DEBAT: Sexisme og kønskrænkende adfærd er hårdt og urimeligt at stå igennem for de direkte berørte, men det kan også være svært at stå på sidelinjen og se magtesløst til som mor til en kvindelig soldat. Det fortæller en mor i dette debatindlæg, som OLFI helt ekstraordinært bringer med anonym afsender af hensyn til datteren.
Så skete det igen. Denne gang i fagbevægelsen og hos Moderaterne. Tidligere har det været hos de konservative, de radikale, Socialdemokratiet. På TV2. På Københavns Rådhus. Og i Forsvaret. Eksemplerne på seksuelle krænkelser på arbejdspladsen er legio. Det samme gælder ledelsessvigtene: Fra uld-i-mund til orlovs-løsninger, der synes at tage mere hensyn til overgriberne end til ofrene.
Min datter har været fire år i Forsvaret, indtil hun for et par år siden forlod sit job efter en udsendelse. Hun har ikke selv mod på at fortælle om sine oplevelser af chikane, krænkelser og mobning. Men hun har givet mig lov til at fortælle, hvordan det har været at være hendes pårørende undervejs. Om hvordan det er at skulle stå hos og holde hånden under min datter, mens jeg ser hende blive nedbrudt af kulturen på den arbejdsplads, hun samtidigt angiver at elske.
Artiklen fortsætter under billedet …
Det var oprindeligt mit forslag, at min datter skulle bruge sin værneret og søge ind til Forsvaret. Jeg tænkte, at en uddannelse i Forsvaret ville ligge til hendes højreben, og det viste sig hurtigt at være korrekt. Hun elskede det og var dygtig. Efter værneretten blev hun optaget i Reaktionsstyrkerne. Og selvom hun også var glad for det, fik jeg hende overtalt til at søge ind på sprogofficersuddannelsen, hvor hun bedre kunne udnytte sine intellektuelle evner – og hvor, troede jeg, tonen nok var anderledes end i værnepligten og reaktionsstyrkerne. For det var blevet åbenbart helt fra begyndelsen: Tonen i Forsvaret var rå. Kulturen var sexistisk. Kvinder blev systematisk nedgjort og mobbet. Og der blev ikke gjort noget som helst ved det. Jo, der var en enkelt oversergent, der blev forflyttet efter gentagne krænkelser. Ikke smidt ud på røv og albuer, blot forflyttet. Men bortset fra den ene sag, ja så skete der ingenting, på trods af, at enhver kendte til kulturen.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
»Systemet forstår simpelthen ikke alvoren og konsekvenserne for den enkelte«
Det betød, at i tre år (indtil udsendelsen) gik weekenderne her i familien, når min datter var hjemme fra kasernen, med debriefing. Hun fortalte, alt hvad der var sket hende: En overordnet havde for eksempel sagt til hende foran hele hendes gruppe (otte mænd og min datter som eneste kvinde): »Hvorfor giver du ham [en sergent] ikke bare et blowjob, så han bedre kan li dig?«
Anerkendelse afløst af pift og lumre bemærkninger
Min datter ville ikke gå videre med sagen, men nogle af hendes kvindelige kolleger gjorde det for at bakke hende op. Det betød, at min datter blev peget ud foran hele delingen på 50 personer og beskyldt for at ville skabe splittelse i delingen baseret på løgne, og hun fik at vide, at kvinder ikke hører hjemme i Forsvaret. Mandlige kolleger sagde typisk ting som »god røv«, »gode bryster« og piftede, når hun satte sig på knæ eller lagde sig på jorden i skydestilling. Når hun rensede sit våben, var der altid en, som sagde noget i retning af, at »nå, du er nok vant til at håndtere sådan en«. Anerkendelse, der burde være tilfaldet hende, tilfaldt mandlige kolleger. Eksemplerne er utallige.
Jeg lyttede til hende, trøstede hende, rasede med hende, spurgte hende, om hun ville klage (men vidste godt, at det mente hun ikke, der ville komme noget ud af). En enkelt gang tvang jeg hende til at nedskrive en episode om grænseoverskridende opførsel fra en overordnet, lægge den i en lukket kuvert – og bede om at få den lagt i sin sagsmappe på kasernen, i tilfælde af, at krænkelserne ville fortsætte og hun på sigt kunne få brug for at dokumentere omfanget. Det skete heldigvis aldrig, og da hun stoppede, bad hun om at få kuverten udleveret igen.
