spot_img

René Fjeldgård Pedersen udstiller alt, hvad der er galt med Forsvarets chefkultur

KOMMENTAR: En bataljonschef i Skive har ved sin egen forskruede ledelsesstil øjensynligt flere militære skæbner og afskedigelser på sin samvittighed. Oberstløjtnanten klæder i programmet Operation X på TV2 i aften sig selv af og afslører en syg ledelseskultur. Hvis ikke bataljonschefen får frataget sit ansvar, har både forsvarschefen og personalestyrelsen et forklaringsproblem.

Det er skrap kost, der kommer frem i aftenens udgave af Operation X på TV2. Programmet handler om krænkelser i Forsvaret, og selv om en del af historierne ligger flere år tilbage, er der rigeligt med aktuelle sager at handle på. Den første og vigtigste opgave er at få sat en stopper for oberstløjtnant René Fjeldgård Pedersens virke som bataljonschef ved Ingeniørregimentet på Skive Kaserne.

I programmet klæder han sig selv af for åben skærm og udstiller alt, hvad der er galt med Forsvarets ledelseskultur. Det er en kultur, hvor selvbestaltede konger blæser på reglerne og indfører deres eget regime, som ingen skal gå på tværs af. Gør man det, får det konsekvenser, og det oplevede på egen krop den nu forhenværende kompagnichef Poul Broch, som var så uheldig at forrette tjeneste under René Fjeldgård Pedersen.

Efter måneders svære overvejelser har Poul Broch valgt at stå frem med navn og fortælle sin historie, og det skal han have tak for. Man kan lige frem sige, at det var på tide. Selv om krænkelserne i Poul Brochs ”sag” primært handler om to kvindelige underordnede, må man konstatere, at Poul Broch er blevet mindst lige så krænket som de kvinder, han tog i forsvar. Han mistede sin karriere i Hæren og arbejder i dag i Arktisk Kommando, selv om han både besidder den moral, etik, mod og vilje, som burde kendetegne officerer i det danske forsvar.

Det modsatte kan man sige om René Fjeldgård Pedersen, hvis ledelsesstil skader Forsvaret og gør det endnu sværere at rekruttere og fastholde dem med de rette holdninger. Det kræver en forklaring.

Jeg kan ikke høre, hvad du siger

Den første episode i Poul Brochs “sag” udspiller sig på Skive Kaserne i et lokale, hvor kompagnichefens befalingsmænd og officerer er samlet. Ind træder en kvindelig sergent i lokalet, hvorefter en mandlig kollega spørger hende:

»Har du ikke en kæreste?«

Hun svarer »jo«, hvorefter den mandlige kollega spørger:

»Hvorfor ligger du så og knepper med alle de andre?«

Da den kvindelige sergent spørger, hvad han snakker om, svarer den mandlige kollega ifølge kvinden:

»Jeg kan ikke høre, hvad du siger, fordi du har så meget pik i munden.«

Poul Broch var ikke selv til stede i lokalet, men får den forklaret, da den kvindelige sergent henvender sig til kompagnichefen og beder om hjælp. Ellers kan hun ikke se sig selv fortsætte i arbejdet. Som kompagnichef går Poul Broch til sin bataljonschef, som foreslår et mæglingsmøde. Men det har den kvindelige sergent ikke lyst til, da hun ikke ønsker at blive konfronteret med episoden og krænkeren en gang til. Poul Broch foreslår derfor at flytte krænkeren ud af kompagniet. Men svaret fra bataljonschefen er, at det kommer ikke til at ske.

I stedet bakker Poul Broch sin kvindelige sergent op i ønsket om at gå til auditørkorpset, men det opfatter bataljonschefen som en illoyal handling. Han kræver derfor, at han som bataljonschef fremadrettet skal godkende alle sager inden involvering af auditørkorpset.

Kvindelig sergent bliver krænket på Facebook

Senere henvender en anden kvindelig sergent fra søsterkompagniet sig til Poul Broch. Hun er netop blevet forfremmet, og på Facebook skriver andre kolleger både nedladende og krænkende om hende.

»Jeg går til bataljonschefen og siger, at det er uacceptabelt, og at der skal ske noget,« fortæller Poul Broch i programmet og gør det klart for bataljonschefen, at hvis der ikke sker noget, vil den pågældende medarbejder melde det til auditørkorpset.

