DEBAT: Sexisme og kønskrænkende adfærd er hårdt og urimeligt at stå igennem for de direkte berørte, men det kan også være svært at stå på sidelinjen og se magtesløst til som mor til en kvindelig soldat. Det fortæller en mor i dette debatindlæg, som OLFI helt ekstraordinært bringer med anonym afsender af hensyn til datteren.
Så skete det igen. Denne gang i fagbevægelsen og hos Moderaterne. Tidligere har det været hos de konservative, de radikale, Socialdemokratiet. På TV2. På Københavns Rådhus. Og i Forsvaret. Eksemplerne på seksuelle krænkelser på arbejdspladsen er legio. Det samme gælder ledelsessvigtene: Fra uld-i-mund til orlovs-løsninger, der synes at tage mere hensyn til overgriberne end til ofrene.
Min datter har været fire år i Forsvaret, indtil hun for et par år siden forlod sit job efter en udsendelse. Hun har ikke selv mod på at fortælle om sine oplevelser af chikane, krænkelser og mobning. Men hun har givet mig lov til at fortælle, hvordan det har været at være hendes pårørende undervejs. Om hvordan det er at skulle stå hos og holde hånden under min datter, mens jeg ser hende blive nedbrudt af kulturen på den arbejdsplads, hun samtidigt angiver at elske.
Artiklen fortsætter under billedet …
Det var oprindeligt mit forslag, at min datter skulle bruge sin værneret og søge ind til Forsvaret. Jeg tænkte, at en uddannelse i Forsvaret ville ligge til hendes højreben, og det viste sig hurtigt at være korrekt. Hun elskede det og var dygtig. Efter værneretten blev hun optaget i Reaktionsstyrkerne. Og selvom hun også var glad for det, fik jeg hende overtalt til at søge ind på sprogofficersuddannelsen, hvor hun bedre kunne udnytte sine intellektuelle evner – og hvor, troede jeg, tonen nok var anderledes end i værnepligten og reaktionsstyrkerne. For det var blevet åbenbart helt fra begyndelsen: Tonen i Forsvaret var rå. Kulturen var sexistisk. Kvinder blev systematisk nedgjort og mobbet. Og der blev ikke gjort noget som helst ved det. Jo, der var en enkelt oversergent, der blev forflyttet efter gentagne krænkelser. Ikke smidt ud på røv og albuer, blot forflyttet. Men bortset fra den ene sag, ja så skete der ingenting, på trods af, at enhver kendte til kulturen.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
»Systemet forstår simpelthen ikke alvoren og konsekvenserne for den enkelte«
Det betød, at i tre år (indtil udsendelsen) gik weekenderne her i familien, når min datter var hjemme fra kasernen, med debriefing. Hun fortalte, alt hvad der var sket hende: En overordnet havde for eksempel sagt til hende foran hele hendes gruppe (otte mænd og min datter som eneste kvinde): »Hvorfor giver du ham [en sergent] ikke bare et blowjob, så han bedre kan li dig?«
Anerkendelse afløst af pift og lumre bemærkninger
Min datter ville ikke gå videre med sagen, men nogle af hendes kvindelige kolleger gjorde det for at bakke hende op. Det betød, at min datter blev peget ud foran hele delingen på 50 personer og beskyldt for at ville skabe splittelse i delingen baseret på løgne, og hun fik at vide, at kvinder ikke hører hjemme i Forsvaret. Mandlige kolleger sagde typisk ting som »god røv«, »gode bryster« og piftede, når hun satte sig på knæ eller lagde sig på jorden i skydestilling. Når hun rensede sit våben, var der altid en, som sagde noget i retning af, at »nå, du er nok vant til at håndtere sådan en«. Anerkendelse, der burde være tilfaldet hende, tilfaldt mandlige kolleger. Eksemplerne er utallige.
Jeg lyttede til hende, trøstede hende, rasede med hende, spurgte hende, om hun ville klage (men vidste godt, at det mente hun ikke, der ville komme noget ud af). En enkelt gang tvang jeg hende til at nedskrive en episode om grænseoverskridende opførsel fra en overordnet, lægge den i en lukket kuvert – og bede om at få den lagt i sin sagsmappe på kasernen, i tilfælde af, at krænkelserne ville fortsætte og hun på sigt kunne få brug for at dokumentere omfanget. Det skete heldigvis aldrig, og da hun stoppede, bad hun om at få kuverten udleveret igen.