Sådan var hver weekend. Hver eneste weekend i tre år. For jeg havde ikke haft ret i min antagelse om, at kulturen ville være en anden på en officersuddannelse. Faktisk blev det værre og værre for hende, des dygtigere hun blev. Nedgøringen af hende og forsøgene på at underminere hendes autoritet tog bare til.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarschefen lover hurtigere handling og bedre beskyttelse af ofre for krænkelser
Mit moderskab blev sat på en alvorlig prøve i de år. Der bliver kun optaget fire pct. af ansøgerne til uddannelsen som sprogofficer. Og når man er kommet igennem det nåleøje, kræver studiet 18 timers hårdt arbejde dagligt i to år. Hun ville ikke give op pga. en sexistisk kultur. Hun ville være officer, hun vidste, at hun var dygtig, og hun elskede Forsvaret. Men det er ikke en uddannelse, man kan gennemføre uden at være sit 100 pct. bedste, fysisk og mentalt. Derfor var det mit job, mente jeg, at hjælpe hende til at gennemføre ved at samle hende op hver weekend. Ikke mindst, da jeg jo selv havde en del af ansvaret for, at hun overhovedet havde valgt Forsvaret. Så jeg bakkede op og bakkende op, lyttede og lyttede, rummede og respekterede og kom med forslag til løsninger, der ville have fungeret på alle andre arbejdspladser end i Forsvaret. Jeg hjalp hende igennem den uddannelse. Det burde ikke være nødvendigt at have et stærkt bagland for at gennemføre en officersuddannelse, men det var det. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke andre pårørende til kvinder i Forsvaret er enige.
Drømte om at møde op med »hærdebred rocker«
Samtidigt med at jeg bakkede op, ønskede jeg hende ud af Forsvaret. For jeg kunne se, hvad det kostede hende. At hun var ulykkelig og frustreret, når hun kom hjem om fredagen. At hendes sunde, markerede grænser langsomt blev stiplede, fordi sexismen var så dagligdags, at hun efterhånden begyndte at kalde en spade for en teske: »Jamen, så slemt var det ikke. Jeg tror ikke, han mente det sådan«. Hvad jeg selvfølgelig også kunne se, var hendes enorme glæde over at være en del af Forsvaret og hendes stolthed over sine faglige præstationer.
De modsatrettede følelser sled på mig. Når jeg først havde hørt på alt det, der var hændt hende i løbet af ugen, havde jeg svært ved at dele hendes glæde, for hvordan kunne hun være glad for at være et sted, hvor kulturen nedbrød hende? Og når jeg først havde hørt på alt det, der var hændt hende, havde jeg svært ved at rumme min egen magtesløshed. Det var efterhånden ikke til at holde ud at være et passivt vidne til alle de urimeligheder. Søndag aften, når min mand og jeg havde kørt hende tilbage til kasernen, sad jeg og råbte og skreg i bilen over, hvor fucked det hele var, og hvor rasende jeg var. Jeg lagde planer: På de gode dage ville jeg skrive til forsvarschefen; andre dage arbejdede jeg på min idé om at møde op på kasernen med en hærdebred rocker, der ikke skulle slå, naturligvis, men bare stå hos, når jeg opsøgte udvalgte kolleger til min datter og gav udtryk for min bekymring over deres adfærd. Da jeg senere faktisk stod ansigt til ansigt med dem, opførte jeg mig eksemplarisk venligt. Jeg hadede mig selv for det, og det gør jeg stadig.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarets interne krænkelsesundervisning bekymrer kønsforsker
Efter uddannelsen kom udsendelsen, kronen på værket. Jeg havde brækpose med, da jeg fulgte hende til lufthavnen, for jeg var overbevist om, at først ville jeg kaste op, derefter besvime. Jeg gjorde ingen af delene, men at se hende gå gennem security og ikke vide, om jeg nogensinde ville se hende i live igen, er det sværeste, der nogensinde er sket mig. Og mine udmattende weekender som debriefer viste sig naturligvis at være vand ved siden af otte måneders konstant væren i alarmberedskab. Jeg var angst, når hun ikke skrev. Jeg var angst, når prikkerne bevægede sig på min mobilskærm. Jeg var angst over at høre detaljer om angreb på basen, jeg nok slet ikke skulle have hørt. Jeg var rasende, når hendes beskeder handlede om, at »vi hygger og spiller volleyball«. Hygger og spiller volleyball?! Mens jeg frygter for hendes liv?! Ikke mindst var jeg rasende, når jeg hørte om, hvordan sexismen tog til. Fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne være der for hende, og heller ikke sende ham rockeren. Hun var stort set alene om at klare sig, og det gjorde chikanen desto mere effektiv.