Men svaret fra bataljonschefen er, at der skal være julefrokost samme dag, og at bataljonschefen vil se på sagen efter juleferien. Det sker imidlertid aldrig, og derfor bakker Poul Broch også denne underordnede sergent op i en henvendelse til auditørkorpset, hvilket er helt i overensstemmelse med Forsvarets regler. Det meddeler han bataljonschefen, som beder Poul Broch om at stille på sit kontor med det samme.

»Det var mig på den ene side af bordet med bataljonschefen, stabschefen og bataljonsbefalingsmanden på den modsatte side til en 45 minutter lang skideballe, hvor jeg i meget skarpe vendinger får at vide, hvad jeg er værd i kroner og ører; om kommandoveje, og hvad loyalitet er. Man skal gøre, hvad der bliver sagt. På bagkant af det her møde skal jeg nok forvente at blive afsat som kompagnichef, fordi der er tillids- og samarbejdsproblemer. Jeg var gået bag om ryggen på ham. Igen. Og havde ikke været loyal og fulgt, hvad han havde sagt.«

»Var du det?,« spørger journalisten Morten Spiegelhauer.

»Jeg gjorde bare, hvad jeg skulle gøre. Ifølge retningslinjerne fra forsvarschefen har jeg ikke gjort noget forkert. Alle kan til hver en tid uden at inddrage nogen melde en sag til auditørkorpset, hvis de føler sig krænket.«

Indrømmer at gå imod Forsvarets regler

På Skive Kaserne møder TV2 den pågældende bataljonschef, som hedder René Fjeldgård Pedersen. Man må sige til hans forsvar, at han som en af få stiller op, når pressen beder om interview. Resultatet er imidlertid skræmmende at se på og lytte til. Oberstløjtnanten indrømmer blankt, at alle »i princippet« godt kan indberette sager til auditørkorpset. Men:

»Forsvaret er jo hierarkisk opbygget, og i sådanne sager er det bataljonschefen, der indberetter,« siger han.

Da TV2 spørger bataljonschefen, om han ikke går imod Forsvarets egne regler for at sætte sine egne op, svarer René Fjeldgård Pedersen:

»Det kan man mene.«

Han går end da så langt, at han mener, at »sådan er det mange steder« i Forsvaret. Altså at chefer laver deres egne regler om, hvordan anmeldelser til auditørkorpset skal foregå. Han afviser dog at have afskediget Poul Bloch.

»Jeg kan ikke afskedige nogen medarbejdere. Men det er klart, at jeg har en hvis indflydelse på, hvilke chefer jeg har omkring mig. Hvis jeg laver en aftale med en kompagnichef om, at sager, der skal til Forsvarets uafhængige undersøgelse og anklagemyndighed, skal forbi mit bord, så jeg kan følge med i, hvad der foregår – så forventer jeg, at det sker. Hvis jeg så har en chef, som gentagne gange ikke gør, hvad vi har aftalt, så bliver jeg nødt til at agere,« siger René Fjeldgård Pedersen.

Klæder sig af for åben skærm

Her er vi ved kernen i alt det, der er galt med ledelseskulturen i Forsvaret. Chefer, som lægger låg på møgsagerne og straffer dem, som vil have dem frem i lyset. På den måde fremstår René Fjeldgård Pedersen som en sølle chef, der aldrig nogensinde skulle være betroet det ansvar, som han har.

Han klæder sig selv af for åben skærm og afslører en syg ledelseskultur, hvor chefer laver deres egne regler, som strider direkte mod Forsvarets. Oberstløjtnant René Fjeldgård Pedersen tilføjer sågar, at »sådan foregår det mange steder« med henvisning til hans måde at tackle sager om kønskrænkende adfærd. Så tror da pokker, at det er svært at gøre op med kulturen.

I stedet for at forsvare de svage, beskytter han de brodne kar og afslører sig selv som netop det. Han rydder loyale medarbejdere ad vejen med beskyldninger om »illoyalitet«, fordi en medarbejder følger Forsvarets regler og ikke den selvbestaltede solkonge i Skive.

I programmet svarer forsvarschef Flemming Lentfer da også klart »nej« til, om Forsvaret har håndteret sagerne godt nok. Han vil derfor se nærmere på sagerne. Det er godt. Hvis ellers sagerne og den ganske overvældende dokumentation i Operation X holder vand, hvilket alt tyder på, så er løsningen ganske enkel. Så skal forsvarschefen sige eller skrive undskyld til både kvinderne og til Poul Broch – og byde ham velkommen tilbage i Hæren.

