Danmark sender fra 2022 igen specialoperationsstyrker til Mali. Men der kan sås tvivl om, hvorvidt indsatsen nytter noget. Vestlige styrker i Mali vinder ganske vist sporadiske taktiske sejre, men har ikke rykket ved noget på det strategiske plan. Jihadisternes angreb på regeringssoldater og civilbefolkning bliver stadig flere, fortæller seniorforsker og Mali-ekspert Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Danmark sender fra begyndelsen af 2022 endnu en gang specialoperationsstyrker til Mali, hvor de sammen med europæiske allierede skal understøtte indsatsen for at komme truslen fra terrorgrupperinger i den uroplagede Sahelregion til livs. Specialoperationsstyrkerne får denne gang følgeskab af kirurger og stabsofficerer, som tilsammen udgør det seneste danske bidrag til Task Force Takuba, der hører under den franskledede Operation Barkhane. I alt bliver der tale om op imod 105 mand. Dertil kommer et transportfly, som Danmark stiller til rådighed for FN’s stabiliseringsindsats MINUSMA.

Danmark har løbende sendt soldater og kapacitetsopbyggende bidrag til det uroplagede vestafrikanske land. Senest har to danske transporthelikoptere og cirka 70 mand været engageret i Operation Barkhane, og Danmark skal altså også fremover være en del af indsatsen. Beslutningen om at sende danske soldater til Mali blev torsdag præsenteret af udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen. Ligesom tidligere er det særligt kampen mod internationale terrorbevægelser, der har været udslagsgivende for beslutningen om at engagere sig, lød det fra udenrigsministeren:

»Truslen fra Islamisk Stats og Al-Qaedas terrorvælde er fortsat alvorlig. De ønsker at skabe en oase i Vestafrika for deres ekstremistiske volds- og dødsregime. Det ville være en akut sikkerhedstrussel. Det må ikke ske,« lød det blandt andet fra Jeppe Kofod, som samtidig garanterede, at Danmark også har fokus på »målrettet diplomati, udviklingsarbejde og humanitære indsatser« i regionen.

Regeringstro militser bag overgreb på befolkningen

Selvom det danske fokus primært er på terrorbekæmpelse, er problemerne i Mali er mangefacetterede, og de består af andet og langt mere end blot islamistiske grupperinger. Faktisk er en myriade af forskellige dynamikker på spil i landet, der ligger i den centrale del af Vestafrika og deler grænse med ligeledes uroplagede lande som Burkina Faso og Niger. Det er særligt i grænselandet mellem disse tre lande, at Vesten med Frankrig i spidsen har lagt sit fokus.

Sikkerhedssituationen i regionen – og i Mali i særdeleshed – kompliceres af en broget skare af aktører og langvarige interne konflikter, ligesom det har vist sig, at heller ikke de regeringstro styrker er fine i kanten. Faktisk står Malis regering for en stor del af volden, fortæller Signe Marie Cold-Ravnkilde, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i sikkerhedssituationen i Mali og Sahelregionen.

»I Vesten portrætteres krigen som en kamp mod terror, men der er også nogle lokale fortegn. Udover terrorgrupperne er der en række mere eller mindre regeringstro militser, som udøver vold og overgreb mod civilbefolkningen. Endelig ser vi, at de væbnede styrker fra både Mali og den regionale G5-styrke, som Vesten støtter og samarbejder med, også har begået overgreb på civilbefolkningen i forbindelse med antiterroroperationer. Derfor er det et mere mudret billede, når man dykker ned i konteksten.«

Samtidig har de ambitiøse jihadistgrupper lukreret på flere langvarige konfliktdynamikker befolkningsgrupperne imellem. I Mali har de især rekrutteret blandt de såkaldt Fulani-pastorale grupper, som ligger i strid med andre etniske grupper, herunder det mere fastboende Dogon-folkeslag, der har sine egne militser, og som regeringen har brugt til at indhente efterretninger, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde og uddyber:

»Fulani-grupperne bliver så associeret med jihadister, og derfor er det gået hårdt ud over dem. Hele landsbyer bliver brændt ned, ligesom jihadisterne har dræbt civile, som er de største ofre for volden. Den beskyttelse, FN’s MINUSMA-operation har mandat til at udøve, er de facto meget svær at udføre. Derudover angriber jihadistgrupperne også humanitære organisationer, hvilket gør det meget svært at hjælpe civilbefolkningen.«

Soldater i klipklapper

Malis regering og dens styrker gør det dog heller ikke nemt for sig selv, lader Signe Marie Cold-Ravnkilde forstå. Særligt Malis hær har draget nytte af den træning, som franske og andre europæiske styrker de senere år har stillet til rådighed, men dens nyvundne kompetencer og materiel forvaltes efterfølgende lemfældigt og rammer visse befolkningsgrupper langt hårdere end andre.