Sådan var hver weekend. Hver eneste weekend i tre år. For jeg havde ikke haft ret i min antagelse om, at kulturen ville være en anden på en officersuddannelse. Faktisk blev det værre og værre for hende, des dygtigere hun blev. Nedgøringen af hende og forsøgene på at underminere hendes autoritet tog bare til.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarschefen lover hurtigere handling og bedre beskyttelse af ofre for krænkelser
Mit moderskab blev sat på en alvorlig prøve i de år. Der bliver kun optaget fire pct. af ansøgerne til uddannelsen som sprogofficer. Og når man er kommet igennem det nåleøje, kræver studiet 18 timers hårdt arbejde dagligt i to år. Hun ville ikke give op pga. en sexistisk kultur. Hun ville være officer, hun vidste, at hun var dygtig, og hun elskede Forsvaret. Men det er ikke en uddannelse, man kan gennemføre uden at være sit 100 pct. bedste, fysisk og mentalt. Derfor var det mit job, mente jeg, at hjælpe hende til at gennemføre ved at samle hende op hver weekend. Ikke mindst, da jeg jo selv havde en del af ansvaret for, at hun overhovedet havde valgt Forsvaret. Så jeg bakkede op og bakkende op, lyttede og lyttede, rummede og respekterede og kom med forslag til løsninger, der ville have fungeret på alle andre arbejdspladser end i Forsvaret. Jeg hjalp hende igennem den uddannelse. Det burde ikke være nødvendigt at have et stærkt bagland for at gennemføre en officersuddannelse, men det var det. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke andre pårørende til kvinder i Forsvaret er enige.
Drømte om at møde op med »hærdebred rocker«
Samtidigt med at jeg bakkede op, ønskede jeg hende ud af Forsvaret. For jeg kunne se, hvad det kostede hende. At hun var ulykkelig og frustreret, når hun kom hjem om fredagen. At hendes sunde, markerede grænser langsomt blev stiplede, fordi sexismen var så dagligdags, at hun efterhånden begyndte at kalde en spade for en teske: »Jamen, så slemt var det ikke. Jeg tror ikke, han mente det sådan«. Hvad jeg selvfølgelig også kunne se, var hendes enorme glæde over at være en del af Forsvaret og hendes stolthed over sine faglige præstationer.
De modsatrettede følelser sled på mig. Når jeg først havde hørt på alt det, der var hændt hende i løbet af ugen, havde jeg svært ved at dele hendes glæde, for hvordan kunne hun være glad for at være et sted, hvor kulturen nedbrød hende? Og når jeg først havde hørt på alt det, der var hændt hende, havde jeg svært ved at rumme min egen magtesløshed. Det var efterhånden ikke til at holde ud at være et passivt vidne til alle de urimeligheder. Søndag aften, når min mand og jeg havde kørt hende tilbage til kasernen, sad jeg og råbte og skreg i bilen over, hvor fucked det hele var, og hvor rasende jeg var. Jeg lagde planer: På de gode dage ville jeg skrive til forsvarschefen; andre dage arbejdede jeg på min idé om at møde op på kasernen med en hærdebred rocker, der ikke skulle slå, naturligvis, men bare stå hos, når jeg opsøgte udvalgte kolleger til min datter og gav udtryk for min bekymring over deres adfærd. Da jeg senere faktisk stod ansigt til ansigt med dem, opførte jeg mig eksemplarisk venligt. Jeg hadede mig selv for det, og det gør jeg stadig.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarets interne krænkelsesundervisning bekymrer kønsforsker
Efter uddannelsen kom udsendelsen, kronen på værket. Jeg havde brækpose med, da jeg fulgte hende til lufthavnen, for jeg var overbevist om, at først ville jeg kaste op, derefter besvime. Jeg gjorde ingen af delene, men at se hende gå gennem security og ikke vide, om jeg nogensinde ville se hende i live igen, er det sværeste, der nogensinde er sket mig. Og mine udmattende weekender som debriefer viste sig naturligvis at være vand ved siden af otte måneders konstant væren i alarmberedskab. Jeg var angst, når hun ikke skrev. Jeg var angst, når prikkerne bevægede sig på min mobilskærm. Jeg var angst over at høre detaljer om angreb på basen, jeg nok slet ikke skulle have hørt. Jeg var rasende, når hendes beskeder handlede om, at »vi hygger og spiller volleyball«. Hygger og spiller volleyball?! Mens jeg frygter for hendes liv?! Ikke mindst var jeg rasende, når jeg hørte om, hvordan sexismen tog til. Fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne være der for hende, og heller ikke sende ham rockeren. Hun var stort set alene om at klare sig, og det gjorde chikanen desto mere effektiv.
