ANALYSE: Med en eskalerende krise i og omkring Ukraine kunne selv statsministeren ikke længere forsvare at beholde en voldsomt upopulær og åbenlyst svag minister i spidsen for Forsvarsministeriet. Stort set alt gik galt for hver eneste sag, der landede på Trine Bramsens skrivebord. Med Morten Bødskov rydder statsministeren de fleste møgsager af bordet og får en langt mere solid og driftssikker minister i spidsen for Forsvaret. Tør han gøre det, som alle håber og venter på?
Den gik ikke længere. Med en hastigt voksende konflikt og potentiel krig få hundrede km fra Danmarks grænser kunne selv statsminister Mette Frederiksen (S) ikke blive ved med at holde hånden under sin ellers trofaste og loyale partifælde, som blev ved med at marginalisere sin egen troværdighed og indflydelse yderligere i et afgørende vigtigt sikkerhedsministerium.
Trine Bramsen (S) er gået fra den ene møgsag til den anden, og selv når der ikke var nogen sager, skabte hun dem selv og fik sit eget virke sat i et negativt spotlight. Samtidig var hendes stil, adfærd og attitude med til at fælde hende, og hvis ikke statsministeren allerede havde besluttet sig for et snarligt ministerskifte, har hun formentlig sat facit under regnebrættet, da det 30 minutter lange talkshow ”Lippert” på TV2 løb over skærmen tirsdag aften.
Her var Trine Bramsen gæst, og det klarede hun – for nu at sige det diplomatisk – ikke imponerende godt. Selv simple spørgsmål om sit eget ansvar i alle møgsagerne kunne og ville hun ikke svare på, og i stedet optrådte hun som en dresseret papegøje, der alene havde lært forskellige varianter af sætningen: »Mit fulde fokus er på Ukraine«. Den slags kan man slippe af sted med i et kort nyhedsindslag på halvandet minut. Men i et interview af en halv times varighed afslører man sig selv ved at gentage det samme svar, uanset hvordan spørgsmålet lyder.
Artiklen fortsætter under billedet …
Forudsætningsløse iagttagere ude i samtalekøkkenerne og ved kakkelbordene har næppe følt sig betrygget ved at se et større interview med landets forsvarsminister, som gennem sine to et halvt år i embedet har holdt sig til helt korte interview i en sikker og i forvejen nøje planlagt spørgeramme. Var landets forsvarsminister ikke i stand til at forstå selv simple spørgsmål og reflektere over sit eget ansvar og sin egen rolle i de mange møgsager? Det virkede tydeligvis ikke sådan.
Da Enhedslisten så torsdag besluttede sig for at ofre transportminister Benny Engelbrecht (S), var der ingen vej tilbage for statsministeren, hvis egen troværdighed var begyndt at lide alvorligt skade med Trine Bramsen som forsvarsminister. En hurtig rokade indebar, at den rutinerede og langt mere driftssikre Morten Bødskov (S) forlod Skatteministeriet for at tage over som ny forsvarsminister, hvorved han selv slap Bødskov ud af en potentiel skandalesag om hybridbilers påståede klimavenlighed.
I stedet for en fyreseddel blev den coronasyge Trine Bramsen sendt over som ny transportminister og fik i tilgift det efterhånden stedmoderlige ressortområde om ligestilling, hvor forkortelserne LGBT+ naturligvis går fint i spænd med DSB og SAS?! Til at udfylde hullet som skatteminister valgte statsministeren at udnævne Jeppe Bruus, som indtil fredag var Socialdemokratiets politiske ordfører.
Kritikken af Trine Bramsen handler ikke om køn
I Forsvarets rækker blev rokaden modtaget med både lettelse og glæde. Sjældent har en forsvarsminister – selv med Nick Hækkerup (S) i frisk erindring – været mere upopulær og så meget på kant med såvel Forsvarets ansatte, politikere på Christiansborg og landets medier. Men hvordan kunne Trine Bramsen som ”det friske pust” i en stadigt mandsdomineret verden ramme så skævt?
Handler det i virkeligheden om, at Trine Bramsen er en kvinde med sine meningers mod, og at Forsvaret ikke er fulgt med resten af samfundet efter alle sagerne om #metoo? Hertil er svaret et klart nej. Uanfægtet de alt for mange tågehorn på sociale medier, som nok har latterliggjort og nedvurderet Trine Bramsen med sexistiske og chauvinistiske kommentarer, drejer kritikken af hende sig ikke om hendes køn.