Rygtespredning fik ingen konsekvenser
Der blev spredt seksuelle rygter om hende. På en base med kun fem pct. kvinder, er det ekstremt alvorligt, fordi det fuldkommen underminerer en kvindelig officers autoritet. Hvilket naturligvis netop var meningen. Det var nemt at identificere kilden til rygtet, og hun konfronterede ham foran alle andre. Det krævede mod. Men han lyttede ikke, så hun gik opad i hierarkiet med sagen, og den engelske officer, der havde ansvar for den slags, troede på hende og tog sagen alvorligt. Men til samtalen med den engelske officer, benægtede krænkeren, og der sluttede sagen for ham, ikke for hende. For rygter dør ikke. Der blev også spredt det rygte, at hun havde forladt basen i helikopter for at shoppe. Det var et rygte, hun selv først fik kendskab til, da det havde floreret længe. Og det fik hende til at forstå, hvorfor hun gennem længere tid havde følt sin autoritet undermineret blandt sine danske kolleger og den overordnede. Hvis kollegerne eller chefen havde gjort sig den ulejlighed at spørge, hvorfor hun havde været væk fra basen, kunne hun have fortalt dem, at hun var blevet headhuntet af brigadegeneralen til at udføre særlige opgaver. Men de spurgte ikke, for de var ikke interesserede i sandheden. For dem var hendes fravær en anledning til mobning.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
René Fjeldgård Pedersen udstiller alt, hvad der er galt med Forsvarets chefkultur
På et tidspunkt blev der afholdt en fysisk konkurrence, som er en gammel tradition blandt danske udsendte. Aftalen var, at vinderen fik en præmie. I modsætning til sine mandlige kolleger, forberedte min datter sig til konkurrencen, og hun vandt. Derefter var der ingen præmie, blev det besluttet af de mandlige deltagere. Det kan synes som en detalje, en dumhed, der er til at overse. I realiteten vidner det om systematisk nedgøring af kvindelige soldaters indsats og betydning. Uretfærdigheden tog på min datter. For mig var det den situation, der gjorde udslaget: Nu måtte det her stoppe. Eller rettere: Nu måtte hun stoppe i Forsvaret. For at få det – sexismen – til at stoppe, det havde jeg for længst opgivet ethvert håb om. Så jeg begyndte at tale med hende om at søge ind på universitet.
Hun sad i sin seng på basen og skrev sin kvote 2-ansøgning. Den blev fremragende, for Forsvaret har givet hende unikke færdigheder og erfaringer, og hun valgte en uddannelse, hvor de vil komme i spil. Hvis ikke hendes sprogkundskaber og skydeevner, så hendes ledelseserfaring og stamina. Det er hendes plan at bruge sin uddannelse til at blive udsendt med Forsvaret. Når hun taler om det, er jeg ikke længere lyttende, rummende og forstående. Jeg har fuldkommen tydeligt givet udtryk for, at jeg håber, hun ombestemmer sig. For jeg har ikke set noget, der giver mig grund til at tro, at Forsvaret forandrer sin kultur. Og jeg tror ikke, jeg har kræfter til endnu en omgang.