»Da Frankrig gik ind i Mali, talte man om soldater i klipklapper. Det var det niveau, man var på. Der var i virkeligheden ingen hær, og den er stadig dysfunktionel og plaget af nepotisme, korruption og manglende lederskab og disciplin. Sikkerhedsstyrkerne mangler basal forståelse for – og til tider vilje til – at sikre hele befolkningen. For dem har dele af befolkningen, for eksempel i det centrale Mali, været nogle, man potentielt plyndrer og begår overgreb mod.«

Dermed bidrager de maliske soldater indirekte til den føromtalte jihadisme-problematik, som de sammen med Vesten sideløbende forsøger at løse, hvilket selvsagt besværliggør en langsigtet og effektiv løsning.

»Når man plyndrer og begår overgreb, rekrutterer man direkte ind i jihadistgrupperne, der repræsenterer en alternativ myndighedsfunktion i de fjerntliggende områder, som vestlige styrker og organisationer har ekstremt svært ved at få adgang til,« siger Signe Marie Cold-Ravnkilde og forklarer, at arbejdet i allerhøjeste grad er skåret ud for de vestlige militæroperationer og Malis egen regering:

»To tredjedele af landet er udenfor statens kontrol. Det kan godt være, at der er styr på, hvad der sker inde i byerne, men territorierne er ikke under statens myndighedskontrol. Det er væbnede grupper, der de facto kontrollerer områderne – både jihadister og regeringstro militser, som nogle gange er lige så farlige forbrydere som jihadisterne.«

Skal Mali blive et mere fredeligt land, skal der gøres op med egenrådige soldater, lovløshed og tilfældig voldsudøvelse, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde. Når Malis sikkerhedsstyrker ad flere omgange likviderer og tager terrormistænkte til fange uden rettergang, mindsker det kun tiltroen til regeringen, og den står det i forvejen skidt til med:

»Det bliver yderligere kompliceret af, at der har været et militærkup – lige nu er det stadig militærjuntaen, der de facto sidder ved roret. Den er formelt opløst, men mange af dens folk er placeret centrale steder i administrationen,« siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Uvisse fremtidsudsigter og manglende vilje

Vender man blikket mod Vestens antiterrorindsats, er det dog heller ikke lutter lagkage. Selvom kampen mod terrororganisationerne i området er en hjertesag for Vesten og foregår med respekt for krigens love og gængse retsprincipper, kan operationer som franskledede Barkhane godt have utilsigtede konsekvenser. Den vestlige tilstedeværelse bliver på sociale medieplatforme som Whatsapp brugt propagandistisk til at opildne lokale til at tilslutte sig de jihadistiske bevægelser – og, desværre, ikke uden held.

»Man kan se af gruppernes rekrutteringsmateriale, at Frankrig og Vesten er deres fjende nummer et. Jo større vestlig militær tilstedeværelse, jo mere brænde på bålet har det givet, og jo mere vind i sejlene har de fået. De militære operationer bekræfter jihadisternes narrativ om, at Vesten er i krig mod islam, og at staten er koloniseret af Vesten. Det er nemt for dem at skabe den fortælling, fordi staten er så kompliceret og illegitim en størrelse set fra mange af befolkningsgruppernes synspunkt.«

Den vestlige tilstedeværelse, der startede med Operation Serval i 2013 og derfor bevæger ind i sit ottende år, er da heller ikke nogen ubetinget succeshistorie, hvis man gør regnskabet op i tørre tal, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

»Man har ind imellem haft taktiske sejre, hvor det lykkes at ramme nogle af de centrale lederfigurer. Men der er ikke særlig meget, der tyder på, at det strategisk set har haft den store betydning. Fra 2016 og til nu er antallet af angreb i regionen steget med 500 procent, ifølge Global Terrorism Index.«

Endelig – og for nu at gøre billedet af en uhyre kompleks og svært gennemskuelig situation total – er der spørgsmålet om landenes samarbejdsvilje og langsigtede mål:

»Staterne har ikke nødvendigvis en særlig stor villighed til at løse det her. De får masser af indtægter via alle sikkerhedsoperationerne, der styrker deres militær, klæder dem på og kapacitetsopbygger, men vi har ikke altid kontrol over, hvad de bruger den kapacitet til. Det er kuppet et godt eksempel på. Hvor officerer, som vi har trænet og klædt på, ender med at tage magten i egen hånd.«

Den rette løsninger ligger da heller ikke lige for, og Signe Marie Cold-Ravnkilde peger på, at kapacitetsopbygningstiltagene fra FN og EU for nuværende har særdeles svære arbejdsbetingelser. Der er behov for politiske løsninger, men det er vanskeligt at se, hvordan magthavere og andre interessenter overbevises, så længe Vestens militæroperationer skæpper i kassen økonomisk og på materielsiden.

»Det militære engagement er en del af en samtænkningsindsats, som består af flere elementer. Problemet er bare, at det, der skal følge efter militæret, er ekstremt svært at få på banen. Det er nemt at sige, at det er politiske løsninger, der skal til. Det er meget kompliceret og svært at etablere på grund af alle mulige økonomiske incitamenter og en meget skrøbelig politisk situation, især efter kuppet,« vurderer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Kommentarer

1 kommentar

  1. Danmark sender fra begyndelsen af 2022 endnu en gang specialoperationsstyrker til Mali

    Skal det ikke lige godkendes i Folketinget først?

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here