I stedet handler det langt mere om hendes kantede facon, stædighed, manglende erfaring og åbenlyst svage lederegenskaber. Fra første dag i ministeriet var hun på kant med sit departement. Med tydelig inspiration fra sin veninde i form af statsministeren, skulle embedsmændene ikke fortælle Trine Bramsen, hvordan hun skulle gøre tingene. Det fandt ministeren selv ud af, og dermed havde hun fra begyndelsen få venner og mange fjender. Selv fortalte hun, hvordan hun ikke vidste hvem i sit system, som hun kunne stole på. Når man fra begyndelsen møder sine betroede medarbejdere med sådan en skepsis og mistillid, er det svært at være minister.
Når Trine Bramsen så tog sagen i egen hånd, gik det som oftest galt. Den første store prøve kom, da Politiken og OLFI i december 2019 kunne berette om omfattende svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Ulovlighederne blev afdækket i en rapport fra Rigsrevisionen, og skandalen fik Trine Bramsen til at slå hårdt ned. To direktører blev hjemsendt, daværende departementschef Thomas Ahrenkiel sat til at skrive en redegørelse, ligesom ministeren sendte en taskforce til Hjørring for at undersøge sagen til bunds. Ministeren udviste handlekraft, og over en bred kam høstede hun mange roser for sin håndfaste håndtering af sagen.
Artiklen fortsætter under billedet …
Men der gik kun få dage, før billedet begyndte at krakelere. Af departementschefens redegørelse fremgik det, at han bogstaveligt talt havde sovet i timen, mens koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen havde gjort, hvad han skulle.
Men det blev koncernstyringsdirektøren fra Flyvevåbnet med militær rang af generalløjtnant, som blev ofret på det politiske alter i stedet for den civile departementschef, som havde fejlet. Alle i Forsvaret vidste, at ”PP” stod til at overtage som forsvarschef efter Bjørn Bisserup, men nu blev den højt respekterede og velrenommerede general hjemsendt. Siden blev han sendt til Irak, hvor samarbejdet med amerikanerne kørte af sporet, og han måtte derfor rejse hjem før tid. I dag går han og venter på sin videre skæbne. Den militære karriere er definitivt død, og blandt det uniformerede personel taler man stadig om, at Per Pugholm Olsen var Trine Bramsen dyreste og uskyldige offer i forsøget på at fremstå handlekraftig.
Bliver det bedre med det næste lag?
Bedre blev det ikke i maj 2020, da den tidligere hærchef H.-C. Mathiesen ved Byretten i Viborg blev idømt to måneders ubetinget fængsel for magtmisbrug ved bl.a. at have forsøgt at få en oberst til at ansætte sin daværende kæreste, som generalen havde hjulpet ind på operations- og føringsuddannelsen (OFU), selv om andre var bedre kvalificerede. Under sagens afdækning blev det tydeligt, hvordan daværende forsvarschef Bjørn Bisserup afviste at undersøge hærchefen, underkendte anonyme kilder, kaldte beskyldningerne mod hærchefen for rygter og gjorde OLFI til det reelle problem. I et efterfølgende interview med DR’s podcast Genstart spurgte journalisten Knud Brix, hvorfor ministeren ikke havde fyret sin forsvarschef?
Artiklen fortsætter under billedet …
Sådan blev Forsvarsministeriet en superspreder af dårligdomme
Trine Bramsen svarede, at Bjørn Bisserups passivitet var en »alvorlig fejl«, men hvad skulle det hjælpe at fyre ham?
»Problemet er jo, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på,« sagde Trine Bramsen, hvorefter hun erklærede, at hun havde »stor, stor tillid« til Bjørn Bisserup.
Det var anden gang på få måneder, at Trine Bramsen holdt hånden over den forkerte og i stedet strøede en altomfattende mistillidserklæring ud over Forsvarets øverste generaler og admiraler. For lige at komme salt i såret besluttede hun, at alle 500 chefer på Forsvarsministeriets område i lønramme 37 og derover skulle på kursus i offentlig forvaltning. Det opfattede de fleste som kollektiv afstraffelse af de mange loyale, pligtopfyldende og retskafne chefer i stedet for at skride ind over for de få, som ikke kunne finde ud af at overholde forvaltningsloven og brugte deres topstillinger som et tag-selv-bord.
Sagen om FE har hjemme i Statsministeriet
I andet halvår af 2020 voksede Trine Bramsens problemer yderligere. Mandag den 24. august blev den tidligere hærchef H.-C. Mathiesen ved ankesagen i Vestre Landsret idømt en skærpet straf på tre måneders ubetinget fængsel. I ly af den sag sendte Tilsynet med Efterretningstjenesterne to timer før domsafsigelsen i Viborg en endnu mere opsigtsvækkende pressemeddelelse ud.