BEMÆRK: OLFI bringer normalt ikke debatindlæg fra anonyme afsendere. I dette tilfælde gør vi en undtagelse af hensyn til den omtalte soldat, som ikke ønsker sit navn frem, men som ville kunne identificeres gennem sin mors. Hun har indvilget i, at ovenstående bliver bragt. OLFI er bekendt med begge kvinders identitet.
Ja forsvaret er ikke for kvinder- i bogstavelig forstand. Vi bliver nedgjort, mobbet og udstillet – og selvom vi gør opmærksom på krænkelser og mobning så sker der ikke andet end at vi bliver yderligere udstillet som svage, hvilket gør at man (læs: jeg) vælger ikke at udtale sig, eller risikere endnu værre mobning og krænkende hentydninger. Mange år efter har jeg fundet ud af hvor voldsomt det også var for min mor og far – at jeg kom grædende til dem. Det har også haft konsekvenser for dem. Dermed har forsvarets kultur og arbejdsbetingelser alvorlige konsekvenser for familierne bag soldaterne. Og jeg er så dum at jeg stadig overvejer at søge tilbage til forsvaret. Hmm. Tak for at dele andres beretninger.
Kvalmende læsning!
Kvalmende fordi de menneskelige omkostninger, ved at gøre tjeneste i Forsvaret, uden krænkelser og modbydelige kolleger, er nok i sig selv. De arbejdspladser, der findes herhjemme, hvor man bevidst vælger at sætte sit liv på spil, er få og kræver en helt speciel type medarbejdere.
Men hvis disse medarbejdere yderligere skal presses, grundet køn eller andre ting som ikke lige passer ind i mainstream tendensen på arbejdspladsen, ja så er kravene jo nærmest uoverstigelige for disse mennesker!
Og det kan vi hverken som samfund eller som offentlig arbejdsplads, være tjent med!
Det der beskrives vidner om en ledelseskultur, hvor antallet af stjerner på skuldrene nærmest er baseret på hvor god man er til at lukke øjnene, og nægte at se hverdagen i øjnene. Bare man dukker hovedet og sørger for at øv sagerne er på et minimum, så skal man nok komme igennem sin nuværende tjenesteperiode, inden den næste forflyttelse, og udnævnelse, venter.
Og det der så står tilbage når man lukker kontordøren, er jo collateral damage, som nogle andre må rydde op i, hvis de altså ikke sætter pris på deres karriere…
Mon ikke det var på tide, at man gentænkte bedømmelsessystemet, så der for ledere og chefer også skulle indhentes data fra de underordnede, inden udnævnelser, forflyttelser og optagelse på uddannelser, der har henblik på videre udvikling i karrieren?
Vi kan ikke blive ved med at bilde os selv ind, at den foranstående chef alene, er i stand til at bedømme den underordnede leder. Dertil er berøringsfladen og indflydelsen for stor, hos den enkelte leder/mellemleder.
Og lad os i samme omgang, få nogle eksterne konsulenter ind til at hjælpe med en radikal kulturændring. Tiden arbejder ikke for os, men klart imod os!
Hver eneste medarbejder vi mister, på grund af en neandertaler mentalitet, kan fremadrettet koste menneskeliv under kommende udsendelser.
MIster vi en sprogofficer, grundet sexcististe oplevelser, er der i hverdagen ingen garanti for at vi får en erstatning. På sammen måde er der ingen erstatninger for den kvindelige konstabel på Inspektionsskibet, eller alle de andre steder hvor vi mangler personel.
Kan nikke genkendende til alt dette. Har selv været ansat i forsvaret i næsten to år. Det er en lignende behandling man får, hvis man har anden etnisk herkomst eller rødder der tyder dertil, dog ikke med sexistisk udgangspunkt men racistisk.
Da Hæren åbenbart er rammen om det, der her er beskrevet, vil jeg som pensioneret orlogskaptajn og designer af forsvarets ledelsesudviklingsprogeam i 80erne og 90erne gerne vide, om det står lige så galt til i flyvevåbnet og søværnet. I øvrigt vil jeg gerne tilføje til en sætning om et kursus, som skulle kunne vende kulture, at det vil kræve en hård og målrettet indsats over år.
