KOMMENTAR: I 2014 sendte Vladimir Putin en kraftig advarsel til Vesten, men i Danmark valgte vi helt at ignorere den. I stedet implementerede vi besparelser på 15 pct. i Forsvaret og fjernede den militære kommandostruktur. I dag er det danske forsvar presset i bund, fordi de tre værn er sat i forhøjet beredskab. Mon vi nu forstår, at Forsvaret af Danmark ikke er til at spøge med?

I den forgangne uge rettede OLFI henvendelse til Forsvarskommandoen for at få svar på to ganske simple spørgsmål. Det første lød, hvad kampbataljonen i alarmberedskab på Antvorskov Kaserne i Slagelse reelt indeholder, og det andet gik på, hvad Danmark yderligere kan bidrage med i afskrækkelsen af Rusland ud over de allerede udmeldte bidrag på fire F-16 kampfly i Litauen, to fregatter og den såkaldte NRI-bataljon (Nato Readiness Initiative) i Slagelse.

»Vi kan i lyset af den nuværende situation desværre ikke hjælpe dig,« lød svaret i en mail til OLFI.

Det er nu ikke korrekt. Selvfølgelig kan Forsvarskommandoen på ganske kort tid svare, hvilke enheder der indgår i den danske bataljon i Natos beredskab, som ind til for ganske kort tid siden var på 30 dages beredskab, men nu er sat i alarmberedskab på 1-5 dage. Kommandoen kunne også svare, hvilke enheder der potentielt ville kunne udsendes på et senere tidspunkt.

Men noget tyder på, at Forsvarskommandoen ikke ønsker at oplyse hverken enheder i kampbataljonen eller mulige bidrag til Nato på et senere tidspunkt. Set i lyset af den aktuelle situation kan der måske være gode grunde til det. Men når Forsvarskommandoen netop ikke skriver det, åbner det for en helt anden årsag til, at Forsvarskommandoen ikke vil ud med det aktuelle bidrag og mulige fremtidige bidrag.

Grunden kunne være den, at svaret ville udstille Forsvarets mangel på stort set alt lige fra ammunition, kapaciteter og materiel til reservedele, køretøjer og mandskab. Et åbent og ærligt svar ville potentielt udstille, hvor svært det er alene at gøre en enkelt bataljon klar til indsættelse, og det er derfor slet ikke utænkeligt, at de manglende detaljer i beskrivelsen af mulige yderligere bidrag til Nato simpelthen bunder i, at de så godt som ikke eksisterer – ud over de specialoperationssoldater fra Jægerkorpset, som er kommet hjem fra Mali en uge efter udsendelsen.

En løftet pegefinger og ønske om forhandling

På mange måder virker det paradoksalt, at vi står her, netop som alt tyder på, at Rusland formentlig kun er timer eller dage fra at invadere Ukraine. Mandag aften underskrev Ruslands præsident Vladimir Putin et dekret med godkendelsen af de to udbryderepublikker Donetsk og Lugansk i Østukraine, hvorved det diplomatiske spor for en løsning på den eskalerende konflikt synes endegyldigt at være endt blindt.

Vladimir Putin følger sin egen drejebog, og den lader til at være nøje planlagt for år tilbage med en støt og rolig eskalation og troppeopbygning langs grænsen til Ukraine over både måneder og år. Forklaringerne skifter karakter for hver gang, Kreml udtaler sig, og hvert eneste nye skridt har direkte kurs mod en invasion af Ukraine.

Artiklen fortsætter under billedet …

Dermed følger Putin en strategi og en taktik, som gennem årene er blevet mere og mere tydelig, men som vi i Danmark helt har valgt at ignorere på trods af den ene mere kraftige advarsel efter den anden. Havde vi reageret allerede i 2008, da Putin sendte sine tropper ind i Georgien, ville Danmarks sikkerhed have set anderledes ud. Nu ligger vi bogstaveligt talt, som vi selv har redt.

2008 var et hårdt år for verdensøkonomien, og med finanskrisen måtte alle spare. Det var en god undskyldning til at lukke øjnene for, hvad der foregik i Georgien, som havde flirtet med et medlemskab af Nato. Svaret fra Putin var hurtigt og kontant.

Det hele gentog sig i Ukraine i 2014

Bare seks år senere skete det hele en gang til. I januar 2014 forlod SF den socialdemokratisk ledede Thorning-regering, og den radikale Martin Lidegaard var derfor helt ny udenrigsminister, da han søndag den 2. marts blev bedt om at forholde sig til Ruslands invasion af Krim samme dag. Han kaldte Ruslands invasion af Krim »helt uacceptabel« og blev af DR spurgt, hvordan Nato og Danmark ville reagere på den russiske invasion.

»Den balance, vi prøver at ramme, er på den ene side at gøre det klart for Rusland, at overtrædelsen af Ukraines integritet er uacceptabel, og man fordømmer den på enhver tænkelig måde. Og at den bliver rullet tilbage. Men vi skal også gøre et forsøg på at få dem til forhandlingsbordet. Det er kun forhandling, der kan løse dette problem,« sagde han.

