag, og det er så et specialoperationsstyrkebidrag. De var supergode og dejlige at arbejde med og professionelle. Men aftalen med Holland var, at de tog en deling ud, og vi en deling ind. Det betød, at jeg fik sgu ikke nogen ekstra kapacitet. Så den der substantielle forøgelse, man havde lovet fra dansk side, fik man faktisk ikke.«

»Hvorfor kan dine folk ikke holde deres kæft?«

Selv om Danmark altså ikke helt så entydigt havde lovet en bataljon, som det blev fremlagt i pressen, så sagen ikke alt for godt ud.

Du siger også, at hvis vi vil gøre os håb om at få danskere på nøgleposter, altså som chef for missioner rundt omkring, så skal vi levere. Hvad kan konsekvensen være af sådan en handling?

»Det er klart, så vil man ty til større lande for at få de her chefposter. Jeg skal dog sige, at det blev noget bedre i Irak. Der stillede vi et helikopterbidrag, som fulgte med chefen og var et forholdsvis substantielt bidrag. Men det er klart, at vi har ikke ret mange chefposter i internationale operationer. Det går mest til større nationer, og det er fordi, de har nogle andre muskler at spille med i forhold til at støtte missionerne og til at understøtte det. Sådan er det. Jeg tror bare, at vi havde kapaciteten, vi havde pengene til det, vi havde folkene til det, og vi kunne godt have løst den her opgave, men så kom der så et politisk benspænd.«

På Slotsholmen hjemme i Danmark var der blevet lagt mærke til den åbenmundede generalløjtnant i Mali, som i skikkelse af lod Michael Lollesgaard forstå, at den slags ikke var velset.

»Jeg skriver lidt i bogen, at regeringen blev lidt træt af, at jeg ikke kan holde min kæft.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Sådan skabte Trine Bramsen sine egne problemer i Forsvarsministeriet

En anden af bogens kritiske passager handler om forhenværende forsvarsminister Trine Bramsen (S), som i Michael Lollesgaards øjne ad flere gange gjorde sig uheldigt bemærket med udtalelser, der flugter dårligt med Forsvarets selvforståelse og måde at arbejde på.

Hvordan oplevede du debatten om styrelser, at forsvarschefen var en styrelseschef, at han ikke måtte ikke udtale sig politisk, og at Trine Bramsen skulle sidde med, når han gav interview?

»Det virkede, som jeg skriver i bogen, en lille smule ynkeligt, for der var ingen grund til det. Som sagt er Forsvarets personel meget loyalt. Der skal være mulighed for, at der er en debat, og der skal være mulighed for at tilkendegive, hvis der er huller i osten visse steder. Det mærkede vi ikke. Der var en meget tung dyne over det, og som jeg også skriver: Hver gang der var en medarbejder oppe i Skive eller i Holstebro, der sagde et eller andet, så blev jeg ringet op og spurgt, hvorfor fanden mine folk ikke kunne holde deres kæft,« siger Michael Lollesgaard.

Ønsket om at lukke munden på kritiske røster skurrede i ørerne på den garvede officer, der i årene 2019-21 var chef for Hærkommandoen og derfor skulle svare på spørgsmål, hver gang hans soldater gik i medierne med frustrationer over personelsituationen, materiellet eller noget helt tredje.

»Jeg var sådan lidt træt, for der er jo noget om snakken, når de (soldaterne, red.) går i medierne. Vi havde lige lavet et forsvarsforlig, der var underfinansieret, og der var virkelig mange issues at tage op. Det kan man ikke vente til næste forsvarsforlig med at diskutere, for det ville jo vare en tre-fire år. Så derfor bør der være en løbende diskussion.«

Vil ikke være »den sure pensionerede general«

Selvom han om nogen har en indsigt i, hvordan tingene hænger sammen i Hæren og Forsvaret, gør Michael Lollesgaard det i ”Bare kald mig chef” klart, at han ikke kommer til at deltage aktivt i debatten om fremtidens forsvar. Han ønsker efter eget udsagn ikke at være »den sure pensionerede general, der altid har et svar på alt«. Derfor skal man heller ikke forvente kontroversielle indspark i de verserende offentlige diskussioner om, hvor de mange milliarder, der er på vej til Forsvaret, bedst finder anvendelse.

Hvorfor egentlig ikke?

»Det er jo et valg. Dels fordi jeg har mit job som Senior Mentor nede i Nato, og det betyder, at jeg ikke skal være så eksponeret herhjemme i den daglige debat. Der arbejder jeg på de indre linjer på at få forbedret Nato, og så skal man ikke ligge og slås i diskussioner med politikere og sådan nogle ting. Til det har vi en forsvarschef og en forsvarsstab, og der kommer en militær rådgivning ad den vej. Så kan man så diskutere, hvordan processen er i forhold til det, men jeg er fuld af fortrøstning over, at forsvarschefen også skal give en god militær rådgivning til det politiske niveau.«

Hvad er den vigtigste læring fra den tid, hvor du selv har været tjenestegørende, og som du håber både Forsvaret og vores politikere tager med sig i arbejdet med at styrke forsvaret?

»Vi skal have mulighed for at uddanne os til at være soldater. Uddannelse, forberedelse, skabe nogle gode vilkår for vores soldater, skabe nogle gode vilkår for vores enheder, så vi kan professionalisere os. Det, tror jeg, er det vigtigste, og der er jo rigtig mange aspekter i det spørgsmål. Dels HR-spørgsmålet om rekruttering og fastholdelse. Hvor mange opgaver skal vi løse på samme tid? Vi skal have tid til at gå i dybden, vi skal have tid til at uddanne os fornuftigt, og vi skal have noget ordentligt grej til at gøre det. Det er set fra mit perspektiv noget af det vigtigste, vi skal kigge på.«

»Jeg kan også se, at det første element i forsvarsforliget bliver HR-delen, og det bliver spændende at se, om vi får skabt nogle vilkår, der gør det noget mere attraktivt at være soldat i det danske forsvar.«

Billedtekst (bærende billede): Danmark ledede fra december 2020 til 10. maj 2022 NATOs rådgivningsmission i Irak (NATO Mission Iraq – NMI). Generalløjtnant Michael Lollesgaard var chef for missionen fra maj 2021 til maj 2022. Foto: Tue Skals/Forsvaret

Michael Lollesgaards selvbiografi “Kald mig bare chef” udkom 31. oktober på forlaget People’s Press.