Rygtespredning fik ingen konsekvenser
Der blev spredt seksuelle rygter om hende. På en base med kun fem pct. kvinder, er det ekstremt alvorligt, fordi det fuldkommen underminerer en kvindelig officers autoritet. Hvilket naturligvis netop var meningen. Det var nemt at identificere kilden til rygtet, og hun konfronterede ham foran alle andre. Det krævede mod. Men han lyttede ikke, så hun gik opad i hierarkiet med sagen, og den engelske officer, der havde ansvar for den slags, troede på hende og tog sagen alvorligt. Men til samtalen med den engelske officer, benægtede krænkeren, og der sluttede sagen for ham, ikke for hende. For rygter dør ikke. Der blev også spredt det rygte, at hun havde forladt basen i helikopter for at shoppe. Det var et rygte, hun selv først fik kendskab til, da det havde floreret længe. Og det fik hende til at forstå, hvorfor hun gennem længere tid havde følt sin autoritet undermineret blandt sine danske kolleger og den overordnede. Hvis kollegerne eller chefen havde gjort sig den ulejlighed at spørge, hvorfor hun havde været væk fra basen, kunne hun have fortalt dem, at hun var blevet headhuntet af brigadegeneralen til at udføre særlige opgaver. Men de spurgte ikke, for de var ikke interesserede i sandheden. For dem var hendes fravær en anledning til mobning.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
René Fjeldgård Pedersen udstiller alt, hvad der er galt med Forsvarets chefkultur
På et tidspunkt blev der afholdt en fysisk konkurrence, som er en gammel tradition blandt danske udsendte. Aftalen var, at vinderen fik en præmie. I modsætning til sine mandlige kolleger, forberedte min datter sig til konkurrencen, og hun vandt. Derefter var der ingen præmie, blev det besluttet af de mandlige deltagere. Det kan synes som en detalje, en dumhed, der er til at overse. I realiteten vidner det om systematisk nedgøring af kvindelige soldaters indsats og betydning. Uretfærdigheden tog på min datter. For mig var det den situation, der gjorde udslaget: Nu måtte det her stoppe. Eller rettere: Nu måtte hun stoppe i Forsvaret. For at få det – sexismen – til at stoppe, det havde jeg for længst opgivet ethvert håb om. Så jeg begyndte at tale med hende om at søge ind på universitet.
Hun sad i sin seng på basen og skrev sin kvote 2-ansøgning. Den blev fremragende, for Forsvaret har givet hende unikke færdigheder og erfaringer, og hun valgte en uddannelse, hvor de vil komme i spil. Hvis ikke hendes sprogkundskaber og skydeevner, så hendes ledelseserfaring og stamina. Det er hendes plan at bruge sin uddannelse til at blive udsendt med Forsvaret. Når hun taler om det, er jeg ikke længere lyttende, rummende og forstående. Jeg har fuldkommen tydeligt givet udtryk for, at jeg håber, hun ombestemmer sig. For jeg har ikke set noget, der giver mig grund til at tro, at Forsvaret forandrer sin kultur. Og jeg tror ikke, jeg har kræfter til endnu en omgang.
BEMÆRK: OLFI bringer normalt ikke debatindlæg fra anonyme afsendere. I dette tilfælde gør vi en undtagelse af hensyn til den omtalte soldat, som ikke ønsker sit navn frem, men som ville kunne identificeres gennem sin mors. Hun har indvilget i, at ovenstående bliver bragt. OLFI er bekendt med begge kvinders identitet.