Så kan de lære det!

At genåbne forsvarsforliget var ikke en tanke, der på noget tidspunkt faldt hverken regeringen eller den borgerlige opposition ind. Forliget var indgået i november 2012 og lagde grunden for de mest omfattende besparelser på forsvarsområdet i mands minde, og det skete med en udmelding fra den daværende forsvarschef Peter Bartram, som rev fundamentet væk under Danmarks væbnede styrker.

Artiklen fortsætter under billedet …

Peter Bartram var oberst, da han søgte stillingen som forsvarschef, efter at den var blevet slået op i dagbladet Politiken. Daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) ville efter en række skandaler rydde op, og derfor ønskede han ingen fra de øvre lag af generaler og admiraler, og ifølge mange kritikere blev resultatet derefter.

Peter Bartram var ung, uerfaren og helt uden tillid eller troværdighed internt i Forsvaret. Til gengæld sagde han ja, når ministeren spurgte. Det skulle vise sig at blive fatalt, da han nikkede og forklarede, at man godt kunne spare 15 pct. om året på Forsvaret, uden at det ville gå ud over Forsvarets evne til at løse sin kerneopgave.

Det fortsatte, for ingen ville tabe ansigt

Forsvarschefen ville ikke tabe ansigt og fik ifølge kritikerne i sine analyser vand til at løbe opad. Ministeren og politikerne ville heller ikke tabe ansigt, og derfor udviklede der sig i de kommende år en surrealistisk evne i såvel den militære som politiske ledelse til at ændre alarmerende meldinger fra geledderne om mangel på alt fra våben, ammunition, mandskab, uddannelse, viden, materiel, reservedele og køretøjer til solskinshistorier om danske soldater som de bedste og højst respekterede i hele verden.

Samtidig ændrede den socialdemokratiske regering Forsvarsministeriets organisering, så forsvarschefen ikke længere var forsvarschef af andet end navn. Hvor han før havde helhedsansvaret, blev økonomi, personel, materiel og ejendomme nu udskilt og direkte underlagt Forsvarsministeriets departement i civile styrelser. Forsvarschefen blev de facto reduceret til en styrelseschef for den uniformerede del af Forsvaret alene med det ansvar at opstille og uddanne militære styrker til indsættelse i operative opgaver.

Den militære kommandostruktur forsvandt som røgen fra en granat og blev i stedet erstattet af det, der siden så populært har fået navnet ”styrelses-helvedet”. Her skal alt fra ønsker og indkøb til bemanding, udnævnelser, investeringer, nedlæggelser, udskydelser, nybygninger og bevillinger koordineres på kryds og tværs, uden at nogen har hverken det fulde ansvar eller den fulde råderet. For bordenden som de facto forsvarschef sidder i dag Forsvarsministeriets departementschef, som i øvrigt aldrig har været soldat og har en mangeårig fortid i Energistyrelsen og Energiministeriet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Hele den ministerielle omorganisering skete præcis samtidig med, at Vladimir Putin i 2014 rullede sig ud og viste Danmark og resten af Vesten, at Rusland både havde evnen og viljen til at opnå politiske mål med militære magtmidler. I Danmark reagerede man med at lukke øjnene for den alarmerende og voksende trussel fra øst. Forsvarsforliget var skrevet, og med forsvarschefens godkendelse lod forligsteksten også omverdenen forstå, at den politiske aftale ville »effektivisere« Forsvaret og »samtidig skabe økonomisk råderum til udviklingstiltag«.

Man kunne her have reddet stumperne og afblæst de mest vidtgående tiltag i det, som flere i dag beskriver som afviklingen af Danmarks forsvarsevne. Men det skete ikke, og man end ikke talte om det. Når politikerne og forsvarsministeren spurgte, hørte de lige præcis de svar, som de gerne ville fra generalerne Peter Bartram, Bjørn Bisserup, Per Ludvigsen og kontreadmiral Nils Wang. Ingen råbte op, slog i bordet eller satte deres egen stilling i spil for at gøre politikerne klart, hvilke gennemgribende forkerte beslutninger og historiske fejldispositioner, de var ved at træffe.

Der står ingen klar til at afløse

I 2018 forstod den daværende borgerlige regering, at projektet havde fejlet, og med venlige råd og vejledning fra USA hævede man forsvarsbudgettet med 12,8 mia. kr. over seks år. Men da var det for sent. Det tager ingen tid at nedlægge kapaciteter tjenestegrensskoler, lukke flyve-, flådestationer og kaserner eller sammenlægge regimenter og enheder. Men det tager ca. 10 år at begynde forfra og genetablere nedlagte kapaciteter, og når man erkender manglen af dem, er det for sent. Hvem ville i dag med åbne øjne nedlægge ubådsvæsenet? Og hvem vil i dag tage ansvaret for, at Hæren ikke har noget luftværn?