I den rettede tilsynet på baggrund af materiale fra en whistleblower en række alvorlige anklager mod ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Ifølge pressemeddelelsen vurderede tilsynet, at FE bl.a. havde givet tilsynet urigtige oplysninger, at »der i FEs ledelse og dele af tjenesten eksisterer en uhensigtsmæssig legalitetskultur, hvor tjenestens eventuelle uberettigede aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold søges skrinlagt, herunder ved at undlade at orientere tilsynet om forhold af relevans for dets kontrol«, og at FE har igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning.
I medierne eksploderede sagen, og kort efter besluttede forsvarsminister Trine Bramsen at hjemsende fire ledende medarbejdere fra FE – herunder chefen, som hedder Lars Findsen. I løbet af få dage blev også den tidligere departementschef Thomas Ahrenkiel hjemsendt, og dermed måtte han opgive at blive Danmarks ambassadør i Berlin, hvilket ellers havde været hans retrætepost efter skandalen om svindel i ejendomsstyrelsen. Netop forsvarsministerens mange hjemsendelser fik tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at kritisere Trine Bramsen for at påføre FE omfattende skade, og i Folketingets Forsvarsudvalg begyndte der for alvor at komme dårlig stemning og et problematisk samarbejde.
Artiklen fortsætter under billedet …
Spørgsmålet er, om Trine Bramsen kunne have gjort meget andet, når tilsynets formand i form af den åbenmundede landsretsdommer Michael Kistrup insisterede på at udsende en pressemeddelelse? Under alle omstændigheder er sagen en af dem, hvor trådene rækker højere op end Trine Bramsen. Man hjemsender ikke fire ledende medarbejdere fra FE, uden at statsministeren og departementschefen er taget med på råd, og her skal man finde årsagen til statsministerens store tålmodighed med sin forsvarsminister.
Flere af forsvarsministerens møgsager involverer også statsministeren selv, som dermed bærer det overordnede ansvar for håndteringen.
Styrelseschefen skal ikke stille op til interview
Men det skulle blive værre for Trine Bramsen. I Forsvarskommandoen var forsvarschef Bjørn Bisserup også ved at få nok af den temperamentsfulde og firkantede minister. Det er en offentlig hemmelighed, at samarbejdet med Trine Bramsen var noget af en prøvelse, særligt efter at Bjørn Bisserup og Claus Hjort Frederiksen havde haft et forbilledligt samarbejde med stor tillid og respekt for hinanden. Efter landsretsdommen mod hærchefen i Viborg valgte Bjørn Bisserup at sige op et år før tid for at blive lobbyist for våbenindustrien.
Det gav Trine Bramsen mulighed for selv at udpege sin nye forsvarschef, og her faldt valget på en, der ikke stillede sig på bagbenene og til gengæld var villig til at føje selv de mest mærkværdige ordrer fra den siddende minister. Hvordan de kunne lyde, viste sig allerede i forbindelse med Flemming Lentfers tiltrædelse som forsvarschef 1. december 2020.
Artiklen fortsætter under billedet …
Sådan sendte Flemming Lentfer alle de forkerte signaler ved sin tiltrædelse
I Trine Bramsens forståelse af Forsvaret er militære chefer at sammenligne med menige embedsmænd, og de har i Bramsens optik ingen taleret i offentligheden. Det måtte den nye forsvarschef indrette sig efter, og derfor blev der ingen tiltrædelsesinterview med hverken OLFI eller Berlingske, som ellers havde bedt om det. I stedet kunne Danmarks nationale nyhedsbureau Ritzau få et dobbeltinterview, hvor journalisten kunne møde den nye forsvarschef sammen med ministeren på hendes kontor. Det kom der et helt intetsigende og ligegyldigt interview ud af, men ingen fattede på daværende tidspunkt nogen mistanke om et større problem.
Men i januar 2021 gav Trine Bramsen det første og eneste interview til OLFI og Radio4, da jeg – på grund af covid-19 – fik lov til at interviewe hende via en telefonforbindelse. Her slog forsvarsministeren med kontant stemmeføring fast, at Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle mulige andre styrelser, og i en politisk organisation er det politikerne, der blander sig i debatten. Forsvarschefen og øvrige generaler, officerer og soldater i uniform skal bare holde mund.