Samtidig skal han fjerne René Fjeldgård Pedersen som bataljonschef og sikre sig, at den mand aldrig igen får ansvar for andre mennesker. Sker det ikke, har både forsvarschefen og personalestyrelsen et forklaringsproblem. I en tid, hvor Forsvaret står over for en ny trussel og ser frem mod en betydelig forøgelse af mandskabet, kan vi som samfund ikke leve med at have små regimentskonger, som leder efter deres egne regler.

RETTELSE: Det fremgik af en tidligere version af denne artikel, at Poul Broch ikke længere arbejder i Forsvaret. Det er ikke korrekt, da han rettelig er overflyttet til Arktisk Kommando. OLFI beklager fejlen.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

13 KOMMENTARER

guest
13 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Michael Clemmesen, BGen (p)
Læser
Michael Clemmesen, BGen (p)
29. juli 2022 11:23

Kun én kommentar fra en gammel militær pensionist, Der er klart et alvorligt ledelses- og samarbejdsproblem på Skive Kaserne. I gamle dage ville det i første omgang have været regimentschefen, der både skulle have sikret ordentlig optræden fra samtlige befalingsmænd og derefter have grebet ind for at disciplinere efter brud på normer og bestemmelser. Den nuværende centralisering hindrer åbenbart rettidig forebyggelse og problemløsning.

Morten Rasmussen
Læser
Morten Rasmussen
28. juli 2022 16:55

Og det er formentlig kun toppen af isbjerget vi får lov at se her. Man kan kun gætte på antallet af sager, som har lidt en stille død på grund af manglende moral og rygrad på ledelsesniveau.

Niels Bregendahl
Læser
Niels Bregendahl
30. juli 2022 9:48

Haløjsa. Jeg håber, at Olfi følger op og skriver om følgerne af René Fjeldgård Pedersen sager!!

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
29. juli 2022 14:30

Jeg har desværre selv siddet med et par sager som sikkerhedsrepræsentant og fik i begge tilfælde tillidsrepræsentanten med ind over. Det var inden Forsvaret fandt på begreberne “krænkende adfærd” og “kønskrænkende adfærd”. Den sidste blev dog hurtigt integreret i “krænkende adfærd” som blev betegnelsen for det hele, jeg har dog aldrig fattet hvorfor man ikke bare kan kalde tingene ved deres rette navn “SEXCHIKANE”. At en meget ung befalingsmand bliver udsat for sexchikane og anmelder sagen uden der sker noget, og få år senere får den samme krænkende person som tjenestesteds chef er sgu ikke ok (et eksempel fra min egen tid).
En meget kendt general(?) som OLFI’s læsere er bekendt med, havde sågar 2 sager om kønskrænkende adfærd på halsen inden han gik på pension, fatter ikke hvorfor han ikke bare fik sparket ned af trappen efter den første. Der er ingen som helst undskyldning for den form for opførsel, og jeg har den dybeste medfølelse for de personer der har været udsat for de ting, desværret hænger ærtehalmen for godt sammen og uanset hvad Forsvarschefen siger sker der ikke en dyt før man begynder at fyre uanset graden af chikane. Give en bøde, min bare…..Ud af klappen med dem.
Dybeste respekt for dem der stod frem i Operation X, det er fanneme modigt gjort O7

Sidst ændret 1 år siden af Palle Randløv
PER ØDEMARK
Læser
PER ØDEMARK
29. juli 2022 18:09

Til “en kollega”, prøv lige at høre; en oberstløjtnant som i den grad stiller sin ringe mandskabsbehandling og vurderingsevne til danskerne skue er til at krympe tæer over. Om nogen burde man vide at tage sine NÆRMESTE underordnes anmeldelser seriøst, OG agere på dem, er saft suse mig en en bataljonschef. Men fyren gør jo lige det modsatte; han presser sin egen kompagnichef til at søge anden tjeneste, pga sin egen inkompetence. Hvad er det for ledelse og føringsansvar? Det giver jo en gammel major grund til at reflektere over om det kun er i de her forhold som “chefen” ikke evner at træde i lederrollen, eller om det det en generel brist. Dersom det er tilfældet, kan vi jo begynde at kikke på de forhold som vurderes ifm udnævnelser til chefsstillinger i hæren. Mig bekendt har vi blot 5-6 bataljonschefsstillinger aktuelt, så Chefen for Hæren har jo muligheden til at stille barren rimerigt højt ifm udnævnelser. Lige til den nærværende sag skulle selvsagt René Fjeldgård Pedersen hjemsendt den aktuelle med fuld løn i første omgang. Det er indenfor hans domæne, og umiddelbart have overladt sagen til auditørkorpset, OG klappet Poul Broch på skulderen og sagt “godt gået kaptajn – jeg tager den herfra”

Otto Christensen
Læser
Otto Christensen
29. juli 2022 23:48

Mon oberstløjtnanten holder til efterårsjævndøgn !