Daværende forsvarschef Bjørn Bisserup gjorde i forbindelse med indgåelsen af det nuværende forlig i januar 2018 et nummer ud af at overbevise politikerne om, at man slet ikke kunne genopbygge Forsvaret hastigt. Helst ikke for mange penge, tak. Sådan lyder “politisk tæft” i en officersudgave, og den nuværende forsvarschef har gjort sig til talsmand for det samme synspunkt. Så her stå vi med et udsultet forsvar fyldt med huller og en ledelse, som slet ikke ved, hvordan man kan bruge de manglende milliarder fornuftigt. Det kan andre imidlertid, og der står mange relevante kapaciteter og forslag på ønskelisten. Men først kunne man analysere truslen og derefter beslutte sig for, hvilket forsvar den kræver.

Artiklen fortsætter under billedet …

Mens vi står på brinken af det, som statsminister Mette Frederiksen (S) kalder den største sikkerhedspolitiske krise i Europa siden Murens Fald i 1989, er Forsvaret kommet til kort. Vi har sendt fire F-16 fly til Baltikum, to fregatter i beredskab og forsøger nu at samle en enkelt kampbataljon på 600-700 mand i Slagelse. Det kræver allerede hjælp fra alle tre værn at mønstre det nødvendige mandskab, materiel og køretøjer.

Krisen langs den russiske grænse til Ukraine presser Forsvaret helt i bund. Pulsen er maks. Og når endelig bataljonen er samlet, fregatterne sejler, og flyene opererer i Baltikum – hvor længe kan vi så blive ved?

Svaret er, at det afhænger af den enkelte soldats offervilje og tålmodighed, for der står ingen klar til afløse. Forsvaret har ingen robusthed og ingen reserve at trække på. Før i tiden ville man kunne have indkaldt hjemsendte værnepligtige, men i dag fungerer værnepligten alene som rekrutteringsplatform til den professionelle del af Forsvaret. Det er indrettet til at operere i korte og små internationale missioner og er i hvert fald slet ikke gearet til at være i kontinuerligt beredskab indsat i vores eget nærområde.

Hvad gør vi, hvis Putin fortsætter ind i Baltikum?

Når det kommer til mandskab, våben, ammunition, materiel, reservedele og køretøjer er situationen alarmerende, og det har Nato ad flere omgange forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på. Det danske forsvar mangler alt fra møtrikker til såvel politisk som militær ledelse. Og ikke mindst evnen til at kommunikere åbent og ærligt om rigets sande tilstand. Vi kan ikke længere bilde befolkningen ind, at det danske forsvar er i verdensklasse. Men hvordan kunne det gå så galt?

Svaret må være, at alle lader til at have fejlet. Politikerne, som ikke tog advarslerne alvorligt og på grund af økonomi og indenrigspolitisk fedtspilleri gjorde en dyd ud af ikke at fortælle befolkningen om den voksende trussel fra øst. Forsvarets ledelse, som i et misforstået hensyn talte politikerne efter munden og serverede de svar, som de folkevalgte gerne ville høre i stedet for den rå og usødede sandhed.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som på trods af løbende millionindsprøjtninger igen og igen formår at ramme helt uden for skiven og ikke have den fjerneste idé om, hvad der foregår, når ikke lige danske soldater opererer i området. Og ikke mindst den danske presse, som har vendt det blinde øje til Forsvaret og svigtet en dækning af det forfald, som er foregået gennem 10 år, og som har efterladt kongeriget blottet og uden nogen reel forsvarsevne, når det kommer til eget territorium.

Hvis Putin gør alvor af sine trusler og invaderer Ukraine, ser det endnu værre ud end den aktuelle situation. Det øjeblikkelige træk på Forsvarets personel koster ikke bare frustrationer i aflyste ferier, afspadsering og fridage. Mængden af opsparede friheder galopperer opad i alle tre værn, og udsigten til at få puklen væk bliver mere og mere fjern. Og hvad gør vi, hvis Putin fortsætter og går ind i Baltikum, hvilket han tydeligvis har lyst til?

Fredag forklarede forsvarsminister Morten Bødskov efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, at Danmark var klar til at bidrage yderligere til Natos afskrækkelse mod Rusland. Når man skuer ud over Forsvaret, kan det være svært at se, hvilke bidrag Danmark troværdigt kan melde ind til Nato. Man må gå ud fra, at politikerne her alene tænker på de soldater fra Jægerkorpset, som efter den afblæste mission i Mali har kalkuleret med en udsendelse uden rigtigt at komme af sted.

Hvis først Jægerkorpset bliver indsat i den aktuelle krise i Østeuropa, er der for alvor grund til at blive bekymret. Under alle omstændigheder er alarmen over dansk forsvar for længst gået. Spørgsmålet er, om det mon snart er gået op for landets politikere.