Artiklen fortsætter under billedet …
Trine Bramsen aflyser sin store reformering af Forsvarsministeriets organisation
Få dage efter interviewet kom reaktionen fra Forsvarskommandoen, som havde lovet et interview med den nye forsvarschef. Det blev der ikke noget af, og forsvarschefen aflyste. Sådan reagerer en kuet chef, som ikke tør stå op for sin position i et demokratisk samfund. Aflysningen fik mig til at kontakte journalisten Thomas Hee fra Ritzau, som havde gennemført det besynderlige interview med forsvarschefen på ministerens kontor.
Det viste sig, at ministeren havde insisteret på at svare på spørgsmål stilet til forsvarschefen, og så eksploderede endnu en sag en gang til op i hovedet på Trine Bramsen. Hun blev kaldt i samråd og insisterede igen lettere fornærmet på, at forsvarschefen er en styrelseschef, og at det er politikere, som stiller op til interview i pressen. Først da Forsvarets organisationer havde skrevet et fælles brev til ministeren med kritik, og ministeren gennem flere dage havde været topprioriteret stof for måbende nyhedsjournalister, politiske analytikere og satiretegnere, blødte den stædige minister lidt op. Forsvarschefen kunne nu godt give et interview.
Artiklen fortsætter under billedet …
Sådan kørte rutineret journalists interview med forsvarsministeren helt af sporet
Men skaden var sket, og i Forsvaret forsvandt den sidste tillid, der måtte være tilbage til en minister helt uden forståelse, indsigt eller viden om det ressortområde, som hun var sat i spidsen for.
Ledede den militære operation uden militær hjælp
Pudsigt nok landede Trine Bramsen sin velsagtens eneste politiske sejr netop i disse dage. Mens hun blev latterliggjort af oppositionen og hængt ud som komplet umulig og inkompetent i alskens medier, formåede hun alligevel at lande sit eneste politiske forlig om den såkaldte Arktis-pakke på 1,5 mia. kr. Pakken blev præsenteret i marts 2021 i forsvarschefs-embedets tidligere embedsbolig på Kastellet, og pudsigt nok måtte de kritiske oppositionspartier rose forhandlingerne, som var forløbet konstruktivt. Helt umulig var ministeren trods alt ikke.
Men glæden var kort. Hen over foråret spidsede situationen til i Afghanistan, hvor Taleban vandt mere og mere terræn, mens de danske og vestlige militære styrker var ved at forberede deres exit. Hvorfor ville regeringen ikke hjælpe de lokale tolke og medarbejdere på ambassaden, som havde hjulpet Danmark og nu risikerede livet, hvis Taleban kom til magten? Men der var ingen grund til hjælp, og mens andre lande begyndte evakueringen af deres lokalt ansatte tolke og ambassademedarbejdere, tog Trine Bramsen og udenrigsminister Jeppe Kofod på ferie.
Artiklen fortsætter under billedet …
Fejlvurdering af Afghanistan »rokker alvorligt ved FE’s troværdighed«
Og så gik evakueringen, som den gik. Først alt for sent gik alvoren op for regeringen, og fire tidligere forsvarschefer måtte hæve de kritiske røster, før nogen i regeringsapparatet kom i omdrejninger. I FE virkede det som om, at man havde trukket efterretningerne fra Afghanistan i en automat i Tivoli, og seks dage før Kabuls fald orienterede FE medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn om, at det var »mindre sandsynligt«, at Kabul ville falde i 2021. To dage senere stod journalisterne Puk Damsgård fra DR Simi Jan fra TV2 i Kabul og fortalte om Taleban lige uden for byporten.
Fredag den 13. august lukkede Udenrigsministeriet Danmarks ambassade i Kabul, og så tog statsminister Mette Frederiksen, forsvarsminister Trine Bramsen og Odense borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til koncert i den Fynske Landsby med Patina og Folkeklubben. Lørdag var panikken total i Kabul, et dansk transportfly fra Flyvevåbnet blev sendt med et team jægersoldater mod Afghanistan, og søndag formiddag sejlede Trine Bramsen så til Ærø med Hjemmeværnet for at føre valgkamp og tale med lokale fiskere om sæler. Den politiske dømmekraft var øjensynligt sat helt ud af spil.
Artiklen fortsætter under billedet …
Vi vil huske 2021 for en øget politisering og afprofessionalisering af Forsvaret
Set gennem Forsvarets briller blev det ikke bedre, da Trine Bramsen så endeligt indfandt sig for at følge udviklingen på nærmeste hold. I stedet for at lade sin forsvarschef fortælle, hvilken militær operation der var i gang, så valgte forsvarsministeren en anden løsning. Hun postede et billede på Facebook, hvor hun sad sammen med udenrigsministeren og en række embedsmænd i Udenrigsministeriet og gav indtryk af at lede den militære operation. Der var ikke én officer i uniform, og det faktum kastede igen et negativt fokus på den selvhøjtidelige minister, som i signalerne til offentligheden ikke havde brug for sine militære officerer, når hun personligt havde kommandoen.