Jeg kan ikke genkende beskrivelsen af sprogofficersuddannelsen! Her er kvinderne i overtal, og de fleste lærere civile. Beskrivelsen er rodet, og tyder på, at moderen overdriver, eller blander Sprogskolen (Forsvarakademiet) sammen med episoder i geleddet eller under udsendelse. Datteren var glad for forsvaret – det passer jo ikke med alle de krænkelser. Der er noget, der ikke stemmer….
Forsvaret (inkl styrelser) er en konservativ kultur. Er uddannelsen vedr. KKA præget af interne normer har den ringe effekt, i lighed med uddannelsen til samarbejde i 1960’erne og 70’erne.
Opfattelsen er præget af, at der “ikke sker noget”, man lærer nogle nye ord, som der ironiseres med. Systemet, dvs. ministerie, generaler, og oberster, er bange for deres egne skygger, når de i helt ekstraordinære tilfælde anvender forflyttelser i stedet for fyringer eller synlige degraderinger af rang. Altså lader stå til. Ofte opfattes forflyttelser som funktionelle forfremmelser.
Det er typisk, at Forsvaret (inkl styrelser) ser kulturproblemet som isoleret til KKA. Skal en kultur ændres, skal ses på den enkelte persons hele selvopfattelse – altså inkl. alle sine kompetencer med sin uddannelse. Det kan ikke klares internt i Forsvaret (inkl. styrelser). Selvopfattelsen bør ændres til, at for at være ansat i Forsvaret (inkl. styrelser) er man også en del af resten af samfundet – det er ikke “noget særligt” at gå i udleveret arbejdstøj. Også i andre ansættelser sætter medarbejderen liv og helbred på spil.
Til Anonym mor:
Dit indlæg gjorde mig uendelig ked af det. Jeg har selv som sikkerhedsrepræsentant siddet med sager og ikke anet mine levende råd når jeg sad med en person der aldersmæssig kunne være min egen datter eller søn, eller var 20 år ældre. Der skal mod til at gå til en “vildt fremmed”, selvom det er en sikkerhedsrepræsentant eller tillidsmand du kender, og lægge tingene på bordet og mere end en gang bad den pågældende efter nogen tid bedt mig glemme sagen, og det har jeg respekteret. Dengang var jeg tjenestegørende ved Forsvarsakademiet hvor sprogskolen ligger.
Holdningen i Forsvaret er at dække over tingene så dækker støvet det nok og så er det glemt til næste gang, måske endda med samme person. Man dækker over hinanden, for en dag er det jo “mig” der står med de største stjerner eller de bredeste stresser og så er det jo rart at have nogle venner i ærtehalmen.
Jeg har ad flere omgange slået på tråd for at en gang, er en gang for meget og koster jobbet, uanset. Krænkende- eller kønskrænkende adfærd kan ikke gradbøjet, ud af klappen er eneste straf.
Vi har sågar haft en general der gik på fed pension med 2 (kendte) sager om sexkrænkende adfærd på halsen, den sidste fra 2 år før pågældende gik på pension.
Forsvaret er ikke interesseret i at stoppe det, for hvis man åbner for meget for posen kommer det jo frem hvor grelt det er. Kulturen har været, er stadig og vil fortsætte hvis ikke nogen tager sig gevaldigt sammen og indfører absolut 0-tolerance, heller fyre en uskyldig end beholde en skyldig (forstå mig ret)
Som Sine Jensen skriver; forsvaret er ikke for kvinder. Med den kultur der er nu, vil det blive rent ragnarok hvis vi indfører kvindelig værnepligt.
Jeg har ved tidligere indlæg om samme ende fået omkring en million tommel ned og får det nok også denne gang men det tager jeg med, og vidner kun om at kulturer stadig er der.
DET ER DEN KRÆNKEDE DER AFGØR OM DET ER KRÆNKENDE, IKKE KRÆNKEREN.
