Rundt om på Forsvarets tjenestesteder mangler enhederne alt fra våben, ammunition og køretøjer til materiel, tidssvarende indkvartering og moderne træningsfaciliteter. Samtidig bruger Forsvaret millioner af kroner på kunst grundet et cirkulære fra 1970’erne. Det vækker kritik blandt soldater.

Det kan måske virke uforståeligt at bruge millioner af kroner på kunstværker, mens det halter med basale soldaterfornødenheder som ammunition, reservedele og personlig udrustning. Det gør det øjensynligt også for de soldater, der løbende henvender sig til OLFI eller deler deres undren over nye kunstinstallationer på Forsvarets etablissementer med kolleger og meme-sider på sociale medier. Eksemplerne på de store – og ofte dyre – kunstinstallationer er mange:

Ud for hovedvagten ved Flyvestation Karup byder et 650.000 kroner dyrt kombineret gyngestativ og overdimensioneret tjekkisk pindsvin de besøgende velkommen, på Almegårds Kaserne installerede man i 2019 den udskældte sansesti til syv millioner kroner, og hos Slesvigske Fodregiment på Haderslev Kaserne har man netop installeret en stenmosaik i græsplænen i den centrale kasernegård – pris: 1,2 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under billedet …

Fælles for tre eksempler er, at mange af de soldater, der går op og ned af kunstværkerne til daglig, har svært ved at se fidusen i de massive æstetiske investeringer, mens så meget andet halter. En af de kritiske røster er premierløjtnant Anders Krojgaard Lund, som er delingsfører ved Slesvigske Fodregiment og konservativ folketingskandidat:

»Når Forsvaret står i en økonomisk situation, hvor man i min optik bør prioritere kampkraft, skal man pr. definition ikke prioritere kunst. Man skal spørge: Hvad er funktionen, og hvilken kampkraft får vi ud af at bruge pengene på den her måde? Eller rettere: Kan vi få mere kampkraft ved at bruge pengene på en anden måde? Kunst bibringer nul kampkraft, så svaret må derfor logisk være: Ja, det kan man godt. Man kan altid bruge pengene bedre end det. På krudt og kugler eksempelvis.«

Ville selv have brugt pengene på træningsfaciliteter

På Haderslev Kaserne har kunstner Mette Winckelmann i samarbejde med en række anlægsgartnere netop lagt sidste hånd på en stenmosaik på græsplænen i den indre kasernegård. Prisen på den gode side af en million har fået mange soldater med daglig gang på kasernen til at spærre øjnene op, for både på materielsiden og i forhold til vedligeholdelsesstandarden lader situationen også for Slesvigske Fodregiment stadig meget tilbage at ønske.

»Som en af mine soldater siger: Han vil hellere have en high-cut-hjelm, end han vil have en statue. Sådan er der mange ting, hvor soldaterne hurtigt kan omsætte det til noget praktisk. Vi vil hellere have et bedre træningsrum, end vi vil have en udsmykning af kasernegården. Det bibringer os ikke noget. Men at der er huller i gulvet i træningssalen, at pull-up-stativet er knækket, eller at sikkerhedsbolten i bænkpresstativet mangler – det er sådan nogle ting, der betyder noget for folk,« siger Anders Krojgaard Lund.

Artiklen fortsætter under billedet …

Lidt mere positivt stemt er chefsergent og regimentsbefalingsmand ved Slesvigske Fodregiment Morten Nielsen. Han fremhæver, at regimentets og kasernens historie er tænkt ind i motiverne i mosaikken, som samtidig er udformet, så det kan bruges i undervisningsøjemed. Desuden har repræsentanter for regimentet og kaserneledelsen undervejs haft masser af medindflydelse på værkets udformning og dermed det endelige resultat, som man derfor er godt tilfredse med i ledelsen.

