INTERVIEW: På Haderslev Kaserne har man netop installeret et milliondyrt kunstværk i den centrale kasernegård. De penge kunne bruges langt bedre, mener premierløjtnant og delingsfører Anders Krojgaard Lund. Han håber, at Forsvaret kan blive undtaget fra bestemmelserne i det såkaldte kunstcirkulære.

Som OLFI fredag kunne fortælle, bruger Forsvaret løbende ganske store summer på kunstværker- og installationer. En stor del af forklaringen på den disposition skal findes i det statslige kunstcirkulære, som pålægger statlige instanser at afsætte et beløb svarende til halvanden procent af alle håndværkerudgifter, når de renoverer eller bygger nyt.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for de ofte dyre kunstværker. I en tid, hvor Forsvaret er udfordret på en række fronter, virker det for nogle iagttagere påfaldende, at man kan finde midler til forskønnelse fremfor at rette op på de forskellige udeståender. På Haderslev Kaserne har premierløjtnant, delingsfører og folketingskandidat for De Konservative Anders Krojgaard Lund besluttet sig for at tage bladet fra munden i kølvandet på installationen af et kunstværk med et prisskilt på over end en million kroner.

»Min principielle holdning er, at kunst er dekoration, ergo udsmykning. Det har ikke noget funktionelt i sig. Når Forsvaret står i en økonomisk situation, hvor man i min optik bør prioritere kampkraft, skal man pr. definition ikke prioritere kunst. I stedet skal man spørge: Hvad er funktionen, og hvilken kampkraft får vi ud af at bruge pengene på den her måde? Eller rettere: Kan vi få mere kampkraft ved at bruge pengene på en anden måde? Kunst bibringer nul kampkraft, så svaret må logisk være, at ja, det kan man godt. Man kan altid bruge pengene bedre end det. På krudt og kugler eksempelvis.«

Den holdning står Anders Krojgaard Lund langtfra alene med, fortæller han.

»Som en af mine soldater siger, vil han hellere have en high-cut-hjelm end en statue. Sådan er der mange ting, hvor soldaterne hurtigt kan omsætte det til noget praktisk. Vi vil hellere have et bedre træningsrum, end vi vil have en udsmykning af kasernegården, som ikke bibringer os noget. At der er huller i gulvet i træningssalen, at pull-up-stativet er knækket, eller at sikkerhedsbolten i bænkpresstativet mangler, betyder noget for folk.«

Pengene skal bruges på kunst, fordi sådan er reglerne

Når Anders Krojgaard Lund eller hans kolleger spørger til de økonomiske prioriteringer, bliver der længere oppe i systemet ofte henvist til kunstcirkulæret, der udstikker rammerne for, hvor mange penge statslige instanser skal bruge på kunstværker i forbindelse med byggerier og renovation. Cirkulæret har tidligere været genstand for diskussioner i forbindelse med opførelsen af supersygehuse, men i lyset af Forsvarets pressede situation er reglerne også begyndt at vække undren i blandt landets soldater:

»Det svar, vi får, er, at pengene skal bruges på kunst, fordi sådan er reglerne. Så trækker folk på skuldrene, dukker nakken og tænker: Nå ja, jeg er også ligegyldig. Reglerne og systemet er vigtigere end manden på jorden,« siger Anders Krojgaard Lund.

Artiklen fortsætter under billedet …

Ifølge Anders Krojgaard Lund deler mange nuværende og tidligere kolleger hans synspunkter omkring kunst og forskønnelse på Forsvaret etablissementer. Det er noget, man løbende diskuterer på tjenestesteder landet over – ikke mindst tilfældet på Bornholm, hvor Almegårds Kaserne for nogle år siden blev udstyret med en såkaldt sansesti. Den afsatte man syv million til at installere, og selvom lige præcis den investering ikke har med kunstcirkulæret at gøre – den var i stedet en del af ejendomsstyrelsens Projekt Grønne Etablissementer – er sansestien illustrativ for problematikken med økonomiske fejldispositioner og projekter uden nævneværdige gevinster, mener han:

»Der var ingen soldater, der hverken efterspurgte eller ønskede en sansesti. Man sløjfede parkeringspladser til fordel for en bunke jord, som ifølge arkitekttegningen skulle være en blomstervold. Men der er ingen blomster, der kan bo i hævet jord – de tørrer ud,« siger Anders Krojgaard Lund med tydelig irritation i stemmen og fortsætter:

»Der var tegninger af en å, men der er ikke nogen, der har noget at bruge en å til inde på Almegårds Kaserne, når man i stedet kan gå ud i øvelsesterrænet og opleve en hel naturlig bornholmsk klippe-å i et naturskønt område.«

Diskrepans i opfattelser af, hvad der er vigtigt

For Anders Krojgaard Lund og kollegerne at se skyldes investeringerne i kunst, at der er forskel på, hvordan man tænker som soldat henholdsvis som embedsmand.