Til jer der stadig hænger på, respekt O7
Jeg ved jeg er op mod stor viden og indsigt omkring emnet. Efter lang karriere (48 år) må jeg blankt erkende jeg ikke har set eller hørt om den slags hændelser. Jeg ved jeg er op imod bedre vidende, som kender til hvordan forsvaret i årevis har tollereret krænkelser, men ærlig talt tror jeg ikke på at alle historierne er sande. Den artikel jeg kommenterer givet af en sprogofficers mor, er fuld af mærkelige påstande og “indsightet” viden som ikke har gang i virkeligheden. Konkurrencer ifm. udsendelse, som sexistisk nedgør kvinder som har vundet, er et eksempel og ikke får præmie, beskriver noget jeg ikke kan genkende. Jeg tillader mig at nævne at jeg har haft 5 udsendelser. Jeg håber der er plads til andre meninger som ikke nødvendigvis nikker til alle beretninger.
Til den mor, der har skrevet artiklen skal jeg sende min Mors store tak, for at åbne problematikken omkring dårlig opførsel blandt medlemmer af officerskorpset og blandt sergenter.
Vi håber ikke at din datter har taget uhelbredelig skade, men kan komme videre i livet uden men!
Digter H. C. Andersen skrev om mobning, i fortællingen ”Den grimme ælling” – om hvordan svaneungen var anderledes end de andre ællinger i andegården, og derfor skulle kanøfles.
Forsvaret minder mig desværre meget om en hønsegård!
I en hønsegård er der en streng hakkeorden! Maden kommer, uden at hønsene gør noget for føden. Bare de lægger deres ugentlige 5 æg, så er hønseavleren tilfredse.
At opretholde deres plads i hakkeordenen bliver derfor den enkelte hønes eneste beskæftigelse. Hønsene opfører sig derfor underdanige over for den med er højere i hakkeordenen, og hakker på dem der er lavere rangerende. Er en høne anderledes, så ender den altid i bunden af hakkeordenen. (Læs; er du kvinde, af anden etnisk herkomst eller handicappet, så må du leve med at blive kanøflet)
I hønsegården vælger hønseavleren normalt, enten at komme de høns, der bliver mobbet i suppegryden (hvilket er hvad forsvaret gør i øjeblikket, idet personellet enten flygter eller bliver fyret) eller at klippe næbet på hønsene, sådan at de ikke kan hakke hinanden.
Hvor vil jeg så hen med denne analogi!
Forsvaret har siden Berlinmurens fald løbende været udsat for massive nedskæringer. Emnerne er legio. Det man har ”glemt” var at afstemme antallet af officerer med det nye behov.
Lad mig gøre det klart! Det er ikke alle officerer, der ikke kan opføre sig ordentligt. Hovedparten af officererne er fremragende ledere med stor empati!
Nu er det altid nemt som en der har måtte forlade Forsvaret, at sidde bag et skrivebord, og som en anden journalist, skrive om alle de problemer med officerer, der er i Forsvarsministeriet og underlagte styrelser.
Hvor ser jeg så løsningerne?
Den militære logik er at udbredt dårlig opførsel er et ledelsesansvar. Ansvaret ligger derfor ved Forsvarschefen og Forsvarsministeren. Løsningen må være at fyre dem begge.
Mit postulat er, at det ikke hjælper!
Al respekt for Flemming Lentfer (Forsvarschefen), men han sidder ikke i enhver belægningsstue. Forsvaret er en meget fragmenteret organisation. Det er heller ikke noget der kan løses med et enkelt kursus for cheferne. At fjerne mobning og anden dårlig opførsel er lige så stor en opgave som at ændre kursen på en supertakter!
Det for mig vigtigste sted at finde løsningen er i uddannelsen af officererne og de interne rekrutterings-systemer. OLFI har over årene beskrevet, hvordan personlige venskaber eller familierelationer tilsyneladende har været afgørende for forfremmelser, udnævnelser eller adgang til skolestrukturen.
Årsagen til den dårlige opførsel bland officerer ligger efter min bedste vurdering i udvælgelsen af de kaptajner/kaptajnløjtnanter, der få adgang til Forsvarsakademiets uddannelse som Master of Military Studies (MMS).
Dem der ikke kommer på MMS kan se en fremtid, hvor de i værste fald skal ligge i bivuak sammen med rekrutterne indtil pligtig afgangsalder. De dygtige blev tidligere på baggrund af deres faglige kompetencer udnævnt til major/orlogskaptajn M322. De er en uvurderlig klippe for Forsvaret!