Tilliden var væk internt, i medierne og i offentligheden
Nogle uger senere breakede OLFI en af den slags historier, som man inderligt fortryder. Vi fortalte, at forskeren Peter Viggo Jakobsen var blevet fyret fra Forsvarsakademiet for at ytre sig kritisk om regeringen, men historien viste sig at være en and. Det blev den i hvert fald, for kort efter tweetede Forsvarsakademiet, at Peter Viggo Jakobsen ikke var fyret. Vi måtte trække historien tilbage, beklage og udsende et dementi.
Men en måned siden skrev Weekendavisen så om ”Manden, der ikke blev fyret”. Ifølge avisens oplysninger var OLFIs historie så tæt på at være sand, som den kunne være. Og ifølge Weekendavisen havde forsvarsministeren ladet akademiet forstå, at hvis ikke Peter Viggo Jakobsen stak piben ind, kunne Forsvarsakademiet risikere at komme med i puljen ved den næste udflytning til provinsen af statslige arbejdspladser.
Artiklen fortsætter under billedet …
Sideløbende med alle disse sager kom så implementeringen af det eksisterende forsvarsforlig, som bl.a. indbefatter en fuldt udrustet og kampklar brigade på 3.500 mand, der efter planen skulle stå klar med udgangen af 2023. Det bliver den ikke, og det har forsvarschef Flemming Lentfer måttet erkende. Den bliver faktisk temmelig langt fra klar til tiden, samtidig med at en række andre problemer tårner sig op.
Kritikken fra Nato er gennem de seneste år taget til i styrke, fordi Danmark ganske enkelt ikke leverer det, som vi lover. Forsvaret mangler ammunition og køber det nu ind på dyre kontrakter uden udbud, fordi den seneste kontrakt med den spanske producent Expal er annulleret. Forliget har Trine Bramsen næppe haft den store indflydelse på, men hun har forsøgt at tale vand op ad væggene, når hun har forsikret om, at alt er i den skønneste orden i det danske forsvar. Det er det ikke.
Forsvaret er gennem årtiers besparelser reduceret til det, som den pensionerede oberst Lars R. Møller kalder en “milits”. Der mangler ammunition, materiel og personel, og meget af det eksisterende materiel er ved at falde fra hinanden. Nuvel, bedre tider er på vej. Men det tager årtier at bygge et forsvar op fra bunden, og derfor lysner det først om adskillige år. Ifølge det eksisterende forlig skulle 2022 og 2023 være årene, hvor de rigtigt store summer blev tilført Forsvaret. Men det mærker man endnu intet til i Forsvaret, hvor øvelser stadig bliver aflyst for at spare penge, og mandskabet samtidig bliver taget ud for at løse opgaver i forbindelse med Covid, mink, bevogtning og grænsekontrol.
Artiklen fortsætter under billedet …
Derfor elsker tre skarpe avistegnere forsvaret som taknemmeligt satireunivers
Nu truer Putin og Rusland så med at gå ind i Ukraine, og selv om den nu forhenværende forsvarsminister mener, at vi er velforberedte og klar, viser virkeligheden sig endnu en gang at være så langt fra det politiske fatamorgana som næsten muligt. Med Putin i krigshumør var der ikke længere nogen vej tilbage.
Trine Bramsen havde ikke bare internt i Forsvaret, i medierne og offentligheden mistet al troværdighed. Hun var den absolutte bundprop, når Berlingske lavede de løbende popularitetsmålinger af regeringens siddende ministre. I Forsvaret håber alle på, at de tider er forbi med Morten Bødskov for bordenden. I Forsvarsministeriet bliver han modtaget med åbne arme, og politisk er hans chancer for at få et velfungerende samarbejde i gang med oppositionen helt anderledes positive end Trine Bramsens.
Nu venter alle så på, om han også er villig til dialog med pressen og til at tage fat om nældens rod, når det kommer til de massive udfordringer i Forsvaret og Forsvarsministeriet. Spøger man medarbejderne, kan han passende begynde med at få en massiv organisationsændring indarbejdet i det nye forlig, så Forsvaret en gang for alle atter ophører med at være en styrelse, og at forsvarschefen igen får helhedsansvaret tilbage. Spørgsmålet er, om han tør?
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Partifælde?