»Der er helt klart en diskrepans mellem, hvad nogle i de mørke kontorer synes er vigtigt, og hvad soldaterne på jorden synes er vigtigt. Jeg kender ingen soldater, der på noget tidspunkt er blevet spurgt om, hvad, de synes, er vigtigt. I hvert fald ikke i en grad, hvor man er blevet hørt.«

Hvor peger pilen hen for dig at se?

»Den peger helt ind i ministeriet. Der er et administrativt lag derinde, der bør tage en mere aktivistisk rolle. Hvis alle går til deres chef og siger, at kunstprojekterne virker dumme, og chefen også kan se kritikkens fornuft og bringer den videre, så ender den til sidst på det politiske bord. Man skal beslutte at sadle om, eller man skal beslutte at fortsætte, og så kan man enten lytte til kritikken, eller man kan afvise den,« lyder skudsmålet fra Anders Krojgaard Lund.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Men det kræver, at kritikken føres videre. Hvis det virker absurd på jorden, så må det enten være soldaternes opfattelse, den er gal med, eller også er det systemet, den er gal med. Hvis mange soldater deler samme opfattelse, og systemet ikke kommer med et fornuftigt svar på, hvorfor det skal være sådan, så er det systemet den er gal med.«

Hvordan ser løsningen ud?

»Det er meget simpelt: Der skal laves et enkelt skriv på to linjer, hvor der står, at Forsvaret er undtaget som følge af militær nødvendighed. Punktum. Det behøver ikke at være mere end det. Det skal bare være en minister eller en departementschef, eller hvem der nu har myndighed til det, der sætter en underskrift, og så er problemet løst.«

Anders Krojgaard Lund mener desuden, at man i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skal kunne “gradbøje” cirkulæret i højere grad, end tilfældet er i dag. For eksempel, nævner han, kan man overveje kun at lade cirkulæret gælde for nybyggerier, fremfor som i dag både nybyggerier og renoveringer.

»Man kunne også gradbøje kunstcirkulæret til kun at være ved nybyggeri, for der er ikke bygget noget nyt inde på Haderslev Kaserne. Det er bare et spørgsmål om renoveringen, der er foretaget, og alene som følge af det, skulle der væltes en masse penge ud i kunst.  Men renovering er jo akkumuleret, manglende vedligehold, så spørgsmålet er, hvornår man gradbøjer. Hvornår er det vedligeholdelse, og hvornår er det renovering?«

Hvis tingene var i orden, kunne man putte glimmer på lagkagen

Visse steder har kunst i Forsvaret dog sin plads, mener den kunstkritiske delingsfører, som peger på, at man må sondre mellem etablissementernes funktion.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Forsvaret har nogle installationer, hvor kunst spiller en central rolle. Det er blandt andet på Frederiksberg Slot, som netop er et gammelt kongeslot, hvor kunsten er en indgroet del af det at have og passe på slottet. Der giver det mening, fordi det er en kulturbærende institution,« siger Anders Krojgaard lund, som fortsætter:

»Mange kaserner eller militære områder bør alene være præget af at være funktionelle. De bliver ikke mere funktionelle af, at man fjerner græsplænen og laver keramikkunst og betonpæle i jorden – faktisk tværtimod. Man skal spørge sig selv, hvornår kunsten understøtter funktionen. På Frederiksberg Slot eller på forsvarschefens kontor er det at understøtte funktionen at have et stort maleri eller en byste eller noget tilsvarende. Men på en kaserne, hvor soldater skal løfte jern, løbe en tur, gå march med en rygsæk og ud at skyde og kravle rundt i mudder i felten, understøtter kunst overhovedet ikke funktionen. «

Ville man se lige så kritisk på penge brugt på kunst, hvis ikke der var så mange problemer i Forsvaret?

»Jeg tror, at den gennemsnitlige soldat vil se mindre kritisk på det, for så er den absurde kontrast ikke så stor. Lige nu er kontrasten rigtig, rigtig stor. Træningslokaler, der er i elendig stand, omklædningsrum, våbenkamre, der er for små og i dårlig stand, udrustning, der mangler, køretøjer, der er fuldstændig slidt op. Hvis alle de ting var i orden, kunne vi begynde at tale om at putte glimmer på lagkagen. Men lige nu er der ikke nogen bund i den her lagkage, så det fuldstændig ligegyldigt at proppe topping på.«