Dem der kommer på MMS har muligheden for at avancere til forsvarschef, men de fleste bliver majorer/orlogskaptajner M33X. For mange af de officerer, der enten ikke kommer på MMS eller som kun bliver major/orlogskaptajnen, bliver fremtiden, at de kommer så til at sidde i en mere eller mindre tilfældig stilling, hvor de ofte kommer til at lave opgaver de ikke er uddannet til af udføre. Her kan de så afvente pligtig afgangsalder.
Mange heraf har samtidigt den selvforståelse, at de sidder med et stort uforløste potentialer.
Mængden af officerer, med skuffede forventninger om en stor karriere, men som tabte i kampen om at blive forfremmet, er i mine øjne årsagen til mistrivsel blandt Forsvarets officerer, og dermed også til dårlig opførsel. Jeg håber nemlig ikke, at problemet er, at krænkende adfærd er en bevidst indlært opførsel, der stammer fra Forsvarets skoler.
Forsvarsministeriet har et sted, hvor officerer mødes med den brede befolkning, og det er Hjemmeværnet. Ved hjemmeværnsdistrikterne møder officerer mange almindelige mennesker. Kan en ung officer ikke opføre sig ordentlig, så fortæller den frivillige bare, ”at vedkommende bruger sin fritid og det uden løn, så tak for i dag”! Disse stillinger virker i dag tit som et sted, hvor man placerer officerer der ikke skal videre i karrieren. Netop her kan den unge officer virkeligt kan vise sit lederpotentiale.
De officerer, der lykkes hermed i mindst 2 år, bør have adgang til MMS!
Ingen organisation kan leve isoleret fra det omgivende samfund uden at blive selvcentreret. I store virksomheder – som Novo og A. P. Møller – er det en naturlig ting, at medarbejdere bl.a. dem med skuffede karriereforventninger fra den øverste direktør til den unge trainee forlader firmaet og søger andre græsgange – og ikke mindst at de kommer tilbage med ny inspiration. Novo’s tidligere direktør, Mads Øvlisen fortæller i sin bog ”Heartcore”, hvorledes han ved sine MUS-samtaler med deres finansdirektøren løbende spurgte ham om, hvorledes Novo kunne hjælpe ham med at blive kvalificerer til et job som administrerende direktør i en anden virksomhed.
Det sker stort set ikke, at officerer forlader Forsvaret og efterfølgende kommer tilbage. De vælger at blive på trods af skuffede karrieredrømme!
Forsvaret er et sted, der løser opgaver, der ikke løses andre steder i civilsamfundet. Derfor må officerernes uddannelse fremover tilrettes således, at den også åbner mulighed for ansættelse i det civile erhvervsliv. Det er mig uforståeligt, at en orlogskaptajn som udgangspunkt ikke må sejle kabelfærgen mellem Omø og Hammer Bakker.
Tilsvarende skal en periode som ansat i en civil virksomhed virke karrierefremmende.
Det er vigtigt, at en afsked fra Forsvaret ikke er en økonomisk katastrofe. Det er en vanskelig beslutning, hvis en chef er nødt til at afskedige en god ven eller kollega, hvis der samtidigt er risiko for at vedkommende ender på bistandshjælp. Det gælder ikke kun officeren/sergenten, der krænker en kvindelig kollega, men lige så meget dem der af anden grund ikke er behov for, eller som frivilligt ønsker at komme videre. De bør have en ordentlig afsked med Forsvaret og en god vej ud i en ny fremtid.
Løsningen herpå er en opkvalificering, der skal skabes ud fra den enkelte officers (sergents eller konstabels) forudsætninger og ønsker. Det koster mange penge, men det er bedre end, at de bliver i Forsvaret. Samtidigt bliver der skabt den nødvendige struktur, der gør, at officerer og sergenter, der ikke kan opføre sig ordentligt eller som dækker over andres dårlige opførsler, umiddelbart kan fjernes fra tjenesten – og ikke bare flyttes til et andet skrivebord!