Klaus Andreasen
Læser
Klaus Andreasen
30. juli 2022 22:17

Der er tilsyneladende ikke meget der har ændret sig ved IGR siden jeg forlod det i 2009.
Dengang var der også en batalionschef med sin helt egen agenda. Jeg vil ikke gå i detaljer med den konkrete sag. Men da vi, blandt personellet som ville blive berørt af hans dispositioner, begyndte at stille spørgsmål de steder i systemet, hvorfra beslutningerne burde være truffet, blev det samlede kompagni skældt hæder og ære fra, og beskyldt for at kaste grus i et maskineri som vi ikke forstod hvordan fungerede…
Herefter var stort set alle i kompagniet defacto ikke ønsket i store dele af IGR. Mange valgt derfor at søge andre steder hen i forsvaret eller blive civile.
Pudsigt nok endte jeg også i Grønland (Tidl. GLK) ligesom Poul.

Otto Christensen
Læser
Otto Christensen
30. juli 2022 21:27

Oberstløjtnanten kunne profitere af nogle års tjeneste som officer i ledergruppen. Tydeligvis kan oberstløjtnanten ikke honorere de krav, der stilles til forsvarets officerer i chefgruppen.

wedell chhristensen
Læser
wedell chhristensen
29. juli 2022 10:55

Dette er endnu et eksempel på, at Forsvarets kulturproblem er, at det ikke ser sig selv som en del af det samfund, der betaler dets løn.
En kulturændring kan ikke ske ved at reproducere sin egen ledelsesfilosofi gennem bedømmelser og MUS, eller kurser i Forsvarets beskyttede miljø. Helt andre uddannelsesmiljøer skal frekventeres for fast personale.
Noget kan ændres ved en konsekvent og synlig indgriben. Ikke nok at chefer og ledere, uimodtagelig for forestillinger som i dette eksempel fra Skive, bliver fjernet fra geleddet – for hvor i Forsvaret har man ikke med mennesker at gøre? Der er kun en vej for sådanne individer: Ud!

Erling S. Nielsen
Læser
Erling S. Nielsen
31. juli 2022 15:07

Når man er leder, både i erhverslivet og i forsvaret, har man ubetinget pligt til at undersøge sagen fra alle sider, og høre alle involverede. Og ikke, som det fremgår af TV, at bataljonscheen IKKE griber ind hurtigst muligt, og taler med de to unge kvinder. Derved svigter han sit ansvar som overordnet chef for sine soldater i hele bataljonen. Så er han ikke en chef man kan respektere. Han reagerer som en chef der er bange for ikke at bliver respekteret som leder! Som menneske og leder bliver man respekteret for det man er, gør og siger, og ikke for det antal stjerner man har på skuldrene, uanset hvor store de er. Jeg er selv premierløjtnant af reserven i Hjemmeværnet. Og hvis jeg havde opføret mig som bataljonschefen fortæller, ville jeg ikke have holdt ret længe. Distiktets faste officerer ville have standset mig forlængst.

Jakob Henius
Læser
Jakob Henius
31. juli 2022 8:35

Hvem er “En kollega”? Og hvorfor tillader redaktionen anonyme indlæg – oven i købet partsindlæg?

Bjørn Nor Christiansen
Læser
Bjørn Nor Christiansen
31. juli 2022 8:05

Kære OLFI og alle der er åbne for nuancer
Hvis en chef har haft behov for ekstra støtte og sparring, er det så ikke god ledelse af chefens chef at bede om at blive inddraget i større ledelsesbeslutninger?
Det der sker lige nu, er ikke i orden. Der mangler alt for mange nuancer i denne debat, og jeg håber at vi i en efterfølgende refleksion også formår at kigge ind i, hvordan bedre journalistik i dette tilfælde kunne have set ud. Det må være ordentligheden der skal beskyttes – men ordentlighed overfor alle parter.
Jeg deltager aldrig i sådanne debatter, da folkedomstolen på SoMe er skræmmende og skræmmende unuanceret. Og alligevel er jeg endt her, for ordentlighedens skyld og for at nuancere det helt forkerte billede der af OLFI, Operation X og folkedomstolen, bliver tegnet af min tidligere chef.
Jeg er selv ”farvet” i denne sag, idet jeg har haft René Fjeldgård Pedersen som chef i flere år, og altid har været glad for hans og mit samarbejde. Så hav det in mente når I læser nedenstående. Alligevel må vi formode, at jeg også kan bidrage med nogle brugbare nuancer.
Her er nogle pointer fra min side:

  • René er en af de mest helhedsorienterede og ordentligste officerer – og dén ordentligste chef – jeg har arbejdet med.
  • I forestående Auditørsager har jeg – selvfølgelig – rådført mig med René først. Han var min chef, nærmeste leder og sparringspartner, mere erfaren og den overordnet ansvarlige for soldaterne i bataljonen. Og så er han virkelig dygtig, helhedsorienteret og…. ordentlig. Selvfølgelig skal han inddrages. René har i sådanne sager som det første altid rådgivet mig til 1) at kontakte Auditørkorpset og 2) tage notat af alt relevant.
  • René har aldrig rådgivet mig til at feje noget under gulvtæppet.
  • René har i mit samarbejde med ham altid været opmærksom på at forholde sig til begge sider af en enhver sag og i øvrigt ladet Auditørkorpset om at gøre deres.
  • Jeg har kun oplevet René tilgå sager om krænkelse med allerstørste respekt og alvor.
  • René er forståeligt en travl mand – det tænker jeg, at bataljonschefer og chefer med ansvar for +400 mand generelt er. Jeg har i årenes løb bemærket at visse kompagnichefer under René har tilføjet mere eller mindre til Renés og bataljonens travlhed. Tit oplevede jeg det som et spørgsmål om, hvor dygtige cheferne var til at drive deres eget kompagni.
  • Med det nuværende bemandingssystem, og de dertilhørende begrænsninger som militære chefer har ift. selv at fyre/hyre, må man som ex. bataljonschef acceptere, at skulle støtte udfordrede kompagnichefer i nogle gange urimelig grad – og så kan man få meget travlt med meget.
  •  Som chef – og som en ordentlig én – kan man ikke gå ind i detaljer omkring sine nuværende eller tidligere medarbejdere – og da slet ikke udstille dem. Men det kan medarbejderne. Det er en chefs lod. Journalister og en folkedomstol bør have dette ulige vilkår in mente, når de søger indsigt i begge sider af sagen. René er tjenestemand ind til benet, i ”det godes” tjeneste, og vil hellere leve med dette vilkår end at afvige fra tjenestemandens principper. Godt for ordentligheden, godt for Renés gode dydssæt, men ærgerligt for Renés omgangskreds der skal læse uretmæssigheder om hans person.
  • Forvaltningstekst, som læsningen af almindelig jura, beskriver selvfølgelig ikke alle gråzoner. God ledelse kan ikke nedfældes i forvaltningstekst som en chef en-til-en kan læse og implementere direkte. Det håber jeg ikke nogen seriøse chefer kan være enige i. I så fald havde ledelse været nemt. Derfor eksisterer der gråzoner, kompromisser og paradokser man som leder må navigere i – og derfor er henvisning til konkrete forvaltningsbestemmelser alene i sig selv et tyndt argument.
  • De dårligste ledere jeg har mødt, er dem der kun læser lovteksterne tekstnært, men ikke forstår ånden i bestemmelserne. Herved glemmer man mennesket, ordentligheden og moralen. Til gengæld har man som chef dækket sin egen ryg ind – til skade for sine undergivne der må leve med unuanceret og bureaukratitung ledelse.
  • Derfor er henvisning til forvaltningsbestemmelser for journalister en nem og stærk, men ikke nødvendigvis en ordentlig og helhedsorienteret, argumentationsform.
  • Bl.a. derfor står mod centralt i ledelse. Mod til ikke at bekymre sig om sig selv og sin egen rygdækning, men i højere grad tage ansvar for ordentlig og god ledelse.

Hvis en chef har haft behov for ekstra støtte og sparring, er det så ikke god ledelse af chefens chef at bede om at blive inddraget i større ledelsesbeslutninger?
Ofrene for krænkelser har min store sympati. Vi skal i Forsvaret, såvel som i alle organisationer, blive ved med at arbejde for en sund arbejdskultur. Men vi skal også fastholde ordentligheden og sagligheden i debatter og journalistik.

Kære OLFI, godt at I er her som en vagthund for ordentligheden. Men for ordentlighedens skyld, inddrag flere nuancer, drop sensationsjournalistikken og afstå fra at udmåle straffe.

Mvh.
Bjørn Nor Christiansen