Havde ejendomsstyrelsen stillet en pose penge foran kaserneledelsen, var pengene dog formentlig ikke i første omgang blev afsat til kunst, indrømmer han:

»Hvis vi havde fuldstændig frie hænder, tror jeg nok, at vi havde puttet en million i vores indendørs træningsfaciliteter ovre i gymnastiksalen. Ønskelisten blandt lette infanterister er lang, og de vil gerne have rigtig meget. Men jeg tænker, at man sagtens kan bruge en million på at lave gode træningsfaciliteter til en bataljon.«

Det handler om signalværdi

Anders Krojgaard Lund står ikke alene med sin kritik af prioriteringen af kunstværker. Hos III Opklaringsbataljon på Bornholm har premierløjtnant Michael Gottlieb gået med de samme tanker som sin officerskollega i det sønderjyske.

»Forsvaret har skullet spare i så mange ender, og så ser man, at der er opført et kunstværk, som soldaten på ingen måde kan bruge til noget, og som endda har kostet en masse millioner. Det får en til at tænke: Okay, er der hoved og hale i det her? Vi er tættere på Tredje Verdenskrig, end vi nogensinde har været – skulle vi ikke tage at beholde pengene? Det kan godt være, at det er få penge i det store hele, men det er også signalværdien i det,« forklarer Michael Gottlieb og uddyber sin pointe:

»Det falder ned i en opfattelse af, at man bruger pengene forkert, og at der er for mange uden uniform, der styrer Forsvaret. Kunsten bliver eksemplet på det for soldaten, der tænker: Nu er der nogle uden uniform, der har brugt en masse penge på noget, vi alligevel ikke skal bruge, og som ikke redder os i krig. Sådan er det i hvert fald for mig.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Michael Gottlieb har ikke selv noget imod kunst og kultur, som, han mener, spiller en vigtig rolle og generelt gavner et samfund, understreger han.

»Det er jo også det, vi som soldater kæmper for. Det er Danmark og det samfund, vi lever i. Men i for mange år er der ikke blevet lyttet til den sikkerhedspolitiske trussel, vi står over for. Forsvaret er blevet negligeret, og ressourcer er blevet taget fra os. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Skulle man ikke i stedet smide pengene i en ekstra kampvogn, så vi bedre kan forsvare vores samfund?«

Ingen dispensationsmuligheder i kunstcirkulære

Mosaikken på Haderslev Kaserne er langt fra det eneste eksempel på, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse bruger mange tusinder af kroner – i nogle tilfælde millioner – på kunst. Der er dog øjensynligt ikke meget at gøre. Mange af installationerne – med førnævnte sansesti på Almegårds Kaserne som en undtagelse – finder deres forklaring i det såkaldte kunstcirkulære.

Kunstcirkulæret, som rettelig hedder ”Cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri m.v.”, stammer fra 2004, men trækker tråde helt tilbage til 1970’erne. Dengang blev det indført for dels at yde kunststøtte til danske kunstnere og dels for at forskønne statens bygninger på tværs af ministerielle ressortområder.

I en af cirkulærets centrale bestemmelser, fremgår det, at »beløbet til kunstnerisk udsmykning skal svare til 1,5 pct. af håndværkerudgifterne ekskl. moms, således som disse er opgjort i det styrende budget senest på tidspunktet for projektforslag«. Bestemmelsen gælder både nybyggerier og renovering, hvilket i praksis betyder, at budgettet til kunst ligger fast, så snart håndværkernes pris gør det.

OLFI har spurgt Bolig- og Planstyrelsen ind til mulighederne for at fravige bestemmelsen. Her vil man ikke udtale sig til citat under den igangværende valgkamp, men en repræsentant for styrelsen forklarer til OLFI, at der ikke findes dispensationsmuligheder i cirkulæret. Det er derfor ikke op til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse at afgøre, hvorvidt der skal installeres kunst, når der foretages renovering eller nybyggerier, og det er altså også i fremtiden håndværkerudgifterne, der afgør, hvor mange penge der skal bruges på forskønnelse af Forsvarets etablissementer.